Dyr på Fanø

I modsætning til i København så vi masser af levende dyr på Fanø. Det kan selvfølgelig ikke undre.

Det skotske højlandskvæg gik rundt i naturen ved Sønderho Gårdbutik. Det så ud til at passe dem storartet. "Dyrevelfærd giver en bedre smag i munden" står der på gårdbutikkens hjemmeside. Det synes jeg også, og de bøffer, vi stegte af det indkøbte kød, smagte i hvert fald særdeles godt.

Ellers var det selvfølgelig mest katte, jeg fotograferede. Her kommer et lille udvalg:

Først og fremmest er der Fru Kokos.
Hende har vi hilst på før, og det var dejligt at se hende igen. Hun er bare så smuk.

Jeg ved faktisk ikke, om hun hedder Fru Kokos, men hun bor i det hus i Nordby, hvor der er en butik, der hedder Fru Kokos. Jeg tror bestemt, butikken er opkaldt efter katten.

Selv om hun er hvid, er hun ikke døv. På billedet var hun lige blevet opmærksom på en vogn, der kom med nye varer til forretningen, og få sekunder efter havde hun forlagt residensen.

Denne lille charmetrold, som vi så i Sønderho, ved vi, hedder Karla, for hun havde navneskilt på.

Hun var kun en stor killing, og hun legede med alt. En havenisse, der stod i nærheden, blev overfaldet adskillige gange. Her er det bare de lange græsstrå, hun leger med.

Ikke langt fra hvor Karla boede, hilste vi på en nydelig sort-hvid kat.

Måske er den i familie med Karla. Vi syntes i hvert fald, de lignede hinanden ret meget.

Killingen i vinduet så vi også i Sønderho.

Jeg havde lidt problemer med at få hende fotograferet. Første gang, jeg så hende, havde jeg vældig travlt med at finde et toilet. Jeg måtte vende tilbage.

Det gjorde jeg så adskillige gange uden held, men i fjerde forsøg lykkedes det.

Hun sad i vinduet og så bedårende ud. Jeg håber, at husets - og killingens - ejere tilgiver, at jeg måtte tage et skridt ind på deres græs for at få en okay vinkel.

En dag i regnvejr fik vi øje på denne sorte, langhårede kat i Nordby.

Dorthe holdt sin paraply over den, mens jeg fotograferede.

Det kunne den ikke stå for. Den strop, der hang ned, måtte der da kunne leges med. Måske kom der et par huller i paraplyen, men det var der jo ikke noget at gøre ved.

En morgen gik der et fasanpar med fem store kyllinger rundt om sommerhuset.

De havde ikke travlt, og vi kiggede på dem i lang tid.

Sarantoya syntes også, det var sjovt at kigge på dem, og Annett fik det fine foto af både fasankyllinger og Sarantoya.

Der kommer flere af mine kattebilleder på Flickr.

Dyr i København

Jeg plejer altid at fotografere nogle af de dyr, jeg ser rundt omkring, men i København i fredags var de eneste levende dyr, vi så, to bryggerheste, og de var på vej ud af billedet, inden jeg fik stillet skarpt eller i det hele taget fik kameraet frem. Ikke så meget som en chihuahua i en taske så vi.

Jeg måtte nøjes med afbildninger af dyr. Først og fremmest var der Anne Marie Carl-Nielsen udstillingen Dyrestudier på Den Hirschsprungske Samling. Meget spændende små og enkelte lidt større dyreskulpturer, øjebliksafbilleder, der får skulpturerne til at virke meget levende og livagtige. Her er et par eksempler:

Det eneste dyr, Anne Marie Carl-Nielsen også lavede i stor størrelse, var hesten.
De her var dog ikke så store.

Et lille lam, der er hoppet op på ryggen af sin mor,

Det er en fin lille særudstilling, der varer til den 28, marts 2016.

Det er mest landbrugsdyrene, Anne Marie Carl-Nielsen har skulpteret, Vi så ingen hunde og katte. Det så vi til gengæld i den permanente samling, nemlig dette charmerende portræt af en dreng (tror jeg) og hans kat. Kunstneren er G. Chr. Freund.

På hjørnet af Sølvgade og Øster Farimagsgade havde Dorthe tidligere set et siddearrangement, der også inkluderer nogle røde katte. Vi smuttede lige forbi.

Det er Lissy Boesen, der er kunstneren bag. Det må bestemt også være hende, der har lavet de skulpturer - en del katte og en enkelt høne - vi har set både i Esbjergs gader og i Nordby.

Endnu er rød kat kiggede på os fra en plakat. Tydeligvis er rex, formodentlig en cornish (jeg kan ikke rigtig huske forskellen på cornish og devon). Den er da noget af et blikfang.

En oktobersolskinsdag i hovedstaden

For at fejre at Yrsa er gået på efterløn, tog vi på en endagstur til København - i det bedste vejr oktober kunne fremvise.

Vi tog med Rødbilletbus. Det er unægtelig billigt, og turen derover gik også fint, men vi blev dog omkring 20 minutter forsinket. Hjemad kørte vi med en skodbus. Den skramlede og raslede, der manglede lys over nogle pladser, sæderne var umagelige og værst af alt: toilettet fungerede ikke. Næste gang vil vi måske nok vælge en anden transportmåde.

Vi kom frem i det dejligste solskin, og efter en tiltrængt latte gik turen til Den Hirschsprungske Samling.

Der har jeg aldrig været før, men det er en dejlig kunstsamling. Udelukkende dansk kunst fra 1800-tallet. Overskueligt, men nok til at man synes, man har fået noget for entrébilletten.

Jeg kunne ikke lade være med at tage et billede af den strikkende pige, der står i døråbningen og venter på sin kæreste. Ud over at det er en strikkende pige, så synes jeg, aftensommerlyset på landskabet bag pigen er så fint.

Christen Dalsgaard har malet "Mon han dog ikke skulle komme?" i 1879. Mit foto er kun et udsnit.

Der var særudstilling med Anne Marie Carl-Nielsen dyrestudier. Den vender jeg tilbage til.

I parken stod en
drabelige karl. Han havde også afhuggede hoveder på den anden side af hesten. Vi kunne ikke finde ud af, hvem der har lavet ham, men måske nogen ved noget?

Naturens efterårsfarver klæder ham, synes jeg.

Det var allerede blevet midt på eftermiddagen, og vi var lidt sultne, da vi forlod Den Hirschsprungske Samling.

Vi droppede ind på Taste Deli i Store Kongensgade. Det var mad efter vores smag. Dorthe og Yrsa fik hver sin udgave af omelet og så meget tilfredse ud. Jeg var ikke mindre tilfreds med min sandwich med lammeterrine med pistacienødder og abrikoser.

Der var ikke plads til noget af det søde bagefter, og Tastes kager så ellers vildt fristende ud. De SKAL prøves en anden gang.

Stempelkanderne fik også lov til at blive på deres hylde.
Det er altså sjældent, jeg er for mæt til at drikke kaffe.

En lille smule shopping blev der heldigvis også tid til. Jeg var som sædvanligt forbi Magasins chokoladeafdeling, der har mærker, jeg ikke har fundet i Århus. 82% fra Scharfenberger, 70% kaffechokolade fra Michel Cluizel og en enkelt stang 77% Hachet blev det til denne gang. Yndlingschokoladen fra Friis-Holm var også på hylden, men jeg modstod fristelsen.

Vi var også i Hotel Chocolat, men der købte jeg ikke noget. Jeg havde jo allerede forsynet mig. Det er et lækkert sted, men det undrede os, at man ikke selv kan sammensætte sin æske med chokolader, men er nødt til at købe de færdigpakkede.

I det hele taget blev betalingskortet i tasken på resten af shoppingturen, men både Dorthe og Yrsa fik lidt forskelligt med hjem. Juleting faktisk. Der er da også kun 2 måneder til jul nu.

Citater om katte #34

Efteråret
Og nu igen er efteråret her på jorden
i stedet for fra syden blæser det fra norden
Træernes knopper hviler
og også katten er uvirksom
Heinz Erhardt

Indrømmet, det er mere et efterårsdigt end et citat om katte.
Jeg synes bare, det billede, jeg tog af Sarantoya for et par dage siden, passer så godt til digtet, så det slipper med som et kattecitat også.

Min oversættelse er lidt fri. I digtet står der hankat, men dels lyder det ikke så godt på dansk, dels er Sarantoya jo ikke nogen hankat. Muligvis er betydningen lidt ændret, når Kater er oversat med kat. Det kommer vist an på ens tankegang, men om det også gør det på tysk, skal jeg lade være usagt.

Den flotte kradsebrætsdivan er en gave fra Annett. Toysen fik den på Fanø, så vi behøvede ikke selv have en kradsefacilitet med.

Nostalgi

Jeg har lånt og genlånt den 4-dobbelte Woodstock dvd på biblioteket og har med mellemrum set/hørt den hele sommeren. Selve filmen har jeg selvfølgelig set masser af gange, men jeg havde faktisk aldrig før set dvd 3 med "Untold storier" med optagelser, der var blevet sorteret fra i den "rigtige" film og heller ikke bonus-dvd'en om, hvordan filmen blev optaget.

Woodstock er min ungdoms musik, og det er mange af min ungdoms helte, der musicerer. Santana, Crosby, Stills & Nash, Jefferson Airplane, Grateful Dead, som slet ikke er med i filmen, Country Joe McDonald. Alle nogle, der tit var på min pladespiller.

Crosby, Stills & Nash var endda årsag til, at jeg sammen med to veninder midt i studietiden tog på en uforglemmelig charterrejse til Marrakech. Vi havde alle studiejob på det tidspunkt, ellers havde der ikke været råd til den slags udskejelser. Marrakech Expressen fik vi dog ikke prøvet. Vi var trods alt kun af sted i 1 uge.

Jeg synes, det er fantastisk at se Woodstock-optagelserne. Både musikken, der til dels har været skyld i, at jeg ikke hører så meget rockmusik mere. Jeg holdt ved i mange år, men det kom aldrig helt på højde med musikken i slutningen af 60erne og de tidlige 70ere, synes jeg, og efterhånden lyttede jeg mindre og mindre til rock.

Men også menneskene og tidsånden er fanget fantastisk ind i filmen. Optimismen, glæden, håbet, umiddelbare unge uden forstillelse. Jeg tror helt ærligt, at den generation af unge var sødere ved hinanden end de unge nu. Langt de fleste kunne ikke drømme om at dømme andre på grund af uvæsentlige ting som for eksempel manglende barbering - jvf. den kørende debat. Det måtte man da selv om, og det var ikke noget, de jævnaldrende følte sig foranlediget til at have en mening om.

Nu skal man åbenbart som kvinde barberes alle andre steder end på hovedet, man skal absolut bruge makeup, så andre kan holde ud at se på én, man skal have forstørret både det ene og det andet (jeg kan altså ikke se noget smukt i de der Andersine-læber, der kommer ud af det, men det kan andre åbenbart), have fjernet alle tegn på rynker o.s.v, os.v. Bullshit, siger jeg bare - undskyld sproget.

Jeg er glad for, at jeg var en del af Woodstock-generationen. Selv om jeg ikke var hverken 100% hippie eller 100% ungdomsoprører, så hørte jeg lidt til begge steder, og tankegangen smittede i hvert fald af på mig.

Musikalsk har jeg derimod bevæget mig meget. Jeg nød en flot opførelse af Stravinskijs Ildfuglen i vores musikhus for en uge siden mindst lige så meget som slut-60ernes vestkystrock. Heldigvis er der plads til begge dele.

P.S. Den skarpe iagttager vil kunne se hele to eksemplarer af dvd-sættet. Den anden skulle Yrsa have. Jeg deler min forkærlighed for den tids musik med hende.

Garn på Fanø

Det gik ikke godt på Fanø med mit fortsæt om kun at købe en fjerdedel af det garn, jeg havde brugt fra lageret. Jeg måtte købe omkring 900 meter. Jeg købte det dobbelte eller helt nøjagtigt 1717 meter. Det betyder, at jeg lige nu skal have strikket ca. 2900 meter, inden jeg kan begynde at samle sammen til nye garnkøb.

Måske har jeg alligevel sat for skrappe regler for mig selv? Nej, det er for tidligt at give op.

I det mindste købte jeg ikke garner, jeg kan få lige om hjørnet, bare fordi det var et godt tilbud. Derimod købte jeg flere garner, hvor der var taget hensyn til miljø, mennesker og/eller dyr, altså råvareleverandørerne.

Jeg synes, det er påfaldende, at etiske hensyn ikke plager de danske garnproducenter og -forhandlere eller for den sags skyld forbrugere. Det hænger jo nok sammen. Det er ligesom med fødevarer. For rigtig mange danskere er prisen det eneste kriterium, og det afspejler sig selvfølgelig i udvalget.

Måske er ikke al merino, man kan købe her i landet, fra Australien, hvor fåreavlerne i høj grad bruger mulesing, og måske er ikke al angora fra kinesiske kaniner, men det er ikke noget, der bliver brugt i markedsføringen. Jeg har spurgt i flere garnforretninger, hvor deres uld kommer fra, og som regel ved ekspedienterne det simpelthen ikke. Jamen, så undersøg det dog! I Sverige og Norge er det noget, man bekymrer sig om.

Det mest spændende, jeg købte, var de tre farver angora på det øverste billede. De er fra Angoragarnet fra Sverige. Det meste af det er fra Angoragarnets egne kaniner. De sidder hos ejeren under klipningen og lider ikke. Det, der ikke er fra Angoragarnets kaniner, er i hvert fald fra nordiske kaniner.

Blommiga Gredelina, der som navnet siger også er svensk, havde garn med fra Iloyarn. Lækkert alpaka fra Bolivia. Iloyarn garanterer, at det er produceret med hensyntagen til både mennesker og dyr.

Jeg så ikke noget mulesing-frit merino på festivalen, men det findes. Der er en del amerikanske garnfirmaer, hvor man kan købe det, men der er også firmaer i Norden. For eksempel Nøstebarn.

Jeg må indrømme, at jeg også købte noget, hvor jeg ikke fik spurgt om noget som helst. Hos G-uld kunne man prøve selv at farve sit garn med indigo. Det ville jeg prøve. I min begejstring valgte jeg bare den merinoblandíng, som ville passe til det, jeg har i tankerne.

Jeg farvede både et bundt næsten ensfarvet og et bundt meleret.

For 30-40 år siden plantefarvede jeg en masse garn, men jeg har lagt hjemmefarvningen på hylden. Jeg har dog stadig alle remedierne, så teoretisk set kunne jeg godt starte igen. Det var i hvert fald sjovt lige at prøve at farve bare en lille portion.

Fanø, havet og himlen

Jeg har let ved at få økuller på mindre øer, især hvis der ikke er broforbindelse til omverdenen. Fanø er en undtagelse. Færgen går så tit, at jeg ikke føler mig fanget, og så er Esbjerg LIGE ovre på den anden side.

Jeg elsker udsigten fra det meste af den østlige side af øen over mod byen. og for mig er det nok et ekstra plus, at det tydeligvis er en industriby.

Billedet øverst tog jeg en morgen, hvor der stadig var en ret tæt soldis over vand og by. Sådan så der ud et par timer senere i en lidt anden vinkel:

Nu er solen næsten brudt igennem. Jeg synes, der er smukt i begge belysninger.

I det hele taget gav det skiftende vejr, vi havde i vores ferieuge, nogle smukke himle og belysninger. Klart solskin er selvfølgelig dejligt, og en blå himmel er god at kigge på, men jeg sætter nu mest pris på det, når det ikke altid er sådan.

Den dramatiske blygrå himmel oplevede vi i Rindby ganske kort tid efter, at vi havde gået i solen på stranden. Sjovt nok ingen regn til os fra de skyer.

Solnedgangshimlen set fra vores sommerhus. Det lille sommerhus, som er med på mange af mine billeder, er meget malerisk.

Og solen på vej i havet og skyerne ved Fanø Bad. Fanø er dejlig, også selv om den opleves under en himmel med skyer.

Langvarigt strikkeprojekt...

...som nu er færdigt.

"Spisebordstoppen" er i brug!

Jeg heftede de sidste tråde, da vi var ankommet til Fanø (d.v.s. der er vist stadig en ti tråde, der mangler, men de ses kun på bagsiden), så jeg kunne præsentere den på festivalen.

Faktisk var den politisk ukorrekt på den officielle festival. Den er nemlig strikket af Karen Noe-garn, og Karen Noe var én af dem, der ikke var inviteret med i kæmpeteltet i Nordby, men hun var heldigvis at finde i Sønderho. Jeg kan godt lide hendes garner og også nogle af hendes modeller.

Garnet blev købt på Fanø-festivalen i september 2011. Jeg begyndte at strikke toppen i april 2013 og færdiggjorde den altså her i september 2015. Det har unægtelig været en langvarig proces.

Egentlig er der ikke noget belæg for, at det skulle tage så lang tid, for den var ikke specielt vanskelig. Somme tider (det meste af tiden faktisk) skulle jeg bare strikke med ret mange nøgler samtidig, så det var bedst at sidde ved et bord, hvor jeg kunne opmarchere nøglerne.

Jeg fandt stærk inspiration i "Fur" i Annette Danielsens Kunsten at strikke en ø, men tegnede selv mit snitmønster, hvis man kan kalde det sådan, når det er strik, det drejer sig om.

Garnet er Country Casual, 80% uld og 20% silke. Det garn blev der solgt meget af på festivalen i 2011, for det var vist et rigtig godt tilbud. Jeg har stadig næsten halvdelen tilbage af mit indkøb, og det vil jeg nok bruge til børnetøj, selv om det vist ikke kan vaskes i maskine. På trods af at det mestendels er uld, kradser det næsten ikke.

Dorthe har fotograferet mig i mit nye klædningsstykke ved sommerhuset på Fanø. I livlig blæst - eller måske i laber brise, som nordmændene til vores udelte fornøjelse kalder en af vindstyrkerne.

Krig og fred - og strik

Knitting Peace hedder en forestilling med svenske Cirkus Cirkör. Til festmiddagen på den nyligt overståede Fanø Strikkefestival blev der vist et uddrag af forestillingen, og det var både poetisk, spændende og imponerende.

Cirkus Cirkör stiller spørgsmålet, om man kan strikke fred i en verdensomspændende bevægelse. Sideløbende vil de strikke jorden rundt - over 40000 km. Det vil de gerne have hjælp til. Der er allerede strikket meget - billedet viser et kaffebord: Udelukkende strik og garn og helt i hvidt.

Mens man strikker, er man i hvert fald meget fredelig. Det er vel højst pindene og garnet, man af og til kommer op at slås med. Men ligefrem at strikke sig til fred...nej, jeg tror ikke rigtig på det.

Lidt ironisk var der vist oven i købet lidt strikkefestivalKRIG på Fanø i år.

De andre år, vi har været af sted, har hele øen været involveret. Det var den også i år, men det var ikke den "store" festivals skyld. Den blev nemlig udelukkende afholdt i Nordby, mestendels på Nordby Skole (workshops og udstillinger) og i et kæmpestort telt, hvor alle standene var placeret.

Jeg kan godt se, at det er praktisk for éndags-deltagerne ikke at skulle bevæge sig så langt omkring, men der var nu ikke så megen atmosfære i teltet. Det adskilte sig ikke meget fra de store kreative messer. Desuden blev der lynhurtigt ulideligt varmt og noget beklumret i teltet, når solen stod på.

Heldigvis havde resten af øen: Sønderho, Victorias Palace og Kunstladen lavet deres egne arrangementer, og meget, meget smart havde de sluttet sig sammen om en shuttle-bus, der kørte i fast rutefart mellem de forskellige steder og også havde stop ved Nordby Skole.

Fra den "store" festival blev der temmelig småligt ikke gjort opmærksom på, at der foregik noget andre steder - tværtimod. Jeg opdagede det, fordi min kusine havde videresendt et nyhedsbrev fra Uldfisken i Hornslet. De havde nemlig en lille strikkecafé i et galleri i Sønderho. Annett fandt ud af det via en løbeseddel i turistbureauet. Hvis vi ikke havde opdaget det, ville vi måske have ventet med Sønderho til dagene efter festivalen, og ih, hvor vi ville have ærgret os, når vi så fandt ud af, at vi var gået glip af en hel masse. Men det gjorde vi heldigvis ikke.

Der kommer flere indlæg om vores Fanø-ferie. Jeg må indrømme, jeg har arrangeret stikordene på billedet lidt. Det er i øvrigt Marianne Toft (Frk. Toft keramik), der er ophavskvinde, og vi så keramikken - og fjeren - i butikken Salt i Nordby.

Sarantoya enekat

Sarantoya har nu været ene kat i huset i 8½ måned. Der er ingen at varme sig sammen med i kattesengen.

I et stykke tid efter Lilit var død, kunne vi tydeligt mærke på hende, at hun savnede sin mor, men vi synes, det går bedre nu.

Til gengæld er hun mere afhængig af os, og det er vel ikke så sært. Hun er ret skrap til at dirigere med os. For eksempel er der ikke i orden, at Dorthe ser fjernsyn, og jeg sidder ved computeren. Sjovt nok er det Dorthe, der bliver gjort opmærksom på tingenes uorden. Så hun skal få mig til at slutte mig til selskabet foran kassen.

Det er helt sikkert ikke nemmere kun at have en enkelt kat. Vi er endnu mere opmærksomme på nu, at vi ikke skal være for længe væk. Hun skal imidlertid ikke have en ny kattehusfælle, for vi tør simpelthen ikke løbe den risiko, at hun ikke ville kunne lide den nye. Det ville være synd for begge parter.

Sarantoya har altid været en meget snakkende kat, og hun snakker mindst lige så meget nu - måske endda mere - og det er os, der skal opfylde hendes behov for kommunikation, kæl og nærvær. Det nyder vi meget.

Færdigt arbejde

Jeg er såmænd blevet færdig med endnu et sjal.



Det hedder Yokohama, og det er Ann Thomsen, der er mester for den gode og meget grundige opskrift i både ord og diagrammer. Opskriften er ganske gratis - tak for det!

Jeg strikkede sjalet i Rowan Purelife Revive, der er et genbrugsgarn i silke, bomuld og viscose. Det er et ret kraftigt og absolut uelastisk garn, og jeg strikkede på pinde nr. 6.

Det er ikke et sjal, der er vanskeligt at strikke, men helt begynder er det heller ikke. Desuden er det meget let at justere størrelsen.

Jeg er meget tilfreds med resultatet og især med det flotte fald. Jeg brugte knap 300 g garn. Jeg havde 500 g, så der er en god portion tilbage, som jeg p.t. ikke har nogen planer for, men det kommer nok.

Syltesøndag

Årets sylt er på plads. De to store glas er tyttebær, og det er det vigtige. Jeg har i hvert fald ikke fundet noget færdiglavet tyttebærsyltetøj, som jeg syntes kan stå mål med mit eget. Ikke fordi det er specielt fancy, opskriften er fra Den Blå Syltebog, men jeg skærer ned på sukkeret, så tyttebærrenes skarphed og beskhed kommer ordentligt frem.

I de små glas i midten er det blommechutney. Jeg er ikke helt tilfreds med min krydring, men måske smager det alligevel godt til de indiske karryretter, det er beregnet til.

Endelig har jeg i år forsøgt mig med æblesmør. Vi var i Fåborg sidste onsdag, og med en lille omvej kom vi forbi Konnerup Chokolade i Vester Åby. Ud over chokoladerne forhandlede butikken også andre lækkerier, bl.a. æblesmør fra Sidinge Gårdbutik. Glasset var mindre end det, jeg tidligere har haft, men prisen var kun ganske lidt lavere, så jeg købte en pose æbler i stedet og lavede mit eget. Det var i øvrigt meget simpelt, og det smager lige så godt som gårdbutikkens.

Fåborg havde allerede overstået turistsæsonen. Bl.a. kunne man ikke komme op i klokketårnet på billedet. Det var ellers, som det ses på billedet, fantastisk vejr til en udsigt over det sydfynske øhav, men den blev vi snydt for.

Der var da heller ikke mange turister i byen, men det bider jo sig selv i halen. Hvis man først én gang er kommet til en nærmest uddød by, så vælger man nok højsæsonen næste gang.

Vi måtte nøjes med en tur mellem de maleriske huse, og en is kunne man da også få. Og en fin frokost i Spisehuset på havnen. Ærlig og veltillavet uden for mange dikkedarer.

Nypudset glorie til salg

Så gik den ikke længere med mit fortsæt om ikke at købe ret meget nyt garn.

Jeg har måttet indse, at der er forskel på garn. Der er det garn, der bare er lækkert eller et godt tilbud eller begge dele, og så er der det garn, der er en nødvendighed.

Garnet på billedet, som jeg hentede på posthuset i går, hører til sidstnævnte kategori, mener jeg - ud over at det både er lækkert og til halv pris.

Baggrunden er, at jeg for nogle år siden i gave fik to bundter af det økologiske og håndfarvede Andean Mist pimabomuld. I to forskellige lyserøde farver, som efter min mening ikke kan strikkes sammen uden tilskud fra andre farver. Et bundt har en løbelængde på 100 meter, og det er lige lidt nok til, at jeg kan få ret meget ud af det i sig selv.

Derfor har jeg i lang tid vidst, at jeg skulle have noget mere Andean Mist, så da jeg i en nyhedsmail erfarede, at kvaliteten simpelthen udgår, var der ikke andet at gøre end at købe i en fart.

Faktisk har jeg strikket så meget, at jeg godt måtte købe 500 meter, men jeg synes, det er uretfærdigt, at mit nye pimabomuld skal tælle med i regnskabet, når det nu var noget, jeg var nødt til at købe. Jeg ved jo, at der kommer en del fristelser i løbet af efteråret og vil trods alt ikke gøre livet alt for surt for mig selv.

Jeg er nødt til at lave om på præmisserne. Det garn, jeg er tvunget til at købe, skal ikke regnes med. Kun når jeg bliver fristet over evne, tikker taksameteret. Var der nogen, der sagde regnormsrygrad? Hmmm... de har nok ret.

Åh, det var en skam...

Prismet set fra Aros

I Århus ligger en markant bygning, der af åbenlyse årsager hedder Prismet. Bygget i 2001, tegnet af Friis & Moltke.

Der er mange, der ikke kan lide bygningen, men det kan jeg godt. Jeg synes, højere bygninger (Prismet er 63 m højt og i 18 etager) kan give variation og liv i bybilledet.

Det ærgrer mig, at der ikke er blevet indrettet en udsigtscafé eller restaurant på en af de øverste etager. Prismet er et kontorbyggeri.

Jeg har mange gange nydt at se skyformationerne spejle sig i Prismets glasfacader.

Derfor blev jeg ikke specielt begejstret, da Prismet for ikke så længe siden var blevet "dekoreret":

Bygningen fungerer nu som reklamesøjle. Det er måske ikke så slemt, men et forstyrrende element er det nu.

Bortset fra at de i mine øjne er nogle vandaler, aner jeg ikke, hvem eller hvad Gorissen Federspiel er, og jeg har heller ikke lyst til at finde ud af det.

Hvordan mon det kommer til at se ud, når alle andre også skal have fremhævet navn og logo på facaden. Muligvis bedre end nu, men de uforstyrrede spejlskyer har jeg nok set for sidste gang.

Glorien pudses

"Strik i Todbjerg" løb af stabelen i går.

Todbjerg ligger bare 16 km nord for Århus. I Todbjerg bor strikkeguruen Annette Danielsen, og det var hende, der havde arrangeret dagen med workshops, udstillinger og fristelser.

Bl.a. Araucania-garner, som jeg har en svaghed for, til gode priser.

Jeg holdt mig i skindet! Jeg skal have strikket noget mere af lageret inden nye indkøb.

Det sjoveste var at se modellerne fra flere nye strikkebøger, der blev udgivet på dagen. Jeg strikker sjældent en hel model fra en strikkebog, men jeg kan godt snuppe en detalje her og der, og netop detaljerne ses meget bedre på de færdigstrikkede modeller.

Nogle af modellerne blev vist i den nydeligt pyntede kirke. På "den hemmelige udstilling" i sognegården ved siden af kirken blev der endda vist modeller fra endnu ikke udkomne bøger, og der er gode ting i vente.

Jeg nøjedes med at købe en strikkepind og to knapper. Og en kop kaffe og kage.

Det lykkedes Dorthe at få en kage, der matchede hendes påklædning.

Bagefter var det hjem til 5 timers herlig atletik. Hurra for smart-TV, så vi ikke behøver gå glip af en strikkedag næsten i baghaven.

For resten så vi på vejen en havremark. Sjældent syn i Danmark. Jeg fotograferede den ikke, men her er et billede, som jeg tog i Nordjylland for nogle år siden, af moden havre:

En ekstra udflugt

For en uge siden havde vi planlagt en udflugt til Viborg, fordi der er en udstilling, vi vil se. Vi ville også lidt rundt i byen og på kirkegården, hvor mine forældres gravsted er.

Besøg på alle mulige vejrudsigtssider mente, at det var en dårlig valgt dag. Hvis vi ville undgå massivt regnvejr skulle vi tage til Djursland. Ergo blev Ebeltoft vores destination i stedet.

Da vi kom til byen øsregnede det! Vi slog paraplyerne op og fandt en café for at få formiddagskaffe, og mens vi drak den, holdt det op med at regne. Vi gik på shopping og spiste en sen (udendørs!) frokost.

Mon også han er ved at kigge efter glemte
paraplyer? I hvert fald var det denne butik
"Kunsthåndværket", der havde givet min paraply
husly i et par dage.

Da vi gik fra frokosten, konstaterede jeg, at min paraply ikke mere var med på turen, men butikkerne havde lukket. Det er en stormparaply, som jeg er temmelig glad for, så der var ikke andet at gøre end at sætte endnu en Ebeltoft-udflugt på programmet.

Når vi nu alligevel skulle af sted en gang til, kunne vi lige så godt tage en tur i Ebeltoft Zoo også, så i onsdags var vi tidligt oppe. Først hentede vi paraplyen, som i mellemtiden var blevet lokaliseret, og så var det ud til dyrene i det skønneste sommervejr.

Der var masser af dyrebørn i parken, og vi så de fleste. Mandela, et lille næsehorn på ½ år, alle girafføllene, en bongokalv, de tre tigerunger, en strudsekylling og en maraunge. Har jeg glemt nogen? Jo, der var i hvert fald også tre gepardkillinger på 2 måneder. Og en elgkalv.

Jeg havde mit zoom-kamera med, men det er lang tid siden, jeg har brugt det, så det kneb med at huske indstillingerne.

Det betød, at alle mine billeder af polarulveungerne (dem havde jeg lige glemt, og der var for resten også unger hos sortbjørnene) blev uskarpe, for jeg havde glemt, at autofocusen var slået fra. I det hele taget gik det ikke så godt med fotograferingen, men nogle få anvendelige blev det dog til.

Parkens huskat var det eneste dyr, der ligefrem ville snakke med os. Til vores store fornøjelse satte den sig til rette i en af jeeperne. Så var det om at være hurtig med kameraet, og billedet blev da heller ikke 100% skarpt.

Vi kigger altid efter både fiskekatten og sandkatten adskillige gange, når vi er i Ebeltoft Zoo. Det er ikke altid, vi ser dem, og fiskekatten så vi heller ikke denne gang, men sandkatten så vi flere gange.

Først lå den på en hylde og så nuttet ud. Der er altså ikke mange dyr, der er så bedårende. Senere så vi den gå omkring i sit territorium. Jeg håber, den har det godt nok og bliver stimuleret tilstrækkeligt. Umiddelbart ser det heldigvis ikke ud til, at den keder sig.

Det er første gang, det lykkedes for mig at få fotos af sandkatten.
Så gjorde det ikke så meget, at de fleste andre billeder blev mislykkede.

Vi var meget tilfredse med dyrene, men vi synes, det var noget tidligt, at parken var gået i udenfor-sæsonen tilstand. Safariturene bliver heldigvis stadig kørt, men det var meget begrænset, hvor mange fodringer, der er. De gulstrubede mårer bliver overhovedet ikke fodret uden for højsæsonen. Det kan jo ikke passe, og så kunne man da lige så godt programsætte det. Vi så nu alligevel én af dem. Den troede vist, at vi kom med mad til den, for den var meget interesseret i os.

Der er også kun et enkelt af spisestederne åbent, og der kunne man kun få fastfood af kedeligste skuffe. Det vil sige, man kunne også få buffet, men det var lidt voldsomt igen, syntes vi. Heldigvis havde jeg undersøgt sagen i forvejen, så vi havde selv medbragt mad, men det burde ikke være nødvendigt. De mange udenlandske turister kan da heller ikke være tjent med at blive spist af med en pølse og nogle fritter.

Apropos de udenlandske turister så synes jeg, at omtalen ved fodringerne også godt kunne være på i hvert fald engelsk. I betragtning af hvor godt alle vores unge mennesker formodes at kunne begå sig på det sprog, skulle det vel ikke være så svært at indføre.

Men ellers havde vi en skøn dag i parken, og som sædvanlig var vi nogle af de sidste, der kørte fra parkeringspladsen. Det regnvejr for en uge siden var ikke så ringe endda.

Nok er nok!

Og der er mere end NOK garn i mit lager. Jeg er kommet over 150 forskellige registreret på Ravelry, og så er der endda en lille smule, jeg ikke har registreret.

Noget må gøres. Jeg vil jo gerne med god samvittighed kunne tage på flere garnudflugter. Derfor har jeg givet mig selv en udfordring: For hver meter garn, jeg strikker, må jeg max. købe 25 cm nyt. Ikke mere.

Nogle har måske bemærket, at der er kommet et strikkometer på min blog. Jeg startede med at anvende det den dag, jeg tog beslutningen. Det der med "this year" passer selvfølgelig ikke, men jeg kunne ikke finde en bedre tekst. Foreløbigt er et par sokker blevet færdige, så nu har jeg tilladelse til at købe godt 50 m nyt ;)

Men ikke nok med det. Jeg skal også se at få brugt noget af det garn, der har været længst i lageret. På Ravelry kan man få sorteret sit garn efter den dato, det er blevet tilføjet, og der skal jeg vælge noget fra de to nederste rækker mindst hveranden gang, jeg starter et nyt projekt. Måske bliver den begrænsning for snærende, men foreløbig synes jeg, det er sjovt at prøve.

Faktisk bliver flere af de ting, jeg lige nu er i gang med, strikket af ældre garner. Et sjal strikker jeg af Rowan Purelife Revive, købt i juni 2013. Nå ja, det er måske ikke så lang tid siden endda, jeg synes bare, det har stået i en af garnkasserne så lang tid.

Sjalsmønsteret er Ann Thomsens Yokohama, som jeg har hentet på Ravelry - ganske gratis. I Revive bliver det et ret rustikt sjal

Så strikker jeg nogle baby/børnetoppe af bomuldsflammé, og det har jeg i hvert fald haft i årevis. Det blev købt i min forrige strikkeperiode, hvilket vil sige, jeg har haft det i mindst 25 år. Det er for resten vældig behageligt at strikke med.

Nr. 1 er færdig. Den blev mindre, end jeg gerne ville have den - muligvis krøb den i vask, men der er garn til flere.

Også dette mønster, som er af Imke von Nathusius, fandt jeg på Ravelry.

"Spisebordstrøjen", som jeg før har omtalt, bliver strikket af garn, jeg købte på Fanø i 2011, og endelig strikker jeg babystøvler af rester af sokkegarn, som jeg godt nok har købt i år - men det er så også snart strikket op.

Sjalet, den første babytop og spisebordstrøjen blev alle startet, inden jeg fik mit strikkometer, så de kommer ikke til at tælle med.

Hvor er det dog fantastisk ikke at skulle på arbejde - især når vejret er så vidunderligt som i disse dage. I dag har jeg udover at være til træning og at lægge nyvaskede underhylere sammen ikke foretaget mig en disse. Jeg har siddet i haven og strikket på Yokohama. Jeg er kommet til hulmønsterkanten, så det er ikke fjernsynsstrik mere, men det er absolut havestrik.

Flere af den slags dage, tak.

På udflugt efter garn

I betragtning af det antal garnforretninger, der er her i Århus, skulle man ikke tro, at det er nødvendigt at køre til andre byer for at se på garn. Det er heller ikke nødvendigt, men Garnudsalg i Ålborg har deres egne garner, som bliver vældig rost af mange, og dem ville både Annett og vi gerne gramse på, så vi tog en tur nordpå i går.

Vi blev budt velkommen af søde får på vinduerne. Butikken er stor og indbydende, og så er det jo altid sjovt at futte rundt sammen med en masse andre garnaholiker.

Efter første rundgang var jeg lidt skuffet. Jeg havde udkigget forskellige garner hjemmefra, og dem skulle jeg i hvert fald ikke have.

Jeg tror, der var strikket prøver af alle garnerne - stor ros for det - men efter gramsning var jeg ikke begejstret for de på forhånd udkiggede garner.

Jeg havde taget 500,- kr. med, så jeg gik endnu en rundgang, og pludselig fandt jeg meget, jeg godt kunne lide. Også mere end budgettet kunne rumme, så der skulle vælges.

Det er en flot service, at man kan få en kop kaffe, frugt og småkager, mens man kigger i bøgerne eller overvejer farver. Det benyttede vi os af. På bordet ligger nogle af mine overvejelser.

Den ene dame i butikken var lidt stresset og kort for hovedet og var ved at kræve overpris af Dorthe, men ellers synes jeg, det er en dejlig butik. Hjemme igen har jeg kontrolvejet indkøbene, og der er flere, hvor vægten er i underkanten. Også på andre end den, hvor der var gjort opmærksom på det, og hvor der derfor var rabat på prisen. Det er irriterende, men vil nok ikke forhindre mig i flere udflugter til Gug, hvor Garnudsalg ligger.

På en strikkecafé, hvor vi havde snakket om, at vi skulle til Ålborg, anbefalede en af deltagerne os også at tage til Vejgård til P&P Tekstilhuset, så det var næste stop. En oplevelse, men på en helt anden måde, for magen til rodebutik og meget lave priser skal man vist lede længe efter. Garnet var nu ikke så spændende og vist heller ikke specielt billigt, men lidt kom der alligevel med hjem. Både Annett og Dorthe fik også suppleret garderoben.

Klokken nærmede sig 15, og vi kørte ind til Ålborg centrum for at få en sen frokost. Jeg havde igen forberedt mig på nettet, og vi fandt frem til tapascaféen Pingvin, som jeg syntes lød spændende. Det var der ingen grund til at fortryde. Fin betjening og meget lækre tapas, som heldigvis ikke bare var spanske. Dem er jeg ikke så vild med.

Det var vist den allerbedste sommerdag, vi har haft endnu i år, så vi slentrede lidt rundt bagefter, og Ålborg er jo faktisk en hyggelig by. Tidligere har jeg vist kun bevæget mig på gågaden, som - så vidt jeg husker - ligner alle andre gågader.



Vi kiggede bl.a. på klosteret fra 1400-tallet. Nu fungerer det som seniorboliger.

Se, hvor skævt, det er. Jeg kan ikke forstå, at det kan lade sig gøre.



Det var Annett, der kørte, og jeg nød at være passager. Så kunne jeg også sidde og lege med kameraet.

På vej ud havde jeg glemt, at jeg havde fotoapparat med
og fik kun taget en enkelt billede ud ad sideruden.

På vej hjem.
Der er ikke mange marker, der er høstet. Det er godt nok sent i år.

Jeg har læst...

For en gangs skyld har jeg læst en bog, som jeg synes fortjener et indlæg. Ellers er jeg blevet noget blasert med årene, når det drejer sig om bøger.

Det er Mette Fugls erindringsbog Fra koncepterne.

Når jeg godt kan lide den, er en af grundene, at den ikke er for privat. Det er ikke Mette Fugls person, der er det vigtigste, men derimod nogle af de vigtige begivenheder i hendes journalistliv, hun har dækket. Selvfølgelig set gennem hendes briller, som i parantes bemærket har været vidne til meget.

Man ved det jo godt, men det står rædsom klart, når man læser bogen, at det er en grum verden, vi lever i. En ting er de katastrofer, der er forårsaget af naturen. En anden er de utallige menneskeskabte krige og konflikter. Selv i områder - Europa - som man ellers opfatter som civiliserede. Civilisationen er et tyndt lag fernis, der let kan slides af.

Jeg blev også slået af, hvor meget udviklingen af journalistikken ligner udviklingen i mit eget fag . I TV-journalistik er det nu meget journalisten, der er stjernen og det vigtige - ikke det, der rapporteres om. Det er ærlig talt ret uudholdeligt, og det var åbenbart også årsagen til, at Mette Fugl forlod DR. Hun fik simpelthen ikke lov til at være den dygtige journalist.

Jeg genkender udviklingen fra min egen arbejdsplads, hvor faglig dygtighed blev i den grad nedprioriteret. Der skulle hele tiden ske nyt, for man skulle da endelig ikke gro fast, og for resten skulle lederne jo også have noget at lave. Ærgerligt at de ikke var dygtigere og klogere, når det nu er dem, der bestemmer. Det samme gælder nok DRs ledere.

Mette Fugl og jeg er begge født i Horsens samme år, men ellers har vi nok ikke så meget til fælles. Jeg har i hvert fald slet ikke Mette Fugls mod og udlængsel - hun har godt nok været med til meget.

Hvad mon hun laver i dag? Jeg tror i hvert fald ikke, hun egner sig til lediggang. For min skyld må hun gerne skrive flere bøger, for det kan hun også.