onsdag den 21. september 2022

Havens fugleliv

Vores dueunger har naturligvis forladt os for længst. Pludselig en søndag var reden tom, og selv om vi kiggede mange gange den søndag, forblev den uden indhold.

Billedet er taget et par dage før. Den ene unge er ved at afprøve vingerne, og der er ikke megen overflødig plads i reden.


Selvom duer som nævnt før ikke hører til mine yndlingsfugle - bortset fra fredsduer :) - så savnede jeg at følge med i udviklingen. 

Til gengæld holdt alle årets spurveunger ungdomsklub i haven. Der er en vældig palaver, det er ikke så lidt, der skal diskuteres, når man er i den alder. Når der er flest, er der nok omkring 80. På billedet med kun et lille udvalg kan man se, hvor tæt de sidder oven på hækken.


onsdag den 14. september 2022

Geder

Der er delte meninger om, hvorvidt gedeost kan spises eller ej. Jeg hører til dem, der holder meget af gedeost, og en af de gedeoste, jeg af og til køber, er gedegouda fra Sondrup Gårdmejeri. 

Ud over at de har en gårdbutik, sælger de også på torvet på Frederiksbjerg i Århus om lørdagen, og det er der, jeg plejer at forsyne mig.

Men for godt en uge siden var vi sammen med Bodil til gårdmejeriets høstmarked, hvor vi hørte om mejeriet og vigtigst af alt så gederne.


De var nærmest lige så nysgerrige som os, men holdt sig dog på behørig afstand. Bortset fra to, der havde været børnenes kælegeder. De havde også fået navne, Sara og Vera. På billedet er det Vera, der har undersøgt menneskeflokken tilstrækkeligt og er på vej tilbage til gedeflokken.


Der var også andre dyr på gården: Høns, et par hunde og heldigvis også en kat, som på trods af al høstmarked-hurlumhejet fandt sig en plads i solen, hvor den krøllede sig sammen og lagde sig til at sove.

Det var et fint besøg på gårdmejeriet og sjovt at høre om, hvordan man driver et gedeostemejeri. 

Jeg har i øvrigt forsømt bloggen meget i løbet af sommeren. Det er ikke, fordi vi ikke har oplevet noget. Snarere tværtimod. Vi har haft så meget om ørerne og har nydt sommeren så meget, at der ikke har været tid til at blogge. Måske laver jeg et par samleindlæg eller en opresumering. Hvis jeg får tid....