Viser opslag med etiketten ansigtscreme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ansigtscreme. Vis alle opslag

mandag den 2. august 2010

Miljørigtige cremer m.m.

Egentlig er jeg ved at udfase (som det hedder på nydansk) alle mine konventionelle cremer og kosmetikprodukter til fordel for mere miljørigtige, men det går rigtig dårligt.

For et stykke tid siden besøgte jeg Naturskøn i Guldsmedegade her i Århus. Den har ligget et andet sted før, men jeg har kun været der enkelte gange, mest fordi jeg syntes, jeg fik dårlig vejledning. Det er lang tid siden, så jeg troede, det havde ændret sig.

Jeg har tre kriterier, når jeg skal vælge miljørigtige præparater. Først og fremmest skal det selvfølgelig være miljørigtigt. Desuden skal det være mindst lige så godt at bruge, som det jeg plejer, og endelig må det ikke være mere end ca. ½ gang så dyrt. Nå ja, så må det for resten heller ikke være alt for parfumeret - og det er mange af de miljøvenlige præparater desværre, synes jeg.

Jeg manglede tre ting: en øjenskygge, noget løst pudder og en ansigtscreme til daglig brug.
Øjenskyggen valgte jeg selv. Jeg kunne ikke finde lige præcis den farve, jeg gerne ville have, men jeg fandt en Annemarie Börlind, der er næsten rigtig, og den er også i øvrigt ok.

Pudderet ville jeg gerne have hjælp til, og jeg valgte den Jane Iredale, jeg fik anbefalet. Jeg synes, det er svært at vurdere farven i kunstlys, men troede - fejlagtigt viste det sig - at ekspedienten havde ekspertisen i det stykke. Jeg fik en alt for gylden farve. Min hud er lys med fregner, og det er altså ikke det samme som gylden hud.
Desuden synes jeg, pudderet er svært at bruge - det lægger sig simpelthen ikke særlig pænt på huden. Måske ville det blive bedre, hvis jeg arbejdede 5-10 minutter med børsten, men jeg gider simpelthen ikke bruge så meget tid på det, og det er unødvendigt med det pudder fra Elizabeth Arden, jeg plejer at bruge. Det nye pudder holder heller ikke særlig godt og meget dårligere end mit sædvanlige. Efter ret kort tid skinner fjæset flot igen.
Endelig blev jeg lidt snydt med prisen. Jane Iredale-pudderet kostede ikke så meget mere end mit sædvanlige, og det var først, da jeg fik pakket ud hjemme, at jeg opdagede, at der kun er godt en tredjedel i dåsen i forhold til det "gamle". Og den er ikke drøjere i brug. Altså ikke flere Jane Iredale-produkter til mig.

Jeg ved ikke rigtig, om det gik bedre med ansigtcremen. Min meget tørre hud har brug for en meget fed og fugtgivende creme. De fede cremer er også grunden til, at jeg bruger pudder, for ellers er jeg fuldstændig blank i bærret, når jeg har smurt mig. Med en del overtalelse fik jeg ekspedienten til at vise mig hele to forskellige cremer, og jeg valgte Jurlique. Det er også en rigtig god creme, lige så god som den Beauté Pacifique jeg plejer at bruge, men se lige HER - nederst på siden. Øv, altså!

Kun 3/4 succes ud af 3 - det er ikke godt nok! Og det er vejledningen i butikken heller ikke.

søndag den 24. januar 2010

Parabener

Det er en jungle at undgå mærkelige og måske sundhedsskadelige stoffer i alt muligt.

Når man spørger i butikkerne, får man ikke ret god hjælp. I min lokale Matas i City Vest har jeg et par gange spurgt, om diverse cremer indeholder parabener. Det gør de som regel, men i stedet for at henvise mig til nogle produkter, der er parabenefri, har de fortalt mig, at der næsten ikke findes noget, der ikke indeholder parabener, og "for resten er det overhovedet ikke bevist, at parabener er skadelige". Det er simpelthen så dårlig vejledning, at jeg nu har lagt den forrretning på is.

Jeg har opgivet at holde øje med alt, og da jeg ikke har lyst til udelukkende at bruge Neutral og lignende, koncentrerer jeg mig om to ting: Hormonforstyrrende stoffer og allergifremkaldende duftstoffer - det sidste fordi jeg bor i hus med en allergiker, for selv kan jeg godt lide, at der er en svag duft i min creme.

Jeg bruger ansigtscreme hver dag, og vil gerne have en lækker antirynke creme. Egentlig troede jeg, at jeg havde fundet et par cremer, der opfylder betingelserne, men det er desværre ikke helt rigtigt. Beauté Pacifique-cremen indeholder ganske vist ikke parabener eller parfumer, men den indeholder et suspekt UV-filter. Gad vidst om der findes et ikke-hormonforstyrrende UV-filter - og er det så bare, fordi det ikke er blevet testet endnu?

Dr. Scheller-cremen er i hvert fald fri for de hormonforstyrrende stoffer, men der er vist et par at de mistænkelige parfumer. Øv!

Jeg er i øvrigt også imod dyreforsøg. Der er ingen mening i, at dyr skal lide på grund af menneskers bekvemmelighed og forfængelighed. Man er ikke engang sikker på, at selv om dyr ikke tager skade af et-eller-andet, så er det også uskadeligt for mennesker - og omvendt. Af den grund bruger jeg ALDRIG præparater fra L'Oreal og de firmaer, der er tilknytte L'Oreal: bl.a. Biotherm, Garnier, Lancome, Maybelline, Vichy og Yves Saint Laurent. De har udtalt, at de vil gøre alt for at undgå, at dyreforsøg bliver forbudt i afprøvning af kosmetik. Uanstændigt, synes jeg.

Det er altså ikke let! Måske skulle jeg alligevel gå over til de svanemærkede, men kedelige, mærker.

Links:
Forbrugerrådets side om hormonforstyrrende stoffer
Miljøministeriets side om allergifremkaldende parfumestoffer
Beauté Pacifiques side med fuldstændig indholdsfortegnelse i alle deres produkter. Ros til dem for det - men find lige et andet UV-filter, tak!