Viser opslag med etiketten sæler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sæler. Vis alle opslag

lørdag den 2. oktober 2021

Ture fra Fanø

Normalt nøjes vi med udflugter Fanø, men i år var vi også på et par udflugter fra Fanø.


Det her er lystbådehavnen i Nordby. Turbåden Martha er egentlig sønderhoning, men hun er udvandret og bor nu til daglig i netop Nordbys lystbådehavn.

Hende tog vi med en dag til sælbankerne nord for Fanø. Undervejs passerede vi et noget større og hurtigtsejlende skib:


Vi blev vippet godt af dønningerne, da de to skibe havde passeret hinanden - ret sjovt. Det er Annett, der har fotograferet.

Det var ikke sikkert, der ville være sæler på bankerne ved Langli, men det var der heldigvis, og vi kom også ret tæt på dem. Vi var vist dagens underholdning for dem, i hvert fald så det ud til, de kiggede lige så meget på os som vi på dem.


Når sandhden skal frem, så så vi flere sæler i Nordbys havn (ikke mindre end 14 på én gang) end på denne tur, men så fik vi til gengæld også en lille tur i Esbjergs Havn, og det var også spændende. 

Undervejs passerede vi Svend Wiig Hansens store skulptur Mennesker ved Havet, og den ser lige så imponerende ud fra vandsiden som fra land.


Vejret var, som det ses på billederne, ikke strålende solskin på vores sæltur, men det var lunt, og det regnede ikke. Strålende solskin havde vi til gengæld den dag, vi tog til Flensborg for at få depoterne af diverse fornødenheder fyldt op.

Inden indkøb i Citti Park gik vi tur og spiste frokost i selve byen. Det var helt tydeligt, at corona-krisen har taget hårdt på forretningslivet. Der var rigtig mange tomme butikker, blandt andet havde mindst én af garnbutikkerne drejet nøglen om for evigt, og Karstadt var der heller ikke mere. Sørgeligt! 

Men vejret kunne vi altså ikke klage over. Her er et vue ned over Oluf-Samson-Gang ned mod havnen.


For enden af smøgen lå det fine sejlskib Eye of the Wind nok så dekorativt.


Tyskerne er så gode til at bruge årstidens afgrøder, og sådan var det også på den café, hvor vi fik vores frokost. Græskarsuppe til Dorthe, grøntsags- og kartoffelröstier til Annett og mig. Med ingefærchutney, der var så god, at jeg vil prøve at kopiere den.

Til sidst en tur gennem Citti Markt, der heldigvis lignede sig selv. Godt Annett havde trailer med til Fanø - ikke til Flensborg! - så vi ikke behøvede lægge bånd på os selv af hensyn til pladsen, da vi fyldte indkøbsvognene.

søndag den 27. december 2020

Færdig med Fanø

Jeg håber ikke, jeg nogensinde bliver færdig med Fanø, men jeg kan her på en af årets sidste dage blive færdig med at blogge om dette års Fanø-ferie, der som sædvanligt fandt sted i september.

Ud over det, jeg allerede har berettet om, var Fanø i år også:

Travetur på Hønen på sydøen.

Et møde med Anker Drømmefanger på nordøen.
Anker er lavet af kunstneren Thomas Dambo, og Dorthe giver et indtryk af,
at Anker er en pænt stor trold.

Krager på stranden.

- og på antennerne. Nå, det har jeg vist nævnt før.

Sønderhos stråtækte huse

Det maleriske gamle skibsværft på havnen i Sønderho

Sælerne på sandbanken i havnen i Nordby, der her er lige ved at blive oversvømmet af højvandet.
Der var mange sæler i år. På et tidspunkt så vi ni samtidig.

Solnedgang på Rindby Strand.
Man kan også lige skimte månen, hvis man ser godt efter.

Udsigt til Esbjergs lys fra Nordby

Og så var der rigtig meget hygge i sommerhuset med killingerne, men det har jeg i hvert fald skrevet om før.

onsdag den 2. oktober 2013

Fanøs natur og dyr

Som jeg før har skrevet, kan jeg godt lide flade landskaber - udsynet, himlen... Der var god lejlighed til at se flade landskaber og høj himmel på Fanø.


Vi var på en guidet tur på Søren Jessens sand, som ligger nordvest for "vores" sommerhus ved Fanø Bad.
Det så ud, som om skibene, der sejlede nord om Fanø, var gået på grund - på billedet Englandsskuden. Det var de selvfølgelig ikke - i modsætning til skipper Søren Jessen fra Hjerting, der gik på grund med skonnerten Anne Catriane i 1712 og fik højsandet opkaldt efter sig.

Det øverste billede er taget ved frokosttid og ved ebbe, mens billedet herunder blev taget en morgen, hvor vi gik ud for at samle havtornbær. I et helt anderledes lys og ved højvande.


 Dette billede tog jeg ved Sønderho. Det er Jylland i horisonten.


I Nordby Havn lå der tit et par sæler på sandbankerne. Foto taget en formiddag, hvor disen ikke rigtig var lettet.


Mange flere sæler så vi, da vi var på endnu en guidet tur til sælbankerne vest for Sønderho. Der var flere hundrede, tror jeg. Nogle af dem var nysgerrige og svømmede over for at kigge på alle de mennesker, der stod med kikkerter for øjnene.


Der var mange med på sælturen, men på turen på Søren Jessens sand var der kun os tre. Det samme var tilfældet på en "skrønetur", vi var på søndag aften i Nordby. Vi undrede os en del over, at der ikke var nogen af alle de mænd, der var slæbt med til strikkefestival, der deltog.

Vi så nok lige så mange kaniner som sæler. De er overalt på øen og laver en del skade, men vi syntes, de var søde og sjove at se på. De kønne små dyr er dog ikke så lette at fotografere. Når jeg forsøgte, så jeg mest den hvide bagdel i fuld fart væk, men et par anvendelige lykkedes det mig at få.


Det allersjoveste var nu næsten, da vi en dag på vej hjem til sommerhuset så en ræv og et rådyr helt tæt ved hinanden. De var udmærket klar over hinandens tilstedeværelse, virkede lidt agtpågivende, men ikke specielt bange. Som det ses på billedet, gabte ræven på et tidspunkt inderligt. De var så optaget af hinanden, at de var revnende ligeglade med os.


Vi kiggede på dem, til rådyret vendte bagdelen til og gik væk i god ro og orden. Ræven stod så lidt og kiggede, før den også luskede af.