Solnedgange

Vi havde de mest fantastiske solopgange på Fanø i år. Billeder viser dem jo ikke rigtigt, det er unægtelig bedre i virkeligheden, men det er alligevel så fristende at forsøge at forevige det.

Her ved Fanø Bad:

Man kan ikke se så mange "tilskuere" på dette billede, men de var der. Jeg kunne godt lide den maleriske placering af cyklerne.

Godt hjulpet af et par fly, kunne man såmænd også nyde de sidste stråler fra sommerhusets vinduer:

En dag tog vi til Ribe, og på vejen hjem snakkede vi om, at vi vist lige kunne nå solnedgangen ved Rindby Strand. Det kunne vi ikke! Færgen Menja manglede en reservedel og var taget ud af drift, så Fenja og Grotte måtte klare det hele, og det skabte en ret lang kø. Ventetiden var på over 2 timer. Det har vi ikke oplevet tidligere.

Efter nogen kaos på vejen ind til færgelejet kom vi endelig på plads i køen, og jeg kunne lige nå at få lidt solnedgang bag Esbjerg Havn med. Det var såmænd heller ikke at kimse af.

Rindby Strand er nok den smukkeste strand på Fanø, og solnedgangen er betagende. Ikke så dumt at slå sig ned i de medbragte stole i første række:

Jeg tog også en lille film. Den er bare taget med telefonen, og den er ikke specielt framragende, men man kommer 360° rundt

Vi så ikke så mange fugle ved stranden på dette tidspunkt, men nogle unge hættemåger søgte dog stadig føde i vandkanten:

Havefest på Fanø

Indlægget er navngivet efter favoritøllen fra Fanø Bryghus. Jeg er ikke den mest passionerede øldrikker, men denne med smag af blandt andet basilikum og agurk kunne jeg rigtig godt lide, og jeg indtog hele to under vores september-ferie på Fanø

I år kunne vi ikke nøjes med mindre end 3 uger, og med det gode vejr i september blev det en veritabel havefest.

Det blev som altid også en strikkefest. Dels strikker vi jo stort set altid.

Her sidder vi ude en tidlig morgen, og sjovt nok strikkede vi alle blåt.

Annetts trøje i forgrunden er nok ved at være færdig, Dorthes børnesweater i baggrunden er for længst færdig, og mit lyseblå tørklædesjal blev færdig i går. Nå ja, der skal heftes ender, men bortset fra det...

Og dels lever strikkefestivalen på Fanø i bedste velgående. Jeg skulle hilse og sige, at den faktisk var bedre, hyggeligere og mere afslappet end nogensinde. Efter de kommentarer vi hørte rundt omkring, var vi ikke de eneste, der syntes det. 

Både Sønderho og Nordby havde masser af større og mindre arrangementer, og Fiberfolk var flyttet ind i Fanøhallen, og der er nok så spændende udstillere som tidligere, hvor det var de førende (efter min mening kedelige) strikdesignere, der huserede. Sidste år brugte vi under et kvarter i hallen, i år var vi der nok et par timer.

De er så gode til at pynte op i Sønderho. Overalt så man de sjove små huse - der må være blevet indtaget en del flødeskum i årets løb - og vimpelguirlander. 

Fuglene her holdt til i Haven (et rigtig godt spise- og kaffested) i Nordby, og der var også vimpler mange steder. Vi var selv med til at producere flere, da vi på en af strikkestationerne brugte en for os ny teknik (som jeg vender tilbage til, når den er blevet afprøvet på noget større) til fremstilling af vimpler.

Hygge i Haven. Annett og Dorthe sidder i baggrunden med strikketøjerne

Der er mange fine haver på Fanø, og i nogle af dem er der dyr. Det gør dem endnu mere festlige efter min mening. Katte og hunde, men også fjerkræ. Moskusanden med ællinger på tur så jeg i Sønderho.

I Nordby er der en have, hvor de holder gæs. Dem så jeg både sidste år og i år. Ja, jeg ved godt nok ikke, om det er de samme, men de lyder ens, og ih, hvor de skræpper op, når jeg går forbi.

I vores egen have - "egen" er en tilsnigelse, for det er et hus, vi har lejet; og "have" er også en tilsnigelse, for det er en naturgrund - så vi i år ingen kaniner. 

Jeg læste, at der har været sygdom blandt kaninerne i 3 år, men vi så kaniner andre steder, og forhåbentlig kommer bestanden op igen. Det kan godt ske, jeg ikke er enig med golfbanen om det, sådan set er det en 18-hullers bane, men der er altid flere huller på grund af kaninerne.

Til gengæld kiggede en hare lige ind på mig gennem vinduet, og der er fasaner og rådyr. Mindst fire forskellige rådyr så vi.

Denne unge hun var den første, der besøgte os, og hun kom tilbage flere gange. Måske ses vi igen næste år. Vi har i hvert fald bestilt huset igen.

Ø-fan

Ja i den grad, når øen er Fanø! Igen i år var vi 5 piger (heraf to katte) to uger i september i sommerhus på Fanø, og jeg tror, det er den bedste tid på året for os alle. Fanø er nærmest blevet vores andet hjem.

Vi får skuldrene ned, og vi nyder at bo lige midt i naturen, samtidig med at caféer og spisesteder i både Nordby og Sønderho er lige i nærheden.

Hver eneste gang kan vi betragte rådyr, kaniner og fasaner fra vores vinduer i sommerhuset - det er altså noget særligt.

Dette noget forpjuskede eksemplar smovsede i brombærrene langs vores terrasse, og man kan tydeligvis få en meget lang hals for at få fat på lækkerierne.

Vi havde glimrende vejr næsten hele tiden, så vi nøjedes naturligvis ikke med at betragte naturen fra vinduerne.

En dag gik vi tur ved Pælebjerg - et af Fanøs højeste punkter, hele 21 meter over havet, og langs Nøkkerose Sø. På vejen dertil samlede vi lyng, som vores nabo havde ønsket sig. Søen lå spejlblank og smuk.

Der var som altid ved søer mange insekter, og jeg var heldig at få taget et godt (synes jeg selv) billede af en guldsmed:

Vi gik helt ned til stranden med udsigt til drage- og buggyområdet ved Rindby Strand:

Og jo, der var da også strikkefestival, mens vi var på øen. Igen i år to festivaler, Fanø Strikkefestival, der foregik alle andre steder end i Nordby, og Nordby Wooldays. Kan man ikke bare af navnene udlede forskellen? Fanø Strikkefestival er hyggelig, spændende og for alle, Nordby Wooldays er eksklusiv (læs: kedelig, min fortolkning) med hvad deraf følger.

Nogle af Sønderhos mange fantasifulde vimpler. 

Faktisk er jeg uretfærdig, for handelsstandsforeningens arrangementer i Nordby er også hyggelige og for alle, og vi var da også til flere af dem. Det var kun de forskellige workshops og salgsboderne, som i år var i Fanøhallen, der var eksklusive. Vi var kun i hallen den allersidste time, hvor der var gratis adgang, og gaaab, hvor var der ikke noget nyt under solen. Hvis jeg havde betalt entre, ville jeg være blevet sur.

Men ellers var vi til strikkebanko i Sønderho, vi lærte at bruge rester og især at slå knuder på Fanø Krogård, vi var flere gange til arrangementer i Sønderho Kirke, vi lærte af lave japanske vendepinde i Nordby, og vi lod os friste i alle standene i Sønderho. 

Det var slået stort op, at det ville blive den sidste strikkefestival på Fanø, men bare rolig, det er kun familien Seyfarths afdeling, der lukkede og slukkede. Alt det, vi synes er sjovt, fortsætter heldigvis.

Jeg kom for skade at købe lidt garn med hjem. Dum ide, allerede inden vi ankom til Fanø, havde jeg problemer med min højre hånd, og jeg har en mistanke om, at problemerne er kommet af for meget strikning, så hvor megen strik, det bliver til i fremtiden for mit vedkommende, er et åbent spørgsmål.

Alligevel kunne jeg ikke dy mig. Til højre i billedet er der tre farver bomuld-silke-kashmir fra Else Schjellerup. Den kvalitet købte jeg også af sidste år, og jeg har været glad for at strikke af det. 

I midten ligger et bundt Hedgehock Fibres Sock, købt hos Sommerfuglen, der holdt til på Sønderho Kro. Jeg kunne ikke stå for, at farven hed Drivtømmer, til trods for at drivtømmer normalt ser noget anderledes ud.

Endelig er der et bundt lavendelfarvet silke-merino købt hos Unik Garn, der havde stand på den gamle skole. Her var det farven, jeg ikke kunne modstå. Unik havde meget og meget lækkert garn, og både Dorthe og Annett købte også hos dem. Og de købte meget mere end mig!

Min hånd skal snart røntgerfotograferes, og indtil der er blevet stillet en diagnose, må jeg nøjes med at kigge på mit nye garn, men det er såmænd heller ikke så ringe endda.

Fanøs strikkefestivaler - i flertal!

I 2022 blev det en realitet: Der blev afholdt to strikkefestivaler på Fanø. Heldigvis samtidig. Christel Seifarths store i Nordby og den hyggelige på resten af øen. Nordbys hedder Nordby Wooldays, resten af øens hedder Fanø Strik - det viser ligesom forskellen.

Sådan har det jo egentlig været i flere år, måske altid, man havde en tydelig fornemmelse af, at det der foregik i Sønderho og andre steder på øen var et noget uvelkomment vedhæng til den "rigtige" strikkefestival i Nordby. Vi har godt nok altid følt os bedst tilpas i Sønderho, men det er jo en anden sag.

Sønderhoninger og andre fannikker må have brugt det meste af vinteren til at strikke små flag til festlige guirlander, som pyntede op under festivalen. Øverst på et stakit i Sønderho og nederst på Galleri Tina Kolding.

Vi fulgte stort set vores sædvanlige program med udsalg i Rindby Forsamlingshus, besøg i alle boderne og de øvrige steder og som et af højdepunkterne strikkebanko. Det er bare så hyggeligt!

Vi var vist i Sønderho hver eneste dag under festivalen, for der var lige dit eller dut, vi skulle tilbage til. Men vi var også i Nordby, hvor erhvervslivet er blevet mere involveret i festivalen. Blandt andet med strikkestationer rundt om i byen, det vil sige små korte workshops, hvor man bare kunne falde ind.

Hvis der altså var plads, hvilket bestemt ikke altid var tilfældet. Den strikkestation, vi helst ville have været med til, var optaget hver gang, vi fik bekvemmet os til at komme forbi, men vi deltog i en om skyggestrik, som jeg har praktiseret for en del år siden, hvorefter det er gået i glemmebogen. Det er dog en fin teknik, som jeg måske vil tage op igen. Og det er en rigtig god ide med de strikkestationer, så der sker noget i hele Nordby og ikke bare i teltet ved skolen i byens udkant.

Teltet besøgte vi søndag. Det lignede sig selv med mange stande og urolig meget håndfarvet merino. Vi overvejede at spise frokost der, men der var meget larmende i cafeområdet, så vi valgte slagter Christiansens gode sandwich i stedet.

Jeg var beskeden i mit indkøb af garn, men lidt faldt der altså i kurven:

Der er fire farver bomuld-silke-kashmir fra Else Schjellerup. Jeg er ret sikker på, det er det samme som Giza Multi fra Natural Fantasy, bare med Strik-Designs egne banderoler. Så er der et enkelt nøgle Noro Kabuto Fine, som er beregnet til en hue til mig selv. Både Dorthe og Annett købte Noro garn hos Lotte Kjær, og så lod jeg mig friste. For øvrigt så vi Noro garn flere steder. Gad vidst om det er ved at komme lidt ind igen? Endelig er der noget bambus-bomuld fra Go Handmade. 

Det sidste har jeg været ved at strikke klude af, og det kan godt ske, det bliver nogle gode klude, men garnet er irriterende at strikke af, fordi man skal passe rigtig meget på at få hele tråden med. Det splitter helt vildt.

Jeg fik et krydsnøgleapparat i fødselsdagsgave og afprøvede det første gang på et af bomuld-silke-kashmir bundterne. 

Det blev da det nydeligste nøgle, man kan forestille sig, og jeg skal nok få glæde af mit forholdsvis nye stykke garntilbehør.

En af Sønderhos strikkedamer i hjemmestrikket bluse og ditto sokker

Nyt i Nordby

Når vi kommer til Fanø, er noget af det første, vi foretager os, næsten altid at gå en tur på Nordbys hovedgade. Er der kommet noget nyt? Og modsat: Er der noget, der er forsvundet? I år var det heldigvis mest det første.

I det gamle tømrerværksteds meget fine bygning er der kommet et mikro surdejsbageri, en udpræget god ide.

Der var engang en bager i Nordby, men det er nogle år siden efterhånden, og siden den lukkede, har man måttet tage til takke med Brugsens bager. Man kan sige meget godt om Brugsen i Nordby (bl.a. har de vores fortrukne mysli, som ellers stort set kun kan opdrives på nettet), men bageren er altså ikke noget at råbe hurra for.

Så vi var glade for at se det nye lille bageri og café. Og deres brød er godt, men de skal lige have et lidt større udvalg af kaffe til café-gæsterne, inden alt er på plads. Vi er spændte på, om de overlever til næste år - det håber vi!

En anden nyhed var Værftet, som nok mest er et værtshus, der dog også serverer kaffe. Der er meget stemningsfuldt med en masse fine, hjemmelavede træmøbler, og mon ikke det er Marco Brodde, der har stået for fuglene på væggen?

Selv om der var et spændende drinks-kort, så nåede vi ikke at nyde noget på stedet - faktisk var vi noget i tvivl om, om der var åbent de gange, vi kom forbi. Men Værftet må også gerne være der om et år. Så vil vi anstrenge os lidt mere for at ramme en åben dør.

Nordby mangler ikke steder, hvor man kan få god kaffe. Kaffehuset, Haven og Kaffebanken serverer alle glimrende kaffe. Hvis man er tidligt oppe - og det var Annett og jeg flere gange - så kan man fra kl. 8 hos slagter Christiansen for en rund tier selv lave sig en kop kaffe i automaten, og den er faktisk også udmærket. 

Når strikkedagene står på, kommer der forstærkning fra Kaffemanden. Super kaffe, landets næstbedste kop kaffe, siger han selv. Den bedste skulle være den første kop, man får om morgenen, men det er jeg nu ikke enig i. 

Faktisk kan jeg bedst lide barista-kaffen; jeg kan bare ikke så godt tåle koffeinen, og her i landet er koffeinfri kaffe på kaffebarerne en sjældenhed. Det gælder også i Nordby, så det er et ønske til fremtiden. Måske hos mikro-bageriet?

Fanø Krogaard er selvfølgelig ikke ny, men der er kommet nye ejere, og det var nyt for os at spise der. Før har vi nøjedes med kaffe.

Vi var alle meget tilfredse, Krogaarden kommer vist på det faste repertoire. Hvis man er i tvivl om, hvor man finder stedet, så står koordinaterne på vandflasken.

Jeg er ikke sikker på, jeg har alle nyheder med, og jeg ved ikke rigtig, om jeg skal nævne det nye issted, der er på vej på hovedgaden. Det var nemlig ikke ganske vellykket. Indehaveren virkede så stresset, at der ikke var specielt hyggeligt, og der var ikke styr på allergenerne, hvilket er noget pinligt.

Isen var god, så jeg håber, det bare var begyndervanskeligheder. 

Nordbys hyggelige gågade

Årets Fanøferie

Igen i år var vi to uger på Fanø i september, og vi fik mange flotte september-himle. Det lyder helt forkert med "himle", men det må være det, det hedder. Faktisk har jeg glemt, hvor ovenstående billede er taget, men jeg tror, det var på nordøen.

Hvor er det dog dejligt at være af sted i to uger. Når man kun har en enkelt uge, går der uforholdsmæssig megen tid med at pakke og køre til og fra. Vi vil nok i fremtiden enten vælge to uger eller de helt korte ferier med bare én eller to overnatninger og opvartning i alle ender og kanter.

Men det var septembers himle, vi kom fra. Her kommer endnu én:

Vi er ved Hønen nær Sønderho. Der traf vi noget af Sønderho Gårdbutiks langhornskvæg, blandt andet en meget ung kalv, som det meste af tiden arbejdede på at blive større. Han var kun et par uger gammel, fik vi senere at vide i gårdbutikken. I horisonten til venstre kan man skimte Sønderho Havn.

Til sidst en noget anderledes morgenhimmel over Esbjerg:

Annett og jeg var tidligt oppe, fordi Annett skulle en tur til fastlandet. Jeg kørte med ned til færgen og så solen bryde frem. Det blev faktisk godt vejr efter et par timer, og på hele ferien blev vi vejrmæssigt forkælet. Faktisk spiste vi vist nok frokost udendørs alle dage bortset fra en enkelt.

Fanø-kattene 2021 - ud over vores medbragte

 

Minsandten om ikke Pizza var der endnu! Hun er blevet meget tynd. Det føltes, som om hun bare var et lille katteskelet med en ganske vist fin og tyk pels udenpå. Men hun må have nogle muskler tilbage. Selv om hun langt det meste tid lå og sov på bordet foran grillbaren, så vi hende også gå rundt på den sædvanlige rute.

Hun så ud til at være glad for, at vi snakkede med hende og strøg hende over den tynde krop. Kan hun virkelig kende os? Ganske vist har vi snakket med hende utallige gange igennem mange år, men som regel har vi kun været på Fanø én gang årligt. Og hun har også været glad for at snakke med andre mennesker, så det er nok en overfortolkning. Denne gang må også have været et farvel til Pizza. Jeg tror ikke på, at hun kan klare endnu en vinter.

Krølleøre i Sønderho har vi også kendt gennem nogle år. Hun er en lille kat, og derfor tror jeg, det er en hun, men jeg ved det ikke med sikkerhed. Hun er både køn og sød og ser ud til at nyde det leben, der er omkring sandwich- og iscaféen Tre søstre.

I samme område så vi hende her, som jeg tror er i familie med Krølleøre

Jeg er nu heller ikke helt sikker på, at det er en hun, men er hun ikke en lille bitte smule skildpaddefarvet?

Det er hende her, som vi traf i nærheden af Uldsnedkeren i Sønderho, i hvert fald:

Hun havde vældig travlt, og sekundet efter jeg tog billedet, for hun i fuldt firspring efter et eller andet. Vi så flere katte i det område, men der var vist for mange mennesker til, at kattene følte sig helt på hjemmebane, så de blev ikke længe nok til, at jeg kunne få dem foreviget.

I Nordby mødte vi - på nogen afstand - denne røde kat:

Ham kan vi i sagens natur med sikkerhed kende, hvis vi møder ham igen, og det kunne da godt ske, for han må jo være en elsket familiekat. Ikke alle vil ofre en øjenoperation på "bare en kat", men den rødstribede her har været heldig.

Den sidste kat, jeg fik billeder af, var bare en stor killing

Som alle killinger var hun meget legesyg, og hun ville også gerne snakke. Når hun havde tid altså, for der var hegn, der skulle forceres, græsstrå, der skulle daskes til, og visne blade, der skulle jages. Hende vil vi gerne træffe igen, og jeg tror også, vi kan kende hende.

Dyr i og omkring sommerhuset

For det tilfælde at vi ikke skulle møde nogen katte på Fanø, havde vi medbragt vores egne. Eller mere præcist: Annett havde. Tifany og hendes på det tidspunkt 8-9-10 uger gamle killing Trolle. Og så var Gamine også kommet med som legetante og aflastning for Tifany. 

Jeg fik et enkelt ikke særlig fremragende billede af alle tre:

Trolle ligger på mig og hygger, Tifany til højre er ved at undersøge, om hun kan komme ind under tæppet, og Gamine står på bordet ved siden af.

Trolle er stadig brun om mulen, fordi hun tidligere, da hun skulle lære at spise andet end mors mælk, havde fået smatmad. Måske syntes hun også. at hun skulle være tortie ligesom de andre. Vi vidste udmærket, at hun ikke var tortie, men vi troede på det tidspunkt efter adskillige befamlinger i den anden ende stadig, at hun var en hun. Det har senere vist sig at være en fejl, så nu kan han godt blive pænt ren i hovedet. Vi lader os ikke narre mere.

Gamine er så smuk:

Tif er også smuk, men hende fik jeg ikke nogen gode billeder af. Her kommer i stedet et, fra da vi var i Nørlev:

Der var flere katte, der gik omkring huset, men de ville ikke snakke. En af dem var blå, og vi havde mange steder set opslag om en 14 år gammel blå kat, der var forsvundet fra en tysk familie, der ferierede i Rindby, så vi forsøgte at få kigget ekstra godt på "vores" blå kat. Det var dog ikke den forsvunde kat. I slutningen af ferien var der på et af opslagene skrevet, at den var blevet fundet, og vi fik at vide, at katten var blevet set på et vildtkamera og derefter lokket i en fælde. En lykkelig slutning!

Vi så mange rådyr omkring huset, både råer, en rå med to kid, og en ung buk var fast gæst ved huset.

Kaniner så vi som altid mange af:

Vi mente at kunne kende en af dem, der næsten altid sad i vores indkørsel, men ellers ser de jo umiddelbart meget ens ud - bortset fra én, for den var nemlig sort. Det har vi alligevel aldrig set før på Fanø.

Der var ikke så mange fugle omkring huset. Vi så mange skader og også en rødkælk og diverse andre, men fasanerne hørte vi næsten hele tiden, og vi så dem også flere gange. Især fædrene promenerede med deres afkom, men de her kyllinger var nu alene. Der var 5-6 styk, men jeg nåede ikke af fotografere dem alle. 

I år så vi ingen ræve, men faktisk mødte vi en del katte på øen. De får deres eget indlæg.

Ture fra Fanø

Normalt nøjes vi med udflugter på Fanø, men i år var vi også på et par udflugter fra Fanø.

Det her er lystbådehavnen i Nordby. Turbåden Martha er egentlig sønderhoning, men hun er udvandret og bor nu til daglig i netop Nordbys lystbådehavn.

Hende tog vi med en dag til sælbankerne nord for Fanø. Undervejs passerede vi et noget større og hurtigtsejlende skib:

Vi blev vippet godt af dønningerne, da de to skibe havde passeret hinanden - ret sjovt. Det er Annett, der har fotograferet.

Det var ikke sikkert, der ville være sæler på bankerne ved Langli, men det var der heldigvis, og vi kom også ret tæt på dem. Vi var vist dagens underholdning for dem, i hvert fald så det ud til, de kiggede lige så meget på os som vi på dem.

Når sandhden skal frem, så så vi flere sæler i Nordbys havn (ikke mindre end 14 på én gang) end på denne tur, men så fik vi til gengæld også en lille tur i Esbjergs Havn, og det var også spændende. 

Undervejs passerede vi Svend Wiig Hansens store skulptur Mennesker ved Havet, og den ser lige så imponerende ud fra vandsiden som fra land.

Vejret var, som det ses på billederne, ikke strålende solskin på vores sæltur, men det var lunt, og det regnede ikke. Strålende solskin havde vi til gengæld den dag, vi tog til Flensborg for at få depoterne af diverse fornødenheder fyldt op.

Inden indkøb i Citti Park gik vi tur og spiste frokost i selve byen. Det var helt tydeligt, at corona-krisen har taget hårdt på forretningslivet. Der var rigtig mange tomme butikker, blandt andet havde mindst én af garnbutikkerne drejet nøglen om for evigt, og Karstadt var der heller ikke mere. Sørgeligt! 

Men vejret kunne vi altså ikke klage over. Her er et vue ned over Oluf-Samson-Gang ned mod havnen.

For enden af smøgen lå det fine sejlskib Eye of the Wind nok så dekorativt.

Tyskerne er så gode til at bruge årstidens afgrøder, og sådan var det også på den café, hvor vi fik vores frokost. Græskarsuppe til Dorthe, grøntsags- og kartoffelröstier til Annett og mig. Med ingefærchutney, der var så god, at jeg vil prøve at kopiere den.

Til sidst en tur gennem Citti Markt, der heldigvis lignede sig selv. Godt Annett havde trailer med til Fanø - ikke til Flensborg! - så vi ikke behøvede lægge bånd på os selv af hensyn til pladsen, da vi fyldte indkøbsvognene.