Smarte tingester

Jeg kan godt lide krukker i haven, men når vejret er, som det er nu, kræver de godt nok flittig vanding.

Nu har jeg imidlertid anskaffet nogle dimser, der - hvis de virker efter hensigten - kan gøre vandingsarbejdet lidt mere smidigt: Vandingsballoner.

Jeg har ikke haft kendskab til vandingsballoner før, men da jeg tilfældigt faldt over dem på nettet, vidste jeg straks, at de måtte prøves i mine krukker.

De er lavet af glas, er meget lette at fylde og at anbringe, og så ser de da også ok ud, synes jeg. Til alt held blå.

Jeg har ikke haft dem så lang tid, så jeg ved stadig ikke med sikkerhed, om de virker. Ifølge kassen skulle der være vand i til 10 dage, men jeg tror nu, at mine storkenæb er tørstigere end som så, og det kommer vel også an på, hvor mange balloner, man anbringer i hver krukke.

Blomster på min vej

Billeder fra mine daglige traveture:

Orange kæmpevalmuer i en hæk meget malerisk foran en brandhane

De gule lærkesporer stod også i en hæk.
Jeg kan godt lide lærkesporer og har haft plantet blå af slagsen i vores blå-lilla have,
men der ville de nu ikke gro, så der er ikke flere.

Auberginefarvede tulipaner i et vejbed

Villavejene er i denne tid fyldt med syrenduft, som jeg synes er skøn.
Jeg kan allerbedst lide syrenerne, når de har denne lyse blålilla farve

Vores egen have har en afdeling i kølige farver: blå og blålilla og en anden i varme farver: lyserød, pink og orange. Højrødt og gult er forbudt i begge afdelinger.

I den sidste er der netop nu lyserøde og pink rhododendron og pelargonier samt orange valmuer, men valmuerne er ikke farvefaste, så nogle sniger sig hvert år til at blomstre i gult.

Jeg plejer at fjerne dem med hård hånd, men denne, der lige pludselig var vokset op på en minimal plet jord ved skraldespanden, kunne jeg ikke få over mit hjerte at hive op.

For et par dage siden var der et fantastisk lys i den blå afdeling. Det var lige ved at begynde at regne, og farverne stod lysende klare. Det er ikke kommet helt frem i mit billede, men her er det alligevel:

Gæster i haven

Der er flere katte, der mener, at vores have hører til deres territorium. Det må de gerne, heller ikke Sarantoya har noget imod det. Når bare de ikke kommer ind i huset.

En af gæsterne er den nydelig blå og hvide. Den vil godt snakke lidt med mig og siger små lyde, men den kommer ikke helt tæt på, og hvis jeg bevæger mig for meget, går den sin vej.

Det er den af vores kattegæster, der er mest social.

Tit ligger den i vores krydderurtebed og ser, hvad der sker. Derfra har man også god udsigt til andre gæster i haven, fuglene ved fodringshuset.

Måske er hverken kattene eller fuglene gæster. Beboere er nok en mere korrekt betegnelse.

Fuglene får mad hver dag. Nogle gange, hvis vi er sent på den, synes jeg, jeg har hørt dem skælde ud.

Ud over de mange skovspurve og musvitter, er der blåmejser, rødkælk og solsorte, men de er godt nok mest på jorden. Det er duerne også.

Og så er der dompappeparret, der kommer mere sporadisk. Det er mine yndlinge. De sidder helt roligt i foderhuset og bare guffer og guffer.

De er ikke særlig bange af sig, men det lykkedes mig alligevel ikke at få et billede at både hr. og fru dompap. Jeg måtte stille mig tilfreds med herren.

Foderhuset er helt klart en attraktion for kattene, men vi har endnu aldrig observeret, at de har taget en fugl. Hvis de skulle snuppe en skovspurv eller musvit er det ok, men dompapperne har de altså at holde sig fra. Det er nu nok mere fuglene end kattene, der har det afgørende ord i den sag.

Strik i haven

Jeg var lige ved at tro, at det var slut for denne sommer med at sidde og strikke i haven, men i dag har jeg faktisk igen siddet lidt udendørs med strikketøjet.

Her er et par billeder fra begyndelsen af august, hvor det stadig var nødvendigt at sidde i skyggen (dejligt!):

Den syriske rose var - som alt andet - meget tidlig i år.

Den blomstrer endnu. Jeg tror, den har været glad for det lidt køligere vejr.

Mine kniplingeblomster har været vellykkede.

Jeg høstede frø af dem sidste år. Jeg forsøgte kun at tage frøene af de blå, ikke de hvide og lyserøde, og det er tydeligvis lykkedes. Der er ikke nogen styrvolter i andre farver.

Jeg er ellers ikke god til det der med at så frø i minidrivhuse for derefter at flytte de små planter i potter indendørs og endelig flytte dem til det fri. Der går alt for mange til for mig, men kniplingeblomsterne er et bevis på, at det kan lade sig gøre. Også for mig.

Det er den beskedne blomst med det pompøse navn pragtarve sådan set også, men der var altså ikke ret mange planter, der overlevede. Heldigvis et par stykker.

Den har ellers den mest fantastiske blå farve, og jeg tror, den godt kan sås "på voksestedet", som det hedder. Det vil jeg nok gøre næste år.

Både kniplingeblomsterne og pragtarven er også stadig i blomst, men kniplingeblomsterne er blevet lidt uregerlige. De havde ikke så godt af de blæsedage, der har været.

Selvfølgelig får de lov til at blive stående. Jeg skal jo have frø til næste års krukker.

P.S. Hvad strikkede jeg så i haven? Jo, en lyseblå pigekjole, som er færdig og kan ses her på Ravelry. Nu strikker jeg pulsvarmere af resten af garnet, så jeg matcher stadig havens blå blomster.

En yndling

En af mine yndlings-storkenæb er Sandrine. På grund af dens intense farve - som er umulig for mig at få korrekt på fotos, men også på grund af dens lange blomstringstid.

I år begyndte den samtidig med de orange valmuer - altså i maj - og den plejer at blive ved i hvert fald ind i oktober.

Der er vist desværre flere af mine storkenæb i forhaven - hvor de pink, orange og fuchsiafarvede blomster hører hjemme - der er blevet overgroet af de mere besidderiske storkenæb som Rose Clair. Tiny Monster, Ankum's Pride og Apple Blossom har jeg ikke set i nogle år. Hvis jeg vil have dem igen, må jeg nok plante dem i krukker, eller også må jeg være skrappere over for de andre storkenæb. Noget jeg har ret svært ved.

Men Sandrine klarer sig fint, både over for valmuerne og over for Rose Clair.

Kun en tåbe frygter ikke haven

citat: Murray Balls Fæhunden

Jeg har ikke rigtig gidet haven i år, hvorfor ved jeg ikke. Det vil sige, jeg gider godt sidde og strikke i den, men ikke arbejde i den. Resultatet siger sig selv. Ukrudtet er væltet frem, og det er højt.

Heldigvis er vores have ganske lille. Jeg tog - modvilligt, ganske vist - et nap i lørdags, og den ser allerede lidt bedre ud.

Når jeg lige gjorde lidt ved det netop lørdag, var det, fordi vi havde aftalt med vores veninde Yrsa at tage til Haveselskabets store plantemarked i Botanisk Have søndag. Det ville være lidt surt at komme hjem med nye planter til en alt for uordentlig have.

Vejret var fuldstændig perfekt til markedet. Med en dejlig lun brise og alligevel ikke for varmt.

Vi købte krydderurter (planlagte), hostaer (planlagte) og desuden næsten blå primulaer, en mini-iris, sommerfloks, lyserøde valmuer...var der mere i kurven? Jo, en lille blåkryb. Den er igen forsvundet for mig, og den er altså ellers så sød, så nu prøver jeg for tredje og sidste gang. Men ikke en eneste storkenæb.

De to nye hostaer hedder i øvrigt Blue Ice og Aristocrat.

Jeg fik frygtelig lyst til at tage til Ringkøbing og besøge Enemærkets Hostahave.
De har vildt mange sorter, og de er altid sat så fint op, så haven er nok også fin.

Man kunne også se et par bure med dværghøns på markedet.

Hønemor her med 6 nuttede kyllinger tiltark sig behørig opmærksomhed

Kniplingeblomst

De sidste to år har jeg haft kniplingeblomster i haven.

Det var Yrsa, der fandt frøene i Isabella Smiths netbutik, og hun forærede mig en portion. Jeg havde aldrig set kniplingeblomster før.

Sidste år kom jeg lidt for sent i gang, og mine blomster blev ikke så store, men i år var jeg tidligt nok på den. Frøene blev sået i minidrivhus, plantet videre i papirpotter (lavet med min papirpotter) og efter en akklimatisering blev potterne sat i en zinkspand og nogle få i havens bede.

Jeg plejer ikke at være så gode venner med det med at så frø indendørs til senere udplantning, men denne gang lykkedes det.

Blomsterne i zinkspanden er blevet rigtig flotte. Vel omkring 60-70-80 cm høje og fyldt med blomster. De fleste er lavendelfarvede, enkelte er hvide. De små svirrefluer elsker dem, og så kan vi spise vores morgenmad i fred.

Planterne i bedene er ikke blevet nær så flotte, vel bare 20-30 cm høje og ikke særlig tætte. Dels var det de planter, der var til overs, da jeg havde udvalgt på bedste til spanden, men jeg har også fået en mistanke om, at bed-planterne måske mangler noget at leve af. Og indrømmet, det er ikke hvert år, de får gødning. Det må jeg lige huske næste forår.

Kniplingeblomster vil jeg have igen. Der er lidt langt mellem de blå (eller ok: lilla) blomster på denne tid af året. Gad vidst, om man kan høste frøene af sine planter?

Hostaen der ikke ville dø

Hostaen, der ikke ville dø, er den store, fine til højre, fotograferet efter regn.

Hostaer er gode planter med et flot løv. Vi har adskillige i haven, både i bede og i krukker.

Den ukuelige af slagsen voksede ualmindelig godt, i en krukke. For godt, den blev for stor. En nydelig model, men måske ikke den allermest specielle. Den blev dømt til ikke fortsat at skulle være i haven

Altså blev den hevet op af krukken og proppet i en sort sæk - det var før de klare plastsækkes tid. Der stod den en rum tid, til vi skulle køre vores affaldssække til genbrugspladsen, og vi opdagede, at den dødsdømte hosta trivedes fortrinligt i sin sæk.

Det kunne vi ikke stå for. Op af sækken igen og placeret i en anden krukke og til den anden side af huset. Vi havde vist lidt småtravlt, for den blev ikke rigtig plantet i krukken, bare stoppet ned med den rodklump, der nu hang ved.

Det blev vinter, og hostaen visnede selvfølgelig ned, men næste sommer dukkede den nok så frejdigt op igen. Så gav vi os, og hostaen blev plantet rigtigt i krukken, som står i et af de krydderurtebede, hvor der alligevel ikke vil gro noget, fordi der står en stor tuja, der tager al næringen. Den tuja har for øvrigt også sin egen historie, så den kommer der måske et indlæg om engang.

Under selvsamme tuja er der - udover at være næringsfattigt - temmelig mørkt. Vi spurgte en gang på et plantemarked, hvad der mon ville gro der, og fik foreslået netop hostaer.

Nogle stykker blev indkøbt og plantet, og de så da også fine ud det første år, men de ville nu ikke gro der.

Året efter var de ganske små, og året efter igen dukkede kun den ene op.

Jeg flyttede så den lillebitte plante til en krukke ved siden af den livsduelige hosta, og selv om det tog lang tid, er den kommet op i år, men imponerende ser den ikke ud. Det er vist nok den, der hedder Blue Mouse Ears. Den måtte godt få lidt flere ører, men er nummer tre ikke på vej?

De tre hostaer til den anden side i den blå have supplerer hinanden flot i farverne - den store mellemgrønne og de to lidt mindre henholdsvis mørk blågrøn og lysende gulgrøn. For gulgrøn til mit fotoapparat. Jeg er ikke hostaekspert, og jeg ved ikke, hvad disse tre hedder, men jeg kan godt lide dem.

Maj 2014: Den lille hosta er vist alligevel ikke en Blue Mouse Ears. Dens blade er ikke runde nok. Det må så være en Gold Standard, selv om jeg ikke synes, den er særlig 'gold'. Prøv at google den og se billederne. Den ser mildest talt forskellig ud på de fotos!

Blåt og godt - og orange

Netop nu - fra slutningen af maj til begyndelsen af juli - er vist den tid på året, hvor vores lille have er allerkønnest. Alt står så grønt og fint, og der er masser af blomster.

Dette billede af den blå side af vores lillebitte rækkehushave blev taget for en uges tid siden, og dengang var der ikke nær så meget, der blomstrede som nu. Tulipanerne er købt for at være blå. Det er de selvfølgelig ikke, men de er i hvert fald i den kølige side af rødlilla. De er faldet nu, til gengæld er der mange flere storkenæb, der er sprunget ud, og de er mere blålilla end tulipanerne.

Man kan se alle de fire træer, vi har til denne side. Fra venstre en broget benved, dværg-syrenen, vores japanske ahorn (det er den lille lyse klat) og sølvpilen, der er den største. Ved siden af syrenen står en lille kuglegran, som ikke er helt så lille mere. Jeg er nødt til at prøve at få den decimeret, men jeg kan ikke nænne det lige nu, hvor alle de nye skud står så fint. Det bliver til efteråret.

På det lille billede, der er taget oppe fra mit soveværelse på 1. sal, kan man se ideen i haven med den kvartcirkelformede terrasse og de tre buede bede. Klik på billedet for at se det i større format. Selv om haven er så lille, synes jeg, den er alt rigeligt, og der er nok at gøre i den.

Jeg har vist ikke helt styr på mine storkenæb mere. I de øverste bede omkring terrassen ved jeg, hvad jeg har, men i det midterste bed er jeg ikke så sikker. Jeg synes bl.a., jeg har spottet en Usguli Grijs, og det er godt, for der, hvor den plejer at være, er den ikke mere, og jeg har ellers været meget glad for den.

Til den anden side - indgangssiden, der principielt er holdt i rosa, pink og orange toner - blomstrer vores tre rhododendron, Linda, Moerheims Pink og Percy Wiseman. Især den sidste er helt overdådig i år.

Og så er der masser af orange valmuer

De breder sig til hele haven, hvis de får lov. For et par dage siden lugede jeg væk omkring vores lyserøde jordbær, så de ikke bliver kvalt, men ellers synes jeg, valmuerne er herlige.

Der er også to GULE valmuer, som vist er immigreret fra naboen. De er afmærket og skal fjernes, når de er afblomstrede, men inden de spreder frø.

Langt om længe...

...blev det temperatur til at pusle lidt i haven.

Forårsblomsterne har naturligvis været i gang længe, og dem har jeg kigget på inde fra huset. For et godt stykke tid siden beskar jeg lavendlerne, men det er også det eneste pusleri indtil nu.

Det første, jeg gør, er at fjerne visne stauder. Jeg gider ikke rigtig haven om efteråret, og det skulle også være bedst at vente til foråret - men kønne er de ikke, alle de visne og sorte stængler.

Mere spændende er det at prøve at finde ud af, om alt har overlevet. Jeg kunne konstatere liv i meget, men der er også meget, der ser helt tørt og dødt ud. Blandt andet lavendlerne. Måske har jeg alligevel beskåret for tidligt, men så vidt jeg husker, tror jeg det hvert år.

Ud over masser af krokus, scilla, snepryd og haveanemoner er der også et par små iriser, der blomstrer netop nu.

Den på billedet er min favorit med sin intenst fløjlsviolette farve og sin skarptskårne facon. Det lykkedes mig åbenbart ikke at få billedet skarpt, men man kan vist godt alligevel se både irisen og i hjørnet den lille blå anemone, som ikke er en haveanemone, men en "rigtig" blå anemone.

I et hjørne står en hortensia - som er i live, og under den stråler to kæmpestore, snehvide krokusser. Dem kunne jeg ikke huske. Har de virkelig været der før?

Jeg fik frø til kniplingeblomster af Yrsa for et par dage siden. Dem skal jeg have sået i potter en af dagene. Jeg fik også nogle sidste år, men da fik jeg dem sået lidt for sent, så der var ikke så mange, der nåede at blomstre, men de der var, var meget yndige.

Gensyn

De sidste par år har storkenæbbet Orion ikke blomstret i vores have, og jeg troede, den var helt forsvundet.

Netop nu blomstrer en lys blå storkenæb. Godt nok ikke der, hvor Orion blev plantet i sin tid, men trods alt i samme bed, og jeg tror, det må være Orion, der er kommet tilbage.

Det er jeg glad for, det er en meget køn storkenæb, der er lysere blåviolet end de fleste andre storkenæb, vi har.

Den flotteste storkenæb i vores blå have netop nu er ellers Nimbus. Den har en masse blomster, og det bliver den ved med et godt stykke tid.

  
Også Jolly Bee - eller er det en Rozanne? - er begyndt at blomstre.

Den plejer ellers at starte lidt senere, og der er da også kun to blomster endnu.

Den er købt for at være en Jolly Bee, men jeg synes, den bliver for høj. Nogen har foreslået, at det i stedet er en Rozanne, men faktisk lader det til, at det er en og den samme art. I hvert fald markedsføres kun Rozanne nu.

Gæster i haven

Vi har haft uventede gæster i haven. Den første - en blomst - er der faktisk endnu.

Det er en anemone. Gad vidst om den har fornemmet, at jeg godt kan lide anemoner. Problemet er bare, at det umiskendeligt er en GUL anemone, og selv om jeg også godt kan lide gule anemoner, så hører den altså ikke hjemme i vores have. Den har sneget sig under hegnet fra naboen. Sjovt nok synes jeg ikke, jeg kan se nogen gule anemoner i hendes have???

Jeg kan ikke nænne at fjerne den, mens den blomstrer, men når den er afblomstret, så skal den væk.

Den anden gæst, som faktisk er to gæster, er det ikke lykkedes mig at fotografere, men heldigvis er der billeder af artsfæller på Flickr. Det er russiske Sergey, der har taget det fine billede.

Et dompap-par har nemlig fundet vej til solsikkekernene i vores foderhus. Det er bare sådan nogle nydelige fugle. "Vores" han ligner præcis denne moskovitiske dompap.

Vi har en del fugle i haven, men der er ikke så mange forskellige arter. Musvitter og blåmejser besøger foderhuset dagligt, og der er selvfølgelig også solsorte, skovspurve og måske også gråspurve. En gang imellem ser jeg også en rødkælk og en gærdesmutte, men så er det vist også sagt. Nej, det er ikke helt rigtigt, for vi får også somme tider besøg af nogle duer, som jeg dog ikke er så begejstret for.

Det er jeg for dompapperne. De er mere end velkomne!

Intens blå

Netop nu blomstrer forårsensianen i en af vores krukker. Jeg mener, den vi har, hedder Gentiana acaulis på latin.

Den er blå - virkelig blå! Allermest, når solen har gemt sig bag en sky som på det øverste billede.

Når man kigger nærmere på blomsterne, opdager man prikkerne indeni. Lidt som orkideer, men i modsætning til orkideerne gemmer ensianerne genert sprællet lidt væk.

Vi burde have to andre senereblomstrende sorter af ensian også. Jeg kan bare aldrig huske fra år til år, om de nu også har vist sig. Måske skulle jeg gøre alvor af at få lavet en havedagbog.

Jeg kunne godt tænke mig flere ensianer. Lundhede Planteskole har et pænt udvalg, men gad vidst om man ikke kan besøge planteskolen mere? På nettet ser det ud til, at det kun er en internetbutik. Jeg kan bedst lide selv at vælge mine planter ud.

De er frække!

Jeg har stukket mælkebøtter i haven, men da jeg kiggede ud ad vinduet i går morges, stod der alligevel hele to eksemplarer med strittende blomster. De lo vist lidt i skægget (hvor det så ellers er henne på en mælkebøtte).

De gemmer sig under vores troldel, og lige pludselig er de kæmpestore.

Egentlig er mælkebøtter noget anstændigt ukrudt, når det skal være. Det er let at fjerne dem, ikke noget med rødder, der spreder sig i alle retninger. Selvfølgelig kommer der nye. Jeg kam ikke lade være med at beundre deres ukuelighed.

Anemoner

Jeg er glad for anemoner. Det er en beskeden og uprætentiøs blomst, synes jeg; der er ikke så meget pjat med den. Meget harmonisk.

Der er selvfølgelig adskillige i vores have. Den på billedet, Hepatica Nobilis, er min yndling, men der er også hvide anemoner. 

De hvide vækker minder om vores allerførste kat, Bitsjka. Hun elskede at være med os i sommerhus, hvor hun kom ud i sele. Allerbedst var det om foråret, mens anemonerne - og dem var der mange af ved mine forældres sommerhus - blomstrede. Da sommerhuset blev solgt, tog vi nogle anemoner med hjem og plantede dem i vores "skovbund" i forhaven. På mystisk vis har de bredt sig til den blå have på den anden side af huset, og der får de selvfølgelig lov til at blive sammen med de to blå anemonearter.

Om efteråret er der lyserøde høstanemoner i forhaven. De er måske for høje til at blive kaldt beskedne, men harmoniske, det er de.

Det begynder at krible...

...rigtig meget for at komme i gang i haven i det skønne forårsvejr.

Forårsløgene har været i gang i lang tid som de sart violette krokus i krukken. Dem kan man jo sagtens se, men nogle af de andre er faktisk lidt skjult af visne stauder fra sidste år, så det haster med at få dem fjernet.

Jeg er altså også begyndt på det, og en af dagene skal jeg i gang med hæksaksen i lavendelbedet, så jeg ikke klipper toppen af de tulipaner, der også står i det bed.

Billederne blev taget 1. marts. Dengang var den blå haveanemone (Hepetica transsylvania) på billedet den eneste - nu er der mange. Den "rigtige" blå anemone (Hepetica nobilis) er vist ikke sprunget ud endnu, men det kan ikke vare så længe.

Mild november

Jeg er vild med denne milde november. Grå, at og til med solstrejf og med de dejligste blå skumringsfarver.

Der er stadig adskillige blomstrende planter i vores have.

Storkenæbbet Sandrine er en af dem.

Den har en dyb rødviolet farve med ravnesort midte, og det er umuligt for mig at få den helt rigtige intense farve på fotos, men jeg har gjort et forsøg.

Også et par af krukke-pelargonierne blomstrer endnu - pelargonier er ikke fedtede!

Sidste år ved denne tid var der sne og frost, og det var meget ubehageligt at køre i. Derfor var det med nogen bekymring, at vi købte billetter til Maria de Buenos Ayres, som vi så i går i Holstebro, men det viste sig heldigvis helt ubegrundet.

Forestillingen var noget så usædvanligt som en tango-opera fra 1968 med musik af Astor Piazzolla og libretto af Horacio Ferrer. Den er blevet til i et samarbejde mellem Den Fynske Opera og Operaen i Midten - altså i Region Midt, og er blevet vist på Fyn og forskellige steder i Jylland.

Det var rigtig spændende, vellykket og meget professionelt. Et glimrende orkester, gode sangere - især Ingeborg Novrup Børch, der sang titelpartiet - og to helt eminente dansere, Alejandra Heredia og Mariano Otero. Der var noget for både ører og øjne.


Forestillingen blev vist på Knudsens, en meget fint restaureret hotelsal, der altså nu er bl.a. teatersal. Dorthe husker udmærket Knudsens Hotel fra sin barndom, men selve hotellet er der ikke mere. I hvert fald fungerer det ikke som hotel.

Vi var nu glade for, vi havde billetter helt fremme på 3. række, for det må have været noget vanskeligt at se helt bagerst i den flade sal. Derimod har pladserne på balkonen sikkert været gode. Det var der, jeg tog billedet af salen i pausen.

I dag har vi gået en tur ved Moesgård, og da vi kom hjem, drak vi te (Rooibush med ingefær og kanel fra Victorias Palace på Fanø) og spiste dadelsmåkager til. Vi nærmer os da vist juletiden :-)

En farisæer

I et hjørne i et af havetrugene står denne husløg (eller hedder det "dette"?)- den eneste husløg i haven.

Jeg er ikke specielt interesseret i husløg og kender ikke noget til dem, så jeg ved ikke, hvad den specielle husløg er for en. Jeg købte den på et plantemarked, vist nok fordi jeg godt kunne lide den blågrønne farve.

Den ser ud til at trives, og i år er der så kommet blomster. Som det ses på billedet er de hvide, hvilket godt kan tolereres i den blå have, når der bare ikke er for mange af dem.

I øvrigt en køn blomst, synes jeg. Det kan da godt ske, jeg skulle overveje flere husløg. Mon der findes nogen med blå blomster?

En vild plante i haven

Inden vi for over 30 år siden flyttede i hus boede vi i lejlighed med altan - og altankasser. I en af altankasserne var der stedsegrønne dværgplanter. Det havde jeg læst i et blad godt kunne lade sig gøre. Altankassen ville forhindre rodnettet i at vokse sig stort, og planterne ville blive ved med at have dværgvækst.

Da vi flyttede, tog vi den ene plante, en thuja, med. Den har IKKE dværgvækst mere. Faktisk er den kæmpestor, og der kan ikke gro noget under den. Ikke engang hostaer ret godt.

Nu gør vi imidlertid et nyt forsøg. Annette og Niels har i deres skovbund en plante med lyserøde blomster. Den er hentet i naturen og trives fint under træerne. Vi har fået et eksemplar, som jeg har identificeret som en dagpragtstjerne.

Jeg kan godt huske dagpragtstjerne fra barndommens biologiundervisning. Jeg synes bare, den var mere rødlilla end denne, der er klart rosa. Måske har det noget med jordbundsforholdene at gøre.

Indtil videre står dagpragtstjernen strunk og fin. Jeg håber, den vil trives under thujaen, og den må gerne brede sig.

Blåt bunddække

I 2006 var vi en lille uges tid i Varberg i forbindelse med en katteudstilling, hvor kattene deltog. Det synes, som om det er 20 år siden og ikke bare 5. De ekstra dage i Varberg er dog ikke nær så fjerne. På forhånd havde vi ikke nogen forventninger til byen, men vi kunne jo altid køre til Göteborg, tænkte vi. Da vi først var der, kom det overhovedet ikke på tale. Varberg var uventet charmerende, og vi kørte også nogle gode ture i de svenske landskaber omkring Varberg.

En dag besøgte vi planteskolen på billedet. Meget nydelig og meget svensk, som det ses på billedet.


Planteudvalget var ikke så forskelligt fra det, vi kunne få i Danmark, og det var egentlig heller ikke for at købe, vi var der. En meget fin lille bunddækkeplante med lyseblå stjerneformede blomster havde vi dog ikke set før, og den kunne vi ikke stå for. To forkælede kattes bagage levner ikke så megen plads til vi mennesker - og slet ikke til ekstra indkøb, men de to små planter fik vi moset ind.

Da vi kom helt hjem, fik de plads i en af havens krukker, men efter den kolde vinter 2009/10 var de væk. Ærgerligt! Vi savnede vores små fine blåblomstrede planter.

På plantemarkedet i botanisk have for et par uger siden fandt jeg dem igen. De hedder Isotema fluviatilis - på dansk blåkryb. Jeg ved ikke, om det er samme sort som vores egenimport, men den ligner. Denne hedder 'Country Park'.

Foreløbig har de fået plads i et par krukker, men en af dem skal nok flyttes til et af bedene, hvor der formodentlig er mere vintersikkert.

I denne krukke er der foruden planterne (hjertegræs, en lyslilla vårfloks, som er næsten afblomstret på billedet, en lille husløg og den nye blåkryb) en masse Leca-sten og nogle stykker lava.

Lavaen er også af egen import, dels fra Etna, dels fra Vesuv. Den har ligget i en vindueskarm i årevis, men er meget mere dekorativ i krukken.