Viser opslag med etiketten Verdi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Verdi. Vis alle opslag

søndag den 9. januar 2011

En fuldfed opera

Det var, hvad vi fik serveret i operabio i dag, da vi så Verdis Don Carlos - og det er altså ment som en stor ros. Carlos er spanske Filip IIs søn, som til venstre ses på et maleri af Velazquez.

Det var en ny opera for os, og helt ærligt kan jeg godt forstå, at det ikke er den opera, der tiest er på turneprogrammet. For det første varer den næsten 5 timer. For det andet er der ikke mindre end 6 meget store og krævende roller. Plus orkester, mindre roller og kor, selvfølgelig. Den opera har simpelthen alt, synes jeg, og det kræver sit operakompagni.

The Mets udgave var fantastisk, og de knap 5 timer var ikke spor for meget Det er så dejlig musik, der er fantastiske arier, vidunderlige duetter og stykker, hvor flere synger sammen (hvad hedder de?) og korpartier. Det vil være uretfærdigt at fremhæve nogen af de medvirkende, for de var allesammen fremragende! Nå ja, det var altså Roberto Alagna i titelpartiet. Billedet er et af mine egne fra dengang, han gav koncert her i Århus.

Det er også en god historie. Den er efter Schillers skuespil med samme navn. Det så vi for en del år siden i en opførelse med det kongelige. Også skuespillet varede omkring 5 timer - og det var til gengæld alt for langt, vi kedede os bravt. Jørgen Reenberg spillede Filip II, og alle de andre medvirkende virkede som dilettanter ved siden af.

Men Verdi var god, og jeg har fået en ny Verdi-yndlingsopera.

søndag den 15. november 2009

Mildt vejr

Så fik vi alligevel en tiltrængt dag med mildt novembervejr - og heldigvis på en søndag!

Før vi kom ud i vejret, var vi til vores anden operabio, denne gang Verdis Aïda. Det er unægtelig noget af en karnevalsopera, og det så absolut ud til, at både scenograf og kostumier havde moret sig pragtfuldt.

Da jeg så den i Århus for en del år siden i en opførelse med et eller andet østeuropæisk - eller var det tyrkisk? - operakompagni, var selveste Nilen på scenen. Det var den ikke i The Mets udgave, til gengæld var der adskillige levende heste. I ældre tid var det vist elefanter, men det er man da heldigvis holdt op med. På en eller anden måde kan jeg ikke tage Aïda helt alvorligt, men skøn musik, det er det.

Efter operaen gik vi en tur i det dejlige vejr langs stranden. Det var der, jeg fik billedet af refleksionerne i vandet.

På vej derud kom vi forbi en antikbutik med ophørs-
udsalg på Skt. Pauls Plads. Det måtte vi selvfølgelig se, men der var nu ikke noget, jeg absolut måtte eje. Til gengæld var der et dejligt lys på Pauls Kirke, så der kom et par fotos med hjem.