søndag den 27. december 2020

Færdig med Fanø

Jeg håber ikke, jeg nogensinde bliver færdig med Fanø, men jeg kan her på en af årets sidste dage blive færdig med at blogge om dette års Fanø-ferie, der som sædvanligt fandt sted i september.

Ud over det, jeg allerede har berettet om, var Fanø i år også:

Travetur på Hønen på sydøen.

Et møde med Anker Drømmefanger på nordøen.
Anker er lavet af kunstneren Thomas Dambo, og Dorthe giver et indtryk af,
at Anker er en pænt stor trold.

Krager på stranden.

- og på antennerne. Nå, det har jeg vist nævnt før.

Sønderhos stråtækte huse

Det maleriske gamle skibsværft på havnen i Sønderho

Sælerne på sandbanken i havnen i Nordby, der her er lige ved at blive oversvømmet af højvandet.
Der var mange sæler i år. På et tidspunkt så vi ni samtidig.

Solnedgang på Rindby Strand.
Man kan også lige skimte månen, hvis man ser godt efter.

Udsigt til Esbjergs lys fra Nordby

Og så var der rigtig meget hygge i sommerhuset med killingerne, men det har jeg i hvert fald skrevet om før.

lørdag den 26. december 2020

Opsamling på Fanø. Kattene

Jeg blev egentlig aldrig færdig med at skrive om årets oplevelser på Fanø. Blandt andet fik jeg ikke portrætteret årets katte, men her kommer en billedkavalkade.

I Nordby:

Først og fremmest Pizza



Det var dejligt at møde hende igen, men hun er blevet gammel. Sådan karakteristisk tynd over ryggen, man kan nu tydeligt mærke hendes ryghvirvler, når man aer hende. Vi så hende også mest sovende, som regel ret dybt. Gad vidst om hun også er der næste år? 

Den sort-hvide, der hyggede sig i solen, mener jeg, vi har set før. I modsætning til Pizza ville den ikke snakkes med.


Det ville den næsten helt sorte godt. Den lå i dyb søvn ved Fanø Is (der nu er til salg - ØV!), hvor en lille dreng på et par år kælede længe med den, inden den vågnede


På trods af coronaen blev der afholdt en drikkefestival i Nordby, men der var ikke mange mennesker, der deltog. Den flotte langhårede, rød-hvide deltog nok ikke i drikkeriet, men den gik i hvert fald ind i teltet for at se, om der forgik noget. Jeg gik bagefter og konstaterede, at det gjorde der ikke rigtig.


I Sønderho
så vi i år kun få katte, og jeg fik kun fotograferet én af dem. Vi så den ved De Tre Søstre, hvor vi også tidligere har set flere katte, men jeg er ikke helt sikker på, at vi har hilst på denne før. På billedet er den på vej hen til mig for at få nærkontakt.


I Rindby så vi ikke nogen katte i det fri, men vi havde jo vores egne at snakke med.

onsdag den 23. december 2020

Små flasker

December har for os været de små flaskers tid:


De to mindste flasker på billedet er de sidste to i vores rom-kalender, som vi ligesom sidste år har haft stor fornøjelse af. Der har været mange gode, nogle exceptionelt gode, nogle få mindre gode og en enkelt udrikkelig, som minsandten var fra USA. Indtil nu, for mon ikke den, vi skal drikke i morgen, er en af de bedre.

De fire flasker gin er fra vores adventskalender. "Vores" killinger var nemlig så søde at forsyne os med en sådan. Der var også tonic'er, der passer til de enkelte ginner i kalenderen. 

Det er spændende, at ginnerne er fra et destilleri, som vi ikke kender i forvejen. Knaplund hedder det, og det ligger syd for Herning. På hjemmesiden kunne jeg læse, at det er startet som et whiskydestilleri, men at de også er begyndt at interessere sig for gin. Godt for os, der bedre kan lide gin end whisky, og vi glæder os til at drikke de fire varianter: classic, oak, magic og sweet mango.

Den største flaske er den sidste, der er kommet til samlingen. Den fik vi af Bodil, og den indeholder hendes egen stikkelsbærlikør. Faktisk har vi allerede smagt den, og jeg var ret vild med den. Stikkelsbær er vist godt til alt.

Tak til Bodil og til killingerne og Annett. Jeg kan ikke lade være med at benytte lejligheden til at vise nogle flere killingebilleder:

En søvnig Gamine

Smukke Samantha, der er lidt fornemt utilnærmelig
hvilket bare gør hende endnu mere spændende

Sidst, men ikke mindst: Frække og knuselskelige Dino

P.S. Det lykkedes at få set Jupiter og Saturn i går. De var meget tydelige, men allerede et lille stykke fra hinanden, så de ikke lyste helt så kraftigt, som de sikkert gjorde dagen før.

P.P.S. Glædelig jul til alle der kommer fobi denne blog.

tirsdag den 22. december 2020

Lys i mørket

 


I går var som bekendt årets korteste dag, men dagen i dag er ikke engang et helt minut længere end i går. Det sker først i morgen. 

Det lysende rensdyr fotograferede jeg i Zoologisk Have i København sidste år. Zoo er dog ikke det eneste sted med lysende dyr. I hvert fald har de også et par stykker i Randers.

Byens vartegn, den jyske hingst, har været der i adskillige år. Det kunne jeg godt nok ikke huske, men både Dorthe og Yrsa, der bor i Randers, kendte den udmærket.



Der er også i år kommet et nyt dyr i byen. Eller dyr og dyr..., måske er det snarere et stykke legetøj:


En meget stor teddybjørn. Måske lidt for stor, men der er god plads på Østervold. Den er vel mest for børn, og jeg håber, de kan forholde sig til en bjørn i den størrelse. Flot er den da.

Jeg ønsker mig klart vejr i aften mellem 16 og 18. Det er endnu ikke lykkedes mig at se Jupiter og Saturn konjunktionen, fordi det har været overskyet. Ganske vist så jeg månen i går, men det var inden, man kunne se planeterne. Og en anden aften så jeg stjerner, men det var efter de to planeter var gået ned. Der er ikke så vildt tykt skylag i dag, så måske...

fredag den 11. december 2020

Kommunale meddelelser i gadebilledet

 

Dette billede viser ikke et udmattet mundbind, der er faldet om af træthed. 

Eller det gør det på en måde. Det er en plakat bag en plexiglasrude, der opfordrer til, at folk smider deres brugte mundbind i en affaldskurv i stedet for på gaden. Dorthe har taget billedet. Det er faldet sjovt ud, synes jeg, men jeg kan ikke få styr på, hvad der egentlig er plakat, og hvad der er gadebillede.

Jeg er forarget over, så mange der bare smider deres mundbind rundt omkring. Hvor byrdefuldt er det lige at beholde mundbindet på, til man når næste affaldskurv? Eller alternativt tage en lille plasticpose med sammen med dagens mundbind, så de kan arkiveres deri? Det er åbenbart meget belastende for en del, for hvor ser man mange mundbind ligge og flyde på gader og veje.

For et stykke tid siden så jeg et andet sjovt skilt:


Fredeliggørelse? Hvad er det for et ord? Jeg har aldrig bemærket, at Ryesgade skulle være specielt ufredelig. Det skulle da lige være, fordi der ligger en privatskole i gaden, og der er unægtelig ret meget larm i frikvartererne.

Arbejdet er jo afsluttet for et stykke tid siden, og jeg har ikke bemærket forandringer. Nogen har fortalt, at det vist skulle dreje sig om terrorsikring, og det er jo meget fornuftigt. Næste gang, jeg kommer på de kanter, må jeg prøve at lægge mærke til, hvad der egentlig er sket.