Årets bedste...musik

Et af mine musikalske højdepunkter i 2015 fandt sted allerede i januar. Til en symfonikoncert i Musikhuset med Aarhus Symfoniorkester var "vores egen" Stanislav Pronin solist i Brahms' violinkoncert. Pronin og symfoniorkestret dirigeret af Antonio Méndez leverede en udgave, som havde det hele. Jeg holder meget af Brahms' violinkoncert og har hørt mange udgaver, og denne var en af de allerbedste.

Når jeg kalder Stanislav Pronin vores egen, er det, fordi han er alternerende koncertmester i Aarhus Symfoniorkester. Jeg kan stadig blive overrasket over, at sådan en kapacitet har valgt at slå sig ned netop i Århus.

Det var også et højdepunkt, da jeg i marts hørte torsdagskoncerten i Radiohuset med Veronique Gens som solist i både Canteloubes Auvergne-sange og i Ravels Sheherazade, men hvor jeg også var vildt begejstrets for Bartoks Den Forunderlige Mandarin. Jeg skrev i marts om koncerten her.

Endelig var der jo jazz-festivalen. Som helhed syntes jeg ikke, niveauet var helt så højt i år, som det somme tider har været, men der var som altid god stemning, og vejret var også med os, så vidt jeg husker.

Én af koncerterne skal dog med blandt årets højdepunkter, nemlig koncerten med Maria Faust Jazz Catastrophe.

Det var musik, der fik mig til for alvor at slå ørelapperne ud. Meget anderledes og eksperimenterende. Jeg håber, de kommer igen. Så skal jeg nok være på plads.

Bagefter har jeg hørt et par cd'er med Maria Faust, og dem har jeg også været rigtig glad for.

Holder De af Brahms?

Jeg gør, jeg er med årene blevet mere og mere glad for Brahms' musik. Måske allermest Ein deutsches Requiem og violinkoncerten, men også symfonierne.

Det gjorde jeg derimod ikke, da jeg var ung. Jeg kunne ellers godt lide meget klassisk musik og gik også til torsdagskoncerter, men violiner i almindelighed og Brahms' violinkoncert i særdeleshed var ikke på hitlisten. Violinkoncerten blev præsenteret for mig af en kæreste, der vist mente, at han skulle opdrage mig lidt. Det faldt ikke i så god jord.

Nu kan jeg vældig godt lide violinmusik, og jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke syntes om violinkoncerten.

Vores symfonikoncertsæson sluttede for flere uger siden med brask og bram og Mahlers 8. symfoni.

Kæmpestort orkester, kæmpestort kor og ikke mindre end 8 solister. Der var fyldt godt op både på orkestergulvet og på korbalkonen. Et imponerende og spændende stykke musik, men det er ikke min yndlings-Mahler.

Sæsonafslutningen faldt sammen med Spot-festivalen, så der var liv og glade dage i Musikhuset. Det passede ikke alle symfonikoncertgængerne.

Jeg hørte adskillige sure bemærkninger fra mine medpublikummer om larmen (som ikke var særlig voldsom) og lyset (de grå hoveder så ellers flotte ud i cyclamen eller skrapgrønt) og "hvad skulle det til for?" Jeg håber ikke, jeg bliver så intolerant, når jeg bliver gammel (hø-hø).

Billetter til sæsonen 2013-14 er indkøbt. Der er masser af musik fra slutningen af 1800-tallet på programmet. Ikke så meget fra det 20. århundrede, som vi kunne have ønsket os, men generelt er vi godt tilfredse, og vi havde da også vores hyr med at begrænse os, da vi skulle udvælge de koncerter, vi ville høre.

P.S. Holder De af Brahms er for øvrigt en roman fra 1960 af Francoise Sagan. Jeg var helt sikker på, at det var et skuespil eller måske et hørespil, men Google giver mig ikke ret.

Det kan blive småt for enhver...

...selv royale må tage bussen en gang imellem.

Vi kørte i bus med kongen på en af vores utallige busture i sidste uge, hvor vi overværede så meget som muligt af Aarhus International Piano Competition i Musikhuset.

En enkelt dag var vi endda af sted to gange, for da var vi også til symfonikoncert. Det var en af de rigtig gode med Brahms, Sjostakovitj og Ravel på programmet og Malko-vinder Joshua Weilerstein på dirigentpodiet.

Jeg ved snart ikke, hvad der var bedst - Brahms' smukke, smukke 3. symfoni, Sjostakovitj' fantastiske 1. klaverkoncert med en meget velspillende Eriko Takezawa som solist eller Ravels La Valse, som jeg har kendt og holdt af i mange år. Men jo, jeg ved det alligevel godt, for den største oplevelse var Sjostakovitj. Den er minsandten også humoristisk, den koncert.

Det samme gælder (i sagens natur) Carl Nielsens Humoreske Bagateller, som var et af de Carl Nielsen stykker, de unge talenter kunne vælge at spille. Carl Nielsen var obligatorisk, og langt de fleste havde valgt bagatellerne. Ikke alle fik humoren med, men generelt var deltagernes niveau imponerende.

Vi var ikke enige med dommerne og blev barnligt fornærmede, da vores favoritter ikke vandt, men dels hørte vi ikke det hele, og dels er dommernes musikkundskaber selvfølgelig større end vores, så de har jo nok valgt rigtigt.

Apropos det der med, at det kan blive småt for enhver, så er det også blevet lidt småt for mig, for jeg har fået en pænt stor efterskat. Jeg har fundet ud af, hvad miseren skyldes. Både pensionen og efterlønnen har nemlig brugt mit hovedkort - hvilket jeg i øvrigt ikke troede kunne lade sig gøre, og derfor har jeg haft dobbelt fradrag i årets løb. Ikke så godt og naturligvis burde jeg have opdaget det. Jeg har indbetalt! Tak for lån af pengene i årets løb, skattefar.