Endnu en fejring

HURRA for CARL NIELSEN, der blev født for nøjagtig 150 år sidem.

Uden ham havde vi ikke haft Jeg ved en lærkerede, Fynsk Forår, Maskarade, Tågen letter. Sinfonia Espansive og Det Uudslukkelige, som vist nok er min favorit blandt symfonierne. Og en masse andet. Han er en af mine yndlingskomponister, hvis ikke yndlingskomponistEN.

Mit liv ville være fattigere uden Carl Nielsen.

Foto fra 1884, hvor Carl Nielsen blev optaget på konservatoriet.

Det kan blive småt for enhver...

...selv royale må tage bussen en gang imellem.

Vi kørte i bus med kongen på en af vores utallige busture i sidste uge, hvor vi overværede så meget som muligt af Aarhus International Piano Competition i Musikhuset.

En enkelt dag var vi endda af sted to gange, for da var vi også til symfonikoncert. Det var en af de rigtig gode med Brahms, Sjostakovitj og Ravel på programmet og Malko-vinder Joshua Weilerstein på dirigentpodiet.

Jeg ved snart ikke, hvad der var bedst - Brahms' smukke, smukke 3. symfoni, Sjostakovitj' fantastiske 1. klaverkoncert med en meget velspillende Eriko Takezawa som solist eller Ravels La Valse, som jeg har kendt og holdt af i mange år. Men jo, jeg ved det alligevel godt, for den største oplevelse var Sjostakovitj. Den er minsandten også humoristisk, den koncert.

Det samme gælder (i sagens natur) Carl Nielsens Humoreske Bagateller, som var et af de Carl Nielsen stykker, de unge talenter kunne vælge at spille. Carl Nielsen var obligatorisk, og langt de fleste havde valgt bagatellerne. Ikke alle fik humoren med, men generelt var deltagernes niveau imponerende.

Vi var ikke enige med dommerne og blev barnligt fornærmede, da vores favoritter ikke vandt, men dels hørte vi ikke det hele, og dels er dommernes musikkundskaber selvfølgelig større end vores, så de har jo nok valgt rigtigt.

Apropos det der med, at det kan blive småt for enhver, så er det også blevet lidt småt for mig, for jeg har fået en pænt stor efterskat. Jeg har fundet ud af, hvad miseren skyldes. Både pensionen og efterlønnen har nemlig brugt mit hovedkort - hvilket jeg i øvrigt ikke troede kunne lade sig gøre, og derfor har jeg haft dobbelt fradrag i årets løb. Ikke så godt og naturligvis burde jeg have opdaget det. Jeg har indbetalt! Tak for lån af pengene i årets løb, skattefar.

Bom bommelom

Den store tromme var med - og det var den lille tromme og alle de andre slagtøjsinstrumenter også, da vi i torsdags var til vores første symfonikoncert i 2012. Jeg havde et stykke tid ævlet om, at netop den koncert skulle vi da have billetter til, og så viste det sig, at det havde vi allerede. Hø!!! Heldigt vi fandt ud af det, inden vi investerede i flere billetter.

Det var åbningskoncerten ved slagtøjsfestivalen PercussionPlus, og jeg ville gerne have været til flere af koncerterne, men man kan ikke nå alt. Åbningskoncerten nåede vi altså, og det var godt!

På programmet var Kodálys charmerende Danse fra Galanta, Bartoks spændende Koncert for to klaverer, slagtøj og orkester med hele 4 solister og Carl Nielsens 6. symfoni. Altså lutter musik fra det 20. århundrede.

En af solist-paukerne brugt i Bartok-musikken på vej ud igen i en vældig fart i pausen.

Jeg var vild med både Kodály og Bartok, men for en gangs skyld kunne jeg ikke lide Carl Nielsen. Den symfoni stritter altså i lidt for mange retninger, synes jeg.

Vi har været til endnu en god koncert i februar, nemlig Jan Garbarek og The Hilliard Ensemble i Domkirken. Jeg kendte godt deres første cd sammen, Officium, i forvejen, så jeg var ikke i tvivl om, at det var spændende musik, men at det lød så fantastisk i kirkerummet, og at rummet blev brugt så meget, kom alligevel som en overraskelse. Selv om det er tidligt på året, så er jeg sikker på, at det bliver en af årets oplevelser. De skal bare komme igen, så skal jeg også nok møde op.

Efterårets glæder - og ikke-glæder

Selv om sommeren igen i år var for kort, så er der nu også gode ting ved efteråret.

Bl.a. starter musiksæsonen igen for alvor, og vi var til den første symfonikoncert i går. Programmet bestod af Beethovens Leonore-ouverture, Prokofievs 1. violinkoncert og Carl Nielsens Symfoni nr. 2 med navnet De fire temperamenter.

Carl Nielsen var som altid god, og vi synes også, at Århus Symfoniorkester har rigtig godt fat i Carl Nielsens tone. Beethoven var lettere kedsommelig - jeg greb mig selv i at sidde og undersøge, hvor mange af orkestrets kvindelige medlemmer, der var iført stiletter (jeg konstaterede ingen mænd med stiletter :-)

Det bedste var helt afgjort Prokofiev. Solisten var en ung brite af russisk afstamning, Alexander Sitkovetsky. Af udseende mindende han mig om en nøkke, bare iført briller og tøj, og straks fra første tone var man klar over, at det her ville blive noget særligt, hans tone er usædvanlig smuk og varm, og hans virtuositet kom meget fint frem i Prokofievs spændende musik. Det var bare godt!

Det skulle egentlig have været norske Vilde Frang, der skulle være solist. Jeg har hørt meget godt om hende og havde glædet mig til at høre hende, men jeg var meget begejstret for substitutten, og Frang må vi så have til gode til en anden gang.

Men hvorfor skal det absolut blive efterårsvejr, bare fordi kalenderen siger, at det er efterår???

Basunernes aften

Der er sket så meget de sidste par uger, så det har været svært at finde tid til bloggen, men nu SKAL der altså et nyt indlæg på.

I går var vi til en rigtig god koncert i Musikhuset. To gange Carl Nielsen og imellem dem en uropførelse af Niels Marthinsens In the Shadow of the Bat.

Carl Nielsen er en af vores favoritter, og orkestret spillede utrolig veloplagt under ledelse af en meget dynamisk svensk dirigent, Christian Lindberg. Vi har hørt 5. symfoni opført før, men jeg tror ikke så magtfuld spillet som i går. Med masser af lilletromme og klarinet, meget karakteristisk for Carl Nielsen.

Derimod tror jeg ikke, vi har hørt noget af Niels Marthinsen før - og hans Batman-musik var mildest talt spændende. Orkestet var Batman, der kæmpede mod tre dæmoner, spillet af tre basuner. Ifølge omtalen var det tre af verdens bedste basunspillere: Håkan Björkman, Jörgen van Rijen og Stefan Schulz. Jeg kendte dem nu ikke i forvejen, men ih, hvor var de gode! Jeg var lige ved at glemme at trække vejret. Godt basunisterne ikke gjorde det, for de havde brug for det.

Jeg havde ikke kamera med, men i dag var vi lige forbi for at tage billeder af nogle af de sjove stole, vi kiggede på i pausen. De er malet af elever i kunstskolen Bifrost.

Ferieuge

Vi har haft ferie i denne uge, primært for at se VM i kunstskøjteløb fra Los Angeles - det vender jeg tilbage til.

Men vi har nået en masse andet også. I weekenden foredrag om Berlin både lørdag og søndag og spisning med venner lørdag. Tirsdag var vi til naturvidenskabeligt foredrag, onsdag til et litteraturarrangement, og i går aftes var vi til symfonikoncert.

Det blev en af de bedste symfonikoncerter, vi har været til i denne sæson. Da vi først havde overstået en af Haydns utallige symfonier (Haydn står ikke på min hitliste, jeg synes han er kedelig, men denne var nu ikke en af de værste), blev det rigtig, rigtig godt.

Carl Nielsens er i hvert fald ikke kedelig, og hans klarinetkoncert med unge Mathias Kjøller som solist var minsandten også spændende.

På billedet er nogle af de store mæssingblæsere ved at blive gjort klar til på efter pausen at skulle i gang med Mussorgskijs Udstillingsbilleder i Ravels instrumentering.

Udstillingsbilleder har jeg kendt og holdt af, siden jeg gik i gymnasiet. Jeg har hørt den utallige gange på plade og cd, men det var første gang, jeg hørte den i en koncertsal, og det er godt nok en helt anden og meget mere intens oplevelse. Det var en rigtig dejlig aften!