Viser opslag med etiketten Gothenborg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gothenborg. Vis alle opslag

søndag den 29. november 2020

Juleanden i hus

For et par dage siden kørte vi til Gothenborg i Them og købte vores juleand. Vi ved, at ænderne på Gothenborg har haft så godt et liv, som det er muligt, når de ikke lever i det fri. De er også blevet slagtet på en ordentlig måde. Vi kan altså spise dem med næsten ren samvittighed. Billedet er fra nogle år siden:


Når man kører til Them herfra, kommer man gennem Silkeborg, og hvad ville så være mere naturligt end at standse der, gå en tur i byen og få sin frokost? Der er adskillige gode spisesteder i Silkeborg. Vi valgte Café Evald ved Papirfabrikken, og der var bare styr på coronaforholdsreglerne. Flot! 

Desuden fik vi en glimrende frokost, men desværre var der ikke plads til de ellers fristende desserter. Vi må tilbage en anden gang og så kun få dessert. Og måske kaffe.

På vej derfra var det ved at mørkne, og der så bare så idyllisk ud nede ved Hjejlen og de andre turbåde. Vi opdagede nogle dykkende fugle på vandet. Troede først, det var lappedykkere, men med det næb må det have været skarver. 


Vi stod lidt og så dem dykke, og det nåede at blive så mørkt, at turbådene blev illuminerede. Gad vidst, om de egentlig sejler juleture? Nej, det bliver nu nok for koldt, men det ville sikkert ellers være malerisk.

tirsdag den 29. april 2014

Stakkels ænder og gæs

Billede fra Animas hjemmeside
I Politiken i søndags er der en artikel om, at flere og flere restauranter dropper foie gras, enten frivilligt eller fordi dyreværnsforeningen Anima lægger pres på dem.

En del af restauranterne piver. Tvangsfodring af ænder og gæs er ikke værre end så meget andet, siger de. Det er verdens dårligste (men meget brugte) undskyldning: Fordi ikke alt er 100% ok, så kan man på alle områder gøre, hvad man vil. Pladder! Man må starte et sted, og sortlistningt af foie gras er efter min mening et glimrende sted. Hvis restauranterne mener, der er andet af det, de serverer, der heller ikke er etisk i orden, så burde de gøre noget ved det også. Ærlig talt, så forventer jeg ikke at få serveret burkyllinger på bedre restauranter, men det er måske en misopfattelse?

Jeg begriber ikke, at man kan spise foie gras med fornøjelse. De mennesker, der gør det, må da være totalt blottet for empati. Jeg kunne få en grim mistanke om, at forretningsfolk og det bedre borgerskab, der er de flittigste gæster på de dyre restauranter, generelt kun tænker på sig selv, penge, sig selv igen. Jeg har smagt foie gras en enkelt gang for over 20 år siden som del af en større menu, og det smagte da godt, men med tanke på hvordan det bliver produceret, vil jeg aldrig spise det igen.

Jeg begriber heller ikke, at det skulle være så nødvendigt for restauranterne absolut at tilbyde den fede spise. Jeg tror ikke på, at fravalg af foie gras vil betyde en nedgang i antallet af gæster. Efterhånden nok snarere tværtimod.

Jeg har ikke kendt til Animas kampagne før nu. Til gengæld har jeg i årevis haft min egen. Den går ud på, at jeg boycotter restauranter, der har foie gras på spisekortet. Eller næsten boycotter, for hvis jeg har sat mig til rette i restauranten, går jeg ikke igen. Men jeg kommer heller ikke igen, og jeg har også nogle gange sagt det i restauranten. Hvis jeg derimod har undersøgt spisekortet i forvejen, fravælger jeg foie gras spisesteder.

Min lille kampagne har selvfølgelig kun liden effekt. Animas kampagne har større slagkraft. På deres hjemmeside er der en liste over foie gras fri restauranter. Gad vidst om den også indeholder restauranter, der aldrig har serveret foie gras - jeg tror bestemt, der er restauratører, der uden hjælp har en etisk holdning til dyrevelfærd - eller om der kun er spisesteder på, der har fjernet foie gras'en efter Animas henvendelser.

Det ser ud til, at det mestendels (udelukkende?) er restauranter i hovedstadsområdet, der er på listen. Jeg kan generelt godt lide spisesteder af bistrotypen med franskinspireret spisekort, men her i Århus er bl.a. Miro, Lecoq og Bistro 65 på min personlige sortliste. Desværre også Restaurant Et, som ellers er en restaurant lige efter mit hoved. Derimod har jeg aldrig set foie gras et sted som Mefisto. Luksusrestauranten Frederikshøj ser også ud til at klare sig uden foie gras.

Ænder fotograferet på Gothenborg. Ænder man kan spise med god samvittighed.
De ænder blev heller aldrig leverandører af foie gras.

søndag den 7. oktober 2012

Endnu en maddag

I denne weekend er der MAD-messe i Ridehuset. MAD står ikke bare for mad, men betyder også Mit Autentiske Danmark - det er altså danske råvarer og produkter, det drejer sig om. Vi var der nogle timer i går.

En del af udstillerne var de samme som på Food-festivalen, men heldigvis ikke dem alle. Desuden var der ikke nær så megen trængsel i Ridehuset. I år var udstillerne rigtig gode til at stille smagsprøver frem; det har været lidt problematisk på tidligere messer. Jeg er overbevist om, det er en korrekt taktik for udstillerne, for selvfølgelig køber man af det, man bedst kan lide. Hvis det er besværligt at få en smagsprøve, så går jo man bare videre til næste stand.


Der var for eksempel et hav af spegepølser at vælge imellem. Stort set allesammen økologiske og fedtfattige, men absolut forskellige i smagen. Vi spiser kun spegepølse nærmest til festbrug, men nu ligger der et stykke i fryseren til en særlig anledning. Spegepølserne på billedet er fra Rævhede. Især deres hjortepølse med timian var vi vilde med.


Også oste var der masser af. Dem på billedet er gedeoste fra Lille Raneladegård i nærheden af Ebeltoft. Flotte, men det var nu ikke dem, vi købte af. Jeg kunne godt lide dem, men Dorthe er ikke så vild med gedeost.

Jeg plejer også godt at kunne lide gedekød, men Lille Raneladegårds gedefrankfurtere brød jeg mig ikke om. De smager faktisk rigeligt meget af ged efter min mening.  



Gothenborg-fjerkræet kender vi udmærket, men vi har ikke set dem på messe før. Vi benyttede lejligheden til at få lidt med hjem, igen til fryseren. Det er fjerkræ, vi kan spise med god samvittighed.

Derimod er vi ikke før stødt på BISTAD. Det er et spændende og interessant projekt.

Det drejer sig om bistader i byen, om bevarelse af bierne, der faktisk er en truet dyreart, og om beskæftigelse for særligt udsatte. Altså en masse gode intentioner.

Nå, men BISTAD havde tre honninger fra forskellige steder i Århus med. De var vildt forskellige - sjovt!

Ikke alt var spiseligt på messen. Baskets4life og Ane Lyngsgaard fra Pileriet var gæsteudstiller med dejlige, farvestrålende kurve flettet af kvinder i Burkina Faso, men designet er udviklet af danske flettere.

De er flotte, kurvene, og det så også ud til, de tiltrak sig en del opmærksomhed. Den pink på billedet kunne der ikke tages flere billeder af på messen, da vi var gået.

Flere steder kunne man smage forskellige kaffer og teer. Bl.a. cacao-rooibush fra Teahouse. Det lød ikke ret godt, syntes jeg, men det smagte faktisk dejligt. Vores lager af te er rigeligt stort netop nu, men når det en gang er blevet nedbragt, så står cacao-rooibushen på indkøbslisten.

Vi købte dog vores latte ved bilen bagerst i billedet. Den er fra Just Coffee, og det er bare en supergod kaffe.

Jeg blev meget mæt af alle smagsprøverne plus frankfurteren. Det holdt sig i en grad, så jeg ikke havde helt så megen appetit som sædvanligt til aftenens EM-møde, som vi kalder vores månedlige spiseseancer med "basisgruppen". Ærgerligt, mine øjne ville gerne have haft endnu et stykke æbletærte.

søndag den 5. september 2010

En super søndag

Vejret var fuldstændig perfekt til årets høstmarked på Gothenborg, og vi tog en hel bilfuld - 4 stk. - af sted.

I år var der mange flere boder end første gang, vi var der, og flere (ikke mig - hellig, hellig!) lod sig friste til større indkøb. Men jeg fik også hilst på gæssene denne gang:


- og der var rovfugleshow med bl.a. den 2-årige ugle Ulla


- og så var der selvfølgelig lækker mad:
citron-sesam Gothenborg kylling, 2 salater, kartofler, chilidip og brød.

Vi genså også et par af killingerne. Denne gang fik vi dog ikke potet på Trunte - i hvert fald tror vi, det var Trunte. Der var nemlig mange andre poter på hende:

lørdag den 21. august 2010

Sommeraften på Gothenborg

I går var vi til økologisk sommeraften på Gothenborg. Vi var jo rigtig heldige med vejret, det var virkelig en sommeraften.

Det er ikke første gang, vi deltager i øko-sommeraftenen, og det er så hyggeligt, og vi får så lækker mad med Gothenborgs eget økologiske fjerkræ som omdrejningspunkt. I går fik vi både kalkun, and og kylling plus tre gode salater.

Der er også rig lejlighed til at se på fjerkræet - dog ikke kyllingerne, som allerede er slagtet - men Annette og jeg blev voldsomt distraheret af en bedårende cremefarvet killing. Den havde to søskende, der var lige så kønne, men de gad i modsætning til Trunte ikke snakke med os.

Jeg nåede dog lige ud at kigge på gæssene - jeg har jo en svaghed for gæs - inden aftenen sluttede med kaffe og dessert.

søndag den 7. september 2008

Høstmarked

Dancing in the hay

Endnu en gang en søndag med flot vejr! Når vejret nu ikke har tænkt sig at arte sig ordentligt hele tiden, så synes jeg, det er betænksomt, at det er godt, når jeg har fri.
Vi tog til økologisk høstmarked på Gothenborg ved Them - det havde vi nu også gjort, også selv om det havde regnet, men alle nød tydeligvis gensynet med solen.
Gothenborg producerer selv økologisk fjerkræ. På billedet ses nogle af de kommende mortens- og juleænder:

Blogbillede 080907

De er bare gode, skulle jeg hilse og sige! Vi er ikke vildt store kødspisere her i huset, men når vi spiser kød, sætter vi stor pris på, at dyret har haft et godt liv og er blevet slagtet på en ordentlig måde. Det er vi sikre på er tilfældet for Gothenborg-fjerkræet.

Pumpkin
Der var masser af smagsprøver, man kunne købe lækker mad, der var foredrag og underholdning - og selvfølgelig også både fødevarer og andet til salg.

Det bliver ikke sidste gang, vi tager til Gothenborgs høstmarked.