Citater om katte #42

For en boghandler er en kat temperamentsmæssigt en helt anden skabning end det samme dyr hos en fiskehandler eller en bager. I disse forretninger er katten et nyttigt dyr - jeg formoder, den er ansat for at spise fiskeindmad eller for at holde rotter og mus nede - men i min forretning tjener den som et nært familiemedlem. Den er på samme tid dekorativ - eftertænksom - stoisk, og den indgyder mig stor ro og tilfredshed.
William Young Darling (Fra The Bankrupt Bookselller, 1947)

De danske sundhedsmyndigheder ville da nok falde besvumsede om, hvis de oplevede en kat hos en bager. 

I andre lande tager man mere afslappet på den slags. Jeg har set en kat i vinduet hos en bager i Holland - helt åbenlyst. Det er også betydeligt lettere at have dyr med på hotel i udlandet, i hvert fald syd for grænsen. 

Vi tvang engang en rejsearrangør til at undersøge, om katte var velkomne på et hotel i Milano. Det var de selvfølgelig, hvilket vi sådan set også regnede med, for italienere elsker dyr, men vi var nødt til at være helt sikre. Det første, der skete, da vi ankom til hotellet, var, at der skulle hilses på kattene.

Vores egen Lilit holdt umådeligt meget af at sidde på min bogreol. Den var fyldt til bristepunktet, så hun kunne, selv om hun måske havde haft lyst, ikke sidde mellem bøgerne. Det ville ellers have været særdeles dekorativt.

Sarantoya 17 år

Sarantoya fyldte 17 år juleaftensdag.

Det er jo en anselig alder for en kat, og selv om vi helst ville, så kan vi ikke helt nægte, at der er kommet lidt aldersrelaterede problemer.

Hun har nu levet godt et år med forhøjet stofskifte. Det bliver holdt i ave med diætfoder. Jeg synes, det er fantastisk, at der findes et sådant foder. Måske har jeg somme tider syntes, at det foder, man køber hos dyrlægen er lidt bekosteligt, men når firmaerne forsker og udvikler nye effektive diæter, der virker så godt som Sarantoyas, så fortryder jeg ikke én eneste krone. For øvrigt tror jeg slet ikke, der er så stor forskel prismæssigt, som nogle gerne vil gøre det til, med mindre man sammenligner med decideret junkfood.

Ved decembers helbredstjek blev der taget en blodprøve, som kan vise alt muligt. Den viste desværre, at nyrerne er begyndt at blive lidt mindre effektive. Også på dette område er der sket forbedringer i de senere år. Dels kan man opdage problemet tidligere end før, hvor man først kunne konstatere det, når det nærmest var for sent. Dels er der kommet noget ny medicin, Semintra, og den får Sarantoya nu. Vi kender flere katte, der også får Semintra, og det er åbenbart ret effektivt, så det håber vi, det også er for Sarantoya.

Hun er næsten, men ikke helt endnu, den ældste kat, vi har haft. Hendes mor. Lilit, blev 17 år og knap en måned. Sarantoya bliver bestemt ældre. Jeg har en aftale med hende om, at hun skal blive mindst 20 år, men det har jeg nu haft med alle vores katte, og indtil nu har ingen altså overholdt aftalen.

Det øverste billede blev taget dagen efter fødselsdagen. Ikke noget særlig godt billede, men lidt sjovt alligevel, synes jeg. Det var ikke let at tage billeder i de dage, fordi vejret var så mørkt. I dag fik jeg taget et lidt bedre.

Sarantoya ligger på sit lille, højtelskede syntetiske pelstæppe. Det er her, hun bliver børstet, og det er en af hendes største fornøjelser, så det sker adskillige gange dagligt. Altid på tæppet. Tæppet er også med på ferie, og der fungerer det på nøjagtig samme måde.

Citater om katte #38

Jeg vidste, at jeg kunne vinde ham, præcis når jeg ville. Men det hastede ikke...
Da han havde sat mig i en kasse, gik han, men han kunne ikke lade være med lige at dreje sig mod mig.
Jeg sad bare og kiggede på ham, kun mit hoved stak op af kassen, og han stod der og så på mig. Og da gav jeg ham det tavse miav.
Paul Gallico



Det er Sarantoya i kassen på billedet.

Hendes mor, Lilit, praktiserede det tavse miav hele livet. Sarantoya derimod har altid praktiseret det larmende miav. Hun er simpelthen den mest højlydte kat, vi har haft, men her på hendes ældre dage, bruger hun faktisk også det tavse miav ved udvalgte lejligheder.

Sarantoya 16 år

Juleaftensdag blev Sarantoya 16 år. Billedet er taget på dagen, hvor hun ligger i sin radiatorseng og nyder varmen.

Et par dage før var vi til dyrlæge med hende. Dels skulle hun have sine årlige vaccinationer, dels har vi været noget bekymrede, fordi hun slet ikke har sin gode appetit mere, og hun har tabt sig meget.

En blodprøve gav et overraskende resultat. Hun har nemlig for højt stofskifte. Et af de mest tydelige tegn på det er, at katten grovæder, men alligevel taber sig. Lige præcis sådan var det med vores Ofelia, som også fik forhøjet stofskifte i sine sidste leveår. Men Sarantoya har bestemt ikke grovædt. Alligevel var det altså stofskiftet, det er galt med.

Man kan nu få et diætfoder, som faktisk skulle være nok til at stabilisere stofskiftet, og det blev naturligvis straks indkøbt.

Det var spændende, om hun ville acceptere det nye foder, men efter en lidt tøvende start spiser hun nu pænt af det. Først om en månedstid kan vi se, om det har den ønskede effekt.

Vores dyrlæge mente også, at hun har en dårlig tand. Det undrer os lidt, fordi hun gerne har villet spise sin tanddiætmad, som er noget hårdere end hendes anden mad, men hvis hun har en dårlig tand, skal den fjernes. Hun skal i hvert fald ikke have tandpine.

Det sidste foto tog jeg i går, hvor der var masser af sol. Sarantoya er rigtig skrap til at finde solpletterne, her i min seng.

Sommer - sol og skygge

Når det er sådan et forrygende sommervejr, som det er i øjeblikket, opholder jeg mig helst i skygge. Jeg kan ikke rigtig tåle solen, får soleksem (også selv om jeg fedter mig ind i faktor 30) og får også let hovedpine. Men i skyggen har jeg det fint.

Andre lader sig gerne bage selv i de varmeste timer. Forleden gik jeg en tur i nabolaget, og på en af vejene i området er der stort set ikke nogen træer, og dermed heller ikke nogen skygge. Jeg vælger en anden rute næste gang.

Jeg blev dog belønnet, for jeg så turens eneste kat på netop den vej. Den lå fornuftigvis i skyggen - den kunne heldigvis nøjes med noget mindre end et træ. Den kiggede søvnigt på mig og lagde sig så til at sove igen.

Sarantoya sover også dagen væk, når det er så varmt. Først når det bliver aften, kommer der liv i hende.

Vi har været lidt bekymrede for hende, men det er der vist ingen grund til, for når vi tænker efter, ved vi godt, at sådan er det hvert år i varme perioder.

I går kørte vi en tur til Skagen, og da kunne vi faktisk godt have brugt lidt mere sol, for det var en ret kølig vind, der kom ind fra syd.

Knud var med sammen med sin nye storesøster Krista. Det var første gang, de var på tur sammen. De to ænder på vores spisested passede præcis til en ridetur for miniaturebamser.

På vejen til Skagen var vi på Yrsas anbefaling i Cloostårnet i Frederikshavn. Tænk, at vi aldrig har hørt om det før. Det er ellers værd at køre efter - sikken en udsigt! Der var stadig en let morgendis, så vi havde besvær med at finde Læsø - måske fandt vi den, måske ikke, men vi fandt med sikkkerhed både Råbjerg Mile, Rubjerg Knude Klit, Sæby Kirke og Det Grå Fyr i Skagen.

Citater om katte #35

En søvnig vinteraften er uden en halvsovende kat ikke søvnig nok.
Denise Hawkins



Denise Hawkins er en amerikansk kunstner. Hun har egen hjemmeside, hvor man kan se nogle af hendes værker.

Fotoet er af Sarantoya. Jeg har oceaner af fotos af hel- og halvsovende katte. De er i sagens natur meget lettere at fotografere end vågne, men da Sarantoya var yngre, hørte hun nu tit de små klik fra kameraet og vågnede op.

Jeg tror, hun er blevet lidt døv nu, eller også er det bare alderen, der gør, at hun sover meget tungere end tidligere.

Forfatteren har i øvrigt ret. Der er noget utroligt beroligende ved at have en halvsovende - somme tider stadig svagt spindende - kat på skødet, og det er meget let at komme til at falde i søvn selv. På det område passer Sarantoya sit arbejde fint. Nogle gange for fint. Så forsøger hun at dirigere os til at sætte os med tæppe på, så hun kan ligge enten på eller under tæppet. Uden tæppe dur det ikke.

Billedet er ikke nyt. Det er før både de hvide og de knækkede knurhårs tid.

Indedage

Denne januar er vist vejrmæssigt meget typisk. Skiftevis tø og frost, lidt sne, meget slud, sjap og tåge.

Vi mennesker kan opholde os indendørs, de små fugle må finde sig i vejrets luner. Rødkælken på fotoet opfatter tydeligvis vores forhave som sit territorium. Vi ser den til vores store fornøjelse så godt som hver dag. Den er ikke bange af sig - det er vist ret normalt for rødkælke. Når jeg kører bilen i carport, er det ikke altid, den gider flytte sig fra foderhuset, selv om jeg kun er 1-2 meter væk.

Som noget nyt har vi fået besøg af et par bogfinker, og i dag så jeg også en grønirisk. Til gengæld er det desværre meget længe siden, jeg har set vores dompapper. Jeg savner deres lavmælte kvidren. Jeg håber, de bare holder til et andet sted.

Sarantoya hygger sig som os indendørs. Hun har fundet ud af, at der er rart i badeværelset, husets eneste rum med gulvvarme. Nu har hun fået en katteseng derind, en af (aben) Osvald'erne fra Djingiz' tid. Den blev straks taget i anvendelse.

På billedet kan man, hvis man ser godt efter, se, at en del af hendes knurhår i højre side er knækkede. Sådan har det været et stykke tid. Hvorfor mon? Knurhårene i venstre side er og har hele tiden været helt intakte.

Sarantoya - 15 år

Hurra for SARANTOYA, der i dag fylder 15 år.

Det er hendes første fødselsdag som eneste kat i huset, men vi tror, hun har vænnet sig til sin nye tilværelse.
Hun er rigtig meget sammen med os. For eksempel lægger hun sig hver morgen i sin radiatorseng, der er placeret lige ved siden af vores spisebord, mens vi spiser vores morgengrød. Hyggeligt!

For et par dage siden kom vi til at snakke med nogle venner om, hvilke juleaftener, vi kunne huske. Meget beklageligt kunne jeg kun huske de mislykkede, som der da heldigvis ikke har været så mange af. Det er nu ikke helt rigtigt, for jeg kan også huske nogle meget vellykkede juleaftener fra dengang, jeg var barn

Og så én til, og det er selvfølgelig den meget mindeværdige juleaften, da Lilit fødte Sarantoya og hendes søster Salonqa. Jeg fortalte om den allerede i 2009, men vi synes ikke, at den historie kan fortælles for tit, så her kommer den igen:

Det var en både langvarig og dramatisk fødsel, hvor vi også var på besøg hos vagtdyrlægen, men vi slap for kejsersnit.

Den sidstfødte killing blev leveret som den fineste julegave kl. 18.35, smuttet som en mandel og i en helt ubeskadiget fosterhinde. Det er både den første og den sidste killing født hos os, hvor fosterhinden ikke gik i stykker under fødslen.

Vi havde ikke kunnet koncentrere os om at lave julemiddag i løbet af dagen, men da vi var sikre på, at der ikke var flere killinger, satte Dorthe risengrød i høkassen, og ved 22-tiden kunne vi nyde vores grød sammen med synet af de suttende killinger. Det var den julemiddag, og den er da værd at mindes!

Killingen var jo altså Sarantoya, som fik lov til at blive boende. Helt ærligt var vi bange for, at der ikke var andre, der kunne holde af den larmende og energiske og stædige lille kat, der havde alt for travlt til at kæle. Vi kan stadig en gang imellem synes, at nu er hun altså for meget, men så husker vi på, hvor sjov hun også er. Med alderen har hun sandelig også lært at sætte pris på en kæletur.

Nu vil hun endda meget gerne kæle, men larmende, det er hun immervæk. Især når hun kommer og forærer os et stykke legetøj. Vi bilder os ind, at vi kan høre, når det er én af de fjollede små lyserøde uldkugler, hun kommer med, for så er hun allermest højlydt. Mon det virkelig kan passe?

GLÆDELIG JUL til alle, der kigger med på bloggen

Dyr på Fanø

I modsætning til i København så vi masser af levende dyr på Fanø. Det kan selvfølgelig ikke undre.

Det skotske højlandskvæg gik rundt i naturen ved Sønderho Gårdbutik. Det så ud til at passe dem storartet. "Dyrevelfærd giver en bedre smag i munden" står der på gårdbutikkens hjemmeside. Det synes jeg også, og de bøffer, vi stegte af det indkøbte kød, smagte i hvert fald særdeles godt.

Ellers var det selvfølgelig mest katte, jeg fotograferede. Her kommer et lille udvalg:

Først og fremmest er der Fru Kokos.
Hende har vi hilst på før, og det var dejligt at se hende igen. Hun er bare så smuk.

Jeg ved faktisk ikke, om hun hedder Fru Kokos, men hun bor i det hus i Nordby, hvor der er en butik, der hedder Fru Kokos. Jeg tror bestemt, butikken er opkaldt efter katten.

Selv om hun er hvid, er hun ikke døv. På billedet var hun lige blevet opmærksom på en vogn, der kom med nye varer til forretningen, og få sekunder efter havde hun forlagt residensen.

Denne lille charmetrold, som vi så i Sønderho, ved vi, hedder Karla, for hun havde navneskilt på.

Hun var kun en stor killing, og hun legede med alt. En havenisse, der stod i nærheden, blev overfaldet adskillige gange. Her er det bare de lange græsstrå, hun leger med.

Ikke langt fra hvor Karla boede, hilste vi på en nydelig sort-hvid kat.

Måske er den i familie med Karla. Vi syntes i hvert fald, de lignede hinanden ret meget.

Killingen i vinduet så vi også i Sønderho.

Jeg havde lidt problemer med at få hende fotograferet. Første gang, jeg så hende, havde jeg vældig travlt med at finde et toilet. Jeg måtte vende tilbage.

Det gjorde jeg så adskillige gange uden held, men i fjerde forsøg lykkedes det.

Hun sad i vinduet og så bedårende ud. Jeg håber, at husets - og killingens - ejere tilgiver, at jeg måtte tage et skridt ind på deres græs for at få en okay vinkel.

En dag i regnvejr fik vi øje på denne sorte, langhårede kat i Nordby.

Dorthe holdt sin paraply over den, mens jeg fotograferede.

Det kunne den ikke stå for. Den strop, der hang ned, måtte der da kunne leges med. Måske kom der et par huller i paraplyen, men det var der jo ikke noget at gøre ved.

En morgen gik der et fasanpar med fem store kyllinger rundt om sommerhuset.

De havde ikke travlt, og vi kiggede på dem i lang tid.

Sarantoya syntes også, det var sjovt at kigge på dem, og Annett fik det fine foto af både fasankyllinger og Sarantoya.

Der kommer flere af mine kattebilleder på Flickr.

Citater om katte #34

Efteråret
Og nu igen er efteråret her på jorden
i stedet for fra syden blæser det fra norden
Træernes knopper hviler
og også katten er uvirksom
Heinz Erhardt

Indrømmet, det er mere et efterårsdigt end et citat om katte.
Jeg synes bare, det billede, jeg tog af Sarantoya for et par dage siden, passer så godt til digtet, så det slipper med som et kattecitat også.

Min oversættelse er lidt fri. I digtet står der hankat, men dels lyder det ikke så godt på dansk, dels er Sarantoya jo ikke nogen hankat. Muligvis er betydningen lidt ændret, når Kater er oversat med kat. Det kommer vist an på ens tankegang, men om det også gør det på tysk, skal jeg lade være usagt.

Den flotte kradsebrætsdivan er en gave fra Annett. Toysen fik den på Fanø, så vi behøvede ikke selv have en kradsefacilitet med.

Sarantoya enekat

Sarantoya har nu været ene kat i huset i 8½ måned. Der er ingen at varme sig sammen med i kattesengen.

I et stykke tid efter Lilit var død, kunne vi tydeligt mærke på hende, at hun savnede sin mor, men vi synes, det går bedre nu.

Til gengæld er hun mere afhængig af os, og det er vel ikke så sært. Hun er ret skrap til at dirigere med os. For eksempel er der ikke i orden, at Dorthe ser fjernsyn, og jeg sidder ved computeren. Sjovt nok er det Dorthe, der bliver gjort opmærksom på tingenes uorden. Så hun skal få mig til at slutte mig til selskabet foran kassen.

Det er helt sikkert ikke nemmere kun at have en enkelt kat. Vi er endnu mere opmærksomme på nu, at vi ikke skal være for længe væk. Hun skal imidlertid ikke have en ny kattehusfælle, for vi tør simpelthen ikke løbe den risiko, at hun ikke ville kunne lide den nye. Det ville være synd for begge parter.

Sarantoya har altid været en meget snakkende kat, og hun snakker mindst lige så meget nu - måske endda mere - og det er os, der skal opfylde hendes behov for kommunikation, kæl og nærvær. Det nyder vi meget.

På ferie med kat

Lilit var - blandt meget andet - en fantastisk rejsekammerat.

Hun rejste med os, lige fra hun var helt lille, både til udstillinger og på mere almindelig ferie, som i øvrigt meget tit var kombineret med en udstilling.

Bilrejser var ikke noget problem, flyrejser var hun knap så begejstret for, og det var vi for den sags skyld heller ikke. Vi var altid ved at dø af skræk for, at der skulle være et eller andet galt, så vi ikke måtte have hende med i kabinen. Det skete heldigvis aldrig.

På billedet til højre ses hun godt 2½ år gammel i døbefonten i Helsinkis Tempelkirke. OK, billedet er manipuleret (tak for hjælpen, John). Lilit var ikke med i Tempelkirken, men hun var med i Helsinki, og vi fløj begge veje.



På billede nr. 2 sidder Lilit og jeg i transitten i Kastrup efter turen fra Finland i en larmende gammel skrammelmaskine. Nu mangler vi bare at komme til Tirstrup og så helt hjem i bilen.

Den længste tur, hvor Lilit var med, var til Milano. Bare 4 dage tror jeg, vi var af sted, og vi nåede næsten kun at se en standard sportshal. Kun en meget lille bid af Milano. Men det var nu sjovt alligevel.

Alle vores andre katte har også rejst med os. De er alle fra små af blevet trænet i bilture.

Bortset fra Sarantoya blev de også vænnet til at være på "ferie" hos min mor, så vi kunne godt tage på ferie uden katte. I de første år, vi havde kat, gjorde vi det også, men vi savnede kattene så forfærdeligt, så det holdt vi op med. Alle katte var dog ikke med hver gang, og Lilit var den eneste, der fik den tvivlsomme fornøjelse at flyve.

Da vi mistede interessen for udstillinger, gik vi over til ferier i sommerhus, ferielejligheder, campinghytter. Altid så tæt på, at vi kunne køre dertil i bil. Vi tror, kattene nød ferierne og syntes, at det var lidt spændende at se nyt.

Vores Ofelia (1987-2003) havde en sjov vane. Vi havde nogle gange været i sommerhuse eller campinghytter med hems, og det syntes Ofelia var specielt sjovt. Når vi kom til et nyt sommerhus, undersøgte hun det straks - især i højden: "Er der nogen hems i det her hus?" så det ud til, hun tænkte. Behøver jeg skrive, at efterhånden forsøgte vi altid at få sommerhuse med netop den facilitet.

Lilit havde også en vane. Hun mente altid, at når vi havde sovet én nat et nyt sted, kunne vi godt tage hjem igen, så om morgenen lavede hun et vældigt spektakel. Eller så vældigt som Lilit nu kunne præstere, for specielt højtråbende var hun aldrig. Når hun indså, at vi var af en anden mening, gik hun under tæppet som en anden Maude i Matador, og når hun så vågnede igen, var alt godt.

Det sidste billede er fra vores sidste ferie med Lilit, i august-september 2014 i sommerhus på Holmsland Klit. Lilit havde fået sat sin dosis medicin op og havde det godt på dette tidspunkt.

Det blev en rigtig dejlig ferie. Godt at tænke på, nu Lilit ikke er her mere.

Citater om katte #30

En søvnig vinteraften er ikke søvnig nok uden en døsende kat.
Denise Hawkins

Det er igen Sarantoya, der er citatkat, på et kun få dage gammelt snapshot fra lænestolen. Hun ligger helt sikkert mere hos os nu, hun er blevet enekat. Det har vi ikke noget imod, men somme tider er vi alligevel til alle parters store fortrydelse nødt til at afbryde seancen. Når man sidder med en kat på sig, er der basis for adskillige kopper kaffe med, hvad deraf følger. Jeg tænker på noget, der ikke kan ordnes fra lænestolen.

Her kommer lige endnu et billede fra samme serie:

Lilit 1997-2015

Vores elskede lille Lilit døde i onsdags, 17 år gammel. Hun blev begravet på dyregravpladsen torsdag.

Det var ikke uventet, men vi synes ikke, det har været lettere af den grund. Jeg har ikke lyst til at skrive dette indlæg, men det skal med. Bloggen fungerer lidt som en dagbog for mig, og vores tanker har næsten kun drejet sig om Lilit den sidste måneds tid.

Jeg har heller ikke lyst til at skrive mere om Lilit lige nu, men det kommer nok.

Billedet er taget kort tid, før vi for sidste gang kørte Lilit til dyrlægen. Hun havde fået sine beroligende piller og lå med næsen i Sarantoyas tykke pels, som hun så tit har gjort.

Sarantoya har virket lidt trist, men ikke så meget, som vi frygtede.

25000 hits

Dette billede er mit mest sete på Flickr. I går passerede det 25000 hits.

Det, der har næstflest, har godt 22000, og så er der et meget langt spring, for nr. 3 har kun lige passeret 8000.

Det er for resten vores egen Sarantoya på billedet.

GODT NYTÅR

Gårsdagens fødselar

...ja altså, ud over ham, der bliver fejret over det meste af verden

SARANTOYA, 14 ÅR GAMMEL

Til lykke. gamle tøs!

Lilit 17 år

Vores skønne Lilit blev 17 år for 2 dage siden.

I august troede vi ikke, at hun kom til at opleve sin 17 års dag. Hun havde en grim krise, spiste næsten ikke noget og havde tabt sig meget. Vi konsulterede selvfølgelig dyrlægen, men var fast besluttede på, at hun ikke så meget som skulle have taget en blodprøve. Vi ville bare vide, for det første om der var et eller andet banalt som for eksempel tandpine, og for det andet om det så ud til, at der var noget, der gjorde ondt. Negativt svar til begge dele: Hun er bare en gammel kat.

Vi blev enige med dyrlægen om at prøve med ½ Medrol dagligt, og det hjalp faktisk en del på appetitten og dermed også på energien.

Nu synes jeg imidlertid, det er ved at være sølle med hende igen, så det blev med meget stor sandsynlighed den sidste fødselsdag desværre.

Vejret var mørkt og gråt på dagen, men jeg fik taget nogle stemningsbilleder. Man kan tydeligt se, at Lilit er tynd, men jeg synes, hun stadig er smuk.

På det nederste billede ligger Lilit og "poter" på sin katteseng, noget hun tit gør.

Når vi er gået i seng, vil hun gerne have min hånd at pote på, så det får hun selvfølgelig. Det må være vores lidt særprægede måde at holde i hånd på.

Solskinslørdag

Det kan godt ske, vi tabte krigen i 1864, men i går havde danskerne erobret Flensborg igen. Vi har tit været der i december, og der er altid mange danskere, men vi har vist aldrig set så mange som i går.

Dog ikke så underligt, for så dejligt var der i Flensborg i går! Det er som om de solskinsdage fylder ekstra meget, når der ikke er så mange af dem.

Vi skulle såmænd bare købe vores kalendere (der var allerede kun én tilbage af Dorthes) og nogle af de lækre romjulestoller. Og så ville jeg have nogle strømper i Karstadt. De har et enormt udvalg i forhold til en hvilken som helst forretning af mit bekendtskab her i landet.

Det er stadig grønkålstid i Tyskland, og vi fik, lige hvad vi ønskede os til frokost: Grønkål med pølse, "kasseler" (hamburgerryg) og brasede kartofler. Jeg kunne faktisk ikke spise mere resten af dagen.

Den lille kat til højre mødte vi på vej sydpå på den allersidste rasteplads inden grænsen.

Det så ud til at være en næsten voksen killing. Den var ikke vild, men heller ikke så frimodig, at den ville snakke med os, selv om den tydeligvis gerne ville have kontakt på afstand. Måske var den sulten? Og måske var der somme tider nogen, der gav den nogle rester fra deres madpakke på rastepladsen. Desværre havde vi ingen mad med.

Jeg håber, den hører til på den gård, der lå ikke så langt væk, og at den kunne finde hjem.

Hjemme nød vores egne katte også solskinnet.

Sarantoya har anbragt sig bag gardinet i Dorthes værelse. Det gør hun vist kun, når solen skinner.

Som alle katte er både hun og Lilit også gode til at finde solpletterne, hvor de kan få varmet ører og mave.

Citater om katte #29

Hvad deres skapsindighed angår, må jeg sige, at deres evne til i ethvert rum altid at finde de luneste pladser og de blødeste puder er uovertruffen; og deres punktlighed, når det drejer sig om mad, er beundringsværdig.
Thomas Henry Huxley

Man skulle tro, forfatteren til citatet havde kendt Sarantoya!

Turkis

Jeg er kommet i mål med et nyt sjal, denne gang i turkis. Turkis er og har så længe jeg kan huske været en af mine yndlingsfarver.

Da jeg var barn, tegnede jeg meget, især med Filia farver. Det startede med en æske med 6 styk som den på billedet, som dog er mere nymodens end min. Mine farver lå ikke på plastic, men på noget papagtigt. Da jeg blev lidt ældre, fik jeg først en æske med 12 og endnu senere en æske med hele 48 forskellige farver. Det var lykke!

Jeg kan stadig huske, hvor sørgeligt det var, da den første farve knækkede. Min æske farver var ikke mere fuldkommen. Jeg prøvede at lime den knækkede farve sammen med Danalim, men det holdt selvfølgelig ikke.

Med så mange farver var der flere nuancer af turkis. Jeg kunne aldrig beslutte mig for, om de blåturkise eller de grønturkise var de allerbedste.

Mit sjal har helt perfekte turkise nuancer, synes jeg. Det er også noget usædvanlig lækkert garn, Ella Rae Lace Merino. Det er ren merino, men føles, som om der er en del silke i. Det var vist også hundedyrt, men man kan både se og mærke den lækre kvalitet. Mønsteret har jeg fundet på Ravelry. Det hedder Shaelyn, og du finder det her. Det kunne ikke være bedre til mit garn, og jeg kan også godt lide, at sjalet er lidt anderledes end de fleste andre sjaler.

For at blive i det turkise tema, så er her også lige et billede af Lilits broderi. Nydeligt, ikke? Det varer ikke længe, før trådene skal fjernes.

Jeg elsker at strikke sjaler og er snart færdig med det næste, som jeg har været så heldig at få en bestilling på. Der bliver ellers brug for meget strikketøj de næste par uger, hvor jeg kommer til at tilbringe mange timer foran skærmen på is og sne.