Gammelt legetøj nr. 4

Må jeg præsentere PETER KANIN

Han var min tidlige barndoms elskede følgesvend. Jeg har vel været omkring 3 år, da jeg fik ham. Jeg var sammen med min mor og far på besøg hos min afdøde farfars søster, tante Jette.

Måske har jeg kedet mig. I hvert fald kom tante Jette pludselig med den fineste strikkede kanin og sagde: "Den må du få". Min mor skyndte sig at pointere, at det jo kun var, mens vi var på besøg hos tante Jette, at jeg måtte låne den.

Om det hele tiden havde været meningen, eller om tante Jette så lysene slukkes i mine øjne, ved jeg ikke, men hun erklærede i hvert fald, at jeg godt måtte beholde kaninen.

Ikke så sært at jeg blev forelsket!

Det var kærlighed ved første blik, og Peter Kanin og jeg var uadskillelige i nogle år. Han blev bogstaveligt talt elsket i laser, hvilket også kan ses på billederne. Først blev ørerne og poterne forsøgt stoppet. Så fik han den ternede dragt, der skulle forsøge at holde sammen på kroppen. Ansigtet var imidlertid også ved at forsvinde, og til sidst kunne han ikke leges med mere. Han måtte nøjes med at ligge i den seng, der var blevet snedkereret til ham. Jeg syntes nu stadig, at han var sød, og det gør jeg endnu.

Da jeg fik håndarbejde i skolen, syntes jeg, at min 7½ år yngre søster også skulle have en Peter Kanin. Det gik meget godt med at strikke krop og hoved, men ørerne var svære, og helt galt gik det, da ansigtet skulle broderes. Det blev ikke nær så fint som min egen Peter Kanins. Så vidt jeg husker, blev det færdige resultat heller ikke synderligt værdsat. Der var unægtelig sket meget på legetøjsfronten i de forløbne år, og hjemmestrikkede dyr var ikke mere toppen af poppen.

Gammelt legetøj nr. 3

Min mest elskede dukke fra min barndom hed Marianne, og jeg har hende endnu.

Jeg havde ellers bestemt, at hun skulle smides ud, men da det kom til stykket, kunne jeg ikke. Det samme gjaldt i øvrigt elefanten Ceylon, som jeg har skrevet om før. Jeg fandt to andre - mindre slidte -genstande som kom med på genbrugsstationen i stedet. Måske kan de faktisk genbruges.

Marianne var sikkert opkaldt efter en af mine kusiner, som jeg var meget glad for. Dukke Marianne kunne lukke øjnene, og så kunne hun sige en lyd, når hun blev lagt ned og løftet op igen. Det havde jeg glemt, hun kunne, men da hun sagde lyden, da jeg tog hende for at lægge hende sammen med de andre ting til genbrugsstationen, kunne jeg ikke klare det, og hun fik lov at blive.

Som det ses har Marianne et stort hul i hovedet. Faktisk er det hendes hoved nummer 2. På billedet, hvor jeg (4 3/4 år) sidder med hende, har hun det andet hoved, som var mere yndigt.

Jeg tror ikke, det var mig selv, der slog det første hoved i stykker, men jeg var ansvarlig for det andet kraniebrud, og så blev der ikke bevilget nyt.

Marianne havde selvfølgelig mere tøj, men den røde flyverdragt med tilhørende hue og støvler var vist nok det, hun tiest var klædt i. Det er også det eneste, der har overlevet.

Jeg kunne forresten ikke fordrage den ufikse spencer, jeg selv har på. Men jeg havde også en flyverdragt med tilhørende hjelm. Den var bare blå, og den var fast påklædning i børnehaven i vintermånederne. Den var jeg meget tilfreds med.

På fotoet her er jeg sammen med kusine Marianne i vores mormors og morfars have. Det er mig (3½ år) med sne på maven.

Gammelt legetøj nr. 1

Vi er ved at rydde op og rydde ud. Blandt andet skal dukkekaffestellet videre.

Yndlingskoppen

Det har været min mors. Hun var barn i 1920erne.

Da jeg var barn, var det stadig hendes, men jeg fik somme tider lov til at låne det, og somme tider blev det også brugt til et kakaoselskab for dyr og dukker. Eller chokolade, som min mor mente var den ægte vare, men den blev nu mest brugt til levende menneskers fødselsdage.

Koppen med den musicerende killing var helt sikkert yndlingskoppen, og den havde også været min mors yndlingskop. Den fik jeg selv lov til at drikke af.

Der er endnu en kop, som ikke er med på billedet, men den mangler underkop.

Bare for sjov havde jeg en gang stellet med til en vurdering hos en såkaldt sagkyndig på en antikmesse. Hans dom var, at det intet er værd, og det er sikkert rigtigt, men på den anden side tror jeg ikke, han havde megen forstand på legetøj. Jeg havde nemlig også et par minibamser med, og dem vidste han ikke nær så meget om som mig.

- men pigen med gæslingen er nu også sød.

Siden min mor døde, har stellet stået i en vitrine hos mig, men nu bliver det ældste oldebarn af hunkøn snart 4 år, og så må hun være stor nok til at få glæde af stellet.

Det er da også meget lettere at lave varm kakao nu om dage. Man sætter vel bare noget kakaomælk i mikroen.

Lige et foto af kaffekanden også: