Julefreden har sænket sig

I modsætning til de fleste andre har jeg ikke specielt travlt juleaftensdag. Vores private højtideligholdelse af juleaften er minimal, grænsende til det ikke-eksisterende, så for en gangs skyld har jeg tid tilovers til bloggen.

Siden midten af november har vi nemlig ligesom sidste år haft så travlt med at hygge os, at vi næsten blev stressede. Kun næsten, men faktisk er der noget af det, vi gerne ville, vi ikke har nået. 

Men vi nåede en masse, så det vil jeg koncentrere mig om. Det sjoveste var nok julemarkedet i det gamle fængsel i Horsens, for der var gåseparade.

10 store Toulouse-gæs spadserede på gåsevis sammen med deres hollandske mennesker gennem den store fængselsgård ca. hver anden time i markedets åbningstid. Vi er jo meget glade for gæs og spadserede med stor fornøjelse med flere gange.

Ind imellem paraderne opholdt gæssene sig i deres gåsegård, hvor de også kunne se på tavlen, hvornår det var tid for næste parade.

På dette billede kan man bedre se gæssenes poser på halsen

Fængselsbygningen gav en sjov rå kontrast til al julehyggen, men da det blev mørkt, gav den også en flot baggrund for boderne. 

De røde pletter på muren er altså flyvende hjerter, hvis man ikke lige kan se det

Vi havde heldigvis igen i år fået stand på vores lokale julemarked på Det Gamle Elværk. 

Det er sådan en fin bygning, og markedet er altid stemningsfuldt. De andre standholdere sælger meget fine ting, meget mere professionelt end vores strik, men vi solgte pænt, og jeg kan godt gå i gang med fremstilling af flere pulsvarmere.

Det er godt, alle de gamle bygninger, der ikke mere anvendes til det, de er bygget til, bliver bevaret og brugt til noget. Endnu et eksempel er Maltfabrikken i Ebeltoft, hvor vi også var til et fint julemarked. Jeg glemte at fotografere. Tidligere på året var vi på en rundvisning arrangeret af Realdania, og den har jeg billeder fra - jeg kan bare ikke finde dem.

I december var vi til endnu et Realdania arrangement, denne gang på det nyrestaurerede Ole Rømer Observatorium. Faktisk har vi mærkelig nok aldrig været der før, men det blev der så rådet bod på nu. To meget engagerede medarbejdere viste rundt og fortalte, det var rigtig spændende.

Det var ikke helt mørkt endnu, men vi fik alligevel lov at kigge på månen i det nye teleskop, men vi skal selvfølgelig tilbage en klar aften.

Desværre er jeg ikke dygtig nok til billedbehandling til at klone bilen bort

Her er vi på vej til årets julekoncert i Vor Frue Kirke, som vist er min yndlingskirke i Århus. Koncerten var med Akademisk Kor, som er et superdygtigt kor, og koncerten var ren guf for øregangene. Der var helt fortjent totalt udsolgt

Til sidst endnu et gåsebillede, men denne gang fra Den Gamle By

Det er taget sidst i november, og hvordan det er lykkedes mig at få de horder af skoleelever og seniorer, der altid er i byen, til at holde sig pænt i baggrunden, er mig en gåde. 

Vi skal snart i gang med juleaftens vigtigste punkt for os: Karl Bertil Jonssons julafton på svensk tv. Traditionen tro ser vi den direkte, også selv om vi faktisk har optaget den.

Med stor sandsynlighed bliver dette årets sidste indlæg, så godt nytår til alle, der følger med. 

Første miniferie i 2023

Et par af de sidste dage i april havde vi bestilt et ophold på Hjerting Badehotel. Ikke nogen deal eller noget, bare fordi jeg længe har ønsket at komme til netop dette badehotel.

For mange år siden, da jeg var 16, arbejdede jeg en sommer på er cafeteria i Esbjerg. Det var en dejlig sommer. Jeg kunne godt lide Esbjerg. Den var meget anderledes end min hjemby Viborg, meget mere ligetil og usnobbet. Det er en efterrationalisering, at det var derfor, jeg følte mig så godt tilpas, dengang var jeg ikke så klartskuende. Jeg nød bare den sommer helt vildt. Var for resten også forelsket, og ikke bare i Esbjerg. Det gjorde jo nok også sin del.

Når jeg havde fri, cyklede jeg meget rundt i omegnen og kom selvfølgelig også til Hjerting. Selv om man på det tidspunkt ikke kunne bade i Ho Bugt, var badehotellet der, og faktisk har jeg siden da ønsket at overnatte der bare et par nætter. Det ønske gik i opfyldelse nu.

Vi havde planlagt at tage omkring Vejen Kunstmuseum på vej dertil. Der er netop nu en stor udstilling med Ejnar Nielsens kunst, som vi havde fået en anbefaling af (tak, Elsebet L!). Jeg kendte godt Ejnar Nielsen, også kaldet Gjern-maleren, i forvejen, men jeg var slet ikke klar over, hvor bredt hans kunst spændte. Det fandt jeg så ud af nu. 

En meget anbefalelsesværdig udstilling! Fint kurateret og rundvisningen, som vi var så heldige at komme med på, var også god og interessant.

På dette selvportræt fra 1899 ses i rummet bag maleren to af hans malerier.
Til højre er det det meget kendte "Den syge Pige" fra 1896, til venstre "Og i hans Øjne så jeg Døden" fra 1897. Begge disse bor til dagligt på Statens Museum for Kunst, men de var udlånt til Vejen Kunstmuseum.

Vejen har ud over kunstmuseet endnu en attraktion, nemlig Byens Brød & Café. Der spiste vi supergode frokost-sandwiches. Kagerne så godt ud, men dem sprang vi over. Nogle af dem var enorme, onsdagssneglen havde samme størrelse som en middagstallerken, men vi skulle gemme appetit til middagstallerknerne på hotellet om aftenen.

På andendagen ville vi til Rømø, hvis det blev godt vejr, og det gjorde det heldigvis. Vi havde de sædvanlige programpunkter: Vi ville se lam, vi ville se gæs og også gerne andre fugle, og vi ville drikke kaffe og spise kager på Hattesgård. 

Det gik ikke helt efter planen, for fuglene glimrede ved deres fravær. Får og lam var der en del af, og vi så også både bæltedyr - altså kvæg, muligvis Galloway, med hvidt bælte om maven, og heste og det sødeste lille føl. Og på Hattesgård fik jeg den bedste kage, jeg nogen sinde har fået. Det siger jeg vist nok hver gang ;)

Vi kørte til min yndlingssluse, Ballum Sluse, og så fik vi ellers set gæs. Enorme flokke af gæs, som en tilstedeværende ornitolog med kæmpekikkert sagde, var bramgæs. De lavede flyveopvisning, mange landede på vandet og, opdagede vi senere, også på nogle af markerne i nærheden af slusen. 

Inden da havde vi også set en gåsefamilie ude i slusen. Mor, far og 5 gæslinger. 

Ornitologen identificerede den lille familie som grågæs

Vores hovedformål med den lille ferie var faktisk et besøg på det nye museum Flugt i Oksbøl. Altså tog vi på Flugt på vejen hjem - og det var beklageligvis en stor skuffelse.

Det hører under Vardemuseerne, og de er helt vilde med audioguides. Vi har oplevet dem både på Tirpitz og på Nymindegab Museum. Jeg er ikke vild med audioguides, jeg vil også gerne kommunikere med dem, jeg er af sted sammen med, i stedet for at være helt optaget af, hvad der bliver sagt i hovedtelefonerne. Jeg kan dog godt se, at de kan være en udmærket tilføjelse til de udstillede genstande og plancher. På Flugt har det taget overhånd. Man er totalt afhængig af det, man får at vide i hovedtelefonerne. 

Jeg havde flere kritikpunkter. Måske er museet mest for børn. Alle besøgende var godt nok nærmest i pensionsalderen, men det kan jo være anderledes på andre tidspunkter. Den nye afdeling, som beskæftiger sig med mennesker på flugt i almindelighed, var ret patroniserende, og i afdelingen om de tyske flygtninge i Oksbøl var informationsniveauet simpelthen for lavt. Jeg kender nok mere end de fleste til de tyske flygtninges vilkår i Danmark efter 2 verdenskrig, simpelthen fordi emnet har interesseret mig i en del år, men jeg fik kun én eneste ting at vide, som jeg ikke vidste i forvejen. Det er sølle!

Museet ligger, hvor Oksbøl flygtningelejren lå i sin tid, og det består af den gamle hospitalsbygning og af en ny bygning tegnet af af Bjarke Ingels Group. Meningen er, at fortid og nutid skal smelte sammen. Det ved jeg ikke rigtig, om det sker, men den nye bygning ser sådan set meget fin ud, men også meget standard-2020erne-museumsagtig. 

Bevæbnet med sin audioguide kan man også gå ud i området og høre en stemme fortælle om, hvordan der var i lejren. Desværre er det tydeligvis en amatør, der har indtalt. Jeg kunne i hvert fald ikke holde ud at høre på hende ret længe. Desuden syntes jeg, at teksten var ret tendentiøs. De havde det jo godt i lejren, forlød det. Det var et meget rosenrødt billede, som jeg ikke tror på.

Det mest spændende var, at man blev klar over, hvor stor lejren og området var. Da der var flest, boede der omkring 35000 personer, så naturligvis skal der noget plads til. Det syntes jeg, at jeg fik et godt indtryk af.

Jeg undrer mig over, om de besøgende vil komme igen, for så vidt jeg kunne se, var der ikke plads til skiftende udstillinger, og man kunne sagtens overkomme det hele på nogle timer. Selv om man måske havde syntes godt om museet (der til min overraskelse har fået fine anmeldelser), ville der egentlig ikke være nogen grund til at gentage besøget. Det må fremtiden vise.

Vores dag var dog ikke spildt. Efter hotellets glimrende morgenmad gik vi op til Hjerting Kirke, en moderne kirke tegnet af Alan Havsteen-Mikkelsen. Det mest spændende var kirkens indre, hvor arkitekturen er meget smuk, og hvor Robert Jacobsen har skabt dekorationen. 

Jesus går på vandet, en del af alterudsmykningen.
De to figurer i siderne er fiskere. Til venstre er det apostlen Peter, til højre en fisker fra Hjerting. Robert Jacobsen var meget bevidst om, at Hjerting er et gammelt fiskerleje.

Vi kan godt anbefale Hjerting Badehotel, der har en naturlig ro og charme. Maden var også god det meste af tiden, men der var en enkelt smutter på andendagen, hvor kødet var nærmest uspiseligt. Og det var altså ikke, fordi vi havde forædt os i kager på Rømø. Foreløbig er det kommet på listen over de steder, vi gerne vil vende tilbage til. I modsætning til Flugt museet.

Tre dages gåsejagt - med kameraet

At det blev tre dage med gæs, vidste vi ikke, da vi bestilte to overnatninger på Gram Slotskro. Men det blev det til vores store fornøjelse, og dette indlæg er udelukkende illustreret med billeder af gæs. 

Allerede da vi den første sene eftermiddag gik en tur ved slottet hørte vi grågæssenes hilselyde - ergo måtte der være gæs i søen. Og det var der! Der kom flere ind i små flokke med flere glade velkomsthilsener til følge. Helt tæt på søen kunne vi da også se dem på vandet og ovre ved den anden søbred.

Næste morgen gik vi igen en tur ved søen, men det var mest søens svaner, vi så. Jeg tog et billede af noget, jeg troede var gæs på den modsatte side af søen, men da jeg fik kigget nærmere på billedet, viste det sig, at det også var svaner.

Ellers var Rømø på programmet den dag, blandt andet for at kigge efter fugle. 
Vi tog til Havneby, som vi kender så godt. Det var ebbe, og ude i mudderet gik nogle fugle, som ved hjælp af kikkert blev identificeret som knortegæs.

Vi gik lidt rundt, og igen så vi flokke i luften:

Vi holdt øje med, hvor de slog sig ned, og da vi kom nærmere, kunne vi se, at det også var knortegæs:

Knortegåsen er sådan en nydelig gås, synes jeg

På afrejsedagen var vi selvfølgelig igen i parken for at sige farvel til grågæs og svaner. Denne gang var der gæs lige ved vores udkigspost - og gæslinger! De blev straks beordret ud på vandet af de voksne. 

Der var to gåsepar med i alt seks gæslinger - ikke alle er med på billedet.

Efter hjemkomst fra Gram og granskning af mine billeder opdagede jeg, at der også havde været gæslinger på vandet den første aften:

Jeg tror ikke, det er de samme gæslinger. De her er da mindre? Der er selvfølgelig også halvandet døgn mellem billederne, og gæslinger vokser hurtigt, men så hurtigt?

En tur, hvor vi ser gæs alle dagene, er for os en succes, men også på andre måder havde vi en dejlig tur. Det vender jeg måske tilbage til.

Nu kommer det - foråret

Det har unægtelig været et køligt forår, men nu er der endelig lovet højere temperaturer. Jeg håber, det kommer til at passe, vi trænger til det.

For nogle dage siden var vi i Randers, og da var det ganske vist køligt, men ellers kunne vi nu ikke klage over vejret. Vi gik tur i Doktorparken for at se, om gæssene var kommet, og det var de.

Jeg havde glemt mit kamera, så jeg måtte nøjes med telefonen, hvilket forhindrede specielt gode billeder af gæssene.

Som en ekstra attraktion var der også en kat i parken den dag. En nydelig rød hankat, og han var overhovedet ikke bange for mennesker, så ham kunne jeg komme passende tæt på med min telefon.

Han var ikke uinteresseret i gæssene, som vist nærmest var større end ham.

Kan jeg nå den, hvis jeg springer rigtig hurtigt?

Tror han ikke, at en gås er et lidt for voldsomt bytte? En af vores solgte killinger tog engang en fasan, men en grågås er altså noget større. Det lykkedes for Rødemis at jage gåsen på det øverste billede i vandet, men det var det hele.

Vi må snart i Doktorparken igen medbringende et bedre kamera, og vi vil meget gerne også hilse på Rødemissen igen.

Gåseglæde

I sidste uge var vi ude at se på gæs. Her er et udvalg af mine billeder:

Gæssene betragtede vist os lige så meget som vi dem

Gæs kan se meget overlegne ud

Der var flere gåsefamilier i parken

Det var GRÅgæs, vi kiggede på

Gæk, gæk, gæk...

Jeg øver mig på at gække

Gæslinger

Yrsa fortalte. at der i en park i Randers bor en masse gæs. Med gæslinger! I flere forskellige størrelser. De gæslinger måtte jeg se, og der var ganske rigtigt adskillige flokke, der alle bestod af et forældrepar og et antal gæslinger, fra tre til fem. Jeg tog selvfølgelig også fotos, og her kommer et udvalg:

Nogle af de store gæslinger på vej mod søen.
Mor og far passer godt på.

En anden flok med lidt yngre afkom. Her var mor og far endnu mere agtpågivende.

En af de små, stadig meget dunede, slapper af midt i forrådskammeret.

Gæslingerne lå tit til bords, som var de medlemmer af aristokratiet i det gamle romerrige.

Hele familien i vandet

To af de store gæslinger.

Fjerdragten er i denne alder et mix af dun og mere blivende fjer.

Nogle af gæslingerne øvede sig i at bruge vingerne, men der går vist et stykke tid endnu, inden de kan lette.

En gåsemor eller gasefar

Jeg har næsten lige læst bogen Gåsefar af Michael Quetting, og i den er det altså forfatteren, der er far til gæslingerne.

I forbindelse med et forskningsprojekt bliver syv gæslinger præget på forfatteren. Formålet er at få gæssene til at flyve sammen med ham i et meget let fly. Det lykkes også, og jeg har tidligere i fjernsynet set forfatter og gæs flyve sammen. Det er meget imponerende at være så tæt på de flyvende gæs. Man kan for resten se nogle af optagelserne på YouTube.

Det var både sjovt og rørende at læse om de syv gæslinger og deres forskellige personligheder, og om forfatteren, der, som bogens undertitel siger, bliver klogere også på andre ting end gæs undervejs i forløbet. Jeg syntes, det var helt vemodigt, da han måtte tage afsked med de stort set voksne gæs.

Jeg er misundelig på Yrsa, fordi hun har sådan en dejlig park næsten i baghaven. Mig bekendt findes der ikke noget tilsvarende her i byen, men ok - Randers er jo ikke så langt væk.

Mortensdag

Ingen gæs eller ænder måtte lade livet til Mortensaften på grund af mig. Jeg elsker andesteg, men spiser det næsten kun juleaften. Somme tider også på restaurant, hvis der er andeconfit på spisekortet.

Det holdt ellers lidt hårdt i går. Vi var en tur i byen, og på masser af restauranter var der i sagens natur and på menuen. Dem gik vi tappert forbi, for det var ikke meningen, at vi skulle spise ude i går. Men da vi så kom forbi et hus, hvor der duftede helt fantastisk af and og andesovs, var vi lige ved at vende om. Vi tog hjem, og jeg fik en skive rugbrød med avocado. Det er næsten lige så godt.

Dagens illustration er fra min kattekortsamling, en affotografering af et kort, som jeg købte på julemarked i Lübeck for et par år siden. Fotografen er H.-J. Buchhorn fra Föhr, og det er selvfølgelig ham, der har copyrighten, men mon ikke det går at bringe det, når jeg dels har sat et vandmærke på og dels har uploadet det i en lille opløsning.

Mortensaften blev nogle gange, men ikke altid, fejret, da jeg var barn, og jeg har "altid" kendt historien om, hvorfor gæssene må lade livet her i november. Jeg har vist også altid syntes, det var synd for dem, og de stakkels ænder er da helt uskyldige. Gad vidst hvor mange der kender Martin af Tours nu om dage?

Påskegæs

Jamen hvorfor ikke? Når der nu findes påskelam, påskekyllinger, påskeharer, påskedit og påskedat. Hvorfor skal gæssene forbiGÅS?

Nå, grunden til dette vrøvl er, at jeg gerne vil vise billedet herunder, som jeg har fået lov at låne af Dorthe.

Gåserelieffet (som faktisk er dekoration på en mursten) så jeg på Moesgaard på den store særudstilling om Kinas første kejser og terrakottahæren.

Vi havde af alle dage valgt langfredag til at tage til Moesgaard. Eller valgt og valgt, den eller påskelørdag var de eneste muligheder, hvis vi ville have vores påskegæst med. Og det ville vi, så vi måtte forlige os med lange køer. Først for at komme ind på museet og bagefter for at komme ind i særudstillingen. Faktisk var det ikke så slemt, folk var i almindelighed i godt humør. Køer er ikke så slemme, når der ikke er alt for meget brok.

Da vi først var kommet ind, glemte vi alt om køerne, for det er en fantastisk udstilling. I forvejen havde jeg tænkt, at det måske var lidt megen ståhej for bare 10 terrakottakrigere, men dels er de altså spændende, og dels var der er masse andre effekter - bl.a. gåserelieffet. Det hele var også sat meget fint sammen med gode forklarende tekster af passende længde.

Gæs blev nævnt endnu en gang. Kejseren havde nemlig 6 dresserede gæs, som dansede for ham og hans gæster. Jeg kunne godt tænke mig at se dansende gæs.

Jeg kan klart anbefale at besøge udstillingen. Tag eventuelt selv madpakke med, museets cafe er underdimensioneret (i hvert fald både i vinterferien og langfredag), og deres menu er ikke så interessant igen (for megen dressing i sandwichene og for fede pølser på hyggebrættet). Det ser dog ud til, de har gode kager, men dem har jeg ikke prøvet.

Den sidste kejser og hans krigere (og gæs) er værd at køre efter.

Stakkels ænder og gæs

Billede fra Animas hjemmeside

I Politiken i søndags er der en artikel om, at flere og flere restauranter dropper foie gras, enten frivilligt eller fordi dyreværnsforeningen Anima lægger pres på dem.

En del af restauranterne piver. Tvangsfodring af ænder og gæs er ikke værre end så meget andet, siger de. Det er verdens dårligste (men meget brugte) undskyldning: Fordi ikke alt er 100% ok, så kan man på alle områder gøre, hvad man vil. Pladder! Man må starte et sted, og sortlistningt af foie gras er efter min mening et glimrende sted. Hvis restauranterne mener, der er andet af det, de serverer, der heller ikke er etisk i orden, så burde de gøre noget ved det også. Ærlig talt, så forventer jeg ikke at få serveret burkyllinger på bedre restauranter, men det er måske en misopfattelse?

Jeg begriber ikke, at man kan spise foie gras med fornøjelse. De mennesker, der gør det, må da være totalt blottet for empati. Jeg kunne få en grim mistanke om, at forretningsfolk og det bedre borgerskab, der er de flittigste gæster på de dyre restauranter, generelt kun tænker på sig selv, penge, sig selv igen. Jeg har smagt foie gras en enkelt gang for over 20 år siden som del af en større menu, og det smagte da godt, men med tanke på hvordan det bliver produceret, vil jeg aldrig spise det igen.

Jeg begriber heller ikke, at det skulle være så nødvendigt for restauranterne absolut at tilbyde den fede spise. Jeg tror ikke på, at fravalg af foie gras vil betyde en nedgang i antallet af gæster. Efterhånden nok snarere tværtimod.

Jeg har ikke kendt til Animas kampagne før nu. Til gengæld har jeg i årevis haft min egen. Den går ud på, at jeg boycotter restauranter, der har foie gras på spisekortet. Eller næsten boycotter, for hvis jeg har sat mig til rette i restauranten, går jeg ikke igen. Men jeg kommer heller ikke igen, og jeg har også nogle gange sagt det i restauranten. Hvis jeg derimod har undersøgt spisekortet i forvejen, fravælger jeg foie gras spisesteder.

Min lille kampagne har selvfølgelig kun liden effekt. Animas kampagne har større slagkraft. På deres hjemmeside er der en liste over foie gras fri restauranter. Gad vidst om den også indeholder restauranter, der aldrig har serveret foie gras - jeg tror bestemt, der er restauratører, der uden hjælp har en etisk holdning til dyrevelfærd - eller om der kun er spisesteder på, der har fjernet foie gras'en efter Animas henvendelser.

Det ser ud til, at det mestendels (udelukkende?) er restauranter i hovedstadsområdet, der er på listen. Jeg kan generelt godt lide spisesteder af bistrotypen med franskinspireret spisekort, men her i Århus er bl.a. Miro, Lecoq og Bistro 65 på min personlige sortliste. Desværre også Restaurant Et, som ellers er en restaurant lige efter mit hoved. Derimod har jeg aldrig set foie gras et sted som Mefisto. Luksusrestauranten Frederikshøj ser også ud til at klare sig uden foie gras.

Ænder fotograferet på Gothenborg. Ænder man kan spise med god samvittighed.
De ænder blev heller aldrig leverandører af foie gras.

Store konfirmationsdag

Når første søndag i maj samtidig er søndag efter St. Bededag, så må det være årets store konfirmationsdag. Vi så da også rigtig mange flag ved kirker og i byer, da vi kørte til Viktors konfirmation i Vejrum.

Festen bagefter blev holdt på Hjerl Hede, og det var et godt sted med fine lokaler og god mad. Og så er der jo dyr på heden. En ekstra attraktion da vi gik tur mellem middagen og skrubafmaden.

Gæssene var nu ikke alt for begejstrede for at blive kigget på, men sådan er det jo med gæs.

Apropos gæs, så er jeg kommet i tvivl om, hvilken slags gæs Niels Holgersen og den tamme Morten Gase egentlig følges med til Lapland.

Jeg troede, det var grågæs, men det er det ikke. I bogen bliver de omtalt som vildgæs, men det er jo ikke nogen specifik gåseart. Sjovt nok har jeg ikke ved mine tidligere læsninger af Niels Holgersen lagt mærke til, at det ikke kan være grågæs.

Jeg er kommet frem til, at det nok må være sædgæs. De yngler i hvert fald i Lapland. Mon der er nogen, der ved med sikkerhed, hvilken slags gæs, Selma Lagerlöf omtaler som vildgæs? Det er unægtelig lidt for sent at spørge hende selv.

Ud over gæssene er der bl.a. geder - lige nu med fire legesyge gedekid på Hjerl Hede. De sprang rundt stort set hele tiden som gedekid har for vane, helt uden hensyntagen til fotograferne.

Ekstra gaver

Jeg er ikke spor utilfreds med mine fødselsdagsgaver, men alligevel blev det til en ekstra lille gave til mig selv i går.

Øreringe kan jeg ikke få for mange af, og de her i titanium (eller er det sølv?) og selvlysende-grøn plexiglas kunne jeg ikke står for. De er ret cool, synes jeg.

De er lavet af Alexander Andersson, der kalder sin kollektion "Bonnie & Clyde".

Ud over de mange løver er Malmø også gæssenes by. Jeg har en svaghed for gæs, og Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige er en af mine yndlingsbøger.

Vi så også nogle af gæssene, selv om vi ikke var i den park, hvor der er rigtig mange. Jeg har en lille samling af gæs, og Dorthe købte denne lille fine gås - knap 4 cm høj - til mig. Den forestiller bestemt Nils Holgerssons tamgås.