Årets bedste...musik

Årets bedste:
Én musikoplevelse rager op over alle andre: Koncerten i maj med Juan Diego Flórez.

Årets næstbedste:
Årets nr. 2 må være koncerten med Jan Garbarek og The Hilliard Ensemble i Domkirken. Smuk og spændende musik og en fabelagtig udnyttelse af kirkerummet.

Jeg ville prøve at vælge den bedste af de mange symfonikoncerter, vi har været til, men det kan jeg ikke. Der er simpelthen for mange gode. Den sidste, hvor vi hørte den unge polske Krzysztof Urbanski dirigere Dvorák og Ludoslawski, var i hvert fald ikke den ringeste. Finske Arto Noras var solist i Dvoráks cellokoncert - rent guf for øregangene. Og Lutoslawskis Koncert for orkester var rigtig, rigtig spændende. Den var en koncert efter vores hoveder.

I en helt anden genre var genhøret med Kaizers Orchestra rigtig godt. Vi hørte rigtig meget Kaizers i tiden efter forestillingen på Svalegangen.

Årets skuffelse:
En koncert i Domkirken, hvor musikken simpelthen ikke sagde os noget. Det var Jacob Buchanans iRequiem, som på papiret lød som noget for os, men det var det altså ikke. Vi gik efter 1½ time, hvor vi var kommet igennem 3 af requiemets 9 dele. Det var mere end rigeligt.

P.S.
Nytårsønske til symfoniorkestret: Henryk Goreckis 3. symfoni på programmet. Det behøver ikke nødvendigvis være med Dawn Upshaw som solist. Eller noget fra Alan Hovhaness' omfattende produktion. Jeg tror bestemt, orkesteret godt kan spille det.

Bom bommelom

Den store tromme var med - og det var den lille tromme og alle de andre slagtøjsinstrumenter også, da vi i torsdags var til vores første symfonikoncert i 2012. Jeg havde et stykke tid ævlet om, at netop den koncert skulle vi da have billetter til, og så viste det sig, at det havde vi allerede. Hø!!! Heldigt vi fandt ud af det, inden vi investerede i flere billetter.

Det var åbningskoncerten ved slagtøjsfestivalen PercussionPlus, og jeg ville gerne have været til flere af koncerterne, men man kan ikke nå alt. Åbningskoncerten nåede vi altså, og det var godt!

På programmet var Kodálys charmerende Danse fra Galanta, Bartoks spændende Koncert for to klaverer, slagtøj og orkester med hele 4 solister og Carl Nielsens 6. symfoni. Altså lutter musik fra det 20. århundrede.

En af solist-paukerne brugt i Bartok-musikken på vej ud igen i en vældig fart i pausen.

Jeg var vild med både Kodály og Bartok, men for en gangs skyld kunne jeg ikke lide Carl Nielsen. Den symfoni stritter altså i lidt for mange retninger, synes jeg.

Vi har været til endnu en god koncert i februar, nemlig Jan Garbarek og The Hilliard Ensemble i Domkirken. Jeg kendte godt deres første cd sammen, Officium, i forvejen, så jeg var ikke i tvivl om, at det var spændende musik, men at det lød så fantastisk i kirkerummet, og at rummet blev brugt så meget, kom alligevel som en overraskelse. Selv om det er tidligt på året, så er jeg sikker på, at det bliver en af årets oplevelser. De skal bare komme igen, så skal jeg også nok møde op.