Symfonikoncertsæsonen

For et par uger siden var vi til sæsonens sidste symfonikoncert, og den sidste blev også den bedste.

Brittens War Requiem stod på programmet, og det er jo et mægtigt værk. Stort orkester, kammerorkester, stort kor, drengekor, tre solister. Åh, hvor lød det fantastisk i vores symfoniske sal. Storslået, forfærdende, rørende, bevægende.

Opbygningen af værket er spændende. Orkestret, korene og sopranen tager sig af de traditionelle latinske requiem-tekster, mens kammerorkestret, tenoren og barytonen synger de engelske tekster, som er digte skrevet af en helt ung soldat, Wilfred Owen, under Første Verdenskrig. Meget gribende. Wilfred Owen døde i kamp kun én uge før krigens afslutning.
War Requiem er et antikrigsværk. Det er også et freds- og forsoningsværk. Det høres i både musikken og teksten, hvor alle de medvirkende til sidst forenes.

Værket blev uropført i Coventry i forbindelse med katedralens nyindvielse i 1962. Den gamle middelalderkatedral var blevet bombet sønder og sammen i 1940. Jeg har for mange år siden været i Coventry for at se den nye katedral og de bevarede ruiner af middelalderkatedralen, og selv om jeg ikke husker, præcis hvordan det så ud, så husker jeg de tanker, man uvilkårligt måtte gøre sig om krigens væsen og fornemmelsen af historiens vingesus.

Jeg spekulerede på, om ikke aftenens sopran, Inger Dam-Jensen, godt kunne klare at synge Góreckis 3. symfoni. Den kunne jeg utrolig godt tænke mig at høre live. Det er helt sikkert ikke noget let værk at spille, og måske blokerer den ikonografiske indspilning med Dawn Upshaw for nye fortolkninger, men jeg kunne nu ikke desto mindre godt tænke mig, at nogen vovede det.

Den ret beskedne plakat for Baltic Philharmonic Orchestra.
Bemærk den fikse fastgøring af den cylinderformede tingest,
der vst har et eller andet med strøm at gøre,
til venstre for plakatsøjlen.

Bare et par dage efter var vi til endnu en stor koncert, om end af en helt anden karakter.

Kristjan Järvi kom med sit Baltic Sea Philharmonic og spillede "vandværker".

Händels Water Music i en moderne bearbejdning var måske ikke så interessant, men resten af aftenen blev Philip Glass' 80 års dag fejret. Jeg er vild med Philip Glass, og det er Kristjan Järvi øjensynligt også.

Først blev den 2. violinkoncert opført med Mikhail Simonyan som solist, og efter pausen hørte vi hans Aguas da Amazonia.

Jeg troede ikke, jeg kunne høre noget smukkere end den 1. violinkoncert, men den 2. var tæt på, og Amazonflodens vande er et vildt spændende værk. Kristjan Järvi har fået lov at Philip Glass til at få lavet en orkesterudgave, og det var den, der blev spillet.

Man kunne tydeligt høre, at vi var kommet til en anden verdensdel, musikken var umiskendelig Philip Glass, men meget varmere og mere let bevægelig end Glass plejer at være. Ind imellem meget dansabel, og Järvi formeligt dansede på sit dirigentpodie. Ikke ganske usexet.

Næste sæsons program er på trapperne. Vi venter med spænding og sidder ved tasterne, når billetsalget åbner.

Tre dages forkælelse

Jeg har været tre dage helt for mig selv i København. Eller helt for mig selv og helt for mig selv... hele den første dag var jeg da sammen med Lise, der kom med sit tog næsten samtidig med, at jeg kom med mit.

Vi var på en herlig shoppe- og cafétur, fik begge lidt nyt til sommergarderoben og spiste brunch, og senere prøvede vi de gode kager på Taste i Store Kongensgade. Mere kunne vi ikke nå - tiden gik alt for hurtigt!

Jeg overnattede på Cabinn Metro på Amager. Det var billigt (Wake Up var for dyrt for mig denne gang, muligvis var priserne steget på grund af Women Deliver konferencen), men også ret skrabet. Jeg var lidt spændt på hotellet, som er tegnet af Daniel Libeskind, men det er nu kun i det ydre, man bemærker, at der har været en stor arkitekt ind over.

Foto lånt fra Philip Glass' hjemmeside

På andendagen var jeg kulturel. Aftenens koncert med Philip Glass Ensemble i Helsingør var hovedformålet med min miniferie. Jeg kan vældig godt lide Philip Glass' musik, så det var jo en fantastisk chance for at høre manden selv.

Vi hørte Music in 12 Parts fra 1974. Normalt opdeles det i flere koncerter, men dette var den fuldstændige udgave. Spændende musik med de små musikalske figurer, der gentages og gentages og ændres lidt og gentages. Både meditativ og engagerende på samme tid.

Opførelsen fandt sted i en gammel værftshal på Kulturværftet. Spændende sted, jeg kan godt lide sådanne rå industribygninger, men jeg var ikke helt sikker på akustikken. Jeg syntes, lyden løb lidt sammen og blev lidt ulden, men dels ved jeg ikke, om det skulle lyde sådan, dels er jeg jo vant til en ekstremt god akustik fra vores symfoniske sal. Desværre havde jeg glemt kamera. Jeg kunne ellers se mange fine motiver i den hal.

Inden koncerten havde jeg været på Ordrupgaard for at se udstillingen Hjemme hos Hammershøi. Det er en vældig god udstilling, og jeg er meget glad for, at jeg fik den at se.

Somme tider synes jeg, at særudstillinger med en enkelt kunstner kan blive lidt kedelige, men det syntes jeg bestemt ikke i dette tilfælde. Tværtimod syntes jeg denne gang, at de mange billeder fra samme motivkreds satte hinanden i perspektiv.

Som nævnt havde jeg ikke kamera med, så billedet er ikke fra Ordrupgaard, men derimod fra Den Hirschsprungske Samling. Ikke så vildt repræsentativt for Hammershøi, men det er altså ham, der er kunstneren. Og jeg kan godt lide træer.

På min sidste dag i København i denne omgang tog jeg til Designmuseet i Bredgade for at se deres udstilling Learning from Japan (igen en af disse irriterende engelske titler).

Udstillingen var imidlertid meget god. Måske var den japanske indflydelse lidt overdrevet. Jeg tror for eksempel, de danske kunstnere omkring år 1900 godt kunne finde ud af at lade sig inspirere af havet og bølgerne uden nødvendigvis først at skulle inspireres af japansk kunst. Det er dog en mindre detalje, indflydelsen har givetvis været der, og det var sjovt at se mange af tingene fra museets store japanske samling sat sammen med den danske kunsthåndværk.

Jeg fortsatte med kulturen, da jeg kom hjem, for søndag var vi i operabio, hvor vi så Donizettis Roberto Devereux, og det blev en af de bedste operabio-oplevelser i denne sæson. Matthew Polenzanis arier i sidste akt kunne røre en sten til tårer, og vi gik heller ikke ram forbi.

Søndagsaktiviteter

Vi nåede mere end Marcel Breuer-udstillingen i weekenden.

Søndag var vi først til operabio. Dagens forestilling var Satyagraha af Philip Glass. Jeg er vild med Philip Glass' minimalistiske musik, men det er første gang, jeg har hørt en af hans operaer.

Satyagraha handler om Gandhi. Teksten er fra det hinduistiske oldtidsdigt Bhagavad Gita. Det er skrevet på sanskrit, og operaen blev også sunget på sanskrit! Noget af en kraftpræstation af de medvirkende. Der var kun nogle få oversættelser, men det var alligevel let at forstå meningen - Gandhi er selvfølgelig heller ikke nogen ukendt skikkelse.

Titelrollen blev sunget af Richard Croft med en stor klarhed i stemmen. Det passede godt til rollen, men der var adskillige store roller, alle fantastisk sunget. Et fremragende kor og en spektakulær iscenesættelse, tilsammen en dybt bevægende totaloplevelse, som blev suget ind med tilbageholdt åndedræt.

Bagefter blev det lige til en time i Ridehuset til årets første antik- og genbrugsmesse. Jeg faldt for et keramikfad/tallerken bemalet med fisk, fra Knabstrup og dekoreret af Johannes Hansen. Med stor sandsynlighed fra 1960erne.


For et par år siden ville jeg ikke have skænket den et øjekast, men ens smag ændres tydeligvis.

Jeg fik også keramik i julegave, bl.a. en meget yndig lille skål fra Søholm. Jeg plejer ikke at være så vild med Søholm, men i denne skål går facon og dekoration op i en højere enhed, synes jeg. Skålen er lige godt 10 cm i diameter.