Når man elsker at se vintersport i fjernsynet så meget, som vi gør, er vinter-OL en herlig tid.
Der er ikke tid til meget andet, men man kan godt strikke til kiggeriet. Hvis man altså har noget, der ikke er alt for vanskeligt. Det havde jeg ikke lige, så jeg gik i resteposen med bomuldsgarn og strikkede klude efter min selvopfundne model.
Sådan ser mine vinter-Ol-klude ud, inden enderne er blevet heftet:
Det er jo mærkværdigt at afholde vinter-OL et sted, hvor der stort set ingen natursne er. Hvor må det have været dyrt, både i penge og miljømæssigt med al den kunstsne, der var pøset ud over løjper og pister.
Der skete så det meget morsomme, at vejrguderne tydeligvis mente, at når de i Kina absolut ville arrangere konkurrencer på sne, jamen, så skulle de sandelig også få sne. Vi fik at vide, at der på det sted - så vidt jeg husker - gennemsnitligt falder 2-3 mm sne OM ÅRET. Pludselig faldt der 7-10 mm PÅ ÉN DAG. Det gav problemer!
På alpinpisten forsøgte man at hamle op med snemængderne. Man prøvede at rydde et spor, vistnok i en af storslalom-konkurrencerne. Det lykkedes kun dårligt, den ene deltager efter den anden kom lidt uden for det smalle spor og ind i den løse sne og missede en port eller udgik på anden måde.
På et tidspunkt mistede en af deltagerne sin ene ski. Den fortsatte for sig selv ind i en snebunke og skulle selvfølgelig fjernes inden næste deltager. Vi så en lille mand ved siden af løjpen. Han kiggede først i den ene retning: Ingenting her! Så i den anden retning: Ingenting der! - han så ganske opgivende ud. Det forårsagede OLs største grineflip hos os, og vi gik glip af, om skien faktisk blev fundet.
Undervejs skulle der også skældes ud på kommentatorerne. Hvorfor er dem på DR stort set alle håbløse? Vi så kunstskøjteløb og noget alpint skiløb på den kanal, og der var ingen fare for at falde i søvn, fordi vi hele tiden skulle harcelere over de uduelige kommentatorer.
TV-2 klarer sig bedre, i hvert fald var bobslæde-kommentatorerne og skiskydningsfolkene ok. Tyskland har som altid gode kommentatorer, men de fokuserer så meget på de tyske atleter, at man ret tit går glip af noget, man ellers gerne ville se.
På strikkefronten har jeg lidt af en strikkekrise. Jeg gider ikke rigtig strikke til lageret, og jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan den cardigan, jeg vil strikke til mig selv, skal være - endsige fundet garn til den.
Jeg har så haft det som lidt af et projekt at lære at strikke patent. Det vil sige, jeg kan sagtens strikke patent med både én og to farver, og jeg kan også tage ind og ud og lave bladmønstre.
Men kanterne!!! Jeg har - på trods af hjælp fra adskillige bøger og nettet - endnu ikke knækket koden til, hvordan man får pæne kanter, når man strikker med to farver, og jeg nægter at lave noget med grimme kanter. Patentprojektet er lige nu lagt på hylden, men jeg fik da øvet mig på et par pulsvarmere. Ikke helt vellykkede, men de er i hvert fald orange :) - og fotoet er jeg godt tilfreds med :)
