Viser opslag med etiketten Mygdal. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mygdal. Vis alle opslag

onsdag den 14. juni 2017

Nordjyske dyrebørn

En af fordelene ved at tage på ferie midt i maj er, at der er ret små dyrebørn på markerne.

Tæt på hvor vi boede ved Nørlev Strand, ligger Skallerup Indlandsklitter. I det fredede område går der altid en masse heste og får, og denne gang var der mange lam. Nogle af dem bittesmå, og vi syntes, der kom flere til i løbet af den uge, vi var der.

Man må gerne gå ind i området, så det gjorde vi selvfølgelig, men mødrene var agtpågivende og gik med deres afkom, hvis vi kom for tæt på.

Kom så, børn - der er mærkelige dyr på to ben i nærheden
Hende herunder var nu ret cool. Måske var det, fordi vi faktisk på dette tidspunkt stod på den anden side af hegnet. Er får så kloge, at de kender forskellen? Det skulle såmænd ikke undre mig.

Æv bæv, I kan bare ikke nå os




Foruden fårene og hestene gik der to store tyrekalve i klitterne. De var godt nok ikke babyer mere, men må have været fra sidste år, men hvor var de dog kønne.

Jeg var helt forelsket i den lyse, som vi kaldte Isbjørn på grund af aftegningerne. Han så så blid ud og havde det kønneste udtryk, man kan forestille sig.






Den anden kaldte vi af åbenlyse årsager Bæltedyret.


Han var nu også fin.


Vi så også mange nyfødte kalve, men dem fik jeg af en eller anden grund ikke fotograferet, Lige bortset fra det her, hvor mor igen har anbragt sig strategisk mellem barn og tobenet.


Vi var som altid en tur i Mygdal, hvor vi besøgte både Mygdalhus - det er sådan et godt udstillingssted - og Rav-Værkstedet, hvor den dygtige ravsliber og smykkemager Andreas Wörner holder til. 

Over for Rav-Værkstedet gik der på en mark en masse Pippi Langstrømpe-heste - og føl!






Det yngste føl kan ikke have været mange dage gammelt og var stadig meget uharmonisk at se på med et alt for stort hoved, men det skal såmænd nok vokse sig lige så kønt som det lidt ældre føl og de voksne heste.
Jeg billedspammer lige med et par portrætter af Bæltedyret og Isbjørn:



mandag den 21. december 2015

Årets bedste...smykke

Mit bedste smykkeindkøb i 2015 er et vedhæng i rav og træ.

Jeg fandt det i Mygdalhus, et udstillingssted i Mygdal, som vi næsten altid besøger, når vi er nordpå.

Mit hjerte er lavet af en af de faste udstillere, Andreas Wörner, fra Rav-Værkstedet. Det ligger også i Mygdal, så vi smuttede lige derover for at se, om der skulle være et endnu bedre der.

Det var mod bedre vidende, for jeg vidste udmærket, at det ville der ikke være, og det holdt også stik. Der var andre rav & træ-hjerter, men den første forelskelse forblev den største.

Jeg synes, hjertet er et rigtigt sommersmykke, essensen af vestkyst og Vesterhav - rav og drivtømmer. Måske er det ikke drivtømmer, men det forestiller jeg mig. Innovativt.

Foto: Kirsten Sonne.
Billedet er lånt fra hendes hjemmeside.
Det er mit næstbedste indkøb også.

Det er et armbånd med neonorange akrylstykker og små grønne glasperler holdt sammen af et ossobucu-ben.

Det er Kirsten Sonne, som jeg før har købt smykker hos (blandt andet da hun for nogle år siden gæsteudstillede i Mygdalhus), der har lavet armbåndet. Hendes smykker ligner ingen andres. Mit armbånd er et af de mere afdæmpede.

Jeg havde set det på nettet, men havde overvundet fristelsen til at købe. Det gjorde jeg ikke, da jeg så armbåndets intense farver in natura på Trapholts julemarked.

Det lyser vildt flot op sammen med mine kedelige vintergarderobefarver, og det har næsten ikke været af min arm, siden jeg købte det.