Viser opslag med etiketten Sankt Hans. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sankt Hans. Vis alle opslag

mandag den 22. juni 2015

Sommersolhverv og Sankt Hans

I går var det sommersolhverv, i morgen er det Sankt Hans.

Forhåbentlig kommer der mere sommer efter midsommer end før, for det har unægtelig været en noget våd og kold sommer indtil nu. Vi er taknemmelige for, at vejret var bedre, da vi var på ferie - eller måske er det bare bedre i Nordjylland? Jeg er for et stykke tid siden skiftet til sandaler, som mine fødder elsker, men det kniber med at holde dem på.

Man kan trøste sig med, at astronomisk set begyndte sommeren først i går, og den varer helt frem til jævndøgn - men dagene bliver unægtelig kortere nu. Øv.


For et par dage siden var der hen under aften et helt besynderligt lys over himlen. Meget gyldent og meget lysende - alle de grønne farver blev intenst grønne med et gult skær.

Det opgav jeg at fotografere, men jeg forsøgte mig med regnbuen, der samtidig var på den modsatte del af himlen.

Det var en fuld regnbue, og den blev der i lang tid. Desværre havde jeg ikke vidvinkel nok til at få hele buen med på samme billede.

Måske var det endda en dobbelt regnbue. Jeg synes, jeg kan se spor efter den ydre bue på mine billeder, men jeg lagde faktisk ikke mærke til den i situationen.

For en del år siden - før digitalkameraernes tid - så jeg en meget tydelig dobbelt regnbue. Da jeg bragte mine billeder til fremkaldelse, grinede fotohandleren og sagde, at han straks havde gnedet sig i hænderne, da han så regnbuen. Det var penge i lommen for ham.

Det bedste man kan sige om den indtil nu våde sommer: Det er helt unødvendigt at vande i haven.

søndag den 24. juni 2012

Midsommer

Jeg er noget ambivalent i forhold til begrebet midsommer. Det er altid lidt trist, når dagens længde begynder at gå den forkerte vej. Til gengæld bliver det tit først rigtig sommer efter Sankt Hans, og det er jo noget at se frem til. I dag ser det ganske vist ikke ud til at blive rigtig sommer overhovedet, men mon ikke der alligevel kommer nogle gode dage. 

I går, hvor vejret var rimeligt, kom vi på en ikke planlagt tur i Den Gamle By. 

Det er ikke et sted, jeg frekventerer så tit, og det var første gang, jeg så Møntmestergården, efter den er blevet færdig. 

Fugleloftet i en af salene er altså morsomt - se bare uglen. Den lille fugl er til gengæld sød - gad vidst hvad den skal forestille at være?



Vi var ikke til bål i går aftes. Jeg synes, det er dumt, at bålene af hensyn til børn bliver tændt så tidligt, at det overhovedet ikke er blevet mørkt endnu. 

Sådan var det ikke i min ungdom, hvor jeg tit var til Sankt Hans bål. Dels blev vi ikke frataget en time, fordi der ikke var sommertid, og dels tændte man først bålene ved 22-tiden. Så kunne de nå at blive rigtig flotte.

Nå, i går aftes var vi alligevel på besøg hos en meget charmerende kat, der lyder navnet Hubert. Og hos hans medkatte og mennesker. Bedre end bål i dagslys. Tak for i går, Annette og Niels!