Med disse julebilleder taget gennem årene ønskes alle, der kigger forbi bloggen

  En Glædelig Jul

Taget i år, men Mogens Bøggilds grise får nu sløjfer på hvert år i december

Jeg vil hellere spise disse bagergrise end de stakkels grise
fra de danske svinestalde

Selv juleudsmykningen kan tabe pusten.
Set i Bruuns Galleri for adskillige år siden

Hvis man skulle få den tanke, at jeg godt kan lide grise,
så er det helt rigtigt

Mere Berlin

Her kommer endnu en billedkavalkade fra Berlin:

Vi har ikke før været i Rigsdagsbygningen.
Det var spændende at gå i kuplen, både da det var lyst, og da mørket var faldet på.

På julemarkedet på Gendarmenmarkt mødte vi denne Buddy Bear i juleantræk.
Den hedder WeihnachtsZauber, og kunstneren, der har dekoreret,
hedder Nana Topchishvili. 

Man skulle måske tro, at en af de garnbutikker, vi besøgte, lå i nærheden af denne murdekoration,
men vi så den nu på Kreuzberg i nærheden af knappebutikken.

På vores hotel foregik der mangt og meget. Blandt andet var der denne indbydelse til "Leichenschmaus", der vel nærmest kan oversættes med gravøl eller begravelseskaffe,  men det lyder både morsommere og mere morbidt i danske ører.
 Desværre forgik det ikke lige, mens vi var i byen.
På billedet kan man også se hotellets oprindelige grønne og hvide kakler. Meget specielle!
Måske ikke så underligt, at kunstnercabareten kom til at hedde Die Badewanne.

Tyskerne er vist verdensmestre i at lave julepynt, herunder glaskugler.
Jeg kunne godt lide ræven i midten med rigtig pelshale.

Mere jul.

I et forretningsvindue så vi dette juletræ lavet af strudsefjer og -dun.

Jeg er ikke sikker på, at jeg synes om det, men opfindsomt er det unægteligt.

Til sidst endnu en vægdekoration.

Anden er spist...

...og julen er stort set ovre for i år, men der er trøst at hente, for den starter jo i oktober 2019 igen :)

Decembers højdepunkt for mig blev nu ikke anden juleaften, for vi var et par dage i Berlin midt i måneden. Det er 9 år siden, vi var der sidst, så det var på tide at indsnuse berlinerluften igen.

Berlin i december er bogstaveligt talt lys i mørket. Her kommer en lille billedkavalkade til illustration:

Så ved vi, hvor vi er!
Og det er altså ikke mig, der har leget med Photoshop.

Vi boede på Ellington Hotel i Nürnberger Strasse i Schöneberg. Jeg syntes, området virkede så bekendt, og da vi kom hjem, fandt vi ud af, at vi også boede i Nürnberger Strasse første gang, vi var i Berlin - i 1984. På et andet hotel, som ikke eksisterer mere.

Ellington Hotel er et hotel med historie. Selve den 185 m lange bygning ud mod Nürnberger Strasse er fra slutningen af 20erne, og den overlevede krigen uden alt for store skader. Både udvendig og indvendig kan man tydeligt se 1920er-arkitekturen. Neue Sachlichkeit blev stilen kaldt. 

Der har ikke altid været hotel i bygningen. Da det blev bygget, hed det Femina-Palast og var et (stort!) dansested. Særdeles prominente musikere spillede her, det er ikke nogen tilfældighed, at hotellet hedder Ellington. Efter krigen blev det først en kunstnerkabaret, Die Badewanne. Die Badewanne blev senere en jazzklub og igen med nogle af jazzens topnavne på plakaten. 

Senere blev der discotek, Der Dschungel, og igen blev det et sted, hvor berømthederne kom. David Bowie, Mick Jagger, Iggy Pop, Nick Cave og Blixa Bargeld for bare at nævne nogle. I 2007 indviedes Ellington Hotel, hvor der stadig spilles masser af levende jazz. Jeg ville ikke have noget imod at bo der igen.

Udsigt fra Rigsdagsbygningens kuppel mod hovedbanegården

Julemarkedet i Charlottenburg var præget af musik.
Indtil flere messingblæserensembler spillede,
og overalt var der musicerende engle - dog uden lyd.

Vores lokale juletræ

Tirsdag i hovedstaden

Jeg havde ofret en af mine tiltrængte tysklektioner for at komme til København sammen med Dorthe og Yrsa en tirsdag, hvor der er fri entré på Glyptoteket. For sent opdagede jeg, at det ikke gælder særudstillinger - og det var særudstillingen, vi især var interesserede i.

Når man skal betale 110,- kr. for billetten, skal man have god tid. God tid er en mangelvare, når man kun er af sted én dag. Vi tænkte på at kigge ind til kattemumierne eller impressionisterne, men valgte bare at hygge os og indsnuse storbystemningen og helt glemme kulturen.

Det var nu mere julestemningen, der prægede byen. I går så vi til vores overraskelse i Politikens juletillæg, at den helt almindelige røde glaskugle er aldeles umoderne. Hvis de ikke vil være helt utrendy i København, kan de godt få pyntet om. Vi så voldsomme mængder af netop røde glaskugler i voldsomt mange forretninger og spisesteder. Den lille polarræv, som vi så hos Egmont i Vognmagergade er sikkert meget mere trendy. Den er også sød!

Vi havde nogle enkelte forretninger på programmet (ingen garnforretninger :) og ellers improviserede vi. Blandt andet kiggede vi lige ind i det nyåbnede italienske supermarked Eataly, der er kommet i Illums underetage. Jeg ved slet ikke, hvordan man skulle kunne vælge mellem så mange olivenolier og pastatyper. Der var dog også en chokoladeafdeling, hvor det bare var svært ikke at vælge for meget. I virkeligheden fik jeg måske valgt for lidt, for jeg har smagt på to af de valgte stykker, og de var i hvert fald gode.

De tyske julemarkeder breder sig i København, og de har faktisk meget af den samme stemning, men er dog noget mindre end dem, vi kender i Hamborg og Lübeck. Vi gik igennem et par stykker af dem uden at have betalingskortet fremme.

I Strædet med udsigt til rådhustårnet

På det tidspunkt havde vi nemlig indtaget vores eftermiddagskaffe hos Bertels Kager i Kompagnistræde. Et paradis for ostekageelskere - en betegnelse, der passer på os alle tre. Jeg fik en klassisk Key lime, som krævede hele to kopper stempelkaffe til, men der er da mindst syv andre i deres udvalg, jeg også gerne vil prøve. Den er mættende, sådan en cheesecake, og ingen af os havde lyst til gløgg (det har jeg nu sjældent) eller andet i nogle timer efter salonbesøget.

Knud og Krista var med på tur. De nøjedes med at beundre min keylime cheesecake.
Lyset i kagesalonen var dæmpet og hyggeligt, men ikke rigtig tilstrækkeligt til mit kamera.

Vi havde valgt at tage med DSB, for vi sætter alligevel pris på, at der er et ordentligt toilet og plads til at strække benene en gang imellem. Det kan de billige busser ikke rigtig honorere.

Med orange billetter var prisen også blevet rimelig, og det bliver endnu billigere. Hjemad blev vi nemlig nøjagtig 32 minutter forsinket, lige nøjagtig nok til at vi skal have billetterne refunderet. Men godt at det ikke var på udturen, vi blev forsinkede, for da havde vi brug for tiden.

Julehilsen

Jeg synes, julemanden på mit julekort har lidt samme udtryk som nogle kristusfigurer fra vikingetid eller fra den tidlige romanske tid.
For eksempel den på Jellingstenen.
















Eller den på det meget fine Åby-krucifiks, der skulle være Danmarks ældste krucifiks, lavet omkring år 1100.

Det er blevet fundet i Gammel Åby Kirke, der næsten er min lokale kirke.

Nej, det passer ikke

Julen er ikke kommet. Hverken i lørdags, hvor jeg så reklamen i avisen, eller i dag. Vi er immervæk kun nået til den 10. november.

Julen kommer her i landet den 24. december. Basta!!! Det er fint at forberede den i det meste af december, men det betyder ikke, at julen er startet. Jeg ved godt, jeg er håbløst gammeldags i den retning. Jeg har bemærket, at yngre personer ønsker hinanden glædelig jul hele december.

Nå, men da vi sort på lysegråt kunne læse, at julen er kommet, så tog vi til julemarked på Rosenholm Slot. Det var begrænset spændende, men kulissen er unægtelig unik.

Vi har altid godt kunnet lide det nydelige, lille rødstenshus.
Det ligger på vejen til vores sommerhus, som vi ganske vist ikke ikke har mere,
men vi har beundret det på alle årstider.

Vi blev hurtigt færdige med markedet og havde god tid til også at besøge et galleri i et hus ved siden af slottet.

Heldigvis, for der boede Hr. Mortensen.

Han stod på gesimsen uden for et vindue og ville tydeligvis gerne ind, men det kunne ikke lade sig gøre, for der var udstillet keramik til salg i vindueskarmen.

Jeg gik udenfor og snakkede med ham. Han spandt og ville gerne kæle, men han ville også stadig gerne ind og forlod ikke sin gesims. Jeg er sikker på, han glædede sig til, at alle gæsterne var forsvundet, så det blev hans hus igen.

Er det ikke nogle fine hvide kanter, han har på ørerne? Hr. Mortensen var hele turen værd.

Det er ret morsomt, at alle dem, der starter julen nu, heller ikke kan blive hurtigt nok færdig med den, når juleaften er overstået - væk med al den (over)søde julepynt og slut med den vamle julemad hurtigst muligt.

Jeg er lodret uenig. Der er jo en grund til, at julen førhen lå, hvor den lå, nemlig i den allermørkeste tid. Det er der, man for alvor har brug for lys og forkælelse. Min jul slutter ved helligtrekonger.

Ikke kun jul

I vores avis i går stod der noget om, at mange er ved at være trætte af det opskruede julegaveniveau, og at der alligevel næsten ikke er nogen, der kan huske, hvad de har fået den foregående jul.

Jeg er ikke nogen undtagelse, og i det hele taget smelter mine juler sammen for mig. Én skiller sig dog ud, og den husker jeg helt tydeligt. Det var julen 2000.

Da fik Lilit nemlig killinger. Det var en både langvarig og dramatisk fødsel, hvor vi også var på besøg hos vagtdyrlægen, men vi slap for kejsersnit.

Den sidstfødte killing blev leveret som den fineste julegave kl. 18.35, smuttet som en mandel og i en helt ubeskadiget fosterhinde. Det er både den første og den sidste killing født hos os, hvor fosterhinden ikke gik i stykker under fødslen.

Vi havde ikke kunnet koncentrere os om at lave julemiddag i løbet af dagen, men da vi var sikre på, at der ikke var flere killinger, satte Dorthe risengrød i høkassen, og ved 22-tiden kunne vi nyde vores grød sammen med synet af de suttende killinger. Det var den julemiddag, og den er da værd at mindes!

Killingen var jo altså Sarantoya, som fik lov til at blive boende. Helt ærligt var vi bange for, at der ikke var andre, der kunne holde af den larmende og energiske og stædige lille kat, der havde alt for travlt til at kæle. Vi kan stadig en gang imellem synes, at nu er hun altså for meget, men så husker vi på, hvor sjov hun også er. Med alderen har hun sandelig også lært at sætte pris på en kæletur.

Billedet blev taget i går, og viser Sarantoya i færd med en af sine foretrukne beskæftigelser: At forhindre mig i at læse avis.

TIL LYKKE med de 9 år, lille tøs, og GLÆDELIG JUL til alle!