Havgus

I sidste uge var vi igen på ferie i Nordjylland. Ved Nørlev Strand, samme sted som vi var for to år siden.

Vi har aldrig før været der så tidligt på året, og måske var det på grund af årstiden, at der var usædvanlig meget havgus.

Sommerhuse på vej i havet?

Her er det nede på stranden, hvor gusen rullede ind fra havet.

En anden dag var vi ved Rubjerg Knude Fyr. Det var fint vejr, da vi gik fra parkeringspladsen, men undervejs blev fyret mere og mere usynligt. Det sidste stykke vej går man gennem milen, og da kunne vi overhovedet ikke se fyret. Der kom nogle mennesker gående den modsatte vej, så vi regnede med, at fyret nok var i den retning, og ganske rigtigt. Pludselig kunne vi skimte det lige foran os.

Yrsa og Annett på vej de sidste meter mod fyret

Der skulle være en fantastisk udsigt fra fyret, men det var der så ikke den dag. Vi gik ganske vist op i fyret, og somme tider fik man lige et glimt af bølgerne, men det meste af tiden måtte vi gætte os til, at der var en klint og et hav. Til gengæld fik vi så rigtig oplevet havgus, og det var faktisk slet ikke så dumt.

Fyret er dødsdømt, men hvornår det styrter i havet (det vil sige, det bliver jo nok pillet ned inden ligesom Mårup Kirke), ved man nok ikke med sikkerhed. Derimod har man anslået, hvor hurtigt sandklitten vandrer ind i landet. På vejen til fyret er der pæle, hvor der står, at så langt regner man med, sandet er nået i det og det år. Spændende og lidt uhyggeligt.

Servitricen i den café, hvor vi spiste frokost efter vores tur til fyret, mente, at vi skulle gentage turen, for mens vi spiste, var havgusen fuldstændig forsvundet. Det gjorde vi nu ikke, men vi så "sanddyngen" og fyret på afstand mange gange.

Udsigt fra Vennebjerg Kirke

Jeg har for resten fået min egen bænk på Nørlev Strand:

Annett har fotograferet

Det vil sige, egen og egen - mon ikke jeg skal dele den med mindst én anden Kirsten.

Rubjerg Knude

Hvad er det for nogle sanddynger, der ligger derude? spurgte jeg en af de første dage, vi kørte rundt i Skallerup-området. Dem havde vi da aldrig lagt mærke til før. Der var meget længere til dyngerne end på billedet, og det er meget mærkeligt, at vi ikke havde bemærket dem før, for man kunne se dem fra mange forskellige retninger og på meget lang afstand.

Det viste sig selvfølgelig at være sandklitterne ved Rubjerg Knude, og jo tættere vi kom på, jo mere imponerende blev de. Ligeså imponerende som Råbjerg Mile - og det siger jo en hel del.

Jeg troede først, det ville være umuligt for mig at gå op på toppen, men det var nu ikke så slemt.

Halvvejs oppe ad milen - udsigt mod Lønstrup. 

Et kig ned ad den 15 km lange Lønstrup Klint

Udsigt mod Rubjerg Knude Fyr.

Fyret har været næsten tilsandet, men nu er sandet fløjet længere ind i landet, og det fortsætter det med. Til gengæld rykker klinten hele tiden nærmere, og det varer nok ikke så længe, inden fyret styrter i havet - eller bliver revet ned.

På billedet med udsigt mod Lønstrup kan man midtvejs skimte den næsten nedrevne Mårup Kirke. Der var vi en anden dag, og lidt nord for kirken ind mod Lønstrup var der en trappe ned ad klinten. Dorthe skulle ikke nyde nogen nedstigning, men Lise og jeg forcerede trappen ned på stranden for at kigge på klinten. Det gik også meget godt.

Op igen var bare meget værre. Trappen knirkede voldsomt, og nogle steder dirrede den også temmelig kraftigt. Noget af vejen går trappen over et stort hul. Ikke særlig betryggende, jeg forsøgte at kigge hverken ned eller op, men bare køre på i et jævnt tempo, mens jeg talte trin. Jeg fik dem til lidt over 130, men Lise talte kun 121. Det er nok hende, der har ret.

Når man er i området, må man ikke snyde sig selv for et besøg på Strandfogedgården. Et fint lille museum hvor man får en masse at vide om sandflugt og om Rubjerg Knude.