Viser opslag med etiketten Dyrehaven. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dyrehaven. Vis alle opslag

onsdag den 12. april 2023

Dyr og planter i påsken

Tak til vejrguderne for det dejlige vejr i påsken! 


Vi var i Den Gamle By for at spise frokost, købe vaniljekranse og for at se, om gæssene var der - og det var de til min udelte fornøjelse. Jeg tror ikke, det er de samme, som vi har set før, men der var som sædvanligt én hvid og to, der også havde farver på. Sådan skal det åbenbart være.

En anden dag var vi i Dyrehaven. På vejen dertil så vi årets første anemone:


Der var ikke mange, men om et par dage er skovbunden nok dækket af dem. På Fyn og Sjælland har de sikkert været fremme et stykke tid, og de er også fremme i vores egen have, men i Marselisborg skovene skulle man se godt efter for at få øje på dem.


Dyrene i dyrehaven var det ikke svært at få øje på, der var rigtig mange. Her er det nogle af eleverne i ungdomsskolen. De holdt sammen i et par store flokke. Andre steder var der voksne hanner og et tredje sted voksne hunner.

Der var også mange mennesker i Dyrehaven, og dyrene var tydeligvis blevet godt fodret i mange dage. Gulerødder havde ikke megen interesse, æbler kunne gå, og kastanjer var åbenbart en lækkerbisken, men lidt svære at tygge. 

Det sjoveste, vi så, var dog en stor flok frøer i et af de lave vandhuller. 


De kvækkede og fartede rundt i vandet, og der var godt gang i æglægningen. Jeg er ikke helt sikker på, hvilken slags frøer, det er. Den grønne eller den butsnudede?

I et af de andre vandhuller var der troldænder. To par, men altså kun det ene på billedet:


Troldanden er sådan en nydelig and. Mon ikke også der kommer ællinger? Det må vi huske at få kigget efter til sommer.

søndag den 15. juli 2018

Ugens træ - uge 28


Egentlig havde jeg tænkt på et andet træ som ugens træ, men denne eg stod og lyste så fantastisk i udkanten af dyrehaven i Århus, så den må det være. Vi var ude for at tjekke, om dyrene nu også fik gulerødder nok. De så ikke ud til at lide nød, men de ville da gerne have flere gulerødder.

Jeg har vist lidt af den vrangforestilling, at i højsommeren er egene ikke så fine og lyse som bøgene, men det er faktisk lige omvendt.

Egen er i øvrigt en stilkeg, men jeg fik ikke taget et nærbillede af løvet. Som kompensation kommer her et billede af nogle af de gulerodselskende dyr i bøgeskoven:


mandag den 5. november 2007

Chat og fotosafari i Dyrehaven

Jeg fik chattet en del - mest i embeds medfør - med Marianne og Jens i sidste uge. Jeg tror, jeg bedst kan lide G-talk; der er ikke så meget fis som på Messenger. Det sjoveste er gruppechat! Også selv om det af og til var svært at få et ord indført.

I går skulle jeg ud at trave lidt i det gode vejr, så noget af indtaget fra lørdag aftens gæstebud kunne blive forbrændt. Jeg lagde vejen forbi dyrehaven i Marselisborg-skovene og havde - helt tilfældigt - mit nye kamera med.

Resultatet var, at jeg ikke fik trasket så meget. Jeg var jo nødt til at stå stille for at få nogle gode fotos af de i øvrigt yderst selvskabelige - og åbenbart ret sultne - dyr.
På billedet er det en ung sikabuk, der med største fornøjelse gnasker æbler i sig.