Viser opslag med etiketten Maria de Buenos Ayres. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Maria de Buenos Ayres. Vis alle opslag

lørdag den 6. april 2019

Musik i marts

Marts blev en vældig musikalsk måned for vores vedkommende.


Billedet her er taget ved Aarhus International Piano Competition. Jeg havde ikke tid til at være der hele tiden, men jeg hørte da en del af de yngste og næsten alle de af de ældste, der var gået videre fra første runde.

Det blev kommenteret af Mathias Hammer, min - og adskillige andres - yndlings-P2-vært. Jeg er aldrig enig med dommerne, men denne gang var der dog flere af mine favoritter, der kom i finalen.

Sidst på måneden var der RAMA festival. Denne gang var det 100% tilrettelagt af de studerende, og man kunne altså godt mærke, at der manglede et professionelt touch, men der var også nye, sjove tiltag. Blandt andet en hemmelig rundtur på konservatoriet. Hvor er der dog mange øvelokaler!

Undervejs lyttede vi til musik, som da en af de organiststuderende fortalte om et af de fine øveorgler og spillede på det.

Der blev også spillet rundt om i gangene, både på rundturen og ellers.


Det bedste, vi hørte, var RAMA saxofonensemblet, der spillede både ny og gammel musik, og ikke mindst to kommende operasangere, der sang Gluntarne. Ingen tvivl om, at operasangere nu skal kunne andet end at synge. Det var bare morsomt!

Det var det også, da vi var til en aften med swingmusik fremført af Aarhus Jazz Orchestra med Live Foyn Friis som solist og historikeren Søren Hein Rasmussen, der særdeles underholdende fortalte om swingtiden. Det er længe siden, jeg har grinet så meget.

Desuden en slagtøjsdebutkoncert, flere symfonikoncerter og operabio, hvor vi så Regimentets datter. Det er den sødeste opera, jeg kender. I denne udgave sang og spillede sydafrikanske Pretty Yende Marie og mexicanske Javier Camarena Tonio, og det gjorde de helt utrolig godt. Begge har afgjort komiske talenter, ud over at de kan synge. Camarena måtte endda efter publikums ihærdige klapsalver og stående ovationer gentage arien "Ah! Mes Amis", så vi fik ikke bare ni, men atten høje C'er.

Så fremragende var Den Jyske Operas udgave af Maria de Buenos Ayres langt fra. Faktisk var den temmelig kedelig. Vi har set den før i Holstebro, og den udgave var på alle måder meget bedre.

søndag den 20. november 2011

Mild november

Jeg er vild med denne milde november. Grå, at og til med solstrejf og med de dejligste blå skumringsfarver.

Der er stadig adskillige blomstrende planter i vores have.

Storkenæbbet Sandrine er en af dem.

Den har en dyb rødviolet farve med ravnesort midte, og det er umuligt for mig at få den helt rigtige intense farve på fotos, men jeg har gjort et forsøg.

Også et par af krukke-pelargonierne blomstrer endnu - pelargonier er ikke fedtede!

Sidste år ved denne tid var der sne og frost, og det var meget ubehageligt at køre i. Derfor var det med nogen bekymring, at vi købte billetter til Maria de Buenos Ayres, som vi så i går i Holstebro, men det viste sig heldigvis helt ubegrundet.

Forestillingen var noget så usædvanligt som en tango-opera fra 1968 med musik af Astor Piazzolla og libretto af Horacio Ferrer. Den er blevet til i et samarbejde mellem Den Fynske Opera og Operaen i Midten - altså i Region Midt, og er blevet vist på Fyn og forskellige steder i Jylland.

Det var rigtig spændende, vellykket og meget professionelt. Et glimrende orkester, gode sangere - især Ingeborg Novrup Børch, der sang titelpartiet - og to helt eminente dansere, Alejandra Heredia og Mariano Otero. Der var noget for både ører og øjne.


Forestillingen blev vist på Knudsens, en meget fint restaureret hotelsal, der altså nu er bl.a. teatersal. Dorthe husker udmærket Knudsens Hotel fra sin barndom, men selve hotellet er der ikke mere. I hvert fald fungerer det ikke som hotel.

Vi var nu glade for, vi havde billetter helt fremme på 3. række, for det må have været noget vanskeligt at se helt bagerst i den flade sal. Derimod har pladserne på balkonen sikkert været gode. Det var der, jeg tog billedet af salen i pausen.

I dag har vi gået en tur ved Moesgård, og da vi kom hjem, drak vi te (Rooibush med ingefær og kanel fra Victorias Palace på Fanø) og spiste dadelsmåkager til. Vi nærmer os da vist juletiden :-)