fredag den 30. juni 2023

Smag for Thy


For en uge siden kom vi hjem efter en uge i Nr. Vorupør. Som mange andre landsdele er Thy stolt af og promoverer sig over for turisterne med områdets kulinariske særpræg. 

Vi købte lidt af Thy-smagen med hjem. På billedet står tranebærsyltetøj, stikkelsbærsirup købt på Aagaard, porsesnaps, hyldebærsyltetøj, jordbærbalsamico fra Vorupør-slagteren og forrest ramsløgsalt fra Stenbjerg Kro. Det lille glas var en "tak for besøget"-hilsen fra kroen. Syltetøjerne og snapsen blev købt på Stenbjerg Landingsplads, da vi havde været til fortællinger om Fisk og folk på landingspladsen. Det var for resten rigtig sjovt at være med til.

For os er det nu især smagen af frisk fisk, vi forbinder med Thy - ja, sådan set med hele vestkysten.

Som regel spiste vi frokost ude, så vi fik afprøvet forskellige steder. Da vi var der for to år siden, forsømte vi at spise på Stenbjerg Kro. Det nåede vi denne gang, og både mad og betjening var rigtig god. Vi vender gerne tilbage.

Det blev dog slået af Hanstholm Madbar, som Yrsa havde læst om inden vores ankomst. Vi havde alligevel planer om at skulle besøge fyret, som vi kun lige var forbi sidst, og madbaren ligger lige om hjørnet fra fyret.


Det er et meget venligt lille fyr, som er let at gå op i. Brede trapper og under 100 trin, men med en skøn udsigt til blandt andet den lille Hansted Kirke, som vi besøgte bagefter.


Fyret og bygningerne omkring fyret bliver brugt til kunstudstillinger. Da vi var der, var det udstillingen Q Vadis med værker af Misja Kristoffer Rasmussen. 

Den store fod stod uden for bygningerne og var udstillingens vartegn. Den mindede mig straks om Magrittes malerier af hule fødder eller støvler udformet som fødder.

Hvis man ser godt efter, kan man i øverste venstre hjørne se borde og bænke, som hører til områdets nyåbnede café med god kaffe, surdejsboller og andet godt. Kun Dorthe fik sig en kop kaffe, mens vi andre besteg fyret, men vi købte et brød med hjem, og det var i hvert fald pengene værd.

Tilbage til madbaren, som vi havde gemt appetitten til. Menuen stod for os alle på pandestegte rødspættefileter, men med lidt forskellig garniture. Og sikke nogle fileter, tykke, saftige og perfekt stegt. Det er godt nok noget andet end friturestegte.

Vi måtte tilbage endnu en gang. Kulmulen fristede, men den blev serveret med kartoffelsalat. Jeg forhørte mig, og heldigvis viste det sig, at der hverken var løg i salaten, eller at de stakkels nye kartofler var druknet i en tyk, hvid dressing. Ingen af delene er på min hitliste, men en olie/eddike dressing som her synes jeg kan være rigtig god til kartofler, som jeg i parentes er meget glad for.

Kulmulen blev bestilt, men forvandlede sig undervejs til havkat. Kulmule er godt, men havkat er nok endnu bedre. Især når den som her lige må være blevet hevet op af havet og derefter stegt til perfektion. Jeg tror aldrig, jeg har fået så lækker fisk før.

Jeg tager ikke mange billeder af mad, det visuelle er jo alligevel kun en lille del af madens karakter, men jeg tog et billede af et krus kaffe for at identificere kruset.

Det var så lækkert at holde på, at jeg absolut måtte finde ud af, hvem der havde produceret det. Det viste sig, at det sælges gennem et firma i pakker med 6 eller mere til kantiner etc., og så mange krus mangler jeg altså ikke.

Undervejs i min søgning så jeg imidlertid noget om Vandkantshuset - også i Hanstholm - og der kunne vi da godt lige kigge ind. Normalt lader jeg mig ikke friste af kunsthåndværk, men det gjorde jeg denne gang, og det gjorde vi for resten alle fire. Jeg fik både nye øreringe og to søpindsvin, et af keramik og et af bronce, det sidste lavet af en kunsthåndværker fra Nr. Vorupør, hvilket selvfølgelig er en ekstra charme.

Da de i Vandkantshuset hørte, at vi havde spist på madbaren, sagde de, at så havde vi vel fået kulmule. Den er nok både berømt og berømmet, lyder det til.


Fra madbaren har man udsigt over Hanstholms travle havn. Jeg kan egentlig bedre lide at kigge på fiskeri- og industrihavne end lystbådehavne. På billedet er det to britiske fiskefartøjer på vej ud af havnen. Jeg undersøgte deres kendingsbogstaver, og de kom fra Whitby, så nu ved jeg, at der er noget, der hedder Whitby, og også hvor det ligger.

mandag den 12. juni 2023

Prøvet og uprøvet

Pinsecamping er en aktivitet, vi har deltaget i sammen med Dorthes familie i mange år. Det er alt andet end uprøvet. Det samme gjaldt årets destination, Øster Hurup; det var fjerde gang, vi var der.

Første gang, som er nogle år siden, syntes vi, at det var det rene Klondyke, men der er blevet lidt mere svung over stedet de senere år med lidt andet end isbarer, pizzeriaer og lignende.

Ved den lille havn er der kommet et fint miljø, meget velegnet til at hænge ud på, og helt ny var denne fisketotem:


Den kunne vi godt lide, og jeg blev ekstra glad, da jeg så, at den er lavet af Bjørn Kromann Andersen. Ham ejer jeg nemlig selv en lille skulptur af, og der er samme finurlighed over totempælen som over min hare.

I sidste uge prøvede vi så noget nyt. Vi var nemlig på sommerhøjskole af den slags, hvor man sover hjemme.

Emnet var den nye tid og det nye menneske, altså tiden omkring 1. verdenskrig. En interessant tid, som, blev det klart i ugens løb, har mange paralleller til vores tid. 

Hver dag hørte vi to fordrag af et par timers længde, og heldigvis næsten udelukkende med gode foredragsholdere, der både var vidende og gode til at formidle deres viden. 

Bortset fra onsdag, for da var vi på en heldags busudflugt. Programmet var Nolde-Museet i Seebüll lige syd for grænsen, derefter frokost på Schackenborg Slotskro i Møgeltønder og til sidst besøg på udstillingen Stoppesteder på Tønder Kunstmuseum.

Vi har været på Nolde Museet mindst én gang før for en del år siden, men værkerne er blevet nyophængt. Det ændrede imidlertid ikke på, at Nolde ikke er min yndling blandt de tyske ekspressionister, som jeg ellers er vældig glad for. Det er ikke, fordi han var nazist, selv om det er vanskeligt helt at se bort fra, men jeg tror, jeg mangler lidt kant i hans værker. 

Til gengæld var der frøer i dammen i haven, og de var rigtig højlydte. Dorthe lavede en lille lydoptagelse og ved hjælp af den mener vi at have identificeret frøerne som grønne frøer. De var unægtelig også grønne:


Vi brugte lang tid på at kigge på frøerne og lytte til deres ihærdige kvækken.

Faktisk brugte jeg også en del tid på vej tilbage til bussen på at betragte disse fem unge herrer, som næsten lige så ihærdigt betragtede de forbipasserende museumsgæster. Jeg tror, de blev trætte af det gensidige kiggeri før mig.


Efter en glimrende frokost på Schackenborg Slotskro (måske et mål for en af de små miniferier?) kom vi så til Tønder Kunstmuseum.

Der har vi været rigtig mange gange før, første gang i 2010. Det må være et af favorit kunstmuseerne. Denne gang var den aktuelle udstilling af museets egne værker, og det passede os godt. Når der er særudstillinger, der som regel er det, vi kører efter, ser man tit ikke så mange værker fra museets egen samling, og det har vi somme tider savnet.

Denne gang blev det til gensyn med både Kain Tapper, Kehnet Nielsen og Ingelise Westman. 

Graner af Ingelise Westman, 2009

Hende ejer jeg for resten også et værk af. 

Sommerhøjskolen kunne godt blive en tilbagevendende begivenhed. Spændende, hvad næste års emne bliver, og hvornår det bliver.