Viser opslag med etiketten Ravelry. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ravelry. Vis alle opslag

torsdag den 12. maj 2016

Garnlager ude af kontrol

Mit garnlager er pludselig vokset ret meget. Det er ellers gået meget godt med at få det nedbragt, men så skete der noget uforudset.

Det startede med, at jeg fandt en pose med starten på en undertrøje til mig selv. Den ville jeg aldrig komme til at bruge, så den blev trævlet op. Garnet var ecrufarvet CottonWool fra Gepard.

Jeg gik i gang med at strikke andre ting af garnet, og det var bare ekstremt lækkert at strikke af. Absolut den bedste bomuld-uld blanding, jeg har prøvet, og jeg har prøvet nogle stykker, for jeg kan rigtig godt lide at strikke af netop bomuld og uld.

Disse små slå-om veste blev strikket af det genfundne CottonWool.
Jeg er ved at skrive opskriften ned og "strikke korrektur" på den.

Gepards CottonWool kan ikke fås mere. Den er blevet erstattet af CottonWool 3. Den er sikkert også udmærket, men der må jo være en eller anden forskel på den og den oprindelige CottonWool uden nummer.

Jeg har næsten strikket undertrøjegarnet op, og under registreringen af de færdige arbejder på Ravelry faldt jeg over noget CottonWool i en skøn limegrøn farve, som var til salg. Endda hos en dansk raveller. Jeg kunne ikke dy mig for at kigge lidt nærmere på det, og det viste sig, at hun havde hele 4 farver til salg for et nærmest symbolsk beløb.

Det her er bare noget af det nye garn.
Der kunne ikke være mere på fadet.
Så kom jeg altså ud af kontrol. Jeg købte det hele, og i dag kom det, hvilket betyder, at også garnlageret er kommet noget ud af kontrol. Jeg måtte føje ikke mindre end 2660 m til lageret. Men jeg glæder mig rigtig meget til at strikke af garnet.

Farverne er bedre i virkeligheden. Især er den røde noget ved siden af, men hvis jeg ændrer den, så den bliver tilnærmelsesvis rigtig, bliver de andre mere forkerte. Det her er et kompromis, og det er måske en dårlig ide, for der er vist ingen  af farverne, der er helt rigtige.

Pyt, forskellige skærme viser alligevel farverne forskelligt, og jeg kan bare kigge på mit lækre garn og se farverne i virkeligheden.

torsdag den 7. maj 2015

Ravelry - en tidsrøver (som jeg er vild med)

Jeg er, som nogen nok ved, meget begejstret for strikkesitet Ravelry. Jeg registrerer mit garn, og hvad jeg strikker, og jeg finder opskrifter til nye projekter.

Jeg synes ikke, det er så fantastisk igen, når alle kan se, at det er en "Slædehunde" eller en "Honey", man vader rundt i. Jeg vil hellere lave noget, som ikke alle andre (eller i hvert fald ustyrlig mange) også laver. 

Udvalget på Ravelry er kæmpestort, og søgemulighederne tilsvarende. Mange af opskrifterne er gratis, og ellers er det i de fleste tilfælde let at få dem købt og lagt i sit bibliotek

Jeg har selv lavet tre små opskrifter, som jeg har offentliggjort her på bloggen og linket til fra Ravelry.

Jeg ville imidlertid gerne have dem lavet, som de fleste andre gør det, nemlig som PDF-filer. Det har kostet mig en del timer at finde ud af, hvordan jeg skulle gøre, men i dag lykkedes det.


Den første forhindring var i det hele taget at få lavet PDF-filen. Da jeg var ovre den hurdle, forsøgte jeg på diverse måder at få linket filen til Ravelry, og hver gang gik det galt.

Først da jeg fandt ud af, at jeg faktisk har en Ravelry-shop (selv om mine opskrifter er til fri afbenyttelse), knækkede jeg koden, og nu ligger mine tre opskrifter nok så nydeligt som PDF-filer på både dansk og engelsk. Juhuuu!

Det går for resten heller ikke sindssygt hurtigt for mig at oversætte opskrifterne. Det er lettere at læse opskrifter på engelsk. Man kan altid slå fagudtrykkene op, men jeg kan ikke altid huske det korrekte udtryk, når det går den modsatte vej.

Jeg kan ikke lige beslutte mig for, om jeg skal slette opskrifterne her på bloggen. Mon der er nogen, der ikke kan finde ud af at åbne PDF-filer? De får lov at blive liggende lidt endnu, 

onsdag den 8. januar 2014

Det var pokkers!!!

For et par år siden strikkede jeg en sweater af alpaka (Tynn alpaka fra Du Store Alpakka) til mig selv. Jeg synes stort set altid, at uldne ting kradser, men det her garn var så blødt og lækkert, at det umuligt kunne kradse, syntes jeg, da jeg købte det. Desuden er det jo fra lamaer, så måske ville det være anderledes end lamme- og fåreuld. Tænkte jeg.

Jeg tog grumme fejl. Trøjen kradsede helt vildt, også selv om jeg havde indtil flere t-shirts under den. Det var i øvrigt ikke bare mig. En af mine venner prøvede den, og hun kunne heller ikke holde ud at have den på.

Trøjen var lige ved at ryge til genbrug, men jeg ville dog lige prøve en redningsaktion, som jeg hørte om i efteråret, nemlig at putte den i fryseren.

Da juleanden kom ud, røg trøjen ind godt pakket ind i en plasticpose. Den lå en uges tid (hvilket vist i øvrigt ikke er nødvendigt) og hyggede sig i kuldegraderne, blev taget ud og rystet og banket godt.

I dag dristede jeg mig så til at tage trøjen på, og tænk - den er helt anderledes. Naturligvis har jeg en langærmet t-shirt af bomuld under, men faktisk går sweateren højere op i halsen end t-shirten, og jeg kan kun mærke en lille bitte smule kradsen. Så lidt at jeg sagtens kan have den på. I parantes bemærket synes jeg, at alpakaen giver en meget behagelig form for varme.

Måske får jeg brug for tricket igen, for jeg er ved at strikke et halsrør, også af alpaka.

Jeg er nemlig blevet test-strikker i en gruppe på Ravelry. En ny erfaring for mig.

Det her halsrør er efter et meget simpelt mønster uden alvorlige udfordringer. Det skulle da lige være, at opskriften er på engelsk, men det går nu meget godt.

Jeg havde ikke regnet med at beholde røret selv, men det gør jeg måske alligevel. Jeg er nemlig vild med farven på garnet. Det er en mørk, men alligevel lysende fuchsia. Ret umulig for mit kamera, i hvert fald i gråvejr.