Godt nyt fra "byen"

 - altså Den Gamle By.

Jeg var derinde for 2 dage siden, fordi jeg ville se, om de havde nogle fine pelargonier i gartneriet. Jeg var dog for tidligt på den, drivhuset åbnede først senere, og jeg havde ikke rigtig tid til at vente, så jeg måtte nøjes med to Dybdahl jordbærplanter, der stod udenfor.

På vej til gartneriet hørte jeg voldsom skræppen. I lang tid har vi hverken hørt eller set gæs i byen, og vi fik at vide, at ræven(e) havde taget dem alle, men nu var der altså nogen igen. Jeg fik også et lille glimt af en voksen gås - og var der ikke også noget småt og dunet ved siden af? Så var de væk, og selv om jeg kiggede meget, så jeg ikke mere til dem.

I går tog vi så derind igen. Nu fik vi et par pelargonier (en Mathilde og en Anna Andersen, hvis der er nogen pelargoniefans, der læser med), og vi fik set gæssene. I hvert fald én voksen og tre gæslinger:

Billedet er ikke godt, jeg måtte stå noget akavet for overhovedet at få dem på skudhold, og ærlig talt vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg overhovedet fik foreviget. Men man kan da, hvis man ser godt efter, få øje på tre små. Den ene er allerede i gang med at afprøve de bittesmå vinger.

Nu ved jeg, hvor jeg skal kigge efter dem, så det bliver nok til flere besøg i den kommende tid. Hvis jeg husker det, tager jeg et bedre kamera med.

Fordelen ved et årskort til Den Gamle By

Fordelen er - blandt andet - at man lige kan stikke ind for at se, om den yderst lækre sirupslagkage er kommet på programmet i konditoriet. Så det gjorde vi i går, og vi kunne få den. Altså blev det til eftermiddagskaffe på Café Bonnich. Og sirupslagkagen var ingen skuffelse, tværtimod var den næsten bedre, end jeg huskede den

Det er et godt stykke tid siden, vi sidst kiggede ind i Smykkeskrinet, som vist er min yndlingsudstilling i "Byen", så der smuttede vi også lige ind. Jeg skulle selvfølgelig hilse på mit yndlingssmykke med haren, som jeg tidligere har fortalt om. Det er jo altså lavet af Evald Nielsen, og det viste sig, at han også har lavet et andet smykke, jeg kiggede længe på. 

Det er hans søn, Aage Weimar, der designede den lille danserinde i 1944, Evald Nielsen udførte smykket.

Den er en del af en serie af brocher, der blev kaldt humørbrocher. Jeg læste, at man mente, at humøret var stigende, fordi man i 1944 begyndte at kunne se en ende på krigen.

Jeg synes nu, jeg også i netop dette smykke kan se en kommentar til nazisterne. Hvis det var blevet lavet i Tyskland i 30erne, var den givetvis blevet betegnet som entartet. Kan man ikke spore en hel del inspiration fra for eksempel Josephine Baker og andet, som nazisterne hadede?

Når jeg indtager sirupslagkage, kommer jeg altid til at tænke på min moster Trine, som tit bagte netop sirupslagkage. Moster Trine hed egentlig Kathrine, men de fleste andre kaldte hende Tulle, og måske var der ikke andre end mig, der kaldte hende Trine. Det må jeg have undersøgt næste gang, jeg ses med familien.

Selv om det hedder Café Bonnich, så er det et konditori, og det var det også, da det lå i Åbenrå. Og faktisk er det det eneste anstændige konditori i Århus. Der er oceaner af caféer, men ikke andre konditorier. Lagkagehuset er der ganske vist en del af, men dem kan man ikke kalde ordentlige konditorier.

Det var ved at blive mørkt, da vi skulle hjem. Ikke en vind rørte sig, og gamle og nyere huse spejlede sig meget smukt i åen

Dyr og planter i påsken

Tak til vejrguderne for det dejlige vejr i påsken! 

Vi var i Den Gamle By for at spise frokost, købe vaniljekranse og for at se, om gæssene var der - og det var de til min udelte fornøjelse. Jeg tror ikke, det er de samme, som vi har set før, men der var som sædvanligt én hvid og to, der også havde farver på. Sådan skal det åbenbart være.

En anden dag var vi i Dyrehaven. På vejen dertil så vi årets første anemone:

Der var ikke mange, men om et par dage er skovbunden nok dækket af dem. På Fyn og Sjælland har de sikkert været fremme et stykke tid, og de er også fremme i vores egen have, men i Marselisborg skovene skulle man se godt efter for at få øje på dem.

Dyrene i dyrehaven var det ikke svært at få øje på, der var rigtig mange. Her er det nogle af eleverne i ungdomsskolen. De holdt sammen i et par store flokke. Andre steder var der voksne hanner og et tredje sted voksne hunner.

Der var også mange mennesker i Dyrehaven, og dyrene var tydeligvis blevet godt fodret i mange dage. Gulerødder havde ikke megen interesse, æbler kunne gå, og kastanjer var åbenbart en lækkerbisken, men lidt svære at tygge. 

Det sjoveste, vi så, var dog en stor flok frøer i et af de lave vandhuller. 

De kvækkede og fartede rundt i vandet, og der var godt gang i æglægningen. Jeg er ikke helt sikker på, hvilken slags frøer, det er. Den grønne eller den butsnudede?

I et af de andre vandhuller var der troldænder. To par, men altså kun det ene på billedet:

Troldanden er sådan en nydelig and. Mon ikke også der kommer ællinger? Det må vi huske at få kigget efter til sommer.

Fra Spanien til Sønderjylland

Af en eller anden grund har jeg aldrig været interesseret i Spanien endsige i at rejse til Spanien. Så hellere Sønderjylland. 

Måske hænger det sammen med, at jeg ikke kan lide sproget. Jeg synes, det lyder, som om det bliver talt med en varm kartoffel i munden, og både fransk og italiensk er meget smukkere efter min mening.

Ikke desto mindre deltog vi i et heldagskursus om netop Spanien forrige lørdag, "En kulturhistorisk rejse gennem Spanien" var overskriften. Det var virkelig godt, måske især for ignoranter ud i emnet som mig. 

Selvfølgelig kommer man ikke i dybden, når man skal forbi både arkitektur, kunst, litteratur og musik. Og som baggrund for det hele Spaniens historie bliver det en stor mundfuld, men jeg synes, vi fik et virkelig godt overblik. 

Her er vi kommet til musikken:
Paco di Lucia, John McLaughlin og Al Di Meola på scenen

Spændende var det blandt andet at se nærmere på den spanske malerkunst. Jeg har aldrig været vildt betaget af Velasquez og Goya, men jeg fik faktisk et lidt andet syn på både dem og andre spanske malere fra ældre tid efter lørdagens forelæsning. De var mere nyskabende, end jeg troede.

Forelæsningen foregik på Matematisk Institut på universitetet. Det var også her, jeg første gang satte mine ben på Århus Universitet til en forelæsning med selveste Svend Bundgaard. Formodentlig var det i løbet af 3.g, at vi var på en ekskursion til universitetet som en del af den i øvrigt ikke særlig omfattende erhvervsvejledning.

Dengang leftede man ikke for de studerende for at få flere til at vælge netop deres fag. I løbet af en dobbeltforelæsning i matematik skrev Bundgaard 10 store tavler fulde - det var jeg meget imponeret af. Så vidt jeg husker, kunne jeg godt forestå, hvad der foregik, men tempoet var utrolig højt, og jeg fandt i hvert fald ud af, at jeg nok hellere måtte holde mig fra at læse matematik, som jeg ellers lidt havde overvejet.

På gangen uden for vores undervisningslokale hang flere billeder af Svend Bundgaard.
Blandt andet dette fremragende foto. Stod der, hvem fotografen var? Det må jeg have kigget efter ved lejlighed

Jeg er stadig ikke interesseret i at rejse til Spanien. Der er for varmt, og det er for langt væk, når man som jeg ikke vil flyve af hensyn til miljøet. Jeg mødte for resten en af mine gamle medkursister fra tysk til forelæsningen. Hun og hendes mand flyver heller ikke, men de har planer om at tage til Spanien med tog. Respekt!

Sønderjylland vender jeg derimod gerne tilbage til. Foreløbing har vi været til sønderjysk kaffebord i Den Gamle By sammen med Bodil.

Det var et fint arrangement, dog ikke med helt så mange slags kager, som et sønderjysk kaffebord egentlig skal bestå af, hvilket overhovedet ikke gjorde noget. Men man kunne drikke al den kaffe eller te og spise alle de kager, man havde lyst til, man blev fint betjent af et opmærksomt og venligt personale, og der var et glimrende lille foredrag om kaffebordets historie.

Et par af kagerne: Bismarcks-eg, der i 1920 blev omdøbt til kongestamme, og rugbrødslagkage.
I baggrunden også boller og kringle

Når sandt skal siges, var kagerne - bortset fra bollerne og kringlen - ikke lige min smag: For meget flødeskum og for lidt mørdej, men det var mere min fejl end kagernes. Jeg er sikker på, de var, som de skulle være. Og det forhindrede ikke, at vi hyggede os gevaldigt.

Savle, savle...

Den Gamle By har fået en ny attraktion:

Det drejer sig om en samling af danske smykker fra 1900tallet. Primært i sølv, men også nogle i andre materialer.

Det er en hel unik samling på 1000 smykker. Den blev over 40 år samlet af et tysk ægtepar, og hele samlingen er nu kommet til Den Gamle By, hvor den bliver vist i sin helhel.

Danske smykker skilte sig i 1900tallet ud fra den europæiske smykkekunst i øvrigt. Smykkerne var mere for "almindelige" mennesker, udarbejdet i sølv og billigere stene som de var, hvor man i resten af Europa arbejdede med guld, brillianter og andre kostbarheder.

Der danske smykker var enklere og mere funktionelle og i meget høj grad præget af godt design. I starten af århundredet i skønvirke-stil, senere blev det funktionalismen og modernismen, der prægede smykkekunsten.

Det er en stor og spændende udstilling. Jeg tror, at jeg kommer til at vende tilbage til den mange gange. Mærkeligt nok var der ikke så mange af smykkerne, jeg var helt syg for selv at eje, men der var undtagelser.

Brochen på billedet er aldeles bedårende, synes jeg. Det er sølvsmeden Evald Nielsen, der er ophavsmand til den. Den skal jeg vist hilse på, hver gang jeg besøger Smykkeskrinet.

Weekend med Gloria, Lawrence og ...

Det var helt vildt, så meget der foregik i Århus i den forgangne weekend. Så meget, at vi var nødt til at vælge til og fra.

Normalt er teater noget, vi vælger fra, men den lillebitte forestilling PIG kunne vi ikke stå for.

Her står bondemanden fra England med sin sovende gris, Gloria. Når hun vågner op, kan 10 smågrise (=tilskuere) lægge sig til hver sin patte og se ind i Glorias mave, hvor der bliver opført en meget fin lille forestilling.

Fredag var det Dorthe og jeg, der stod med krølle på halen og morede os sammen med børn og andre barnlige voksne.

Lørdag var vi til koncert med den fantastiske tenor, Lawrence Brownlee, i Musikhuset. Mærkeligt nok har vi aldrig hørt og set ham i operabio, for han har ellers haft mange roller på The Met. Men nu fik vi hørt ham i levende live, og det var godt. Brownlees stemme har en meget smuk, varm og ren klang, og han beherskede den fuldstændigt. Der var ikke den mindste vaklen i programmet, der mest bestod af Rossini og Donizetti.

Jeg fik ikke nogen billeder af Brownlee, men på vej til Musikhuset kom vi forbi denne mand på en bænk.

Han ser ikke helt glad ud, og det forstår man, når man ser, hvad han har i hånden. Hvad er der mon sket? Sidder han i selvmordstanker, eller har han allerede haft skydevåbnet i anvendelse? Eller begge dele?

Ved manden står der, at værket hedder "Drawing of a created memory", men det er alt, man får at vide.

Ind imellem nåede vi også latinerfestival i latinerkvarteret og kunsthåndværkermarked på Klostertorv. Begge dele uden at svinge betalingskortet, så jeg følte mig helt helgenagtig.

Den følelse forsvandt igen søndag, da vi var til kagedag i Den Gamle By.

Ikke nok med det, vi deltog også i det sønderjyske (eller skal der være d i jysk i denne forbindelse?) kaffebord i Bendtsens Pakhus.

Jeg har faktisk aldrig været til sønderjysk kaffebord før, men jeg ved da, at når det er "rigtigt", bliver værtinden meget fornærmet, hvis man ikke smager på alt. Her kunne man heldigvis vælge (til og fra :-), så jeg fik plads til 1½ stykke rugbrødslagkage. Og en helt masse andet, men ikke det hele.

Det var den weekend....

Midsommer

Jeg er noget ambivalent i forhold til begrebet midsommer. Det er altid lidt trist, når dagens længde begynder at gå den forkerte vej. Til gengæld bliver det tit først rigtig sommer efter Sankt Hans, og det er jo noget at se frem til. I dag ser det ganske vist ikke ud til at blive rigtig sommer overhovedet, men mon ikke der alligevel kommer nogle gode dage. 

I går, hvor vejret var rimeligt, kom vi på en ikke planlagt tur i Den Gamle By. 

Det er ikke et sted, jeg frekventerer så tit, og det var første gang, jeg så Møntmestergården, efter den er blevet færdig. 

Fugleloftet i en af salene er altså morsomt - se bare uglen. Den lille fugl er til gengæld sød - gad vidst hvad den skal forestille at være?

Vi var ikke til bål i går aftes. Jeg synes, det er dumt, at bålene af hensyn til børn bliver tændt så tidligt, at det overhovedet ikke er blevet mørkt endnu. 

Sådan var det ikke i min ungdom, hvor jeg tit var til Sankt Hans bål. Dels blev vi ikke frataget en time, fordi der ikke var sommertid, og dels tændte man først bålene ved 22-tiden. Så kunne de nå at blive rigtig flotte.

Nå, i går aftes var vi alligevel på besøg hos en meget charmerende kat, der lyder navnet Hubert. Og hos hans medkatte og mennesker. Bedre end bål i dagslys. Tak for i går, Annette og Niels!