Viser opslag med etiketten Louisiana. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Louisiana. Vis alle opslag

torsdag den 8. november 2018

Månerejser


Jeg tror egentlig ikke, jeg nogen sinde har drømt om at komme til månen. Det skulle da lige være i et transportmiddel som det på billedet: I en karet trukket af vilde gæs - og så er det mest på grund af gæssene.

Billedet er en illustration af et værk fra 1638, Manden i Månen skrevet af en britisk biskop, der hed Francis Gowwin. Jeg så billedet på Louisianas store udstilling, der slet og ret hedder MÅNEN.

Selv om jeg ikke længes efter selv at stå på månen, så er jeg meget glad for den. Den er fascinerende i alle faser, den er foranderlig, den er smuk, den lyser så klart. Louisianas udstilling var også fascinerende.

Emnet blev grebet an fra alle mulige vinkler, den kunstneriske, den videnskabelige og naturligvis med tilknytning til den første mand på månen. Det er 50 år siden næste år. Ret vildt at det er så længe siden.

Både månen og Louisiana har vist mange fans. I hvert fald var der rigtig mange besøgende i søndags. Der var så mange, at der var en ventetid på 45 minutter til en af filmene. Den opgav jeg, men jeg så klassikeren Georges Méliès' Rejsen til Månen fra 1902. Ret underholdende. De månerejsende havde specielle dragter på, dog noget anderledes end den den autentiske på fotoet.

Det sidste billede fra Louisiana viser et foto af stjernetågen Katteøjet - gæt hvorfor det lige var den stjernetåge, jeg valgte at tage med hjem...

De flotte farvede ringe i Katteøjet er lysende gasser, der kommer fra en døende stjerne på størrelse med solen, så det er egentlig lidt sørgeligt. 3000 lysår fra jorden finder man Katteøjet, men måske er stjernen allerede helt død.

Ugen før jeg var på Louisiana, så jeg i biografen filmen First Man, der handler om Neil Armstromg og den første bemandede månelanding. Det er en rigtig spændende film. Jeg var ved at blive helt dårlig, da astronauterne i simulator skulle afprøve, hvordan det var at blive hvirvlet rundt i alle mulige retninger i en rumkapsel. Karrusellerne i forlystelsesparkerne kan godt pakke sammen, men dem er jeg nu i øvrigt heller ikke glad for.

Filmen gav et fint portræt at Neil Armstrong - jeg skal dog ikke kunne sige, hvor historisk korrekt det er. Og et godt indtryk af, hvordan projekterne påvirkede både astronauterne og deres familier. Jeg nød rigtig meget at se filmen.

Men jeg bliver gerne på jorden og betragter månen herfra.

lørdag den 30. april 2011

Kunst og børn





Både på Louisiana og Aros var der dejlig mange børn, og det lader til, de får noget ud af at kigge på moderne kunst.

Om denne skulptur af Joel Shapiro på Louisiana hørte vi en ca. 5-årig pige sige: "Det er en giraf". Ikke "Det ligner en giraf", nej netop "Det er en giraf".

Skulpturen er i øvrigt uden titel.På Aros stod en 8-9 årig pige sammen med - tror jeg - lillesøster på ca. 2 år og kiggede på Im Flügelschlag der Schwäne (I svanernes vingeslag). "Kan du se svanen?" spurgte den store den lille. På det tidspunkt havde jeg ikke selv set svanerne, men jeg fandt dem -tror jeg da.

Det, jeg godt kan lide ved Jorns billeder, er lige præcis, at man kan kigge på dem i lang tid og blive ved med at finde nyt. Og at det skaber en stemning i en - eller måske er det det humør, man er i, der er med til at fortolke billedet. Begge dele er godt.

søndag den 10. april 2011

På udflugt


Picasso på Louisiana, det ville vi ikke gå glip af, og i går var vi på heldagsudflugt.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men Picassos kunst er altså noget særligt. Man ser det lige med det samme: Alle billeder og alle skulpturer er bare nødvendige. Det var en meget fin udstilling, Louisiana havde fået sat sammen - godt vi kom af sted.

Jeg tror ikke, det var tilladt at fotografere i udstillingen; jeg gjorde det i hvert fald ikke. Det nærmeste bliver et billede af de nyindkøbte akryl-øreringe med duer - der associerer til Picassos fredsduer.

Det var for resten lidt sjovt at læse om Picassos forhold til duer. Han syntes slet ikke, de kunne bruges som fredssymbol, faktisk mente han, de er grusomme dyr.


Louisiana havde også lige åbnet en ny udstilling med kunst lavet på iPhone og iPad af David Hockney. En rigtig sjov og spændende udstilling! Selvfølgelig er der forskelle, men jeg synes altså, det minder lidt om digital fotografering, og især er hans fokus på motivet noget, jeg kan genkende både fra mig selv og fra andre, der fotograferer.

Vi drak kaffe i caféen. Dorthe sprang kagen over og tog bare en banan, jeg fik en stor og lækker Sarah Bernhardt - og billederne er absolut inspireret af Hockney.
Der blev også tid til at kigge på Louisianas egne kunstværker. Max Ernsts skulptur Le Grand assistent har jeg altid været glad for, og jeg synes, den har været på Louisiana altid, men det er nok ikke rigtigt. Derimod har jeg ikke set Hockneys A Bigger Grand Canyon før. Man blev nærmest suget ind i værket, som kan ses på den officielle Hockney-side.

Det blev et indlæg med mange billeder, men det passer jo til emnet.

lørdag den 3. maj 2008

Forårsferie

Vi er midtvejs i den sidste af de små forårsferier. Jeg har været så heldig at have fri lørdag efter både Bededag og Kr. Himmelfartsdag, og så skal der jo kun en enkelt feriedag til at få en lille ferie. Oven i købet er vi blevet begavet med dejligt vejr begge gange.
I går kørte vi sammen med en god ven til Louisiana for at se deres Cezanne/Giacometti udstilling. Den kan godt anbefales, det var en spændende konstellation og opsætning, som gav noget ekstra til begge kunstnere.

Både til og fra kørte vi gennem de smukke, sjællandske bøgeskove - det var en fryd for øjet og en lise for sjælen!

H. C. Andersen havde vist ret, da han sagde, at grønt er godt for øjnene.