Den har stort set det hele. Først og fremmest en god historie, der er både spændende, overraskende og meget bevægende.
Jeg kunne også godt lide fortællemåden, hvor man langsomt kommer til at forstå, hvorfor personerne - især hovedpersonen - handler, som han gør, og jeg var ret imponeret af den underspillede facon, der gjorde, at det hele ikke udviklede sig til en gang sædvanlig amerikansk pladdersentimentalitet.
Endelig var der ikke en finger at sætte på skuespillerpræstationerne. Især Casey Affleck i hovedrollen var helt fantastisk.
Ellers var året præget af en del underholdende film, som måske alligevel ikke gjorde det helt store indtryk. Dog hævede den norske Kongens valg, den tyske Frantz og minsandten også krigsfilmen Dunkirk (international) sig over gennemsnittet.
Endelig var jeg meget glad for tre af årets fire dokumentarfilm: de to jazzfilm Chasing Trane og Lets get lost og filmen om Istanbuls katte, Kedi.
Måske skulle jeg også lige navne Paddington 2. Den eneste børnefilm, jeg så i 2017. Den var så til gengæld god.
I skrivende stund er filmåret 2018 allerede godt i gang...
