Nøgne træer

Netop nu bliver der færre og færre nøgne træer, faktisk går det rigtig stærkt, kan jeg se på mine traveture.

Her er et af dem, der til dels har skiftet farve. Ganske vist ikke fordi bladene er sprunget ud endnu, men alle rakleren er fint gule.



Så er der også nogle som egetræerne, der bare beholder de visne blade. Det ser ret godt ud med de brunrøde blade mod den lysende blå forårshimmel. I det hele taget synes jeg, egene er dekorative året rundt.

Når jeg trasker rundt, ser jeg såmænd ellers ikke altid så meget. Til gengæld hører jeg en masse musik, for som regel har jeg jazz i ørerne.

Jeg har fundet nogle gode podcasts på P8. De hedder "På hovedet i", og hvert program beskæftiger sig kun med et enkelt album. Det kan jeg godt lide. Jeg har hørt albums, jeg aldrig har hørt før, og jeg har genhørt nogle af mine yndlingsskiver. Jeg er ikke helt færdig med udsendelsesrækken endnu, og måske bliver der også lavet nye. Under alle omstændigheder er der noget, jeg skal genhøre.

For afvekslingens skyld hører jeg somme tider Jazzklubben, men den er jeg knap så begejstret for. Jeg synes, der er for meget fra udkanten af jazzen, forstået på den måde, at det mere er etnisk musik eller underholdning eller pop/rock eller noget helt femte. Det irriterer mig lidt. Desuden har værten, Frederik Corfix, en underlig ide om, at fordi udsendelsen egentlig sendes lørdag aften, så skal lytterne ikke udsættes for for vudfordrende toner. Det skal helst være lidt blødt og indsmigrende til lørdagsaftenslytterne. Men selvfølgelig er der også perler ind imellem, og ellers gad jeg heller ikke lytte til det.

Under alle omstændigheder er jazzen god at trave til, og jeg får heller ikke for megen vind i mine lidt ømfindtlige ører, når jeg har hovedtelefoner på.

Det var den jazzfestival

Line up:
Christian Vuust og Benjamin Trærup (t-sax), Thomas Sejthen (b) og Morten Nettelmann (drm)

- og den kom ikke til at forløbe helt, som jeg havde ønsket.

Starten fredag var god nok. På billedet hører vi Christian Vuust m.fl. på Café Gemmestedet. Ikke noget overraskende, men bare god musik og god stemning. Senere samme dag hørte vi endnu en koncert, som vi var mindre begejstrede for.

Lørdag havde vi lagt en fin plan, men på vej til den første koncert gled jeg i en bananskræl og fik en regulær fibersprængning i det ene baglår. Jeg måtte hjem og have is på og have smertestillende, og det lykkedes os at komme af sted til aftenens koncert med Caro Emerald, som vi havde købt billetter til i forsalg.

Hun er en livlig og stærkt syngende dame, og med Aarhus Jazz Orchestra i ryggen skulle man tro, at hun var i gode hænder, men det klædte hende ærlig talt bedre, når det kun var udvalgte medlemmer af orkestret, der bakkede hende op. Det var heldigvis tilfældet i de fleste af numrene, og generelt var det en fin koncert. Men Musikhusets trapper var jeg ikke gode venner med den aften.

Sådan en fibersprængning tager sin tid, så det var meget begrænset, hvad jeg ellers kom af sted til. Man mærker også ekstra meget, hvor dårlige stolene er rundt omkring, når man har en skade. Nogle steder er der bare bænke uden ryglæn, andre steder klapstole, som stort set alle har tvivlsom siddekomfort. Jeg plejer ikke at være følsom for dårlige stole, men med en fibersprængning ser det anderledes ud, og selv en uge efter tog vi hjem før beregnet, fordi vi ikke kunne klare flere dårlige siddepladser.

Jeg må af sted til noget mere hverdagsjazz, når mit lår bliver helt i orden igen, og så kommer der jo en ny festival næste år.

Denne meget snavsede fiskekutter mødte vi på vej til en koncert på Hantwerk på havnen - jeg i yderst adstadigt tempo. Den må have ligget på havets bund, men så vidt vi kunne se, havde vandet ikke været så dybt. Man kunne tydeligt se på masten, hvor meget af kutteren, der havde været under vand. Der var folk om bord, så den kommer måske til at sejle igen.

Polsk jazz

Inden jazzfestivalen startede, var der tre koncerter, jeg havde krydset af - resten improviserede vi. Den ene koncert var den med Viktoria Tolstoy, som jeg har skrevet om, de to andre begge var med polske musikere, og de blev begge højdepunkter for os.

Først hørte vi en lille troldmand på violin, Adam Baldych. Hans faste duo-makker, Yaron Herman, var blevet forhindret med meget kort varsel, men man havde indforskrevet årets Artist in Residence, Aaron Parks. Han havde fået tilsendt noder et døgns tid i forvejen. Egentlige prøver havde der ikke været tid til.

Det forhindrede ikke, at de to spillede helt fantastisk sammen. Vi kunne både høre og se, at begge nød samspillet. I de første numre syntes vi at kunne høre en meget nordisk tone (Jan Johansson sætter stadig spor), og bagefter har jeg fundet ud af, at han har arbejdet sammen med masser af skandinaviske musikere.

De fleste numre var vist fra Baldychs nyeste CD, The New Tradition. Den skal jeg ubetinget have hørt, og også gerne nogle af de andre. På trods af sin unge alder (født 1986) har han udgivet masser af plader. Der er også en del klip på YouTube.

Aaron Parks.
Man kan næsten se på billedet, hvor lydhør han er.

Kunne det blive bedre? Ja måske, i hvert fald mindst lige så godt, da vi hørte Grzegorz Karnas Kvartet.


Grzegorz Karnas er sanger, men bestemt ikke en almindelig en af slagsen. Faktisk har jeg aldrig hørt noget lignende.

Han bruger sin stemme både som stemme og som instrument - somme tider samtidigt, han opfører sin musik, han spiller på læberne og bruger i høj grad mimik.

Og så var det bare spændende musik. Kvartetten bestod til denne koncert foruden af Grzegorz af tre særdeles velspillende Michal'er.

Han kan med forskellige besætninger også findes på YouTube. Bl.a. med sin udgave af Roxanne, det eneste nummer, vi kendte i forvejen. Jeg er sikker på Sting og de andre Police-medlemmer også ville være tilfredse. På hjemmesiden er der nogle meget bedre videoer med god lyd.

Synd, at lige præcis denne koncert ikke var særlig velbesøgt. I gik altså glip af noget, alle I, der var andre steder. Hans cd'er er heller ikke at finde i det danske biblioteksvæsen. Måske bliver jeg nødt til at gribe til kontokortet og købe en ubehørt.

Jazzsangerinder

Næsten hele sidste uge havde vi sat af til årets århusianske jazz-festival. Bortset fra lørdag, der var kirsebærdag, hørte vi 3-4 koncerter hver eneste dag.

Vi hørte Thera Hoeymans i Musikhuset. Hun blev sammen med vores genbos søn verdensberømt i Danmark og vist også i en del andre lande for omkring 25 år siden i Cut'N'Move, og hun synger stadig godt, men hun er bedst, når hun synger andres materiale, synes vi. Hendes egne tekster er gode nok, men melodierne er ikke så interessante.

Thera sang med Pojken Flensborg og Jacob Venndt (billedet).
Dem kunne hun godt være tjent med.

Svenske Viktoria Tolstoy var årets solist hos Aarhus Jazz Orchestra i Ridehuset. Hende havde jeg glædet mig til, så vi måtte absolut høre hende den første af de fire aftener, så vi kunne nå en gentagelse.

Absolut en god oplevelse, men alligevel ikke helt så spændende, som jeg havde troet, så vi nøjedes med den ene aften.

Live Foyn Kvartet i Sallangs Bistro.
Her Live og Jens Mikkel Madsen på bas.

Det kunne vi ikke klare det med, når sangerinden var norske Live Foyn Friis. Vi hørte hende med stor fornøjelse sidste år, og i år hørte vi hende to gange med forskellige besætninger.

I København havde de indforskrevet Stacey Kent, hvilket vi var noget misundelige over, men Live har meget af den samme sødme, når hun synger standards.

Hun kan imidlertid andet end standard repertoiret. Hendes egne kompositioner er bestemt værd at høre på. Forhåbentlig kommer hun igen næste år.

Det håber vi også, Miriam Mandipira gør. Hun sang med Klüvers Kvartet i Sallings Bistro.

Skøn livsbekræftende musik og sikke mange udtryk, den dame har. Hun synger altså GODT!

Hvis ikke vi skulle have været til kirsebærfestivalen, var vi nok kommet igen dagen efter.

Vi hørte også nogle helt unge - men gode - sangerinder med Jysk Talent Big Band, den ene af dem en genganger fra sidste år. Dem vil vi også gerne høre igen.

Jazz på fuldtid

Den århusianske jazzfestival lakker mod enden.

Det er første gang, jeg for alvor har haft tid til festivalen - og hvor har jeg nydt det. Da jeg gik på arbejde, måtte jeg nøjes med de koncerter, der tilfældigvis passede med, hvornår jeg havde fri. Sidste år burde jeg have haft tid, men jeg var ikke til så meget, og jeg kan ikke huske hvorfor. Måske var vejret dårligt, så det ikke var så fristende.

Men i år har jeg været til rigtig mange koncerter rundt omkring i byen på vidt forskellige spillesteder.

Scott Robinson med Uffe Steen og Jens Jefsen i Sallings bistro.
Jeg har ofret lidt af lyset på musikerne for at få den flotte udsigt
til blandt andet rådhustårnet med.

På Klostertorvet spillede Hermine Deurloo Quartet fra Holland.
De er gode. Halvdelen af kvartetten er kvinder - ret usædvanligt.

Der kom musik ud fra gården ved Sigfreds Kaffebar, som vi tilfældigvis
kom forbi. Det var Christian Vuust og Frederik Lomborg, der gav en
ikke annonceret koncert.

Café Gemmestedet fyldt til bristepunktet, da Vestbo Trio spillede.

I Pianoværkstedet var alle pianoerne skubbet ud til siden for at give plads til en lille scene og stole til publikum.

Også her var der fyldt til sidste plads, da Flensborg/Venndt Duo spillede. Meget dejlig musik med blandt andet et par fine fortolkninger af Carl Nielsen sange.

Jeg fik ingen billeder fra to af de koncerter, jeg bedst kunne lide.

Den ene var med Mette Juul, der ligesom Malene Mortensen på det øverste billede, gav koncert i Musikhuset. Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, hvem jeg bedst kan lide. De er fantastiske begge to. Utroligt så mange gode danske jazzsangerinder, der er, og at fødekæden er i orden, hørte vi, da Det Jyske Talent Big Band spillede i Ridehuset.

To helt unge sangerinder, Rikke og Line, begge præsenteret uden efternavn, sang med Big Bandet, og de må bestemt have en fremtid i jazzen.

Hvor Malene Mortensen lignede en million, var hendes svenske backing straks mere afslappede. Det gjaldt også bassen, der blev spillet af Paul Hinz, og som man kan se på billedet, var den lappet sammen med gaffatape. Den lød glimrende alligevel.

Den anden koncert, jeg syntes var specielt god, var med Pablo Held Trio fra Tyskland. De spillede ét langt nummer. Det varede vist omkring en time, men sådan føltes det ikke, for det var bare anderledes og spændende at høre på.

Festivalen varer et par dage endnu, så mon ikke der stadig er nogle gode koncerter i vente.

Musikalsk genhør

Før cd'ernes tid - i hvert fald før vi gik over til cd'er - hørte jeg en masse LPer med Toshiko Akiyoshi-Lew Tabackin Big Band. Når jeg var alene hjemme, vel at mærke - Dorthe bryder sig ikke om bigband musik.

Japansk-amerikanske Toshiko Akiyoshi var bandleder og pianist og skrev de fleste, om ikke alle, bandets numre. Lew Tabackin spillede sax og fløjte, og så var han også medstifter af bandet og gift med Toshiko.

Jeg har tit i musikforretninger ledt efter cd'er med bandet, men har aldrig fundet mine yndlingsplader, især har jeg ledt efter den, der hedder Sumi-e. Heller ikke bibliotekerne var leveringsdygtige. Da jeg så alligevel var i gang med julegaveindkøb på nettet, ville jeg også kigge efter den. Jeg fandt den godt nok ikke, men jeg fandt et boxsæt med tre cd'er og med flere af numrene fra Sumi-e - bl.a. titelnummeret.

Jeg fandt den på CDconnection, og dem kan jeg godt anbefale. Det var en både hurtig og (som det hedder i det sprog) smooth transaction. Og musikken er bare god, synes jeg, men det er godt nok ikke CDconnections fortjeneste.

Der er selvfølgelig masser af videoer på YouTube med Toshiko Akiyoshi. Denne er med et andet af mine yndlingsnumre, nemlig Long Yellow Road. Det er heldigvis også med på mine cd'er.

For resten har jeg oplevet Toshiko Akiyoshi live. Hun var nemlig i Århus i vist nok 2000, hvor hun spillede sammen med Radioens Big Band, og det var en super koncert. Jeg kan stadig huske, at jeg var helt høj og glad og let om hjertet, da jeg gik derfra.