Viser opslag med etiketten tulipaner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tulipaner. Vis alle opslag

onsdag den 20. maj 2020

Blomster på min vej

Billeder fra mine daglige traveture:

Orange kæmpevalmuer i en hæk meget malerisk foran en brandhane

De gule lærkesporer stod også i en hæk.
Jeg kan godt lide lærkesporer og har haft plantet blå af slagsen i vores blå-lilla have,
men der ville de nu ikke gro, så der er ikke flere.

Auberginefarvede tulipaner i et vejbed

Villavejene er i denne tid fyldt med syrenduft, som jeg synes er skøn.
Jeg kan allerbedst lide syrenerne, når de har denne lyse blålilla farve
Vores egen have har en afdeling i kølige farver: blå og blålilla og en anden i varme farver: lyserød, pink og orange. Højrødt og gult er forbudt i begge afdelinger.

I den sidste er der netop nu lyserøde og pink rhododendron og pelargonier samt orange valmuer, men valmuerne er ikke farvefaste, så nogle sniger sig hvert år til at blomstre i gult.

Jeg plejer at fjerne dem med hård hånd, men denne, der lige pludselig var vokset op på en minimal plet jord ved skraldespanden, kunne jeg ikke få over mit hjerte at hive op.

For et par dage siden var der et fantastisk lys i den blå afdeling. Det var lige ved at begynde at regne, og farverne stod lysende klare. Det er ikke kommet helt frem i mit billede, men her er det alligevel:


mandag den 7. juni 2010

Flere tulipaner og rhododendron

Den sidste nye tulipan i haven er måske en botanisk tulipan. Den er i hvert fald ikke så stor. Den står jo i den orange/pink/lyserøde have, så i min terminologi er farven lys orange.

Vi vidste ikke rigtig, hvor der var plads til den, da den blev sat sidste efterår, så det blev i et ledigt bed i krydderurtehaven, og der bliver den nok. Den står nemlig meget fint foran havens sidst blomstrende rhododendron. Dels blomstrer de samtidig, dels harmonerer blomsterne flot med rhododendronens, der er lyserøde i flere nuancer, nogle gange over i det abrikosfarvede. I år er der næsten ikke noget abrikosfarvet. På grund af vejret? Eller alderen?











Jeg er ret sikker på rhodoen er en Percy Wiseman, men har dog desværre ikke skiltet mere, så helt 100% er jeg ikke. Nogle venner har en rhodo, der ligner rigtig meget, og de kunne heldigvis huske navnet.

søndag den 30. maj 2010

Meget kan man sige om vejret...

...men der er i hvert fald én fordel ved den kølige maj: Havens blomster holder ualmindeligt længe. Det gælder i høj grad mine elskede tulipaner.

Vores tulipaner var sidste år blevet noget spredte, så vi satte fem forskellige nye i efteråret, og de har alle været rigtig fine.

De blev købt hos Zimtrade, som jeg synes har et stort og varieret udvalg. Desværre har jeg smidt kataloget ud, og det er ikke på nettet, så jeg kan ikke fortælle, hvad de hedder. Ud over farven blev de også valgt efter at have stive stængler og ikke at være for høje, så de ikke lægger sig i regnvejr (som de gamle gør), og det har de faktisk heller ikke gjort.

I forhaven er der kommet fire nye sorter, som er sprunget ud med lidt mellemrum. De blomstrer allesammen lige nu. Jeg tror ikke, de ville have blomstret samtidig, hvis vejret havde været normalt majvejr. Den, der sprang ud først, var den sart lyserøde med et svagt lilla skær. Den korresponderer meget flot med klematissen på den anden side af indgangen.

Farven klæder også de to nye orange, der står på samme side som klema- tissen. Der er lige nu en orange linje med valmuer ved indgangen, de to slags tulipaner og hornvioler ved døren. Tulipanerne er lidt af samme type, ligesom lidt flammede. Jeg tror den på det nederste billede, som sprang ud sidst, er en Princess Irene, men jeg er ikke sikker.

Den sidste sort i forhaven er næsten lige sprunget ud. Den står faktisk i krydderurte- bedet, og jeg har ikke fået den fotograferet endnu.

Endelig er der også kommet er ny tulipan i den blå have. Blå selvfølgelig - sådan da. Der eksisterer vist ikke helt blå tulipaner, og måske ville det ikke engang se godt ud. Vores nye er mørk rødlilla. Den har jeg heller ikke fået fotograferet, og den er på det sidste nu.

Det bliver spændende, hvordan de nye tulipaner ter sig næste år. Jeg synes tit, der sker det, at de kommer meget flot det første år, men så bliver der færre og færre af dem. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, men jeg gider altså ikke de store Apeldoorn-tulipaner. Godt nok kommer de trofast år efter år, men de er alt for voldsomme til vores lille have. Selv om jeg vældig godt kan lide tulipaner, så er en af mine yndlingsaversioner faktisk den ellers meget populære sammensætning af høje postkasserøde og gule tulipaner. Så hellere investere i nye tulipaner med mellemrum.