Travl uge

Somme tider klumper tingene sig, så arrangementerne står i kø. Sådan en uge havde vi i sidste uge.

Faktisk begyndte det allerede lørdag den 7., hvor der var RAMA-festival - altså den årlige festival for musikkonservatoriets elever. Det er en af årets sjoveste dage, synes jeg.

Der er næsten tradition for, at vi starter med slagtøjskoncert, og det gjorde vi også i år. Som det plejer at være, var det ny musik. Altid spændende!

Senere hørte vi bl.a. Ensemble Edge, som vi har hørt tidligere, fortolke Jan Johansson. Denne gang med forstærkning af fire jazz-musikere, blandt andet en pianist. Det ville også være mærkeligt at spille Jan Johansson uden piano.

RAMA Big Band. Trombone solo.

Det er dristigt at komme med en ny fortolkning af så ikonisk musik som Jan Johanssons, og jeg syntes heller ikke, ensemblet kom helt i mål.

Måske var de for tæt på originalerne, som man selvfølgelig ikke kan gøre bedre. De skulle nok have bidraget med endnu mere nyt, end de gjorde. Eller måske skulle det simpelthen have været mere Ensemble Edge og mindre Jan Johansson. Men det var nu værd at høre under alle omstændigheder.

Vi nåede også nye danske sange, big band og til slut Pergolesis Stabat Mater. Med mere.

De to første koncerter vældig gode, i Stabat Mater syntes jeg for en gangs skyld, at man godt kunne høre, at solisterne manglede en del i deres uddannnelse endnu. Men det var en undtagelse. Alt i alt synes jeg, de unge musikere er vildt dygtige.

Det var så bare starten på ugen. Desuden var vi i biografen fire gange (der var blandt andet Tyske Filmdage, hvor vi så to vældig gode film), på guidet byvandring og til symfonikoncert. Foruden tandlægetjek og brystkræftscreening. Lavendlerne blev beskåret, og jeg var til en enkelt gang træning. Vi sluttede af, som vi startede, i Musikhuset, hvor vi i går hørte saxofonisten Anja Nedremos debutkoncert. Så var den uge også gået.

Den uge, vi lige er gået ind i, bliver ikke helt så hektisk, men kedelig bliver den nok ikke.

Gå-glip-af-noget-mere-dag

...også kaldet RAMA festival. RAMA festivalen er Det Jyske Musikkonservatoriums festival, hvor de studerende spiller og optræder på samtlige scener og lidt til i Musikhuset - også i Ålborg for den sags skyld, men vi har rigeligt at se til her i Århus. Festivalen fandt i år sted i lørdags.

Der foregår en masse samtidig, så man må vælge. Og gå glip af det, man vælger fra. I år valgte vi slagtøj, orgel, fløjter, big band og cello plus kor, og vi fortrød ikke en eneste af koncerterne.

Den største overraskelse var nok den sidste koncert, som var med Ensemble Edge. Én cellist og 17 korsangere samt en dirigent plus i et af stykkerne en violinist. Al musikken var skrevet i et tiår omkring 2000, og det var spændende musik. Bl.a. af Peteris Vasks, som jeg kender og godt kan lide, men også et stykke af Richard Rodney Bennett, som indtil lørdag var ukendt for mig. Jeg nåede ikke at fange teksten, men musikken var dybt bevægende, og bagefter fandt jeg ud af, at teksten er en anti-krigstekst skrevet i 1600tallet af Ralph Knevet. Jeg hører gerne Ensemble Edge igen.

I Symfonisk Sal er der ikke lys nok til, at jeg kan fotografere med mit kamera, men i Lille Sal og i Rytmisk Sal lykkedes det mig at få nogle ok billeder.

I Rytmisk Sal hørte vi Röivassepp Big Band.

Sidste år på jazzfestivalen hørte vi Karmen Röivassepp flere gange, så egentlig kom det ikke bag på os, at den talentfulde unge dame også kan lede et big band.

Mon dog ikke, der bliver lejlighed til at høre hende - og måske endda også hendes big band - på dette års jazzfestival?

Der foregår rigtig meget musikalsk i Århus i denne tid. Vi har været til et par jazzkoncerter, den bedste med Admiral Awesome, som der sikkert også bliver genhør med i juli.

I går aftes var vi til den mest mærkværdige koncert, vi vist nogen sinde har overværet. Igen slagtøj, koncerten var et led i Nordic Percussion Festival.

For det første virkede det, som om Musikhuset allerede var lukket ned. Alle døre til den store foyer var låst af. Først da vi kom til bagdøren ved Symfonisk Sal, kom vi ind.

For det andet var der kun ganske få tilhørere. Indtil et par minutter i koncerten var vi under 20, men der nåede at komme lidt flere, så vi nok var omkring 30 i alt. Ingen problemer med at få gode pladser i den store sal, selv om vi kun var der fem minutter før start. Måske var der nogen, der opgav, fordi de ikke kunne finde indgangen.

Koncerten havde undertitlen "Hearing sounds - listening to new instruments", og jeg skal love for, det var anderledes instrumenter. Eller anderledes og anderledes; i det første stykke, Solum, af Jexper Holmen blev der spillet på vinglas og marimbaer. Vinglas har man spillet på i lang tid, men jeg har nu aldrig før hørt dem i moderne kompositionsmusik.

I det andet stykke af Michael Pisaro, Hearing Metals, betjente 16 slagtøjsspillere 16 bækkener med blandt andet buer, bønner og riskorn. Et meget stille musikstykke, og det er Solum også. Ikke lige det, man normalt forbinder med slagtøj. Vi kunne nu godt lide vinglasmusikken, men syntes at riskornbetjeningen af bækkenerne måske var lige ensformig nok.

Der har vist aldrig været så stille under en koncert i Symfonisk Sal. Som en af de andre tilhørere bemærkede bagefter, så hørtes ikke et eneste host. Der var så heller ikke så mange til at hoste.