Symfonikoncertsæsonen

For et par uger siden var vi til sæsonens sidste symfonikoncert, og den sidste blev også den bedste.

Brittens War Requiem stod på programmet, og det er jo et mægtigt værk. Stort orkester, kammerorkester, stort kor, drengekor, tre solister. Åh, hvor lød det fantastisk i vores symfoniske sal. Storslået, forfærdende, rørende, bevægende.

Opbygningen af værket er spændende. Orkestret, korene og sopranen tager sig af de traditionelle latinske requiem-tekster, mens kammerorkestret, tenoren og barytonen synger de engelske tekster, som er digte skrevet af en helt ung soldat, Wilfred Owen, under Første Verdenskrig. Meget gribende. Wilfred Owen døde i kamp kun én uge før krigens afslutning.
War Requiem er et antikrigsværk. Det er også et freds- og forsoningsværk. Det høres i både musikken og teksten, hvor alle de medvirkende til sidst forenes.

Værket blev uropført i Coventry i forbindelse med katedralens nyindvielse i 1962. Den gamle middelalderkatedral var blevet bombet sønder og sammen i 1940. Jeg har for mange år siden været i Coventry for at se den nye katedral og de bevarede ruiner af middelalderkatedralen, og selv om jeg ikke husker, præcis hvordan det så ud, så husker jeg de tanker, man uvilkårligt måtte gøre sig om krigens væsen og fornemmelsen af historiens vingesus.

Jeg spekulerede på, om ikke aftenens sopran, Inger Dam-Jensen, godt kunne klare at synge Góreckis 3. symfoni. Den kunne jeg utrolig godt tænke mig at høre live. Det er helt sikkert ikke noget let værk at spille, og måske blokerer den ikonografiske indspilning med Dawn Upshaw for nye fortolkninger, men jeg kunne nu ikke desto mindre godt tænke mig, at nogen vovede det.

Den ret beskedne plakat for Baltic Philharmonic Orchestra.
Bemærk den fikse fastgøring af den cylinderformede tingest,
der vst har et eller andet med strøm at gøre,
til venstre for plakatsøjlen.

Bare et par dage efter var vi til endnu en stor koncert, om end af en helt anden karakter.

Kristjan Järvi kom med sit Baltic Sea Philharmonic og spillede "vandværker".

Händels Water Music i en moderne bearbejdning var måske ikke så interessant, men resten af aftenen blev Philip Glass' 80 års dag fejret. Jeg er vild med Philip Glass, og det er Kristjan Järvi øjensynligt også.

Først blev den 2. violinkoncert opført med Mikhail Simonyan som solist, og efter pausen hørte vi hans Aguas da Amazonia.

Jeg troede ikke, jeg kunne høre noget smukkere end den 1. violinkoncert, men den 2. var tæt på, og Amazonflodens vande er et vildt spændende værk. Kristjan Järvi har fået lov at Philip Glass til at få lavet en orkesterudgave, og det var den, der blev spillet.

Man kunne tydeligt høre, at vi var kommet til en anden verdensdel, musikken var umiskendelig Philip Glass, men meget varmere og mere let bevægelig end Glass plejer at være. Ind imellem meget dansabel, og Järvi formeligt dansede på sit dirigentpodie. Ikke ganske usexet.

Næste sæsons program er på trapperne. Vi venter med spænding og sidder ved tasterne, når billetsalget åbner.

2016s bedste...musikoplevelser

Vi har vist været til lidt mindre musik i det forgangne år end sædvanligt. Besparelserne på Aarhus Symfoniorkester er desværre ved at slå igennem, så repertoiret efter vores mening er mere kedeligt, så vi simpelthen ikke går til så mange af koncerterne.

Det er noget grotesk, når Århus nu er kulturhovedstad, at det bare går ned og ned for byens symfoniorkester, som snart ikke kan kaldes et symfoniorkester mere.

Årets bedste oplevelser:
Ikke desto mindre var især én af forårets symfonikoncerter i særklasse, nemlig da vi den 8. april hørte Alban Bergs violinkoncert og Mahlers 1. symfoni. Jeg skrev om koncerten her.

Kort tid efter hørte vi igen symfoniorkestret i en hel anden sammenhæng.

Jægergårdsgade afholdt markedsdag og var lukket for trafik. Til gengæld var der musik i næsten hele gadens længde, da orkestret sammen med et kor og tre solister opførte Line Tjørnhøjs gadeopera Tusk.

Det var sjovt, anderledes og spændende, og så lød det godt. Se mere her.

Da vi var på ferie på Bornholm var vi til midsommersoiré i SvanekeGaarden med violinist Christina Åstrand og pianist Per Salo.

Programmet havde vi ikke set i forvejen, men det viste sig at være lige efter vores hoveder. Meget sommerlig musik (=nordisk tone?), som sammen med den særlige sommerstemning gjorde det til en dejlig og mindeværdig koncert.

Som det kan ses på plakaten var der også en udstilling med arbejder af Gerd Hjort Petersen og Hans Munck Andersen på SvanekeGaarden. Den så vi inden koncerten, og den var også god.

Endelig var der jazzfestivalen, som måske havde et lidt svagere program end sædvanligt, eller også var vi bare til de forkerte ting.

Vi var dog meget imponerede af den estiske sangerinde Karmen Röivassepp. Vi hørte hende i flere sammenhænge. Det mest spændende forgik på den lille Fairbar, hvor Karmen sammen med Nis Hellesøe Myrtue på sax og Sune Pors på guitar spillede et absolut utraditionelt program

Årets skuffelse:
Gadeoperaen var en del af fejringen af Århus Unge Tonekunstneres 50 års jubilæum.
Der blev også afholdt en jubilæumskoncert sammen med symfoniorkestret, og i modsætning til operaen var den en skuffelse.

Vi syntes, musikken manglede substans og var for letbenet og populistisk. I Simon Steen-Andersens Piano Concerto så man (igen og igen!) en film med et flygel, der falder 8 meter ned. Den har vundet priser, men det sagde ikke os noget, og sammensætningen af musik og film er hverken ny eller nok til at gøre musikken spændende.

Mathias Monrad Møller gav i sin "Festtale" musikerne helt frie hænder. En del forlod simpelthen salen (det kunne vi godt forstå), nogle spillede på andre instrumenter end deres eget, andre satte sig ned og snakkede eller tog en kop kaffe. Interessant? Det syntes vi ikke.

Koncerten fik fremragende anmeldelser, men selv om vi sædvanligvis er meget glade for ny musik, så var det her ikke vores kop te. Kun et lille stykke, Aeriality af islandske Anna S. Thorvaldsdóttir, gjorde indtryk.

Apropos det med at sætte musik og film sammen så viste de for nylig på svensk tv en ballet med musik af Eric Satie. Relâche hedder balletten, som er fra 1924. Det var en nyopførelse, der blev vist, men med de originale filmindslag - fra 1924!

Mer' musik

- og mer' symfoniorkester

Man kan i hvert fald ikke beskylde vores symfoniorkester for ikke at komme ud blandt folk.

Lørdag var der markedsdag i Jægergårdsgade, og gaden var lukket for trafik. Til gengæld fyldte Århus Symfoniorkester, et kor og tre solister gaden med musik, nærmere betegnet med gadeoperaen Tusk, skrevet af Line Tjørnhøj.

Cirka midt i gaden stod dirigent Søren Kinch Hansen, mens musikere og sangere var placeret i hele gaden - i lejligheder, i butikker og caféer og i selve gaden. Langt fra alle kunne se dirigenten, men alle kunne via skærme følge dirigentens anvisninger.

Den orange paraply, man kan se på billedet af dirigenten, var vist den eneste paraply i det fine vejr i Jægergårdsgade, og den fungerede som solafskærmning.

Hvordan lød det så? GODT! syntes vi. Og det var spændende lavet. Man kunne vist ikke noget sted høre hele orkestret og alle sangere, men når man gik fra den ene ende af gaden til den anden, hørte man et rigtig flot forløb.

I tegneseriebutikken Stribeladen spillede tre af vores favoritinstrumenter:
Klarinet, violin og cello

Samtidig fungerede de mindre opstillinger af musikere som små særskilte koncerter, selv om de også var en del af helheden.

Det var altså ret genialt, man fik noget ud af det, ligegyldigt hvor i gaden man lige var.

Også mere utraditionelle instrumenter var med. Her en sav -
På dette foto kan man se den skærm, hvor savspilleren kunne følge dirigenten.

- og her vaskebræt sammen med andet slagtøj

Arrangementet - eller eventen som det hedder på nudansk - er en del af fejringen af Aarhus Unge Tonekunstnere AUT, der bliver 50 i år.

Der kommer flere arrangementer i den anledning, og det glæder vi os til.

Basunen er for resten også et favoritinstrument.

Klarinetmusik

Jeg var til en fantastisk koncert med Århus Symfoniorkester i går. Mere præcist, så var det finske Kalevi Ahos klarinetkoncert med Martin Fröst som solist, der var fantastisk. Simpelthen det bedste, vi har hørt i denne symfonikoncert-sæson. "Fænomenale Fröst" var overskriften for koncerten, og det var i den grad rigtigt, men orkestret og dirigent Michael Schønwandt var nu også på dupperne. Maksimum antal stjerner og hjerter og hvad man ellers kan give fra mig.

Dette billede er på mange hjemmesider,
så jeg regner med, det er ok at bruge det

Frösts klarinetspil var vildt imponerende. Jeg hørte klarinettoner, jeg aldrig har hørt før, og kom længere og længere ud i sædet. Bedømt på bifaldet var jeg ikke den eneste begejstrede. Ekstranumrene med klezmer baggrund var heller ikke ringe, og meget anderledes.

Vi hørte også Hornemanns Gurre Suite, meget dejlig musik med en udpræget nordisk, hjemlig tone, og Schumanns 2. symfoni, som straks var mere kedelig.

Til gengæld var vi så heldige, at der efter symfonikoncerten var "Late Night Contemporary" med Århus Sinfonietta og solisterne Bjarke Mogensen på accordeon og David Lau Magnussen på klaver. Vi syntes vældig godt om det sidste musikstykke i ekstrakoncerten, Martin Lohses Collage de Temps.

Vi havde aldrig hørt om hverken Martin Lohse eller klaversolisten før, men det var et godt bekendtskab. Utroligt og skønt, at der laves så megen god og spændende ny musik.

Jeg har for resten længe været glad for klarinetten som instrument. Det startede nok i jazzen med blandt andet Sidney Bechets indsmigrende toner. Tænk bare på Petite Fleur. Den kender de fleste nok.

På højskolen boede jeg på værelse med en pige, der spillede klarinet. Jeg prøvede også at spille på hendes klarinet, men fik ikke den mindste tone ud. Så nøjedes jeg med at lytte.

Lidt senere kom den klassiske musik til. Især Carl Nielsens klarinetkoncert er på hitlisten, men Mozarts klarinetmusik kan jeg også godt lide, selv om jeg normalt ikke er meget for Mozart. Og endnu senere kom klezmermusikken. Nu er så også Ahos klarinetkoncert på mit repertoire.

Holder De af Brahms?

Jeg gør, jeg er med årene blevet mere og mere glad for Brahms' musik. Måske allermest Ein deutsches Requiem og violinkoncerten, men også symfonierne.

Det gjorde jeg derimod ikke, da jeg var ung. Jeg kunne ellers godt lide meget klassisk musik og gik også til torsdagskoncerter, men violiner i almindelighed og Brahms' violinkoncert i særdeleshed var ikke på hitlisten. Violinkoncerten blev præsenteret for mig af en kæreste, der vist mente, at han skulle opdrage mig lidt. Det faldt ikke i så god jord.

Nu kan jeg vældig godt lide violinmusik, og jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke syntes om violinkoncerten.

Vores symfonikoncertsæson sluttede for flere uger siden med brask og bram og Mahlers 8. symfoni.

Kæmpestort orkester, kæmpestort kor og ikke mindre end 8 solister. Der var fyldt godt op både på orkestergulvet og på korbalkonen. Et imponerende og spændende stykke musik, men det er ikke min yndlings-Mahler.

Sæsonafslutningen faldt sammen med Spot-festivalen, så der var liv og glade dage i Musikhuset. Det passede ikke alle symfonikoncertgængerne.

Jeg hørte adskillige sure bemærkninger fra mine medpublikummer om larmen (som ikke var særlig voldsom) og lyset (de grå hoveder så ellers flotte ud i cyclamen eller skrapgrønt) og "hvad skulle det til for?" Jeg håber ikke, jeg bliver så intolerant, når jeg bliver gammel (hø-hø).

Billetter til sæsonen 2013-14 er indkøbt. Der er masser af musik fra slutningen af 1800-tallet på programmet. Ikke så meget fra det 20. århundrede, som vi kunne have ønsket os, men generelt er vi godt tilfredse, og vi havde da også vores hyr med at begrænse os, da vi skulle udvælge de koncerter, vi ville høre.

P.S. Holder De af Brahms er for øvrigt en roman fra 1960 af Francoise Sagan. Jeg var helt sikker på, at det var et skuespil eller måske et hørespil, men Google giver mig ikke ret.

Det kan blive småt for enhver...

...selv royale må tage bussen en gang imellem.

Vi kørte i bus med kongen på en af vores utallige busture i sidste uge, hvor vi overværede så meget som muligt af Aarhus International Piano Competition i Musikhuset.

En enkelt dag var vi endda af sted to gange, for da var vi også til symfonikoncert. Det var en af de rigtig gode med Brahms, Sjostakovitj og Ravel på programmet og Malko-vinder Joshua Weilerstein på dirigentpodiet.

Jeg ved snart ikke, hvad der var bedst - Brahms' smukke, smukke 3. symfoni, Sjostakovitj' fantastiske 1. klaverkoncert med en meget velspillende Eriko Takezawa som solist eller Ravels La Valse, som jeg har kendt og holdt af i mange år. Men jo, jeg ved det alligevel godt, for den største oplevelse var Sjostakovitj. Den er minsandten også humoristisk, den koncert.

Det samme gælder (i sagens natur) Carl Nielsens Humoreske Bagateller, som var et af de Carl Nielsen stykker, de unge talenter kunne vælge at spille. Carl Nielsen var obligatorisk, og langt de fleste havde valgt bagatellerne. Ikke alle fik humoren med, men generelt var deltagernes niveau imponerende.

Vi var ikke enige med dommerne og blev barnligt fornærmede, da vores favoritter ikke vandt, men dels hørte vi ikke det hele, og dels er dommernes musikkundskaber selvfølgelig større end vores, så de har jo nok valgt rigtigt.

Apropos det der med, at det kan blive småt for enhver, så er det også blevet lidt småt for mig, for jeg har fået en pænt stor efterskat. Jeg har fundet ud af, hvad miseren skyldes. Både pensionen og efterlønnen har nemlig brugt mit hovedkort - hvilket jeg i øvrigt ikke troede kunne lade sig gøre, og derfor har jeg haft dobbelt fradrag i årets løb. Ikke så godt og naturligvis burde jeg have opdaget det. Jeg har indbetalt! Tak for lån af pengene i årets løb, skattefar.

En opera i din nærhed

Til operabio gør de altid opmærksom på, at den "levende" opera er at foretrække frem for opera i biografen. Meget pænt af The Met, men passer det? The Met er ikke let at måle sig med.

Puccinis Tosca er min yndlingsopera - eller i hvert fald en af dem, så efter en del år, hvor vi har haft Den Jyske Opera lagt på is, gik vi i går til deres udgave af netop Tosca.

Svenske Ingela Brimberg var er rigtig god Tosca. Stemmen er der i hvert fald ikke noget i vejen med, skuespilpræstationen levede måske ikke helt op til stemmepragten. Rafael Rojas som Caravadossi sang sig op igennem operaen og var især meget fin i tredje akt, og så var orkester - "vores eget" Århus Symfoniorkester - og dirigent Giordano Bellincampi super. De øvrige medvirkende var lidt svagere, specielt syntes vi, at Scarpia blev sunget noget blegt, ifølge programmet af Jørn Pedersen.

Vi blev ikke helt overbevist om, at opera bør ses i operaen, så vi holder fast ved vores operabio-forestillinger.

Før forestillingen forkælede vi os selv med sushi på Saichi Sushi i Jægergårdsgade.

Det er vores foretrukne sushi-sted lige nu, faktisk er det så godt, at vi har problemer med at vælge et andet. Vi er ikke sushi-eksperter, men vi synes bare, at Saichis sushi smager rigtig godt. Til vores store fornøjelse var der fyldt med gæster i restauranten i går. De andre gange, vi har været der, har der været så tyndt befolket, at vi frygtede for, om den kunne overleve.

Sushien smager godt, men deres desserttallerken er også god - og her er vi nok mere eksperter.

En god og stærk chokoladeis, en næsten klassisk créme brûlèe (næsten, fordi der var lidt chokolade i bunden, så hele desserten var over et chokoladetema) og en lige så klassisk chokolademousse. Helt nede på jorden og helt efter vores smag, og så er der overhovedet ikke noget, der generer Dorthes allergier. Godt gået!

Sommer endnu???

Ja, det ville jeg jo helst have, men, men, men...

Calleja signerede CD'er efter koncerten,
så jeg så mit snit til at tage
et par enkelte billeder af ham.

Musiksæsonen, som nødvendigvis varsler årstidsskifte, er i hvert fald startet for fuld udblæsning. Først var vi til Festuge Classic, som Musikhuset kalder deres sæsonstart - ordet "festuge" undlader man trods alt at oversætte til engelsk :-)

Den store solist i koncerten var den maltesiske tenor Joseph Calleja. Vi kendte ham ikke i forvejen, men det burde vi vist have gjort, for han er fantastisk god med en flot, flot klang og varme i tonen og et kæmpestort tonerepertoire. Det gjorde det bare endnu bedre, at han sang flere af vores yndlingsarier.

Calleja blev meget fint akkompagneret af symfoniorkestret. Desuden medvirkede operakoret, som bl.a. sang Niels W. Gades I østen stiger solen op, der er så smuk, så smuk, selv for en ikke-religiøs person som mig. Og hele to fløjtesolister. Ulla Millmann i Iberts fløjtekoncert, som jeg rigtig godt kan lide, og både Millmann og symfoniorkestrets Lena Kildahl i en mindre interessant Allegro Militaire af Joachim Andersen, som jeg aldrig har stiftet bekendtskab med før.

Tilfældigvis har jeg set et par anmeldelser af koncerten, og begge anmeldere var ovenud begejstrede for Calleja, men de syntes også, at koncerten var for lang. Hva'be'har!!! Det er musik, det drejer sig om. Tænk at anmelderne er så blaserte, at udelukkende det bedste er værd at høre på. Jeg er helt uenig, jeg syntes bare, det var dejligt, at koncerten varede over 2 timer.

Jeg læste for resten i avisen, at Callejas nyeste CD, Be my love, ligger nr. 1 på hitlisten foran Justin Bieber og Bruce Springsteen og hvem der ellers plejer at hærge en sådan liste. Sjovt, synes jeg.

Vi har også været til den første "almindelige" symfonikoncert, med to store knægte på programmet. 2009 Malko-vinderen Joshua Weilerstein, der dirigerede, og Stanislav Pronin, der var solist i Sjostakovitjs violinkoncert nr. 1. Nej, hvor var han god, Pronin, og hvor er det en spændende violinkoncert. Vi var vildt begejstrede. Desværre var jeg noget forkølet - faktisk føltes det, som om hele hovedet var fyldt med snot. Derfor gik vi hjem i pausen og måtte undvære Mozarts symfoni nr. 41. Vi gider jo ikke Mozart, så det forårsagede ikke nogen tåreflod. Heller ikke selv om Joshua Weilerstein talte meget varmt for netop denne symfoni, men hvis ikke jeg havde haft det dårligt, havde ham Mozart da fået endnu en chance.

P.S. Joseph Calleja har lige været solist ved den sidste promenadekoncert. Forhåbentlig bliver koncerten genudsendt i tv, for vi fik den ikke set i første omgang.

Blind eller døv?

Hvis jeg absolut skulle blive enten blind eller døv, og jeg selv måtte vælge, så ville jeg vælge at blive blind. Ganske vist er jeg glad for billeder, men det ville for mig være endnu værre at undvære musikken.

Orkestret er ved at gøre klar.
Nogle grå hoveder, men flest yngre musikere.

I løbet af de sidste par uger har vi været til alle Århus Symfoniorkesters sommerkoncerter, fire styk i alt, den ene bedre end den anden. Jeg har glædet mig så meget hver eneste gang, og når først jeg sidder på min plads, bliver jeg helt varm indeni af forventning. Næsten som da jeg var barn til jul.

Det har nu også været et godt program med - for mig - både kendt (og elsket) og ukendt musik. Blandt det ukendte musik af danske Hans Abrahamsen og polske Karol Szymanowski. Dem vil jeg gerne høre mere af. 

Blandt publikum dominerer de grå frisurer unægteligt.

Szymanowskis Violinkoncert nr. 2 hørte vi i går aftes spillet af en meget ung japansk violinist, Akiko Suwanai, og dirigeret af en lige så ung dirigent, polske Krzysztof Urbanski. Nej, hvor er det spændende musik, og hvor blev det godt spillet. Jeg synes, Akiko Suwanai har en utrolig klang med masser af over- og undertoner, og der manglede ikke noget i følelsesregistret.

For at det ikke skal være løgn, er sommerkoncerterne næsten gratis. Kun den i går kostede et mindre beløb. Ubegribeligt at der ikke var fyldt op på samtlige pladser. Jeg går ud fra, der er fri adgang for at gøre reklame for de "almindelige" koncerter. Jeg håber, det er lykkedes. Hvis det ikke er, er det i hvert fald ikke på grund af manglende kvalitet i koncerterne.

Nu holder symfonikerne sommerferie (gætter jeg på), men heldigvis bliver der lejlighed til at høre anden musik, for sommerens jazzfestival nærmer sig.

Jeg har ikke kigget nærmere på programmet endnu, men det skulle da være mærkeligt, hvis der ikke er noget, jeg gerne vil høre.

Foreløbig kan jeg godt lide plakaten.

For at vende tilbage til indlæggets overskrift, så må det have været aldeles forfærdeligt for Beethoven at blive døv. Og for Matisse at blive blind. De havde nok også gerne villet vælge selv. 

Årets bedste...musikoplevelse

Årets bedste:
Vi har været til så mange gode symfonikoncerter og operabioer i år, men alligevel er det ikke svært at vælge det allerbedste. Det er symfonikoncerten i marts, hvor Kristjan Järvi dirigerede Århus Symfoniorkester i bl.a. Pärts 3. symfoni. Jeg synes, Pärts musik er så smuk og spændende, og jeg synes, Järvi er en fantastisk og dynamisk dirigent. Huh, det var godt!

Fotoet er et Flickr-foto. Der var heldigvis nogle stykker af Kristjan Järvi med Creative Common licens. Fotografen hedder Johannes Jansson.

Årets næstbedste:
Det er straks meget værre, for som nævnt har vi været til meget godt. Var det en af operabio-forestillingerne - Don Carlos? eller Nixon in China? Nej, jeg tror, det er "opdagelsen" af en for mig indtil nu ukendt komponist, Alan Hovhaness. Det er ikke så ringe at få udvidet sin horisont!

Årets skuffelse:
Har vi været til noget, der skuffede? Det kan jeg ikke huske mere.

Mozart-fan

bliver jeg nok aldrig. Hvis jeg var mere musikkyndig, så det muligvis anderledes ud, men jeg synes altså, det meste af Mozarts musik er noget letbenet - for muntert, springer af sted på alt for lette fjed og er nærmest irriterende i sin ubekymrethed.

Der er undtagelser. Jeg synes helt sikkert bedst om ham i mol, og hans Requiem (i d-mol!) er jeg endog meget glad for. Det hørte vi til symfonikoncerten i torsdags.

Først hørte vi Poulencs Gloria, som jeg ikke kendte i forvejen. Det er kirkemusik, men ikke lige typisk kirkemusik - det er så også fra 1959. Noget uegalt, syntes jeg, men spændende og flot sunget af sopranen Lina Valantiejute.

Hun var også med i requiemet, som jeg må have hørt et utal af gange. Straks fra de første toner følte jeg mig helt tryg og på kendt grund - det er utrolig smuk musik. Jeg spekulerede lidt på, om dirigenten Stefan Solyam praktiserede den lidt slankere orkesterlyd, der er så moderne netop nu. Under alle omstændigheder lød det godt.

Billetsanget til næste sæson startede i mandags. Jeg var - bevæbnet med en lydbog på mp3-afspilleren, strikketøj og taburet - med i køen foran Musikhuset, men Dorthe kom meget hurtigere igennem på nettet. Jeg nåede lige at få en kop kaffe og en småkage, så havde Dorthe billetterne i hus, og jeg kunne tage på arbejde.

Billedet tog jeg, da der var blevet delt numre ud. På Musikhusets facade kan man se nogle af de store bannere med hoppende symfoniorkestermedlemmer. Sidste år hoppede de også på billederne, og da var det meget sjovt med de alternative billeder, men nu må de godt finde på noget nyt - det er ved at blive lidt trivielt.

Tiden slår ikke til

...eller også vil vi for meget. I hvert fald når vi ikke alt det, vi har lyst til. Men symfonikoncerterne har vi jo for længst købt billetter til, så dem SKAL vi heldigvis nå. Vi var af sted både i går og i forrige uge, og begge gange blev der - til vores store fornøjelse - udelukkende spillet musik fra det 20. århundrede.


I går hørte vi John Adams (ham med operaerne), Bartók, Vaughan Williams og Janácek. Vi havde nok mest bestemt os for denne koncert på grund af Vaughan Williams tubakoncert, men det hele var godt, og især var Janáceks Taras Bulba spændende.

Ugen før hørte vi den koncert, vi har glædet os allermest til i hele programmet, og det blev også den bedste indtil nu - vi har vist en enkelt tilbage. Estiske Kristjan Järvi dirigerede, og han er altså god. Meget, meget levende, og vi syntes, han fik alt det bedste frem i orkestret. Jeg lagde ikke mærke til det før pausen, men efter pausen dirigerede han Rachmaninovs Symfoniske Danse uden partitur. Godt det samme! Järvi dansede sig igennem musikken og havde brug for al pladsen på dirigentpodiet. Nodestativet var garanteret drønet i gulvet med et brag, hvis det altså havde været der.

Før pausen spillede Mikhail Simonyan Barbers violinkoncert. Det var måske ikke lige min yndlings violinkoncert, men den var ikke kedelig, og det var Simonyan heller ikke. Han må gerne få endnu en invitation og meget gerne sammen med Kristjan Järvi.

Det allerbedste var dog Arvo Pärts 3. symfoni. Da måtte jeg frem på stolen. Den spænder fra det lyseste sarte til det mørke, fyldige, voldsomme. Intenst, gribende, fantastisk -ikke så minimalistisk som Pärt senere er blevet (jeg kan altså også meget godt lide det minimalistiske). Han må da være en af de allerstørste komponister i sidste halvdel af det 20. århundrede, hvis ikke den største. Billedet er lånt fra Sonnings musikfonds side. Arvo Pärt fik prisen i 2008.

Første gang, vi hørte noget af Pärt, var i den af os stærkt savnede musikquiz Kontrapunkt. Det var selvfølgelig kun et lille bitte stykke, men vi spidsede straks ører: Det her var noget særligt. Siden har vi hørt en del Pärt, men det er første gang vi har oplevet ham spillet i koncertsalen. Forhåbentlig ikke den sidste.

Mahler i fare

I torsdags var vi igen til symfonikoncert, denne gang med Mahlers store 3. symfoni på programmet.

Det var lige ved, jeg måtte blive hjemme. Jeg har været plaget af vinterens tredje forkølelse (!) og havde bl.a. en irriterende tør hoste. Jeg kan ikke fordrage, at folk tager til koncert, når de hoster vildt, så jeg måtte jo overveje, om det var tilfældet med mig selv.

Torsdag havde vi begge en fridag og skulle egentlig have været på udflugt til en garnforretning, men vi var fornuftige og tog en slapper hjemme i stedet, så jeg hostede ikke så slemt, da vi nærmede os aftenen. Jeg tog en hostestillende pille og bevæbnede mig med Bentasil, og det gik også godt nok. Jeg hostede kun to gange og begge gange ganske lidt.

Mahlers symfonier er altså imponerende, og det gælder også den 3.
STORT orkester, kor, solist, musik, musik, musik i utallige variationer. Man skal godt nok gøre sig umage, hvis man skal kede sig til Mahler.

Det var sjovt, at trombonespiller Jesper Busk Sørensen var hentet "hjem" fra Berlin for at hjælpe i messingblæser-sektionen. Han havde ligesom de fleste andre i orkestret nok at gøre.

Billedet er lånt fra Berlinerfilharmonikernes hjemmeside. Dem håber vi på at komme til at høre, næste gang vi skal til Berlin.

Mere musik

Vores sidste symfonikoncert i sæsonen 2009-10 var opførelsen af intet mindre end Brittens War Requiem. Vi er meget glade for Britten, og requiemet var en stor oplevelse. Det er et vældigt værk for orkester, kammerorkester, 3 solister (bl.a. sang Morten Frank Larsen en fantastisk baryton) og stort kor sammensat af en del andre kor.

Det er spændende og grum musik, og den blev meget flot udført, syntes vi. En værdig markering af 65 året for krigens afslutning og en værdig afslutning på vores sæson.

Vi har allerede fået købt billetter til den nye sæson. Mandag stod jeg sammen med en masse andre i kø foran Musikhuset - godt at jeg skulle arbejde sent!

Til alt held var det godt vejr at stå og vente i, indtil Musikhuset og billetsalget åbnede kl. 11. Egentlig synes jeg, det godt denne dag kunne åbne noget tidligere - eller at man kunne åbne for salget en søndag. Det må da være en medvirkende grund til, at gennemsnitsalderen for symfonikoncerternes publikum er så høj. I hvert fald er de gode billetter forbeholdt dem, der kan sætte en mandag formiddag af til at stå og vente.

Vi havde på forhånd sat mange flere krydser i programmet end ved de koncerter, vi faktisk købte billet til, men der skal også være plads til andet, så vi forsøgte at beherske os. Noget af det, vi glæder os mest til, er Mahlers 3., og så er Arvo Pärt til vores store glæde endelig kommet på programmet.

Basunernes aften

Der er sket så meget de sidste par uger, så det har været svært at finde tid til bloggen, men nu SKAL der altså et nyt indlæg på.

I går var vi til en rigtig god koncert i Musikhuset. To gange Carl Nielsen og imellem dem en uropførelse af Niels Marthinsens In the Shadow of the Bat.

Carl Nielsen er en af vores favoritter, og orkestret spillede utrolig veloplagt under ledelse af en meget dynamisk svensk dirigent, Christian Lindberg. Vi har hørt 5. symfoni opført før, men jeg tror ikke så magtfuld spillet som i går. Med masser af lilletromme og klarinet, meget karakteristisk for Carl Nielsen.

Derimod tror jeg ikke, vi har hørt noget af Niels Marthinsen før - og hans Batman-musik var mildest talt spændende. Orkestet var Batman, der kæmpede mod tre dæmoner, spillet af tre basuner. Ifølge omtalen var det tre af verdens bedste basunspillere: Håkan Björkman, Jörgen van Rijen og Stefan Schulz. Jeg kendte dem nu ikke i forvejen, men ih, hvor var de gode! Jeg var lige ved at glemme at trække vejret. Godt basunisterne ikke gjorde det, for de havde brug for det.

Jeg havde ikke kamera med, men i dag var vi lige forbi for at tage billeder af nogle af de sjove stole, vi kiggede på i pausen. De er malet af elever i kunstskolen Bifrost.