Det tandløse samfund

Dorthes tænder er ikke, hvad de har været, og nu var hun nødt til at få en bro med to kunstige tænder hæftet fast på to andre, der havde gode rødder. Tænderne selv var ikke så meget bevendt, men efter plastopbygning var de altså gode nok til at blive brugt som bropiller.

Det er for kedeligt uden billeder. I mangel af et billede af Dorthes bro er her et af Storebæltsbroen.

Det er i sig selv ikke specielt interessant, men da jeg så regningen, blev jeg forarget. Ikke over prisen på broen. Den var som forventet høj, et godt stykke på den forkerte side af 20000, men det vidste hun godt. Det er dyrt at holde gebisset funktionsdygtigt, når det først er gået galt. Nej, jeg er derimod forarget over den offentlige sygesikrings andel.

Det eneste, de ville bidrage til, var nemlig til udtrækningen af en af tænderne eller helt præcist kr. 154,81. Det er altså latterligt.

Man kan få lortet fjernet, kan man, eller også må man leve med stumperne. I sandhedens interesse så fandtes der måske billigere løsninger, hvor den offentlige sygesikring ville betale mere, men jeg gætter på, at patientandelen under alle omstændigheder vil være for meget for en del.

Ikke så underligt, at en meget stor procentdel af den danske befolkning har tegnet yderligere forsikring, men det har lige præcist de dårligst stillede nok ikke. De kan sejle deres egen sø, kan de, og de har nok også selv været ude om det. Det er godt nok et usolidarisk samfund, vi lever i. Jeg kan ikke lide det.

Dette billede har nogle år på bagen.
Også Sarantoya har nu fået lidt tandsten, som der skal holdes øje med.

Av, min tand!

Mine tænder er ikke specielt gode. Da jeg var barn, havde vi en tandlæge, der ikke kunne nænne at bore i børns tænder. Det vidste mine forældre selvfølgelig ikke, men resultatet blev en formodentlig mangelfuld tandbørstning - for det gik jo godt nok. Da jeg i 12års alderen kom til en anden tandlæge, havde jeg en masse huller.

De gamle plomber har af og til skullet skiftes, og jeg har også en del rodbehandlede tænder. Det er imidlertid ikke altid nok, og i torsdags fik jeg for anden gang foretaget en rodspidsamputation. Tanden gjorde ganske vist ikke ondt mere efter en penicillinkur, men der var risiko for, at den ville komme til det igen.

Jeg kan ikke huske, at jeg første gang havde nogen gener efter operationen, men denne gang er min kind på trods af gentagne behandlinger med isposer det første døgns tid voldsomt hævet, og min mund er meget mere skæv, end den plejer at være.

Egentlig er jeg ikke meget for at vise mig med det udseende, men på den anden side gad jeg i dag ikke holde mig på vores egen matrikel. Ergo tog jeg på torvet for at købe hornvioler.

Der var ikke nogen, der faldt om af at betragte mit skæve hoved - endsige overhovedet bemærkede det, så bagefter gik jeg gennem byen til Gammel Munkegade til kunsthåndværkerbutikken Nr. 4, hvor jeg i længere tid har haft kig på en lille taske. Den var der stadigvæk - jeg forkælede mig selv.

På vej tilbage fandt jeg ud af, at der var motorcykelfremvisning i byen. På Clemens Bro holdt der bl.a. en masse gamle Nimbus'er. De klædte broen rigtig godt.

Både på Clemens Bro og andre steder i byen var der nyere motorcykler, bl.a. en rigtig flot gul én, men den nåede jeg ikke at fotografere.

P.S. Min hævelse er vist begyndt at skrumpe ind. Til gengæld er kinden ved at blive grøn, men det er trods alt bedre. Og godt nok er mine tænder ikke ypperste kvalitet, men det er mit tandkød. Ikke skyggen af paradentose, så det er ikke den rene elendighed.