Viser opslag med etiketten Pickles. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pickles. Vis alle opslag

fredag den 4. januar 2013

Restegarn

Hvis jeg skulle have et nytårsfortsæt - hvilket jeg ikke har, men hvis jeg havde, så skulle det være at få brugt noget af mit restegarn. Og i det hele taget at få anvendt noget af alt det garn, jeg har i lageret, og ikke bare købe nyt hele tiden.

Det giver en stor tilfredsstillelse at få brugt noget garn op - måske næsten lige så stor som at købe nyt garn? I december og her i begyndelsen af 2013 har jeg afsluttet et par restegarnsprojekter.

BabybootsFørst strikkede jeg et par babystøvler af den allersidste rest af det lækre Extra Fine Merino fra Pickles.

Det var farven jordbæris, der var tilbage, og jeg strikkede støvlerne efter Blue Steps-opskriften på Ravelry. Find den HER. Opskriften er på engelsk, tysk eller fransk.

De er bare så nuttede, de babystøvler.



New glovesSå strikkede jeg et par nye handsker til Dorthe. Hun havde slidt sine elskede Kauni regnbuehandsker op, men havde en rest garn tilbage fra en vest, hun havde strikket til Benedikte.

Det viste sig, at der ikke var helt nok, så en hel ringfinger plus spidsen af en lillefinger måtte strikkes i noget andet garn fra lageret. Fint nok, synes vi begge.

I det tilfælde er det jo godt at have en masse rester, men af Dorthes farveskiftegarn er der altså ikke så meget som en cm tilbage.

CapEndelig har jeg strikket en ny hue til mig selv, og der blev knap halvdelen af det meget lækre Rowan-garn tilbage. Colourscape Chunky hedder det.

Jeg regnede med, at hvis jeg strikkede en lidt anden model på lidt større pinde, så ville garnet nok slå til, og det gjorde det også, men undervejs var jeg helt sikker på, at det ville slippe op for tidligt.

Huen til venstre blev ekstra-huen. Jeg har ikke haft nogen opskrift, men fandt et hulmønster, jeg ville bruge og startede så bare med et passende maskeantal.

Der er så langt et farveforløb i Colourscape Chunky-garnet, at det ikke er de samme farver, der er i hue nr. 1. Den er jeg ved at lave opskrift til, og den kommer på bloggen, når opskriften er helt færdig.

Jeg tænker alvorligt på at åbne en butik på Amio, hvor jeg kan sætte mit overskudsstrik til salg. Om det kan sælges er en anden sag. Der er utrolig meget strik til salg, både på Amio og på alle mulige markeder.

onsdag den 18. juli 2012

Strikkefrontsnyt (sikken et ord!)

Det går fint fremad med min tunika, der har udgangspunkt i denne opskrift.

Jeg er færdig med bullen, og den passer. Jeg vil have korte ærmer i stedet for originalens lange, og det kræver lidt tilpasning, men det er jeg i gang med nu.

Garnerne er hør fra Karen Noe og Havblik bomuld fra Tante Grøn samt noget bomuld uden navn, jeg havde i lageret. Og et enkelt garn med uld i, nemlig Garnstudios Silke-Tweed, 52% silke og 48% lammeuld. Det virker kradsefrit, men jeg kan altså mærke et eller andet, når jeg prøver tunikaen. Det kan måske også være hørgarnet??? Eller alle de tråde, der skal sys ind? Jeg håber, det bliver bedre efter vask.

Ind imellem har jeg lavet lidt babytøj. To Daisy-sæt efter opskrift fra Pickles, strikket i Pickles eget Extra Fine Merino. Knapperne, som jeg synes er helt perfekte, er fra Fandango. Klik på billedet for at se dem bedre.


Det er et super garn, der er simpelthen
NUL uldkradsefornemmelse. Det er meget løst tvundet, så der skal holdes godt øje med, at hele tråden kommer med, men det gjorde nu ikke så meget med denne model, for man skal alligevel holde øjnene på arbejdet hele tiden, når man strikker daisyer, som Pickles kalder strukturen i jakken. Det er sjovt at strikke, og jeg synes, det bliver pænt.
Opskriften, der er på Ravelry og på Pickles egen side, kunne godt være lidt bedre gennemarbejdet, eller også havde jeg problemer med det norske.

Sidste gang, jeg var til strikkecafé i Fandango, var jeg så heldig at vinde et nøgle Lang Seta Tweed, 75% silke og 25% bomuld. Det er også absolut kradsefrit, lige noget for mig, og jeg købte selvfølgelig nogle ekstra nøgler. Garnet er stort set uelastisk, så det kan ikke bruges til alt muligt.

Foreløbig har jeg lavet en sommerhalsdims til mig selv, og den er bare skøn at have på - giver lige den lillebitte smule lunhed, man somme tider har brug for.

Det er da også blevet til endnu et sjal i Noros silkestrømpegarn, denne gang i gråbrune toner. På billedet er det spændt ud på wirer, beregnet til formålet. De er godt nok dyre, de wirer, men jeg synes, de er pengene værd. Udspændingen bliver lettere og det færdige resultat pænere.