I den tomme by

Byen er unægtelig mindre befolket end normalt. Jeg var der i går omkring middagstid, og da så strøget sådan ud:

Det undrer mig lidt, at der var så tomt, for der er trods alt en del butikker, der har åbent, og det var torsdag, som efterhånden næsten tæller med til weekenden for en del mennesker. 

Måske er det, fordi Århus er en by med mange studerende - faktisk er en syvendedel af indbyggerne studerende, efter hvad jeg ved. Og de studerende har i hvert fald lang weekend og plejer at fylde godt op i gadebilledet, men i dag var det overhovedet ikke svært at holde afstand.

Hvorfor var jeg egentlig selv i den halvlukkede by en regnfuld formiddag? I hvert fald ikke for at få en kop god cafékaffe, selv om jeg længes efter det.

Ganske vist sælger mange caféer take-away kaffe, men dels gider jeg ikke drikke min kaffe på åben gade, når vejret ikke er bedre, og dels får jeg som regel altid brug for et toilet ret kort tid efter, jeg har indtaget kaffe. Og det er et problem i Århus i denne tid. Der er en udpræget mangel på åbne offentlige faciliteter. Selv i Bruuns Galleri har man med henvisning til corona-situationen lukket toiletterne af, på trods af, at der er masser af åbne forretninger i Bruuns. Så ingen kaffe til mig uden for hjemmets fire vægge.

Nej, forklaringen er selvfølgelig noget med garn. Jeg blev fristet af et godt tilbud på ren cashmere hos Charlotte Tøndering, så det var det, jeg var i byen for at hente.

Faktisk har jeg aldrig strikket med ren cashmere, kun med cashmere-blandinger, og jeg har også kun et enkelt 100% cashmere garn i lageret. Indtil nu altså, nu er der lidt mere, som jeg agter at forvandle til luksuspulsvarmere. Her er mit cashmere:

Det var jo så endnu en forøgelse af garnlageret, selv om jeg endnu ikke er kommet på den rigtige side efter januars udskejelser, men jeg er gået i gang med ærmerne på den famøse "Terapeutens Cardigan". Det må hjælpe godt på garnlagerets størrelse, når den inden forhåbentlig alt for længe er blevet færdigstrikket.

Nogle dage regner det ikke...

...og så kan man tage sådan nogle billeder i Rådhusparken i Århus. Jeg er simpelthen så tilfreds med, at der kun er violette og hvide krokus og ingen forstyrrende gule.

Jeg plejer at kunne følge med i krokustæppets udvikling fra "mit" klasseværelse på Brobjergskolen, men nu går vi desværre på en anden skole, så det var lidt af et tilfælde, at jeg kom forbi, lige da krokusserne stod i flotteste flor.

Dagens billede

Jeg har en svaghed for gamle fabrikker og industribygninger, som tit har nogle fine vinduer og arkitektoniske detaljer.

Dette eksemplar ligger inde midt i Århus, og det mangler hverken detaljerne eller vinduerne. Når der så ydermere er blå himmel bagved og en blomstrende kirsebær foran, ja, så bliver det ikke meget bedre.

Den dejligste morgen

Jeg var tidligt oppe i dag. Meget tidligt! Skulle til kontrol for grøn stær hos en øjenlæge inde i byen 10 minutter over 8.

Jeg var af sted i god tid og gik - forsynet med en latte - lidt rundt. Det tog kun ca. 8 minutter hos øjenlægen, alt så fint ud,  og jeg blev ikke engang dryppet. Jeg troede så, at jeg skulle have min morgengrød hos GRØD, men det skulle jeg ikke. Den er lukket og åbner først igen i 2019. Et andet sted i byen, hvilket sikkert er meget fornuftigt.

Imidlertid havde jeg ikke lyst til at tage hjem lige med det samme, og jeg var heller ikke så sulten. En latte mætter faktisk ret meget, også selv om den er på skummetmælk. I stedet gik jeg igen lidt rundt og kiggede på det fine morgenlys og de travle trafikanter. Indsugede morgenstemningen. Jeg havde kun min mobil med, men den kan jo også bruges til at tage billeder med:

Hvis vejret bliver lige så fortryllende i morgen, tager jeg måske af sted igen, denne gang bevæbnet med et bedre kamera. Det var slet ikke så dumt at komme tidligt op.

Byens julelys

I Århus er Strøget og Ryesgade i december (og det meste af november) udstyret med en stjernehimmel. Den er meget smuk og stemningsgivende, også meget mere end på mit billede fra Ryesgade.

Rygterne siger, at det i år er sidste år med stjernehimmel. Den er blevet slidt, hvilket man også kan se på billedet, og åbenbart for slidt. Mon dog ikke Cityforeningen investerer i en ny? Jeg tror, der er mange, der kommer også længere væk fra, der vil blive yderst utilfredse, hvis stjernehimlen mangler.

Til gengæld har byen fået en ny attraktion og en ganske gratis af slagsen, nemlig Salling Rooftop. Den kunne måske også have heddet Sallings Tagterrasse? Men dejligt er der, og dejlig er udsigten. Jeg har fotograferet både i dagslys og i skumringslys.

Mod nord kan man se Domkirken i hele dens imponerende længde.

Fra nordøst til sydøst havneområderne.
"Lagkagen" under kranerne en Dokk1. God arkitektur?
Jeg kan bedre lide kranerne.

Mod sydvest kan man være så heldig at få denne udsigt i tusmørketiden,
endda med en enkelt kran også.

Jeg synes, den tagterrasse er blevet særdeles vellykket. Der er også servering. Og en scene. Og her i december kan man naturligvis købe gløgg og æbleskiver, hvis man er til den slags. Aros' regnbue har fået konkurrence til stregen.

Byens lys

Der er kommet nyt lys på Århus i forbindelse med kulturåret. På billedet herover ses den ikoniske Ringgadebro. Broen og hele Ringgaden blev planlagt af nogle meget fremsynede byrådspolitikere i begyndelsen af det 19. århundrede, og selve broen blev indviet i 1938.

Farverne på broen - det er nemlig ikke altid de samme - er faktisk et kunstværk, der hedder Hesitation of Light. Vi har efterhånden meget svært ved at tale andet end engelsk her i byen - kvalmende! Lysets tøven lyder da meget mere poetisk. Ordet tøven er endda et ord, der beskriver sig selv bare i lyden - der er simpelthen en tøven indbygget i det. Nå, men værket er altså udtænkt af Signe Klejs, og farverne bliver bestemt af en registrering af himlens farver ved solnedgang.

Jeg synes, det er meget vellykket, og heldigvis bliver farverne ikke fjernet, når kulturåret er slut. De får lov at blive i hvert fald til 2023.

Set fra banegårdspladsen

En anderledes kort fornøjelse var farverne på Rådhustårnet. Det er allerede overstået, men det var sjovt, så længe det varede.

Man kunne selv være med til at bestemme farverne, og vi prøvede det også. Eller prøvede og prøvede... På vores hold var der også tre særdeles ucharmerende børn, som fuldstændig overtog knapperne efter devisen: Når jeg trykker, så kan ingen andre komme til. De så ikke engang på resultaterne.

Det gjorde ikke mig så meget, for jeg havde travlt med at kigge på Ringgadebroen, men der var et par andre børn med på holdet, og de var meget skuffede. Ubegribeligt, at hverken forældrene (begge var med) eller guiden greb ind. Jeg var nok kommet med en skarp replik, hvis jeg havde overværet det.

- og fra Musikhusparken

Jeg har altid været glad for lyset og neonskiltene i byen.

Da jeg var helt lille, så jeg engang et neonskilt, der forestillede en gris, så jeg kaldte neonreklamerne for grise. Der var endda en gade i min barndomsby, som gik under navnet Grisegade på grund af de mange lysreklamer.

Åh ja, og de rigtig store reklamer, der fortalte små historier. Irmahønen er vel den mest kendte, men der var jo rigtig mange af dem engang.

Og lysaviser! Hvor har jeg været glad for Politikens lysavis på Rådhuspladsen i København. ER den der endnu? De fleste steder er lysaviserne blevet afløst af skærme med skiftende meddelelser. Det er altså ikke helt det samme.

For resten er Byens Lys jo en Chaplin-film fra begyndelsen af 1930erne. Og en revytekst af Poul Henningsen. Den har jeg også altid været glad for.

Friluftsteater

Som hovedparten af den danske befolkning formodentlig er klar over, er Århus europæisk kulturhovedstad i år. Jeg må indrømme, at jeg er ret skeptisk med hensyn til, om der kommer noget interessant ud af det bukseskind

Jeg forsøger alligevel at være åben for, hvad er foregår, og i den ånd købte vi billetter til "den store satsning", Røde Orm som friluftsteater, opført af Det Kongelige Teater. Eller som forestillingen hedder her i byen: Røde ÅRM.

Tirsdag aften bivånede vi så, at Røde Orm vendte hjem til Danmark, Århus og Moesgård efter vikingetogt til de britiske øer.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har bogen present. Faktisk er jeg i tvivl om, om jeg nogensinde har læst det hele, eller om jeg bare kender Harald Blåtands julegilde. Jeg mener dog at vide, at bogen skulle være yderst underholdende. Det var teaterforestillingen desværre ikke.

Tværtimod var den lumsk kedsommelig. De skuespillere, der ikke lige havde hovedroller, var rimeligt stive i det, og jeg manglede nogle sidehandlinger. Totalteater var det i hvert fald ikke. Desuden blev omgivelserne ikke udnyttet til ret meget, og det er vel ellers en af ideerne med friluftsteater. Jeg syntes heller ikke om, at Svend Tveskæg rendte rundt i cowboybukser.

Harald Blåtand var noget mere opfindsomt iscenesat. Ham kunne jeg godt lide.

Ikke alt var skidt. Man kunne for eksempel forstå hvert ord, der blev sagt. Jeg havde hørt nogen sige, at der blev deklameret, som Poul Reumert ville have gjort det. Noget overdrevet, men der var en tydelig tekstudtale, og det, mener jeg, er nødvendigt netop til en udendørs forstilling, hvor ordene ellers let kan drukne i blæst og andre lyde. I parantes bemærket kunne jeg tit ønske mig en bedre tekstbehandling i andre sammenhænge også.

Dialogen som sådan var ikke ret interessant eller spændende skrevet, men der var en vis spændstighed i måden, den var skrevet på. Ikke helt på vers, men der var både rytme og rim. Det talte på plussiden.

De to ravne, der fulgte slagets gang fra toppen af taget, var et godt indslag. Det var en af den slags små sidehandlinger, som der godt kunne have været mange flere af.

Røde Orm skal forestille at være en familieforestilling, men efter min mening var det mere børneteater - ganske vist i stort format - end teater for alle, og det var vel derfor, vi kedede os så bravt.

Jeg har læst, at der er solgt mellem 70000 og 80000 billetter til forestillingen, og set i det lys er den store satsning måske alligevel lykkedes. Kvantiteten er der, men kvaliteten mangler.

Årets bedste...kaffe

Foto fra begyndelsen af året. Plakaten ser anderledes ud nu.

Jeg har drukket rigtig mange kopper kaffe - eller glas eller skåle eller hvad det nu har været - på byens kaffebarer.

Jeg tror, jeg er ved at blive en anelse afhængig.

I Streetcoffee i Jægergårdsgade er der en behagelig afslappet stemning, og kaffen er altid god.

Desuden kommer jeg tit forbi, for jeg kan godt lide Jægergårdsgade.

Jeg går tit igennem på vej til eller fra mit tyskkursus, selv om det er en lille omvej.

Endelig er der et par butikker, som jeg frekventerer med jævne mellemrum.

Streetcoffee er årets kaffebar 2015 for mig.

Åh, det var en skam...

Prismet set fra Aros

I Århus ligger en markant bygning, der af åbenlyse årsager hedder Prismet. Bygget i 2001, tegnet af Friis & Moltke.

Der er mange, der ikke kan lide bygningen, men det kan jeg godt. Jeg synes, højere bygninger (Prismet er 63 m højt og i 18 etager) kan give variation og liv i bybilledet.

Det ærgrer mig, at der ikke er blevet indrettet en udsigtscafé eller restaurant på en af de øverste etager. Prismet er et kontorbyggeri.

Jeg har mange gange nydt at se skyformationerne spejle sig i Prismets glasfacader.

Derfor blev jeg ikke specielt begejstret, da Prismet for ikke så længe siden var blevet "dekoreret":

Bygningen fungerer nu som reklamesøjle. Det er måske ikke så slemt, men et forstyrrende element er det nu.

Bortset fra at de i mine øjne er nogle vandaler, aner jeg ikke, hvem eller hvad Gorissen Federspiel er, og jeg har heller ikke lyst til at finde ud af det.

Hvordan mon det kommer til at se ud, når alle andre også skal have fremhævet navn og logo på facaden. Muligvis bedre end nu, men de uforstyrrede spejlskyer har jeg nok set for sidste gang.

(Sorte) katte i bybilledet

Det er meget lettere at komme til at fotografere hunde end katte i bybilledet. Ikke så underligt, katte og trafik er en dårlig kombination, og det er ikke ret almindeligt, at katte ligesom hunde går tur i sele.

Når jeg er på ferie, foreviger jeg altid katte på reklameskilte og lignende. Der har jeg også altid kameraet på skulderen. I min hjemby skal det planlægges mere.

Bogkatten på plakaten bor i Jægergårdsgade, som jeg tit går igennem. Jeg har længe haft planer om at få den fotograferet, men det skulle lige være ordentlig vejr, og så skulle jeg huske at tage kameraet med. Begge dele lykkedes i dag.

Herunder en kat fra Den Gamle By. Teoretisk set kunne der godt være nogle levende katte netop i Den Gamle By, men jeg har nu aldrig set nogen.



Det har jeg derimod i Århus, selv om det ikke er så tit, det sker. Og igen: Som regel har jeg ikke fotoapparatet med. Det havde jeg heldigvis den dag, hvor jeg så den sorte kat på billedet underneden



Hun boede i Montanagade, der er en sidegade til Jægergårdsgade, og hun var meget venlig og ville gerne snakke. Lige indtil hun altså ikke ville snakke mere. Så rullede hun sig sammen og gav tydeligt indtryk af, at nu var audiensen forbi.

Senere så vi hende nogle flere gange og snakkede også med en, den boede i samme hus. Han fortalte, at hun hed Freja og var en meget sød kat, men det sidste vidste vi jo godt. Nu er det efterhånden nogle år siden, vi har set hende.

Jeg er for resten ret stolt af billedet. Det er ikke let at fotografere sorte katte, men dette synes jeg er meget vellykket.

Te og efterår

Te smager bedre om efteråret end om sommeren. Synes jeg i hvert fald.

Vi har fået en ny tesalon i Århus. Eller ny og ny, det er gamle og hæderkronede Perch, der har fået en afdeling her i byen, vist nok den første uden for København. Egentlig synes jeg, det er noget pjat - ikke "alt" behøver at være "alle" steder, men det skal nu ikke forhindre mig i at besøge tesalonen.

Første besøg var for et par uger siden, og konceptet er præcis det samme som i hovedstaden. Samme store udvalg af rigtig gode teer, dertil engelske fingersandwich og scones og nogle få kager.

Perch har fundet et helt centralt beliggende lokale i Volden og møbleret det i ret klassisk tesalon-stil. Loftet ser specielt godt ud.

Mindre heldig er akustikken. Den er rent ud sagt rædselsfuld. Lyden drukner fuldstændigt, det er meget svært at føre en samtale, og den unge dame, der betjente os, var nødt til at få bestillingen gentaget flere gange. Ikke smart, det må de se at få gjort noget ved.

Det nederste billede viser bagindgangen i Borgporten. Tænk, at der findes sådan en uudnyttet arkade lige midt i byen. Den bliver ikke brugt til noget som helst fornuftigt, det skulle da lige være oplagrings- eller skraldeplads.

Perchs del ser sådan set meget godt ud, men det hjælper ikke, når der ellers kun er papkasser og skraldespande og absolut intet liv.

Når man tænker på alle de sjove og smukke arkader, der findes i andre byer, så forekommer det mig at være tåbeligt spild ikke straks at få brugt Borgporten på noget fornuftigt. Rammen er der.

Jeg er sur!!!

For lang tid siden blev der i vores kalender under i dag skrevet: Kulturnat. Vi skulle nødig komme til at planlægge noget andet den dag. Da vi for et stykke tid siden ville finde programmet, opdagede vi til vores skuffelse, at kulturnatten i Århus er aflyst.

Øv altså! I 2012 havde vi for første gang tid til rigtig at deltage, og det var bare så sjovt, givende og hyggeligt. Vi syntes også, at det så ud til, at mange andre i mange forskellige aldersgrupper, inklusiv de højhellige børnefamilier, havde samme oplevelse. Måske var der ikke så mange af de endnu mere højhellige unge, men det kan være, fordi vi bare ikke var til "deres" arrangementer.

Jeg synes, jeg bag de forskellige presseomtaler af aflysningen kan læse en skuffelse over, at der ikke har været tilstrækkelig opbakning. I hvert fald økonomisk, men sandsynligvis også mere ideologisk. Det passer meget godt med min erfaring med Århus Kommune som arbejdsgiver. Det, der bare kører og måske endda er en succes, er uinteressant - der skal nye boller på suppen. Hele tiden. Nu har kulturnatten kørt siden 1997, så det er på høje tid at nytænke (et modeord - selvfølgelig på engelsk: rethink - i Århus efter at vi desværre blev kulturby 2017. Mine forventninger kan måles på et meget kort centimetermål).

Den manglende opbakning af det daglige arbejde var en af årsagerne til, at jeg trak mig tilbage fra arbejdsmarkedet, så hurtigt jeg overhovedet kunne få økonomien til at hænge sammen. I biblioteksvæsenet var det, der blev værdsat, stort set udelukkende projekter - jo flere penge, der kunne kradses ind via EU, Biblioteksstyrelsen eller andet, jo bedre var projektet. Mærkeligt nok var det kun meget få af projekterne, der var så vigtige, at de blev videreført efter projektperioden, men på papiret var de allesammen successer.

Den daglige drift, som var det, brugerne satte pris på, blev gang på gang nedprioriteret. De brugere, vi allerede havde, var selvfølgelig heller ikke så interessante, det var meget bedre, hvis vi forsøgte at få fat i nogle andre.

Jeg er helt med på, at der skal udvikling til, men den måde, det foregik (og foregår, hører jeg fra tidligere kolleger) er alt for forceret. Når personalet får så meget presset ned over hovedet, er der ingen overskud til for dem at udvikle og tænke nyt. Så kører det i ring, det bliver ledelsen og nogle få udvalgte, der skal tænke store tanker - og ærlig talt, så er de ikke altid de bedste til det.

I København lever kulturnatten stadig. Næste år tager vi derover.

Eller til Djursland. Jeg synes bare, det er sjovere i lidt større byer, så jeg finder nok på noget helt andet i aften.

Så tal dog dansk, din hund!

Sculpture By The Sea
Originally uploaded by iansand

Det irriterer mig, at alting efterhånden skal hedde noget på engelsk. Hvorfor skal skulptur-udstillingen ved Strandvejen absolut hedde "Sculpture By The Sea" og ikke "Skulpturer ved vandet"?

OK, det er vist nok en udstilling, der turnerer rundt i verden, og den er måske født med det navn, men alle andre udstillinger, Aros har med at gøre, hedder også noget på engelsk.

Det er måske forklaringen på Aros' store økonomiske underskud. Museet distancerer sig simpelthen fra byens indbyggere og er mere interesseret i at folk skal komme strømmende til fra fjerne egne - og det gør de så ikke altid.

Lige præcis skulpturerne er tydeligvis blevet set af masser af århusianere. "Det er gratis, det er sol og det er søndag" og samtidig ikke så varmt, at badestranden lokker var opskriften på at få den halve by - mig includeret - til at valfarte til skulpturerne, og det er da også en flot udstilling.

Generelt synes jeg dog ikke, Aros er blevet byens kunstmuseum på samme måde som Musikhuset er byens. Lidt ærgerligt, at ambitionerne om at være så vigtig og så international forhindrer dialogen med det nære. Et udslag af det århusianske mindreværdskompleks?

Juleudstilling

For +30 år siden tog man på juleudstilling - i hvert fald i min familie. Jeg kan huske det, fra jeg var ganske lille, med store nisselandskaber, hvor en masse forskellige ting bevægede sig, hele grise optrådte i diverse tableauer i slagterens vindue, og selvfølgelig var der masser af lys. Måske blev der også købt lidt gaver, men sådan som jeg husker det, var det vinduesudstillingerne, der var det væsentlige.

Jeg kom til at tænke på det i dag, da jeg var på bytur. Juleudstillinger er vist ikke noget must mere. Den store forskel er nok, at hvis man vil se noget i en butik, så går man ind i den. Det er ikke nødvendigt at udforske vinduerne først.

Det var også påfaldende, at i nogle butikker er man ved at være
færdig med julen. I hvert fald i Magasin er det meste af juleudsmykningen pillet ned og solgt! - eller også er det, fordi der er hold i rygterne om, at Magasin lukker efter jul.

I øvrigt var det helt vidunderligt vejr til at gå rundt i byen. Fotoapparatet kom i brug et par gange. Billedet til venstre er et af resultaterne. Det er taget fra Clemens Bro mod Hans Krulls gode gavlmaleri, Mågekysset.
Sådan kan jeg godt lide byen!