Viser opslag med etiketten Ree Park. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ree Park. Vis alle opslag

mandag den 30. december 2024

Verdens mest nuttede dyr

Det allermest nuttede dyr - lige bortset fra de dyr, man har boet sammen med - må bestemt være dette: 


Altså den røde panda. Dette eksemplar og endnu et hilste vi på i Ebeltoft Safaripark juleaftensdag.

Parken havde fået den glimrende ide at holde åbent med gratis adgang. Det benyttede vi og en masse andre os af, og det var god reklame for parken. Vi fik i hvert fald lyst til at komme igen.

Ikke alle dyr var fremme, for eksempel var alle savannedyrene inklusiv det girafføl, der blev født i december, i deres stalde. Men pandaerne underholdt. De er ikke lukket inde, så i teorien kunne de godt gå ud til publikum. Det gjorde de dog ikke, til gengæld klatrede de rigtig meget i træerne, helt ud på de tynde grene og kviste.


Ok, det er måske ikke lige der, man skal tage middagsluren efter at have fyldt vommen med røde juleæbler.

Også løverne fik en lille snack, så i modsætning til i København fik vi denne gang set løver. Også årets løveunger, 4 styk, født i april. De er nu også ret nuttede.


I Nordamerika området havde polarulvene anbragt sig meget dekorativt ved en af jernbanebroerne. Måske kørte ekspressen ikke juleaftensdag, i hvert fald så ulvene yderst afslappede ud.


Hvem, der ikke var afslappet, var et æselføl.


Det var meget svært at få et billede af, for det var i gang med dagens træning og drønede op ad bakke og ned ad bakke og rundt om en lille sø i det pænt store område, hvor æslerne bor sammen med kamelerne. Det lykkedes at få et enkelt billede, hvor det lige skulle hen til sin mor for at se, om alt var, som det skulle være.

Flere af de voksne æsler havde tykke maver, så jeg håber på flere æselføl til vores næste udflugt til parken, men måske ser æsler bare sådan ud.

Også zoo-katten fik jeg et billede af:


Det er altså ikke mig, der har leget med photoshop. På en eller anden måde kom billedet helt af sig selv til at ligne en detalje i et maleri.

onsdag den 16. august 2017

Bedre vejr

Bliver vejret bedre, når man forlader arbejdsmarkedet?

Ja, det gør det! Det er i hvert fald fakta, at mens en masse andre ustandselig klager over vejret, så synes vi egentlig, vi har masser af godt vejr. Både sidste år og i år har vi haft mange glimrende sommerdage, synes vi.

Tricket er nok, at når man ikke er afhængig af at gå på arbejde, så kan man indrette sig efter vejret. I sidste uge var der for eksempel annonceret flot vejr blandt andet tirsdag. Vi havde egentlig planlagt noget andet, men vi improviserede og tog i dyrepark.

Nærmere betegnet Ebeltoft Zoo eller Ree Park, som den også hedder. Vi fik vist set alle kattedyrene. Også leoparderne, sandkatten og fiskekatten, som det ellers ikke er en given ting, man lige får øje på.

Fiskekatten fik jeg endda et par billeder af:

Fishing cat
Den største af fiskekattene. Vi så også den mindste, men den fik jeg ingen billeder af.

Der er ikke så meget farve på den, så den har let ved at camouflere sig.

Løverne kan man derimod stort set altid betragte:

Aslan
Er han ikke dejlig?

Hanløven, der hedder Aslan, er bare så smuk. Måske er han den allerflotteste løve, vi har set. Han har været i Ebeltoft Zoo al den tid, de har haft løver, tror jeg.

Når sandheden skal frem, trives jeg bedre ved 20° end ved 25°, hvilket unægtelig også er en kilde til min tilfredshed med vejret. Og det er rart at slippe for ustandeselig at skulle vande havens krukker, men det må da godt nøjes med at regne om natten. Endelig er vi ikke afhængige af godt vejr i en ferieperiode på tre uger - så ja, vejret bliver bedre, når man slutter på arbejdsmarkedet.

lørdag den 22. august 2015

En ekstra udflugt

For en uge siden havde vi planlagt en udflugt til Viborg, fordi der er en udstilling, vi vil se. Vi ville også lidt rundt i byen og på kirkegården, hvor mine forældres gravsted er.

Besøg på alle mulige vejrudsigtssider mente, at det var en dårlig valgt dag. Hvis vi ville undgå massivt regnvejr skulle vi tage til Djursland. Ergo blev Ebeltoft vores destination i stedet.

Da vi kom til byen øsregnede det! Vi slog paraplyerne op og fandt en café for at få formiddagskaffe, og mens vi drak den, holdt det op med at regne. Vi gik på shopping og spiste en sen (udendørs!) frokost.

Mon også han er ved at kigge efter glemte
paraplyer? I hvert fald var det denne butik
"Kunsthåndværket", der havde givet min paraply
husly i et par dage.
Da vi gik fra frokosten, konstaterede jeg, at min paraply ikke mere var med på turen, men butikkerne havde lukket. Det er en stormparaply, som jeg er temmelig glad for, så der var ikke andet at gøre end at sætte endnu en Ebeltoft-udflugt på programmet.

Når vi nu alligevel skulle af sted en gang til, kunne vi lige så godt tage en tur i Ebeltoft Zoo også, så i onsdags var vi tidligt oppe. Først hentede vi paraplyen, som i mellemtiden var blevet lokaliseret, og så var det ud til dyrene i det skønneste sommervejr.

Der var masser af dyrebørn i parken, og vi så de fleste. Mandela, et lille næsehorn på ½ år, alle girafføllene, en bongokalv, de tre tigerunger, en strudsekylling og en maraunge. Har jeg glemt nogen? Jo, der var i hvert fald også tre gepardkillinger på 2 måneder. Og en elgkalv.

Jeg havde mit zoom-kamera med, men det er lang tid siden, jeg har brugt det, så det kneb med at huske indstillingerne.

Det betød, at alle mine billeder af polarulveungerne (dem havde jeg lige glemt, og der var for resten også unger hos sortbjørnene) blev uskarpe, for jeg havde glemt, at autofocusen var slået fra. I det hele taget gik det ikke så godt med fotograferingen, men nogle få anvendelige blev det dog til.

Parkens huskat var det eneste dyr, der ligefrem ville snakke med os. Til vores store fornøjelse satte den sig til rette i en af jeeperne. Så var det om at være hurtig med kameraet, og billedet blev da heller ikke 100% skarpt.

Vi kigger altid efter både fiskekatten og sandkatten adskillige gange, når vi er i Ebeltoft Zoo. Det er ikke altid, vi ser dem, og fiskekatten så vi heller ikke denne gang, men sandkatten så vi flere gange.

Først lå den på en hylde og så nuttet ud. Der er altså ikke mange dyr, der er så bedårende. Senere så vi den gå omkring i sit territorium. Jeg håber, den har det godt nok og bliver stimuleret tilstrækkeligt. Umiddelbart ser det heldigvis ikke ud til, at den keder sig.

Det er første gang, det lykkedes for mig at få fotos af sandkatten.
Så gjorde det ikke så meget, at de fleste andre billeder blev mislykkede.
Vi var meget tilfredse med dyrene, men vi synes, det var noget tidligt, at parken var gået i udenfor-sæsonen tilstand. Safariturene bliver heldigvis stadig kørt, men det var meget begrænset, hvor mange fodringer, der er. De gulstrubede mårer bliver overhovedet ikke fodret uden for højsæsonen. Det kan jo ikke passe, og så kunne man da lige så godt programsætte det. Vi så nu alligevel én af dem. Den troede vist, at vi kom med mad til den, for den var meget interesseret i os.

Der er også kun et enkelt af spisestederne åbent, og der kunne man kun få fastfood af kedeligste skuffe. Det vil sige, man kunne også få buffet, men det var lidt voldsomt igen, syntes vi. Heldigvis havde jeg undersøgt sagen i forvejen, så vi havde selv medbragt mad, men det burde ikke være nødvendigt. De mange udenlandske turister kan da heller ikke være tjent med at blive spist af med en pølse og nogle fritter.

Apropos de udenlandske turister så synes jeg, at omtalen ved fodringerne også godt kunne være på i hvert fald engelsk. I betragtning af hvor godt alle vores unge mennesker formodes at kunne begå sig på det sprog, skulle det vel ikke være så svært at indføre.

Men ellers havde vi en skøn dag i parken, og som sædvanlig var vi nogle af de sidste, der kørte fra parkeringspladsen. Det regnvejr for en uge siden var ikke så ringe endda.

mandag den 25. august 2008

Det var den ferie...

Så er OL slut. Det er altid lidt trist, synes jeg, men sådan er det selvfølgelig nødt til at være. Vi har dog optaget noget rytmisk gymnastik, som vi endnu ikke har set.
I går tog vi nemlig til Ebeltoft Safaripark (eller Ree Park, som den også hedder).
Vi var der tidligt, men lige meget hjalp det - vi var nogle af de sidste, der forlod parken - og så var der endda nogle af dyrene, vi slet ikke så. Denne gang kiggede vi især på geparder, afrikanske vildhunde, bjørne, ulve og de små dværgoddere, som rigtig viste sig frem.

WE ARE HUNGRY!!!

Der var et forældrepar med tre store unger, og første gang vi så dem, var de tydeligvis sultne. Sikken et spektakel, de kunne lave!!! De var værre end Sarantoya (vores usædvanligt larmende kat), når hun er værst.
Da vi kom tilbage, havde de åbenbart fået mad, for da legede de. Der er ikke ret mange dyr, der er så gode til at lege som oddere. Billedet er taget, før de blev fodret!