Viser opslag med etiketten OL. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten OL. Vis alle opslag

tirsdag den 27. februar 2018

Kan det være så svært?


Vinter OL 2018 er forbi. Jeg har abstinenser, men samtidig er det lidt rart, at jeg har tid til andre ting. Så som at blogge.

Det var lidt af en opgave at finde ud af, hvad der foregik hvornår. Efter nogen søgen på nettet fandt jeg frem til BBCs hjemmeside:


Pænt og overskueligt. Et klik på på de små drop-down pile åbnede, som det kan ses, for de nøjagtige tidspunkter for de forskellige konkurrencer. Britisk tid, selvfølgelig, men det kunne jeg - selv i min somme tider noget søvnige tilstand - godt finde ud af at kompensere for. Der var, hvad jeg havde brug for, og uden smarte features, som udviklerne er så glade for, men som jeg synes bare er i vejen.

På DRs hjemmeside fandt jeg en sendeplan, men DRs kanaler sendte ikke alt, så den var ubrugelig. Hvis der faktisk var en oversigt over samtlige konkurrencer, fandt jeg den ikke.

På andre måder var jeg dog glad for DR - sådan da. De var nemlig så venlige at bringe noget af kunstskøjteløbet. Det blev også bragt på Eurosport, men deres kommentatorer bliver værre og værre, partiske, tendentiøse og udygtige. Og umusikalske, hvilket i vores ører er slemt. Vi troede, det blev lidt bedre, når Mikkeline Kierkgaard, forhenværende udøver af sporten, var medkommentator, men hun var lige så elendig som de sædvanlige.

Vi har været uenige med kommentatorerne i årevis, men nu er der kommet nogle redskaber, som tydeligt viser deres manglende evner. Heldigvis er vi mere enige med dommerne, så vi kan sidde og hovere, når det ikke går, som vores kommentatorer gerne vil have det. De mener selvfølgelig, at det er dommerne, der er noget i vejen med. Jeg tror end ikke, de har overvejet, om det måske skulle være dem selv.

På DR var kommentatorerne af noget bedre kvalitet og i hvert fald en del mere objektive, men da der var europamesterskaber, så vi udsendelserne over Sverige (som desværre ikke sendte fra OL på nogen kanaler i vores programpakke), og det var særdeles opløftende. Der kunne vi erfarne tilskuere endda lære noget.

Jeg var dog utilfreds med, at det var så lille en del af konkurrencerne, der blev vist, men sådan var det også på de øvrige kanaler. DRs udsendelser blev sendt forskudt og var blevet redigeret, så vi slap for de lange pauser, når der skulle køres is. Det var fint, men jeg synes, det havde klædt kanalen, hvis de havde vist lidt flere deltagere og i hvert fald de øvrige nordiske deltagere. Dem var der såmænd kun ganske få af.

Men overordnet var OL en kæmpe fornøjelse. Jeg fik vist set alt inden for favoritdisciplinerne skihop, nordisk kombineret og de traditionelle alpine konkurrencer, og så blev der fyldt op med hurtigløb på skøjter, bobslæde (her er der rigtig gode kommentatorer på flere kanaler), lidt freestyle skiing, langrend med mere. Jo, selvfølgelig var det en fest!

fredag den 21. februar 2014

På nedtrapning

Vi er så småt begyndt nedtrapningen efter vinter OL; der er ikke så mange konkurrencer de sidste dage. Når der har været stille på bloggen, er årsagen, at øjnene i to uger har været klæbet til TV-skærmen. Det har været SKØNT at kunne se alt det, jeg har lyst til (og det er meget!) uden at skulle spekulere på at gå på arbejde også.

Det var nu lige ved at blive en kold tyrker i eftermiddags, hvor vores Stofa-forbindelse forsvandt i flere timer. En gyser! Og stor glæde, da vi kom tilbage i tide til skiskydningsstafetten, men første omgang af kvindernes slalom gik vi glip af.

Få så det ben strakt ud!

Jeg ville gerne have haft et billede,
hvor en af kattene kiggede fjernsyn,
men de gider ikke se sport mere.
De har dog været godt tilfredse med OL,
for deres mennesker har siddet
i timevis foran kassen - lige til at placere sig på.
Det har været noget af et puslespil at få det personlige program sat sammen. Godt at vi har vores optager, så det har kun været, når der blev afviklet tre konkurrencer samtidig, at vi har måttet undvære noget - næsten.

Norges TV2 har vist nærmest i døgndrift, men nogle af konkurrencerne - bl.a. kunstskøjteløb - blev vist på deres ekstra kanaler, som vi ikke kan tage.

Glade blev vi, da vi opdagede, at Zulu ville vise alt kunstskøjteløb, og det har også været godt, men dog med et par minusser. En aften midt i isdansfinalen skulle de for eksempel lige vise en ski freestyle finale, så der var lige tre af de bedste par, der blev sprunget over.

Det værste er dog, at kommentatorerne er usædvanlig ringe. Mindst lige så ringe som dem, vi plejer at blive udsat for på Eurosport, og det siger ikke så lidt. De vidste selvfølgelig, hvad de forskellige spring hedder, og de kunne da også se, hvor mange gange deltagerne snurrer rundt, men så er det også sagt. Ellers diverterer de med deres personlige mening om deltagernes udseende og især om musikken. "Det er jo dejlig musik", sagde én af dem om noget musik, som jeg finder sentimentalt og banalt. AAAAARGH!!! Noget andet musik, som jeg syntes var både spændende og originalt, "greb" dem ikke, men det tror da pokker i betragtning af, at de tydeligvis mangler enhver musikalsk opdragelse. Intet kunne være mere uinteressant end disse personlige præferencer. Også ganske almindelig viden skorter det på. På dansk hedder det altså hverken Estonia eller Estonien, men Estland, og Litauen blev omtalt som Lituania.

Det var en lise, da Norge havde en pige med hos kvinderne, så kunstskøjteløbet hos dem blev opgraderet til at blive sendt på hovedkanalen. Vi fik fornøjelsen af Christer Tornell, som vi kender som dommer i Norges udgave af Vild med dans, den norske deltagers tvillingesøster og endnu en dame som kommentatorer. Vidende - Christer Tornell har også været isdanser - og søde og uden forudfattede meninger.

Til gengæld har det været meget underholdende at følge de livlige og dygtige kommentatorer i hurtigløb på skøjter på dansk TV2. Det er ellers en sportsgren, der normalt ligger lidt yderligt i mit interessefelt, men det ændrede sig. Også selv om Holland har været temmelig altædende, når det drejer sig om medaljer.

Lørdag og søndag og så er det slut. Så venter hverdagen - men det har minsandten også været en fest for en vintersportsfreak som mig.

mandag den 6. august 2012

Klæder den mig?

Det ser ud til, at Lilit mener, den nye tunika klæder hende. Jeg havde lige smidt den på min seng, inden den skulle vaskes, og straks var Lilit der.

De grønne farver matcher nu også hendes øjenfarve fint.

Ser det ikke ud til, at hun tror, jeg har strikket til hende?

Jeg fik dog vristet tunikaen fra hende, og jeg synes også, den klæder mig, selv om jeg desværre ikke har grønne øjne.

Efter vask er der ingen kradsefornemmelse mere. Jeg har skrevet om de medvirkende garner her. Det eneste, der ikke er nævnt, er båndgarnet, som jeg har brugt til en enkelt stribe så langt nede på tunikaen, at mit sarte skind ikke bliver ramt, for det er 100% kunststof og garanteret ikke behageligt mod den bare hud. Men det giver en god effekt - også bedre end billedet viser.

Bortset fra det er jeg nødt til at forsømme bloggen i denne tid. Der er jo OL med hvad deraf følger af mange timer foran tv-skærmen.

Ganske vist er vi - som sædvanligt - utilfredse med både informationsniveauet og med mange af kommentatorerne. Angående det første er vi for eksempel i atletikken vant til at blive oplyst om deltagernes personlige rekorder og årsbedste, og om de sætter nye rekorder. Det er der ikke meget af fra London - kun olympiske og verdensrekorder har interesse. Det burde ellers være en smal sag i vores computertider.

Kommentatorerne er et kapitel for sig. Tit snakker de om noget helt andet end om det, der foregår lige nu og her. Dårlig journalistik, synes jeg. Gymnastikken blev heldigvis vist på Sverige også, for Eurosport kunne vi dårligt holde ud. Den kvindelige kommentator sagde konsekvent "gymmestik"!

Flere af kanalerne er mere optaget af at vise deres egne studier og studieværter. Også selv om der foregår spændende konkurrencer, som man så bliver snydt for, samtidig. TV2 er særlig slem. Hvorfor sender de ikke deres selvsving forskudt?

Heldigvis har vi mange valgmuligheder, og ydermere er selv en dårlig sportsudsendelse bedre end ingen sportsudsendelse for os. Så har vi også noget at skælde ud over ;-D

torsdag den 21. august 2008

Firkantede øjne


Getting ready
Originally uploaded by cats_in_blue

Det er et heltidsjob at følge OLs atletikkonkurrencer - heldigvis har jeg ferie i denne uge. Jeg kan dog ikke rigtig klare at følge med hver nat fra kl. 3. Så optager vi på en kanal, der påstår, at de viser atletikken, og håber at det passer. Man kan så lige om formiddagen nå at se de konkurrencer inden næste afdeling, som kommer direkte fra kl. 13. Det er hårdt at have ferie :-)

Men det har også været nogle gode konkurrencer, og noget af det bedste: mændenes spydkast og kvindernes højdespring er stadig i vente.
Billedet af norske Andreas Thorkildsen tog jeg ved Europa Cuppen sidste år. Han er en af mine adskillige favoritter i mændenes spydkast.

Haven er blevet sørgeligt forsømt, men det lykkedes da at få klippet græsset i dag ind mellem regnbygerne og konkurrencerne. Det var lige ved, jeg skulle bruge en le!