Årets bedste...musik

I år har vi hørt vildt meget musik, og det er umuligt at vælge det bedste. Her er dog et par højdepunkter.

Katja Kabanova, Janáceks opera opført af Den Jyske Opera, var en kæmpeoplevelse.

Den blev nok ikke mindre af, at jeg ikke havde så store forventninger, og der er måske også lidt Oscar-effekt. Altså at det, man har oplevet for ikke så lang tid siden, fylder mere (det er næsten altid de nyeste film, der får flest Oscars).

Jeg var vild med både musikken og med Pavla Vykopalavas fortolkning af titelpartiet. Jeg glemmer ikke Katja Kabanova lige med det samme.

Jazz-festivalen som helhed. Koncerterne, stemningen, vejret. Gentagelse næste år ønskes.

Prokof'evs violinkoncerter, som vi har lært at kende i år, og som vi er vendt tilbage til gang efter gang. Vi har hørt forskellige indspilninger, og favoritten er med Arabella Steinbacher og Det Russiske Nationalorkester dirigeret af Vasilij Petrenko.

Og så er der jo alle symfonikoncerterne, operabio, musikkonkurrencerne. Og alt det andet. Musik er fantastisk!!!



P.S. Koncerten på Fanø med Danmarks Radios Big Band og solist Pattie Austin var nu heller ikke ringe. Det var en appelsin, der faldt i vores turban, at DR Big Bandet skulle spille i Nordby lige præcis, da vi var der.

Nyt på operarepertoiret

Inden for en uge har vi set hele to nyere operaer.

Først så vi i operabio Sjostakovitj' Næsen, der havde premiere i 1930. Historien er hentet fra en novelle fra 1836 af Gogol. Jeg kendte den faktisk godt i forvejen, for den er udkommet som billedbog, illustreret af Gennadij Spirin, så jeg har læst den i min tid som børnebibliotekar.

Jeg synes, det er en meget spændende opsætning, The Met har lavet. Hele produktionen understreger den absurde historie, der på trods af absurditeten også er spækket med både satire og humor, og Sjostakovitj' spændstige og mangestrengede musik. Jeg hørte nogle, der mente, at det slet ikke er musik, men jeg tror, de bare skal høre noget mere 1900-tals musik i almindelighed og Sjostakovitj i særdeleshed. En masse stjerner fra mig.

Parat!

Et par dage efter så vi Janáceks opera Katja Kabanova opført af Den Jyske Opera. Den havde premiere i 1921. Forlægget til librettoen er et skuespil, Stormen, af Alexander Ostrovskij.

Straks fra ouverturens første toner var vi klar over, at det er en helt vidunderlig musik. Den er først og fremmest smuk og hjertegribende, men indeholder også en masse andre stemninger. På en mærkelig måde syntes jeg, den er lidt i familie med noget andet af min yndlingsmusik, Canteloubes sange fra Auvergne.
Jeg har senere læst, at Janácek bliver kaldt Tjekkiets Puccini. Det kan jeg godt tilslutte mig.

Titelrollen blev sunget fantastisk godt af den tjekkiske sopran Pavla Vykopalova, men i det hele taget var det en god opførelse med gode sangere, god dirigent og orkester og fin om end enkel turnescenografi. Jeg har ikke tidligere været begejstret for Den Jyske Opera, men det er jeg for Katja Kabanova. Endnu flere stjerner til den.

For en gangs skyld slår den levende opera operaen i biografen. Var det i øvrigt ikke noget for The Met at få Katja Kabanova på repertoiret?

Tiden slår ikke til

...eller også vil vi for meget. I hvert fald når vi ikke alt det, vi har lyst til. Men symfonikoncerterne har vi jo for længst købt billetter til, så dem SKAL vi heldigvis nå. Vi var af sted både i går og i forrige uge, og begge gange blev der - til vores store fornøjelse - udelukkende spillet musik fra det 20. århundrede.


I går hørte vi John Adams (ham med operaerne), Bartók, Vaughan Williams og Janácek. Vi havde nok mest bestemt os for denne koncert på grund af Vaughan Williams tubakoncert, men det hele var godt, og især var Janáceks Taras Bulba spændende.

Ugen før hørte vi den koncert, vi har glædet os allermest til i hele programmet, og det blev også den bedste indtil nu - vi har vist en enkelt tilbage. Estiske Kristjan Järvi dirigerede, og han er altså god. Meget, meget levende, og vi syntes, han fik alt det bedste frem i orkestret. Jeg lagde ikke mærke til det før pausen, men efter pausen dirigerede han Rachmaninovs Symfoniske Danse uden partitur. Godt det samme! Järvi dansede sig igennem musikken og havde brug for al pladsen på dirigentpodiet. Nodestativet var garanteret drønet i gulvet med et brag, hvis det altså havde været der.

Før pausen spillede Mikhail Simonyan Barbers violinkoncert. Det var måske ikke lige min yndlings violinkoncert, men den var ikke kedelig, og det var Simonyan heller ikke. Han må gerne få endnu en invitation og meget gerne sammen med Kristjan Järvi.

Det allerbedste var dog Arvo Pärts 3. symfoni. Da måtte jeg frem på stolen. Den spænder fra det lyseste sarte til det mørke, fyldige, voldsomme. Intenst, gribende, fantastisk -ikke så minimalistisk som Pärt senere er blevet (jeg kan altså også meget godt lide det minimalistiske). Han må da være en af de allerstørste komponister i sidste halvdel af det 20. århundrede, hvis ikke den største. Billedet er lånt fra Sonnings musikfonds side. Arvo Pärt fik prisen i 2008.

Første gang, vi hørte noget af Pärt, var i den af os stærkt savnede musikquiz Kontrapunkt. Det var selvfølgelig kun et lille bitte stykke, men vi spidsede straks ører: Det her var noget særligt. Siden har vi hørt en del Pärt, men det er første gang vi har oplevet ham spillet i koncertsalen. Forhåbentlig ikke den sidste.