Viser opslag med etiketten strikkede servietter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten strikkede servietter. Vis alle opslag

torsdag den 27. februar 2014

Strik til den store guldmedalje

Nå, det er mere en smart overskrift end den skinbarlige sandhed, men jeg fik i hvert fald strikket mange masker under vinter OL.

Det skulle jo være noget, som ikke krævede den helt store koncentration, så nu har jeg flere næsten færdige eller halvfærdige projekter liggende. Stoppet, hvor jeg skulle begynde at bruge hovedet. Jeg må se at komme videre med dem.

Jeg har bare meget mere lyst til at fortsætte med de bordservietter, jeg begyndte på under legene.

Det er SÅ afslappende strik, og jeg synes, det mønster, jeg har fundet på Ravelry - det hedder Twisted Trails - er både velegnet og fint af se på.

Garnet er billigt bomuldsgarn fra Netto. Bomuld til servietter skal ikke være alt for fint, synes jeg. Hverken merceriseret eller for blødt.

Jeg blev også færdig med et bestillingssjal, og jeg fik prøvestrikket en opskrift på en babyundertrøje/vest, jeg selv har lavet med udgangspunkt i den "sædvanlige" model. Opskriften fylder adskillige sider. Jeg er blevet præget af alle de amerikanske opskrifter, jeg læser, hvor alt er pindet ud i de mindste detaljer, så sådan er min opskrift også blevet. En slags strik for dummies :-)

Jeg lægger opskriften på bloggen inden alt så lang tid. Det bliver et alenlangt indlæg. Helst ville jeg lave en PDF-fil, men så vidt jeg kan finde ud af, skal man betale for programmet, og det gider jeg ikke.

lørdag den 12. november 2011

Tre strikkeprojekter afsluttet

Hvor mange strikketøjer kan man have gang i samtidig? Det er naturligvis individuelt, men jeg har bestemt, at for mit vedkommende må det højst være tre. Det holder godt nok ikke altid helt. Mindst ét af strikkearbejderne skal være et snakke- og rejsearbejde. Det vil sige, det må ikke være nødvendigt med dyb koncentration, og det skal heller ikke fylde for meget. De mere koncentrationskrævende projekter bliver ikke taget med ud. Jeg har i den sidste uges tid afsluttet ikke mindre end tre strikketøjer. Det første et "sjal med kongelig kant" fra Rasmilla. Det startede som et rejsestrikketøj, fordi da skulle der kun strikkes ret, men da jeg kom til kanten, måtte det blive hjemme. Indtil jeg havde strikket knap halvdelen, så havde jeg luret, hvad jeg skulle gøre. Garnet er Rasmillas sjalsgarn, som har et utrolig flot farveforløb. Jeg havde kun købt 100 g, så der var grænser for, hvor stort sjalet kunne blive. Det fortrød jeg lidt, det kunne godt have været større, synes jeg. Kanten er rigtig flot, og jeg kan godt lide teknikken, men der burde altså have været et rigtigt hjørne efter min mening. Det kan jeg måske selv finde ud af at lave nu. Mundservietterne var et typisk rejsestrikketøj. 200 g blødt bomuldsgarn nr. 8 gik der til 8 servietter. Jeg udviklede selv opskriften med inspiration i nogle ældre opskrifter, jeg havde liggende. Mit sjal i grønne nuancer og dominostrik kunne også bruges som rejsestrikketøj, men blev dog lidt stort til sidst. Da jeg så en af mine kolleger i et sjal af den type, tænkte jeg, at det måtte jeg da også kunne finde ud af at lave. Da jeg fandt ud af, at teknikken hedder dominostrik, var der oven i købet hjælp at hente på nettet, og så var det let nok at kreere sjalet. Hullerne mellem de enkelte lapper gør, at det ikke bliver så bastant, som jeg har set andre domino-ting være. Garnet er Lang Fantomas uld (300 g), dog er kanten foroven og frynserne ensfarvet Duo, som jeg var heldig at finde i præcis en af farverne i sjalet. Jeg havde i øvrigt noget besvær med kanten, men det lykkedes at få den pæn til sidst. Det er blevet et rigtig lunt hyggesjal. Jeg synes, farverne er så sjove, men de gør, at sjalet er lidt vanskeligt at anvende. Grønt er - med undtagelse af limegrønt - normalt ikke min farve. Selvfølgelig er jeg allerede i gang med nyt, men det er vist ved at være tiden for at starte et større projekt igen.