Tiden slår ikke til

...eller også vil vi for meget. I hvert fald når vi ikke alt det, vi har lyst til. Men symfonikoncerterne har vi jo for længst købt billetter til, så dem SKAL vi heldigvis nå. Vi var af sted både i går og i forrige uge, og begge gange blev der - til vores store fornøjelse - udelukkende spillet musik fra det 20. århundrede.


I går hørte vi John Adams (ham med operaerne), Bartók, Vaughan Williams og Janácek. Vi havde nok mest bestemt os for denne koncert på grund af Vaughan Williams tubakoncert, men det hele var godt, og især var Janáceks Taras Bulba spændende.

Ugen før hørte vi den koncert, vi har glædet os allermest til i hele programmet, og det blev også den bedste indtil nu - vi har vist en enkelt tilbage. Estiske Kristjan Järvi dirigerede, og han er altså god. Meget, meget levende, og vi syntes, han fik alt det bedste frem i orkestret. Jeg lagde ikke mærke til det før pausen, men efter pausen dirigerede han Rachmaninovs Symfoniske Danse uden partitur. Godt det samme! Järvi dansede sig igennem musikken og havde brug for al pladsen på dirigentpodiet. Nodestativet var garanteret drønet i gulvet med et brag, hvis det altså havde været der.

Før pausen spillede Mikhail Simonyan Barbers violinkoncert. Det var måske ikke lige min yndlings violinkoncert, men den var ikke kedelig, og det var Simonyan heller ikke. Han må gerne få endnu en invitation og meget gerne sammen med Kristjan Järvi.

Det allerbedste var dog Arvo Pärts 3. symfoni. Da måtte jeg frem på stolen. Den spænder fra det lyseste sarte til det mørke, fyldige, voldsomme. Intenst, gribende, fantastisk -ikke så minimalistisk som Pärt senere er blevet (jeg kan altså også meget godt lide det minimalistiske). Han må da være en af de allerstørste komponister i sidste halvdel af det 20. århundrede, hvis ikke den største. Billedet er lånt fra Sonnings musikfonds side. Arvo Pärt fik prisen i 2008.

Første gang, vi hørte noget af Pärt, var i den af os stærkt savnede musikquiz Kontrapunkt. Det var selvfølgelig kun et lille bitte stykke, men vi spidsede straks ører: Det her var noget særligt. Siden har vi hørt en del Pärt, men det er første gang vi har oplevet ham spillet i koncertsalen. Forhåbentlig ikke den sidste.

Mere musik

Vores sidste symfonikoncert i sæsonen 2009-10 var opførelsen af intet mindre end Brittens War Requiem. Vi er meget glade for Britten, og requiemet var en stor oplevelse. Det er et vældigt værk for orkester, kammerorkester, 3 solister (bl.a. sang Morten Frank Larsen en fantastisk baryton) og stort kor sammensat af en del andre kor.

Det er spændende og grum musik, og den blev meget flot udført, syntes vi. En værdig markering af 65 året for krigens afslutning og en værdig afslutning på vores sæson.

Vi har allerede fået købt billetter til den nye sæson. Mandag stod jeg sammen med en masse andre i kø foran Musikhuset - godt at jeg skulle arbejde sent!

Til alt held var det godt vejr at stå og vente i, indtil Musikhuset og billetsalget åbnede kl. 11. Egentlig synes jeg, det godt denne dag kunne åbne noget tidligere - eller at man kunne åbne for salget en søndag. Det må da være en medvirkende grund til, at gennemsnitsalderen for symfonikoncerternes publikum er så høj. I hvert fald er de gode billetter forbeholdt dem, der kan sætte en mandag formiddag af til at stå og vente.

Vi havde på forhånd sat mange flere krydser i programmet end ved de koncerter, vi faktisk købte billet til, men der skal også være plads til andet, så vi forsøgte at beherske os. Noget af det, vi glæder os mest til, er Mahlers 3., og så er Arvo Pärt til vores store glæde endelig kommet på programmet.