Viser opslag med etiketten Cornwall. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Cornwall. Vis alle opslag

fredag den 28. juli 2017

Søndag med regn

Hele landet fik vist regn sidste søndag. Her fik vi endda ret kraftig regn, men det er nu ikke nogle ordinære regnbyger, dette indlæg skal handle om.

Vi var nemlig udsat for en anden slags regn: GAVEREGN.
Vi har igen i år passet vores venners katte, mens de var en uge på ferie. Ligesom sidste år i Cornwall. Sidste år fik vi en masse gaver, og vi havde sagt, at de sagtens kunne gælde for i år også, men det blev ikke taget til følge.


Vi fik hver to kanvas-tasker. En stor fra The Lost Gardens of Heligan, som er en kæmpestor park, der er blevet genskabt efter at have været forsømt i det meste af 1900-tallet. Og en lidt mindre, der egentlig er beregnet til to vinflasker, men som snildt kan bruges til strikketøj også. Man skal vist have mange strikketasker, inden det bliver for mange.

Fra Cornishware fik vi hver sit krus med gule striber - gult er spotfarve i vores stue - og en lille mælkekande med blå striber til fælles brug.

Så er vi godt klædt på til teen. I den orange pakke er der Smugglers Brew tebreve fra Cornish Tea, og i æsken foran er der tre slags te fra Tregothnan plantagen - dyrket i England. Nærmere betegnet i Cornwall selvfølgelig, det eneste sted i England, hvor klimaet tillader tedyrkning. Niels havde også en tebusk med hjem. Spændende, om den vil gro i deres have. Der skulle kunne høstes af den om fire år.

Hvis vi bliver trætte af at drikke te, var der også en pose koffeinfri kornisk kaffe - også fra Cornish Tea. Desuden fik vi en æske fudge med ingefær og to plader chokolade, den ene med mynte og den anden med kaffe. Jeg er især spændt på kaffechokoladen. Faktisk mener jeg ikke, man kan købe ordentlig kaffechokolade i plader her i landet. En dåse med kornisk havsalt kom beklageligvis ikke med på billedet.

Det er altså flere gaver, end vi (i hvert fald jeg) får til jul og fødselsdag tilsammen og bare for at hjælpe med noget, som vi synes er rigtig sjovt.

Siden sidste år er der kommet en ny kat til. Nanna hedder hun. Det var spændende, om hun ville acceptere os. Først var hun meget skeptisk, men efter et døgns tid syntes hun vist, at vi godt kunne bruges. Vi kom jo med mad.

Inden ugen var omme, fulgte hun mig somme tider rundt, og hun sad og ventede på mig, når jeg var på toilettet.


Nanna er ikke helt voksen endnu, og hun og Hubert legede meget i haven. Hvis Hubert ikke lige gad lege, brugte hun bare et vissent blad.

Det var dog endnu bedre, når hun fandt en af havens frøer. Enhver kan jo regne ud, hvad der sker, når man lige så forsigtigt pirker til sådan et kræ med poten. Sådan en springfyr var næsten lige så god til at lege som Hubert.

De andre katte har fået hver sin klud opkaldt efter sig, så nu arbejder jeg på et nyt mønster, der skal opkaldes efter Nanna.

P.S. 5. august. Har lige opdaget, at der mangler endnu en gave på billedet. Vi fik nemlig også en pakke Roskilly's fudge med ingefær og clotted cream. Vi er lige begyndt at spise af dem, og de er lækre og i en vældig sød æske. Jeg burde næsten tage et nyt billede, men så ville kaffen komme til at mangle, for den har vi drukket. Med særdeles stor fornøjelse!

torsdag den 28. juli 2016

Uventede gaver

Mens vores venner var på ferie i Cornwall, passede vi deres katte. Det var ren fornøjelse, og der var sørget godt for os med kaffe og chokolade.

Alligevel fik vi også hver sin godtepose, da vi kom hjem. Med meget velvalgte og personlige gaver fra Cornwall. Vi fik næsten lige så mange souvenirs som de rejsende selv.


Selve tasken af jute med chilier på er fra Eden Project, et stort område, der vel bedst kan beskrives som en enorm botanisk have med særlig vægt på økosystemer. Tasken er naturligvis bæredygtigt fremstillet, og den er perfekt som strikketaske.

Den runde appelsinlignende tingest er en nylon indkøbstaske fra KitchenCraft. Det fylder "ingenting", når det er krumslet sammen, men der kan være en masse i, når det bliver foldet ud. Nogen har måske bemærket mit veludviklede shoppegen.

Chokoladen forrest er kornisk håndlavet chokolade fra Kernow. Høj kakaoprocent og med ingefær. Nogen har vist bemærket, hvilken chokolade, jeg foretrækker.

Så var der en pose kornisk havsalt fra Cornish Sea Salt Co. Jeg bilder mig ind, at jeg kan smage forskel på godt og mindre godt salt, og det er der nok nogen, der har lagt mærke til.

Der er vist også nogen, der har bemærket, at jeg har en forkærlighed for kander. Den fine lille kande med en flot gople er fra Cream Cornwall. På deres hjemmeside kan man se, at de har en særlig maritim kollektion. Meget passende for et firma i Cornwall, der har en meget lang kyst.

"Thanks for looking after the Cat" står der minsandten på æsken med fudge fra The House of Fudge. Og ikke bare fudge, men clotted cream fudge. Den er altså godt nok lavet i Devon, men clotted cream bruges også meget i Cornwall, så jeg kan godt forstå, den smuttede gennem nåleøjet med den inskription.

Sidst, men bestemt ikke mindst, var der i tasken en lille bamse til at have om halsen eller håndleddet fra Poldark Mine.

Bamsen er lavet af tin fra Cornwall. Gammelt tin, vel at mærke, for det er hentet op fra fragtskibet SS Cheerful, der, lastet med kornisk tin, sank ud for Cornwalls kyst i 1885 efter en kollision. Tinlasten blev fundet i 1994 og er siden blevet hentet op, og noget af den er blevet forarbejdet til souvenirs.

Det er med andre ord en bamse med proveniens. Godt, der var en magen til i Dorthes taske. Vi kan godt finde ud af at enes om at dele salt og fudge, det ville straks være sværere for os to minibamsesamlere med en lille bamse af tin. Ligner den i øvrigt ikke Peter Plys ret meget?

Det var slet ikke nødvendigt at have gaver med hjem til os, men jeg må jo indrømme, jeg nød at pakke ud. Det har vist også været sjovt for giverne at finde gaverne.