En uge i det nordligste Danmark

 

Vi har godt nok haft meget om ørerne denne sommer, og sidste uge tilbragte vi i Skagen. Da vi kørte, truede det med regn, men det blev ikke til noget. Og da vi skulle hjem, smådryppede det, mens bilen blev pakket, og det øsregnede på turen hjem, men kun til Randers. Så blev det fint vejr, og vi kunne pakke bilen ud uden risiko for våde lokker.

Vigtigst var det dog, at det kun regnede en enkelt morgen i Skagen. Så besindede det sig og blev fint vejr ligesom alle de andre dage, og solskin klæder unægtelig byen.

Nogle af dagene havde vi besøg af Dorthes to gymnasieveninder. De har begge været i Skagen adskillige gange, men vi kunne alligevel vise dem noget, de ikke havde set før, nemlig den røde skurby - billedet øverst. I modsætning til diverse andre skurbyer er der meget liv i Skagens. Også den dag vi var der; det ses bare ikke på billedet.

Skagen Kunstmuseum kendte vi selvfølgelig alle, men det må være længe siden, jeg har været der til andet end særudstillinger, for der var mange værker, jeg ikke kunne huske. Der var også adskillige nyerhvervelser, og jeg var rigtig glad for besøget. Jeg fik også flere billeder til min samling af strik i kunst, blandt andet dette fine billede af Anna Ancher:

Anna Ancher: Strikkende kone. Ca. 1915

Selv om det var august, var sæsonen heldigvis ikke forbi i Skagen endnu, faktisk var der mange mennesker i byen. Mange nordmænd og svenskere, og på en parkeringsplads så vi mindst 12 italienske autocampere. 

Til gengæld var der vist kun et af de grimme krydstogtsskibe, og det var ikke et af de største, men flere steder blev vi alligevel tiltalt på engelsk. Når det så blev åbenbaret, at vi bare var danskere, var undskyldningen hver gang, at de havde troet, vi var krydstogtsturister. Lidt absurd, ikke?

Mod nord

Så kom vi så langt mod nord, som man kan komme her i landet, altså til Skagen. Vi var der kun et par dage, men det var faktisk nok. Ganske vist er der liv i Skagen, men mest på spise- og drikkeoområdet, mens der ikke sker så meget på kulturfronten mere.

Nyt for os var dog det store Center for Trækfugle i Det Grå Fyr.

Det er godt lavet, der er noget for både børn og voksne. Når man køber billet, bliver man ringmærket som en bestemt fugl. Jeg valgte sandløberen, så nu har jeg et særligt forhold til den fugl. Og så er der ellers mulighed for at få en masse at vide om fugletrækket ved Skagens Odde.

Jeg var også oppe i tårnet. Der er 208 trin. Egentlig ikke så voldsomt, men jeg blev alligevel godt forpustet.

Undervejs får man at vide, hvor mange trin der mangler, og på nogle af trinene er der ekstra oplysninger. For eksempel når man mangler 99 trin, at så højt synger en gærdesmutte. Jeg går ud fra, at det er i decibel. Vi har mindst én gærdesmutte i vores have, og den er ganske rigtigt vældig højrystet, men den har også en smuk stemme!

Udsigten fra toppen er selvfølgelig fantastisk. Jeg tog blandt andet det helt klassiske billede ud mod Grenen:

Ellers hang vi ud på havnen, Dorthe medbringende sin projektpose med den meget passende tekst "Knitting on the Dock of the Bay", og vi fik spist noget god fisk. Blandt andet i Pakhuset, hvor niveauet heldigvis var blevet hævet, siden vi sidst var der.

Det er i Pakhuset, de har alle gallionsfigurerne. Da vi havde kigget færdig på dem, havde klokken passeret 21, og så så der sådan ud i havnen:

Jeg kan godt lide Skagens havn, fordi der både er meget store skibe og de traditionelle lyseblå fiskekuttere. Der er også en masse lystyachter, men de interesserer mig ikke.

Minsandten om vi ikke også nåede at få solnedgangen ved solnedgangskiosken i Gammel Skagen med. Pladsen er ved at blive moderniseret, hvad det så ellers skal gøre godt for, så der var en masse rod, men solnedgangen var flot alligevel, og jeg kunne få et lidt usædvanligt solnedgangsbillede.

Sommer - sol og skygge

Når det er sådan et forrygende sommervejr, som det er i øjeblikket, opholder jeg mig helst i skygge. Jeg kan ikke rigtig tåle solen, får soleksem (også selv om jeg fedter mig ind i faktor 30) og får også let hovedpine. Men i skyggen har jeg det fint.

Andre lader sig gerne bage selv i de varmeste timer. Forleden gik jeg en tur i nabolaget, og på en af vejene i området er der stort set ikke nogen træer, og dermed heller ikke nogen skygge. Jeg vælger en anden rute næste gang.

Jeg blev dog belønnet, for jeg så turens eneste kat på netop den vej. Den lå fornuftigvis i skyggen - den kunne heldigvis nøjes med noget mindre end et træ. Den kiggede søvnigt på mig og lagde sig så til at sove igen.

Sarantoya sover også dagen væk, når det er så varmt. Først når det bliver aften, kommer der liv i hende.

Vi har været lidt bekymrede for hende, men det er der vist ingen grund til, for når vi tænker efter, ved vi godt, at sådan er det hvert år i varme perioder.

I går kørte vi en tur til Skagen, og da kunne vi faktisk godt have brugt lidt mere sol, for det var en ret kølig vind, der kom ind fra syd.

Knud var med sammen med sin nye storesøster Krista. Det var første gang, de var på tur sammen. De to ænder på vores spisested passede præcis til en ridetur for miniaturebamser.

På vejen til Skagen var vi på Yrsas anbefaling i Cloostårnet i Frederikshavn. Tænk, at vi aldrig har hørt om det før. Det er ellers værd at køre efter - sikken en udsigt! Der var stadig en let morgendis, så vi havde besvær med at finde Læsø - måske fandt vi den, måske ikke, men vi fandt med sikkkerhed både Råbjerg Mile, Rubjerg Knude Klit, Sæby Kirke og Det Grå Fyr i Skagen.

Rejer og rejer er to ting

På billede ses den smagsprøve på søkogte rejer, jeg fik på madmessen i fredags. Jeg elsker rejer!

Min historie med de små skaldyr går så langt tilbage, at jeg ikke selv kan huske starten - men jeg har fået den fortalt.

Da jeg var 2-3 år, cyklede mine forældre med mig i cykelstolen fra Horsens, hvor vi boede, til Snaptun, og der spiste vi rejer. Friskkogte, så de skulle pilles, og min mor har fortalt, at hun dårligt nok fik nogen selv, fordi jeg spiste dem lige så hurtigt, som hun kunne pille dem.

Derimod kan jeg godt huske, at jeg altid fik en rejemad med, når jeg var på skoleudflugt. Det må have været rejer på dåse, for hverken frosne eller rejer i lage fandtes, så vidt jeg husker, på det tidspunkt. I hvert fald ikke i den landsby, vi var flyttet til. Det var så årets rejemad.

Jeg ved ikke, om den tidlige start med friske rejer har præget mig, men det er i hvert fald fakta, at jeg ikke bryder mig om hverken rejer fra frysedisken eller rejer i lage. Rent ud sagt synes jeg ikke, de er værd at sætte tænderne i. I det stykke er jeg enig med svenskerne, der ikke kunne drømme om at spise de vandede lagerejer eller de lige så triste frosne. Og med Politikens smagepanel, der i lørdagens avis fortalte om deres trængsler under prøvesmagningen. Nogle af de smagte var mindre ringe end andre, men ingen var gode. Til alt held findes der nogle på dåse, som jeg godt kan lide.

Men selvfølgelig ikke så godt som de friske. På vores ferie i Skagen spiste jeg friske rejer alle dage undtagen én. Jeg glemte bare at fotografere dem, men jeg huskede at tage et billede af en af de räksmörgåser, som vi indtog i Feskekörka i Göteborg. Mængder af rejer, brød, dild og en smule mayonnaise, nix weiter. Sådan skal en rejemad være.

Inde i Feskekörka, Göteborgs appetitlige fiske- og skaldyrs torvehal

Er den her blog egentlig ikke igen begyndt at handle lidt rigeligt om mad? Jeg må prøve at skære ned på madindlæggene, men jeg syntes jo, mine rejebilleder skulle publiceres for alverden.

Skagen dage

Vi havde bestilt godt vejr i sidste uge til vores uge i Skagen, og vejrguderne var igen søde ved os. Hvor heldig har man lov til at være?

Det blev ikke nødvendigt at finde tag over hovedet på denne adresse på vej til Grenen. Vi havde lejet et lækkert sommerhus lidt nord for Ålbæk, og selv om der var længere til Skagen city end fra bunkervillaen, var vi i Skagen næsten hele tiden.

For os er det en stor fornøjelse bare at gå rundt i byen og nyde den. På billedet af kaptajnshuset - bygget så kaptajnen kunne fortsætte med at være på broen - var vi mere strukturerede. Vi var på byvandring med en meget livlig og engageret guide, der fortalte en masse om by og mennesker. Det bør man ikke snyde sig selv for. 

Det er ikke, fordi det er kaptajnens hus, at det står skævt på billedet. Jeg syntes bare, det så sjovt ud, og kom så bagefter til at tænke på, at det passer meget godt med lidt imaginær søgang.

Ikke alle Skagens huse er gule, hvilket Anna og Michael Anchers hus er et eksempel på. Bemærk de fine skorstene på Ulrik Plesners tilbygning til det oprindelige hus. Der er mange fine skorstene på Skagens huse, men vi havde da ikke lagt mærke til dem, før vores guide gjorde os opmærksom på dem.

Vi kan også godt lide at kigge på haverne - forhåbentlig generer vi ikke alt for meget med vores lange øjne.

Denne have synes jeg er specielt sjov med marehalm og hjelme i bedene.

Det er dog ikke en nødvendighed kun at have klitternes planter i haverne.

Mange haver er rigtig frodige og fyldt med blomster. Stokroser er der mange af i byen.

I Drachmanns Hus kunne jeg ikke dy mig for at fotografere ud af hullet i døren på det lille hus.

Vi ville gerne have været til en af de traditionsrige Drachmann-aftener. Det kunne vi ikke nå, fordi vi var til omvisning i Skagens Museum, men dagen efter var vi til causeri om Drachmann og Skagen, og ligesom byvandringen kan både omvisning og causeri meget anbefales.

Det gode ved ikke at nå det hele: Vi kan roligt tage på ferie i Skagen igen uden at komme til at kede os.

En særlig hilsen til Darleen

Skagen ligger godt nok ikke lige op ad Skallerup, men der er dog ikke nær så langt som fra Århus, og en af vores feriedage måtte vi altså til Skagen og spise rejer. D.v.s. faktisk ville jeg have haft samme fiskesuppe som sidste år, men den var ikke på menukortet mere, så vi gik efter rejer i stedet.

Efter granskning af alle de forskellige steder ved havnen valgte vi Wittcos rejesymfoni. Pillede rejer, upillede rejer, rejer i hvidløg, rejer i chili, rejesalat og grillede rejer på spyd. En smule brød og lidt hvidløgsmayo. UHM!!! Skalrejerne var de bedste rejer, vi fik i hele ferien.

Hulsig Hede

Jeg mener selv, at jeg er mest bymenneske, men der er nu alligevel noget natur, der kan tage pippet fra mig. Som regel flade landskaber, har jeg lagt mærke til. Som vadehavet eller Hulsig Hede lige syd for Skagen.


Jeg synes, den er både smuk med de grå klitters grågrønne farver - og da vi var der i august også lyngens lilla - og spændende. Der er en del små søer på Hulsig Hede, og de er helt fantastisk dybblå. Jeg opgav at fotografere dem, for alle vil alligevel tro, at jeg bare havde skruet for meget op for farvemætningen i billedbehandlingen. Men jeg har dem på nethinden!

Faktisk er landskabet ikke så fladt endda. Nogle af klitterne er ganske høje. Der er endnu et par billeder fra Hulsig Hede på Flickr.





Der skulle være en masse forskellige fugle på heden, men vi er vist ikke så gode til at få øje på dem. Derimod så vi en blå sommerfugl, som måske var en ensian blåfugl. Den skulle leve på Hulsig Hede. På den anden side er der så mange blåfugle, og de ligner allesammen hinanden, synes jeg.

Vi så også en lille død muldvarp. Den var så blød, så blød og så ud, som den bare sov.

I galleriland

Gallerierne ligger tæt omkring Skagen, og vi besøgte alle dem, vi kunne nå, og som vi syntes så interessante ud. Og også et par af dem, vi umiddelbart syntes så mindre interessante ud - man kan jo blive overrasket.

Galleri Rasmus, der ligger i Huset Tavi på havnen, er et af dem, vi godt kan lide. Det er så stort og har så mange kunstnere repræsenteret, at der næsten altid er noget, man kan lide.

Vi kan bl.a. godt lide Anders Moseholm. Især hans bybilleder (lille udsnit på fotoet). Han har været årets kunstner i min kommunale kunstforening, men desværre blev jeg ikke ejer af et af hans billeder.

Et nyt bekendtskab var Anne Juul Christophersen. Hendes billeder er sært foruroligende: Hvad er det egentlig, der sker? Mit foto viser kun et lille udsnit af billedet Pathfinders, men kig på hendes hjemmeside, hvor nogle af hendes billeder kan ses i hel "figur" og i de helt korrekte farver.

Selv om jeg normalt ikke er så optaget af landskabs- og naturbilleder, så er Majken á Grømma måske også værd at holde øje med.

Galleri Rasmus' afdeling i Skagen er vist nok lukket for denne sæson, men der er afdelinger andre steder i landet.

I Galleri Molevit, der også ligger i Skagen By, så vi "helt-nede-på-jorden" malerier af Ulla Gammelgaard. Jeg kunne især godt lide det med fårene.

Det er som en illustration til "Ole sad på en knold og sang" - linjen "Fårene står der endnu og glor". Der var faktisk to forskellige udstillinger i Molevit, mens vi var i det nordjyske. Den med Ulla Gammelgaard var den sidste, men der var også noget, vi godt kunne lide på den første. Den, der passede galleriet den dag, var bare ikke særlig venlig, og fotografering var hun i hvert fald ikke begejstret for, så jeg kan ikke mere huske, hvad det var. Sådan kan det gå.

Derimod kan jeg godt huske, hvad der var i Galerie Nielsen Nordstrand. Det var nemlig Bente Marie Kjeldbæk, hvis spansk inspirerede billeder jeg rigtig godt kan lide.

Det var også et sjovt galleri i et nybygget og spændende hus, der - som navnet siger - ligger tæt ved Skagen Nordstrand. Ret fashionabelt - men det var i stor kontrast til vejen derud. Den gik gennem et rodet og grimt industri/erhvervsområde, som det er svært at forestille sig ligger i Skagen. Vi kom til at grine ret meget, da vi så nogle af vejnavnene.

Hr. Nielsen har også gallerier andre steder. Det kunne da godt ske, man kom forbi det i Kolding en gang.

Selv om vi så meget god og spændende kunst, købte vi IKKE noget med hjem.

I fiskeland

Når man tilbringer 2 uger lige syd for Skagen, skulle man være et skarn, hvis man ikke fik spist en masse god fisk.

Vores første fisk fik vi på Brøndums Hotel. Den allerførste dag var jeg oppe i vandtårnet, hvor jeg kunne kigge lige ned i deres have, og det så så hyggeligt ud, at vi valgte at indtage frokosten der. Det var der ingen grund til at fortryde.

Billedet er selvfølgelig taget fra vandtårnet, og neden under er vi blevet bænket og kigger den modsatte vej, mens vi venter på vores mad.
Senere spiste vi adskillige gange på havnen. Vi plejer at være vilde med Pakhusets stjerneskud, så det skulle vi selvfølgelig have igen, men det holdt ikke standarden (kedeligt salatblad med sand i, rejerne ikke så lækre og mange som sædvanligt). Det er lige ved, det var heldigt, for jeg plejer at have meget vanskeligt ved at vælge noget som helst andet - hverken spisested eller menupunkt.

Nu fik vi prøvet nogle af de andre steder. Skagens Fiskerestaurant, der vel er den mest kendte, sprang vi over. Der har vi spist før, og det var ikke specielt godt - bare dyrere. Derimod spiste vi på Havfruen (der så vidt jeg kan finde ud af ikke har nogen hjemmeside) lige ved siden af og på den næste i rækken, nemlig Jollehuset, og de var begge helt fine. Især Havfruens fiskesuppe kan anbefales, men jeg er altså også meget glad for fiskesuppe.

Både Havfruen og Jollehuset er snarere fastfood-steder end restauranter, men det forhindrer ikke, at maden er god. Og når vi er på ferie, sætter vi stor pris på, at spisningen foregår rimeligt kvikt.

En aften fik vi den store fiskebuffet på Bodilles Kro, og den var jeg ikke så begejstret for. Ikke direkte dårligt, men heller ikke særlig interessant. Så var Franks i Sæby meget bedre. Der var vi til en heldigvis ret sen frokost, så vi var blevet dejligt sultne, og det var godt, for der var rigtig meget lækker fisk og mange skaldyr - frisk og hjemmelavet - i deres buffet. Der var IKKE plads til dessert! Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang, vi kommer der forbi.

Det er bare et lille udvalg af Franks fiskebuffet, der ses på tallerknen. Der var en masse andet, bl.a. gode pil-selv rejer og hummere.