Bedste film i 2019

Vi er allerede et godt stykke inde i 2020, og Oscar-uddelingen er overstået for en uges tid siden, men jeg har et hængeparti, for jeg har endnu ikke fået skrevet om mine bedste filmoplevelser sidste år. Nu skal det være!

19 film fik jeg set sidste år, og var der lidt langt mellem snapsene? Måske. Til gengæld var snapsene usædvanligt store.

Som sædvanligt har jeg en tysk film med. Gunderman, der skildrede livet i Østtyskland før murens fald, virkede bare så autentisk på mig, og titelrolleindehaveren Alexander Scheer spillede helt fantastisk. Instruktøren hedder Andreas Dresen, og jeg kan ikke huske at have set andre af hans film.

Egentlig burde der vist have været endnu en tysk film med, for også Værk uden skaber af Florian Henckel von Donnersmarck (De andres liv) gjorde et stort indtryk, men jeg husker Gunderman endnu bedre.

Min anden store snaps fra sidste år må være den russiske Sommer om unge musikere i Sankt Petersborg - dengang Leningrad - i begyndelsen af 80erne.

Instruktøren, Kirill Serebrennikov, havde simpelthen så præcist ramt, hvordan det var at være ung. Selv om jeg selv var ung godt 10 år før handlingen i denne film, kunne jeg genkende rigtig meget. Først og fremmest hele stemningen.

Endelig skal Onkel naturligvis med. Efter min mening et dansk filmmirakel, en både ægte og vedkommende film. Og sjov!

Jeg skrev om den i november, lige da jeg havde set den, så det er egentlig ikke nødvendigt at gentage roserne.

2020 er ikke startet alt for godt. Vi har blandt andet set den store Oscar-vinder Parasites, og den rørte mig altså ikke. Filmteknisk flot lavet, men jeg har det svært med film, hvor jeg synes, alle er usympatiske, og jeg kunne med min bedste vilje ikke finde noget formildende hos nogen af Parasites personer.

Måske skulle man reflektere over, at de rige udnyttede de fattige, eller måske var det lige omvendt? Efter min mening udnyttede alle alle. Filmen er også blevet beskrevet som morsom. Jeg synes, det var grov falde-på-halen komik.

Vi var fire personer (kvinder) sammen inde at se filmen, og ingen af os syntes specielt godt om den, vi havde kedet os og syntes, at filmen virkede utrolig lang. De andre biografgængere fandt den øjensynligt fantastisk, og den gjorde Oscar-folkene altså også. Derfor var det lidt sjovt, da vi i lørdags var sammen med andre venner. De var måske ikke helt så negative som mig, men de var heller ikke begejstrede. En af dem sammenlignede den endda med Olsenbanden filmene, hvilket vi også havde gjort, men de sidstnævnte var betydeligt mere elegante og underholdende.

Hver gang, jeg ser film, hvor jeg synes, jeg har spildt tiden, går der lidt tid, inden jeg rigtig har lyst til at gå i biografen igen, og sådan har jeg det lige nu. Der er ikke rigtig noget, der frister, men det hjalp nu lidt at genkalde de gode oplevelser fra sidste år.

Minsandten...

...om ikke jeg har set en god dansk film. Så god, at den får sit helt eget indlæg.

Jeg gider normalt ikke danske film, som, synes jeg, sædvanligvis består af 40% vold, 40% sex og 20% lommefilosofi. Udført af Tordenskjolds soldater - Nikolaj Lie Kaas, Paprika Steen, Bodil Jørgensen - fortsæt selv listen.

Sådan en film er ONKEL ikke!

Filmen foregår i det sønderjyske og er spillet af lokale kræfter, for det er jo dem, der ved, hvordan man taler i det område, men man mærker overhovedet ikke, at det er amatører.

Handlingen er nok stilfærdig, men den er alt andet end kedelig, og den rejser nogle vedkommende problemstillinger. Sjældent har jeg hørt publikum diskutere og kommentere en film så meget bagefter.

Det er også en meget morsom film, men den gør ikke sine personer til grin. Tværtimod er den 100% solidarisk med dem.

Filmens instruktør, manuskriptforfatter, klipper med mere hedder Frelle Petersen, og det er hans anden spillefilm. Jeg har ikke set den første, og det er da nok en fejl.

Jeg synes, Onkel er et lille mirakel af en film, og jeg er ikke ene om at kunne lide den. Foreløbig har den vundet hovedprisen på en stor filmfestival i Tokyo, og kort tid efter vandt den talentprisen på Copenhagen Pix.

Jeg er spændt på næste film af Frelle Petersen - kan han gøre det igen?

Årets bedste...film - 2017

I 2017 var jeg i biografen 22 gange, og jeg er ikke i tvivl om, hvilken film jeg bedst kunne lide.

For en gangs skyld var det en amerikansk film, nemlig Manchester by the Sea.

Den har stort set det hele. Først og fremmest en god historie, der er både spændende, overraskende og meget bevægende.

Jeg kunne også godt lide fortællemåden, hvor man langsomt kommer til at forstå, hvorfor personerne - især hovedpersonen - handler, som han gør, og jeg var ret imponeret af den underspillede facon, der gjorde, at det hele ikke udviklede sig til en gang sædvanlig amerikansk pladdersentimentalitet.

Endelig var der ikke en finger at sætte på skuespillerpræstationerne. Især Casey Affleck i hovedrollen var helt fantastisk.

Ellers var året præget af en del underholdende film, som måske alligevel ikke gjorde det helt store indtryk. Dog hævede den norske Kongens valg, den tyske Frantz og minsandten også krigsfilmen Dunkirk (international) sig over gennemsnittet.

Endelig var jeg meget glad for tre af årets fire dokumentarfilm: de to jazzfilm Chasing Trane og Lets get lost og filmen om Istanbuls katte, Kedi.

Måske skulle jeg også lige navne Paddington 2. Den eneste børnefilm, jeg så i 2017. Den var så til gengæld god.

I skrivende stund er filmåret 2018 allerede godt i gang...

Årets bedste...film

Ligesom sidste år har jeg set 21 film i biografen i 2016. Deriblandt de tre Kieslowsky-film: Blå, Hvid og Rød, som må være uden for konkurrence. De er fantastiske alle tre og forbløffende nutidige trods deres +20 år på bagen.

Godt de fik repremiere. Jeg har dem ganske vist på dvd, men det er altså noget helt andet at se dem i biografen. Især når det drejer sig om film med så udviklet et filmsprog som de her.

Ellers var den film, jeg var gladest for, vist den estiske film Fægteren, instrueret af den finske Klaus Härö. Det var en overraskelse, at en estisk film kunne være så god - hvor kommer alle de fordomme dog fra?

Jeg kan ikke mindes, at jeg skulle have set en estisk film før. Vist nok nogle finske film, jeg husker dog ikke hvilke. Men hvis andre film fra de kanter er lige så gode, så håber jeg på import.

Jeg har ikke set én eneste dansk film og ikke ret mange amerikanske. De andre film, der især gjorde indtryk, var fra Belgien (Det spritnye testamente), Italien (Min mor) og Island (Virgin Mountain og Blandt mænd og får).

Skuffelser: Den tyske Lotte og den ungarske Sauls søn. Den sidste havde fået fantastiske anmeldelser, men jeg kunne ikke fordrage den, især på grund af fotograferingen, som jeg fandt unødigt krukket og i virkeligheden meget ensformig.

Hvad mon 2017 vil bringe på det hvide lærred?

Årets bedste...film

Min yndlingsfilm af de 21 film, jeg i 2015 så i biografen, må vist være The Imitation Game.

Jeg syntes simpelthen, den film havde alt, hvad jeg kunne ønske mig af en film. Vedkommende historie, spænding, super skuespil af alle, men især af Benedict Cumberbatch i den store hovedrolle.

Heldigvis overgår virkeligheden af og til fantasien.

Både The Imitation Game og en af mine andre favoritter, Spionernes bro, bygger på virkelige begivenheder, og hvis de ikke havde gjort det, ville jeg nok have ment, at plottet var rigeligt fantasifuldt.

Så vidt jeg har læst mig frem til, er Spionernes bro endda meget tæt på virkeligheden, hvor The Imitation Game forholder sig mere frit, efter min mening dog uden at det på nogen måde går ud over filmens hovedtema og sammenhæng. Det er trods alt ikke nogen dokumentarfilm.

Når The Imitation Game får min stemme som årets bedste, er det, dels fordi den var en lillebitte tand mere fængslende end Spionernes bro og dels på grund af Benedict Cumberbatch, som simpelthen ikke er så overeksponeret et ansigt som Tom Hanks, der i øvrigt gør det glimrende i Spionernes bro.

Årets positive overraskelse var en ægte dokumentarfilm, Red Army,  om det fantastiske sovjetiske ishockeyhold, der gjorde deres sport til en kunstart. Eller rettere sagt, det var deres træner, Tarasov, der ved hjælp af helt usædvanlige træningsmetoder, der også involverede både skak og ballet, løftede sporten til et højere plan.

Filmen er både et gribende portræt især af en af de fem store på det berømte hold, Fetisov, og parallelt historien om Sovjetunionen, den kolde krig og Sovjetunionens fald. Meget elegant vævet sammen til et hele.

Selvfølgelig bedst, hvis man kan lide ishockey, men Red Army må også være værd at se, selv om man ikke som jeg er sportsidiot.

Skuffelser har der unægtelig været en del af også.

Mommy havde fået flotte anmeldelser, men var ekstremt kedelig, syntes jeg. Samba, "efterfølgeren" til den morsomme De urørlige,  var helt ligegyldig, og Jimmy's Hall var usædvanlig svag af en Ken Loach-film at være. Og ikke mindst var årets sidste film i biografen, Macbeth, en stor skuffelse. Jeg er sædvanligvis en stor Shakespeare-fan og troede egentlig ikke, at jeg kunne komme til at kede mig til en Shakespeare opførelse, men det kunne jeg altså. Jeg håber, der kommer meget bedre ting på tapetet næste år: 400 året for Shakespeares død.

I hvert fald ser det ud til, der er mange interessante film, der lige har fået premiere eller er på vej, så jeg ser frem til et nyt godt filmår.

Årets bedste...film

I år har jeg i biografen set lige knap 2 film om måneden i gennemsnit. Hvis ikke biografen Øst for Paradis eksisterede, så var jeg nok oppe på højst ½.

Mine tre favoritter i år er

1. Westen
som jeg skrev om den i dette indlæg.

Den gjorde et meget stort indtryk, og for mig er det helt uforståeligt, at den ikke er importeret som almindelig biograffilm, men at man kun fik lejlighed til at se den, fordi den var en del af de tyske filmdage.

2. A Late Quartet

En "voksen" film om valg og prioriteringer i livet og om konsekvenserne af valgene. Rigtig godt spillet bl.a. af Philip Seymour Hoffman, der døde i årets løb.

Men hvor er plakaten dog grim - og kunne man ikke have fundet en dansk titel?

3. Min søns familie

I år igen har jeg en japansk film blandt mine favoritter.

Denne er både varm og humoristisk og meget tankevækkende.

Årets sjoveste var uden tvivl Kraftidioten.

Den er grov og grotesk og fyldt med en tør humor.
Jeg blev ikke overrasket, da jeg fandt ud af, at Kim Fupz Aakeson er manuskripsforfatteren.

Særdeles underholdende!





Årets bundskrabere:
Inside Llewyn Davis og Kapgang. Enormt kedelige og uvedkommende film efter min mening.
Jeg ser ikke mange danske film, og da jeg så Kapgang, vidste jeg hvorfor. Jeg fortryder det nemlig næsten hver gang. Der laves sikkert danske film, som jeg ville gide se, men det er umuligt at vide hvilke. Anmeldelserne giver ikke megen hjælp.

Tre dage, tre film

Vi kan ikke nå at få set alle de film, vi gerne vil. Det er nu heller ikke let, når der er Tyske filmdage med en hel masse film, der lyder godt. Nogle af dagene bliver der vist mere end én festival-film, men de bliver kun vist én eneste gang.

Vi har set to af filmene, og når desværre ikke flere. Tilfældigvis var vi også i biografen dagen før, de tyske filmdage startede. Der så vi Kvinden der forsvandt, en absolut seværdig spændingsfilm. Amerikansk og ikke spor tysk.

Seværdige var de tyske film også. Desuden var det film, jeg blev klogere af.

Først så vi Phoenix om en kvinde, der - naturligvis i elendig forfatning - bliver reddet fra kz-lejr og kommer tilbage til Berlin, hvor hun før krigen sang i en natklub. Hun har aldrig opfattet sig selv som jøde og gør det stadig ikke, men er nødt til at skulle forholde sig til det.

Noget af det interessante er andre menneskers reaktion på det faktum, at hun har været i kz-lejr - eller måske snarere manglende reaktion. Det er ikke noget, de spørger om. For uvirkeligt? For vanskeligt? Under alle omstændigheder meget realististisk, tror jeg.

Næsten endnu bedre var Westen, der handler om en kvinde, der i slutningen af 70erne får tilladelse til at flytte med sin 9-årige søn fra Øst- til Vestberlin. I sig selv mærkeligt: Hvorfor får netop hun lov til at rejse. Det er en spændende, rørende og meget menneskelig film med en hel masser brikker, der skal falde på plads.

Jeg ville gerne se den igen. Hvorfor er der dog ikke nogen, der har importeret den film? Og nogen af de andre også. Flere af dem har vundet priser på diverse festivaller, men det er åbenbart ikke nok.

Årets bedste film

Jeg har set mange film i år - også mange gode.

Årets bedste:
Den, der gjorde mest indtryk, må være den japanske Håbets land. Den fik ikke vildt gode anmeldelser, nogle anmeldere syntes, den er for langsom, andre at den er for pædagogisk. Jeg er helt uenig.

Der er så mange forskellige temaer i den film, at den hele tiden er interessant - synes jeg altså. Desuden synes jeg, den på en fornem minimalistisk måde får inddraget noget poetisk og fantastisk. Endelig er det spændende, at den foregår i den japanske kultur.



Også gode:
Lore. Tysk film om en ung tysk pige, der er opdraget som god nazist, så hendes verden smuldrer selvfølgelig fuldstændigt mod krigens slutning. Fremragende spillet, spændende problemstillinger, gribende.

Mud fordi den har så gode skuespiller- præstationer, fordi den helt solidarisk skildrer sydstatsmiljøet i Arkansas, og fordi der er så meget drengeliv i den. Man bliver helt forelsket i de to knægte, der har to af hovedrollerne.

Og så var der også Pi's liv, Kvartetten, Smagen af rust og ben, Angel's Share, Philomena og Sorg og glæde. Bl.a.

Årets bundskraber:
Den allermest skuffende var vist De elskende passagerer. Jeg har ikke set så mange film af Aldomóvar, men dem, jeg har set, var langt bedre. Denne var umådelig langtrukken og fuldstændig ligegyldig.

Årets bedste...film

Jeg skulle lige se årets sidste film, inden jeg skulle forsøge at finde den bedste. Det er ikke let! Jeg har set mange film i år, og jeg har set mange gode.

Årets bedste:

Ligesom når der er Oscar-uddeling er det de nyeste, der har størst chancer, for dem husker man bedst, men jeg tror nu alligevel, jeg ender med én, jeg så for nogle måneder siden, nemlig Wes Andersons Moonrise Kingdom.

Den har en god historie, og så er den skør på en måde, der gik rent ind hos mig. Desuden er musikken skøn.

De næstbedste:
bliver en hel kavalkade.

Den sjoveste var helt sikkert De urørlige, instrueret af Olivier Nakache og Eric Toledano og med en meget velspillende Omar Sy i den ene af hovedrollerne.

Den bedste dokumentarfilm, jeg så, var den schweiziske film Børnene fra Mount Napf af Alice Schmid. Den gjorde faktisk et stort indtryk.

Men kommer der ikke en del to? Jeg vil gerne vide, om den lille Laura fik sit diplom året efter.

Aki Kaurismäkis Miraklet i Le Havre var en dejlig feel-good film. Den første film af Kaurismäki, jeg har set. Senere har jeg set flere på dvd.

Jeg havde bildt mig ind, at finske film måtte være sorte og dystre. Det er der kun små glimt af i Miraklet.

Spændingsfilm er normalt ikke min genre. Jeg synes, biljagter etc. er dybt kedsommelige. Men i år har jeg set hele to spændingsfilm, og begge var gode.

Konge dame es spion af Tomas Alfredson hører nu også til i den mest lavmælte ende af genren.

Som altid når det drejer sig om John Le Carré er det en historie, hvor man skal holde begge ører stive og bruge indersiden af hovedet. Det kan jeg godt lide.

Den anden er filmen, vi så lige på falderebet til 2013, nemlig Operation Argo af og med Ben Affleck.

Yderst effektiv spænding må jeg sige, jeg sad i lange perioder alleryderst på sædet. Og skræmmende og nogle gange så virkeligt, at det næsten var fysisk ubehageligt.

Årets skuffelse:
Jeg troede længe, at den største skuffelse ville blive The Artist, hvor jeg synes, historien er alt for tynd og i øvrigt også set før, men den blev her i december slået af Michael Hanekes Amour.

Jeg var ellers meget berørt af Hanekes Det Hvide Bånd, men ikke af Amour. Jeg behøver ikke over to timer for at vide, hvor rædselsfuldt det må være at blive hjælpeløs - både for den hjælpeløse og for de nærmeste pårørende. Moralen af filmen må være: Kræv ikke det løfte af dine nærmeste, at du aldrig skal sendes på hospital eller plejehjem. Det er i hvert fald ikke kærlighed.

Når filmen har fået alle de priser, den har, så tror jeg, det er, fordi Michael Haneke tør være så kompromisløs. Der er bare ingen formildende omstændigheder. Djævelens advokat - i dette tilfælde mig - siger så, at de to personer med deres selvtilstrækkelighed i temmelig høj grad selv har været ude om det.

For et par år siden så jeg den islandske Volcano, der behandlede samme emne, men med mange flere facetter og i øvrigt også med samme slutning. Den kunne jeg meget bedre lide.

Anbefalinger

MUSIK  -  Benjamin Aggerbæk: My Oh My

Jeg bliver altid så overrasket, når jeg hører noget, jeg slet ikke kender, og så er det bare smaddergodt.

Sådan har jeg det med Benjamin Aggerbæks My Oh My. Det er jazz i den meget blide og bløde ende, men det swinger, og det overrasker. Faktisk også selv om man har hørt det 100 gange, og det har jeg vist, for cd'en var fast inventar i bilen i et par måneder. Det allerbedste er Aggerbæks stemme i nogle af numrene - lidt hysterisk og lige ved at kamme over, men den holder.

FILM  -  En kat i Paris

Animationsfilm for børn og barnlige og katteglade voksne. Måske lidt en bagatel, men jeg var nu meget charmeret både af katten og ikke mindst af filmens skildring af Paris. Jeg vil snart til Paris igen, ja jeg vil!

Det lød også til, at de børn, der så filmen, godt kunne lide den. Det er altid så sjovt at se film sammen med mindre børn. Deres kommentarer, som ikke bare kommer som en hvisken, er ret underholdende.

Jeg undrer mig dog over, at den i øvrigt fine musik i filmen skulle være originalmusik af Serge Besset. I mine ører lyder det meste som Philip Glass, og der er også noget Billie Holiday. Det kan vel ikke være den af mig ukendte Serge Besset, men han er den eneste, der er akkrediteret.

LITTERATUR  -  Anne Marie Løn: Willums verden

Minsandten om jeg ikke også har læst en roman, jeg synes godt om.
Da vi i ferien besøgte Strandfogedgården i Rubjerg, fandt vi ud af, at Willums veje foregår i netop det område under de store sandflugter. Den måtte jeg absolut læse.

Det fortrød jeg bestemt ikke, faktisk synes jeg, det er en fantastisk god lille roman.
Den kryber ind under huden, og man kan næsten mærke sandet knase mellem tænderne. Desuden er der en fantastisk flot opbygget spændingskurve. Godt gået!

Jeg er meget imponeret af Anne Marie Løns evne til at bruge sproget. Det er ikke så tit, jeg er det. Jeg skal vist have læst noget mere af hende - også selv om det ikke handler om sandflugtens mennesker.

Aktiv påske

Det er den 11. i dag, og jeg har endnu ikke fået lavet nogen indlæg i denne måned. Sløjt! Nu skal det være.

Men vi havde altså også en meget aktiv påske. Som sædvanlig var Lise på besøg de første påskedage. For en gangs skyld var vi ikke på nogen længere udflugter, hvilket vejret havde en del af skylden for. Vi holdt os i Århus og var bl.a. på Besættelsesmuseet og til Fuldmåneaften på Steno Museet. Vi nåede også at shoppe lidt og at besøge et par caféer, og ellers hyggede vi os hjemme med masser af hjemmebagt brunsviger og påskeæg. De lækre handsker er af mærket My Wallit, og det var IKKE mig, der ikke kunne nære mig. Det skal dog siges, at før vi var i My Wallit-butikken havde jeg købt en ikke helt billig tunika, så jeg har ingen grund til at spille hellig.







Dorthe og jeg fik også set et par kunstudstillinger. Bl.a. var vi på Holstebro Kunstmuseum. Hovedformålet var at se udstillingen Ude af fokus, og ligesom sidste år var vi meget begejstrede. De er altså gode til at finde nogle interessante vinkler i kunsten. Desuden fik vi set billeder af kunstnere, vi ikke kendte i forvejen. Ikke så ringe at få udvidet sin horisont. Billedet er et udsnit af Christian Schmidt Rasmussens "Arvefjenden", som var et af de billeder, vi kiggede længe på.

I tilgift var der også en udstilling af skulpturer af Anders Bonnesen. Ikke lige præcis ordinære skulpturer.  Mange af værkerne havde lange udsagn som titler, som for eksempel "Nogle gange er man nødt til at gå en længere omvej blot for at vende tilbage til udgangspunktet" eller "Hvis du ikke ved hvor du vil hen vil alle veje føre dig dertil". Det, der er på billedet, har dog den korte titel "Lost Highway".


Uden for museet var der masser af anemoner, som jeg synes, det er svært at fotografere, men her er et af mine forsøg.

Vi fik også set nogle dyr, da vi tog ud i Dyrehaven. Man skulle tro, at hjortene blev sultet, så interesserede stillede de sig an, hver gang lågen gik. Det er dog ikke tilfældet, observerede vi ved selvsyn. Hos vildsvinene havde en af mødrene syv små stribede grislinger. Nej, hvor var de sjove og søde - men i modsætning til hjortene umulige at fotografere.

Endelig nåede vi også i biografen, hvor vi selveste 9. april så Hvidsten gruppen. Selv om vi kendte historien ret godt i forvejen, var det absolut en seværdig film med nogle stærke skuespillerpræstationer. Megen snøften hørtes - ikke uden grund.

Levende billeder

Det er rart, at jeg har fået mere tid til at gå i biografen. Jeg har allerede været af sted 2 gange, siden jeg tiltrådte stillingen som pensionist/efterlønner.

I går så jeg sammen med Dorthe og en del af hendes familie Den bestøvlede kat. Fin tegnefilm! Det var sjovt at se, hvordan vores helt udviser korrekt katteadfærd som for eksempel at labbe mælken, der bliver serveret på saloonens bardisk, i sig med tungen. Filmen anbefales til børn og katteelskere i alle aldre.

For en uges tid siden så vi Dame, konge, es, spion. Jeg har læst alle John le Carrés Smiley-bøger, og denne er min yndlings, men det var ikke ensbetydende med, at jeg kunne huske handlingen i detaljer. Faktisk var noget af det, jeg troede, jeg kunne huske, forkert, hvis der altså ikke var lavet om på handlingen. Jeg tror snarere, at det er min hukommelse, der svigtede.

Stemningen i filmen var i hvert fald helt, som jeg husker Smiley-bøgerne, og i det hele taget nød jeg filmen meget. Jeg kan godt lide film, hvor det hele ikke bliver skåret ud i pap, men hvor det er tilladt - ja, nærmest nødvendigt - at man tænker selv. At jeg så godt kunne have brug for at se filmen en gang til, fordi jeg ikke altid tænker hurtigt nok, det må jeg tage med.

Sport, sport, sport

Som det er læsere af denne blog bekendt, så er jeg vild med sport. Det vil sige "spectator's sport", som det hedder på udenlandsk - på dansk må det vel være tilskuersport. Jeg må med skam at melde bekende, at jeg ikke dyrker sport selv.

Der er dog en enkelt undtagelse: Jeg kan vældig godt lide at bowle - man kan vel godt kalde bowling en sport? Jeg er overhovedet ikke skrap til det, jeg synes bare, det er sjovt.

I torsdags havde vi igen en fridag - det er ved at blive en vane :-) eller for mit vedkommende en halv fridag. Den blev tilbragt sammen med Dorthes søster og hendes familie, og om aftenen bowlede vi. Jeg var nu noget utilfreds med mit resultat, for jeg fik kun en enkelt strike, og det var endda lidt med snyd, for maskinen havde ikke rejst alle keglerne op fra den forrige deltager, så jeg kunne nøjes med at ramme tre kegler for at få min strike. Så vidt jeg husker, fik jeg mange flere strikes, sidst jeg bowlede, så det går åbenbart tilbage med færdighederne.

Om eftermiddagen så vi Yogi Bear i biografen, og Yogi Bear er altså...nå ja, Yogi Bear. Jeg har en særlig veneration for ham, for jeg kan huske Yogi Bear filmene fra min barndoms fjernsyn. Det var faktisk gennem de film, jeg fik kendskab til Yellowstone nationalparken. Den kunne jeg godt tænke mig at besøge i det virkelige liv.

Filmen var da meget god, men den bliver nu nok ikke årets film for mig. Den har æren lige nu, for det er den eneste, jeg har set indtil videre, når jeg ikke tæller operabio med - og det er ligesom lidt andet.

Den kunne godt have fortjent en Oscar...

Jeg så Det hvide bånd i søndags, og det var da godt nok en usædvanlig fremragende film.

Inden var jeg ikke helt sikker på, jeg havde lyst til at se filmen, for bedømt på anmeldelserne er det ikke noget hjertevarm film, og det er det heller ikke. Men det er bare en rigtig god og spændende og interessant film. Ond og brutal, men overhovedet ikke udpenslet, for det er nemlig ikke nødvendigt. Det lyder så højtravende og pædagogisk at sige, at den er en vigtig film, men det synes jeg altså, den er. Det er ikke en film, jeg slipper lige med det samme - og det er MEGET sjældent, jeg har det sådan. Huh, den krøb bare ind under huden.

I en af anmeldelserne stod der, at instruktøren Michael Haneke er Europas ondeste instruktør, men det synes jeg ikke er rigtigt. Jeg tror ikke på, at en ond person i den grad kan se ondskabens væsen.

Filmen fik godt nok ikke en Oscar - den er også meget langt fra at være en mainstream-film - men den fik helt fortjent De Gyldne Palmer, så den er absolut ikke uden hæder.

Se den mens den stadig er på plakaten!

Film, film, film

I jule- og nytårsfridagene nåede vi at komme i biografen hele to gange. Begge gange i Øst for Paradis, som "selvfølgelig" er vores yndlingsbiograf. Vi er heldige at have sådan en biograf her i Århus. Uden dens eksistens ville vi ikke komme i biografen nær så tit.

Først så vi Koncerten, en underholdende og sjov menneske/musikfilm. Klassisk musik, altså. Rumænsk-russisk-fransk? Den kan vi godt anbefale.

En uges tid efter så vi The Imaginarium of Dr. Parnassus (dansk titel efterlyses!). En rigtig flot film-film, der udnytter mediets muligheder og med en vedkommende Faust-historie. Den anbefales også.

I efteråret så vi også et par film. Pigen der legede med ilden syntes vi var endnu mere kedsommelig end forgængeren, og vi har ikke i sinde at se den sidste i trilogien - ikke en gang på dvd.

Og den allerbedste Looking for Eric, som minsandten heller ikke er blevet begavet med en dansk titel. Det er Ken Loach - en af de få instruktører, vi kender nu om dage - i ualmindelig mildt humør. Selvfølgelig mangler den sociale indfaldsvinkel ikke, men det gør den gode britiske humor heller ikke. Topkarakter herfra. Man kan vist stadig nå at se den i biografen enkelte steder.

Avanceret udstyr

Jeg har ikke fået nye solbriller! Næ, det er 3D-briller, der pryder min næse, for jeg har været i biografen for at se min første 3D-film.

Det var Coraline, som jeg så sammen med 10 børn fra "min" læseklub. Alle børnene havde set 3D-film før, men for mig var det altså en førstegangsoplevelse, og det var faktisk en imponerende teknik.

Det var også sjovt at være af sted sammen med børnene: 3 piger og 7 drenge (de sidste kan med en vis ret sammenlignes med en sæk lopper), og heldigvis kunne de også godt lide filmen.

Jeg nåede lige hjem i 10 minutter, hvor jeg fodrede kattene af og også lige nåede at kaste en mad i gabet på mig selv. Så var det af sted til næste dagsordenspunkt - Woyzeck i en islandsk opførelse i musikhuset. Det var med ny musik af Nick Cave, men der kunne godt have været mere musik. I det hele taget var jeg ikke overbegejstret for forestillingen. Jeg syntes, de samme virkemidler blev brugt for meget og dermed blev trivielle.

Coraline vinder på knockout!

Kærestesorger på min gamle skole

Jeg var også i biografen i går til Niels Malmros' Kærestesorger. Hvis ikke det lige var, fordi den var optaget på Viborg Katedralskole - min gamle skole, tror jeg ikke, jeg ville have overvejet at se filmen, men den var såmænd ikke så ringe endda.

Ganske vist var der lidt slinger i valsen med hensyn til tidsbilledet, og det havde jeg egentlig troet, at der ikke ville være en finger at sætte på. Til gengæld var det et præcist billede af det bedre (læs: snobbede) borgerskab, som det tog sig ud, også da jeg 4 år senere end filmens personer gik på skolen.

Jeg synes også, det var et skarpt portræt af pigen. Dybt irriterende i sin stille, men stædige og i bund og grund yderst egocentrerede manipuleren af alt og alle. Jeg kunne sagtens genkende typen. Ikke lige nogen, man knytter langvarige venskaber med.

Det var såmænd ikke så meget, man så til skolen, men den er da ellers flot. Den stod færdig i 1926, arkitekt: ingen ringere end Hack Kampmann. Ham kendte jeg nu intet til, da jeg gik der, men jeg syntes allerede den gang, at det var en smuk bygning.

Biografture

I går så vi helt tilfældigt i fjernsynet uddelingen af Guldbaggen, Det Svenska Filminstitutets filmpriser, der nok svarer til vores Bodil. Og minsandten om ikke en film, vi har set, løb med en masse guldbagger.

Faktisk har vi set ikke mindre end 4 film i efteråret.

Ganske usædvanligt for os, vi plejer ikke at gå ret tit i biografen. Men jeg kan nu godt lide at komme i biografen, jeg synes bare, der er så mange dårlige og kedelige og uinteressante film.

De film, vi så i efteråret blev sjovt nok bedre og bedre. Vi startede også på nulpunktet med Once, som jeg har skrevet om før.

Så så vi den franske Pigen og ræven, der vel egentlig er en børnefilm. Den har smukke, smukke billeder, men historien er en blanding af eventyr og realisme, og jeg synes ikke, den fungerer 100% som nogen af delene. Det værste er dog den tykke morale, som instruktør eller manuskriptforfatter har fundet det nødvendigt at klistre på til sidst.

Næste forsøg var Burn after reading af Coen-brødrene. De lavede for en del år siden Fargo, som jeg synes er en yderst morsom film. Det er Burn after reading også, selv om den ikke helt når op på siden af Fargo. Vi var de eneste i biografen til en eftermiddagsforestilling, og vi lo himmelhøjt af filmen, der nok må betegnes som en parodi på en spændingsfilm. Underholdende, men en hurtig glemt film.

Og endelig så vi så Maria Larssons evige øjeblik af Jan Troell, og der har jeg ikke en eneste indvending. Der er en god historie, der skal fortælles i den film, og det bliver den med super skuespillerpræstationer (af bl.a. Mikael Persbrandt=Gunvald Larsson i Martin Beck-filmene) og en lige så super fotografering af bl.a. Jan Troell selv.

Jeg begriber simpelthen ikke, at ikke alle synes, det er en gribende og vedkommende og smuk og en hel masse andre superlativer film. Men sådan er det ikke. På Scope får Once faktisk flere stjerner end Maria Larsson. Godt at det svenske filminstitut var enig med mig! Filmen fik ikke mindre end 5 guldbagger.

Advarsel

Regnvejr + søndag = biograf. Sådan var det i hvert fald tit i mine meget unge dage.

Nu går jeg yderst sjældent i biografen - sådan ca. en gang om året, men i dag syntes vi lige, det passede. Vi går helst i Øst for Paradis, så vi fandt en af deres film, der så meget godt ud. Faktisk fandt vi et par stykker, men vi valgte den, der hedder Once.

Det var en fejltagelse! Sjældent har jeg da været ude for noget så kedeligt. En tynd, tynd historie og noget rædselsfuld musik - ikke så godt i betragtning af, at musikken fyldte rigtig meget. Hvordan den film overhovedet har fået én eneste stjerne af anmelderne, er mig en gåde.

Til gengæld fandt vi ud af, at der er en ny film af Jan Troell på trapperne. Han er godt nok en ældre herre efterhånden, men måske kan han stadig lave en god film?

Det her er mit tredje indlæg på lige så mange dage. Jeg har åbenbart haft ganske god tid, men det skal der snart blive en ende på. I morgen skal jeg fx. være på arbejde fra 8.30 til 19 - øv!