Travl uge

Somme tider klumper tingene sig, så arrangementerne står i kø. Sådan en uge havde vi i sidste uge.

Faktisk begyndte det allerede lørdag den 7., hvor der var RAMA-festival - altså den årlige festival for musikkonservatoriets elever. Det er en af årets sjoveste dage, synes jeg.

Der er næsten tradition for, at vi starter med slagtøjskoncert, og det gjorde vi også i år. Som det plejer at være, var det ny musik. Altid spændende!

Senere hørte vi bl.a. Ensemble Edge, som vi har hørt tidligere, fortolke Jan Johansson. Denne gang med forstærkning af fire jazz-musikere, blandt andet en pianist. Det ville også være mærkeligt at spille Jan Johansson uden piano.

RAMA Big Band. Trombone solo.

Det er dristigt at komme med en ny fortolkning af så ikonisk musik som Jan Johanssons, og jeg syntes heller ikke, ensemblet kom helt i mål.

Måske var de for tæt på originalerne, som man selvfølgelig ikke kan gøre bedre. De skulle nok have bidraget med endnu mere nyt, end de gjorde. Eller måske skulle det simpelthen have været mere Ensemble Edge og mindre Jan Johansson. Men det var nu værd at høre under alle omstændigheder.

Vi nåede også nye danske sange, big band og til slut Pergolesis Stabat Mater. Med mere.

De to første koncerter vældig gode, i Stabat Mater syntes jeg for en gangs skyld, at man godt kunne høre, at solisterne manglede en del i deres uddannnelse endnu. Men det var en undtagelse. Alt i alt synes jeg, de unge musikere er vildt dygtige.

Det var så bare starten på ugen. Desuden var vi i biografen fire gange (der var blandt andet Tyske Filmdage, hvor vi så to vældig gode film), på guidet byvandring og til symfonikoncert. Foruden tandlægetjek og brystkræftscreening. Lavendlerne blev beskåret, og jeg var til en enkelt gang træning. Vi sluttede af, som vi startede, i Musikhuset, hvor vi i går hørte saxofonisten Anja Nedremos debutkoncert. Så var den uge også gået.

Den uge, vi lige er gået ind i, bliver ikke helt så hektisk, men kedelig bliver den nok ikke.

Tre dage, tre film

Vi kan ikke nå at få set alle de film, vi gerne vil. Det er nu heller ikke let, når der er Tyske filmdage med en hel masse film, der lyder godt. Nogle af dagene bliver der vist mere end én festival-film, men de bliver kun vist én eneste gang.

Vi har set to af filmene, og når desværre ikke flere. Tilfældigvis var vi også i biografen dagen før, de tyske filmdage startede. Der så vi Kvinden der forsvandt, en absolut seværdig spændingsfilm. Amerikansk og ikke spor tysk.

Seværdige var de tyske film også. Desuden var det film, jeg blev klogere af.

Først så vi Phoenix om en kvinde, der - naturligvis i elendig forfatning - bliver reddet fra kz-lejr og kommer tilbage til Berlin, hvor hun før krigen sang i en natklub. Hun har aldrig opfattet sig selv som jøde og gør det stadig ikke, men er nødt til at skulle forholde sig til det.

Noget af det interessante er andre menneskers reaktion på det faktum, at hun har været i kz-lejr - eller måske snarere manglende reaktion. Det er ikke noget, de spørger om. For uvirkeligt? For vanskeligt? Under alle omstændigheder meget realististisk, tror jeg.

Næsten endnu bedre var Westen, der handler om en kvinde, der i slutningen af 70erne får tilladelse til at flytte med sin 9-årige søn fra Øst- til Vestberlin. I sig selv mærkeligt: Hvorfor får netop hun lov til at rejse. Det er en spændende, rørende og meget menneskelig film med en hel masser brikker, der skal falde på plads.

Jeg ville gerne se den igen. Hvorfor er der dog ikke nogen, der har importeret den film? Og nogen af de andre også. Flere af dem har vundet priser på diverse festivaller, men det er åbenbart ikke nok.