Viser opslag med etiketten Bitsjka. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bitsjka. Vis alle opslag

lørdag den 24. april 2021

April gøremål

Fredag fik jeg mit første prik. Jeg fik en tid til restvaccine, bare 3 dage før den tid, jeg ellers havde fået booket. Det var jo meget fint, men desværre blev min tid til andet prik slettet sammen med den til første. Der var ikke nogen tider før ret langt ud i fremtiden, så nu tager det længere tid, inden jeg er færdigvaccineret. Jeg har dog tænkt mig igen at skrive mig op til restvacciner, måske er jeg heldig endnu en gang.

Jeg havde forestillet mig, at der ville blive rig lejlighed til at snuppe et billede af en lang kø, men der var ikke nogen kø af betydning, og det var jo rart.


Heller ikke i de 15 minutter efter vaccinationen var der overbefolket i venterummet.

I ugens løb har vi besøgt en planteskole på Djursland, hvor jeg havde bestilt nogle nye storkenæb. 


Egentlig åbner planteskolen først til maj, men man kunne både få planterne sendt med posten eller selv hente dem. Jeg ville helst det sidste, jeg kan ikke rigtig forestille mig, at de små planter har godt af en tur med PostNord.

Planterne både til mig og til et par andre stod lige så fint i kasser på et bord. Jeg har ikke fået dem plantet endnu, og ærlig talt er jeg lidt spændt på, om jeg kan finde plads til dem alle i vores minihave.

Vi benyttede lejligheden til at køre en tur på Djursland, hvor vi for efterhånden en del år siden tilbragte mange somre i mine forældres sommerhus i Fjellerup. 

Vi kørte først til Bønnerup, hvor vi fik frokost - et par fiskefrikadeller af god kvalitet med rugbrød til - på havnen. Indtaget inde i bilen, for der var en strid blæst. Så kørte vi lidt rundt, ekstra meget i Fjellerup, hvor vi genså sommerhuset, der ligger i et skovområde tæt på stranden. Til vores tilfredshed var det stadig skovområde, vi havde frygtet for, at træerne var blevet fældet. De fleste synes jo, det er ganske forfærdeligt, hvis den store cancergrill ikke kan skinne uhindret på dem hele tiden. Men sandsynligvis ligger der en vedtagelse om, at området skal vedblive at være skov.

Bitsjka i skovbunden 
ved sommerhuset
Der var masser af anemoner. Vi har nogle få af deres slægtninge i vores egen have. Bitsjkas anemoner kalder vi dem, opkaldt efter vores første kat. Hun var tit med i sommerhus og var meget glad for at gå tur (i sele) i skovbunden med anemonerne.

Vi kom forbi fem herregårde på turen og oplevede flere steder et ret usædvanligt fænomen, nemlig sandstorm. Et enkelt sted føg sandet så tæt, at vi måtte sætte hastigheden ned til 10-20 km i timen. Synd for landmændene, for deres udsæd må vel også blæse rundt.

Vi har også været på en uges ferie i sommerhus i Ålbæk. Af diverse grunde blev det ikke den bedste ferie, vi har haft. Det vender jeg måske tilbage til.

fredag den 29. marts 2019

Det tog sin tid...

...men nu har jeg langt om længe fået lanceret min nyeste pulsvarmeropskrift på Ravelry. Det var især oversættelsen til engelsk, der tog tid. Jeg kan efterhånden læse de engelske opskrifter uden besvær, men det tager noget længere tid at få lavet den engelske version af mine egne skriblerier.

Desuden synes jeg altid, at jeg skal "strikke korrektur" på både den danske og den engelske udgave, og det tager selvfølgelig også tid. Jeg er nu alligevel altid i tvivl om, om alt er blevet dels helt korrekt og dels forståeligt. Det er ikke let at kontrollere egne opskrifter, for jeg ved jo udmærket, hvad jeg mener helt præcist.

På Ravelry skal opskrifterne have et navn, og det er sådan set også meget praktisk. Jeg har kaldt disse nye pulsvarmere for Bitseren, opkaldt efter min første og højt elskede kat. Hun hed Bitsjkova på stamtavlen, men vi kaldte hende Bitsjka eller Bitseren.

Her er pulsvarmerne:


- og her er link til opskriften på Ravelry:
https://www.ravelry.com/patterns/library/bitseren

Pulsvarmerne har fået en fin modtagelse på Ravelry. De har på under et døgn fået over 400 hjerter og også en del kommentarer. Nu er jeg spændt på, om der også rent faktisk er nogen, der afprøver opskriften, og om den dur.

Den rigtige Bitsjka skal selvfølgelig også med. Billedet har været bragt før, men det er det eneste, jeg har af hende på Flickr. Det burde jeg måske få gjort noget ved, for jeg har flere billeder af min elskede kat, selv om jeg ikke havde så meget fotogrej den gang.

Bitsjka

tirsdag den 4. januar 2011

Minder


Bitsjka
Originally uploaded by cats_in_blue
I dag er det nøjagtig 25 år siden, vores første kat blev født.

Bitsjka, Bitser eller Bitseren som vi kaldte hende - i virkeligheden hed hun Bitsjkova - var en helt usædvanlig personlighed. Hun lærte os for alvor, hvad det ville sige at have kat.

Noget af min familie var ikke helt tilfredse med det vanskelige navn. En af mine tanter kaldte hende hele livet Whiskas.

Bitsjka og jeg var sjælesøstre, og vi var meget tæt knyttet til hinanden. Når hun lå på mig på sofaen, lå vi hjerte mod hjerte - så kaldte jeg hende Lille Hjerte. Hver eneste nat sov hun på en pude ved siden af min med min ene arm omkring sig. Det er der ingen af vores andre katte, der har villet.

På billedet er Bitsjka 3 år gammel. Hun var en lidt svagelig kat, og til min store sorg døde hun allerede 11 år gammel. Det er jo mange år siden nu, og nu er der kun de gode minder tilbage. Ydermere har Lilit tillagt sig nogle af de samme særheder som Bitsjka - så som at jeg er den eneste, der du'r. Det føler - og følte - jeg mig selvfølgelig vældig beæret over.