Havefest på Fanø

Indlægget er navngivet efter favoritøllen fra Fanø Bryghus. Jeg er ikke den mest passionerede øldrikker, men denne med smag af blandt andet basilikum og agurk kunne jeg rigtig godt lide, og jeg indtog hele to under vores september-ferie på Fanø

I år kunne vi ikke nøjes med mindre end 3 uger, og med det gode vejr i september blev det en veritabel havefest.

Det blev som altid også en strikkefest. Dels strikker vi jo stort set altid.

Her sidder vi ude en tidlig morgen, og sjovt nok strikkede vi alle blåt.

Annetts trøje i forgrunden er nok ved at være færdig, Dorthes børnesweater i baggrunden er for længst færdig, og mit lyseblå tørklædesjal blev færdig i går. Nå ja, der skal heftes ender, men bortset fra det...

Og dels lever strikkefestivalen på Fanø i bedste velgående. Jeg skulle hilse og sige, at den faktisk var bedre, hyggeligere og mere afslappet end nogensinde. Efter de kommentarer vi hørte rundt omkring, var vi ikke de eneste, der syntes det. 

Både Sønderho og Nordby havde masser af større og mindre arrangementer, og Fiberfolk var flyttet ind i Fanøhallen, og der er nok så spændende udstillere som tidligere, hvor det var de førende (efter min mening kedelige) strikdesignere, der huserede. Sidste år brugte vi under et kvarter i hallen, i år var vi der nok et par timer.

De er så gode til at pynte op i Sønderho. Overalt så man de sjove små huse - der må være blevet indtaget en del flødeskum i årets løb - og vimpelguirlander. 

Fuglene her holdt til i Haven (et rigtig godt spise- og kaffested) i Nordby, og der var også vimpler mange steder. Vi var selv med til at producere flere, da vi på en af strikkestationerne brugte en for os ny teknik (som jeg vender tilbage til, når den er blevet afprøvet på noget større) til fremstilling af vimpler.

Hygge i Haven. Annett og Dorthe sidder i baggrunden med strikketøjerne

Der er mange fine haver på Fanø, og i nogle af dem er der dyr. Det gør dem endnu mere festlige efter min mening. Katte og hunde, men også fjerkræ. Moskusanden med ællinger på tur så jeg i Sønderho.

I Nordby er der en have, hvor de holder gæs. Dem så jeg både sidste år og i år. Ja, jeg ved godt nok ikke, om det er de samme, men de lyder ens, og ih, hvor de skræpper op, når jeg går forbi.

I vores egen have - "egen" er en tilsnigelse, for det er et hus, vi har lejet; og "have" er også en tilsnigelse, for det er en naturgrund - så vi i år ingen kaniner. 

Jeg læste, at der har været sygdom blandt kaninerne i 3 år, men vi så kaniner andre steder, og forhåbentlig kommer bestanden op igen. Det kan godt ske, jeg ikke er enig med golfbanen om det, sådan set er det en 18-hullers bane, men der er altid flere huller på grund af kaninerne.

Til gengæld kiggede en hare lige ind på mig gennem vinduet, og der er fasaner og rådyr. Mindst fire forskellige rådyr så vi.

Denne unge hun var den første, der besøgte os, og hun kom tilbage flere gange. Måske ses vi igen næste år. Vi har i hvert fald bestilt huset igen.

Fanøs strikkefestivaler - i flertal!

I 2022 blev det en realitet: Der blev afholdt to strikkefestivaler på Fanø. Heldigvis samtidig. Christel Seifarths store i Nordby og den hyggelige på resten af øen. Nordbys hedder Nordby Wooldays, resten af øens hedder Fanø Strik - det viser ligesom forskellen.

Sådan har det jo egentlig været i flere år, måske altid, man havde en tydelig fornemmelse af, at det der foregik i Sønderho og andre steder på øen var et noget uvelkomment vedhæng til den "rigtige" strikkefestival i Nordby. Vi har godt nok altid følt os bedst tilpas i Sønderho, men det er jo en anden sag.

Sønderhoninger og andre fannikker må have brugt det meste af vinteren til at strikke små flag til festlige guirlander, som pyntede op under festivalen. Øverst på et stakit i Sønderho og nederst på Galleri Tina Kolding.

Vi fulgte stort set vores sædvanlige program med udsalg i Rindby Forsamlingshus, besøg i alle boderne og de øvrige steder og som et af højdepunkterne strikkebanko. Det er bare så hyggeligt!

Vi var vist i Sønderho hver eneste dag under festivalen, for der var lige dit eller dut, vi skulle tilbage til. Men vi var også i Nordby, hvor erhvervslivet er blevet mere involveret i festivalen. Blandt andet med strikkestationer rundt om i byen, det vil sige små korte workshops, hvor man bare kunne falde ind.

Hvis der altså var plads, hvilket bestemt ikke altid var tilfældet. Den strikkestation, vi helst ville have været med til, var optaget hver gang, vi fik bekvemmet os til at komme forbi, men vi deltog i en om skyggestrik, som jeg har praktiseret for en del år siden, hvorefter det er gået i glemmebogen. Det er dog en fin teknik, som jeg måske vil tage op igen. Og det er en rigtig god ide med de strikkestationer, så der sker noget i hele Nordby og ikke bare i teltet ved skolen i byens udkant.

Teltet besøgte vi søndag. Det lignede sig selv med mange stande og urolig meget håndfarvet merino. Vi overvejede at spise frokost der, men der var meget larmende i cafeområdet, så vi valgte slagter Christiansens gode sandwich i stedet.

Jeg var beskeden i mit indkøb af garn, men lidt faldt der altså i kurven:

Der er fire farver bomuld-silke-kashmir fra Else Schjellerup. Jeg er ret sikker på, det er det samme som Giza Multi fra Natural Fantasy, bare med Strik-Designs egne banderoler. Så er der et enkelt nøgle Noro Kabuto Fine, som er beregnet til en hue til mig selv. Både Dorthe og Annett købte Noro garn hos Lotte Kjær, og så lod jeg mig friste. For øvrigt så vi Noro garn flere steder. Gad vidst om det er ved at komme lidt ind igen? Endelig er der noget bambus-bomuld fra Go Handmade. 

Det sidste har jeg været ved at strikke klude af, og det kan godt ske, det bliver nogle gode klude, men garnet er irriterende at strikke af, fordi man skal passe rigtig meget på at få hele tråden med. Det splitter helt vildt.

Jeg fik et krydsnøgleapparat i fødselsdagsgave og afprøvede det første gang på et af bomuld-silke-kashmir bundterne. 

Det blev da det nydeligste nøgle, man kan forestille sig, og jeg skal nok få glæde af mit forholdsvis nye stykke garntilbehør.

En af Sønderhos strikkedamer i hjemmestrikket bluse og ditto sokker

Årets Fanøferie

Igen i år var vi to uger på Fanø i september, og vi fik mange flotte september-himle. Det lyder helt forkert med "himle", men det må være det, det hedder. Faktisk har jeg glemt, hvor ovenstående billede er taget, men jeg tror, det var på nordøen.

Hvor er det dog dejligt at være af sted i to uger. Når man kun har en enkelt uge, går der uforholdsmæssig megen tid med at pakke og køre til og fra. Vi vil nok i fremtiden enten vælge to uger eller de helt korte ferier med bare én eller to overnatninger og opvartning i alle ender og kanter.

Men det var septembers himle, vi kom fra. Her kommer endnu én:

Vi er ved Hønen nær Sønderho. Der traf vi noget af Sønderho Gårdbutiks langhornskvæg, blandt andet en meget ung kalv, som det meste af tiden arbejdede på at blive større. Han var kun et par uger gammel, fik vi senere at vide i gårdbutikken. I horisonten til venstre kan man skimte Sønderho Havn.

Til sidst en noget anderledes morgenhimmel over Esbjerg:

Annett og jeg var tidligt oppe, fordi Annett skulle en tur til fastlandet. Jeg kørte med ned til færgen og så solen bryde frem. Det blev faktisk godt vejr efter et par timer, og på hele ferien blev vi vejrmæssigt forkælet. Faktisk spiste vi vist nok frokost udendørs alle dage bortset fra en enkelt.

Fanø-kattene 2021 - ud over vores medbragte

 

Minsandten om ikke Pizza var der endnu! Hun er blevet meget tynd. Det føltes, som om hun bare var et lille katteskelet med en ganske vist fin og tyk pels udenpå. Men hun må have nogle muskler tilbage. Selv om hun langt det meste tid lå og sov på bordet foran grillbaren, så vi hende også gå rundt på den sædvanlige rute.

Hun så ud til at være glad for, at vi snakkede med hende og strøg hende over den tynde krop. Kan hun virkelig kende os? Ganske vist har vi snakket med hende utallige gange igennem mange år, men som regel har vi kun været på Fanø én gang årligt. Og hun har også været glad for at snakke med andre mennesker, så det er nok en overfortolkning. Denne gang må også have været et farvel til Pizza. Jeg tror ikke på, at hun kan klare endnu en vinter.

Krølleøre i Sønderho har vi også kendt gennem nogle år. Hun er en lille kat, og derfor tror jeg, det er en hun, men jeg ved det ikke med sikkerhed. Hun er både køn og sød og ser ud til at nyde det leben, der er omkring sandwich- og iscaféen Tre søstre.

I samme område så vi hende her, som jeg tror er i familie med Krølleøre

Jeg er nu heller ikke helt sikker på, at det er en hun, men er hun ikke en lille bitte smule skildpaddefarvet?

Det er hende her, som vi traf i nærheden af Uldsnedkeren i Sønderho, i hvert fald:

Hun havde vældig travlt, og sekundet efter jeg tog billedet, for hun i fuldt firspring efter et eller andet. Vi så flere katte i det område, men der var vist for mange mennesker til, at kattene følte sig helt på hjemmebane, så de blev ikke længe nok til, at jeg kunne få dem foreviget.

I Nordby mødte vi - på nogen afstand - denne røde kat:

Ham kan vi i sagens natur med sikkerhed kende, hvis vi møder ham igen, og det kunne da godt ske, for han må jo være en elsket familiekat. Ikke alle vil ofre en øjenoperation på "bare en kat", men den rødstribede her har været heldig.

Den sidste kat, jeg fik billeder af, var bare en stor killing

Som alle killinger var hun meget legesyg, og hun ville også gerne snakke. Når hun havde tid altså, for der var hegn, der skulle forceres, græsstrå, der skulle daskes til, og visne blade, der skulle jages. Hende vil vi gerne træffe igen, og jeg tror også, vi kan kende hende.

Færdig med Fanø

Jeg håber ikke, jeg nogensinde bliver færdig med Fanø, men jeg kan her på en af årets sidste dage blive færdig med at blogge om dette års Fanø-ferie, der som sædvanligt fandt sted i september.

Ud over det, jeg allerede har berettet om, var Fanø i år også:

Travetur på Hønen på sydøen.

Et møde med Anker Drømmefanger på nordøen.
Anker er lavet af kunstneren Thomas Dambo, og Dorthe giver et indtryk af,
at Anker er en pænt stor trold.

Krager på stranden.

- og på antennerne. Nå, det har jeg vist nævnt før.

Sønderhos stråtækte huse

Det maleriske gamle skibsværft på havnen i Sønderho

Sælerne på sandbanken i havnen i Nordby, der her er lige ved at blive oversvømmet af højvandet.
Der var mange sæler i år. På et tidspunkt så vi ni samtidig.

Solnedgang på Rindby Strand.
Man kan også lige skimte månen, hvis man ser godt efter.

Udsigt til Esbjergs lys fra Nordby

Og så var der rigtig meget hygge i sommerhuset med killingerne, men det har jeg i hvert fald skrevet om før.

Opsamling på Fanø. Kattene

Jeg blev egentlig aldrig færdig med at skrive om årets oplevelser på Fanø. Blandt andet fik jeg ikke portrætteret årets katte, men her kommer en billedkavalkade.

I Nordby:

Først og fremmest Pizza

Det var dejligt at møde hende igen, men hun er blevet gammel. Sådan karakteristisk tynd over ryggen, man kan nu tydeligt mærke hendes ryghvirvler, når man aer hende. Vi så hende også mest sovende, som regel ret dybt. Gad vidst om hun også er der næste år? 

Den sort-hvide, der hyggede sig i solen, mener jeg, vi har set før. I modsætning til Pizza ville den ikke snakkes med.

Det ville den næsten helt sorte godt. Den lå i dyb søvn ved Fanø Is (der nu er til salg - ØV!), hvor en lille dreng på et par år kælede længe med den, inden den vågnede

På trods af coronaen blev der afholdt en drikkefestival i Nordby, men der var ikke mange mennesker, der deltog. Den flotte langhårede, rød-hvide deltog nok ikke i drikkeriet, men den gik i hvert fald ind i teltet for at se, om der forgik noget. Jeg gik bagefter og konstaterede, at det gjorde der ikke rigtig.

I Sønderho

så vi i år kun få katte, og jeg fik kun fotograferet én af dem. Vi så den ved De Tre Søstre, hvor vi også tidligere har set flere katte, men jeg er ikke helt sikker på, at vi har hilst på denne før. På billedet er den på vej hen til mig for at få nærkontakt.

I Rindby så vi ikke nogen katte i det fri, men vi havde jo vores egne at snakke med.

På eventyr i Hundredemeterskoven

For et par måneder siden læste jeg i avisen, at der på Fanø Kunstmuseum ville komme en helt speciel udstilling med Ernest Shepards originale Peter Plys illustrationer. Tegninger, som ellers bliver vist på Louvre og andre store steder, ville nu komme til Sønderho. Det er da noget af et eventyr.

Udstillingen har sidste åbningsdag den 1. september - altså før strikkefestivalen - så vi måtte til Fanø en ekstra gang i år. Både Yrsa og Annett ville gerne med. Annett ved alt om, hvad der foregår på Fanø, så vi skulle af sted en onsdag, hvor der i sæsonen har været Late Night i Nordby.

Det blev en helt igennem vellykket udflugt. Vi startede med en tidlig frokost hos Rudbeck i Nordby. Nej, allerførst var vi faktisk i Brugsen. Vi har nemlig tidligere bemærket, at de har den mysli, vi blander i vores havregrød. Vi har ikke set den nogen steder i Århus, så vi plejer at købe den på nettet, men Nordby Brugs var igen leveringsdygtig!

Efter frokosten kørte vi til Sønderho. Vejret var godt, så vi startede med at gå tur i de snævre gader og stier og nyde atmosfæren. Vi traf også en enkelt kat:

Den ville gerne snakke, men nok endnu hellere lege. Legetøjet var lige ved hånden. Græsstrå, blade, der blafrede i vinden...

Så var det tid til Kunstmuseet. Shepards tegninger er bare så dejlige, og det var et fint udvalg, der var på udstillingen. Der var flest fra Peter Plys universet, men også nogle fra Muldvarpen og hans venner. Man måtte forståeligt nok ikke fotografere på udstillingen, men den lille plakat kunne jeg da forevige.

Som en ekstra appelsin i turbanen var der endnu en særudstilling med titlen Fuglefortolkninger. Den er arrangeret af Fanøs egen Marco Brodde og med bidrag fra tre briter samt Carl Johan Forsberg, der malede fugle på Fanø for omkring 100 år siden.

Næsten alle Marco Broddes billeder var solgt. Ikke så underligt, men det her med strandskader og en måge kunne man stadig erhverve:

Mit yndlingsværk var dog af en af briterne, Wynona Legg:

Det er med knortegæs, og hvis det ikke var, fordi det ikke er så længe siden, jeg har købt et lidt dyrere maleri, så havde jeg fået sat en rød prik på det billede.

Der var også fugledigte skrevet af elever i 7. klasse på udstillingen. Hold da op, hvor var de gode! De elever må have en lærer, der er ekstremt god til at sætte sine elever ind i digtets verden.

Efter endnu en slentretur i det gode vejr i Sønderho kørte vi tilbage til Nordby. Annett trængte til is, så første stop var hos Fanø Is.

Lige overfor kunne Nordbys flotteste og "blåeste" hortensiaer beundres. Mit billede er i virkeligheden ikke særlig godt, for noget af det imponerende er, at hortensiaerne står i hele husets længde, og det er altså ret langt, men det viser billedet jo slet ikke.

Jeg var i øvrigt langt fra den eneste, der mente, at hortensiaerne var noget af en attraktion. Jeg så mindst fem andre, der også fotograferede.

Vejret var stadig godt, så vi gik tur på hovedgaden og kiggede på forretningerne. Hvem er der endnu, hvem er forsvundet?


Pizzeriaet, hvor den skildpaddefarvede kat, vi kalder Pizza, bor, var der stadigvæk, og det var Pizza herself også. Da vi gik den ene vej, sad hun på bordet uden for vinduet ind til pizzeriaet og var meget opmærksom på, hvad der skete der. Det var måske ved at være hendes aftensmadtid, inden der kom alt for mange spisegæster.

Da vi gik den anden vej, var der ganske rigtigt kommet spisende gæster, men Pizza lå helt roligt på "sit" bord. Hun er bare så sød!

Selv spiste vi på Aroma. Der var en speciel Late Night-menu. Særdeles lækker! Og rigelig! De gamle -  Dorthe og jeg - blev desværre nødt til at levne.

Mon Kunstmuseet også næste år arrangerer en sommerudstilling, som vi absolut må se. Det ville jeg ikke have noget imod.

Årets Fanø-katte

Pizza, som vi kender fra tidligere år. Hun bor i Nordby i et pizzeria, deraf navnet - faktisk ved vi ikke, hvad hun rigtigt hedder.

Hun er en meget imødekommende og glad kat, der gerne snakker med forbipasserende og pizzeriagæster, men hun er ikke påtrængende.

En dag så vi hende stå på et af de udendørs borde og med poten banke på ruden ind til pizzabageren, der kvitterede med at smide en stump skinke eller pølse ud til hende. Gæt om det så sødt ud!

Denne sorte kat med flot hvid krave boede også i Nordby. Den var totalt uinteresseret i os, og jeg måtte også tage billedet på lang afstand, så det er mildest talt grynet.

I Kunstladen havde gårdens kat listet sig ind i salgslokalerne, hvor den hyggede sig på et rensdyrskind. Den vakte behørig beundring, men den sov dybt, helt uanfægtet af, hvad der foregik omkring den.

Vi mødte den også sidste år. Da forsøgte den talrige gange at snige sig ind i butikken, men den blev hver gang sendt udenfor igen. Det har man åbenbart opgivet nu, mis får lov til at være i fred på sit rensdyrskind.

Da vi besøgte gårdbutikken Fanø Angus & Merino regnede det. Det tog den semilanghårede gårdkat sig nu ikke af. Til trods for at dens pels tydeligvis ikke er vandskyende, søgte den ikke under tag.

Vi mener, vi så denne lille Sønderho-kat også sidste år, men jeg har ikke taget billeder af den før. Den bor i nærheden af Tre Søstre.

Den ville gerne snakkes med, men var alligevel lidt reserveret.

Jeg troede først, den havde mistet spidsen af venstre øre, men det er bare et krølleøre.

Også denne særdeles afslappede kat bor i nærheden af Tre Søstre, og ligesom sidste år nød den livet på et lammeskind på en af bænkene. Den kan man let komme til at snakke med!

Den røde hankat var et nyt bekendtskab for mig. Den stod på en af Sønderhos små veje og ventede på, at dens menneske kom hjem, så de sammen kunne følges ind i huset. Jeg fik at vide, at den hedder Simba. Flot og sød kat!

Desværre så vi ikke den hvide kat Fru Kokos, der i virkeligheden hedder Ida, i Nordby. Jeg tænkte på at gå ind i butikken og spørge, om Ida var hjemme, men syntes så alligevel, at det ville være for fjollet. Jeg håber, hun stadig er i live og har det godt.