Det startede egentlig med, at jeg IKKE købte et armbånd af kork, som jeg ellers var vældig forelsket i. Det klædte ikke min arm, så det var ikke så svært at holde dankortet i etuiet.
Jeg fandt et fint skønvirkearmbånd - billedet til højre. Noget dyrere end jeg havde tænkt mig, men der var ikke basis for at prutte om prisen, så jeg måtte punge ud, hvis jeg ville have det. Der var også et andet, som jeg egentlig endnu bedre kunne lide, men det passede på en eller anden måde ikke så godt til lige præcis mig. Det var også endnu dyrere, men det var nu ikke det, der afgjorde sagen.
Jeg ville have armbåndet, og jeg er heldigvis rigtig glad for det og har bestemt ikke fortrudt. Det har boet på mig næsten lige siden.
Eneste problem: Nu får jeg aldrig gået med alle de andre fine armbånd, jeg har liggende.
For nogle år siden så jeg i samme antikbutik 3-4 stykker, men da jeg fik bestemt mig for, at jeg gerne ville spise min daglige havregrød af en Lotus tallerken, var de solgt.
I mellemtiden har jeg fået fat i en enkelt, som dog ikke er i så god stand som de nye.
Jeg købte med vilje både to i den mørkeste blå farve og den ene lyse. Jeg tror, de må være produceret på forskellige tidspunkter.
Hvis jeg købte fra nyt, ville jeg nok ikke købe noget med fejl, men når det er gammelt, synes jeg, det er charmerende. Lidt sært.
Nu har jeg både det armbånd, jeg ønskede mig, og det Lotus, jeg har "brug" for. Der er overhovedet ingen grund til at besøge genbrugs- og antikbutikker og markeder mere, men jeg tvivler nu på, at jeg helt holder mig væk.
