Viser opslag med etiketten 2016. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 2016. Vis alle opslag

mandag den 16. januar 2017

Strikkeåret 2016


I 2016 var den største oplevelse i forbindelse med strikning ubetinget Wollfesten i Hamborg. Det var et garnparadis uden sammenligning, og det var bare så herligt at være der sammen med Dorthe og Annett. Jeg tror, det var vanedannende.

I årets løb strikkede jeg cirka 15000 m. "Cirka" fordi der er lidt uenighed mellem mine egne optegnelser og Ravelry.

Under alle omstændigheder har jeg anskaffet mere garn (lige godt 16000 m), end jeg har brugt, så lageret er unægtelig - igen! - vokset. I kroner har jeg købt for 3046,- kr. Godt 3200 m blev købt i Hamborg, men pokker skulle da tage til slaraffenland og så lade kontokortet blive på hotelværelset.

Til gengæld har jeg solgt færdige arbejder for 3280,- kr. Det betyder ikke, at jeg ikke har brugt penge på min hobby, for udgifter til tilbehør (knapper og maskemarkører etc.), opskrifter, bøger, kurser og messer løber op i næsten 1500,- kr. Udgifter til fragt til Hamborg og andre messer er ikke opgjort.

Faktisk har jeg ikke strikket nogen større ting overhovedet, hverken til mig selv eller andre. Jeg har lavet masser af babytøj, masser af pulsvarmere og som noget nyt masser af klude.

Nogle af kludene har jeg lavet opskrifter på. Jeg er bedst tilfreds med den sidste, jeg lavede. Hideaway Lucky, som jeg har kaldt den, er dejlig vaflet og selvfølgelig ens på begge sider. Opskriften er her.

De grå på billedet er lavet af tysk garn, dog indkøbt i Danmark. Det hedder G-B Wolle Cotton 8, og det er noget af det bedste bomuld til klude, jeg endnu har prøvet.

Jeg er stort set færdig med opskriften på en baby slå-om vest, men der har ikke været så stor interesse for de opstrikkede eksemplarer, så jeg gider ikke rigtig lave den sidste korrektur-strikning. Den er lidt i mølposen.

Selvfølgelig kunne jeg også udgive den uden den sidste kontrol. Hvis der er nogen, der går i gang med den, får jeg jo nok at vide, hvis der er fejl - hvilket der garanteret er.

Jeg er yderst tilfreds med en lille babycardigan, jeg strikkede af rester fra min egen køkkenbordstrøje sidst på året.

Opskriften er gratis og ligger på Ravelry. Især halsen er formet rigtig fint.

Desuden klæder glatstrikning Country Casual garnet. Sådan er det vist i reglen med flamégarner og lignende, men det tænkte jeg ikke på, da jeg strikkede køkkenbordstrøjen, som er helt i retriller.

Også sommerkjolen, jeg lavede som en dåbsgave til Erika, blev fin, synes jeg, og den var i hvert fald sjov at strikke i den lækre Scarlet kvalitet fra Permin.

Den er også strikket efter en Ravelry opskrift, denne gang dog en betalingsopskrift.

Endelig er noget af det, jeg er mest tilfreds med, Yrsas halsedisse "Montanagade" og de tilhørende pulsvarmere.


Montanagade (som altså også er den gade i Århus, hvor Yrsa er vokset op) er en af de gode, gratis opskrifter fra Filcolana. Se den her. Pulsvarmerne improviserede jeg.

Og så er der heldigvis også en hel masse andet, som jeg har været glad for at strikke...

Planerne fra sidste år kan jeg nærmest gentage.
Patenttrøjen har jeg ganske vist været næsten færdig med, men faconen var umulig, så den blev trevlet op og venter nu på ny inspiration.

Formindskelse af garnlageret. Ja, selvfølgelig. Forrige år havde jeg sat mig for at bruge 4 gange så meget, som jeg købte. Det var fuldstændig urealistisk. I 2016 var målet at bruge dobbelt så meget - heller ikke realistisk. I 2017 vil jeg prøve bare at bruge mere, end jeg køber.

Opskrift på en babykjole. Ja, måske.

Og endelig færdiggørelse af vægtæppe, selv om det ikke har noget med strik at gøre. Jeg er faktisk blevet færdig med frynserne, men der er også lige nogle kanter, der skal færdiggøres.

Jeg tror ikke, jeg behøver nye planer.

mandag den 26. december 2016

Årets bedste...film

Ligesom sidste år har jeg set 21 film i biografen i 2016. Deriblandt de tre Kieslowsky-film: Blå, Hvid og Rød, som må være uden for konkurrence. De er fantastiske alle tre og forbløffende nutidige trods deres +20 år på bagen.

Godt de fik repremiere. Jeg har dem ganske vist på dvd, men det er altså noget helt andet at se dem i biografen. Især når det drejer sig om film med så udviklet et filmsprog som de her.

Ellers var den film, jeg var gladest for, vist den estiske film Fægteren, instrueret af den finske Klaus Härö. Det var en overraskelse, at en estisk film kunne være så god - hvor kommer alle de fordomme dog fra?

Jeg kan ikke mindes, at jeg skulle have set en estisk film før. Vist nok nogle finske film, jeg husker dog ikke hvilke. Men hvis andre film fra de kanter er lige så gode, så håber jeg på import.

Jeg har ikke set én eneste dansk film og ikke ret mange amerikanske. De andre film, der især gjorde indtryk, var fra Belgien (Det spritnye testamente), Italien (Min mor) og Island (Virgin Mountain og Blandt mænd og får).

Skuffelser: Den tyske Lotte og den ungarske Sauls søn. Den sidste havde fået fantastiske anmeldelser, men jeg kunne ikke fordrage den, især på grund af fotograferingen, som jeg fandt unødigt krukket og i virkeligheden meget ensformig.

Hvad mon 2017 vil bringe på det hvide lærred?

lørdag den 2. januar 2016

Strikkeåret 2015 - og planer for 2016

I 2015 strikkede jeg ifølge regnskabet på Ravelry 15511 meter. Jeg har ikke i løbet af året opgjort, hvor meget garn jeg har købt. Det bliver anderledes næste år, for jeg ville gerne have vidst, om lageret virkelig voksede i 2015.

Der var tre større projekter: Yrsas trøje, spisebordstoppen og senest en Hitofude cardigan til mig selv. Plus to sjaler. Dem går der unægtelig også nogle meter garn til, men ellers var det mest mindre projekter, jeg havde gang i. Det er dem, jeg bedst kan lide at lave, men det kniber med at få dem anvendt. Det gælder nu også de større projekter.


Hitofude (Hitofude betyder "et enkelt penselstrøg". Poetisk, ikke?) cardiganen tror jeg, jeg kommer til at få brugt.
Dels ser den rimelig vellykket ud, dels er den strikket i Liseta fra BC-garn, en blanding af silke og hør. Ikke noget uld overhovedet.

Det er en sommercardigan, men den blev lige slæbt ud i vinden for at få taget et preliminært billede. Den er endnu ikke vasket og skal vel også "flades" lidt, men en egentlig udspænding bliver for meget, tror jeg.

Jeg har ikke så mange planer for, hvad jeg skal strikke næste år. Dog har jeg tænkt mig at genoptage min patenttrøje, der overvintrede det meste af 2015.

Jeg har igen planlagt at få formindsket garnlageret. Det forsøgte jeg også i 2015, men der gik kage i det sidst på året, hvor fristelserne på diverse nedsatte garner blev for meget for mig. Jeg måtte sande, at mine egne opstillede krav var for skrappe. Udfordringen i 2016 bliver at få brugt dobbelt så mange metre, som jeg køber ind. Noget mere spiseligt end min udfordring sidste år.

De sidste tre år har jeg lavet en opskrift til fri afbenyttelse. I 2015 var det på et par pulsvarmere, men planerne går ud på at få lavet en opskrift på en babykjole. Nok lidt mere krævende end pulsvarmerne.

Endelig har jeg også planer om at få færdiggjort det broderede vægtæppe, der har ligget i dvale i årtier. Jeg mangler faktisk kun en del af frynserne.
NU skal det altså snart være, og så må jeg undvære strikkeriet, mens det står på.