søndag den 13. juni 2021

Genåbning

Hvor har der dog været snakket meget om "lys for enden af tunnelen" under corona-krisen. I et læserbrev i vores avis var der en, der skrev, at han var træt af at høre om lyset for enden af tunnelen. Hvorfor kunne man ikke se noget andet - en pingvin for eksempel? Dorthe mente, at hun kunne se en kop cafékaffe.

Det har man jo kunnet få i et stykke tid nu, hvis man ville indtage den udendørs, og det har vi da også gjort nogle gange. Desværre ser det ud til, at kvaliteten på nogle af vores favoritsteder er faldet i løbet af krisen.

Et af vores faste steder er Emmerys her i Åbyhøj. Kaffen og betjeningen er vist på samme niveau, men den morgentallerken, vi fik for et par uger siden, havde ikke vanlig standard. Ægget var hårdkogt, osten vendte hjørnerne opad, der var mindre skyr uden rabarberkompot, og det lækre flagesalt var skiftet ud med ordinært fint salt. Der var simpelthen ikke på nogen måde kælet for detaljerne - mon det er helt slut nu?

Endnu værre var det på RS28 i midtbyen. Den var ved sidste besøg bemandet med en ung pige, der ikke var særlig interesseret i sit arbejde, og hun får måske heller ikke ret meget for det. Men letmælken var sur, hun kom til at lave en latte i stedet for den ønskede cappuccino, toiletterne var lettere uhumske. Kaffen var dog stadig god.

I går forsøgte vi os så med Street Coffee i Jægergårdsgade, som måske er vores favoritsted af alle, og det var heldigvis helt, som det plejer.


De andre yndlingssteder skal have en chance til, men ellers skal vi nok til at frekventere nogle andre steder. Ud over Street Coffee, altså.

Jeg har bestemt ikke noget imod at komme i Jægergårdsgade. Gaden er under stadig forandring, butikker går og nye kommer til. Jydsk Skum har været i gaden lige så længe, som vi har boet i byen, og det er altså snart 40 år, men nu er det åbenbart slut


Det er lidt trist, når de ikoniske butikker forsvinder. På den anden side har vi ikke handlet der i umindelige tider, men da vi flyttede til byen, var det da der, vi købte vores skumgummimadrasser. Jeg havde min på mit sengeleje bygget af ølkasser, indtil jeg for 5-10 år siden syntes, at nu var den blevet for flad, og jeg investerede i ny seng.

Og i morgen falder maskerne så. Jeg har ikke følt mig synderlig plaget af påbuddet og vil nok stadig anvende mundbind i en del situationer. Smitten er jo ikke forsvundet, bare fordi der ikke er mundbindspåbud mere, snarere tværtimod. Jeg kan dog udmærket forstå, at det bliver dejligt for dem, der på grund af deres arbejde har været tvunget til at gå med beskyttelsen i mange timer ad gangen. 

Det, jeg glæder mig mest til i den forbindelse, er at slippe for al den brok, der har været fra mange, bare fordi de skulle tage mundbind på for eksempel i forbindelse med indkøb. Så på sin vis bliver det en glad dag for mig også.

fredag den 28. maj 2021

Årets pinsecamping

...blev en temmelig våd omgang.

Vi var på Sandersvig Camping ikke så langt fra Christiansfeld. Det blev noget klaustrofobisk at opholde sig i hytten hele tiden, så vi kørte nogle ture, men landskaberne er unægtelig også kønnere, når det udendørs brusebad ikke er i gang.

Der var en del dyr i tilknytning til pladsen. Jeg var gået hen for at se på dem på et tidspunkt, hvor der var et stop i regnvejret. Det begyndte imidlertid at sile igen, men det gad gederne (eller var det i virkeligheden får?) ikke, så de skyndte sig ind i deres hus.


Svanegæssene havde vist ikke noget mod regnen, og de havde heller ikke noget mod det mudder, det efterlod.


De havde ellers flotte orange fødder.

Det regnede dog ikke hele tiden. Lørdag morgen gik jeg ned til stranden forbi en lille skov med nogle imponerende høje bøgetræer.


Mit billede yder ikke de ranke og meget høje stammer fuld retfærdighed, men man kan da se fordelen ved det våde vejr, der har været - der er simpelthen så grønt overalt. Søndag eftermiddag og aften fik vi endda solen at se.

onsdag den 19. maj 2021

Nyt logi


Denne lille fyr, som ikke er meget større end en valnød, er vores helt egen gærdesmutte. Det vil sige, han er nu også vores nabos, og på billedet sidder han på plankeværket mellem vores haver.

Når jeg mener, det er en han, er det, fordi jeg har set ham samle redemateriale, og jeg har læst, at hos gærdesmutterne er det hannen, der bygger reden. Eller faktisk så bygger han flere, så hunnen kan vælge den fineste af dem.

En af dem byggede han oven på og bag lampen ved vores indgangsdør, men der var nok for livlig trafik for hunnen. I hvert fald tror jeg ikke, det er der, hun ruger.

Jeg er meget glad for gærdesmutten og dens sang, og den må gerne bygge rede i vores have, så nu har vi også købt et færdigt logi til den. Det er en solid sag i lærketræ (selvfølgelig FSC-mærket):


Jeg håber, at gærdesmutten bliver glad for den, når vi engang får den sat op. I hvert fald kan den sikkert bruges som vinterhi.

Faktisk har jeg lidt planer om at købe et par stykker til af en anden type, for det gælder jo om dels at have noget forskelligt at tilbyde gærdesmutten, dels at få brugt nogle af sine penge. Som mange andre er jeg dybt irriteret over, at banken kræver renter af de penge, jeg har stående til brug i dårlige tider. 

De foregiver, at de har placeret hele baduljen i Nationalbanken, hvor de så skal betale renter af indestående, og selvfølgelig skal de have noget stående der, men jeg troede ærlig talt, at de investerede størsteparten og på den måde tjente nogle af de overordentlig mange millioner, de har i overskud. Enten er det noget, jeg har misforstået, eller også er de ikke dygtige nok til investeringerne. Eller også - og det tror jeg indtil videre mest på - så er de bare overordentlig grådige.

Så mine penge - så mange er der altså heller ikke, men alligevel - kunne godt bruge et nyt logi. Det bliver dog ikke under madrassen ;)

Fakta er imidlertid, at min indstilling til egne penge har ændret sig på det sidste. Jeg har måttet indse, at det ikke er nogen dyd at have en reserve stående. Tværtimod er det en dyd at bruge løs. Når der er et eller andet, jeg godt kunne tænke mig, gider jeg næsten ikke finde et godt tilbud. Jeg har aldrig været den ivrigste tilbudsjæger, men nu er det da helt omsonst. Problemet er bare, at der ikke er så meget, jeg har brug for eller kunne tænke mig, men gærdesmutten kan forhåbentlig.

onsdag den 5. maj 2021

De første gæslinger

 ...så vi i Doktorparken i Randers på aprils sidste dag.

Vi troede først, at der ikke var kommet nogen endnu, fordi der ikke var nogen på vandet, men da vi var kommet næsten hele vejen rundt om søen, var der alligevel noget dunet i græsset ved vandkanten.

Først et gåseægtepar med tre afkom, derefter endnu et par, hvor der var noget, der bevægede sig under gåsemors vinger. Jo, der var da i hvert fald to gæslinger, så fik vi øje på nummer tre, og var der egentlig ikke fire? Først da gåsemor rejste sig, så vi, at der var hele fem små, der havde puttet sig i mors lune dun i det lidt kølige og fugtige vejr.


Vi glæder os allerede til næste gæslingebesøg om et par uger.

lørdag den 24. april 2021

April gøremål

Fredag fik jeg mit første prik. Jeg fik en tid til restvaccine, bare 3 dage før den tid, jeg ellers havde fået booket. Det var jo meget fint, men desværre blev min tid til andet prik slettet sammen med den til første. Der var ikke nogen tider før ret langt ud i fremtiden, så nu tager det længere tid, inden jeg er færdigvaccineret. Jeg har dog tænkt mig igen at skrive mig op til restvacciner, måske er jeg heldig endnu en gang.

Jeg havde forestillet mig, at der ville blive rig lejlighed til at snuppe et billede af en lang kø, men der var ikke nogen kø af betydning, og det var jo rart.


Heller ikke i de 15 minutter efter vaccinationen var der overbefolket i venterummet.

I ugens løb har vi besøgt en planteskole på Djursland, hvor jeg havde bestilt nogle nye storkenæb. 


Egentlig åbner planteskolen først til maj, men man kunne både få planterne sendt med posten eller selv hente dem. Jeg ville helst det sidste, jeg kan ikke rigtig forestille mig, at de små planter har godt af en tur med PostNord.

Planterne både til mig og til et par andre stod lige så fint i kasser på et bord. Jeg har ikke fået dem plantet endnu, og ærlig talt er jeg lidt spændt på, om jeg kan finde plads til dem alle i vores minihave.

Vi benyttede lejligheden til at køre en tur på Djursland, hvor vi for efterhånden en del år siden tilbragte mange somre i mine forældres sommerhus i Fjellerup. 

Vi kørte først til Bønnerup, hvor vi fik frokost - et par fiskefrikadeller af god kvalitet med rugbrød til - på havnen. Indtaget inde i bilen, for der var en strid blæst. Så kørte vi lidt rundt, ekstra meget i Fjellerup, hvor vi genså sommerhuset, der ligger i et skovområde tæt på stranden. Til vores tilfredshed var det stadig skovområde, vi havde frygtet for, at træerne var blevet fældet. De fleste synes jo, det er ganske forfærdeligt, hvis den store cancergrill ikke kan skinne uhindret på dem hele tiden. Men sandsynligvis ligger der en vedtagelse om, at området skal vedblive at være skov.

Bitsjka i skovbunden 
ved sommerhuset
Der var masser af anemoner. Vi har nogle få af deres slægtninge i vores egen have. Bitsjkas anemoner kalder vi dem, opkaldt efter vores første kat. Hun var tit med i sommerhus og var meget glad for at gå tur (i sele) i skovbunden med anemonerne.

Vi kom forbi fem herregårde på turen og oplevede flere steder et ret usædvanligt fænomen, nemlig sandstorm. Et enkelt sted føg sandet så tæt, at vi måtte sætte hastigheden ned til 10-20 km i timen. Synd for landmændene, for deres udsæd må vel også blæse rundt.

Vi har også været på en uges ferie i sommerhus i Ålbæk. Af diverse grunde blev det ikke den bedste ferie, vi har haft. Det vender jeg måske tilbage til.

torsdag den 8. april 2021

Delikate dadler

På vores lokale torvemarked kan man få flere slags dadler, blandt andet dem, jeg allerbedst kan lide. De hedder asal dadler.



Da jeg var barn, var dadler noget klistret stads, som man fik fra en oval æske. Meget praktisk var der også en lille plasticgaffel i æsken, så man med lidt held kunne undgå at grise sig alt for meget til. Klistret eller ej, jeg kunne godt lide dadler.

Senere kom så de såkaldt friske dadler - meget mindre klistrede. Og så kom der minsandten forskellige sorter af dadler. Pludselig kunne man alle vegne få medjool dadler, kæmpestore og flotte, men dem er faktisk ikke så glad for.

Asal dadlerne er meget mindre, og de er ikke så søde. De er lækre, synes jeg.

Engang var der i torvehallerne et stade med dadler, og der var nok mindst 10 forskellige slags. Der lærte jeg, at de lyseste dadler er de sødeste. Jo mørkere de bliver, jo mindre søde er det. Helt modsat det, jeg intuitivt troede.

Det er nu ikke, fordi jeg spiser oceaner af dadler, men det sker, at jeg bruger dem i madlavningen, især hvis jeg laver marokkansk inspireret mad. 

onsdag den 31. marts 2021

Påskehilsen

 


Jeg har fået den sødeste påskehilsen. Det er selvfølgelig killingerne, der nu er teenagere og næsten voksne, der har vidst, at jeg er vild med mørk chokolade og påskeæg. Tusind tak teenager-katte (og Annett)!

Der er nu noget særligt over at få sådan en fin pyntet æske. Der er lidt mere forkælelse i det end i bare at købe sine påskeæg selv.

God påske til alle der læser med her

mandag den 29. marts 2021

Nu kommer det - foråret

Det har unægtelig været et køligt forår, men nu er der endelig lovet højere temperaturer. Jeg håber, det kommer til at passe, vi trænger til det.

For nogle dage siden var vi i Randers, og da var det ganske vist køligt, men ellers kunne vi nu ikke klage over vejret. Vi gik tur i Doktorparken for at se, om gæssene var kommet, og det var de.


Jeg havde glemt mit kamera, så jeg måtte nøjes med telefonen, hvilket forhindrede specielt gode billeder af gæssene.

Som en ekstra attraktion var der også en kat i parken den dag. En nydelig rød hankat, og han var overhovedet ikke bange for mennesker, så ham kunne jeg komme passende tæt på med min telefon.

Han var ikke uinteresseret i gæssene, som vist nærmest var større end ham.

Kan jeg nå den, hvis jeg springer rigtig hurtigt?

Tror han ikke, at en gås er et lidt for voldsomt bytte? En af vores solgte killinger tog engang en fasan, men en grågås er altså noget større. Det lykkedes for Rødemis at jage gåsen på det øverste billede i vandet, men det var det hele.

Vi må snart i Doktorparken igen medbringende et bedre kamera, og vi vil meget gerne også hilse på Rødemissen igen.

onsdag den 24. marts 2021

Er der slet ikke nogen stopklods?

...når "nogen" får fremstillet og opstillet et skilt som nedenstående: 

 
??? Hvad menes der mon med de datoer??? Mit gæt er 26/3 - 6/4, men det kunne selvfølgelig også være 26.4.2021 - 6.4.2022. 

Den ansvarlige hører da vist til sidste kategori på skiltet. Under forudsætning af, at der menes "handicappede", forstås. Vedkommende må nødvendigvis være sprogligt handicappet. Det er der principielt ikke noget i vejen med, men der burde i så fald være nogen, der læste korrektur.

Jeg har tænkt mig at holde øje med, om skiltet - der var forresten flere enslydende - bliver udskiftet.

1. april 2021
Skiltet er ikke blevet udskiftet, men det første 4-tal er blevet erstattet af et sandsynligvis håndmalet 3-tal, noget mindre end de øvrige cifre. De store bogstaver, den ubehjælpsomme sproglige formulering og den dårlige placering af hele meddelelsen på skiltet har overlevet.

torsdag den 18. marts 2021

Skrumpehoved

Jeg er for et stykke tid siden blevet færdig med den balaclava, jeg købte opskrift til hos PetiteKnit. Den blev rigtig sød, synes jeg. 

Jeg har også fået den fotograferet. I mangel af et barnehoved bruger jeg somme tider en ballon for at få vist mine strikkede huer ordentligt. Denne gang tabte ballonen hurtigt luften igen, og i dag mindede den mest om et skrumpehoved:


Men man kan da stadig nogenlunde se, hvordan balaclavaen ser ud. Den blev strikket i en blanding af merino og alpaka, Lana Naturale Inca fra Mondial - superlækkert! Der et par bedre billeder på Ravelry, hvor luften endnu ikke er gået af ballonen.

Ud over balaclavaen, som ikke tog meget mere end en aften, har jeg bl.a. strikket nogle babyveste. Nogle af dem med asymmetrisk lukning, de blev nærmest improviseret. Måske laver jeg også en opskrift til, det har jeg ikke helt bestemt endnu. Den første i Eco Denim - genbrugsbomuld fra Mondial - kom til at se sådan ud:


For at det hele ikke skal være i de gråbrune nuancer er her et billede af en lille kængurutrøje:


Jeg kan godt lide modellen. Det kan godt ske, jeg vil strikke den igen. Garnet er Vikings Eco-Alpaca, og det vil jeg til gengæld ikke bruge igen.

I føljetonen om min terapeutcardigan mangler jeg nu kun at montere, hvilket ud over at sy sidesømme og i øvrigt sy tråde ind indbefatter at få lavet en icord-kant hele vejen rundt. Der skal tages over 400 masker op - det hader jeg! Så hellere hæfte ender. Men det skal nok blive gjort, når jeg nu er næsten færdig.

onsdag den 3. marts 2021

Tid til te

Her på mine gamle dage er jeg blevet gladere og gladere for te. Igen. For i mine unge dage, inden jeg for alvor begyndte at drikke kaffe, drak jeg spandevis af te.

Det vil være en overdrivelse at sige, at jeg igen drikker i spandevis, men især om aftenen er jeg glad for te. Om morgenen er det stadig lidt for vandet for mig.

Vi har altid mindst tre slags te i huset: Yndlingsteen Assam, en grøn te og rooibos. Efter jeg har hørt en teimportør fortælle om, hvordan der bliver sprøjtet uhæmmet med diverse giftstoffer i teplantagerne, køber jeg næsten altid økologisk.

For ikke så længe siden købte jeg et udvalg på nettet:


Foreløbig har vi kun smagt en af teerne, en Assam - dog ikke den på billedet. Den var god, jeg er meget glad for den maltede smag i Assam-teerne.

Sammen med teerne købte vi også et nyt tefilter. Vi har ellers brugt engangs-tefiltre, men det her er større og altså ikke engangs. Jeg er sikker på, at teentusiaster udmærket er klar over det, men jeg vidste ikke, at teen smager meget bedre, når der er plads nok til, at den kan folde sig ordentligt ud under brygningen.

Vi havde en Assam gunpowder i lageret, som vi ikke syntes rigtig smagte af noget, men det skal jeg lige love for, den kom til, da vi lavede den i det nye tefilter.

Heldigvis kan man stadig lære nyt, selv om man er oppe i årene.

fredag den 19. februar 2021

I den tomme by

Byen er unægtelig mindre befolket end normalt. Jeg var der i går omkring middagstid, og da så strøget sådan ud:


Det undrer mig lidt, at der var tomt, for der er trods alt en del butikker, der har åbent, og det var torsdag, som efterhånden næsten tæller med til weekenden for en del mennesker. 

Måske er det, fordi Århus er en by med mange studerende - faktisk er en syvendedel af indbyggerne studerende, efter hvad jeg ved. Og de studerende har i hvert fald lang weekend og plejer at fylde godt op i gadebilledet, men i dag var det overhovedet ikke svært at holde afstand.

Hvorfor var jeg egentlig selv i den halvlukkede by en regnfuld formiddag? I hvert fald ikke for at få en kop god cafékaffe, selv om jeg længes efter det.

Ganske vist sælger mange caféer take-away kaffe, men dels gider jeg ikke drikke min kaffe på åben gade, når vejret ikke er bedre, og dels får jeg som regel altid brug for et toilet ret kort tid efter, jeg har indtaget kaffe. Og det er et problem i Århus i denne tid. Der er en udpræget mangel på åbne offentlige faciliteter. Selv i Bruuns Galleri har man med henvisning til corona-situationen lukket toiletterne af, på trods af, at der er masser af åbne forretninger i Bruuns. Så ingen kaffe til mig uden for hjemmets fire vægge.

Nej, forklaringen er selvfølgelig noget med garn. Jeg blev fristet af et godt tilbud på ren cashmere hos Charlotte Tøndering, så det var det, jeg var i byen for at hente.

Faktisk har jeg aldrig strikket med ren cashmere, kun med cashmere-blandinger, og jeg har også kun et enkelt 100% cashmere garn i lageret. Indtil nu altså, nu er der lidt mere, som jeg agter at forvandle til luksuspulsvarmere. Her er mit cashmere:


Det var jo så endnu en forøgelse af garnlageret, selv om jeg endnu ikke er kommet på den rigtige side efter januars udskejelser, men jeg er gået i gang med ærmerne på den famøse "Terapeutens Cardigan". Det må hjælpe godt på garnlagerets størrelse, når den inden forhåbentlig alt for længe er blevet færdigstrikket.

tirsdag den 9. februar 2021

Frost i februar

Er det ikke adskillige år siden, vi har haft så megen frost? Her har vi også lidt sne, andre steder i landet er der vist meget mere. Det ser da meget pænt ud, jeg er bare ikke så meget for at gå ture i det. Dels er det bidende koldt, når det blæser, men hvad værre er, at der mange steder er is under sneen. Det er altså glat, og det har jeg respekt for.

I sidste uge var vi en tur i Randers. Da var det både koldt og blæste. Vi gik alligevel en lille tur ved havnen, men den blev ikke så lang, som vi havde forestillet os.


Det store grønne skib, der bedømt på duften var kommet med savsmuld, hed Anna Lehmann og var fra Lübeck, men egentlig var det isen i fjorden, jeg fotograferede. Jeg var forundret over, at der var så meget.

Til kyndelmisse var der også frost, men vindstille. Der var så dejligt i parken den dag, og jeg havde heldigvis kameraet med mig:

Fyrretræet var blevet dekoreret med et fint lag rim

Der var også andre, der gik morgentur i parken

Solsorten syntes i hvert fald, at det var hundekoldt

Birkens rakler er allerede store

Højt på en gren - en råge

onsdag den 3. februar 2021

Ikke på ønskesedlen

 


Bemærk at der kun er 25 g i et bundt. Det må bestemt være verdens dyreste garn. Ren vicuña, men det bliver ikke lagt i min kurv alligevel. Intet - og jeg mener INTET - garn kan være så meget værd.

OK, hvis man havde en månedsløn på en million, så ville det måske se anderledes ud, men det har jeg så ikke lige.

Også hos det tyske firma Pascuali har de ren vicuña, det er bare en anelse billigere end Langs. Jeg har nu en mistanke om, at det i virkeligheden er det samme garn, bare med forskellig etiket, men det er sådan set kun af akademisk interesse.

På en af de sider, hvor jeg læste om luksusgarnet var der også en video, hvor man så, hvordan vicuñaerne bliver indfanget, og det så ærlig talt lidt barsk ud, så også af den grund kommer der ikke noget vicuña-garn i hverken min indkøbs- eller strikkekurv, heller ikke selv om jeg var multimillionær. Lad dog de vicuñaer beholde deres uld selv.

Noget andet er, at Pascuali har en rædsom masse meget lækkert garn. Mon ikke der er en forhandler i Berlin eller Hamborg med et større udvalg? Det vil jeg undersøge, når verden engang nærmer sig det normale igen, for så vil jeg dertil og mærke, dufte og se farver.

onsdag den 27. januar 2021

Strikkeopskrifter og deres beskaffenhed

Hvor er kvaliteten af strikkeopskrifter dog forskellig. Danske strikkeopskrifter har en en næsten fast pris - 30 eller 40 kr. - men det er godt nok meget forskelligt, hvad man får for pengene. Og apropos penge, så vil jeg lige gøre opmærksom på, at dette indlæg ikke er sponseret, det er bare min egen uforbeholdne mening.

En af de gode designere er Sanne Bjerregaard, også kendt som Rasmilla. Jeg har strikket adskillige af hendes modeller, sidst Hjertetrøjen:


Ikke alene er Sanne Bjerregaards opskrifter gennemarbejdede (jeg tror kun, jeg har fundet en enkelt fejl, og den var minimal), de er også både innovative og med smarte finesser.

Hjertetrøjen er for eksempel strikket i omvendt glat, så man er nødt til at strikke hver anden pind med vrang i bærestykket og på kroppen. Ærmerne kan derimod strikkes på vrangsiden med bare ret, så man undgår de besværlige vrangmasker, og der er en fin anvisning på, hvordan man vender arbejdet og med et lille fif undgår huller i ærmegabet. Ribben forneden på trøjen startes også efter en retpind på forsiden, hvilket ser en del bedre ud, end hvis man starter den efter en vrangpind. Det ved en erfaren strikker, men for de mindre erfarne er den slags detaljer guld værd for et godt resultat.

Sannes opskrifter til både børn og voksne kan købes på Ravelry, men hun samarbejder også med Filcolana, og de opskrifter er oven i købet gratis.

En anden designer, jeg er glad for, er Mette Hvitved, der designer under navnet PetiteKnit. Også hendes opskrifter har mange gode detaljer, og hun er vist helt fortjent en af de mest populære strikdesignere netop nu. 

Jeg har moret mig en del over, at nogle garnforretninger har været nødt til at tilpasse deres udvalg efter hendes opskrifter. På et tidspunkt designede hun en Sweater i et Noro-garn. Noro var ellers lidt ude af det danske marked på det tidspunkt, men pludselig kunne man få netop det garn i utrolig mange butikker.

Jeg har selv strikket et par af hendes modeller, og der var bare ikke noget at være i tvivl om på noget tidspunkt. Sidste år strikkede jeg Ankers heldragt til en baby, der ventes i februar:



Den er bare sød, synes jeg. Garnet er Sandnes Sunday PetiteKnit, der er udviklet i samarbejde med netop Mette Hvitved, blandt andet har hun designet nogle af farverne. Det er immervæk også noget af et skulderklap. 

I den anden ende af min personlige skala over designere ligger Britta Wilfert. Jeg købte sidste år hos garnbutikken Sommerfuglen et kit med en cardigan kaldt "Terapeutens cardigan" designet af denne designer. Cardiganen er ikke færdig endnu, og det er opskriftens skyld. Det varede nemlig ikke længe, inden jeg opdagede, at der var fejl i den. Tydeligvis var cardiganen kun strikket op i den mindste størrelse, og der manglede simpelthen flere gange maskeantal for de andre størrelser.

Tre gange måtte jeg kontakte Sommerfuglen, inden de indrømmede, at der faktisk var fejl - eller rettere mangler - i opskriften. Efter første henvendelse, hvor de nægtede, at der var noget galt, blev jeg sur og smed det hele til hjørne. Så tænkte jeg, at så let skulle de alligevel ikke slippe. Henvendte mig endnu en gang med negativt resultat. Først efter tredje kontakt indrømmede de, at der var fejl, og jeg fik en rettet opskrift. Jeg strikkede videre, men efter et stykke tid opdagede jeg, at opskriften da ikke rettet hele vejen igennem. Så blev jeg sur igen, men opgav flere henvendelser. Så hellere strikke videre efter bedste evne. Nu mangler jeg kun ærmerne, og dem regner jeg med også selv at kunne improvisere, så der er lys for enden af tunnelen, men jeg vil aldrig strikke en Britta Wilfert model igen. Det er simpelthen ikke sjovt at strikke efter så sjusket en opskrift.

Her ligger den halvfærdige cardigan og flyder på en stol

Netop det med at modellen er strikket op i alle størrelser og alle varianter mener jeg, man med rette kan forvente, når man betaler for en opskrift, men jeg har flere gange været ude for, at det ikke har været tilfældet. Det er godt nok at springe over, hvor gærdet er lavest.

På Ravelry kan man finde opskrifter, hvor man kan få lov at teststrikke. Det har jeg været med til nogle gange, og selvfølgelig bliver der teststrikket i alle størrelser. Belønningen for arbejdet er selve opskriften.

Jeg var jo noget kry, da jeg for et par indlæg siden fortalte, hvor mange meter, mit garnlager var svundet med sidste år. Ganske kort tid efter kom jeg til at købe nyt garn, bare fordi...

Rosy Green Wood Cheeky Merino Joy
Når sandheden skal frem, købte jeg endnu flere bundter end dem på billedet

I dette tilfælde, fordi det er så lækkert, og fordi det er GOTS-certificeret, altså produceret med hensyn til både mennesker, dyr og miljø. Og så var det lidt på tilbud, så jeg lod mig lokke. Garnet hedder Rosy Green Wool Cheeky Merino Joy, og det er en fornøjelse at strikke af. Sidste år blev det til denne lille trøje, som for øvrigt netop var en prøvestrikning af en opskrift fra en dansk designer, der hedder Elsebeth Judith Sørensen:


Jeg er også kommet til at købe lidt andet garn. Bare fordi... det er et nyt garn, jeg har lyst til at afprøve.

torsdag den 21. januar 2021

En dame i haven

Vores tempeltræ, altså vores Ginkgo biloba, er et dametræ! For bare et par dage siden opdagede jeg, at det har frugter.


Bare tre styk, men umiskendeligt frugter! Når et tempeltræ har frugter, er det en hun, et dametræ.

Man kan læse en masse på nettet om tempeltræerne. En af de gode sider er denne fra Landbohøjskolen. Der står blandt andet, at hantræet i Landbohøjskolens have hvert år befrugter et huntræ på Bülowsvej, og jeg tror, at netop dette træ var det første, jeg så med frugter. Jeg havde næsten glemt det, men det dukkede op i hukommelsen, da jeg for anden gang i mit liv så tempeltræsfrugter. På vores eget træ!

Gad vidst hvor langt hantræets pollen kan flyve? Mig bekendt gror vores nærmeste tempeltræ mindst 500 meter fra os, men jeg har godt nok ikke været inde og undersøge alle baghaverne.

Jeg læste også på den pågældende side, at Ginkgo er afledt af et kinesisk ord, der betyder sølv-nød eller sølv-blomme, og de ligner da også små blommer. Sølvet ved jeg ikke rigtig hvor kommer fra. Måske er sølv i Kina sædvanligvis anløbet.

De ligner også noget de paradisæbler, vi har kigget så meget på i den senere tid:



P.S.
Mon solsortene vil spise tempeltræsfrugter?

 

mandag den 18. januar 2021

Aprilvejr i januar

Altså ikke når det gælder temperaturen, men når det gælder omskifteligheden. Den ene dag er der tåge eller regn, så en dag med skyfri blå himmel efterfulgt af en gang sne og frost og så endnu en dag med blå himmel. I dag er vi tilbage ved det grå og lidt tågede. Jeg får oplevet det hele på mine traveture.


Sjaggeren, som Dorthe har fotograferet, og en hel masse af dens artsfæller har vi haft stor fornøjelse af.

De holder til i et naboparcelhuskvarter. Der er nogle gennemgående veje med stikveje, og på hver stikvej er der ved hvert hus et træ af samme slags, men forskellige på de enkelte stikveje. På en af dem er det paradisæbler, og da der først var kommet lidt frost, kom sjaggerne også. Den første gang, jeg bemærkede dem, gav de en masse lyd fra sig. Jeg tror, det var for at holde solsortene væk, men solsortene var vist ligeglade. de valgte bare nogle andre træer. Nu er næsten alle paradisæblerne spist, men sjovt nok er der lige to træer, hvor der stadig er nogle.

Det pågældende parcelhusområde er fra lige omkring 1970, og jeg kan ikke lade være med at beundre, hvor gennemtænkt planlægningen har været. Igennem hele Åbyhøj går en grøn kile med flere parker, og på vejene er der som nævnt plantet masser af træer med både et samlende udtryk og variation. Nogle af dem er godt nok blevet fældet, men de fleste er der endnu.

Snemanden nedenfor er fra den første omgang tøsne. Senere er der selvfølgelig kommet flere snemænd, mange af dem udstyret med mundbind. De har dog det problem, at de ikke kan få mundbindet korrekt anbragt over næsen. 


Her har vi så den helt blå himmel:


Og lav sol over Århus. Eller i dette tilfælde over Åbyhøj:




Der er næsten altid nogen, der går tur med deres hunde i parken, men en dag mødte jeg også en kat i sele.

Den var længere oppe i træet, da jeg først fik øje på den, men nåede at klatre næsten ned, inden jeg fik fisket telefonen frem og spurgt, om jeg måtte fotografere.

Ejeren havde en stor rygsæk på ryggen, som katten hoppede ned i, hvis de mødte en uvenlig hund. Ret smart, synes jeg. Jeg blev trods alt ikke opfattet som så farlig, at det blev nødvendigt at komme i skjul, men jeg gik så heller ikke så tæt på.



tirsdag den 12. januar 2021

fredag den 8. januar 2021

Status på strikkeåret 2020

Det blev et super strikkeår, især fordi jeg endelig kan jeg skrive, at garnlageret er blevet formindsket. Det har været planen i mange år, men først nu er det lykkedes. 

FAKTA:
14169 meter strikket. Lidt flere meter brugt, da et enkelt projekt er strikket med dobbelt tråd. Der er også et enkelt, men lidt større, halvfærdigt projekt, men det er nok det samme ved hvert årsskifte.
3441 meter er lageret formindsket med. Det er da noget!
3517 kr. kostede strikkeriet. Jeg har brugt en hel del på nye strikkepinde. Jeg strikker altid på rundpinde, og jeg gider simpelthen ikke bruge dem, der har fået stive wirer. Jeg har forsøgt at gøre nogle af dem bløde igen med varmt vand, men det hjælper kun kortvarigt. Jeg har i 2020 kun solgt for 275,- kr. De aflyste markeder mærkes tydeligt.
56 projekter blev færdiggjort. Det er de projekter, jeg har registreret på Ravelry. Nogle af dem indeholder flere enheder som for eksempel en portion babystøvler i drengefarver. Eller rettere sagt i farver, der kan bruges af både drenge og piger:


Sjovt nok kan piger gå i alle farver, men små drenge kan i hvert fald ikke gå i lyserødt. Pjat!
 

Det største projekt blev farveskiftesjalet, som jeg har skrevet om tidligere.

Jeg tror nok, jeg har bestemt mig for selv at beholde det, men jeg har godt nok ikke brugt det endnu.

En af de sjoveste ting, jeg strikkede i årets løb, var en lille matroskjole. Måske fordi den er helt anderledes end det meste andet strik, der er fremme netop nu.

Der var en masse montering, som jeg egentlig ikke er så vild med, og det bliver nok både første og sidste gang, jeg strikker den.


Hvad er ellers værd at nævne? Som sædvanligt en masse pulsvarmere, blandt andet flere kontrolstrikninger af årets opskrift, som jeg kaldte Ujiji, og som jeg bloggede om her. Og så var disse søde bloomers sjove at strikke:


Dem kan det godt ske, jeg laver flere af, men lige nu er der andet på pindene.

søndag den 27. december 2020

Færdig med Fanø

Jeg håber ikke, jeg nogensinde bliver færdig med Fanø, men jeg kan her på en af årets sidste dage blive færdig med at blogge om dette års Fanø-ferie, der som sædvanligt fandt sted i september.

Ud over det, jeg allerede har berettet om, var Fanø i år også:

Travetur på Hønen på sydøen.

Et møde med Anker Drømmefanger på nordøen.
Anker er lavet af kunstneren Thomas Dambo, og Dorthe giver et indtryk af,
at Anker er en pænt stor trold.

Krager på stranden.

- og på antennerne. Nå, det har jeg vist nævnt før.

Sønderhos stråtækte huse

Det maleriske gamle skibsværft på havnen i Sønderho

Sælerne på sandbanken i havnen i Nordby, der her er lige ved at blive oversvømmet af højvandet.
Der var mange sæler i år. På et tidspunkt så vi ni samtidig.

Solnedgang på Rindby Strand.
Man kan også lige skimte månen, hvis man ser godt efter.

Udsigt til Esbjergs lys fra Nordby

Og så var der rigtig meget hygge i sommerhuset med killingerne, men det har jeg i hvert fald skrevet om før.