De små glæder

 

Julius-fodspor på vores havegang er en af de små glæder. Vi ved selvfølgelig ikke med sikkerhed, om det er Julius, der har sat aftryk, men vi tror det. Det ser i øvrigt ud til, at Julius er glad for sneen, og han pynter i hvert fald:

Julius selv er en af de store glæder. Når vi møder ham, kommer han altid løbende med højt løftet hale for at få lidt kæl. Jeg er mere end én gang kommet for sent til bussen, fordi jeg skulle snakke med ham, men der kommer som bekendt altid en sporvogn bus til.

Vi er også glade for ham af en mere prosaisk grund. Vi tror nemlig, han er med til at holde rotter (og mus) væk. Ikke fordi vi ved, at han tager dem eller i det hele taget kan tage rotter, for det er jo ikke alle katte, der har den evne. Men det siges, at det ved rotterne ikke, så de holder sig på afstand, når de kan lugte katte. I hvert fald er det et faktum, at vi ikke har fanget så mange gnavere, efter at Julius er flyttet ind.

Kyndelmisse slår sin knude

Det er godt nok koldt og blæsende i år, men det forhindrer ikke nogle meget smukke morgener og tusmørketimer.

Dette billede tog jeg på hjemvejen for et par dage siden. Farverne var endnu smukkere i virkeligheden.

"Det er hvidt herude" passer ikke lige nu her i byen, men der er trusler om snestorm i dag. Jeg kan godt undvære både frosten og sneen. Jeg siger med Blicher:

Kom, sydvest, som frosten tvinger
kom med dine tågevinger
kom og løs den bundne jord!

Et af vejrvarslerne i forbindelse med Kyndelmisse - eller Kjørmes knud som dagen hedder på jysk - siger, at hvis det blæser så meget, at atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, så er foråret snart på vej. Jeg gætter på, at varslet ikke gælder, når blæsten er østenvind, og godt nok blæste det meget i mandags, men så meget? Nå, for resten findes der vel slet ikke kællinger mere.

Strik i 2025

Det er godt nok ikke meget, jeg får blogget efterhånden. Det kniber med tiden! Jeg strikker mere, end jeg blogger. Men sidste års strikkestatus skal altså med, også selv om der igen i år er røde tal i stort set alle felter. Det tager jeg nu ikke så tungt.

FAKTA

14041 meter fik jeg strikket, og til det brugte jeg 16005 meter garn, så en hel del blev strikket med dobbelt tråd. Gad vidst om det egentlig ikke er rekord?

2236 meter blev lageret forøget med. Vi kan da stadig være i huset, men der er godt nok også garn lagret op mange steder.

3630,85 kr. købte jeg garn for, og når tilbehør med videre er lagt til, så brugte jeg 4045,50 på strikkeriet i 2025. Jeg solgte for 1985,- kr. Noget lavere end de forrige år, primært på grund af lavt besøg på julemarkedet.

49 projekter blev færdiggjort i årets løb. Heraf var der en del større projekter: 2 voksen-sweatere, 2 tees til voksne og et stort sjal, som dog er hæklet.

Sjalet købte jeg opskrift og garn til i 2011, og faktisk bloggede jeg om det her, da jeg fik pakken. Jeg har da flere gange overvejet at gå i gang med det, uden at der skete yderligere, men nu skulle det altså være. Især da jeg opdagede, at opskriften hedder Henny (det havde jeg glemt), og gæt selv hvad den ældre dame, jeg hæklede sjalet til, hedder. Det er blevet overrakt og godt modtaget.

Jeg havde i øvrigt ikke garn nok, så måske finder jeg nogle forvildede bundter et eller andet sted. Men i hvert fald måtte jeg på jagt efter noget Navia Uno. Det var lidt af et detektivarbejde. Jeg fandt det i en malerforretning i Rønde, og heldigvis kunne man stort set ikke se forskel på farverne. 

Jeg har planer om at få strikket endnu et par uldne sweater til mig selv i 2026. For ca. et år siden fik jeg denne færdiggjort. Jeg brugte den ikke så meget sidste vinter, men her i januar har det været så koldt, at jeg har brugt den rigtig meget, og nu vil jeg gerne have noget at variere med.

Garnet er Maxima fra Mayflower, købt da Mayflower åbnede en butik i Salling vistnok i september 2024.

Efter bare et år havde den ophørsudsalg - en af grundene til det store overforbrug på min garnkonto. Der var meget stor rabat på alt, og så kunne århusianerne - mig selv inkluderet - komme ud af hullerne. Jeg ville gerne have mere af Maximaen, men der var nu ikke nok til en sweater af den farve, jeg var interesseret i. Jeg købte alligevel. Plus en hel del andet.

Her i januar kom så beskeden om, at Mayflower er gået konkurs. Den farve, jeg havde for lidt af, var stadig i deres webshop, så jeg måtte svinge kortet igen. Det er kommet, og minsandten om det ikke er samme partinummer. Bortset fra det synes jeg, det er trist at firmaet er gået konkurs. Det har eksisteret lige så længe, jeg kan huske, og nu kan man ikke mere få deres bomuld nummer 8!

Jeg havde ellers været meget dygtig på Fiberfolk-festivalen i Vejle her i midten af januar. Hverken Annett eller jeg købte så meget som en meter garn. Til gengæld købte jeg de sødeste maskemarkører med rav og wirer i læder.

De er taget i brug, og de er rigtig gode. Lige så gode som de elskede fra Sukkaplokki. De blev købt hos Fenja Farver, der også normalt holder til i Vejle, men helt sikkert har nogen med Fanø at gøre. Mange af deres produkter har Fanø-navne, mine maskemarkører hedder for eksempel "Sønderho", så det er nok Fanø-rav. For mig selvfølgelig et ekstra plus.

Glædelig risengrød

Jo ældre jeg bliver, jo gladere bliver jeg for grød. Jeg har nu altid godt kunnet lide risengrød, men repertoiret er blevet udvidet. Havregrød, flerkonsgrød, hirsegrød blandt andet .

På caféen Grød kan man få adskillige slags grød, men når det er den 24. plus alle dage fra slutningen af november og frem til jul kan man også få risengrød, og den er ydermere rigtig god.

Helt klassisk med kanelsukker og smørklat, men jeg tror risene er en mere smagfuld art end de helt glatpolerede, og sandsynligvis er grøden også lavet på havremælk. Jeg elsker den, men hvis jeg når endnu et besøg inden jul, vil jeg prøve den med kardemommesukker på i stedet.

Der er ikke så mange steder i Århus, man kan få grød. Hos Emma Emma (ja, det hedder stedet altså) kan man få en fantastisk lækker grød på sorte ris. Jeg kan bare ikke klare lydniveauet i caféen, så jeg har måttet indstille mine besøg der.

Støj er ikke noget problem i Moccacity, og der kan man få øllebrød, der er endnu bedre end risengrøden

Den er ikke så blog- og Instagramegnet, men den smager skønt lavet på meget groft brød og serveret med flødeskum, valnøddekerner og en eller anden slags syltetøj. Hvis man - jeg - er heldig er det enten blomme eller stikkelsbær. 

De havde også en glimrende øllebrød på caféen Frida, og i begyndelsen, jeg kom der, havde de også hirsegrød, men det er altsammen en saga blot. Frida lukkede til min store ærgrelse for et års tid siden.

Til gengæld har jeg opdaget, at man kan få grød på Emmerys. Det er ikke noget, de reklamerer med, den står ikke på nogen af de tavler, der er i kaffebarerne. Men den er på menukortet, som jeg var heldig at finde en gang i efteråret. Det er en flerkornsgrød lavet på havre, boghvede og flere andre kornsorter, og så er der bær i. Nogle af dem er ret syrlige, så det er godt, man får lidt af deres hjemmelavede mysli med også til at afbalancere syreniveauet.

Den smager godt og er særdeles mættende, skulle jeg hilse og sige. Jeg håber, de bliver ved med at have den, men jeg har aldrig set andre spise den, og de beholder den nok ikke på menuen for min skyld. Måske skal jeg sætte min lid til københavnerne.

Når jeg ikke regner de mange steder, der har chiagrød, som jeg opfatter mere som dessert end som grød, med. så kender jeg ikke flere grødsteder her i byen. Det er altså ikke ret mange!

Hjemme får vi altid havregrød, som måske snarere er en flerkornsgrød, om morgenen, når vi altså ikke skal noget andet. Jeg spiser min med kefir, nøjagtig 5 mandler/nøddekerner og så får vi også frugt til. Den bliver ikke foreviget, tre kedelige grødbilleder på være nok.

P.S. Også glædelig vintersolhverv!

Den forbudte farve

Jeg har næsten lige fået denne lille babytrøje gjort færdig. Det vil sige, selve trøjen har været færdig et stykke tid, men broderiet har manglet. Det er mit første forsøg med sashiko broderi. Sjovt at prøve!

Trøjen blev færdig til vores lokale julemarked på Elværket, men det kunne jeg have sparet mig. Der var knap nok nogen, der kiggede på den.

Årsagen er nok, at trøjen er gammelrosa, en aldeles politisk ukorrekt farve. Ingen mor vil iklæde sit barn det mindste lyserødt. Guderne forbyde, at nogen skulle kunne anklage dem for at indoktrinere deres små døtre til at være hunkønsvæsner. Så hellere intetkøn i gråt, brunt og beige i alle afskygninger. Jeg synes, det er hysterisk.

En mor sagde endda om en af Dorthes trøjer med lyserøde striber, at datteren jo ville elske den, men...

Også bedstemødrene er blevet opskærpet, at lyserødt er totalt tabu, og kun en tåbe frygter ikke svigerdøtre. Der fandtes engang svigermorvitser, nu om dage bør det vist være svigerdattervitser i stedet ;) 

Drengene skal naturligvis også helst gå i "trist nordisk"-kulører, men farveskalaen er dog udvidet med noget blåt og grønt, og fædrene er ikke helt så godt afrettet som bedstemødrene, så de kan godt finde på at skeje lidt ud. Og pigerne tager revanche, når de selv begynder at købe deres tøj, så kan der pludselig komme endog rigtig meget lyserødt i garderoben. Lige indtil de selv bliver mødre, altså

Julemarkedet var lidt et flop i år. Ærlig talt var der ikke særlig mange besøgende. Måske er folk ved at være trætte af julemarkeder - det er jeg lidt selv - eller måske var der ikke lavet ret meget reklame for det. Det var i hvert fald ikke vejrets skyld. Vi solgte da nok til, at det kunne betale sig at være der, men der er også meget til overs til velgørenhed. Det er også ok, men det er lidt kedeligt at sidde i standen, når de besøgende udebliver.

Til gengæld var det sjovt at være til "Tønderings Laboratorium" i Charlotte Tønderings garnforretning i søndags. Det gik simpelthen ud på at nørde garn. En masse garnkvaliteter var stillet frem, og man kunne afprøve dem lige så tosset, man havde lyst til. 

Jeg lavede blandt andet de tre små prøver på billedet i garn, som jeg måske, måske ikke, kan holde ud at gå med, og som jeg ikke har strikket i før. Den nederste er strikket i Norli Woorli in Love, 80% merino og 20% cashmere. Den midterste er Pascuali Cashmere 6/28, 100% cashmere og den øverste er 1 tråd Pascuali Cashmere Lace, 100% cashmere og 1 tråd Ito Kinu, 100% råsilke. Ved nærmere eftertanke har jeg strikket i de to sidste, men ikke sammen.

Nu skal de for alvor afprøves. Jeg regner med at stoppe dem i bh'en én efter én, for mon ikke det så bliver afsløret, om de kradser. Det kunne være sjovt, hvis jeg kunne lave noget til mig selv i noget af alt det lækre garn, der findes. Især nu, hvor jeg vil holde igen med babystrikket.

Fordelen ved et årskort til Den Gamle By

Fordelen er - blandt andet - at man lige kan stikke ind for at se, om den yderst lækre sirupslagkage er kommet på programmet i konditoriet. Så det gjorde vi i går, og vi kunne få den. Altså blev det til eftermiddagskaffe på Café Bonnich. Og sirupslagkagen var ingen skuffelse, tværtimod var den næsten bedre, end jeg huskede den

Det er et godt stykke tid siden, vi sidst kiggede ind i Smykkeskrinet, som vist er min yndlingsudstilling i "Byen", så der smuttede vi også lige ind. Jeg skulle selvfølgelig hilse på mit yndlingssmykke med haren, som jeg tidligere har fortalt om. Det er jo altså lavet af Evald Nielsen, og det viste sig, at han også har lavet et andet smykke, jeg kiggede længe på. 

Det er hans søn, Aage Weimar, der designede den lille danserinde i 1944, Evald Nielsen udførte smykket.

Den er en del af en serie af brocher, der blev kaldt humørbrocher. Jeg læste, at man mente, at humøret var stigende, fordi man i 1944 begyndte at kunne se en ende på krigen.

Jeg synes nu, jeg også i netop dette smykke kan se en kommentar til nazisterne. Hvis det var blevet lavet i Tyskland i 30erne, var den givetvis blevet betegnet som entartet. Kan man ikke spore en hel del inspiration fra for eksempel Josephine Baker og andet, som nazisterne hadede?

Når jeg indtager sirupslagkage, kommer jeg altid til at tænke på min moster Trine, som tit bagte netop sirupslagkage. Moster Trine hed egentlig Kathrine, men de fleste andre kaldte hende Tulle, og måske var der ikke andre end mig, der kaldte hende Trine. Det må jeg have undersøgt næste gang, jeg ses med familien.

Selv om det hedder Café Bonnich, så er det et konditori, og det var det også, da det lå i Åbenrå. Og faktisk er det det eneste anstændige konditori i Århus. Der er oceaner af caféer, men ikke andre konditorier. Lagkagehuset er der ganske vist en del af, men dem kan man ikke kalde ordentlige konditorier.

Det var ved at blive mørkt, da vi skulle hjem. Ikke en vind rørte sig, og gamle og nyere huse spejlede sig meget smukt i åen

Det kan nås endnu

Vi har i løbet af sensommer og tidligt efterår besøgt et par kunstudstillinger, som vi har været glade for, og som man stadig kan nå at se.

Vi har ikke før været på Skive Kunstmuseum, men vi tog dertil sidst i august for at se en udstilling med værker af Ulrik Møller og Allan Otte. Den var egentlig produceret af Johannes Larsen Museet i Kerteminde, men der nåede vi ikke at se den, så det var godt, den flyttede videre til Skive.

Ulrik Møller har vi kendt i mange år, Allan Otte knap så længe, men vi kan godt lide begge. "Familieskabet" er, at de begge maler meget naturalistisk, og at de maler mange landskabsmalerier.

De er også begge ret afdæmpede i deres udtryk. De registrerer og gengiver, Allan Otte dog ofte også med en del ironi.

Billedet herover viser Allan Ottes prospekt af Roskile, hvor domkirken pludselig er blevet meget mindre, fordi der er opført et kraftværk (tror jeg det er), der dominerer horisonten.

Man kommer uvægerligt til at tænke på alle de høje bygninger, der bliver bygget rundt omkring, som fuldstændigt forandrer byernes skyline. Det er meget udtalt her i Århus. Jeg har egentlig ikke noget imod høje bygninger, men jeg synes, de skal opføres i respekt for, hvad der er af smukke og bevaringsværdige bygninger fra fortiden.

I Århus er vores ellers fantastiske domkirke totalt druknet, og det er udsigten til havnen og vandet også for rigtig mange mennesker. Der er simpelthen sat propper i i form af højhuse alle de steder, hvor man tildligere havde en rigtig god udsigt til havnen og Århusbugten. Ærgerligt og mangel på ordentlig byplanlægning synes jeg. 

Udstillingen i Skive kan ses til 2. januar.

Man skal have mere fart på, hvis man vil opleve hele to gode udstillinger på Fanø Kunstmuseum, for de har sidste åbningsdag den 19. oktober.

Dels er der en Julius Exner jubilæumsudstilling i anledning af hans 200 års fødselsdag. Exner var først og fremmest folkelivsmaler og især i hans senere år inspirerede Fanø og dens befolkning ham meget. Udviklingen gik ikke så hurtigt på Fanø, så her kunne han finde den motivkreds, han holdt så meget af.

Julius Exner: Mor Lydom læser Biblen, 1880. Privateje

En stor del af de udstillede værker er i privateje, så det er en fin chance for at få set noget, der ellers ikke er tilgængeligt for offentlighden.

Dels er der udstillingen "Sand, strand og symbolisme" med værker af kunstnerparret  Pontus Kjerrman og Tine Hecht-Pedersen sat sammen med værker af Carl Johan Forsberg, der har været en kilde til inspiration for dem begge. Alle tre har eller havde en forbindelse til Fanø, hvilket man tydeligt kan se i værkerne.

Fællesværk af Pontus Kjerrman og Tine Hecht-Pedetrsen

På væggen: Carl Johan Forsberg: Sønderho Fanø. 1928
Hængende: Tine Hecht-Pedersen: Sandstrandkjole. 2025?

Jeg tror, værkerne taler for sig selv. Det var en fantastisk god udstilling, som jeg var rigtig glad for. Men som nævnt skal man skynde sig, hvis man ikke vil går glip af den oplevelse.

Trist, trist, trist

Jeg hader at skrive dette indlæg, men jeg er nødt til det:

Elefantungen Chin, født 20.2.2024, død 30.9.2025.

Årsagen er selvfølgelig den skrækkelige elefantherpesvirus. Vi havde sådan håbet, at Chin ikke ville blive ramt, men det var der nu ikke så stor sandsynlighed for, eller alternativt at dyrlæger og dyrepassere ville kunne redde hende, ligesom de reddede Mun for 2-3 år siden. Sådan blev det altså ikke.

Det er næsten ikke til at bære, at det lille glade væsen bare blev godt 1½ år, og at vi aldrig skal se hende igen. Hvordan må det så ikke være for de andre elefanter i flokken og for hendes dyrepassere.

Billedet er taget i juli 2024

Får vi overhovedet lyst til at tage i Zoo, når der næste år nok kommer nye unger? De kan umuligt blive lige så søde som Chin, og de dør vel også bare. Det haster altså med at få udviklet en ordentlig vaccine! 

Alkoholiker...

 ...bliver jeg vist aldrig. Jeg er yderst kedelig, når det kommer til drikkevaner, faktisk vil jeg næsten altid helst drikke postevand. 

Jeg kan dog godt lide en cocktail ved sjældne lejligheder. Senest på Fanø, hvor vi en aften havde bestilt bord på Restaurant Nordby og syntes, det kunne være meget passende med en cocktail på Værftet - som vi vel at mærke aldrig har besøgt før - inden spisningen.

Det kalder absolut på en gentagelse.

Vi fik tre forskellige, og ingen af os fortrød vist vores valg. På bordet står en Espresso Martini, en Rhubarb Collins og forrrest min Aviation. Det var nyt land for mig, og på cocktailkortet bliver den også kaldt "the forgotten cocktail".

Den består af amerikansk Aviation gin, marachino (en blommelikør), creme de violette (og ja, den smager af violer) og lime- eller ctronsaft. Vores bartender Alan sagde, at den var vanedannende. Han har ret!

Værftet er en del af Æ Klæg, som er en paraplybetegnelse for alt, hvad der forgår på det sted, og det er ikke så lidt. Elses Gab er et af vores foretrukne frokoststeder, og vi er selvfølgelig altid inde og se Marco Broddes galleri og hilse på gåseskulpturen i vinduet.

I det hele taget var der en del Marco Brodde på vores program for årets Fanø-ferie. Vi var for eksempeli i Fanø Biograf og se filmen Vadehavsmaleren.

Den var faktisk en del af strikkefestivalen, men blev nok vist på et lidt forkert tidspunkt, for de fleste festivaldeltagere havde travlt med strik og garn kl. 14 om eftermiddagen. Men det er en fin film, og der var heldigvis en del andre end os til stede. En snak efter filmen med instruktøren Lars Düwel udvidede oplevelsen.

Søndag efter festivalen var vi på fugletur på Sønderho Strand med Marco Brodde, der ud over at være kunstner også er naturvejleder. Det var en del af en fuglefestival, hvor der i vadehavet blev sat specielt focus på trækfuglene. Det var godt nok ikke dem, vi så flest af, men vi fik set en masse andre. Og hørt - jeg var specielt glad for at se og høre storspoverne. De har sådan en fin lyd. Vi fik også set blandt andet havørne.

Vi sluttede vores Marco Brodde program med at købe et par billeder, Annett var faldet for en vibe, og jeg kunne ikke stå for et grafisk forarbejde med to sortstrubede bynkefugle. Billederne bliver leveret i næste uge. Så skal jeg bare finde en god plads til dem. Der er efterhånden fyldt godt op på væggene.

Færdigt strikkeprojekt

Jeg er blevet færdig med årets anden strikkede tee eller på dansk simpelthen bluse. Denne gang dog ikke til mig selv, men til min søster.

Efter mange overvejelser og megen frem og tilbage og afprøvning af diverse opskrifter endte det med, at jeg valgte den ret kendte Anker Tee fra Petite Knit. Den passede til det garn - Isagers Trio 2 i hør, bomuld og lyocel - jeg havde valgt.

Undervejs i strikkeriet fortrød jeg mit valg lidt. Opskriften virker en anelse forældet, nyere tee-opskrifter har for eksempel næsten altid vendepinde til at forme halsrundingen. Det har denne ikke, hvilket betyder, at blusen er helt ens for og bag. Jeg fik desuden gjort halsåbningen for lille og stram i det uelastiske Trio 2 garn, så jeg måtte regulere, da blusen var færdig. I det hele taget tror jeg ikke, italiensk opslagning, som ellers er så flot, egner sig til uelastisk garn. Det er ikke første gang, jeg har haft problemer med det, og det er ikke så let at pille en italiensk opslagning op igen, skulle jeg hilse og sige.

Garnet er jeg til gengæld begejstret for. Det passer fint til modellen, det er absolut kradsefrit og det giver et flot fald, og alt i alt er jeg godt tilfreds med det færdige resultat. Det håber jeg, min søster også bliver.

P.S. Har lige fundet ud af, at også andre har savnet en mere formet halsudskæring på Anker Tee. Jeg fandt endda en video, der viser, hvordan de kan laves: https://www.youtube.com/watch?v=ws8V9yODeSo
Jeg skal altså vænne mig til ikke bare at stille mig tilfreds med tingenes tilstand, men i stedet lede efter løsninger, hvis jeg ikke selv har nogen.

Sommerens sidste iskaffe

Næppe. I hvert fald ikke hvis man regner med den astronomiske sommer, der jo går til efterårsjævndøgn.

Jeg er ret vild med iskaffe, når det er varmt. Helst på skummet- eller minimælk og uden nogen form for sirup eller andre sødemidler. Jeg har drukket ufattelig mange denne sommer.

I år har jeg mod sædvane også spist ufattelig mange jordbær. Jeg spiser kun jordbær i sæsonen, men var næsten holdt op med at spise dem overhovedet, for de var enten uden smag eller sure, syntes jeg. Der må være kommet nye sorter, for det er de ikke mere.

Det startede i Blåvand, hvor vi begyndte at spise jordbær til vores morgengrød. Lækre, lækre jordbær købt i en af de mange boder ved vejen. Det fortsatte vi så med, da vi kom hjem, nu blev de bare købt på torvet. 

Selv om jordbærrene er blevet bedre, skal man alligevel kigge sig for. Jeg vil helst have økologiske, men dem kunne jeg ikke få ret lang tid, og så måtte jeg tage til takke med ikke-øko bær. Dem fra Samsø går jeg dog udenom. De bruger simpelthen for mange sprøjtemidler derovre. Sandsynligvis bruger de også gift i den konventionelle jordbæravl i Vestjylland og på Fyn, hvor jeg mestendels har fået mine bær fra, men det ved jeg ikke.

Billedet blev taget i lørdags, og det var bær fra Djursland. Gad vidst om man også stadig kan får dem på torvet - det må undersøges i morgen.

Der er for resten også forskel på iskaffer, og den på billedet hørte bestemt ikke til de bedste. Jeg har bare ikke for vane at tage billeder af iskaffer, så jeg kunne ikke bare lige vælge et andet. Og der var rart på stedet, hvor den blev indtaget.

Jazz - og elefanter

Juli har været en måned fuld af musik for os. Først tog vi til København midt i den københavnske jazzfestival, og da vi kom hjem var Århus Jazz Festival allerede i gang.

Det var altså et enormt program, de havde i København, og det var svært at vælge. Heldigvis valgte vi at tage til Råhuset i Kødbyen allerede den første aften, for det blev en af de allerstørste oplevelser. 

På programmet var den japanske avantgarde-pianist Chuichi Chino, der blev bakket op af Asger Thomsen på bas og Kresten Osgood på slagtøj. Det var noget for vores ører!

Jeg kan også godt lide det halvt industrielle miljø i Kødbyen. Råhuset på billedet ser virkelig noget upoleret ud.

Også i Århus var der spændende koncerter i gamle industriområder. Nedenfor er det Papirlageret på Sydhavnen, som vi fandt efter nogen tids søgen. Den yderst beskedne indgang var i smøgen. Retfærdigvis må det siges, at der er en mere officiel, som ikke blev brugt den aften, vist nok fordi musikerne stod lige på den anden side af den.

Alt i alt hørte vi nok 20-25 koncerter, både godt og mindre godt. Allerede den anden dag i København blev vi så trætte af guitar-soloer, at vi erklærede, at vi ikke ville høre en eneste jazz-guitarist mere. Guitarer hører hjemme i rockmusikken, ikke i jazzen!

Det kom vi nu alligevel til, blandt andet på Papirlageret, hvor der var en vild koncert med 7-8 mand grupperet omkring årets gæstekunstner, den norske trommeslager Paal Nilsson-Love. Blandt dem den ligeledes norske guitarist Hein Westgaard, men han lød godt nok aldeles anderledes end den traditionelle jazzguitarist. 

Også i kirkerne var der gode koncerter. I København i Koncertkirken på Blågårds Plads, hvor vi hørte Littotina Saxophone Quartet med hele fire saxofonister fra Estland, Finland, Sverige og Litauen - deraf navnet. Det var supergodt, saxofoner hører i den grad hjemme i jazzen.

I Århus hørte vi orgel-jazz i Domkirken (særpræget) og en meget spændende koncert i Langenæskirken, hvor Olga Witte dirigerede vistnok 11 musikere inklusiv Nilsson-Love (og ingen guitarer:) i et nyt værk, hun selv havde skrevet, med titlen Quantum Gravity. Det blev også et højdepunkt.

I København hørte vi mest mindre ensembler, men i Musikhuset i Århus kom big bandene på banen, og igen i år var Aarhus Jazz Orchestra i førersædet. De blev dirigeret af Geir Lysne, som minsandten også er fra Norge, og havde Kira Skov med som solist. Hun plejer ikke at være på min hitliste, men hun var meget bedre, end jeg havde frygtet.

Som vi plejer, nåede vi også Zoo i København, for vi skulle da se, om Chin var vokset. Hun er næsten 1½ år nu, og hun var helt sikkert vokset, men er hun ikke stadig en lille lækker baby?

Vi var rigtig lang tid hos elefanterne og hørte en af dyreguiderne fortælle. Yderst interessant var det, at hele to af hunnerne venter babyer i 2026. Det må vel være de to ældste Kungrao og Surin, for Chins mor Kumari kan nok ikke allerede igen være i lykkelige omstændigheder. Gæt om vi var tilfredse med, at vi havde fået vores årskort fornyet - bare alt nu går godt.

Guiden sagde ganske vist, at det er svært at se på elefanter, om de er gravide, for de kan skjule rigtig meget i deres store korpusser, men prøv lige at se dette billede af Kungrao:

Det er de mærkeligste associationer, man kan få, når man sådan sidder i lang tid og kigger på dyr. 

Da jeg kiggede på elefanternes snabler, syntes jeg, at deres mønster meget ligner et strukturmønster, jeg strikker ret tit. Billedet er af 5-årige Mun med det lille højre øre.

Hendes mor Surin har et par knæk på halen, som jeg synes ligner den lille hjælpepind, jeg bruger, når jeg strikker snoninger. Desværre ville hun ikke vende numsen til, da jeg fik kameraet klar, men det bliver måske næste gang, jeg skal bruge mit årskort.

Blåvands flotteste fyr

 er helt sikkert ham her:

Vi var en uge i Blåvand, og vi mødte ham to gange. Første gang på selveste Fyrvejen - vejen der går fra Blåvand by til Blåvandshuk Fyr. Man kan ikke se det på billedet, men på den anden side af den i øvrigt ret befærdede vej stod folk i klynger med deres mobiler. En ansat i et af sommerhusudlejningsfirmaerne fortalte, at han tit er på bytur, og at han er blevet lidt af en maskot for byen.

Annett og jeg gik over i Kongen af Blåvands side, og han var bedøvende ligeglad. Han var ved at spise sin morgenmad, basta!

Senere mødte vi ham i et sommerhusområde, og scenariet var nogenlunde det samme bortset fra, at der ikke var så mange andre beundrere. Han var igen i gang med morgenmaden. Ingen tvivl om, at kaprifolier er en af hans livretter. 

Jeg har aldrig før været så tæt på en kronhjort. Egentlig troede vi, at vi såmænd godt kunne have rørt ved ham, men det gjorde vi nu ikke, så vi ved ikke, om hans gevir er lige så blødt, som det ser ud. Senere så jeg et billede på nettet, hvor en tysk turist klapper ham.

Kong Blåvand er godt nok i konkurrence med Blåvandshuk Fyr om at være den/det flotteste fyr. Fra vores sommerhus kunne vi se ud til fyret. Det var ret fantastisk, når det var blevet mørkt, at sidde i stuen og se på lyset.

Et andet af Blåvands kendetegn er muldyrene på stranden. Jeg har altid syntes, at det var en genial ide at omdanne nogle af bunkerne på stranden til muldyr, og der er en masse symbolik i, at det netop er muldyr.

Jeg var meget i tvivl om, hvilket af mine billeder, jeg skulle tage med i indlægget. Jeg har også nogle, hvor alle fire muldyr er på, men jeg valgte alligevel et af dem med fyrtårnet i baggrunden. 

Jeg fik for øvrigt mit eget lille muldyr med hjem. Den tyske multikunstner Maik Graf von Leonstein - intet mindre - har erstattet bunkerens beton med drivtømmer fra stranden og jernet i hoved og hale med rav og kobber. Det kunne jeg altså ikke stå for, og det kunne Yrsa for resten heller ikke, så nu bor der et lille muldyr både i Randers og i Åbyhøj.

Det er selvfølgelig Knud og Krista, der rider på mit muldyr.

Udvikling

Vi har i maj og juni besøgt to jyske kunstmuseer, hvor der var separatudstilling med to kunstnere, der omkring 1980 var tilknyttet De Unge Vilde. Begge hat haft en stor udvikling siden dengang.

Først var vi på Tønder Kunstmuseum, hvor vi så udstillingen Female Muses med værker af Anette Abrahamsson (1954 -), først vist på Fuglsang Museum i Toreby på Lolland. Titlen hentyder til, at Anette Abrahamsson altid har været meget bevidst om, at hun er en kvindelig kunstner, hvilket man både før og nu har kunnet mærke i mange af værkerne. 

Det er godt nok ikke tilfældet i disse, men jeg er jo ligesom kunstneren glad for dyr, så det blev i denne sal, jeg tog nogle fotos. Der er sket meget siden de unge, vilde dage, ikke?

Dorthe syntes vist, at værkerne var lidt kedelige, men jeg kunne nu meget godt lide dem. Jeg synes også, der var en del humor i dem, og det er jo ikke at foragte.

Senere har vi været på Esbjerg Kunstmuseum, hvor vi så udstillingen Billeddomino med værker af Inge Ellegaard (1953-2010). Den blev oprindeligt vist på Sorø Kunstmuseum, og det er nok også dem, der har fundet på den ret geniale titel. 

Struktur og fragmenter med bier, 1999

Her kan man i noget højere grad spore den ungdommelige vildskab, men den er unægtelig blevet kombineret med en masse struktur - tern og striber var et gennemgående træk i mange af Inge Ellegaards værker. Netop kombinationen af de to modsætninger gør billederne spændende og dynamiske. Jo mere, jeg så på dem, jo bedre syntes jeg, de var.

Man kan stadig nå at se begge udstillinger. Anette Abrahamsson-udstillingen vises helt frem til 4. januar 2026, og den fine Inge Ellegaard udstilling vises til 31. august.

I øvrigt stor ros til museernes samarbejde. Hvis vi havde skullet til Toreby eller Sorø, havde vi nok ikke fået de oplevelse med.

Citater om katte #49

På de fleste spørgsmål om katte, findes der ingen svar. De har i 3000 år svøbt sig i hemmeligheder, og det er meningsløst at ville begribe dem nu. 
Virginia Roderick

Det er ikke lykkedes mig at finde ud af noget om citatets ophavsmand. Der findes flere Virginia Roderick'er, men ingen af dem har noget specielt med katte at gøre ifølge Google.

Katten hilste vi på for ikke så længe siden i Møgeltønder, hvor vi havde en enkelt overnatning på Schackenborg Slotskro.

Møgeltønder var usædvanlig fredelig, faktisk fandt vi den noget kedelig. Der bliver måske mere livligt, når turistsæsonen for alvor starter. Den meget smukke halvlanghårede kat, der gerne ville snakkes med, var dog et oplivende moment. Den havde rullet sig på brostenene og havde en del skidt i pelsen, men var ellers lækker, så den ville garanteret blive børstet, når den kom hjem.

Det går skidt

...med at nedbringe garnlageret, altså. Det hjælper virkelig heller ikke, når garnbutikkerne holder ophørsudsalg med overordentlig gode tilbud. Tre butikker her i Århus drejer det sig om i det sidste halve år, en af dem er dog allerede genopstået med ny ejer.

Senest var det Garnlageret, som var lidt af en institution her i byen, og jeg må indrømme, at dele af lageret er flyttet til vores matrikel. Jeg kommer i øvrigt til at savne Garnlageret, som havde en masse nede-på-jorden garner, som man ikke så let kan finde andre steder. Men det gav altså desværre ikke tilstrækkeligt salg.

I weekenden var der så den årlige Garnstafet, som altid er lidt af en fest for os. Jeg promenerede min nye Alliance Tee. Opskriften er blevet lavet af Pernille Hauvik (KnitVik) specielt til Garnstafetten i anledning af arrangementets 10 års jubilæum, som vist egentlig fandt sted sidste år, men der var gået lidt koks i optællingen, muligvis på grund af coronaen. Pyt!

Jeg strikkede min Alliance Tee af garn fra lageret, Rowans Purelife Revive, som er en blanding af bomuld, silke og viscose, og jeg er godt tilfreds med den. Den falder pænt og kradser ikke det mindste. Bundfarvegarnet blev i øvrigt købt på Garnstafetten i 2017. Det blev brugt til stort set sidste meter, og jeg måtte blande den anden farve fra lageret i ribkanterne. Det er købt så langt tilbage som 2013, men jeg har ikke noteret, om det også blev købt på en garnstafet.

Desværre var vejret ikke helt med os, kun lørdag eftermiddag kunne man droppe overtøjet, så man fik ikke rigtig set, hvor mange Alliance Tee'er der gik rundt i gaderne. Til modeshowet lørdag aften var der vist 14 includeret dem, butiksejerne selv havde på.

Billedet viser mine indkøb i løbet af weekenden. Der er ligesom en linje i farverne, ikke? Det er dog forskellige tykkelser, så det skal ikke strikkes sammen. 

Fra venstre er det to nøgler Pascuali Puno Winikunka, som er en bomuld og alpaca blanding, og jeg er pjattet med farven! Så er der to bundter Alpaca Lace, også fra Pascuali, og det er ren baby alpaka. Det er ret tyndt, og jeg har tænkt på at strikke dem sammen. Det må da give en flot melering. Endelig er der et bundt Allora hand-dyed fra Lana Grossa, bomuld med lidt uld og lidt alpaca blandet i. Det har jeg med fornøjelse strikket af før, og jeg kan godt lide farverne. 

Pokkers, der er alpaka i det hele. Det er jeg jo ellers ikke så glad for til mig selv, men så må jeg jo strikke noget til andre.

Jeg har nærmest opgivet at formindske såvel lager som antal garner i lageret i år. Man skal vel også have det sjovt!

Stribet strik

Jeg havde tre farver superlækkert Cashsoft Baby fra Lang i lageret, nok til en lille babysweater, regnede jeg med. Det slog lige til.

Da den var færdig, spurgte Dorthe, om hun måtte kigge opskriften, for hun havde noget garn, der kunne blive til en lignende, bare i en større størrelse. Jeg blev lidt forundret, for jeg syntes da, hun havde strikket mange børnetrøjer i den facon.

"Men hvor er stribemønsteret?" spurgte hun, da hun så den. Ja, det var altså ikke lige i opskriften, striberne var blevet improviseret undervejs. Den oplagte løsning var selvfølgelig at tælle omgangene i de enkelte striber og så i øvrigt gange med to for at få den større størrelse.

Det blev nu ikke en tro kopi af striberne, der måtte også tages hensyn til den store trøjes proportioner, og hvor meget garn af de enkelte farver, der var til rådighed. Men sådan i store træk er trøjerne ens.

Citater om katte #48

Alle killinger tror, at den hele natur er skabt udelukkende til deres underholdning. 
François-Augustin de Paradis de Moncrif

Jeg har slået citatets skaber med det imponerende navn op. Han var ikke overraskende fransk, dog med skotske aner, levede 1687-1770 og var forfatter og digter. 

Han fik bl.a. i 1727 udgivet et værk med den ligeledes imponerende titel Histoire des Chats : dissertation sur la prééminence des chats dans la société, sur les autres animaux d'Égypte, sur les distinctions et priviléges dont ils ont joui personnellement. Om citatet stammer derfra, har jeg ikke kunnet finde ud af.

Katten på billedet er Mads-Peter, som vi mødte på godsbaneterrænet for en uges tid siden. Han er endnu kun en stor killing, og jeg er sikker på, han lever op til citatet. Når han ikke lige lå i fred og skygge og betragtede den store verden, løb han rundt og legede med visne blade, græsstrå og hvad han ellers kunne finde. Han ville også gerne snakkes med og kæles for.

Det er garnet, der gør det

Noget garn bidrager mere til udseendet af det færdige strik end andet. Sådan var det med det garn, jeg brugte til den sweater, jeg strikkede i vinter

Garnet er Mayflowers Premium Maxima i 100% merino, og - hurra, hurra - det kradser mig ikke.

Opskriften er også fra Mayflower. Den hedder Dana, er gratis og meget simpel. I bund og grund er det bare fire rektangler, dog er der vendepinde til at forme halsen.

Vanen tro har jeg lavet noget om. Blandt andet skulle bærestykket egentlig strikkes i perlestrik, men jeg kan bedre lide dobbelt perle, så det valgte jeg. Og ærmerne skulle være i glatstrikning, men der fortsatte jeg med dobbelt perle og lavede så nogle glatstrikkede trekanter forneden.

Dem ser man ikke så meget på billedet, for ærmerne blev rigeligt lange efter vask. Hele trøjen blev sådan set for stor, da den blev vasket, men jeg kunne møve den nogenlunde tilbage i facon igen i fugtig tilstand. Det generer mig ikke, at bullen er løs i det, jeg kan alligevel ikke lide, når strik sidder tæt. 

Jeg havde ellers pligtskyldigt lavet strikkeprøve og vasket den, men det er ikke første gang for mig, at hele projektet opfører sig anderledes i vask end den lille strikkeprøve.

I den anden ende af størrelsesskalaen har jeg lavet nogle små tørklæder efter egen "opskrift". Gåseøjnene, fordi det er så simpelt, at man dårligt kan kalde det en opskrift.

Især når det er strikket i ensfarvet garn eller garn med tweedeffekt, ser det snarere ud som om det er vævet end strikket, og det er altså bare retriller. Det er både på grund af konstruktionen, men også på grund af garnet.

Lige nu strikker jeg en sommer tee, som det hedder på nudansk, til mig selv. Den hedder Alliance Tee og er designet til Garnstafetten 2025. Jeg er spændt på den, og jeg er også spændt på, hvor mange der kommer til at vade rundt til stafetten i deres nystrikkede alliancer.

Smagsdommer

Vi havde fortæret husets sidste digestive og skulle have købt en ny rulle. Vi havde bildt os selv ind, at McVities er meget bedre end alle andre, men pludselig kunne vi ikke finde netop McVities i nogen som helst dagligvareforretning. Hvad ville så være bedst? En sammenlignende blindsmagetest med Dorthe og jeg som testere måtte foranstaltes.

Tre forskellige produkter: Coop, Salling og Finton fra Netto blev indkøbt, og så fandt vi minsandten McVities i Meny, så den kom også med. 

Vi mente, at vi kendte Lu og Karen Wolf, og at de ikke var nær så gode som de "rigtige", men så syntes vi alligevel, de for fuldstændighedens skyld burde med i testen. Vi skulle måske også have kigget i Rema, men det er en butik, hvor vi kun kommer yderst sjældent.

Testen er nu gennemført, og vi var forbløffende enige. Bortset fra Karen Wolf, som vi syntes var den ringeste, var der ikke megen forskel. Men lidt var der, og overraskende for os selv syntes vi begge bedst om Lu med Coop på andenpladsen og McVities som nummer tre.

Så meget for vores snobbede forudindtagethed!

I øvrigt er digestive et totalt overflødigt produkt fyldt med fedt, som ydermere er lig med palmeolie, og sukker. Aldeles usundt og tilmed politisk ukorrekt. Der er faktisk lidt mere fedt i Lu end i de øvrige, måske er det derfor, de smagte os en anelse bedre.

Prismæssigt er der stor forskel. Sallings, Coops og Nettos er så billige, at man umiddelbart skulle tro, de er uspiselige, hvilket altså ikke var tilfældet. Nu har vi digestiver nok til bund i ostekager plus til småkagetrang i meget lang tid. Nogle af dem bliver måske for gamle og harske, men når der engang ad åre igen skal investeres i en rulle digestive, vil jeg prøve at huske, at jeg lige så godt kan købe de billige fra Coop. Eller rettere: Jeg vil nok købe en fuldkornsvariant, som jeg lige så godt kan lide, og som måske er en anelse mindre usund. Eller også vil jeg spise min honning på rugbrød i stedet.