onsdag den 22. januar 2020

Mit strikkeår 2019

FAKTA:
12403 meter strikket og samme antal meter garn brugt, da jeg ikke har strikket noget med dobbelt tråd.
10183 meter ekstra i lageret - UPS!!!
2644,64 kr. har jeg brugt på min hobby. 6021,64 kr. har jeg spenderet på garn, tilbehør, opskrifter og kurser - heraf over 1300,- kr. på tilbehør. Er strikkepinde og knapper virkelig så dyre? Til gengæld har jeg solgt færdigt strik for 3377,00 kr.

Største projekt var Esbjerg-tunikaen til mig selv. Jeg mangler at få syet en masse ender ind, at få den vasket og spændt ud, og måske skal der stadig justeres forneden - det ser umiddelbart ud til, at siderne er blevet for lange, men jeg tror, udspændingen kommer til at gøre en stor forskel. Garnet er mestendels Elvira fra Permin, en blanding af bomuld, silke og hamp, men jeg har også brugt et par andre kvaliteter. Dog totalt uden uld, så jeg håber på en kradsfri tunika.

Her er det foreløbige resultat:



Jeg kalder den i øvrigt Esbjerg-trøjen, fordi farverne og fordelingen af striberne er inspireret af en borerig i Esbjerg Havn.

Sea installer

Ellers har jeg brugt en del tid på udviklingen af to nye opskrifter, begge på pulsvarmere. Bitseren, der blev offentliggjort på Ravelry i marts, og Felimus, der først var helt klar her i januar.

Bitseren blev en øjeblikkelig succes, og da opskriften i juli blev valgt som månedens strik i en speciel pulsvarmer-gruppe på Ravelry, tog succesen ekstra fart. Jeg er også selv vældig tilfreds med dem, de har en udpræget god pasform. Felimus går det lidt langsommere med. Foreløbig har godt 100 "favorittet" opskriften.

Denne lille pigetop, som jeg fandt opskriften til i Maries Ideer, strikkede jeg et par stykker af i ren bomuld.

De lå højt på tilfredsheds- skalaen, jeg synes, farven er helt perfekt til modellen.

I det hele taget har jeg været glad for flæser i år. Jeg har også brugt flæser på adskillige pulsvarmere.

Jeg blev så glad for opskriften Vitelottes, at jeg strikkede en masse af den model med diverse variationer, og den med flæserne var den, jeg var allermest tilfreds med. De blev vist alle strikket i uld/silke blandinger, de viste er i Blackhill's SilkWool.

De lyseblå uden tommel er lidt improviserede. De er strikket af noget af det lækre og meget dyre Hamborg-garn, SnailYarns Silky Linen Fingering, der er en blanding af alpaca, silke og hør. Jeg har ikke kunnet nænne at sælge dem. Endnu! Jeg har stadig nok af garnet til endnu et par pulsvarmere, så mon ikke de kommer til verden i 2020.




mandag den 13. januar 2020

Supersødt

Jeg synes, der i madlavningen er en tendens til, at alt, der skal være sødt, bliver sødere og sødere. Jeg tror, det er for at tækkes de unge, der åbenbart ikke kan få det sødt nok.

På Grød har de afskaffet min favorithavregrød, nemlig med skyr, æblekompot og granola. I stedet er standardgrøden nu med karamel, (søde) æbler og ristede mandler.


Det skal i sandhedens interesse siges, at man helt selv kan sammensætte sine toppinger, og jeg kan stadig få de tre toppinger, jeg er vant til - det er bare 5,- kr. dyrere.

Et andet eksempel er Emmerys hindbærsnitter. Indtil en gang sidste år var det de eneste hindbærsnitter, jeg brød mig om, fordi der kun var striber af glasur på og ingen krymmel.

Nu er Emmerys snitter blevet fuldstændig som alle andre bageres, nemlig med et tykt lag hvinende sød glasur. Dog er man blevet sparet for det lede krymmel, og der er - vist nok - kun noget frysetørret hindbær til pynt.

Nej, jeg har ikke investeret i den nye model, og det kommer jeg heller ikke til, men man får altid en lille smagsprøve til sin kaffe, og der har jeg en gang fået en bid hindbærsnitte. Så jeg har smagt den, og den er efter min mening ikke spiselig. Ærgerligt, at det går den vej!

søndag den 5. januar 2020

Ny opskrift på pulsvarmere


Jeg fik lige på den yderste dag af 2019 offentliggjort endnu en pulsvarmeropskrift.

Denne gang er de strikket i lidt tykkere garn end de andre pulsvarmere, jeg har designet (hø, hø, det lyder flot, men jeg kan ikke lige i farten finde et tilsvarende dansk ord), nemlig i en kvalitet, der giver 22 masker på 10 cm i bredden.

Opskriften kan hentes kvit og frit på dansk og på engelsk på Ravelry.

søndag den 22. december 2019

Glædeligt vintersolhverv


Det er i dag, det er den korteste dag. Hvis du følger anvisningen på dette skilt - set på Nørrebro i København - så er dagen pludselig blevet meget længere.

P.S. Jeg er blevet gjort opmærksom på, at der er en meningsforstyrrende stavefejl på skiltet, så nu har jeg krydset det overflødige O over.

fredag den 20. december 2019

Juleferie - jubii !!!

Og en dejlig lang én af slagsen. Jeg var til sidste omgang gymnastik i går og skal nu ikke til noget igen før den 7. januar. Julekortene er sendt, julebesøgene er overstået, jeg har simpelthen FRI i mange dage. Nå, ja, en enkelt julekoncert og en tur i biografen bliver det da nok til, men ellers kan jeg fuldstændig selv råde over min tid.

Det er mærkværdigt, at man kan have ferie, når man er pensionist, men det er altså ikke løgn, at efter gymnastikken i går faldt skuldrene ned, og roen bredte sig i maven. Nu skal der samles op og lades op.

I år har jeg haft hele to julekalendere. Århus-kalenderen er en gentagelse fra sidste år. Hver låge indeholder et eller andet, som er sponseret af diverse foretagender, der så samtidig får gjort reklame for sig selv. Jeg havde aldrig før været på den bar, der havde givet en cocktail, men det kan godt være, jeg kommer der igen, for der var hyggeligt, og cocktailen var god.

Den anden kalender er en rom-kalender:


Den indeholdt ud over de to rom-glas 24 små flasker rom fra 24 forskellige lande. Vi har ikke glemt vores rom en eneste dag - de rigtige flasker var også med i København.

Jeg har altid sagt, at den bedste rom var den, jeg lige var ved at drikke. Det gør jeg ikke mere! Vores kalender har for alvor vist spændvidden fra det udrikkelige (i går) over det jævnt kedelige til det sublime. Det har været rigtig sjovt og er jo ikke slut endnu.

Vi har for resten også smagt Christmas pudding i år, da vi var til julehygge hos nogle af vores venner. Jeg har ikke smagt Christmas pudding før, og det må vel være på høje tid, når man er 70. Manden i huset havde lavet en Dorthe-venlig af slagsen, altså uden mandler og nødder. Den blev flamberet i rom, og den smagte godt. Tak for den oplevelse, Niels!


søndag den 15. december 2019

Traditioner

Tradition hedder en af de første sange i Spillemand på en tagryg, som er min absolutte yndlingsmusical. Derfor måtte vi absolut til København, hvor Det Ny Teater havde sat spillemanden op med Tommy Kenter i hovedrollen.

Vi venter i den zar-russiske birkeskov på, at handlingen kan tage sin begyndelse
Det er vist ved at blive en tradition for os, at vi skal have en lille decemberferie, så vi tog fire overnatninger i København i forbindelse med teaterbesøget.

Vi kender udmærket Spillemand på en tagryg og var spændte på, om denne version ville leve op til vores forventninger. Det gjorde den!!!

Der blev spillet, danset og sunget på et meget højt niveau. Det er en historie med rigtig megen handling og ikke bare en historie om kærlighedens forviklinger, selv om der sandelig også er kærlighed med. Og så er musikken af Jerry Bock efter min mening helt fantastisk. Desværre er handlingen stadig aktuel, man kan sagtens finde paralleller i vores tid. Stor succes!

Vi nåede naturligvis en masse andet. Blandt andet var vi på besøg i det, der må være Københavns hyggeligste garnforretning. Den hedder Woolstock og ligger på Østerbro. Ud over at sælge garn er det også en café, jeg tror, de to ting fylder ca. lige meget i konceptet.

Et sjældent øjeblik: Café og garnforretningsejer Louise har tid til et par masker

Det regnede den dag, vi var i Woolstock, og vi trængte til vores kaffe med hjemmebag, og så kunne man samtidig sidde og blive fristet af lækre garner. Til min store fornøjelse var der rigtig meget garn, der var økologisk og miljø- og dyrevenligt. Jeg købte både genbrugsuld og -bomuld med hjem. Ingen tvivl om, at et besøg i Woolstock vil blive en tradition, når vi er i København.

Da vi skulle af sted, var der flere, der spurgte, om vi skulle til jul i Tivoli. Det skulle vi nu ikke, men vi boede i gåafstand fra Zoologisk Have, og der var også julestemning med sne på grantræer og masser af lys.

Og dyr, naturligvis. Egentlig troede jeg ikke, at jeg gad se så meget på de nye pandaer. Da vi så den ene - hannen Xing Er = Den Anden Stjerne - ligge mageligt henslængt på ryggen med en stor bunke bambus placeret på maven, så han med jævne mellemrum kunne snuppe en bambuspind og gnaske den i sig, var vi solgt.
Bekvemt med maven som spisebord

Vi fik også en meget speciel oplevelse. Da vi købte billetter fik vi at vide, at elefantstalden var lukket, fordi en af elefanterne var død om natten. På et tidspunkt så vi en stor kran, der var ved at bugsere det døde dyr væk - vi kunne ikke se elefanten, kun at kranen arbejdede, og omtrent samtidig blev der åbnet i elefantstalden.

Vi gik derind og så de resterende 5 elefanter, 3 voksne og 2 unger, og det var særdeles tydeligt, at de sørgede. To dyrepassere forsøgte at gøre dem interesserede i nogle godbidder, men det var de bedøvende ligeglade med. De voksne tog sig hele tiden af ungerne, dannede ring om dem, beroligede dem med snablerne og lod dem sutte. Samtidig trompeterede de, og de slog hele tiden  snablerne hårdt i gulvet. Mon ikke de vidste, at den døde elefant, hvis datter og barnebarn var i flokken, netop på det tidspunkt var ved at blive transporteret væk? Det var en stærk, men selvfølgelig ikke specielt rar, oplevelse at være vidne til.

Efter et stykke tid kunne vi ikke holde det ud mere, men vi kunne høre elefanternes trompeteren, indtil vi gik ind i en restaurant ved pandaanlægget, hvor vi havde udsigt til Xing Er, mens vi fik vores frokost. Han var begyndt at bevæge sig rundt, og flere gange sad han lige på den anden side af vores vindue. Senere så vi også hunpandaen Mao Sun, der betyder Bambusskud. Hun havde også travlt med at guffe bambus.

Et andet dyr, vi ikke havde set før, var den tasmanske pungdjævel. Helt sort og med knaldrøde ører - ikke så sært, den bliver kaldt en djævel. Der skulle være to pungdjævle i anlægget, men vi så vist kun den ene. Helt sikre er vi ikke, for den drønede næsten hele tiden rundt, hvilket også gjorde, at jeg ikke fik nogen ordentlige billeder af den. Så var det lettere at fotografere en af kamelerne:


For slet ikke at tale om de lysende dyr:


Det var en rigtig god dag i Zoo, og det var alt i alt en god tur til København. Vi boede denne gang på Frederiksberg i et hus, hvorfra der kun var 114 skridt til nærmeste metrostation og 140 til busstoppestedet. Særdeles bekvemt!

Vi har for resten også set en musical i vores eget musikhus, nemlig Book of Mormon. Den har slet ikke samme kvalitet som Spillemand på en tagryg. Handlingen var ret tynd, og især var musikken meget ensformig. Så hjalp det kun lidt, at selve opførelsen var yderst professionel. Den kedelige musik er efter min mening desværre et generelt problem i musicals af nyere dato, øv! 

tirsdag den 26. november 2019

Vores strik på marked

Søndag morgen. Vi er ved at gøre klar til endnu en dag på markedet.

Årets julemarked i Elværket er overstået - og vel overstået!

Vi var i år med både lørdag og søndag, og ud over at det var rigtig hyggeligt, så var vi også godt tilfredse med salget.

Annetts Rudolf på vej ind i bilen
Jeg fik også selv købt lidt ind i nogle af markedets andre stande. Blandt andet har vi fået et nyt husdyr, Lille Rudolf. Hele lørdag så man folk vandre rundt med rudolfer under armen, det så bare så sødt og sjovt ud.

Annett kom på besøg lørdag og forelskede sig straks i rudolferne, men desværre var alle de resterende reserverede. Der ville dog komme nogle flere med søndag, så jeg blev bemyndiget til at købe én i passende størrelse.

Der var 7 nye rudolfer med, og inden markedet var rigtigt åbent var de tre første solgt. Blandt andet en til Annett. Den allermindste var der endnu, og jeg syntes, den sagde til mig, at den gerne ville med os hjem. Efter 10 minutters betænkningstid hentede jeg Lille Rudolf, og lige nu står Annetts og vores og hygger sig sammen hos os. Der blev vist nok solgt mellem 60 og 70 rudolfer, i øvrigt til sælgernes store overraskelse.

Da jeg lavede mit strikkeregnskab i morges havde jeg i årets løb solgt for mere, end jeg har investeret i nyt garn. Det fine grønne tal er dog allerede blevet forvandlet til rødt igen. Jeg må nu gerne strikke nye babykjoler, babyveste og babystøvler, og især vestene havde jeg ikke garn til i lageret. Det har jeg nu!

mandag den 25. november 2019

Minsandten...

...om ikke jeg har set en god dansk film. Så god, at den får sit helt eget indlæg.

Jeg gider normalt ikke danske film, som, synes jeg, sædvanligvis består af 40% vold, 40% sex og 20% lommefilosofi. Udført af Tordenskjolds soldater - Nikolaj Lie Kaas, Paprika Steen, Bodil Jørgensen - fortsæt selv listen.

Sådan en film er ONKEL ikke!

Filmen foregår i det sønderjyske og er spillet af lokale kræfter, for det er jo dem, der ved, hvordan man taler i det område, men man mærker overhovedet ikke, at det er amatører.

Handlingen er nok stilfærdig, men den er alt andet end kedelig, og den rejser nogle vedkommende problemstillinger. Sjældent har jeg hørt publikum diskutere og kommentere en film så meget bagefter.

Det er også en meget morsom film, men den gør ikke sine personer til grin. Tværtimod er den 100% solidarisk med dem.

Filmens instruktør, manuskriptforfatter, klipper med mere hedder Frelle Petersen, og det er hans anden spillefilm. Jeg har ikke set den første, og det er da nok en fejl.

Jeg synes, Onkel er et lille mirakel af en film, og jeg er ikke ene om at kunne lide den. Foreløbig har den vundet hovedprisen på en stor filmfestival i Tokyo, og kort tid efter vandt den talentprisen på Copenhagen Pix.

Jeg er spændt på næste film af Frelle Petersen - kan han gøre det igen?

torsdag den 14. november 2019

Gammelt legetøj nr. 4

Må jeg præsentere PETER KANIN

Han var min tidlige barndoms elskede følgesvend. Jeg har vel været omkring 3 år, da jeg fik ham. Jeg var sammen med min mor og far på besøg hos min afdøde farfars søster, tante Jette.

Måske har jeg kedet mig. I hvert fald kom tante Jette pludselig med den fineste strikkede kanin og sagde: "Den må du få". Min mor skyndte sig at pointere, at det jo kun var, mens vi var på besøg hos tante Jette, at jeg måtte låne den.

Om det hele tiden havde været meningen, eller om tante Jette så lysene slukkes i mine øjne, ved jeg ikke, men hun erklærede i hvert fald, at jeg godt måtte beholde kaninen.

Ikke så sært at jeg blev forelsket!

Det var kærlighed ved første blik, og Peter Kanin og jeg var uadskillelige i nogle år. Han blev bogstaveligt talt elsket i laser, hvilket også kan ses på billederne. Først blev ørerne og poterne forsøgt stoppet. Så fik han den ternede dragt, der skulle forsøge at holde sammen på kroppen. Ansigtet var imidlertid også ved at forsvinde, og til sidst kunne han ikke leges med mere. Han måtte nøjes med at ligge i den seng, der var blevet snedkereret til ham. Jeg syntes nu stadig, at han var sød, og det gør jeg endnu.

Da jeg fik håndarbejde i skolen, syntes jeg, at min 7½ år yngre søster også skulle have en Peter Kanin. Det gik meget godt med at strikke krop og hoved, men ørerne var svære, og helt galt gik det, da ansigtet skulle broderes. Det blev ikke nær så fint som min egen Peter Kanins. Så vidt jeg husker, blev det færdige resultat heller ikke synderligt værdsat. Der var unægtelig sket meget på legetøjsfronten i de forløbne år, og hjemmestrikkede dyr var ikke mere toppen af poppen.

mandag den 28. oktober 2019

Pizza og de andre

Her kommer en kavalkade over de katte, vi mødte på vores Fanø-ferie i september.

Først og fremmest er der Pizza. Jeg tror, vi hilste på hende, hver eneste gang vi var i Nordby - og det var vi næsten hver dag.

På billedet her er hun gået på visit hos en nabo til pizzeriaet. Naboen kom ud til hende med en godbid, og jeg benyttede lejligheden til at få lidt mere at vide om Pizza.

Hun bor hverken i pizzeriaet eller hos naboen, men et andet sted i byen, og hun hedder rigtigt Twist. Vi er dog ikke de eneste, der kalder hende Pizza.

Hun er lidt af en berømthed, og har været i tysk fjernsyn. Det forstår vi godt!

Alle kattene i kavalkaden bortset fra den sidste, traf vi i Nordby.

Endnu en skildpaddefarvet, men med mere hvidt end Pizza - og med solen i øjnene

En smuk stribet med hvidt bryst og hvide poter. Helt klassisk!

En skøn legesyg sort og hvid. Også en klassisk.farvefordeling.

Denne lille charmør mødte vi flere gange.
Det var en stor hankilling, meget legesyg og snakkesalig, men ikke så populær hos de forretningsdrivende, for han gik ugenert ind i butikkerne med risiko for at blive lukket inde.

Her kommer så Missie, og hun bor ikke i Nordby, men i Kunstladen i Rindby. Den sort/hvide kat, der tidligere regerede i Kunstladen, var i årets løb gået til de evige jagtmarker (19-20 år gammel, så han havde holdt helt pænt ud), og så var der blevet plads til Missie, der tidligere måtte holde sig inde i beboelsen. Ingen tvivl om, at hun nød at være sammen med sit menneske i butikken.



OK, her kommer lige endnu et billede af Pizza, hvor hun gør pizza-bagerne opmærksom på, at hun godt kunne tænke sig en bid pølse.


torsdag den 17. oktober 2019

Strik og drik

Man kan unægtelig strikke i mange sammenhænge inklusiv i mange biografer, hvor der arrangeres strikkebio. Det har jeg aldrig prøvet, men nu har jeg været til strik med ginsmagning.


Det var Tøndering Strik, der stod for det usædvanlige arrangement. Vi var vel omkring 40 strikkere, deriblandt flere mænd end sædvanligt, når det drejer sig om strik. Sjovt nok havde de fleste af dem glemt strikketøjet hjemme, men i hvert fald én var i gang med, ikke at strikke men at hækle.

Alle med eller uden håndarbejde smagte ginnerne fra det ret nye Tranum Mølle Destilleri. Der var fire forskellige, og vi smagte dem alle plus forskellige drinks med ginnerne som basis. Jeg kunne især godt lide de mest traditionelle, der hedder Trinity og Scuttlebutt - den flotte blå på billedet. De mere krydrede, Botanic og Spicy, havde tydeligvis mange fans, men der var for meget lakridssmag i dem for mig.

Det gik for resten meget fint med at strikke og drikke samtidig. Det kunne da godt blive en ny trend :)

På Fanø strikkede vi også i usædvanlige omgivelser, nemlig da vi var til koncert i Sønderho Kirke:


Fanø-orkestret, der spillede, hedder normalt Mellem2gavle, men et enkelt medlem kunne ikke være med denne aften, så det havde til lejligheden skiftet navn til Mellem2pinde. De spillede en herlig blanding af traditionel - primært fanøbaseret - musik, jazz, cajun med mere.

Ligesom til strik & gin var der totalt udsolgt.

torsdag den 10. oktober 2019

Årets garnindkøb på Fanø

Som sædvanlig skulle jeg ikke have noget. Jo, nye pinde, men ikke garn, lagerets størrelse taget i betragtning. Det er bare mærkeligt med det lager, for når jeg finder noget, jeg godt kunne tænke mig at strikke - eller får bestilling på noget - så er det langt fra altid, der er egnet garn i lageret.

Enten investerer jeg i det forkerte garn, eller også skulle jeg begynde at give lagerbeholdningen første prioritet, når jeg vælger et nyt projekt at gå i gang med i stedet for at prioritere modellen til projektet.

Tilbage til strikkefestivalen, for jeg faldt selvfølgelig alligevel for noget. Jeg kigger først og fremmest hos de forhandlere, der har noget, jeg ikke tror, jeg kan få hos Århus' mange forhandlere. Det vil sige, de små independent forhandlere og især de udenlandske forhandlere, der er dukket op.

Denne gang så mit indkøb sådan ud:


Det er fra højre: Noro Silk Camdeboo. Jeg var ikke med på Noro-bølgen, da den fandt sted for nok over 10 år siden. Jeg syntes, garnet var for dyrt, og jeg gad heller ikke strikke af det samme som "alle de andre". Det har dog ikke forhindret, at jeg syntes, det "alle de andre" strikkede af deres Noro-garn blev rigtig lækkert. Jeg faldt over en stor rest på godt 350 g hos Lisbeth Nygaard i en dejlig orange. Hvis det bliver sat sammen med en anden farve, skulle der nok kunne blive til en cardigan.

Ved siden af ligger tre nøgler Lang Cashsoft Baby, som jeg ikke rigtig ved, hvorfor jeg købte. Det kan muligvis godt fås her i byen, det var ikke på tilbud, jeg havde ikke et bestemt projekt i tankerne. Men det er vidunderlig blødt, og jeg blev fristet over evne i Trine P.s stand.

Endelig det mest spændende. Helt fra Skotland var The Border Mill kommet med nogle spændende og utroligt dejlige garner. En af kvaliteterne indeholdt rosenfibre. Det var nu ikke den, jeg købte, deres Alpaca Tweed Silk passede mig bedre i tykkelsen.

Der var også noget, jeg ikke købte. Jeg plejer at sige, at shetlandsuld gider jeg ikke strikke af, fordi det er for hårdt og kradsende. Det passer imidlertid slet ikke på garnet fra Jamieson's of Shetland, som forhandles hos Kastaniestrik. Det er superlækkert, og så fås det i 225 farver. Kastaniestrik har dem alle! Jeg vil helt sikkert prøve at bruge Jamieson's, og nu har jeg ydermere forelsket mig i nogle pulsvarmere, hvor det ville være meget velegnet. Kastaniestrik kommer på den store messe i Fredericia. Jeg havde ikke regnet med at skulle til Fredericia, men måske...

Jeg fik også de strikkepinde, jeg gerne ville have, men jeg købte ikke en eneste knap!

Som altid var der yarnbombing rundt på øen:

Foran slagter Christiansens butik i Nordby...

...strategisk placeret ved siden af bankens hæveautomat, også i Nordby

Men 2CV'en i Sønderho tog vist prisen hjem

lørdag den 5. oktober 2019

Årets Fanø-september-ferie

Det er godt nok et stykke tid siden, vi kom hjem, men kort tid efter hjemkomsten startede VM i atletik, og så var der ikke megen tid til også at blogge.

Det matchende papkrus er fra den mobile kaffevogn i Nordby

I år brugte vi ikke så megen tid på selve strikkefestivalen, som vi somme tider har gjort. Til gengæld fik vi strikket (og snakket) rigtig meget, både i sommerhuset, hvor vejret tit var så godt, at vi strikkede ude på terrassen, og andre steder. Sjovt nok strikkede vi, som det ses på billedet, alle i lyserødt. Blandt andet.

Vi fik også gået nogle ture. I området omkring sommerhuset kiggede vi blandt andet på de mange stråtage. Vores interesse for stråtækning er øget i væsentlig grad, efter at nogle af vores venners datter er kommet i lære som tækkemand.


Dette billede af et stråtækt sommerhus med fine detaljer i tækningen er med speciel hilsen til LF.

Vi havde godt vejr næsten hele tiden, dog var der tit dis om morgenen. Blandt andet den morgen, hvor jeg gik tur ved golfbanen. Fanø er smuk i disen, synes jeg.


Vi opholdt os også meget i Nordby, hvor vi kiggede efter katte og frekventerede de gode spisesteder.

Stærene havde indtaget byen, og overalt kunne man høre deres livlige kvidren.

Man kunne bare slå sig ned på en bænk, finde strikketøjet frem og lytte til koncerten. Så bliver det ikke meget bedre.

Sjovt nok var der ikke mange stære i Sønderho i år, og vi hilste heller ikke på nogen katte der, men det gjorde vi andre steder. Det vender jeg tilbage til.


tirsdag den 10. september 2019

Husmorsysler

Jeg er ikke meget af en husmor, men hvert år i september får jeg lyst til at sylte og salte og hvad har vi ellers. Mon det er noget i krybdyrhjernen, der siger, at nu bør jeg samle forråd?

De faste ting, jeg laver, er syltede tyttebær, hyldebærmarmelade og æblesmør. Vi har stadig tyttebærsyltetøj og æblesmør fra sidste år, og æblesmør kan man for resten lave året rundt.

Jeg ved ikke, om hyldebærrene er modne. Har ikke set nogen, og det er også altid ret besværligt at finde nogen, jeg må plukke. Desuden er der stadig lidt i fryseren, og vores marmeladeforbrug er yderst begrænset.


I år har jeg så lavet noget andet. Jeg havde en opskrift på auberginechutney, som jeg længe har haft lyst til at afprøve, og nu har vi tre glas frisklavet chutney. Så skal vi bare have lavet noget indisk mad, det kan spises til.

Jeg har også prøvet at lave æbleeddike. Det varer stadig nogle uger, inden det er færdigt.

Endelig forsøger jeg at fermentere. Jeg har indkøbt et specielt glas med luftventil til processen, og har puttet noget, der nok bliver til en mellemting mellem sauerkraut og kimchi, i glasset. Måske burde jeg have holdt mig til opskriften, når det nu er første gang, men jeg improviserede lidt i stedet. Vi får se, om det bliver spiseligt.

torsdag den 5. september 2019

Det blev så sidste gang...

...at jeg strikkede et tørklæde af nogen form for uld til mig selv.


Jeg var ellers så forelsket i garnet, da jeg fandt det, blødt og blankt og i flotte farver, og jeg synes også, tørklædet blev flot. Men det kradser! 

Allerede mens jeg strikkede, fik jeg en mistanke, for mine øjne blev irriterede, formodentlig af de små hår, der blev frigjort under strikningen. Jeg strikker af samme grund aldrig med mohair og heller ikke med alpaka, og derfor var jeg også for dum, da jeg købte garnet, for det er Llama Silk fra Järbo, 70% lamauld og 30% silke. Alpakaer er immervæk også en slags lamaer.

Ganske rigtigt: Da jeg tog tørklædet på, fik jeg det øjeblikkeligt af igen. Jeg vil se, om jeg kan bruge det uden på en vinterjakke, og ellers må det i gavekassen.


Mon ikke jeg har lært det nu? Hvis jeg skal strikke tørklæder til mig selv, skal det være i bomuld, hør eller andre plantebaserede garner, og silke må vel også være ok. Det vil sige, jeg har faktisk et bundt angora - ikke fra kinesiske kaniner, men fra kaniner, der med sikkerhed har haft det godt - som jeg egentlig også havde tænkt mig skulle forvandles til et tørklæde. Gad vidst om det er kradsfrit?

Mønsteret er for resten fundet på Ravelry. Det hedder Villapesupinnnat, og designeren er Pirju Lakkapää. Jeg har som sædvanligt forholdt mig ret frit til opskriften, men det bliver man faktisk også opfordret til.

tirsdag den 3. september 2019

Augustferier

Vi har været en del hjemmefra i august.

Bortset fra endagsudflugterne startede vi med at tage en uge til Lønstrup, eller mere præcist til Rubjerg. Vi havde lejet en stor feriegård, Klitgaarden.


På billedet af gården kan man bag gårdens tag se noget lyst. Det er den store sandbunke, der ligger ved Rubjerg Knude Fyr.

Vi kom en torsdag, og helt tilfældigt var der torsdag aften koncert i Hirtshals med Pierre Dørge og New Jungle Orchestra. På trods af et par klagepunkter var jeg ret vild med den koncert, vi hørte med Jungleorkestret sidste år i Århus Jazzuge, så vi havde købt billetter i god tid.

Det blev en forrygende start på ferien. På Hirtshals' gamle station var der ikke 35 grader varmt, og der blev heller ikke spillet for højt, som det var tilfældet i Århus. Nøj, hvor var det godt!!! Her er orkestrets fire blæsere:


Der var 20 sovepladser på gården, så vi havde inviteret en del gæster i weekenden. Bare for at være sammen med dem, men de havde nu alligevel fundet ud af, at jeg lige er blevet 70, og at det ikke varer så længe, inden Dorthe også runder, så vi fik en masse gaver. Vi fik også en masse god mad, købt udefra, og en ekstremt god rødvin. Der var ikke en dråbe til overs!

Bortset fra det besøgte vi også Strandfogedgården, der lå i gåafstand og er museum for blandt andet sandflugten. Nogle nåede også en tur til fyret, og vi var alle i Lønstrup, hvor vi fik brunch om søndagen og kiggede på nogle af de mange kunsthåndværkeres forretninger.

Yrsa og Annett blev efter weekenden, så det blev til flere ture i området. Man er begyndt at arbejde med at flytte fyret, der ellers snart vil styrte i havet. Sådan som jeg har forstået det, skal der først anlægges en vej fra den nuværende til den kommende placering, og så skal fyret have rulleskøjter på og rulles længere ind i landet.

Der er ingen garantier for, at det lykkes, og måske var det sidste gang, vi så Rubjerg Knude Fyr. Jeg kunne ikke lade være med at tage en masse bileder af det, her er bare et enkelt, taget en sen eftermiddag fra Vennebjerg Mølle:


Farverne var slet ikke sådan, men det kom af en eller anden grund sådan ud af kameraet, og jeg synes, det er ret stemningsfuldt.

Til vores store fornøjelse var der en masse får i landskabet omkring gården. Om morgenen kunne man se dem i klump omkring træerne. Mon de ligger der og sover om natten?


Vi var med på en traktorbustur ud i området ved fyret. Der var også masser af får, og de lå tit på vores bulede vej, så der måtte dyttes kraftigt for at få dem væk, når traktorbussen kom:


Billedet er taget, mens vi humpler os af sted, og det er alt andet end skarpt, men man kan da både se fårene, der langt om længe indvilger i at flytte sig fra vejen,
og det karakteristiske vindblæste træ.

Turens eneste kat mødte vi i Hjørring. En nydelig blåstribet kat, der hed Pelle. Han ville gerne snakke, når han da ikke lige skulle holde øje med den hund, der åbenbart boede i det samme gårdmiljø.

Hunde så vi mange af, også på gården, hvor Hanne og Oles Sofus til vores udelte begejstring var en af gæsterne. Vi vidste med sikkerhed, at alle de andre gæster var dyrevenner.

Generelt var vejret fint, ikke så megen regn, og når det endelig skulle regne, var det på tidspunkter, hvor det ikke generede os synderligt, men så varmt, som da vi senere på måneden var fem dage i København, var det ikke.

Selv på Glyptoteket, hvor vi så den fine Bonnard-udstilling, var der varmt. Ud over Bonnard, var vi også i den ægyptiske afdeling.

Vi skal altid lige forbi "dukkehusene", som Dorthe siger - altså modellerne af forskellige værksteder, som er kommet med i gravene, og ikke mindst kattestauetter og kattemumien. Og den lille turkise flodhest, der vist er ved at blive et ikon for hele Glyptoteket. 

fredag den 9. august 2019

På eventyr i Hundredemeterskoven

For et par måneder siden læste jeg i avisen, at der på Fanø Kunstmuseum ville komme en helt speciel udstilling med Ernest Shepards originale Peter Plys illustrationer. Tegninger, som ellers bliver vist på Louvre og andre store steder, ville nu komme til Sønderho. Det er da noget af et eventyr.


Udstillingen har sidste åbningsdag den 1. september - altså før strikkefestivalen - så vi måtte til Fanø en ekstra gang i år. Både Yrsa og Annett ville gerne med. Annett ved alt om, hvad der foregår på Fanø, så vi skulle af sted en onsdag, hvor der i sæsonen har været Late Night i Nordby.

Det blev en helt igennem vellykket udflugt. Vi startede med en tidlig frokost hos Rudbeck i Nordby. Nej, allerførst var vi faktisk i Brugsen. Vi har nemlig tidligere bemærket, at de har den mysli, vi blander i vores havregrød. Vi har ikke set den nogen steder i Århus, så vi plejer at købe den på nettet, men Nordby Brugs var igen leveringsdygtig!

Efter frokosten kørte vi til Sønderho. Vejret var godt, så vi startede med at gå tur i de snævre gader og stier og nyde atmosfæren. Vi traf også en enkelt kat:


Den ville gerne snakke, men nok endnu hellere lege. Legetøjet var lige ved hånden. Græsstrå, blade, der blafrede i vinden...

Så var det tid til Kunstmuseet. Shepards tegninger er bare så dejlige, og det var et fint udvalg, der var på udstillingen. Der var flest fra Peter Plys universet, men også nogle fra Muldvarpen og hans venner. Man måtte forståeligt nok ikke fotografere på udstillingen, men den lille plakat kunne jeg da forevige.

Som en ekstra appelsin i turbanen var der endnu en særudstilling med titlen Fuglefortolkninger. Den er arrangeret af Fanøs egen Marco Brodde og med bidrag fra tre briter samt Carl Johan Forsberg, der malede fugle på Fanø for omkring 100 år siden.

Næsten alle Marco Broddes billeder var solgt. Ikke så underligt, men det her med strandskader og en måge kunne man stadig erhverve:


Mit yndlingsværk var dog af en af briterne, Wynona Legg:


Det er med knortegæs, og hvis det ikke var, fordi det ikke er så længe siden, jeg har købt et lidt dyrere maleri, så havde jeg fået sat en rød prik på det billede.

Der var også fugledigte skrevet af elever i 7. klasse på udstillingen. Hold da op, hvor var de gode! De elever må have en lærer, der er ekstremt god til at sætte sine elever ind i digtets verden.

Efter endnu en slentretur i det gode vejr i Sønderho kørte vi tilbage til Nordby. Annett trængte til is, så første stop var hos Fanø Is.

Lige overfor kunne Nordbys flotteste og "blåeste" hortensiaer beundres. Mit billede er i virkeligheden ikke særlig godt, for noget af det imponerende er, at hortensiaerne står i hele husets længde, og det er altså ret langt, men det viser billedet jo slet ikke.

Jeg var i øvrigt langt fra den eneste, der mente, at hortensiaerne var noget af en attraktion. Jeg så mindst fem andre, der også fotograferede.

Vejret var stadig godt, så vi gik tur på hovedgaden og kiggede på forretningerne. Hvem er der endnu, hvem er forsvundet?


Pizzeriaet, hvor den skildpaddefarvede kat, vi kalder Pizza, bor, var der stadigvæk, og det var Pizza herself også. Da vi gik den ene vej, sad hun på bordet uden for vinduet ind til pizzeriaet og var meget opmærksom på, hvad der skete der. Det var måske ved at være hendes aftensmadtid, inden der kom alt for mange spisegæster.

Da vi gik den anden vej, var der ganske rigtigt kommet spisende gæster, men Pizza lå helt roligt på "sit" bord. Hun er bare så sød!

Selv spiste vi på Aroma. Der var en speciel Late Night-menu. Særdeles lækker! Og rigelig! De gamle -  Dorthe og jeg - blev desværre nødt til at levne.

Mon Kunstmuseet også næste år arrangerer en sommerudstilling, som vi absolut må se. Det ville jeg ikke have noget imod.