tirsdag den 10. september 2019

Husmorsysler

Jeg er ikke meget af en husmor, men hvert år i september får jeg lyst til at sylte og salte og hvad har vi ellers. Mon det er noget i krybdyrhjernen, der siger, at nu bør jeg samle forråd?

De faste ting, jeg laver, er syltede tyttebær, hyldebærmarmelade og æblesmør. Vi har stadig tyttebærsyltetøj og æblesmør fra sidste år, og æblesmør kan man for resten lave året rundt.

Jeg ved ikke, om hyldebærrene er modne. Har ikke set nogen, og det er også altid ret besværligt at finde nogen, jeg må plukke. Desuden er der stadig lidt i fryseren, og vores marmeladeforbrug er yderst begrænset.


I år har jeg så lavet noget andet. Jeg havde en opskrift på auberginechutney, som jeg længe har haft lyst til at afprøve, og nu har vi tre glas frisklavet chutney. Så skal vi bare have lavet noget indisk mad, det kan spises til.

Jeg har også prøvet at lave æbleeddike. Det varer stadig nogle uger, inden det er færdigt.

Endelig forsøger jeg at fermentere. Jeg har indkøbt et specielt glas med luftventil til processen, og har puttet noget, der nok bliver til en mellemting mellem sauerkraut og kimchi, i glasset. Måske burde jeg have holdt mig til opskriften, når det nu er første gang, men jeg improviserede lidt i stedet. Vi får se, om det bliver spiseligt.

torsdag den 5. september 2019

Det blev så sidste gang...

...at jeg strikkede et tørklæde af nogen form for uld til mig selv.


Jeg var ellers så forelsket i garnet, da jeg fandt det, blødt og blankt og i flotte farver, og jeg synes også, tørklædet blev flot. Men det kradser! 

Allerede mens jeg strikkede, fik jeg en mistanke, for mine øjne blev irriterede, formodentlig af de små hår, der blev frigjort under strikningen. Jeg strikker af samme grund aldrig med mohair og heller ikke med alpaka, og derfor var jeg også for dum, da jeg købte garnet, for det er Llama Silk fra Järbo, 70% lamauld og 30% silke. Alpakaer er immervæk også en slags lamaer.

Ganske rigtigt: Da jeg tog tørklædet på, fik jeg det øjeblikkeligt af igen. Jeg vil se, om jeg kan bruge det uden på en vinterjakke, og ellers må det i gavekassen.


Mon ikke jeg har lært det nu? Hvis jeg skal strikke tørklæder til mig selv, skal det være i bomuld, hør eller andre plantebaserede garner, og silke må vel også være ok. Det vil sige, jeg har faktisk et bundt angora - ikke fra kinesiske kaniner, men fra kaniner, der med sikkerhed har haft det godt - som jeg egentlig også havde tænkt mig skulle forvandles til et tørklæde. Gad vidst om det er kradsfrit?

Mønsteret er for resten fundet på Ravelry. Det hedder Villapesupinnnat, og designeren er Pirju Lakkapää. Jeg har som sædvanligt forholdt mig ret frit til opskriften, men det bliver man faktisk også opfordret til.

tirsdag den 3. september 2019

Augustferier

Vi har været en del hjemmefra i august.

Bortset fra endagsudflugterne startede vi med at tage en uge til Lønstrup, eller mere præcist til Rubjerg. Vi havde lejet en stor feriegård, Klitgaarden.


På billedet af gården kan man bag gårdens tag se noget lyst. Det er den store sandbunke, der ligger ved Rubjerg Knude Fyr.

Vi kom en torsdag, og helt tilfældigt var der torsdag aften koncert i Hirtshals med Pierre Dørge og New Jungle Orchestra. På trods af et par klagepunkter var jeg ret vild med den koncert, vi hørte med Jungleorkestret sidste år i Århus Jazzuge, så vi havde købt billetter i god tid.

Det blev en forrygende start på ferien. På Hirtshals' gamle station var der ikke 35 grader varmt, og der blev heller ikke spillet for højt, som det var tilfældet i Århus. Nøj, hvor var det godt!!! Her er orkestrets fire blæsere:


Der var 20 sovepladser på gården, så vi havde inviteret en del gæster i weekenden. Bare for at være sammen med dem, men de havde nu alligevel fundet ud af, at jeg lige er blevet 70, og at det ikke varer så længe, inden Dorthe også runder, så vi fik en masse gaver. Vi fik også en masse god mad, købt udefra, og en ekstremt god rødvin. Der var ikke en dråbe til overs!

Bortset fra det besøgte vi også Strandfogedgården, der lå i gåafstand og er museum for blandt andet sandflugten. Nogle nåede også en tur til fyret, og vi var alle i Lønstrup, hvor vi fik brunch om søndagen og kiggede på nogle af de mange kunsthåndværkeres forretninger.

Yrsa og Annett blev efter weekenden, så det blev til flere ture i området. Man er begyndt at arbejde med at flytte fyret, der ellers snart vil styrte i havet. Sådan som jeg har forstået det, skal der først anlægges en vej fra den nuværende til den kommende placering, og så skal fyret have rulleskøjter på og rulles længere ind i landet.

Der er ingen garantier for, at det lykkes, og måske var det sidste gang, vi så Rubjerg Knude Fyr. Jeg kunne ikke lade være med at tage en masse bileder af det, her er bare et enkelt, taget en sen eftermiddag fra Vennebjerg Mølle:


Farverne var slet ikke sådan, men det kom af en eller anden grund sådan ud af kameraet, og jeg synes, det er ret stemningsfuldt.

Til vores store fornøjelse var der en masse får i landskabet omkring gården. Om morgenen kunne man se dem i klump omkring træerne. Mon de ligger der og sover om natten?


Vi var med på en traktorbustur ud i området ved fyret. Der var også masser af får, og de lå tit på vores bulede vej, så der måtte dyttes kraftigt for at få dem væk, når traktorbussen kom:


Billedet er taget, mens vi humpler os af sted, og det er alt andet end skarpt, men man kan da både se fårene, der langt om længe indvilger i at flytte sig fra vejen,
og det karakteristiske vindblæste træ.

Turens eneste kat mødte vi i Hjørring. En nydelig blåstribet kat, der hed Pelle. Han ville gerne snakke, når han da ikke lige skulle holde øje med den hund, der åbenbart boede i det samme gårdmiljø.

Hunde så vi mange af, også på gården, hvor Hanne og Oles Sofus til vores udelte begejstring var en af gæsterne. Vi vidste med sikkerhed, at alle de andre gæster var dyrevenner.

Generelt var vejret fint, ikke så megen regn, og når det endelig skulle regne, var det på tidspunkter, hvor det ikke generede os synderligt, men så varmt, som da vi senere på måneden var fem dage i København, var det ikke.

Selv på Glyptoteket, hvor vi så den fine Bonnard-udstilling, var der varmt. Ud over Bonnard, var vi også i den ægyptiske afdeling.

Vi skal altid lige forbi "dukkehusene", som Dorthe siger - altså modellerne af forskellige værksteder, som er kommet med i gravene, og ikke mindst kattestauetter og kattemumien. Og den lille turkise flodhest, der vist er ved at blive et ikon for hele Glyptoteket. 

fredag den 9. august 2019

På eventyr i Hundredemeterskoven

For et par måneder siden læste jeg i avisen, at der på Fanø Kunstmuseum ville komme en helt speciel udstilling med Ernest Shepards originale Peter Plys illustrationer. Tegninger, som ellers bliver vist på Louvre og andre store steder, ville nu komme til Sønderho. Det er da noget af et eventyr.


Udstillingen har sidste åbningsdag den 1. september - altså før strikkefestivalen - så vi måtte til Fanø en ekstra gang i år. Både Yrsa og Annett ville gerne med. Annett ved alt om, hvad der foregår på Fanø, så vi skulle af sted en onsdag, hvor der i sæsonen har været Late Night i Nordby.

Det blev en helt igennem vellykket udflugt. Vi startede med en tidlig frokost hos Rudbeck i Nordby. Nej, allerførst var vi faktisk i Brugsen. Vi har nemlig tidligere bemærket, at de har den mysli, vi blander i vores havregrød. Vi har ikke set den nogen steder i Århus, så vi plejer at købe den på nettet, men Nordby Brugs var igen leveringsdygtig!

Efter frokosten kørte vi til Sønderho. Vejret var godt, så vi startede med at gå tur i de snævre gader og stier og nyde atmosfæren. Vi traf også en enkelt kat:


Den ville gerne snakke, men nok endnu hellere lege. Legetøjet var lige ved hånden. Græsstrå, blade, der blafrede i vinden...

Så var det tid til Kunstmuseet. Shepards tegninger er bare så dejlige, og det var et fint udvalg, der var på udstillingen. Der var flest fra Peter Plys universet, men også nogle fra Muldvarpen og hans venner. Man måtte forståeligt nok ikke fotografere på udstillingen, men den lille plakat kunne jeg da forevige.

Som en ekstra appelsin i turbanen var der endnu en særudstilling med titlen Fuglefortolkninger. Den er arrangeret af Fanøs egen Marco Brodde og med bidrag fra tre briter samt Carl Johan Forsberg, der malede fugle på Fanø for omkring 100 år siden.

Næsten alle Marco Broddes billeder var solgt. Ikke så underligt, men det her med strandskader og en måge kunne man stadig erhverve:


Mit yndlingsværk var dog af en af briterne, Wynona Legg:


Det er med knortegæs, og hvis det ikke var, fordi det ikke er så længe siden, jeg har købt et lidt dyrere maleri, så havde jeg fået sat en rød prik på det billede.

Der var også fugledigte skrevet af elever i 7. klasse på udstillingen. Hold da op, hvor var de gode! De elever må have en lærer, der er ekstremt god til at sætte sine elever ind i digtets verden.

Efter endnu en slentretur i det gode vejr i Sønderho kørte vi tilbage til Nordby. Annett trængte til is, så første stop var hos Fanø Is.

Lige overfor kunne Nordbys flotteste og "blåeste" hortensiaer beundres. Mit billede er i virkeligheden ikke særlig godt, for noget af det imponerende er, at hortensiaerne står i hele husets længde, og det er altså ret langt, men det viser billedet jo slet ikke.

Jeg var i øvrigt langt fra den eneste, der mente, at hortensiaerne var noget af en attraktion. Jeg så mindst fem andre, der også fotograferede.

Vejret var stadig godt, så vi gik tur på hovedgaden og kiggede på forretningerne. Hvem er der endnu, hvem er forsvundet?


Pizzeriaet, hvor den skildpaddefarvede kat, vi kalder Pizza, bor, var der stadigvæk, og det var Pizza herself også. Da vi gik den ene vej, sad hun på bordet uden for vinduet ind til pizzeriaet og var meget opmærksom på, hvad der skete der. Det var måske ved at være hendes aftensmadtid, inden der kom alt for mange spisegæster.

Da vi gik den anden vej, var der ganske rigtigt kommet spisende gæster, men Pizza lå helt roligt på "sit" bord. Hun er bare så sød!

Selv spiste vi på Aroma. Der var en speciel Late Night-menu. Særdeles lækker! Og rigelig! De gamle -  Dorthe og jeg - blev desværre nødt til at levne.

Mon Kunstmuseet også næste år arrangerer en sommerudstilling, som vi absolut må se. Det ville jeg ikke have noget imod.

torsdag den 1. august 2019

Endnu et hjørne rundet

Jeg er blevet 70! På en eller anden måde er det ikke så skarpt et hjørne. Da jeg blev 60, mente jeg, at nu måtte jeg betegnes som gammel. Det var skarpt, syntes jeg. Heller ikke 65 var jeg så glad for. Da blev jeg jo folkepensionist. Men 70 fortsætter bare, hvad der allerede er i gang.

I øvrigt går jeg ikke så meget op i min fødselsdag, ikke noget med store fester her. Vi tog på dagen en tur til min fødeby, Horsens.


Her står jeg foran det hus, hvor jeg blev født og levede de første 3½ år af mit liv. Jeg tror, at kvisten til venstre var vores stue. Det var en meget lille lejlighed med en lille stue, et soveværelse og et lille blåmalet køkken. WC på trappen og delt med beboerne i den anden lejlighed på etagen. Min mor mente, at det var på den fælles facilitet, hun havde fået de lopper, min farmor fangede på hende omkring min fødsel.

Huset ligger på Nørretorv, og da jeg blev født var det vist noget af et rabarberkvarter. I hvert fald et arbejderkvarter. Ejerne af huset var et ældre ægtepar, som blev mine dagplejere (det hed det ikke dengang), indtil jeg kom i børnehave, og jeg var meget glad for dem. De boede selv i lejligheden med - tror jeg nok - alle de fire vinduer under kvistetagen. Der var også et baghus, hvor der var både værksted og hønsehus. Var der også en lejlighed der? Det kan jeg ikke huske mere.

Ud over at gense huset, hvor jeg blev født, var vores planer at kigge på nogle af de mange gavlmalerier i Horsens. Et af dem skulle være ikke så langt fra Nørretorv, så det var først på listen. Horsens er jo en gammel industri- og arbejderby, og netop i området omkring Nørretorv lå der en del fabrikker. Nogle af dem er mere eller mindre bevarede, selv om de ikke er fabrikker mere, og også en del af arbejderboligerne er bevaret. Vi syntes, det var rigtig spændende at gå rundt i det område.


Byens bryggeri hed Horsens Bajersk - og Hvidtølsbryggeri, og det lå lige ved Nørretorv. Nogle af bygningerne er blevet restaureret og fungerer nu som lokalcenter. Man er faktisk også begyndt et brygge øl igen på stedet.

Vi fik set næsten alle de gavlmalerier, vi havde planlagt at se.


Det her var det, der var sværest at finde, men det var fordi, der bliver nybygget rigtig meget i området. Men vi fandt det! Det er lavet af CMP ONE i 2018. Teksten, der står nederst til venstre, lyder: "We crossed that rail, and they blazed that trail, and it's because of them, that we won't fail..."

Vi kom også forbi min gamle børnehave:


Den lå i en fin villa på Gasvej. Horsens Kommune fik i sin tid villaen overdraget af Hede Nielsen familien under den forudsætning, at den skulle bruges til børn- og ungeformål, og det fik blandt andet jeg altså glæde af. Den klausul holdt i 65 år, men blev så aflyst, og nu bruges huset vist til boliger.

Jeg var utrolig glad for min børnehave, især for frøken Inge, da jeg gik på stuen for de mellemstore børn, og for frøken Minna, senere fru Minna, da jeg gik på stuen for de ældste. 

Gasvej hedder sådan, fordi den går ned til havnen, hvor der lå nogle store gasbeholdere. Når vinden var i en bestemt retning, lugtede der af gas - ikke just min yndlingslugt. Børnehaven gik tit tur på havnen, og jeg er sikker på, det er en af årsagerne til, at jeg den dag i dag er så glad for havne.

Selv om vi er lidt utilfredse med Horsens' caféliv, så havde vi en dejlig dag. Vi gik også rigtig meget, og det var første gang efter mit bananskrælsuheld, at jeg gik langt uden problemer. Jeg er overrasket over, at noget, der føles så invaliderende den første uges tid, alligevel kan gå over så hurtigt. Det var en ekstra gave.

tirsdag den 23. juli 2019

Det var den jazzfestival

Line up:
Christian Vuust og Benjamin Trærup (t-sax), Thomas Sejthen (b) og Morten Nettelmann (drm)

- og den kom ikke til at forløbe helt, som jeg havde ønsket.

Starten fredag var god nok. På billedet hører vi Christian Vuust m.fl. på Café Gemmestedet. Ikke noget overraskende, men bare god musik og god stemning. Senere samme dag hørte vi endnu en koncert, som vi var mindre begejstrede for.

Lørdag havde vi lagt en fin plan, men på vej til den første koncert gled jeg i en bananskræl og fik en regulær fibersprængning i det ene baglår. Jeg måtte hjem og have is på og have smertestillende, og det lykkedes os at komme af sted til aftenens koncert med Caro Emerald, som vi havde købt billetter til i forsalg.

Hun er en livlig og stærkt syngende dame, og med Aarhus Jazz Orchestra i ryggen skulle man tro, at hun var i gode hænder, men det klædte hende ærlig talt bedre, når det kun var udvalgte medlemmer af orkestret, der bakkede hende op. Det var heldigvis tilfældet i de fleste af numrene, og generelt var det en fin koncert. Men Musikhusets trapper var jeg ikke gode venner med den aften.

Sådan en fibersprængning tager sin tid, så det var meget begrænset, hvad jeg ellers kom af sted til. Man mærker også ekstra meget, hvor dårlige stolene er rundt omkring, når man har en skade. Nogle steder er der bare bænke uden ryglæn, andre steder klapstole, som stort set alle har tvivlsom siddekomfort. Jeg plejer ikke at være følsom for dårlige stole, men med en fibersprængning ser det anderledes ud, og selv en uge efter tog vi hjem før beregnet, fordi vi ikke kunne klare flere dårlige siddepladser.

Jeg må af sted til noget mere hverdagsjazz, når mit lår bliver helt i orden igen, og så kommer der jo en ny festival næste år.


Denne meget snavsede fiskekutter mødte vi på vej til en koncert på Hantwerk på havnen - jeg i yderst adstadigt tempo. Den må have ligget på havets bund, men så vidt vi kunne se, havde vandet ikke været så dybt. Man kunne tydeligt se på masten, hvor meget af kutteren, der havde været under vand. Der var folk om bord, så den kommer måske til at sejle igen.

torsdag den 11. juli 2019

Dansk sommer


På mine traveture rundt i området kommer jeg af og til forbi et stykke med brak. I dag duftede der helt vildt godt! Det må have været tidslerne, og kønne er de sådan set også. Jeg nød dem i hvert fald.

Jeg håber brakstykket får lov at blive der, også til gavn og glæde for insekterne. Der bliver ellers bygget rigelig meget på de grønne arealer, der stadig findes.

På villavejene i vores område er man ved at lave regn- og spildevandsseparartion. I samme omgang bliver der anlagt vejbede, som også skal tjene som bassiner til for meget regnvand.

Bedene bliver plantet til med forskellige planter fra den danske natur. I dette bed er det mestendels katteurt lige nu, nogle af de andre bede er en del mere brogede.

Jeg kan allerede nu mærke, at jeg kommer til at passere de bede rigtig tit. Jeg skal jo holde øje med, hvilke planter der nu blomstrer.

Stort set er jeg tilfreds med sommervejret indtil nu. Sidste år var det altså for varmt for mig. Men forrige torsdag var vi til dyrskue i Herning, og da var vi godt nok utilfredse med vejret.

Det var ikke rigtig storm, men det nærmede sig, og samtidig var det koldt. Ydermere gav det sig til at regne sidst på dagen. På selve dyrskuepladsen kunne vi gå ind i staldene, men det øsregnede også, da vi skulle gå derfra, og der var et godt stykke fra pladsen til parkeringen. Vi blev gennemvåde og kolde, så vi satte stærk pris på varmen i bilen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har skruet op for bilvarmen i juli måned.

Inden da havde vi selvfølgelig set en masse dejlige dyr. Vi så mest på heste og kvæg. Og får. Og geder. Og kaniner og høns. Og lidt på katte, men det var faktisk de dyr, vi brugte mindst tid på.


Billedet af de nydelige dyr er taget, da regnen var startet - altså i en af staldene. Jeg har beklageligvis glemt, hvilken race, det var (Piemontese?), men de må bestemt være i familie med Isbjørn, som vi mødte i Skallerup Indlandsklitter for et par år siden.

Det er mange år siden, jeg sidst var til dyrskue, men jeg vil gerne af sted igen. I godt vejr!

lørdag den 29. juni 2019

Teksturer

Vi har været på udflugt til Tirpitz. Jeg har været der før, men det var inden, det nye museum blev bygget. Jeg må indrømme, jeg var behørigt imponeret. Det er Bjarke Ingels Group, der har tegnet museet, og deres løsning med et museum, der nærmest er skjult i klitterne og alligevel ikke, nærmer sig det geniale.

Jeg tror ikke, jeg ville være i stand til at tage billeder, der ville yde arkitekturen retfærdighed, og jeg forsøgte mig ikke, men jeg tog nogle detaljebilleder.

Gulvet i en af udstillingerne

I den udstilling, der hedder "En hær af beton" var der også billeder i betonen.

Det her er fra en af væggene i Tirpitz-bunkeren.
Jeg synes, det er spændende at kigge på strukturer og farver i betonen.
Jeg er ikke sikker på, om billedet vender rigtigt.
Der er både faste udstillinger og særudstillinger. Særudstillingen denne gang var om oprydning efter miner - yderst interessant! Men det var de faste udstillinger, Den skjulte vestkyst, En hær af beton og Havets guld (om rav) også.

Alle gæster på museet bliver udstyret med en lille tingest, hvor man kan høre om udstillingernes elementer. Superlet at betjene sig af og man får alle de oplysninger, som man ellers har været nødt til at læse sig til. Sikkert også flere, for det er jo meget lettere at lytte end at læse.

Der er en enkelt ulempe, og den er ikke så alvorlig. Hvor man i en traditionel udstilling plejer at snakke om udstillingen med dem, man følges med, så bliver man i Tirpitz meget grebet af lytningen, og hvis der er noget, man egentlig gerne vil have vendt, så er de andre optaget af at lytte. Sådan var det i hvert fald denne gang, en anden gang vil jeg nok være mere opmærksom på også at få snakket.

Vi var i øvrigt ikke inde i den gamle bunker. Vi troede fejlagtigt, vi skulle ind i den udefra, men der skulle i stedet være en underjordisk gang fra museet, og den overså vi åbenbart. Dorthe og jeg har jo altså set den tidligere, men Yrsa har ikke, så det kan da godt ske, vi skal til Tirpitz en anden gang.

onsdag den 26. juni 2019

Mod nord

Så kom vi så langt mod nord, som man kan komme her i landet, altså til Skagen. Vi var der kun et par dage, men det var faktisk nok. Ganske vist er der liv i Skagen, men mest på spise- og drikkeoområdet, mens der ikke sker så meget på kulturfronten mere.

Nyt for os var dog det store Center for Trækfugle i Det Grå Fyr.


Det er godt lavet, der er noget for både børn og voksne. Når man køber billet, bliver man ringmærket som en bestemt fugl. Jeg valgte sandløberen, så nu har jeg et særligt forhold til den fugl. Og så er der ellers mulighed for at få en masse at vide om fugletrækket ved Skagens Odde.

Jeg var også oppe i tårnet. Der er 208 trin. Egentlig ikke så voldsomt, men jeg blev alligevel godt forpustet.

Undervejs får man at vide, hvor mange trin der mangler, og på nogle af trinene er der ekstra oplysninger. For eksempel når man mangler 99 trin, at så højt synger en gærdesmutte. Jeg går ud fra, at det er i decibel. Vi har mindst én gærdesmutte i vores have, og den er ganske rigtigt vældig højrystet, men den har også en smuk stemme!

Udsigten fra toppen er selvfølgelig fantastisk. Jeg tog blandt andet det helt klassiske billede ud mod Grenen:


Ellers hang vi ud på havnen, Dorthe medbringende sin projektpose med den meget passende tekst "Knitting on the Dock of the Bay", og vi fik spist noget god fisk. Blandt andet i Pakhuset, hvor niveauet heldigvis var blevet hævet, siden vi sidst var der.

Det er i Pakhuset, de har alle gallionsfigurerne. Da vi havde kigget færdig på dem, havde klokken passeret 21, og så så der sådan ud i havnen:


Jeg kan godt lide Skagens havn, fordi der både er meget store skibe og de traditionelle lyseblå fiskekuttere. Der er også en masse lystyachter, men de interesserer mig ikke.

Minsandten om vi ikke også nåede at få solnedgangen ved solnedgangskiosken i Gammel Skagen med. Pladsen er ved at blive moderniseret, hvad det så ellers skal gøre godt for, så der var en masse rod, men solnedgangen var flot alligevel, og jeg kunne få et lidt usædvanligt solnedgangsbillede.


søndag den 16. juni 2019

I Operaen

Det her er ikke en Aperol Spritz, selv om det ligner. Det er en Opera Spritz!

Jeg kan nemlig afkrydse endnu et felt på listen over ting, jeg endnu ikke har prøvet: Et besøg i Operaen i København.

Egentlig havde jeg ikke noget større ønske om at opleve en opera der. Billetterne er rædsomt dyre, synes jeg, og det er besværligt at se opera i København. Skal man købe billetter månedsvis i forvejen? Og er det nødvendigt med en overnatning også?

Men da vi læste de gode anmeldelser af John Adams' Nixon in China, fik vi alligevel lyst til at prøve at få billetter. Vi er generelt meget glade for John Adams' musik og har set Nixon i operabio, så vi vidste, hvad vi ville gå glip af.

Der var ikke mange opførelser, men det kunne godt lade sig gøre at få billetter. Det havde nok været vanskeligere, hvis det havde drejet sig om et af de store operahits. Ydermere var der om søndagen en eftermiddagsforestilling, så vi kunne komme frem og tilbage samme dag.

Det var en god opførelse, på det punkt var vi helt enige med anmeldelserne. Allermest begejstrede var vi for Sofie Elkjær Jensen, der sang fru Mao, men alle sangerne var gode, og det var en spændende iscenesættelsen.

Operaen er jo ikke særlig smuk set udefra, i hvert fald ikke efter min mening, men inde er den mere interessant. Vi tog en tur fra top til bund.


Allerøverst ligger restauranten, hvor man kan gå ud på en svalegang med en dejlig udsigt til alle sider.


På de øvrige etager er der gode foyerområder. Den rødbrune kugle er selve salen, og på billedet kan man også se Olafur Eliassons korresponderende lamper. Flotte!

Selve operarummet var vi ikke så imponerede over. Jo, det så meget nydeligt ud, men vi sad på 8. række, og der var en del hoveder i vejen for et fuldt udsyn. Gulvet er simpelthen for fladt. Det problem troede jeg ærlig talt var løst, da operaen blev bygget i begyndelsen af 2000tallet. Ikke overraskende er de bedste pladser sikkert på 1. balkon, men de var vist solgt, da vi købte vores billetter. Akustikken var i orden, men ikke så god som i vores egen symfoniske sal.

Vi var også utilfredse med publikum. Det var ærlig talt temmelig ukultiveret. Vi er vant til, at man holder op med at snakke, når musikken starter, men til denne forestilling varede det et godt stykke tid, inden folk havde fået snakket færdig. Vi var måske ekstra hårdt ramt, for foran os sad et par nok omkring 40-50 år gamle, som var udpræget mere optaget af sig selv end af det, der foregik på scenen. Der blev fra hendes side rystet hår i hele forstillingens længde, og de blev ved med at udveksle bemærkninger - yderst irriterende!

Alt i alt blev det dog en dejlig dag i København og i operaen. Opera Spritzen - Campari og bobler - var også god!

onsdag den 12. juni 2019

Havnen i Havneby

Jeg har en forkærlighed for havne og specielt for kraner. Jeg tror, det stammer fra min børnehavetid i Horsens, hvor vi tit gik tur på havnen.

Der var ikke så mange kraner i den lille havn i Havneby på Rømø, men der var andet godt at kigge på. Skibe, selvfølgelig. Som det grønne her, der endda har en baby.


Og de to røde:


Der lå også en lille borerig. De er ekstra fotogene, synes jeg.

Vi havde kun fornøjelse af den et par dage, så sejlede den ud i Vesterhavet.

Havnen er den ene hjemmehavn for færgen til Sild. Sildefærgen eller på halvtysk Syltefærgen? Nå, det er måske ikke så morsomt endda.

Sildefærgen sejler nærmest nonstop, og vi så den både i havnen, fra vores feriehus, fra vores ture på fastlandet og på vores vandreture blandt får og lam på strandengen neden for vores hus.

I havnen lå også et gammelt rustent skib. Det så ud, som om der blev arbejdet på det, men kan det virkelig komme til at sejle igen?


På siden var der aftegninger, der minder om ikke særligt velbevarede kalkmalerier. Det må da bestemt være en rytterfrise.


Der var også fugle i havnen. Mest måger, men en dag stoltserede en strandskade i lang tid frem og tilbage.


Jeg kan godt lide strandskader! Og havne!

fredag den 31. maj 2019

Rømøs spisesteder

Indrømmet: Overskriften er for flot, for vi afprøvede overhovedet ikke samtlige spisesteder på Rømø. Men nogle nåede vi da.

I Havneby fik vi den store fiskebuffet på Holms Fiskerestaurant, og stor er den unægtelig. Det er ikke den højere gastronomi, men jeg synes da nok, den var pengene værd. Vi spiste ikke på det andet fiskested, Otto og Anis Fisk, men vi købte noget med hjem. Nordsørejerne var ok, selv om jeg synes, jeg har fået dem bedre, men fiskefrikadellerne var af kanonkuglevarianten.

Der er et par andre spisesteder i Havneby. Et af dem spiste vi på, da vi var på Rømø i 2013, og det var en skuffelse. Vi kunne bare ikke huske med sikkerhed, hvilket et af dem, det var, så vi undlod dem begge denne gang.

I Lakolk er der også nogle forskellige caféer/restauranter. En af dem er ret berømt. Fru Dax er nemlig kåret til Danmarks bedste issted 2019. Jeg var sammen med tre passionerede isspisere, så det lød jo forjættende, men vi opdagede, at det var Frisko Is, de forhandlede, og den er der ingen af os, der sætter større pris på.

Vi valgte i stedet nabocaféen, Café Midtpunkt, hvor det er deres hjemmelavede Rømø Is, der bliver puttet i vafler og bægre. Udmærket is og særdeles gode vafler ifølge Annett, men som sædvanlig bliver man straffet prismæssigt, hvis man bare skal have en enkelt kugle.

I den lokale Superbrugs i Havneby forhandlede de også Rømøisen i literpakninger (tommel op!), og vi købte vaniljeisen med hjem, fordi vi skulle bruge den til en dessert, der også involverede en helt specielt øl med kaffesmag, som Annett havde haft med. Yrsa og jeg var noget uenige om kvaliteten. Yrsa mente ikke, der var tydelig vaniljesmag, men det gjorde jeg, til trods for at jeg ikke kunne se vaniljekornene.

Derimod spiste vi frokost en dag og brunch en anden dag hos Fru Dax. Rigelige portioner og cafémad over gennemsnittet. Især var jeg glad for brunchen.

Efter min mening var det allerbedste, vi fik på øen, dog kaffen og kagerne på Hattesgaard, der også forhandler både ægte og nyproduceret antik.

Der var simpelthen et kæmpestort udvalg af kager, og man kunne også få flere forskellige gluten- og sukkerfri. Det er al ære værd, selv om ingen af os behøver at tage hensyn til den slags.


Vi var nødt til at få vores eftermiddagskaffe der to gange. Billedet er fra den første gang. Min er den allerforreste, noget med chokolade og saltkaramel - MUMS! Anden gang fik jeg rugbrødslagkage. Jeg er ualmindelig glad for kager, men de andre var også tilfredse. Kaffen, deres specialblanding, var også god.

Anden gang fik Annett os lokket med på en kande med kaffe, der smagte af irsk kaffe, bare uden puddersukker og flødeskum - den var jeg knap så begejstret for, men sådan set bryder jeg mig heller ikke om irsk kaffe. Nu blev den i hvert fald afprøvet, og kagerne er en omvej værd.

tirsdag den 28. maj 2019

I marsken


Marsken er fåreland. Jeg har vist aldrig før set så mange lam, som jeg så i marsklandet i løbet af vores Rømø-ferie.

Mange af fårene havde faktisk tre lam, og det skal de vel egentlig ikke have. De er jo kun to haner i mælkebaren, men det er marskfårene og -lammene åbenbart ligeglade med.


Der er vist en, der nyder livet

Marsken er også diger og sluser. Jeg synes, sluserne er spændende, men de er ikke så lette at fotografere som får og lam. Denne gang besøgte vi Højerslusen, Vidåslusen og Ballumslusen.


Fotoet er fra Ballumslusen, hvor det fine slusehus kan ses på lang afstand. Selve sluseanlægget stod færdigt i 1915 (bygget mestendels af franske og russiske krigsfanger), hele anlægget var først færdigt i 1919, Jeg har læst, at slusehuset er præget af strømningerne fra Bedre Byggeskik. Ikke så underligt, det ser godt ud. Men mon det virkelig er bygget samtidig med digerne og sluseanlægget? Det må næsten være bygget efter genforeningen.

Andre kan godt tage billeder af sluserne. Vi besøgte som sædvanligt, når vi er i den ende af landet, Tønder Kunstmuseum, hvor der netop nu er en udstilling af Henrik Saxgrens fotos fra Tøndermarsken, og et af billederne er taget ved Vidåslusen:


Man er vist nødt til at befinde sig i en båd for at tage sådan et slusebillede. Den fine udstilling kan i øvrigt ses til 1. september. Billederne - og mange flere end dem på udstillingen - er egentlig taget til bogen Tøndermarsken, hvor Hans Edvard Nørregård-Nielsen har skrevet teksten, men hvor er billederne dog meget flottere, når de kommer i stort format.