tirsdag den 11. januar 2022

Strik i 2021

 FAKTA:

16772 meter strikket. Omkring 1400 m mere brugt, flere projekter er strikket med dobbelt tråd. 
2027 meter er lageret formindsket med. Ikke så flot som sidste år, men det er i hvert fald gået ned, og det er jeg stolt af.
3477 kr. har jeg brugt på garn og tilbehør, til gengæld har jeg solgt for 1562 kr. Vi glemte at få os tilmeldt det lokale julemarked i tide, og jeg ved for resten ikke, om det overhovedet blev afholdt. Sidst i november steg coronaen jo kraftigt igen. Jeg har solgt noget privat, og vi har haft stand på Kirppu. Det, vi sælger der, er ganske vist så billigt, at garnprisen ikke altid bliver dækket, men det tynder lidt ud i lageret af færdig strik.
60 projekter blev færdiggjort. Billedet er et screenshot af min Ravelry-side for projekterne i 2021:


Jeg blev langt om længe færdig med den cardigan, jeg var så irriteret på. Jeg skrev om den i dette indlæg i januar. Den blev sådan set ganske flot, men den klædte mig ikke, og den kradsede. Det fik dog en lykkelig udgang, for en af mine veninder ville meget gerne have den, og den passede hende meget bedre end mig. Det er jeg godt nok glad for.

Resterne af garnet blev brugt til teststrik på en ny opskrift på en babyvest, jeg har lavet. Der var nok til 5 veste, dog ikke alle i denne model, og de er faktisk alle blevet solgt. Veste er åbenbart ikke kun moderne til voksne.

Opskriften er endnu ikke blevet offentliggjort, men den er lige på trapperne. Jeg mangler kun den sidste finish på den engelske version.

Det mest garnkrævende, jeg har strikket, er, ud over cardiganen, de to ildopal-sjaler, som jeg også har blogget om før. Der svandt en del i lageret, når man måler i meter, men fysisk var der ikke den store forskel, fordi garnet er så tyndt - 800 meter på 100 g.

Det er som sædvanligt blevet til en del pulsvarmere, hvor jeg elsker at afprøve nye opskrifter og teknikker. Også en del babytøj ud over vestene, men det mest anderledes, jeg har frembragt, er nogle kurve i båndgarn:



De er hæklede, ikke strikkede, og garnet er tykt - jeg brugte hæklenål nummer 12. Absolut i den modsatte ende af ildopal-sjalerne. Annett vandt garnet på den allerførste garnstafet, vi var til. Hun mente ikke, hun ville få det brugt. Det troede jeg nok, jeg ville, men der gik godt nok en del år. Til gengæld blev det brugt til sidste meter. Dem var der så også kun 100 af, men det var alligevel noget, der skabte lidt plads i lageret. Selv om kurvene er hæklede, synes jeg, de hører med til årets produktion.

Planer for næste år? Jo, jeg synes faktisk, jeg mangler en trøje - eller cardigan, som det normalt kaldes i strikkeverdenen. Den skal der godt nok købes nyt garn til, men ellers er det som altid meningen at få garnlageret nedbragt. Vi får se...

tirsdag den 4. januar 2022

Nytårskatten

 


...som jeg mødte på min travetur nytårsdag. Der var endnu ikke helt samlet helt sammen efter nattens fyrværkeri, som vi i parentes bemærket ikke havde megen glæde af på grund af tåge.

Katten må bedømt på både udseende og væremåde være en norsk skovkat eller i hvert fald en blanding med en del skovkat i anetavlen. Meget imødekommende og en af den slags katte, der er umulige at fotografere, når man sætter sig på hug, fordi de så straks kommer hen til en for at kæle. Hun (jeg tror, det var en hun) var i hvert fald vældig sød, og jeg må hellere gå den vej en anden gang igen.

fredag den 24. december 2021

Julebagning

Normalt beskæftiger jeg mig ikke med julebagning, jeg er udmærket tilfreds med de julesmåkager, man kan købe sig til. Nå, ja, måske ikke lige Karen Volfs, men der findes da heldigvis gode bagere.

I Flensborg plejer vi at købe en julestolle med rom, men de senere år har vi ikke kunnet finde den. Måske var der for meget rom i, så den er blevet slettet af censuren?

Jeg tænkte, at man måtte da kunne bage den selv og begyndte at lede efter opskrifter. Det var ikke noget problem at finde en opskrift, men det var lidt et problem, at der i stort set alle dem, der var på tysk, hvilket jeg regnede med ville være mest autentisk, indgik en eller anden ingrediens, som ikke kan fås her til landet. Annett, der skulle til Flensborg, købte nogle af de ønskede ting, og så improviserede jeg i øvrigt.


Minsandten om ikke der kom en rigtig lækker stolle ud af det. Jeg kom godt nok for sent i gang, for sådan en sag skal ligge og trække i mindst to uger. Det kommer den her så ikke til, men hvis jeg selv bager romstolle næste år, vil jeg prøve at komme i gang i god tid. Det skulle vel ikke være så svært :) Og jeg vil også tilsætte mere rom :)

Når jeg overhovedet turde give mig i lag med stollebagning, er det fordi jeg faktisk flere gange med succes har bagt boller her i efteråret. Jeg gider ikke ælte så meget selv, men jeg har investeret i en lille køkkenmaskine, der klarer den slags for mig.


De her er bagt med purpurhvede og ølandshvede, og de smager bare godt. Jeg har tænkt mig efterhånden at afprøve forskellige meltyper. Foreløbig kan jeg sige god for purpurhveden.

For at det ikke skal være løgn, har jeg også "opfundet" en ret. Lidt inspireret af cacio e pepe, men jeg spiser ikke almindelig pasta herhjemme, så jeg bruger pasta lavet af grønne ærter. Desuden en eller anden slags kål, måske lidt røget laks, salt, friskkværnet peber og friskrevet parmesan eller lignende. 


Pastaen smager dejligt af friske ærter, og den er efter min smag helt perfekt sammen med kål (jeg har også brugt hvidkål, og det er mindst lige så godt som rosenkål) og peber. Måske skulle jeg kalde retten cavolo e pepe, men i aften står den godt nok på and...

Glædelig jul!

torsdag den 9. december 2021

Endnu et ildopal-sjal

Jeg har strikket endnu et sjal/tørklæde af mit Fleece Artist Sandalha-merino i farven ildopal:


 
Det går ikke hurtigt at strikke alle daisierne (eller på dansk marguerite/tusindfryd eller bellis), som strukturen i strikket også kaldes, men jeg kan godt lide det. Og det er let at huske, så det passer fint til fjernsynsstrik.

Strukturen ser lidt vaflet ud, og det giver fin fylde til det tynde Sandalha.

Jeg har tidligere strikket sjalet i andre garnkvaliteter, og det er altid blevet pænt

Mønsteret hedder Marguerite Shawlette - bellisser eller margueritter igen. Det er Katie White, der har designet, og mønsteret kan findes på Ravelry. 

Jeg har allerede givet sjalet væk, og det blev taget godt imod.

Der er stadig noget af garnet tilbage, men ikke nok til endnu et sjal. Man må vel egentlig også kunne strikke pulsvarmere med denne struktur - det skal prøves!

torsdag den 18. november 2021

Vejle igen

Vi har gentaget besøget i Vejle, som nu var blevet iklædt juleudstyr, og det er jo altid stemningsskabende.

I den ende af gågaden, vi ikke nåede sidst, opdagede vi et vaskeægte konditori. Opdateret til vores tid, men umiskendeligt et konditori. De havde Gateau Marcel-kager:


En pæn størrelse, og selv om de smagte helt perfekt (og jeg ved, hvordan jeg synes, en Gateau Marcel skal smage. Jeg har spist rigtig mange), så kunne vi ikke spise op. Kaffen var for resten også god.

I Århus har vi mig bekendt ikke et ordentligt konditori. Vi har et hav af Lagkagehuse, men dem tæller jeg ikke med. Og så har vi Emmery's, men der kommer vi for kaffen og for deres brød - ikke for kagerne. Men Vejle kan altså præstere i den disciplin.

Fra salonen, hvor vi sad, kunne vi se ud i en bindingsværksgård. Jo mørkere der blev, jo mere idyllisk blev den


Der var en vinbar og et andet udskænkningssted i gården, men med maverne fulde af Gateau Marcel skulle vi ikke nyde mere. Vi kunne heller ikke spise noget større aftensmåltid. Til trods for at vi havde udset os et par steder, der så spændende ud, og til trods for at vi gik en længere tur i de julebelyste gader, måtte vi nøjes med en sandwich fra Seven Eleven - men de er nu også gode.

Det var bælgravende mørkt, da vi gik hjem til hotellet. Vi gik på stien langs cylinderhusene, og det var noget af en oplevelse:


Jeg troede ikke, jeg kunne få ordentlige billeder, men det lykkedes da meget godt. Husene kaldes i øvrigt Fem Søstre, og ok - der er kun tre af dem med på billedet.

torsdag den 4. november 2021

Efterårets farvepalet

 

Vores tempeltræ har igen i år været helt fantastisk, det er en daglig glæde. I vel en måneds tid har det været klædt i efterårsfarver. Først en lidt grøngul, men så blev det en helt usædvanligt lysende gul, som jeg faktisk ikke er sikker på kommer ordentligt frem i fotoet - men tilnærmelsesvis.

Hvis der ikke kommer stærk blæst, så vil alle bladene om et par dage dale lige så stille ned som sne. Jeg har en ide om, at det før er sket den 4. november, men jeg tror ikke, det bliver i dag.

Der er ikke mange blomster tilbage i haven. Nogle enkelte storkenæb og så de her fine lyslilla asters:


De lyser også op, bare til den anden side af huset.

Alt er dog ikke efterårsagtigt. Ved et af vores nærmeste busstoppesteder ser der sådan ud netop nu:


Det er et nyt bed med vilde blomster, der er kommet, og frøene er blevet sået ret sent, måske i juli eller august, så næste år er de nok afblomstret på dette tidspunkt. Eller måske bliver der sået nye?

Løn og ahorn er vist efterårsballets dronninger. Hvis der er nogen, der kan lyse op, så er det dem


Nej, det er egentlig uretfærdigt, faktisk er der jo rigtig mange træer, der har smukke efterårsfarver. Eg og bøg er for eksempel heller ikke så ringe.

fredag den 29. oktober 2021

I Vejle

Vi har lige haft en enkelt overnatning i Vejle, hvor vi også nåede en lille eftermiddagsbytur.

Vejles gågade er en tro kopi af gågaderne i mange andre provinsbyer - altså ikke specielt interessant - men vi fandt byens garnbutikker. Man må jo lige tjekke, om der skulle være noget specielt, hvilket dog ikke var tilfældet. Hvilket igen ikke er ensbetydende med, at der ikke blev foretaget indkøb.

Tilfældigvis kom vi i en smøge, der gik ud til gågaden, forbi Kjærstrup Chokolade, og sådan en er der langt fra i alle byer. Nogle af deres flødeboller blev indkøbt, men faktisk syntes jeg ikke, de var helt så gode, som de plejer at være. Er kvaliteten faldet, eller var det bare et tilfælde? Trods alt er det stadig nogle af de bedste.

Der var et glædeligt gensyn med Vejles Pontus Kjerrman-skulpturer:

Ja, Dorthe er altså en senere og midlertidig tilføjelse

Dejligt, at man i næsten alle byer gør noget ud af den kunstneriske udsmykning, som i sagens natur giver byerne hver deres særpræg.

Når man lige ser bort fra bymidten, så synes jeg også, det ser ud til, at Vejle gør noget ud af de nye bygningers arkitektur. Bølgen er selvfølgelig et tydeligt eksempel, men det er en del andre nyopførte bygninger også, og det er bestemt ikke altsammen firkantede kasser.

Da jeg var barn, skulle vi altid lige lægge mærke til det runde hus på Fredericiavej, når vi kørte forbi. Det er der endnu, men der er kommet adskillige nye cylinderformede huse og også andre huse med sjove skæve vinkler. Tomlen op for det!

torsdag den 21. oktober 2021

Fanø-kattene 2021 - ud over vores medbragte

 


Minsandten om ikke Pizza var der endnu! Hun er blevet meget tynd. Det føltes, som om hun bare var et lille katteskelet med en ganske vist fin og tyk pels udenpå. Men hun må have nogle muskler tilbage. Selv om hun langt det meste tid lå og sov på bordet foran grillbaren, så vi hende også gå rundt på den sædvanlige rute.

Hun så ud til at være glad for, at vi snakkede med hende og strøg hende over den tynde krop. Kan hun virkelig kende os? Ganske vist har vi snakket med hende utallige gange igennem mange år, men som regel har vi kun været på Fanø én gang årligt. Og hun har også været glad for at snakke med andre mennesker, så det er nok en overfortolkning. Denne gang  også have været et farvel til Pizza. Jeg tror ikke på, at hun kan klare endnu en vinter.

Krølleøre i Sønderho har vi også kendt gennem nogle år. Hun er en lille kat, og derfor tror jeg, det er en hun, men jeg ved det ikke med sikkerhed. Hun er både køn og sød og ser ud til at nyde det leben, der er omkring sandwich- og iscaféen Tre søstre.

I samme område så vi hende her, som jeg tror er i familie med Krølleøre


Jeg er nu heller ikke helt sikker på, at det er en hun, men er hun ikke en lille bitte smule skildpaddefarvet?

Det er hende her, som vi traf i nærheden af Uldsnedkeren i Sønderho, i hvert fald:


Hun havde vældig travlt, og sekundet efter jeg tog billedet, for hun i fuldt firspring efter et eller andet. Vi så flere katte i det område, men der var vist for mange mennesker til, at kattene følte sig helt på hjemmebane, så de blev ikke længe nok til, at jeg kunne få dem foreviget.

I Nordby mødte vi - på nogen afstand - denne røde kat:


Ham kan vi i sagens natur med sikkerhed kende, hvis vi møder ham igen, og det kunne da godt ske, for han må jo være en elsket familiekat. Ikke alle vil ofre en øjenoperation på "bare en kat", men den rødstribede her har været heldig.

Den sidste kat, jeg fik billeder af, var bare en stor killing


Som alle killinger var hun meget legesyg, og hun ville også gerne snakke. Når hun havde tid altså, for der var hegn, der skulle forceres, græsstrå, der skulle daskes til, og visne blade, der skulle jages. Hende vil vi gerne træffe igen, og jeg tror også, vi kan kende hende.

tirsdag den 19. oktober 2021

Dyr i og omkring sommerhuset

For det tilfælde at vi ikke skulle møde nogen katte på Fanø, havde vi medbragt vores egne. Eller mere præcist: Annett havde. Tifany og hendes på det tidspunkt 8-9-10 uger gamle killing Trolle. Og så var Gamine også kommet med som legetante og aflastning for Tifany. 

Jeg fik et enkelt ikke særlig fremragende billede af alle tre:


Trolle ligger på mig og hygger, Tifany til højre er ved at undersøge, om hun kan komme ind under tæppet, og Gamine står på bordet ved siden af.

Trolle er stadig brun om mulen, fordi hun tidligere, da hun skulle lære at spise andet end mors mælk, havde fået smatmad. Måske syntes hun også. at hun skulle være tortie ligesom de andre. Vi vidste udmærket, at hun ikke var tortie, men vi troede på det tidspunkt efter adskillige befamlinger i den anden ende stadig, at hun var en hun. Det har senere vist sig at være en fejl, så nu kan han godt blive pænt ren i hovedet. Vi lader os ikke narre mere.

Gamine er så smuk:


Tif er også smuk, men hende fik jeg ikke nogen gode billeder af. Her kommer i stedet et, fra da vi var i Nørlev:


Der var flere katte, der gik omkring huset, men de ville ikke snakke. En af dem var blå, og vi havde mange steder set opslag om en 14 år gammel blå kat, der var forsvundet fra en tysk familie, der ferierede i Rindby, så vi forsøgte at få kigget ekstra godt på "vores" blå kat. Det var dog ikke den forsvunde kat. I slutningen af ferien var der på et af opslagene skrevet, at den var blevet fundet, og vi fik at vide, at katten var blevet set på et vildtkamera og derefter lokket i en fælde. En lykkelig slutning!

Vi så mange rådyr omkring huset, både råer, en rå med to kid, og en ung buk var fast gæst ved huset.


Kaniner så vi som altid mange af:


Vi mente at kunne kende en af dem, der næsten altid sad i vores indkørsel, men ellers ser de jo umiddelbart meget ens ud - bortset fra én, for den var nemlig sort. Det har vi alligevel aldrig set før på Fanø.

Der var ikke så mange fugle omkring huset. Vi så mange skader og også en rødkælk og diverse andre, men fasanerne hørte vi næsten hele tiden, og vi så dem også flere gange. Især fædrene promenerede med deres afkom, men de her kyllinger var nu alene. Der var 5-6 styk, men jeg nåede ikke af fotografere dem alle. 


I år så vi ingen ræve, men faktisk mødte vi en del katte på øen. De får deres eget indlæg.

lørdag den 2. oktober 2021

Ture fra Fanø

Normalt nøjes vi med udflugter Fanø, men i år var vi også på et par udflugter fra Fanø.


Det her er lystbådehavnen i Nordby. Turbåden Martha er egentlig sønderhoning, men hun er udvandret og bor nu til daglig i netop Nordbys lystbådehavn.

Hende tog vi med en dag til sælbankerne nord for Fanø. Undervejs passerede vi et noget større og hurtigtsejlende skib:


Vi blev vippet godt af dønningerne, da de to skibe havde passeret hinanden - ret sjovt. Det er Annett, der har fotograferet.

Det var ikke sikkert, der ville være sæler på bankerne ved Langli, men det var der heldigvis, og vi kom også ret tæt på dem. Vi var vist dagens underholdning for dem, i hvert fald så det ud til, de kiggede lige så meget på os som vi på dem.


Når sandhden skal frem, så så vi flere sæler i Nordbys havn (ikke mindre end 14 på én gang) end på denne tur, men så fik vi til gengæld også en lille tur i Esbjergs Havn, og det var også spændende. 

Undervejs passerede vi Svend Wiig Hansens store skulptur Mennesker ved Havet, og den ser lige så imponerende ud fra vandsiden som fra land.


Vejret var, som det ses på billederne, ikke strålende solskin på vores sæltur, men det var lunt, og det regnede ikke. Strålende solskin havde vi til gengæld den dag, vi tog til Flensborg for at få depoterne af diverse fornødenheder fyldt op.

Inden indkøb i Citti Park gik vi tur og spiste frokost i selve byen. Det var helt tydeligt, at corona-krisen har taget hårdt på forretningslivet. Der var rigtig mange tomme butikker, blandt andet havde mindst én af garnbutikkerne drejet nøglen om for evigt, og Karstadt var der heller ikke mere. Sørgeligt! 

Men vejret kunne vi altså ikke klage over. Her er et vue ned over Oluf-Samson-Gang ned mod havnen.


For enden af smøgen lå det fine sejlskib Eye of the Wind nok så dekorativt.


Tyskerne er så gode til at bruge årstidens afgrøder, og sådan var det også på den café, hvor vi fik vores frokost. Græskarsuppe til Dorthe, grøntsags- og kartoffelröstier til Annett og mig. Med ingefærchutney, der var så god, at jeg vil prøve at kopiere den.

Til sidst en tur gennem Citti Markt, der heldigvis lignede sig selv. Godt Annett havde trailer med til Fanø - ikke til Flensborg! - så vi ikke behøvede lægge bånd på os selv af hensyn til pladsen, da vi fyldte indkøbsvognene.

søndag den 26. september 2021

Hjemme igen fra Fanø og sidste strikkefestival

Igen i år har vi været to uger på Fanø sammen med Annett og til vores udelte fornøjelse også tre af hendes katte. Vi har hygget, strikket, spist godt, nydt naturen og nydt at være sammen alle seks.

Selvfølgelig var vi også til årets strikkefestival, både i Nordby og i Sønderho. Man kunne godt mærke, at der ikke var så mange standholdere, især i teltet i Nordby var der god plads, og der var slet ikke noget i den gamle skole i Sønderho. Var det på grund af coronaen, eller fordi arrangementet er ved at løbe lidt træt?

Næsten som sædvanligt syntes vi, det var sjovest i Sønderho. I Nordby var standene meget ens, jeg var lige ved at få kvababbelse af håndfarvet merino. Bevares, meget flot garn i alle regnbuens farver, og der var da også diverse andre fibre end merino, men helhedindtrykket var altså, at det var meget ens og dermed noget kedeligt.

Jeg overvejede noget af det håndfarvede, fordi der var noget hør i, men var ikke helt overvældet af farverne, så jeg holdt mig på måtten. Derimod købte jeg lidt angora. Håndfarvet selvfølgelig, i grønlige og stærkt pink nuancer, men ellers ikke noget.


Vi begyndte og sluttede i Sønderho. Der var både det håndfarvede og en masse andet forskelligt, og minsandten om jeg ikke på den sidste dag fandt noget håndfarvet merino/hør i en farve, jeg synes er spændende.


Så der kom alligevel håndfarvet garn med hjem. Hvad det skal bruges til, har jeg ingen anelse om.

Det blev den sidste strikkefestival i det sædvanlige regi, og det er nok egentlig meget godt. Nu vil hovedarrangør Christel Seyfarth i stedet lave eksklusive arangementer med få deltagere og førende (BVADR! - vi er altså i 2021!) garnproducenter og designere. 

Det lyder for snobbet for os, så vi har ikke tænkt os at blive nogle af de udvalgte, men mon ikke Sønderho er på banen igen næste år? Vi hyggede os i hvert fald gevaldigt til søndagens strikkebanko i teltet ved forsamlingshuset. Den må de - også - gerne gentage.

P.S. Vi overhørte i Nordby en morsom beskrivelse af alle strikkedamerne og deres eksponering af egne værker. Blandt andet havde der til et strikkearrangement på bryggeriet kun været én eneste deltager, der ikke bar farvestrålende hjemmestrik. Annett og Dorthe har med fuldt overlæg aldrig gået i deres egne kreationer til festivalen, jeg har gjort det nogle få gange, men vil måske ikke gøre det i fremtiden. Man skulle jo nødigt bare blive én af flokken ;)

torsdag den 16. september 2021

Grønkloder

 


Da jeg var barn boede jeg fem år i en lille landsby på Fyn. Vi havde en - forekommer det mig i hvert fald nu - pænt stor have.

Bagerst i haven stod seks blommetræer. Det vil sige, det ene var et mirabelletræ, og mirabeller regnes vist ikke helt til blommerne. Men ellers var der så vidt jeg husker to træer med victoriablommer, et med kirkes, et med sveskeblommer og et med grønkloder.

Grønkloder? Jamen, det er en anden betegnelse for Reine Claude. Min mor kendte ikke noget videre til fransk, måske har hun slet ikke opfattet, hvad blommerne hed, måske har hun med overlæg lavet det om til et navn, hun kunne håndtere, eller måske har Reine Claude aldrig heddet andet i hendes familie. Siden da er min mors betegnelse blevet standard for mig i en grad, så jeg godt kan komme til at sige grønkloder også til uindviede. I hvert fald når det drejer sig om de grøngule sorter af Reine Claude.

Jeg er meget glad for blommer i marmelade og chutney, men ellers synes jeg tit, at blommerne er sure enten ved stenen eller ved skindet.

Jeg har to gange i år købt grønkloder på torvet. Første gang til chutney, men vi kom til at gnaske et par stykker i os, og de var så gode, at der blev en noget mindre portion chutney end planlagt. Anden gang var de ikke helt så gode, men vi spiste alligevel dem allesammen. Blommemarmeladen må vente til en anden gang, men faktisk er det alligevel ufattelig lidt marmelade, vi spiser.

torsdag den 2. september 2021

Vendsysselferie

Ifølge kalenderen er det efterår, men vejret er skønt sensommervejr. Det var det også, da vi for en uges tid siden tilbragte en uge i sommerhus i Vendsyssel, nærmere betegnet ved Nørlev Strand.

Det er en egn, vi efterhånden kender temmelig godt, så vi ved, hvad vi gerne vil foretage os. Noget nyt var der dog kommet til. Siden vi sidst var i området, er Kornets Hus nær Hjørring åbnet.

Vi fik en udmærket brunch der (men hvor var grøden eller øllebrøden?), samtidig med at vi naturligvis så udstillingerne, der ikke var helt så store, som jeg havde regnet med. Men afgjort udmærkede.


Selve bygningen er i den for tiden fremherskende stil, når det gælder museer, oplevelsescentre og deslignendes. I dette tilfælde lidt som en stor lade, hvilket jo passer fint til emnet, men der er altså en lille djævel i mig, der spørger, om der ikke snart er en arkitekt, der tør prøve noget helt andet.

Udenfor var der dyrket en masse gamle og mere smagfulde - måske også sundere - kornsorter, og det var næsten det sjoveste at se. Årstiden var også helt rigtig, kornet var modent, men endnu ikke høstet.

Vi gik i lang tid og gættede på, hvad vi så. Heldigvis var der nogle diskrete skilte, så vi kunne konstatere, om vores gæt var rigtige. Forresten kendte vi overhovedet ikke alle sorterne. Kolben var i hvert fald ny for mig.

Det er nu ikke den, der er på billedet. Det er dalar hvede, og man kan godt se, at udbyttet er noget mindre end for de mere forædlede kornsorter. 

Når vi er på de kanter, er det oplagt med ture i naturen, både til fods og i bil. Til vores store fornøjelse er der masser af dyr i naturområderne. Billedet nedenfor er taget i området mellem Nørlev Strand og Kærsgård Strand. Det skulle også være et fugleområde, men vi så ikke så mange fugle igen. Til gengæld kunne vi hele tiden se Lien, altså stenalderkystskrænten. Der er ligesom noget historiens vingesus over det, når man færdes i sådan et område.


Hver aften, når vi kom hjem, kunne vi fra sommerhuset se op på Lien, og der stod næsten altid nogle heste. Billedet er taget på lang afstand. Med det blotte øje skulle man faktisk se godt efter for at se, at det var heste, men når de slog med halerne, var der ingen tvivl.


Og så er der jo Vesterhavet. Jeg er meget glad for Vesterhavet, både i stille - som det var de fleste dage i vores sommerhusuge -

Retning: Aberdeen - sådan cirka

- og når der er mere drøn på. Når der var lidt større bølger, kunne vi også høre havets brusen fra sommerhuset, men rigtig vildt var det ikke i denne uge.


Vi er også altid mindst et par gange i Hirtshals. For at hænge ud ved havnen og for at spise fisk. Det er helt forunderligt at se havnen med så stille vand.

Som altid var vi forbi fyret, som bestemt må være et af de smukkeste i Danmark.

Vi havde frokost med og spiste den med udsigt til både hav, fyrtårn og Hirtshals.

Rubjerg Knude Fyr herunder må så til gengæld være et af de mest interessante. Det er altså en imponerende dynge sand, det fyr står i. Nu fik vi også med egne øjne konstateret, at flytningen var vellykket. 

Jeg tog billedet fra klinten, hvor Mårup Kirke engang lå. Vejret var blevet lidt dårligere, men det var på vores hjemrejsedag, så det var vi nærmest tilfredse med - og i øvrigt klarede det op senere på dagen. 

søndag den 29. august 2021

Ildopalsjal

Jeg kan godt lide at strikke sjaler, men der er altså en grænse for, hvor mange sjaler, jeg selv kan bruge. Det nyeste sjal, jeg har strikket, er heldigvis med en bestemt modtager i tankerne.


Mønsteret hedder Shaelyn, designeren Leila Raven, og det kan findes på Ravelry. Jeg har før strikket efter det samme mønster, og det er en fornøjelse at følge.

Garnet er et håndfarvet lacegarn, der har ligget meget lang tid i mit lager. Sandalha hedder det, farven hedder meget passende Fire Opal, og det er fra Fleece Artist. Jeg købte det i Fandango her i byen, dengang butikken var ejet af Sys Fredens.

Lige så meget som jeg holder af at strikke sjaler, hader jeg at blogge dem. Det er dog en absolut nødvendighed med denne slags sjaler, og det er da også en fornøjelse at se, hvor pænt det bliver efter udspændingen.

Der er stadig en masse af garnet tilbage, og jeg er startet på endnu et sjal, men i et andet mønster.