Jazz og fugle i byen

Ligesom sidste år var vi i juni og juli til jazzfestival i både Århus og København. I år fandt den i Århus sted først, og faktisk overlappede de to festivaler hinanden lidt. Det gjorde os nu ikke noget, vi skulle alligevel ikke være 10 dage i København, så vi tog først derover, da der var spillet færdig i Århus.

Temaet for de fire aftener i Musikhuset med Aarhus Jazz Orchestra var i år John Coltrane. Han ville - i øvrigt ligesom Miles Davis - være blevet 100 i år. Det passede os fint, vi er meget glade for Coltrane. Der var samme sætliste alle aftener, men der var forskellige solister. Vi hørte tre af koncerterne, og blev de ikke bare bedre og bedre?

Den aften, vi ikke hørte Coltrane i Musikhuset, var vi på D3 i Sydhavnen, hvor vi hørte avantgarde jazz med Maria Faust og Kresten Osgood i spidsen. Superspændende!

Maria Faust hørte vi også i København. I Brorsons Kirke spillede hun med sit Sacrum Facere orkester sit nye værk "Marches Rewound and Rewritten". Det var måske det allerbedste, vi hørte, i både København og Århus.

Jeg tog ikke mange billeder af musikerne, men på vej til og fra spillestederne og når vi sad udendørs og ventede på, at musikken skulle starte, tog jeg nogle fuglebilleder. 

Vi så nu ikke så mange forskellige, men alliker, diverse måger og duer var der overalt. Sjovt nok ser duerne anderledes ud end i Århus, hvor vi har ringduer og en enkelt tyrkerdue i ny og næ. 

De københavnske duer er hverken ring- eller tyrkerduer, mestendels i hvert fald. De ser meget forskellige ud i fjerdragten fra ganske lyse til helt mørke. Mange af dem har flotte røde ben. Det så faktisk allersjovest ud, når man så en flok flyve i luften.

Jeg er ikke sikker på, hvilken slags due, det er, men jeg gætter på klippedue. De har godt nok ikke allesammen røde støvler, men nogle af dem har.

Hættemågen herunder opholdt sig ved Vesterport Station. Palads Biografen, som jeg altid er bange for er blevet vandaliseret ved næste besøg i storbyen, er baggrund.

Programmet i København var enormt! Vi havde udvalgt nogle få koncerter og improviserede os ellers derudad. En af de udvalgte var en aften med ny jazz i Råhuset i den gamle kødby. Der hørte vi tre spændende og meget forskellige koncerter, og det blev også et højdepunkt. Vi kommer gerne tilbage til Råhuset.

Vejret var mestendels fint til udendørs koncerter, der for flertallets vedkommende ydermere var gratis. Vi var på bl.a.Sankt Hans Torv, hvor vi sammen med en stormmåge - eller er det en ung sølvmåge? - ventede på den skotske saxofonist Tommy Smith

Der var også adskillige alliker. Denne sad på taget af Sankt Johannes Kirke

Et enkelt koncertbillede blev det til, fordi jeg ville identificere bassisten, som jeg syntes, jeg havde hørt før. Det passede nu vist ikke, hvis det er ham, jeg fandt ud af, det er, nemlig Rune Fog-Nielsen.

I øvrigt var det polske Joanne Wojtkiewics, der sang Billie Holiday. Hende - altså Billie Holiday - hørte jeg rigtig meget, da jeg var ung, og også værtshuset, hvor koncerten fandt sted, var et sted, jeg frekventerede, da jeg var først i 20erne. Dengang hed det Christian Firtal, nu hedder det kun 4tallet. For fuldstændighedene skyld var det også Jacob Artved på guitar og Willie Bowman, som gemmer sig i mørket i baggrunden, på trommer.

Vi nåede også et besøg i Zoo. Der blev jo den 11. marts (min farmors og Kong Frederiks fødselsdag) født en ny elefantunge, som vi måtte hilse på. Det er minsandten Mun, der er mor. Mun selv blev født i oktober 2020, så hun er da dårligt nok voksen selv. Men den lille hankalv, som endnu ikke har fået noget navn, så fin og kvik ud. Kungrao, der også havde været gravid, aborterede desværre sin unge i oktober sidste år.

Er han sød eller hvad?

Mit livs solformørkelser

Den partielle solformørkelse for knap en uge siden oplevede jeg i Ebeltoft. Vi havde i god tid fået fingre i solformørkelsesbriller, og det var heldigt, for køen til brillerne var meget lang ved arrangementet ved Ebeltoft lystbådehavn, og på et tidspunkt slap de da også op.

Vi så formørkelsen rigtig fint gennem vores formørkelsesbriller. Jeg prøvede også at give telefonen brillerne på og tage billeder - det havde jeg læst, men skulle gøre - men jeg var alt andet end imponeret af resultatet, så her kommer i stedet et billede af solnedgangen over Ebeltoft Marina efter formørkelsen

Vi sad og drak kaffe på LøCroc, som næsten er et stamsted for os, efter formørkelsen. Deres flammkuchen, som vi havde nydt, inden vi skulle have de mørke briller på, er rigtig gode, og det er udsigten altså også.

Jeg kan huske i alt fire solformørkelser i mit liv, ingen af dem totale. Den første må have været den i 1954, helt præcist den 30. juni. Faktisk kan jeg ikke huske solformørkelsen, der i øvrigt var næsten total, men jeg kan huske, at der blev sværtet glas i flammerne fra stearinlys, som man så skulle kigge igennem. Jeg kan også huske, at man skulle passe på de skarpe kanter på glassene, som sikkert var rester fra vinduer.

Jeg kan ikke huske præcis, hvornår den næste af mine solformørkelser skete, men jeg har rekonstrueret, at det må have været den, der fandt sted den 31. maj 2003. Solen blev formørket tidligt om morgenen, og Moesgaard havde lavet et arrangement, hvor der skete noget hele aftenen før og måske også om natten. Det var en dejlig forårsaften og -nat. Vi så blandt andet Tintin og Soltemplet i det fri, og vi hørte en masse frøer kvække i en dam i området. Så vidt jeg husker sov vi hjemme og kørte så derud om morgenen igen, men det var faktisk blevet temmelig skyet, og vi kunne først se noget til allersidst, hvor skylaget lettede. 

Faktisk kan jeg heller ikke huske, hvornår "min" forrige solformørkelse fandt sted, men mon ikke det var den 20. marts 2015. Vi vidste, den ville komme, og vejrudsigten sagde, at det ville blive helt overskyet, men på vej til en forelæsning på universitetet kunne vi tydeligt gennem skylaget se, at solen manglede en lille bid. Det var lige ved, vi ikke kunne koncentrere os om forelæsningen, og vi drønede ud i pausen for at se, om vi stadig kunne se formørkelsen, og det kunne vi klart og tydeligt. Det skylag var lige så godt som formørkelsesbriller.

Alpacawalk og sommerhøjskole

Som nævnt stod oplevelserne i kø i juni. En af dem var alpacawalk, som Dorthe havde fået et gavekort til for halvandet år siden. For et par måneder siden fandt vi endelig en dato i juni, der passede både Højsgård, hvor de pågældende alpacaerne bor, og os.

Marianne, der er alpacaernes "mor", tog nogle billeder af os undervejs på turen. Her står Annett med lyse My, Dorthe med rare Berta og jeg med Iris.

Det var ikke så længe siden, alpacaerne var blevet klippet, men jeg kunne nu godt se, at min Iris er noget af en skønhed med det lyse pandebånd og lyse pletter i den brune pels. Hun var lidt forsigtig og reserveret, men til sidst på turen var hun blevet så tryg ved mig, at hun godt ville spise de udleverede godbidder af min hånd.

Man kan se en af Iris' lyse pletter på halsen

Vi så også gårdens andre alpacaer, deriblandt de tre drenge på omkring et år.

Jeg mener, det er Bølle og Poseidon på billedet.
Er de ikke bare herlige?

Naturligvis solgte gården også garn spundet af dyrenes uld. Jeg skulle som sædvanligt ikke have noget, men minsandten om ikke der lige var et par bundter, hvor det var "min" Iris, der havde leveret ulden. Det siger sig selv, at det var umuligt at stå for. Mon jeg selv kan tåle hendes uld? Jeg ved endnu ikke, hvad der skal komme ud af garnet, men vi får se.

Det var rigtig dejligt at gå med alpacaerne og lære dem lidt bedre at kende. Men kæles for ville de ikke, og det havde vi ellers vældig lyst til.

I år var vi igen på en uges sommerhøjskole. Det er den slags højskole, hvor man bare kommer til foredragene, men ellers bor hjemme, hvilket passer os fint. 

Emnet i år var "Jagten på folket i Europa 1830 - 1900". To spændende foredrag hver dag lige bortset fra den dag, hvor vi var på udflugt. Vi syntes, vi kom godt rundt om emnet, og det er altså dejligt at lære nyt. 

Udflugten gik til Statens Museum for Kunsts forholdsvis nye afdeling i Doverodde i Thy. Særudstillingen hed "Levende landskaber", og den kunne godt puttes ind under vores emne. Blandt andet var der en del malerier af guldaldermalerne. Det var et udmærket udvalg af værker, men ærlig talt var det en ret lille udstilling. Vi syntes nok, at såvel thyboerne som vi, der kom længere væk fra, blev spist af med ikke så voldsomt meget.

Der var også nogle små udstillinger i den store silo, men det var efter min mening med et sikkert forældet udtryk en fis i en hornlygte. Til gengæld var frokosten, der blev indtaget på Centralen, der ligger i stedets gamle købmandsgård, fantastisk god. Og omgivelserne i Doverodde er ualmindeligt dejlige.

Trenden med vilde blomster har naturligvis også nået Thy

Ferietravlhed

De sidste par måneder har vi haft så travlt med at forlyste os, at bloggen er blevet forsømt som aldrig før. Måske kan jeg nå at råde bod på det de kommende uger, hvor vi ikke har helt så meget om ørerne.

Vi har blandt andet været på vores sædvanlige juni-sommerhusferie sammen med et par veninder. I år var vi på Nørlev Strand, hvor vi har været flere gange før. Det vil sige, vi opholdt os nu mest i Lønstrup, hvis vi da ikke lige var i Hirtshals eller Hjørring.

Lønstrup Madhus var nyt for os. Det kan jeg godt anbefale. Jeg prøvede rokkevinge, som jeg ikke har smagt før. Den blev serveret med blandt andet nye spidskål - lige noget for mine smagsløg.

Der var minsandten også kommet et kaffehus på stranden i Nørlev. Det hedder Havs og er en fin lille strandbar. Ud over udmærket kaffe og is er der naturligvis et toilet, og på toilettet hænger en kopi af et foto, jeg syntes var spændende:

Jeg sendte fotoet til billedgenkendelse og fik en noget overraskende besked:

Så meget for den app! Jeg bruger ellers billedgenkendelse ret tit, men er da blevet noget betænkelig, når den kan ramme så meget ved siden af. Nå, som regel faktatjekker jeg resultaterne. Man er vel gammel bibliotekar, så kildekritik er ikke et ukendt begreb.

Da jeg prøvede senere, fik jeg at vide, at billedet var taget af Poul Kjærgaard og hedder "Størst af alt er kærligheden". Det er det ikke lykkedes mig at faktatjekke, men jeg synes ikke, titlen passer til billedet, så det er nok også forkert, men det forhindrer ikke, at det er et rigtig godt billede, der kan læses på flere måder.

Vi var også et par gange i galleri Visby i nærheden af resterne af Mårup Kirke.

Udsigten fra galleriet. 
Den lille sandbunke er milen ved Rubjerg Knude, 
og man kan også se Rubjerg Knude Fyr

En del forskellige kunstnere og kunsthåndværkere er udstillet i galleriet, og der er også særudstillinger. 

Denne gang var det med billeder af Ben Woodham, som vi kender i forvejen fra udstillinger på Fanø Kunstmuseum, og helt fantastisk stentøj af Kumiko Kimbara Asti, der bor i Rønne.

Jeg kunne godt have fundet på at købe en af hendes krukker, men det kniber med pladsen herhjemme, så jeg nøjedes med at kigge på dem flere gange i galleriet.

Lige præcis den på billedet var vist - meget forståeligt - solgt.

Jeg nøjedes med at købe en lillebitte krukke lavet af galleriets ejer Dorte Visby. Den har jeg plads til, og den er også smuk.

Godt nyt fra "byen"

 - altså Den Gamle By.

Jeg var derinde for 2 dage siden, fordi jeg ville se, om de havde nogle fine pelargonier i gartneriet. Jeg var dog for tidligt på den, drivhuset åbnede først senere, og jeg havde ikke rigtig tid til at vente, så jeg måtte nøjes med to Dybdahl jordbærplanter, der stod udenfor.

På vej til gartneriet hørte jeg voldsom skræppen. I lang tid har vi hverken hørt eller set gæs i byen, og vi fik at vide, at ræven(e) havde taget dem alle, men nu var der altså nogen igen. Jeg fik også et lille glimt af en voksen gås - og var der ikke også noget småt og dunet ved siden af? Så var de væk, og selv om jeg kiggede meget, så jeg ikke mere til dem.

I går tog vi så derind igen. Nu fik vi et par pelargonier (en Mathilde og en Anna Andersen, hvis der er nogen pelargoniefans, der læser med), og vi fik set gæssene. I hvert fald én voksen og tre gæslinger:

Billedet er ikke godt, jeg måtte stå noget akavet for overhovedet at få dem på skudhold, og ærlig talt vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg overhovedet fik foreviget. Men man kan da, hvis man ser godt efter, få øje på tre små. Den ene er allerede i gang med at afprøve de bittesmå vinger.

Nu ved jeg, hvor jeg skal kigge efter dem, så det bliver nok til flere besøg i den kommende tid. Hvis jeg husker det, tager jeg et bedre kamera med.

En by i hvidt og blåt

Hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed, så blev AGF altså danmarksmestre i år i mændenes fodboldliga.

Det undgik i hvert fald ikke århusianernes opmærksomhed, faktisk stod byen på den anden ende i over en uge. Overalt så man AGFs hvide og blå farver. selv hos Salling-bageren havde hindbærsnitter (som muligvis var blevet til blåbærsnitter) og træstammer fået nye farver. 

Jeg er ikke den store fodboldentusiast, men jeg har da fulgt sporadisk med i årets løb, hvor AGF det meste af tiden har ligget i spidsen af tabellen. Vist nok til alles overraskelse.

Sidst klubben blev mestre, i 1986, gik jeg meget op i fodbold. Vi kom tit til hjemmekampene, så flere kampe i England og var til europamesterskabet i 1988 i Tyskland, hvor vi så Danmarks tre kampe i indledende runde. Vi tabte dem alle, men så slap vi da for fanatismen fra de danske fans. Og Düsseldorf og omegn var et skønt sted at feriere.

Netop fanatismen var en medvirkende årsag til, at mit forhold til fodbold kølnedes. Er der noget mere bøvet end de horder af ultra-nationalistiske fans, der mener, at det vigtigste ved en fodboldkamp er at få hældt en masse alkohol indenbords og skabe sig tossede? 

I forlængelse af det begyndte en gruppe racistiske AGF-tilhængere at fylde mere og mere på tribunerne, og klubben tog for lidt affære i den anledning. Det havde jeg det ikke godt med, så jeg holdt op med at komme til kampene.

Endelig syntes jeg, der kom for mange penge i sporten. De tårnhøje lønninger til trænere og spillere og de deraf voldsomt høje billetpriser, og det der med, at udenlandske investorer køber hele klubber udelukkende som investeringsobjekt fremmede i hvert fald ikke min interesse. Siden årtusindeskiftet har jeg overhovedet ikke fulgt med. Heller ikke til de store mesterskaber. Jeg er bedøvende ligeglad med, om Danmark kvalificerer sig til noget som helst, når det drejer sig om fodbold.

I 1986 var de fleste af AGFs spillere faktisk fra Århus. Det er de så ikke mere, men sponsorerne er i hvert fald fra byen, har jeg læst mig til i vores københavneravis (!), og det, synes jeg, er rigtig fint. AGF er virkelig byens hold - tillykke med mesterskabet! 

I de dage mesterskabet kom i hus, strikkede jeg i hvidt og blåt, men det var nu helt tilfældigt. Rester fra lageret blev til denne lille vest:

Én hare, tre bisoner, mange gæs og flere millioner anemoner...

...var bare noget af det, vi så fra bussen mellem Fåborg og Odense for en uges tid siden.

Vi havde booket et par overnatninger på Fåborg Strandhotel med det formål at besøge nogle fynske museer.

På vej til Fåborg var vi på Clay, som keramikmuseet i Middelfart til vores fortrydelse hedder. Hvad var der dog i vejen med Grimmerhus, som det hed før? Det er der altså noget mere tyngde og historie i. Nå, men museet er godt nok på trods af navnet.

Netop nu er der er en særudstilling om Saxbo Keramik. Den var meget mere spændende, end jeg havde forestillet mig, både indholdet, men også historien om Saxbo og de to stærke kvinder Nathalie Krebs og Eva Stæhr-Nielsen, der stod for henholdsvis glasurer og design.

En meget typisk Saxbo-vase.
Glasuren hedder harepelsglasur, og jeg synes, man tydeligt kan se, hvor lækker vasen er at røre ved.

Udstillingen har undertitlen "Stentøj til folket", hvilket var Nathalie Krebs' kongstanke. Jeg kan også godt huske Saxbo keramik fra min barndom i 50erne, og jeg kom altså ikke i de højere kredse, men det var nok alligevel ikke alt, der helt var "for folket". For eksempel kan denne kat nok ikke have været helt billig:

Kat på kugle, 35 cm høj. Gråmarkmus glasur. 
Skabt af billedhuggeren Hugo Liisberg i 1945.

Udstillingen kan ses helt til 20. september i år.

Dagen efter tog vi rutebilen til Odense, hvor vi ville på Brandts for at se den aktuelle særudstilling "Rosa sejl. Svensk modernisme fra Moderna Museet". 

En virkelig god udstilling med mange spændende og interessante værker af svenske kunstnere i første halvdel af 1900-tallet. En tid, der ligesom vores var præget af forandringer og uro, og det afspejledes også i kunsten. De kan altså noget på Brandts!

Isaac Grünewald: Lyftkranen, 1915
I dette værk er det nok mest forandringerne i samfundet, der er motivet.

Jeg har været på Moderna Museet, men det er lang tid siden. Lige præcis dette Grünewald-billede mener jeg at kunne huske.

Der var også nogle træskærerarbejder af "Dödarhultarn", som rigtigt hed Axel Petersson. Vi har set flere af hans arbejder, i Skåne tror jeg, og de er meget fine og som regel også med en god portion humor. Måske faldt de lidt uden for emnet på Brandts. Modernist kan man vist ikke ligefrem kalde Dödarhultarn, men det var alligevel dejligt at se hans træskærerarbejder. Derimod faldt nogle fotos af Carl Gustaf Rosenberg fint i tråd. Det, jeg har taget med her, viser Hofors Jern- og Stålværk og er fra 1931.

Sidste dag for Rosa Sejl er 6. august.

Inden vi kørte hjem dagen efter var vi på Fåborg Museum. Deres aktuelle særudstilling, der varer til 6. september, hedder "Plantefeber. Verden i vindueskarmen". Et lidt søgt emne, synes jeg, og blomstermalerier er altså ikke det mest ophidsende. Men jeg fik et par nye bidrag til mit Flickr-album med håndarbejde i kunsten. Det ene af dem dette af Jens Birkholm:

Kunstnerens mor i interiør, 1903
Jeg er glad for den halve urtepotte i vindueskarmen,
for ellers havde maleriet ikke været med på udstillingen

Vi brugte ikke vildt megen tid på særudstillingen, men vi brugte lang tid på den faste samling med malerier af fynbomalerne, selv om vi har set den flere gange før. Det er så dejlige billeder, og de har virkelig noget af cremen i Fåborg. De tåler mange gensyn.

Og så er der lige det med haren, bisonerne og gæssene, som vi så på markerne, og anemonerne, som vi naturligvis så i skovområder. Men vi så også gæs i luften. Det lykkedes dem ikke at få dannet den perfekte kile, mens jeg så på dem, men der var i hvert fald mange:

Vinterens strik

Egentlig burde man strikke til vinterbrug om sommeren og til sommerbrug om vinteren. Sådan fungerer det bare ikke, i hvert fald ikke for mig. Jeg har lyst til at strikke vinterting efterår og vinter og sommerting forår og sommer.

Vinteren 2025/26 har jeg strikket flere vinterting til mig selv. 

Først strikkede og filtede jeg et par orange vanter. Jeg blev så glad for dem, at jeg også  lavede et par i pink. De er beregnet til bilbrug, så de skal have gummidutter i håndfladen.

Jeg har ikke prøvet at filte før, så det var spændende, men det lykkedes fint. Garnet er Fivel fra Rauma, og opskriften er også fra Rauma. Den hedder Tovede turvotter og er på letforståeligt norsk.

Næste vinterprojekt var et trendy tørklæde med hætte. Dem har jeg set mange af i bybilledet i løbet af vinteren, og jeg kunne godt forestille mig, at jeg ville kunne lide at gå med sådan et.

Jeg brugte PetiteKnits Sophie Hood opskrift, men der er mange, der ligner, og garn fra lageret. Yak 50/50 fra Lang, købt i 2019 og som navnet antyder, består det af 50% yak, som ikke kradser. De sidste 50% er merino, som jeg håber også er kradsfrit.

Tørklædet blev lidt tykt og måske også lidt klodset i yakgarnet, men jeg tror, det bliver godt, når det igen bliver koldt.

Sidste vinterprojekt var endnu en ulden trøje til mig selv.

Jeg har længe gerne villet prøve at strikke en sweater med sadelskuldre, og bestemte mig efter mange overvejelser for Elevation Loop Sweater fra Other Loops. Garnet havde jeg købt på Mayflowers ophørsudsalg i Salling. Premium Georgina i en meleret gul farve, 80%uld plus lidt lyocell og hør.

Den blev strikket oppefra, så jeg kunne prøve undervejs, og jeg blev mere og mere betænkelig. Sadelskuldre klæder mig tydeligvis ikke. Nå, måske kunne jeg bruge det færdige klædningsstykke til hjemmebrug.

Helt færdig var jeg rimeligt utilfreds med værket, som ydermere kradsede. Lidt, men umiskendeligt. Jeg vaskede sweateren i håb om, at det ville blive bedre. Det gjorde det ikke - til gengæld voksede misfostret temmelig meget.

Jeg syntes også, at farven virkede blakket, til trods for, at alle mine garnbundter havde samme indfarvningsnummer. Hrmpff!!!

Alt taget i betragtning syntes jeg ikke, der kunne ske så meget ved at forsøge at filte trøjen lidt. Nu var det gået så godt med vanterne, så jeg brugte samme "opskrift". Det gik totalt anderledes denne gang. Sweateren kom ud af vaskemaskinen meget lille - vel en størrelse 3-4 år - meget tyk og i mærkelige proportioner. Jeg ved, at nogen bruger sådan noget tykt filt til bordskånere og andet, men jeg gider ikke selv forsøge mig med det, så nu bliver den givet til genbrug. 

Det positive: Garnlageret blev formindsket med over 1000 meter, som, når sandheden skal frem, ikke havde ligget i lageret ret længe. Men det kommer det så heller ikke til.

P.S. Jeg har tidligere skrevet, at Mayflower var gået konkurs. Det var de også, men de blev opkøbt og videreført af et andet firma. Man kan muligvis stadig købe Georgina garn. Jeg har dog fået lysten styret!

Violet vår

 

Århus er ikke nogen specielt grøn by, selv om nogle århusianere bliver meget fornærmede, når jeg siger det. Men det passer altså! Til gengæld synes jeg, stadsgartnerne gør et godt arbejde. Om foråret er der masser af blomstrende krokus på hver lille plet græs.

Især Rådhusparken er blomstrende, og der bliver taget utallige fotos af de mestendels mørkviolette krokus der. Mine billeder er imidlertid fra den nedlagte Skt. Olufs Kirkegård, hvor jeg kom forbi i dag, og her er de lysviolette i overtal. Jeg kunne ikke stå for kontrasten mellem det lyslilla krokustæppe og kranerne på havnen.

Jeg har for resten været meget tilfreds med foråret i år. Det er kommet langsomt, og det kan jeg godt lide. Det der med +15° i februar er altså noget rod!

De små glæder

 

Julius-fodspor på vores havegang er en af de små glæder. Vi ved selvfølgelig ikke med sikkerhed, om det er Julius, der har sat aftryk, men vi tror det. Det ser i øvrigt ud til, at Julius er glad for sneen, og han pynter i hvert fald:

Julius selv er en af de store glæder. Når vi møder ham, kommer han altid løbende med højt løftet hale for at få lidt kæl. Jeg er mere end én gang kommet for sent til bussen, fordi jeg skulle snakke med ham, men der kommer som bekendt altid en sporvogn bus til.

Vi er også glade for ham af en mere prosaisk grund. Vi tror nemlig, han er med til at holde rotter (og mus) væk. Ikke fordi vi ved, at han tager dem eller i det hele taget kan tage rotter, for det er jo ikke alle katte, der har den evne. Men det siges, at det ved rotterne ikke, så de holder sig på afstand, når de kan lugte katte. I hvert fald er det et faktum, at vi ikke har fanget så mange gnavere, efter at Julius er flyttet ind.

Kyndelmisse slår sin knude

Det er godt nok koldt og blæsende i år, men det forhindrer ikke nogle meget smukke morgener og tusmørketimer.

Dette billede tog jeg på hjemvejen for et par dage siden. Farverne var endnu smukkere i virkeligheden.

"Det er hvidt herude" passer ikke lige nu her i byen, men der er trusler om snestorm i dag. Jeg kan godt undvære både frosten og sneen. Jeg siger med Blicher:

Kom, sydvest, som frosten tvinger
kom med dine tågevinger
kom og løs den bundne jord!

Et af vejrvarslerne i forbindelse med Kyndelmisse - eller Kjørmes knud som dagen hedder på jysk - siger, at hvis det blæser så meget, at atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, så er foråret snart på vej. Jeg gætter på, at varslet ikke gælder, når blæsten er østenvind, og godt nok blæste det meget i mandags, men så meget? Nå, for resten findes der vel slet ikke kællinger mere.

Strik i 2025

Det er godt nok ikke meget, jeg får blogget efterhånden. Det kniber med tiden! Jeg strikker mere, end jeg blogger. Men sidste års strikkestatus skal altså med, også selv om der igen i år er røde tal i stort set alle felter. Det tager jeg nu ikke så tungt.

FAKTA

14041 meter fik jeg strikket, og til det brugte jeg 16005 meter garn, så en hel del blev strikket med dobbelt tråd. Gad vidst om det egentlig ikke er rekord?

2236 meter blev lageret forøget med. Vi kan da stadig være i huset, men der er godt nok også garn lagret op mange steder.

3630,85 kr. købte jeg garn for, og når tilbehør med videre er lagt til, så brugte jeg 4045,50 på strikkeriet i 2025. Jeg solgte for 1985,- kr. Noget lavere end de forrige år, primært på grund af lavt besøg på julemarkedet.

49 projekter blev færdiggjort i årets løb. Heraf var der en del større projekter: 2 voksen-sweatere, 2 tees til voksne og et stort sjal, som dog er hæklet.

Sjalet købte jeg opskrift og garn til i 2011, og faktisk bloggede jeg om det her, da jeg fik pakken. Jeg har da flere gange overvejet at gå i gang med det, uden at der skete yderligere, men nu skulle det altså være. Især da jeg opdagede, at opskriften hedder Henny (det havde jeg glemt), og gæt selv hvad den ældre dame, jeg hæklede sjalet til, hedder. Det er blevet overrakt og godt modtaget.

Jeg havde i øvrigt ikke garn nok, så måske finder jeg nogle forvildede bundter et eller andet sted. Men i hvert fald måtte jeg på jagt efter noget Navia Uno. Det var lidt af et detektivarbejde. Jeg fandt det i en malerforretning i Rønde, og heldigvis kunne man stort set ikke se forskel på farverne. 

Jeg har planer om at få strikket endnu et par uldne sweater til mig selv i 2026. For ca. et år siden fik jeg denne færdiggjort. Jeg brugte den ikke så meget sidste vinter, men her i januar har det været så koldt, at jeg har brugt den rigtig meget, og nu vil jeg gerne have noget at variere med.

Garnet er Maxima fra Mayflower, købt da Mayflower åbnede en butik i Salling vistnok i september 2024.

Efter bare et år havde den ophørsudsalg - en af grundene til det store overforbrug på min garnkonto. Der var meget stor rabat på alt, og så kunne århusianerne - mig selv inkluderet - komme ud af hullerne. Jeg ville gerne have mere af Maximaen, men der var nu ikke nok til en sweater af den farve, jeg var interesseret i. Jeg købte alligevel. Plus en hel del andet.

Her i januar kom så beskeden om, at Mayflower er gået konkurs. Den farve, jeg havde for lidt af, var stadig i deres webshop, så jeg måtte svinge kortet igen. Det er kommet, og minsandten om det ikke er samme partinummer. Bortset fra det synes jeg, det er trist at firmaet er gået konkurs. Det har eksisteret lige så længe, jeg kan huske, og nu kan man ikke mere få deres bomuld nummer 8!

Jeg havde ellers været meget dygtig på Fiberfolk-festivalen i Vejle her i midten af januar. Hverken Annett eller jeg købte så meget som en meter garn. Til gengæld købte jeg de sødeste maskemarkører med rav og wirer i læder.

De er taget i brug, og de er rigtig gode. Lige så gode som de elskede fra Sukkaplokki. De blev købt hos Fenja Farver, der også normalt holder til i Vejle, men helt sikkert har nogen med Fanø at gøre. Mange af deres produkter har Fanø-navne, mine maskemarkører hedder for eksempel "Sønderho", så det er nok Fanø-rav. For mig selvfølgelig et ekstra plus.

Glædelig risengrød

Jo ældre jeg bliver, jo gladere bliver jeg for grød. Jeg har nu altid godt kunnet lide risengrød, men repertoiret er blevet udvidet. Havregrød, flerkonsgrød, hirsegrød blandt andet .

På caféen Grød kan man få adskillige slags grød, men når det er den 24. plus alle dage fra slutningen af november og frem til jul kan man også få risengrød, og den er ydermere rigtig god.

Helt klassisk med kanelsukker og smørklat, men jeg tror risene er en mere smagfuld art end de helt glatpolerede, og sandsynligvis er grøden også lavet på havremælk. Jeg elsker den, men hvis jeg når endnu et besøg inden jul, vil jeg prøve den med kardemommesukker på i stedet.

Der er ikke så mange steder i Århus, man kan få grød. Hos Emma Emma (ja, det hedder stedet altså) kan man få en fantastisk lækker grød på sorte ris. Jeg kan bare ikke klare lydniveauet i caféen, så jeg har måttet indstille mine besøg der.

Støj er ikke noget problem i Moccacity, og der kan man få øllebrød, der er endnu bedre end risengrøden

Den er ikke så blog- og Instagramegnet, men den smager skønt lavet på meget groft brød og serveret med flødeskum, valnøddekerner og en eller anden slags syltetøj. Hvis man - jeg - er heldig er det enten blomme eller stikkelsbær. 

De havde også en glimrende øllebrød på caféen Frida, og i begyndelsen, jeg kom der, havde de også hirsegrød, men det er altsammen en saga blot. Frida lukkede til min store ærgrelse for et års tid siden.

Til gengæld har jeg opdaget, at man kan få grød på Emmerys. Det er ikke noget, de reklamerer med, den står ikke på nogen af de tavler, der er i kaffebarerne. Men den er på menukortet, som jeg var heldig at finde en gang i efteråret. Det er en flerkornsgrød lavet på havre, boghvede og flere andre kornsorter, og så er der bær i. Nogle af dem er ret syrlige, så det er godt, man får lidt af deres hjemmelavede mysli med også til at afbalancere syreniveauet.

Den smager godt og er særdeles mættende, skulle jeg hilse og sige. Jeg håber, de bliver ved med at have den, men jeg har aldrig set andre spise den, og de beholder den nok ikke på menuen for min skyld. Måske skal jeg sætte min lid til københavnerne.

Når jeg ikke regner de mange steder, der har chiagrød, som jeg opfatter mere som dessert end som grød, med. så kender jeg ikke flere grødsteder her i byen. Det er altså ikke ret mange!

Hjemme får vi altid havregrød, som måske snarere er en flerkornsgrød, om morgenen, når vi altså ikke skal noget andet. Jeg spiser min med kefir, nøjagtig 5 mandler/nøddekerner og så får vi også frugt til. Den bliver ikke foreviget, tre kedelige grødbilleder på være nok.

P.S. Også glædelig vintersolhverv!

Den forbudte farve

Jeg har næsten lige fået denne lille babytrøje gjort færdig. Det vil sige, selve trøjen har været færdig et stykke tid, men broderiet har manglet. Det er mit første forsøg med sashiko broderi. Sjovt at prøve!

Trøjen blev færdig til vores lokale julemarked på Elværket, men det kunne jeg have sparet mig. Der var knap nok nogen, der kiggede på den.

Årsagen er nok, at trøjen er gammelrosa, en aldeles politisk ukorrekt farve. Ingen mor vil iklæde sit barn det mindste lyserødt. Guderne forbyde, at nogen skulle kunne anklage dem for at indoktrinere deres små døtre til at være hunkønsvæsner. Så hellere intetkøn i gråt, brunt og beige i alle afskygninger. Jeg synes, det er hysterisk.

En mor sagde endda om en af Dorthes trøjer med lyserøde striber, at datteren jo ville elske den, men...

Også bedstemødrene er blevet indskærpet, at lyserødt er totalt tabu, og kun en tåbe frygter ikke svigerdøtre. Der fandtes engang svigermorvitser, nu om dage bør det vist være svigerdattervitser i stedet ;) 

Drengene skal naturligvis også helst gå i "trist nordisk"-kulører, men farveskalaen er dog udvidet med noget blåt og grønt, og fædrene er ikke helt så godt afrettet som bedstemødrene, så de kan godt finde på at skeje lidt ud. Og pigerne tager revanche, når de selv begynder at købe deres tøj, så kan der pludselig komme endog rigtig meget lyserødt i garderoben. Lige indtil de selv bliver mødre, altså

Julemarkedet var lidt et flop i år. Ærlig talt var der ikke særlig mange besøgende. Måske er folk ved at være trætte af julemarkeder - det er jeg lidt selv - eller måske var der ikke lavet ret meget reklame for det. Det var i hvert fald ikke vejrets skyld. Vi solgte da nok til, at det kunne betale sig at være der, men der er også meget til overs til velgørenhed. Det er også ok, men det er lidt kedeligt at sidde i standen, når de besøgende udebliver.

Til gengæld var det sjovt at være til "Tønderings Laboratorium" i Charlotte Tønderings garnforretning i søndags. Det gik simpelthen ud på at nørde garn. En masse garnkvaliteter var stillet frem, og man kunne afprøve dem lige så tosset, man havde lyst til. 

Jeg lavede blandt andet de tre små prøver på billedet i garn, som jeg måske, måske ikke, kan holde ud at gå med, og som jeg ikke har strikket i før. Den nederste er strikket i Norli Woorli in Love, 80% merino og 20% cashmere. Den midterste er Pascuali Cashmere 6/28, 100% cashmere og den øverste er 1 tråd Pascuali Cashmere Lace, 100% cashmere og 1 tråd Ito Kinu, 100% råsilke. Ved nærmere eftertanke har jeg strikket i de to sidste, men ikke sammen.

Nu skal de for alvor afprøves. Jeg regner med at stoppe dem i bh'en én efter én, for mon ikke det så bliver afsløret, om de kradser. Det kunne være sjovt, hvis jeg kunne lave noget til mig selv i noget af alt det lækre garn, der findes. Især nu, hvor jeg vil holde igen med babystrikket.

Fordelen ved et årskort til Den Gamle By

Fordelen er - blandt andet - at man lige kan stikke ind for at se, om den yderst lækre sirupslagkage er kommet på programmet i konditoriet. Så det gjorde vi i går, og vi kunne få den. Altså blev det til eftermiddagskaffe på Café Bonnich. Og sirupslagkagen var ingen skuffelse, tværtimod var den næsten bedre, end jeg huskede den

Det er et godt stykke tid siden, vi sidst kiggede ind i Smykkeskrinet, som vist er min yndlingsudstilling i "Byen", så der smuttede vi også lige ind. Jeg skulle selvfølgelig hilse på mit yndlingssmykke med haren, som jeg tidligere har fortalt om. Det er jo altså lavet af Evald Nielsen, og det viste sig, at han også har lavet et andet smykke, jeg kiggede længe på. 

Det er hans søn, Aage Weimar, der designede den lille danserinde i 1944, Evald Nielsen udførte smykket.

Den er en del af en serie af brocher, der blev kaldt humørbrocher. Jeg læste, at man mente, at humøret var stigende, fordi man i 1944 begyndte at kunne se en ende på krigen.

Jeg synes nu, jeg også i netop dette smykke kan se en kommentar til nazisterne. Hvis det var blevet lavet i Tyskland i 30erne, var den givetvis blevet betegnet som entartet. Kan man ikke spore en hel del inspiration fra for eksempel Josephine Baker og andet, som nazisterne hadede?

Når jeg indtager sirupslagkage, kommer jeg altid til at tænke på min moster Trine, som tit bagte netop sirupslagkage. Moster Trine hed egentlig Kathrine, men de fleste andre kaldte hende Tulle, og måske var der ikke andre end mig, der kaldte hende Trine. Det må jeg have undersøgt næste gang, jeg ses med familien.

Selv om det hedder Café Bonnich, så er det et konditori, og det var det også, da det lå i Åbenrå. Og faktisk er det det eneste anstændige konditori i Århus. Der er oceaner af caféer, men ikke andre konditorier. Lagkagehuset er der ganske vist en del af, men dem kan man ikke kalde ordentlige konditorier.

Det var ved at blive mørkt, da vi skulle hjem. Ikke en vind rørte sig, og gamle og nyere huse spejlede sig meget smukt i åen

Det kan nås endnu

Vi har i løbet af sensommer og tidligt efterår besøgt et par kunstudstillinger, som vi har været glade for, og som man stadig kan nå at se.

Vi har ikke før været på Skive Kunstmuseum, men vi tog dertil sidst i august for at se en udstilling med værker af Ulrik Møller og Allan Otte. Den var egentlig produceret af Johannes Larsen Museet i Kerteminde, men der nåede vi ikke at se den, så det var godt, den flyttede videre til Skive.

Ulrik Møller har vi kendt i mange år, Allan Otte knap så længe, men vi kan godt lide begge. "Familieskabet" er, at de begge maler meget naturalistisk, og at de maler mange landskabsmalerier.

De er også begge ret afdæmpede i deres udtryk. De registrerer og gengiver, Allan Otte dog ofte også med en del ironi.

Billedet herover viser Allan Ottes prospekt af Roskile, hvor domkirken pludselig er blevet meget mindre, fordi der er opført et kraftværk (tror jeg det er), der dominerer horisonten.

Man kommer uvægerligt til at tænke på alle de høje bygninger, der bliver bygget rundt omkring, som fuldstændigt forandrer byernes skyline. Det er meget udtalt her i Århus. Jeg har egentlig ikke noget imod høje bygninger, men jeg synes, de skal opføres i respekt for, hvad der er af smukke og bevaringsværdige bygninger fra fortiden.

I Århus er vores ellers fantastiske domkirke totalt druknet, og det er udsigten til havnen og vandet også for rigtig mange mennesker. Der er simpelthen sat propper i i form af højhuse alle de steder, hvor man tildligere havde en rigtig god udsigt til havnen og Århusbugten. Ærgerligt og mangel på ordentlig byplanlægning synes jeg. 

Udstillingen i Skive kan ses til 2. januar.

Man skal have mere fart på, hvis man vil opleve hele to gode udstillinger på Fanø Kunstmuseum, for de har sidste åbningsdag den 19. oktober.

Dels er der en Julius Exner jubilæumsudstilling i anledning af hans 200 års fødselsdag. Exner var først og fremmest folkelivsmaler og især i hans senere år inspirerede Fanø og dens befolkning ham meget. Udviklingen gik ikke så hurtigt på Fanø, så her kunne han finde den motivkreds, han holdt så meget af.

Julius Exner: Mor Lydom læser Biblen, 1880. Privateje

En stor del af de udstillede værker er i privateje, så det er en fin chance for at få set noget, der ellers ikke er tilgængeligt for offentlighden.

Dels er der udstillingen "Sand, strand og symbolisme" med værker af kunstnerparret  Pontus Kjerrman og Tine Hecht-Pedersen sat sammen med værker af Carl Johan Forsberg, der har været en kilde til inspiration for dem begge. Alle tre har eller havde en forbindelse til Fanø, hvilket man tydeligt kan se i værkerne.

Fællesværk af Pontus Kjerrman og Tine Hecht-Pedetrsen

På væggen: Carl Johan Forsberg: Sønderho Fanø. 1928
Hængende: Tine Hecht-Pedersen: Sandstrandkjole. 2025?

Jeg tror, værkerne taler for sig selv. Det var en fantastisk god udstilling, som jeg var rigtig glad for. Men som nævnt skal man skynde sig, hvis man ikke vil går glip af den oplevelse.

Trist, trist, trist

Jeg hader at skrive dette indlæg, men jeg er nødt til det:

Elefantungen Chin, født 20.2.2024, død 30.9.2025.

Årsagen er selvfølgelig den skrækkelige elefantherpesvirus. Vi havde sådan håbet, at Chin ikke ville blive ramt, men det var der nu ikke så stor sandsynlighed for, eller alternativt at dyrlæger og dyrepassere ville kunne redde hende, ligesom de reddede Mun for 2-3 år siden. Sådan blev det altså ikke.

Det er næsten ikke til at bære, at det lille glade væsen bare blev godt 1½ år, og at vi aldrig skal se hende igen. Hvordan må det så ikke være for de andre elefanter i flokken og for hendes dyrepassere.

Billedet er taget i juli 2024

Får vi overhovedet lyst til at tage i Zoo, når der næste år nok kommer nye unger? De kan umuligt blive lige så søde som Chin, og de dør vel også bare. Det haster altså med at få udviklet en ordentlig vaccine! 

Alkoholiker...

 ...bliver jeg vist aldrig. Jeg er yderst kedelig, når det kommer til drikkevaner, faktisk vil jeg næsten altid helst drikke postevand. 

Jeg kan dog godt lide en cocktail ved sjældne lejligheder. Senest på Fanø, hvor vi en aften havde bestilt bord på Restaurant Nordby og syntes, det kunne være meget passende med en cocktail på Værftet - som vi vel at mærke aldrig har besøgt før - inden spisningen.

Det kalder absolut på en gentagelse.

Vi fik tre forskellige, og ingen af os fortrød vist vores valg. På bordet står en Espresso Martini, en Rhubarb Collins og forrrest min Aviation. Det var nyt land for mig, og på cocktailkortet bliver den også kaldt "the forgotten cocktail".

Den består af amerikansk Aviation gin, marachino (en blommelikør), creme de violette (og ja, den smager af violer) og lime- eller ctronsaft. Vores bartender Alan sagde, at den var vanedannende. Han har ret!

Værftet er en del af Æ Klæg, som er en paraplybetegnelse for alt, hvad der forgår på det sted, og det er ikke så lidt. Elses Gab er et af vores foretrukne frokoststeder, og vi er selvfølgelig altid inde og se Marco Broddes galleri og hilse på gåseskulpturen i vinduet.

I det hele taget var der en del Marco Brodde på vores program for årets Fanø-ferie. Vi var for eksempeli i Fanø Biograf og se filmen Vadehavsmaleren.

Den var faktisk en del af strikkefestivalen, men blev nok vist på et lidt forkert tidspunkt, for de fleste festivaldeltagere havde travlt med strik og garn kl. 14 om eftermiddagen. Men det er en fin film, og der var heldigvis en del andre end os til stede. En snak efter filmen med instruktøren Lars Düwel udvidede oplevelsen.

Søndag efter festivalen var vi på fugletur på Sønderho Strand med Marco Brodde, der ud over at være kunstner også er naturvejleder. Det var en del af en fuglefestival, hvor der i vadehavet blev sat specielt focus på trækfuglene. Det var godt nok ikke dem, vi så flest af, men vi fik set en masse andre. Og hørt - jeg var specielt glad for at se og høre storspoverne. De har sådan en fin lyd. Vi fik også set blandt andet havørne.

Vi sluttede vores Marco Brodde program med at købe et par billeder, Annett var faldet for en vibe, og jeg kunne ikke stå for et grafisk forarbejde med to sortstrubede bynkefugle. Billederne bliver leveret i næste uge. Så skal jeg bare finde en god plads til dem. Der er efterhånden fyldt godt op på væggene.

Færdigt strikkeprojekt

Jeg er blevet færdig med årets anden strikkede tee eller på dansk simpelthen bluse. Denne gang dog ikke til mig selv, men til min søster.

Efter mange overvejelser og megen frem og tilbage og afprøvning af diverse opskrifter endte det med, at jeg valgte den ret kendte Anker Tee fra Petite Knit. Den passede til det garn - Isagers Trio 2 i hør, bomuld og lyocel - jeg havde valgt.

Undervejs i strikkeriet fortrød jeg mit valg lidt. Opskriften virker en anelse forældet, nyere tee-opskrifter har for eksempel næsten altid vendepinde til at forme halsrundingen. Det har denne ikke, hvilket betyder, at blusen er helt ens for og bag. Jeg fik desuden gjort halsåbningen for lille og stram i det uelastiske Trio 2 garn, så jeg måtte regulere, da blusen var færdig. I det hele taget tror jeg ikke, italiensk opslagning, som ellers er så flot, egner sig til uelastisk garn. Det er ikke første gang, jeg har haft problemer med det, og det er ikke så let at pille en italiensk opslagning op igen, skulle jeg hilse og sige.

Garnet er jeg til gengæld begejstret for. Det passer fint til modellen, det er absolut kradsefrit og det giver et flot fald, og alt i alt er jeg godt tilfreds med det færdige resultat. Det håber jeg, min søster også bliver.

P.S. Har lige fundet ud af, at også andre har savnet en mere formet halsudskæring på Anker Tee. Jeg fandt endda en video, der viser, hvordan de kan laves: https://www.youtube.com/watch?v=ws8V9yODeSo
Jeg skal altså vænne mig til ikke bare at stille mig tilfreds med tingenes tilstand, men i stedet lede efter løsninger, hvis jeg ikke selv har nogen.