fredag den 15. marts 2019

En billig brandert

Jeg opdagede på en plakat i byen, at der skulle være drinks-festival i Salling.

Til daglig drikker jeg overhovedet ikke sprut eller øl eller noget som helst spirituøst, men jeg kan godt lide at afprøve de forskellige drikkevarer og har før været til både rom- og ginfestival i Salling og også til nogle smagninger i vinhandler. Vi havde planlagt noget andet, men improviserede og tog til drinksfestival.


Der var rigtig mange ginner, noget færre rommer og whiskyer og vist en enkelt akvavit. Jeg kan rigtig godt lide både gin og rom, så der måtte vælges - og vælges fra.

Jeg synes, det er sjovt at smage både gin og rom ren, men jeg kan også godt lide at få færdigkomponerede drinks. Dem var der desværre ikke mange af. Der var en enkelt, der havde en færdigblandet Dark 'n' Stormy, der var alt for sød efter min mening, og så var der en enkelt stand (Free Company), hvor den enkelte gin blev anrettet med en passende tonic med mere. Der smagte jeg en meget lækker irsk gin, Bertha's Revenge.

I betragtning af at jeg ellers ikke indtager spiritus, skal der ikke meget til, før jeg føler mig påvirket. Denne gang var det vist efter bare tre smagsprøver, men på trods af grov sortering smagte jeg jo en del flere, så...


Da vi var igennem de udvalgte spirituosa, fik vi lidt at spise, mens vi overvejede, hvilken gin, der skulle købes med hjem. Det blev en Northstar fra Nordisk Brænderi i Fjerritslev. Jeg har en bestemt lejlighed i tankerne, hvor den skal nydes. Jeg tog også et par billeder, og jeg var altså stadig ikke appelsinfri. Det ses tydeligt på det nederste billede.

En brandert til 50,- kr. - det er da ikke dyrt!

torsdag den 28. februar 2019

Bedste film i 2018

Hu, det er på høje tid at få skrevet det her indlæg.

Jeg så mindst 26 film i 2018, og der var mange gode - godt at overskriftens "bedste film" kan være både ental og flertal, for jeg har brug for flertallet. Skuffelserne gider jeg ikke skrive om - her er nogle af de gode:

Den første rigtig gode, vi så, varThree Billboards Outside Ebbing, Missouri.
En bidende samfundskritik og et sydstatsdrama, hvor Frances McDormand brillerede.

Hende er jeg altså vild med. Jeg tror også, hun kun gider spille i film, hvor der er noget kød på. I hvert fald har jeg aldrig set hende i noget, jeg ikke syntes om.

In den Gängen, der senere kom op under den engelske titel In the Aisles, var tysk nutids superrealisme. Afdæmpet og overbevisende og hundrede procent loyal over for sine karakterer.

Desuden var den overraskende. Det kan jeg godt lide.

Grænse. Hvis jeg kun skulle vælge én film, måtte det nok blive denne fantastiske svenske film om at være anderledes og stå udenfor.

Masser af sort humor - det er altid godt.

En af den slags film, der bliver ved med at køre rundt i hjernen bagefter.

Den franske Vogterne var vist den smukkeste film i 2018.

Et meget helstøbt stykke kvindehistorie om de, der blev tilbage, da mændene blev sendt til fronten i 1. verdenskrig.

Vidunderligt smukke billeder, og så kunne jeg godt lide den usentimentale slutning.

Endelig er jeg nødt til at have endnu en tysk film, To minutters stilhed, med.

Om et stykke tysk historie, som jeg ikke kendte i forvejen, og et godt bidrag til at forstå, hvad det egentlig var, der skete i Tyskland efter 2. verdenskrig.


lørdag den 16. februar 2019

Leg med kugler

Vi har for en gangs skyld været på Aros. De har nemlig udstillet en kæmpestor kuglebane, lavet af Jeppe Hein. Et værk, der oprindeligt er fra 2004.

Det var sjovt! Både at følge kuglerne rundt på banen og at se på alle de andre - deriblandt rigtig mange børn - der også kiggede på kuglerne.

Vi prøvede at følge en bestemt kugle hele vejen rundt, hvilket slet ikke var så let. Det var også en ide, andre havde fået, bemærkede vi.

Først syntes vi, det kunne være sjovt, hvis kuglerne havde haft forskellig farve eller numre, men det er muligvis med vilje, at de ser helt ens og anonyme ud. Måske ville det forårsage for mange trafikuheld, hvis alle fartede rundt efter lige deres kugle.


En af kugleelevatorerne.
Børnene havde tydeligvis fået lov til at dekorere væggene med deres egne kunstneriske udfoldelser, inden væggene skal males i en ny farve til den næste større udstilling.

Det er ikke første gang, vi har oplevet en af Jeppe Heins kuglebaner. I maj sidste år så vi nemlig udstillingen In is the only way out i Cisternene i Frederiksberg Have. Det var noget af det, jeg ikke - meget mod min vilje - fik blogget om, men nu er der en anledning til at følge op på den del af vores lille ferie i hovedstaden.

Cisternerne er i sig selv spændende at bevæge sig rundt i, men vi kunne også godt lide udstillingen, selv om den vist ikke havde fået supergode anmeldelser.

På det tidspunkt havde vi heller ikke før set en større Jeppe Hein installation, så det hele var nyt og spændende for os.

Der var arbejdet med både lyd, lys og bevægelse, og det kunne vi godt lide. Kuglebanen var den sidste del af udstillingen. Vi kiggede længe på den, men jeg fik ikke nogen anvendelige billeder af den. Spejlene var nemme at fotografere.


Udstillingen i Cisternerne kan man ikke se mere, men kuglebanen på Aros kan opleves til den 22. april.

fredag den 8. februar 2019

En søndag med strik

I søndags var jeg sammen med Annett til Store Strikkesøndag hos Charlotte Tøndering. Det er ren forkælelse og afslapning. Vi har været der én gang før, og jeg kommer gerne igen.


Billedet viser mine strikkeprøver fra de to workshops, jeg deltog i. Først hos Helga Jóna, hvor diverse fine kanter og andre detaljer blev gennemgået og afprøvet. Det var absolut noget, jeg kommer til at bruge fremover.

Om eftermiddagen hyggede vi os sammen med Mette Wendelboe Okkels fra PetiteKnit med vendestrik med German Short Rows teknikken, striber uden hakker og I-cord kanter. Det kunne jeg det meste af i forvejen, men det er altid godt med repetition.

Ind imellem var der frokost på Den Rustikke, og hele dagen var der te, kaffe, vand og frugt til fri forsyning plus en lækker fastelavnsbolle til eftermiddagsteen. Vi vansmægtede ikke.

Jeg tror, de fleste af de ca. 70 deltagere også nåede at forsyne sig i butikken, og jeg kunne heller ikke dy mig.

Men ikke med garn! Jeg nøjedes med at købe en lillebitte japansk saks - 4 cm lang er den. Den er bare så nuttet og et helt lille kunstværk i sig selv.

Det går for resten helt godt med kun at bruge garn fra lageret. Godt nok "kom jeg til" at købe noget udsalgsgarn i januar, men jeg har stort set strikket lige så mange metre, som jeg investerede i, og jeg har adskillige planer, hvor lagergarn indgår.

Blandt andet har jeg fundet anvendelse for noget lækker Malabrigo Silky Merino, som jeg købte på Fanø i 2017. Det blev til to halsedisser, som jeg fandt opskriften til i bogen Strik snoninger af Ivar Asplund.


Det smarte i netop den opskrift er, at dissen er fuldstændig ens på for- og bagside. Det er altså ret genialt netop til en halsedisse. Annett kunne godt bruge den ene, den anden forsøger jeg mig selv med. Spændende om jeg synes, den kradser, men hvis den gør, finder jeg nok en anden, der kan bruge den.

mandag den 28. januar 2019

Citater om katte #44

Sarantoya on her own pillow

Den springer op på sofaen, lægger hovedet mellem poterne...
Den sover ikke. Den spinder sagte. Den hviler. Den hviler i sig selv.
Vi kunne lære mangt og meget af katte. Hvis vi ville.
Erich Kästner

Sarantoya er model.

onsdag den 23. januar 2019

Bedste musik i 2018

Der er ingen tvivl for mig. Det største oplevelse i 2018 var Den Jyske Operas opførelse af Passageren.

Foto: Kåre Viemose for Den Jyske Opera
Zofia Posmysz i Auschwitz

Det var en totaloplevelse. Musikken er af Mieczyslaw Weinberg, teksten af Alexander Medvedev baseret på en novelle af Zofia Posmysz, der selv var fange i Auschwitz, men overlevede. Ja, faktisk lever hun stadig. I 2018 fyldte hun 95 år.

Jeg synes stadig, det er voldsomt ærgerligt og også meget mærkeligt, at operaen kun blev opført fire gange.

På jazzfronten synes jeg, at hele sommerens jazzfestival her i byen var en oplevelse, hvilket det fantastiske vejr naturligvis bidrog til.

Især var Pierre Dørges New Jungle Orchestra helt forrygende, også selv om lydniveauet i Kunstbygningen var alt for højt. Det burde ikke være nødvendigt at bruge ørepropper til jazz, men måske mener arrangørene, at vi allerede er godt døve (det er de sikkert selv), så der skal skrues voldsomt op for lydniveauet. Det skal nu ikke forhindre mig i at høre New Jungle Orchestra igen, hvis jeg får lejlighed til det.

mandag den 21. januar 2019

Mit strikkeår 2018

For et år siden skrev jeg, at garnlageret skulle bringes ned i løbet af året. Det skulle blandt andet effektueres ved, at jeg skulle give noget garn væk, hver gang jeg købte nyt. Jeg har da også foræret over 3300 m væk, men hvad hjælper det, når jeg har indkøbt over 20000 m.

Det gik meget godt i begyndelsen af året, men i juni holdt Rasmilla ophørsudsalg. Hendes kvaliteter var ganske vist præcis de samme, som man kan få med diverse andre labels på, men det var hendes indfarvninger ikke. Og jeg vidste, at der var én af dem, jeg meget gerne ville strikke af. Jeg faldt i og købte godt ind af den pågældende farve, og jeg glæder mig stadig til at strikke af den.

I sidste tredjedel af året opgav jeg totalt mit fortsæt og bestemte mig i stedet for ikke at have dårlig samvittighed, når nyt garn blev indlemmet i lageret. Det var dejligt!

Jeg har strikket godt 10000 m, men brugt næsten 13000, fordi noget er blevet strikket med dobbelt garn. Begge tal er dog væsentlig lavere end i 2017, og de burde også være højere. Faktisk har jeg strikket mere, men jeg trevlede usædvanligt meget op i løbet af året. Det tæller jo ikke med nogen steder.


Især gav ovenstående cardigan, som jeg strikkede til min søster, problemer. Mærkeligt, for jeg har tidligere strikket en til mig selv, og det gik uden de store trakasserier med mønsteret, men denne gang gik det galt gang på gang, og jeg tror, jeg har strikket mindst halvdelen to gange.

Mønsteret hedder Hitofude, og det er kreeret af den japanske designer Hiroko Fukatsu. Hitofude betyder "et enkelt penselstrøg", og det passer fint, for teoretisk set kan man strikke cardiganen fra ende til anden uden at skulle begynde på et nyt nøgle garn. Hvis det, man strikkede af, ellers var stort nok.

Det sjoveste, jeg strikkede i 2018, var uden tvivl girafdragten til min kusines barnebarn, Jens. Den har godt nok tidligere været vist her på bloggen, men jeg gentager ligge successen:

Baby giraffe

Også de babysneakers, jeg faldt over en opskrift på, har jeg haft meget fornøjelse af:

Teal baby sneakers

Jeg har lavet 2-3 opskrifter, men ikke offentliggjort nogle af dem endnu. Den ene er lige på trapperne, men mon ikke det burde være et mål for 2019 at få offentliggjort de andre også. Jeg er meget god til at læse engelske opskrifter, men det taget mere tid for mig at oversætte mine egne. I nødsfald kommer de kun på dansk.

Strikkeriet kostede mig omkring 3500,- kr. i 2018. Det er helt OK, synes jeg.

torsdag den 10. januar 2019

Tillykke, gamle dreng

Billedet tog jeg på den store Tintin-udstilling på Brandts i Odense

90 år er jo ingen alder, når man holder sig så godt, som du gør.

fredag den 4. januar 2019

Mere Berlin

Her kommer endnu en billedkavalkade fra Berlin:

Vi har ikke før været i Rigsdagsbygningen.
Det var spændende at gå i kuplen, både da det var lyst, og da mørket var faldet på.
På julemarkedet på Gendarmenmarkt mødte vi denne Buddy Bear i juleantræk.
Den hedder WeihnachtsZauber, og kunstneren, der har dekoreret,
hedder Nana Topchishvili. 
Man skulle måske tro, at en af de garnbutikker, vi besøgte, lå i nærheden af denne murdekoration,
men vi så den nu på Kreuzberg i nærheden af knappebutikken.
På vores hotel foregik der mangt og meget. Blandt andet var der denne indbydelse til "Leichenschmaus", der vel nærmest kan oversættes med gravøl eller begravelseskaffe,  men det lyder både morsommere og mere morbidt i danske ører.
 Desværre forgik det ikke lige, mens vi var i byen.
På billedet kan man også se hotellets oprindelige grønne og hvide kakler. Meget specielle!
Måske ikke så underligt, at kunstnercabareten kom til at hedde Die Badewanne.
Tyskerne er vist verdensmestre i at lave julepynt, herunder glaskugler.
Jeg kunne godt lide ræven i midten med rigtig pelshale.







Mere jul.
I et forretningsvindue så vi dette juletræ lavet af strudsefjer og -dun.

Jeg er ikke sikker på, at jeg synes om det, men opfindsomt er det unægteligt.
Til sidst endnu en vægdekoration.

søndag den 30. december 2018

Shopping i Berlin

Indrømmet: Jeg holder meget af shopping. Jeg køber bare ikke mere ret meget, for jeg mangler ikke noget, men da vi var taget helt til Berlin, købte vi alligevel noget: Garn og knapper, som vi også godt kan undvære, men som vi måske også kommer til at bruge.

Magasinet Maries Ideer har i flere omgange besøgt Berlin for at finde gode håndarbejdsbutikker. En af dem, der har været omtalt, og som vi ubetinget måtte besøge, var Paul Knopf i Kreuzberg. Paul Knopf handler - gæt engang - med knapper. Mon han har kastet sig over netop knapper, fordi han hedder Knopf, eller har han taget navnet Knopf, fordi han handler med knapper?


Butikken var meget mindre, end jeg havde forstillet mig, men der var ufatteligt mange knapper. Bogstaveligt talt fra gulv til loft.

De fleste blev opbevaret i papæsker som dem på billedet. Dem måtte vi ikke selv pille ved. Ikke på grund af knapperne, men på grund af æskerne, der var gamle, møre og skrøbelige.

Heldigvis var der også en del i rør, som vi godt måtte tage i nøjere øjensyn på egen hånd. Vores første indtryk var, at de var rædsomt dyre. Som Dorthe sagde, så ville hun kvie sig ved at give prisen i kroner, og her var den selvfølgelig i euro.

Selvfølgelig købte vi alligevel nogle af de rædsomt dyre knapper, og alle dem, vi havde forelsket os i, var da også af naturmaterialer, som naturligvis er dyrere end plastik.

Dem, jeg købte, var af perlemor, af glas og af både ben og horn. De sidste ses på billedet. Jeg må have lavet noget helt specielt, som de skal bruges til - eller jeg kan nøjes med bare at kigge på dem en gang imellem.

Den første garnforretning, vi var i, hedder Yarn over Berlin, og den ligger i Mitte. Den kendte vi godt i forvejen, for de havde en stand på strikkefestivalen i Hamborg for et par år siden. Dorthe havde købt noget garn hos dem, som hun har været meget tilfreds med.

De gør meget i meget lækker ren uld. Det frister ikke mig så meget, jeg vil gerne have noget blandet i. Kamel eller silke eller cashmere for eksempel. Det blev da også kun Dorthe, der handlede hos Yarn over Berlin.

Meget tæt på Yarn over Berlin bor Herr U, som slet ikke har noget webshop, men han har da en hjemmeside. Han havde også en del garner, der tiltalte mig.

Det sjoveste, jeg fandt, var noget ren bomuld. Det føles bare ikke sådan, for det er så blødt som vat. Det måtte jeg have et par bundter med af. Desuden købte jeg noget bomuld-cashmere og noget yak-merino. Det sidste er endda købt til et bestemt projekt.

Efter de to garnbutikker havde vi ikke behov for at besøge flere af slagsen. I stedet tog vi til Charlottenburgs julemarked, som havde fået meget rosende omtale af vores rejseleder. Vi kunne nu bedre lide det på Gendarmenmarkt, fordi der var en del andet end mad og drikke. Det er godt nok også hyggeligt med maden og drikkelsen, og for en gangs skyld fik også jeg smagt på de våde varer. Jeg fik også tysk grønkål, som jeg elsker - meget bedre end dansk grønlangkål, synes jeg. Jeg har tænkt mig at prøve at lave det selv, så jeg kan finde ud af, om det kun er på markeder, det smager så godt.

lørdag den 29. december 2018

Ugens træ - uge 52


Det må næsten være et grantræ, der her i årets sidste dage afslutter serien med ugens træ.

Jeg har altid lidt ondt af alle de graner, der bliver fældet i årets seneste måneder. Det er altså et vældigt spild, synes jeg.

Jeg foretrækker levende træer, og heldigvis fandt jeg et rigtig smukt eksemplar uden lys og alskens tant og fjas, men med egen havebænk! Det er da noget, der vil noget.

Måske præsenterer jeg også næste år nogle træer, men det bliver ikke hver eneste uge.

GODT NYTÅR til både smukke og mindre smukke træer i byer, haver, landskaber og ikke mindst i vores skove. Må de blive værdsat og passet godt på.

onsdag den 26. december 2018

Anden er spist...

...og julen er stort set ovre for i år, men der er trøst at hente, for den starter jo i oktober 2019 igen :)

Decembers højdepunkt for mig blev nu ikke anden juleaften, for vi var et par dage i Berlin midt i måneden. Det er 9 år siden, vi var der sidst, så det var på tide at indsnuse berlinerluften igen.

Berlin i december er bogstaveligt talt lys i mørket. Her kommer en lille billedkavalkade til illustration:

Så ved vi, hvor vi er!
Og det er altså ikke mig, der har leget med Photoshop.


Vi boede på Ellington Hotel i Nürnberger Strasse i Schöneberg. Jeg syntes, området virkede så bekendt, og da vi kom hjem, fandt vi ud af, at vi også boede i Nürnberger Strasse første gang, vi var i Berlin - i 1984. På et andet hotel, som ikke eksisterer mere.

Ellington Hotel er et hotel med historie. Selve den 185 m lange bygning ud mod Nürnberger Strasse er fra slutningen af 20erne, og den overlevede krigen uden alt for store skader. Både udvendig og indvendig kan man tydeligt se 1920er-arkitekturen. Neue Sachlichkeit blev stilen kaldt. 

Der har ikke altid været hotel i bygningen. Da det blev bygget, hed det Femina-Palast og var et (stort!) dansested. Særdeles prominente musikere spillede her, det er ikke nogen tilfældighed, at hotellet hedder Ellington. Efter krigen blev det først en kunstnerkabaret, Die Badewanne. Die Badewanne blev senere en jazzklub og igen med nogle af jazzens topnavne på plakaten. 

Senere blev der discotek, Der Dschungel, og igen blev det et sted, hvor berømthederne kom. David Bowie, Mick Jagger, Iggy Pop, Nick Cave og Blixa Bargeld for bare at nævne nogle. I 2007 indviedes Ellington Hotel, hvor der stadig spilles masser af levende jazz. Jeg ville ikke have noget imod at bo der igen.

Udsigt fra Rigsdagsbygningens kuppel mod hovedbanegården

Julemarkedet i Charlottenburg var præget af musik.
Indtil flere messingblæserensembler spillede,
og overalt var der musicerende engle - dog uden lyd.

Vores lokale juletræ

søndag den 23. december 2018

Ugens træ - uge 51



Denne uges træ så jeg på kirkegården ved Vejrum Kirke, men jeg ved ikke, hvad det er for et.

Først tænkte jeg på et bøgetræ, men i så fald må kirkegårdsgartneren nærmest have brugt støvsuger for at få fjernet alle de visne blade.

Jeg gætter på en ahorn. Stammen kunne vist godt ligne ahorn, tror jeg. Eller en spidsløn. Hvis jeg husker det, vil det blive opklaret, når træet springer ud igen.

Under alle omstændigheder synes jeg, det er en flot vintersilhuet med stammen, der har delt sig i to.

søndag den 16. december 2018

Ugens træ - uge 50


Det er lidt gråt i vejret i øjeblikket til at få rigtig gode billeder af ugens træ, og måske kniber det også lidt med inspirationen. På den front er det måske meget godt, at vi snart går ind i et nyt år. Ellers er jeg bestemt ikke begejstret for, at tiden går så hurtigt.

Denne lærk er ret sjov, synes jeg. Den stritter simpelthen i alle mulige retninger. Billedet viser også tydeligt det nogen kedelige vejr, men jeg har da vist fået en flyvende fugl med også. Eller er det bare skidt på linsen? Med photoshops hjælp fik jeg frembragt en grafisk illustration af nogle af de mange kogler på lærken.


fredag den 7. december 2018

Ugens træ - uge 49


Ugens træ er et rigtigt eventyrtræ. Det er et piletræ, der står i en have på en af vores naboveje. Jeg synes, det kunne være det træ, hvor heksen harde gemt fyrtøjet i eventyret af samme navn.

Det er også et brugstræ.  I hvert fald er der sømmet dimser i alle mulige farver på til klatring.

Jeg er nu ikke helt sikker på, jeg turde klatre i træet, det ser ret vakkelvornt ud.

Træet har ret stor tiltrækningskraft på mig, og jeg er tit forbi netop den have. Faktisk fotograferede jeg også træet i marts en dag med sne.

Der ser det om muligt endnu mere hekseagtigt ud, og hvis huset bagved havde været lavet af pandekager, så ville det bestemt være heksens hus fra Hans og Grete.

Old tree in snow

søndag den 2. december 2018

Ugens træ - uge 48

Jeg har tidligere brokket mig over, at et af "mine" lindetræer på ringvejen er blevet fældet - uden grund efter min mening. Men heldigvis er der stadig nogle lindetræer på ringvejen. Her er et af dem:


Det er ikke nær så stort som det, der blev fældet, men det har en flot silhuet, og den bliver ikke ringere i tusmørke. Jeg holder meget af tusmørket.

Her er det, hvor lyset falder anderledes og i en anden vinkel.

Vi har næsten lige fået lys i buslæskurene. Det er rigtig rart. Nu kan man endda se køreplanerne uden at skulle bakse med telefonens lommelygte. Med mindre der altså er nogen, der har vandaliseret læskuret, så der slet ingen køreplaner er.

Jeg bruger nu meget en app, hvor man kan se, hvor lang tid der går, inden bussen kommer. Min tålmodighed, når jeg venter på en bus, kan ligge på et lille sted, men den app er en stor hjælp. Den var faktisk også en af grundene til, at jeg langt om længe fik anskaffet en smartphone.

torsdag den 29. november 2018

Uheld og held og en lykkelig slutning


Denne blå mappe bruger jeg til mine tyskbøger, når jeg skal i skole. Den er lige blevet fundet frem igen; det vil sige, Dorthe fandt den i pulterkammeret. Tyskbøgerne er blevet så tunge, at jeg ikke kan bære dem i min skuldertaske, og jeg har aldrig været gode venner med rygsække.

Sidste gang, jeg var af sted, tog jeg som sædvanligt bussen i god tid, så jeg kunne nå at få frokost i byen. Jeg var først hos Søstrene Grene, der havde fisk på menuen. Bare ikke noget, jeg lige er så vild med, så jeg gik videre til madmarkedet på rutebilstationen.

Da jeg sad og guffede min indiske karryret, opdagede jeg til min skræk og irritation, for jeg hader at dumme mig på den måde, at jeg havde glemt den blå mappe i bussen.

Jeg blev meget hurtigt færdig med karryen og drønede over til rutebilstationen for at høre, hvornår netop den bus, jeg havde kørt med, ville være tilbage på rutebilstationen. Der var to muligheder, og jeg stillede mig an og ventede, traskende noget utålmodigt frem og tilbage, men endelig kom den første mulighed, og min mappe stod ved siden at chaufførsædet efter at have været en tur i Skejby uden mig til at holde fast i den. Pyh ha!

For at det ikke skulle være løgn, lykkedes det mig at tabe min Snuggi Trier Mørch ring, mens jeg ventede på bussens tilbagekomst. Og helt tilfældigt opdagede jeg, at den lå på fortovet. Uskadt!

Jeg undrer mig over, at der ikke skete endnu en ting, for den slags uheld plejer altså at komme tre i træk - jeg er ikke spor overtroisk :) Men resten af dagen forløb helt fredeligt, og jeg nåede også mit tyskkursus i god ro og orden. Ich habe Glück gehabt!!!