fredag den 7. december 2018

Ugens træ - uge 49


Ugens træ er et rigtigt eventyrtræ. Det er et piletræ, der står i en have på en af vores naboveje. Jeg synes, det kunne være det træ, hvor heksen harde gemt fyrtøjet i eventyret af samme navn.

Det er også et brugstræ.  I hvert fald er der sømmet dimser i alle mulige farver på til klatring.

Jeg er nu ikke helt sikker på, jeg turde klatre i træet, det ser ret vakkelvornt ud.

Træet har ret stor tiltrækningskraft på mig, og jeg er tit forbi netop den have. Faktisk fotograferede jeg også træet i marts en dag med sne.

Der ser det om muligt endnu mere hekseagtigt ud, og hvis huset bagved havde været lavet af pandekager, så ville det bestemt være heksens hus fra Hans og Grete.

Old tree in snow

søndag den 2. december 2018

Ugens træ - uge 48

Jeg har tidligere brokket mig over, at et af "mine" lindetræer på ringvejen er blevet fældet - uden grund efter min mening. Men heldigvis er der stadig nogle lindetræer på ringvejen. Her er et af dem:


Det er ikke nær så stort som det, der blev fældet, men det har en flot silhuet, og den bliver ikke ringere i tusmørke. Jeg holder meget af tusmørket.

Her er det, hvor lyset falder anderledes og i en anden vinkel.

Vi har næsten lige fået lys i buslæskurene. Det er rigtig rart. Nu kan man endda se køreplanerne uden at skulle bakse med telefonens lommelygte. Med mindre der altså er nogen, der har vandaliseret læskuret, så der slet ingen køreplaner er.

Jeg bruger nu meget en app, hvor man kan se, hvor lang tid der går, inden bussen kommer. Min tålmodighed, når jeg venter på en bus, kan ligge på et lille sted, men den app er en stor hjælp. Den var faktisk også en af grundene til, at jeg langt om længe fik anskaffet en smartphone.

torsdag den 29. november 2018

Uheld og held og en lykkelig slutning


Denne blå mappe bruger jeg til mine tyskbøger, når jeg skal i skole. Den er lige blevet fundet frem igen; det vil sige, Dorthe fandt den i pulterkammeret. Tyskbøgerne er blevet så tunge, at jeg ikke kan bære dem i min skuldertaske, og jeg har aldrig været gode venner med rygsække.

Sidste gang, jeg var af sted, tog jeg som sædvanligt bussen i god tid, så jeg kunne nå at få frokost i byen. Jeg var først hos Søstrene Grene, der havde fisk på menuen. Bare ikke noget, jeg lige er så vild med, så jeg gik videre til madmarkedet på rutebilstationen.

Da jeg sad og guffede min indiske karryret, opdagede jeg til min skræk og irritation, for jeg hader at dumme mig på den måde, at jeg havde glemt den blå mappe i bussen.

Jeg blev meget hurtigt færdig med karryen og drønede over til rutebilstationen for at høre, hvornår netop den bus, jeg havde kørt med, ville være tilbage på rutebilstationen. Der var to muligheder, og jeg stillede mig an og ventede, traskende noget utålmodigt frem og tilbage, men endelig kom den første mulighed, og min mappe stod ved siden at chaufførsædet efter at have været en tur i Skejby uden mig til at holde fast i den. Pyh ha!

For at det ikke skulle være løgn, lykkedes det mig at tabe min Snuggi Trier Mørch ring, mens jeg ventede på bussens tilbagekomst. Og helt tilfældigt opdagede jeg, at den lå på fortovet. Uskadt!

Jeg undrer mig over, at der ikke skete endnu en ting, for den slags uheld plejer altså at komme tre i træk - jeg er ikke spor overtroisk :) Men resten af dagen forløb helt fredeligt, og jeg nåede også mit tyskkursus i god ro og orden. Ich habe Glück gehabt!!!

søndag den 25. november 2018

Ugens træ - uge 47

Ugens træ - en stor, gammel platan - er med af én bestemt grund. Det står på den gamle Ceres-grund. Da Ceres bryggeriet blev bygget ved Århus Å i midten af 1800-tallet, lå det uden for byen. Da bryggeriet lukkede i 2008 lå det næsten midt i byen.

Selvfølgelig skulle den store grund udnyttes. Det er den så blevet stort set til sidste kvadratcentimeter.

Jeg kan godt forstå, at der skulle bygges nyt, men jeg synes, den fornemme gamle have fra 1865 burde være blevet bevaret.


Selv om det muligvis ikke rigtig fremgår af billedet, så er det et rigtig stort træ, og det er et af de få overlevende.

Byggeriet af Ceres Byen, som den nye "bydel" kaldes, er i øvrigt sket på sædvanlig århusiansk vis. De firmaer, der ville betale mest, har fået lov at skalte og valte. Øjensynligt har der ikke været lagt ret mange rammer for byggeriet.

Det meste ser heldigvis ok ud, men det er et meget, meget tæt byggeri. Det er mestendels beregnet til studerende, som så må få deres luft andetsteds.

En af de klausuler, der var, var, at bryggeriets gamle facade ud mod Ceres krydset skulle bevares.

Det blev den så, men på en totalt mislykket måde. Bag den er kommet det grimmeste byggeri, man kan forestille sig, og bryggeriets facade ser bare lille og umotiveret ud.

Bygningen er ikke uden grund af århusianerne blevet kåret som byens grimmeste, og der er ellers adskillige at vælge imellem.

Måske skulle jeg lige tilføje, at også en af bryggeriets gamle bygninger er blevet bevaret, hel - ikke bare facaden. Den ser meget bedre ud, og der er blandt andet en trendy restaurant i den nu.

Jeg fotograferede også træet tidligere på året. På et af de billeder kan man rigtig se den karakteristiske bark.


søndag den 18. november 2018

Ugens træ uge 46


Et lindetræ må med, også selv om lindetræet ved et af "mine" stoppesteder på det skammeligste er blevet fældet.

Dette eksemplar står på Sankt Annæ Plads i København sammen med en hel masse artsfæller. Lind har jo den egenskab, at den tåler kraftig beskæring, så den kan klippes i facon. Lindetræerne på Sankt Annæ Plads er kasseformede. Egentlig ville jeg endnu hellere have haft en lind med fuld krone med, men nu bliver det altså en firkantet lind, der bliver ugens træ, og den er også smuk i sin høstdragt.


I min studietid kom jeg af og til på Sankt Annæ Plads, fordi natfærgen til Århus sejlede fra enden af pladsen. Den var billig - meget billig, og det var noget, jeg som fattig studerende satte pris på. Den var også umådelig ubekvem, man skulle være ualmindeligt udmattet for at få en smule søvn.

Jeg havde i starten i København nogen hjemve, så jeg ville hjem på besøg. Der gik nu ikke så lang tid, inden det modsatte var tilfældet. Når jeg var hjemme på besøg, længtes jeg slemt efter at komme tilbage til København. Der blev længere mellem Jyllandsbesøgene, så der blev råd til mere behagelig offentlig transport, når det stod på. Jeg savnede bestemt ikke natfærgen

mandag den 12. november 2018

Ugens træ uge 45

Jeg kender mindst 5 tempeltræer eller Gingko bilobaer i vores del af Åbyhøj. De tre endda på vores egen vej, men den er nu også ret lang.


Det eksemplar, der er ugens træ, så jeg imidlertid på Frederiksberg, og det havde, den dag jeg fotograferede det, en del mere løv end vores eget, der er tilnærmelsesvis skaldet nu.

Hvad det også havde, var frugter. Det har jeg aldrig set før.

Jeg ved godt, der findes han- og huntræer, og at begge skal til, for at der dannes frø og frugter, men det er indtil nu ikke lykkedes mig at se nogen af delene. Dette træ havde også frøkapsler, men lyset faldt forkert, så dem fik jeg ikke nogen billeder af.

Men frugterne fik jeg et billede af:

Jeg læste et sted på nettet, at Gingko er en forenkling af et kinesisk navn, der betyder sølvabrikos. Meget poetisk, men også lidt mærkeligt, for der er da ikke meget sølv over frugterne. Måske ser de anderledes ud under andre klimaforhold, eller måske er det på et andet tidspunkt af frugternes udvikling, at der er sølvskær over dem?

torsdag den 8. november 2018

Månerejser


Jeg tror egentlig ikke, jeg nogen sinde har drømt om at komme til månen. Det skulle da lige være i et transportmiddel som det på billedet: I en karet trukket af vilde gæs - og så er det mest på grund af gæssene.

Billedet er en illustration af et værk fra 1638, Manden i Månen skrevet af en britisk biskop, der hed Francis Gowwin. Jeg så billedet på Louisianas store udstilling, der slet og ret hedder MÅNEN.

Selv om jeg ikke længes efter selv at stå på månen, så er jeg meget glad for den. Den er fascinerende i alle faser, den er foranderlig, den er smuk, den lyser så klart. Louisianas udstilling var også fascinerende.

Emnet blev grebet an fra alle mulige vinkler, den kunstneriske, den videnskabelige og naturligvis med tilknytning til den første mand på månen. Det er 50 år siden næste år. Ret vildt at det er så længe siden.

Både månen og Louisiana har vist mange fans. I hvert fald var der rigtig mange besøgende i søndags. Der var så mange, at der var en ventetid på 45 minutter til en af filmene. Den opgav jeg, men jeg så klassikeren Georges Méliès' Rejsen til Månen fra 1902. Ret underholdende. De månerejsende havde specielle dragter på, dog noget anderledes end den den autentiske på fotoet.

Det sidste billede fra Louisiana viser et foto af stjernetågen Katteøjet - gæt hvorfor det lige var den stjernetåge, jeg valgte at tage med hjem...

De flotte farvede ringe i Katteøjet er lysende gasser, der kommer fra en døende stjerne på størrelse med solen, så det er egentlig lidt sørgeligt. 3000 lysår fra jorden finder man Katteøjet, men måske er stjernen allerede helt død.

Ugen før jeg var på Louisiana, så jeg i biografen filmen First Man, der handler om Neil Armstromg og den første bemandede månelanding. Det er en rigtig spændende film. Jeg var ved at blive helt dårlig, da astronauterne i simulator skulle afprøve, hvordan det var at blive hvirvlet rundt i alle mulige retninger i en rumkapsel. Karrusellerne i forlystelsesparkerne kan godt pakke sammen, men dem er jeg nu i øvrigt heller ikke glad for.

Filmen gav et fint portræt at Neil Armstrong - jeg skal dog ikke kunne sige, hvor historisk korrekt det er. Og et godt indtryk af, hvordan projekterne påvirkede både astronauterne og deres familier. Jeg nød rigtig meget at se filmen.

Men jeg bliver gerne på jorden og betragter månen herfra.

fredag den 2. november 2018

Ugens træ uge 44


Der er egentlig ikke så meget at sige om ugens træ, bortset fra at det er en birk. Eller mere præcist: En vortebirk.

Jeg synes, birkene opfører sig lidt atypisk i år. De fleste år kan birketræerne se helt fantastiske ud - se bare HER - men i år har de ikke vist sig i den helt fantastiske farvepragt. I hvert fald ikke endnu, men jeg tror heller ikke, de kommer til det.

Ser det ikke ud til, at bladene falder af lige så hurtigt, de skifter farve? Måske er det på grund af den usædvanlige sommer. Træerne er bare helt fyldt op med varme og næring og parate til at gå i hi.

Det tilbageblevne løv på birkene er så en blanding af grønne blade og de få gule eller gyldne, der stadig hænger ved. Det gælder også træet her, selv om det allerede er godt skaldet på den ene side. Det var alligevel det smukkeste, jeg kunne finde blandt den anselige mængde hængebirke i Åbyhøjs haver.

Og dog, netop her til morgen så jeg nogle birke, der så ret flot gyldentgule ud. Jeg har bare ikke tid til at tage nye fotos i dag. Og birketræerne er jo altid smukke - gule, grønne eller nøgne.

lørdag den 27. oktober 2018

Ugens træ - uge 43


Åbyhøj Kirke må have en god gartner, for der er altid pænt og nydeligt omkring kirken og på kirkegården.

Foran kirken er der hele vejen hen rækker af ikke særlig store træer, som kirkegårdsgartneren sikkert også er ansvarlig for. Jeg tror, det er en slags prydkirsebær, for om foråret har de et meget rigt blomsterflor. Det er rent hvide blomster, og det ser vildt godt ud.

Men det gør det - som det forhåbentlig fremgår af billederne - også på denne årstid. Der er altså adskilligt flere træer end selv det øverste foto viser, og det gør det jo ikke ringere.

Ved siden af skraldespanden kan man lige se, at der er et busstoppested ved kirken. Det er ikke et af de stoppesteder, jeg bruger, men hvis jeg gjorde, ville jeg helt sikkert fornøjes over træerne.

Derimod bruger jeg tit et stoppested i krydset mellem Silkeborgvej og ringvejen. For nogle uger siden blev der pludselig gravet et stort hul ved stoppestedet - jeg tror ikke, det var planlagt, på en eller anden måde virkede det som en akut operation. I et stykke tid var stoppestedet sløjfet.

Hullet er nu fyldt igen, og bussen standser igen ved stoppestedet, men den store lind, det stod der, er væk. Var det nu også nødvendigt? Den var i hvert fald ikke syg, så den undskyldning kan de ansvarlige ikke bruge. Det var nok bare det nemmeste at fjerne hele træet i stedet for at tage hensyn. Vi har haft så stor fornøjelse af den lind, som jeg altså ikke nåede at få med som ugens træ, men det er slut. Øv, øv, øv!

mandag den 22. oktober 2018

Citater om katte #43

Cat of the day

Når jeg betragter katten, der hviler i sig selv, er jeg næsten på samme niveau.
Gerhard Polt om ro og stilhed

Gerhard Polt er en tysk kunstner - forfatter, filminstruktør, skuespiller og satiriker. Og katten mødte jeg her i området forleden dag. Den hvilede i den grad i sig selv.

søndag den 21. oktober 2018

Ugens bonustræ - uge 42


Jeg er nødt til også at have det tredje træ, der stod i kø i sidste uge, med. Disse billeder blev ligesom billedet af spidslønnen taget i sidste uge, så det er dobbelt snyd.

Træet lyste mig i møde med sine fligede, gule blade, hvoraf de fleste nu ligger på jorden, og nogle meget store og meget særprægede frugter. Hvad kunne det være?

Heldigvis var der nogle gartnere i den lille park foran musikhuset, hvor træet stod, som jeg kunne spørge. Akacietræ, sagde de. Vi snakkede lidt om frugterne, som ligner kæmpestore ærtebælge eller frugter fra johannesbrødstræet.

Jeg undersøgte lidt om akacietræer på nettet, og de kan ikke gro i Danmark, stod der, så det er nok en uægte akacie. Også kaldet robinie, og det er jo et træ, jeg udmærket kender, jævnfør uge 37.

Jeg har bare ikke tidligere set dem så store, og jeg har ikke lagt mærke til frugterne før. Desuden synes jeg, bladene er lidt spidsere og mindre afrundede end på den robinie, jeg plejer at kunne genkende. så måske er det alligevel en art ægte akacie, der på trods af oplysningerne på nettet godt kan gro i vores klima.

Jeg vidste heller ikke, at robinie også kaldes uægte akacie, men så lærte jeg det.

lørdag den 20. oktober 2018

Ugens træ - uge 42


Det er lidt snyd i denne uge, for jeg tog billedet allerede sidste uge, men jeg kunne ikke tage lige så gode nye, for træerne - der er to - har mistet temmelig mange af bladene allerede.

Det er nogle af de træer, der absolut skulle med i ugens træ. De står i krydset for enden af vores blinde del af vejen, så jeg ser dem, hver gang jeg kommer i bil, og også mange gange når jeg er ude at gå.

Jeg har beundret de to træer i mange år, når de har klædt sig i høstfarverne. Det er for resten spidsløn.

torsdag den 18. oktober 2018

Årets Fanø-katte


Pizza, som vi kender fra tidligere år. Hun bor i Nordby i et pizzeria, deraf navnet - faktisk ved vi ikke, hvad hun rigtigt hedder.

Hun er en meget imødekommende og glad kat, der gerne snakker med forbipasserende og pizzeriagæster, men hun er ikke påtrængende.

En dag så vi hende stå på et af de udendørs borde og med poten banke på ruden ind til pizzabageren, der kvitterede med at smide en stump skinke eller pølse ud til hende. Gæt om det så sødt ud!


Denne sorte kat med flot hvid krave boede også i Nordby. Den var totalt uinteresseret i os, og jeg måtte også tage billedet på lang afstand, så det er mildest talt grynet.

I Kunstladen havde gårdens kat listet sig ind i salgslokalerne, hvor den hyggede sig på et rensdyrskind. Den vakte behørig beundring, men den sov dybt, helt uanfægtet af, hvad der foregik omkring den.

Vi mødte den også sidste år. Da forsøgte den talrige gange at snige sig ind i butikken, men den blev hver gang sendt udenfor igen. Det har man åbenbart opgivet nu, mis får lov til at være i fred på sit rensdyrskind.


Da vi besøgte gårdbutikken Fanø Angus & Merino regnede det. Det tog den semilanghårede gårdkat sig nu ikke af. Til trods for at dens pels tydeligvis ikke er vandskyende, søgte den ikke under tag.


Vi mener, vi så denne lille Sønderho-kat også sidste år, men jeg har ikke taget billeder af den før. Den bor i nærheden af Tre Søstre.

Den ville gerne snakkes med, men var alligevel lidt reserveret.

Jeg troede først, den havde mistet spidsen af venstre øre, men det er bare et krølleøre.


Også denne særdeles afslappede kat bor i nærheden af Tre Søstre, og ligesom sidste år nød den livet på et lammeskind på en af bænkene. Den kan man let komme til at snakke med!


Den røde hankat var et nyt bekendtskab for mig. Den stod på en af Sønderhos små veje og ventede på, at dens menneske kom hjem, så de sammen kunne følges ind i huset. Jeg fik at vide, at den hedder Simba. Flot og sød kat!

Desværre så vi ikke den hvide kat Fru Kokos, der i virkeligheden hedder Ida, i Nordby. Jeg tænkte på at gå ind i butikken og spørge, om Ida var hjemme, men syntes så alligevel, at det ville være for fjollet. Jeg håber, hun stadig er i live og har det godt.

søndag den 14. oktober 2018

Ugens træ - uge 41

Kandidaterne til ugens træ står i kø i denne tid.


Når jeg valgte den flotte eg (rødeg!), som fører an i en lille række af artsfæller, er det, fordi det står i et af Århus' udskældte boligområder, Bispehaven. Vi bor ret tæt på.

Jeg synes, det er dejligt, at man kan finde smukke træer også i de forkætrede betonbyggerier.

Bispehaven blev ligesom Gellerupparken og flere andre "parker" bygget i begyndelsen af 1970erne. På den tid, lige efter kommunesammenlægningen, havde de besluttende myndigheder i Århus en vision, når det drejede sig om sociale boligbyggerier.

Det skulle være områder med gode lejligheder, mange grønne områder og mange faciliteter som skoler, børneinstititioner, indkøbsmuligheder, sportsfaciliteter og biblioteker. Gellerupparken var mønsterbyggeriet, hvor der også var svømmehal.

Jeg havde selv fornøjelsen af at bo i Gellerupparken i sidste halvdel af 70erne, og det var en fornøjelse. Der var et fællesskab mellem beboerne, og jeg nød at se børn i alle aldre lege sammen på de store græsplæner med store træer, der fandtes mellem blokkene. Jeg var gerne blevet boende, hvis det ikke lige var, fordi huslejen steg voldsomt. Det blev nærmest umuligt for almindelige lønmodtagere, der ikke kunne få boligstøtte, at bo i lejlighederne. Det var billigere at bo i ejerbolig. En ret grotesk boligpolitik efter min mening, og det var også det, der ændrede området. Alle ressursestærke flyttede ud, og en del af faciliteterne blev nedlagt.

Bispehaven var ikke lige så vellykket. På en eller anden måde virkede det, som om blokkene stod alt for tæt, det var ikke et særlig rart område.

Man er nu ved at forsøge at rette op på årtiers misrøgt af de sociale boligområder. Jeg tror ikke på, det vil lykkes at tiltrække ressursestærke lejere, hvis ikke huslejen sættes væsentlig ned, men i hvert fald ser det ud til, at Bispehaven får et mere åbent udtryk. Og de flotte egetræer har de - der er nemlig flere end den lille række, jeg har fotograferet.

torsdag den 11. oktober 2018

Den dejligste morgen

Jeg var tidligt oppe i dag. Meget tidligt! Skulle til kontrol for grøn stær hos en øjenlæge inde i byen 10 minutter over 8.

Jeg var af sted i god tid og gik - forsynet med en latte - lidt rundt. Det tog kun ca. 8 minutter hos øjenlægen, alt så fint ud,  og jeg blev ikke engang dryppet. Jeg troede så, at jeg skulle have min morgengrød hos GRØD, men det skulle jeg ikke. Den er lukket og åbner først igen i 2019. Et andet sted i byen, hvilket sikkert er meget fornuftigt.

Imidlertid havde jeg ikke lyst til at tage hjem lige med det samme, og jeg var heller ikke så sulten. En latte mætter faktisk ret meget, også selv om den er på skummetmælk. I stedet gik jeg igen lidt rundt og kiggede på det fine morgenlys og de travle trafikanter. Indsugede morgenstemningen. Jeg havde kun min mobil med, men den kan jo også bruges til at tage billeder med:




Hvis vejret bliver lige så fortryllende i morgen, tager jeg måske af sted igen, denne gang bevæbnet med et bedre kamera. Det var slet ikke så dumt at komme tidligt op.

mandag den 8. oktober 2018

Spisesteder på Fanø

En af de gode ting ved Fanø er, at der er så mange gode spisesteder. Vi har ikke lyst til at tilbringe alt for megen tid i køkkenet, når vi er på ferie, så vi spiser en del ude.

I Nordby ligger Aroma, og det har den vist gjort lige så lang tid, vi er kommet på øen. Vi havde bare aldrig spist der, men troede, at det "bare" var endnu en italiensk restaurant. Heldigvis havde Annett læst en lovprisning af deres fiskeret, og den blev afprøvet allerede den første aften.


Det fortrød vi ikke, tværtimod var det en ommer, som Annett sagde. Spisekortet er absolut italiensk, men med udstrakt brug af Fanøs gode råvarer. Vi spiste der tre gange: frokost, aften og tag-med-hjem pizzaer, og det var altsammen lige efter vores hoveder. Også betjeningen syntes vi godt om, uformel, men samtidig omhyggelig. Og det var dejligt at kunne kigge til de italienske kokke i køkkenet.

Det er ved at blive tradition, at vi torsdag aften tager til Sønderho og spiser på Fajancen. Annett reserverer bord i forvejen, der er sædvanligvis fuldt hus.


Der er hyggeligt på Fajancen, maden er altid god, og der er altid fisk på menuen - men Aromas fiskeret var godt nok et mulehår bedre.

I en helt anden kategori er Tre Søstre, der også ligger i Sønderho. Et helt uprætentiøst sted, hvor man kan få kaffe, is og sandwiches. Der har vi flere gange spist i forbindelse med strikkefestivalen. Hvis man ikke lige kommer, når der er en længere kø, går det hurtigt, og deres sandwich smager godt. Laksesandwichen er naturligvis med Fanø laks, som unægtelig smager meget bedre end almindelig laks.

Som en ekstra attraktion for os kan man tit kigge på og somme tider også snakke med nogle katte, der vist nok bor i nabohuset.



Et andet sted, vi altid kommer, er Rudbecks i Nordby.

Deres delikatesseforretning blev grundlagt i 2011, samme år som vi første gang var på Fanø i nyere tid, og vi har spist der hver eneste gang.

Som noget nyt har de fået Marco Brodde til at udsmykke deres lokaler, og det er også nogle af hans fugle, der er på plakaten.

Maden er baseret på vadehavets og især Fanøs egne produkter. Annett har snart været hele spisekortet igennem, men hun kommer også tiere på Fanø, end vi gør. Jeg får som regel vadehavstapas. Eller æggekage.

Så nåede vi ikke flere forskellige spisesteder i år, når jeg ser bort fra slagter Christiansens lækre sandwich. Andre gange har vi spist på Kellers Badehotel, Ambassaden og Sylvester, og vi har drukket kaffe på Fanø Krogård, og det har altsammen været godt.

Af en eller anden grund er der aldrig blevet tid til Sønderho Kro, men mon ikke vi på et eller andet tidspunkt kunne finde på at afprøve deres æggekage til frokost? Aftenmenuen er for gastronomisk for mig, tror jeg, jeg kan bedre lide det mere enkelt.

Endelig har Nordby nu også fået et godt issted, som dog kun holder åbent om sommeren.


Vi var der adskillige gange, og iselskerne Dorthe og Annett smagte mange af varianterne. Jeg nøjedes med en kugle ølis (lavet på Fanø Bryg, hvad ellers?), som blev lavet specielt til strikkefestivalen. Den kunne jeg nu ikke lide, men jeg fik også en kugle chokoladeis, og den var fremragende og chokoladetæt i smagen.

Er der noget at sige til, at vægten var steget, da vi kom hjem?

søndag den 7. oktober 2018

Ugens træ - uge 40



Ugens træ er en ahorn, der står tæt ved, hvor vi bor. Det er Dorthes yndlingstræ. Stien på billedet fører op til vores nærmeste busstoppested.

Jeg ville gerne have haft en helt mørkegrå himmel som baggrund, men måtte nøjes med en meget lys grå. De fleste dage i ugens løb har der været blå himmel, men jeg synes, efterårstræerne er flottere på en grå baggrund. I øvrigt i modsætning til sommerens grønne træer, som en blå himmel klæder meget bedre end en grå.

Men der bliver nok en anden lejlighed til at få den flotte mørkegrå efterårshimmel med.

torsdag den 4. oktober 2018

Hvor regnbuen ender

I mange år har jeg, inspireret af Bjarne Reuter, ment, at regnbuen endte på Brønshøj Torv. Nu ved jeg bedre. Se bare her:


Regnbuen ender på Fanø-færgen!

Septembervejret på Fanø var mere blandet, end vi før har oplevet det. Det gjorde nu ikke noget, bare det ikke regner hele tiden, og det gjorde det ikke. Og vi har aldrig før set så mange regnbuer.

Jeg fotograferede ikke så meget denne gang, men her kommer alligevel endnu et par billeder:

Et typisk Fanø-sommerhus. De er altså dekorative.

Ikke færre end tre par hunde i vinduerne. Hus i Sønderho.

På stranden mellem Sønderho og Rindby

onsdag den 3. oktober 2018

Fanø igen, igen

Jeg har åbenbart haft for lidt tid til at blogge i år, for jeg har oplevet en hel masse, som jeg ikke har fået blogget om. Ikke så godt, når bloggen egentlig skulle fungere som en slags dagbog.

Nu har jeg tænkt mig at prøve at blogge baglæns. Fanø, hvor vi igen i år var så heldige at blive inviteret med Annett i den uge, hvor der var strikkefestival, kommer først.

For en gangs skyld havde jeg ikke lagt nogen restriktioner på mig selv,  hvad angik indkøb, og jeg fik da også en hel del nyt garn med hjem. Her ligger det på rad og række:


Som sædvanlig kørte vi først til Sønderho. Vi gider ikke stå i kø ved teltet i Nordby, og i år viste det sig at være en endnu bedre ide at starte sydpå. Der blev pludselig meget høj vandstand i Nordby, og vejen og en del af teltarealet blev oversvømmet. I Sønderho havde vi godt nok lidt blæst, men ellers fint vejr.

Nej, faktisk tyvstartede vi torsdag, hvor vi lige kørte forbi Rindby Forsamlingshus, hvor Kunstladen havde udsalg. Deres før-priser på garn var urealistisk høje, men vi fandt noget af Ecobutterflys kobbergarn, der er så godt i pulsvarmere, så jeg købte et gråt og et et lysebrunt nøgle. Til helt normal pris, men det produceres ikke mere og er svært at finde. Yderst til højre på billedet.

På skolen i Sønderho havde Charlotte Spagner en dejlig stor stand med sit Handdyed-garn. Det har jeg længe haft lyst til at se nærmere på, og det er rigtig lækkert. Jeg forhørte mig om, hvor merinoen kom fra, og heldigvis er det fra absolut mulesingfrit fårehold. Charlotte havde nogle single skeins med til halv pris. Det kunne jeg ikke stå for. Jeg købte to bundter af en flot efterårsgylden og et i en lys hvidgrå med lidt aubergine i - de tre næste bundter fra højre.

I forsamlingshuset købte jeg den grønne Indiecita, som sammen med mit grønne kobbergarn fra lageret skal blive til pulsvarmere. Senere fik jeg i Nordby på G-uld standen et bundt af deres alpaca, som kan bruges sammen med mit rødlige kobbergarn. Det ligger ved siden af Charlotte Spagner-garnerne.

Mellem den rødlige og den grønne alpaca ligger et bundt auberginefarvet og et bundt lysegrå af noget garn, som Else Schjellerup havde med til forsamlingshuset. Det var vist en nyhed, og hvem der har produceret garnet, ligger hen i det uvisse - hvordan skal jeg nu få det registreret på Ravelry? Men det er i hvert fald en lækker blanding af 90% merino og 10% yak.

I teltet i Nordby fandt jeg svaret på mine strikkepindebønner. På Gepards stand havde de Koshitsu Seeknit pinde i alle mulige længder og tykkelser. Koshitsu er vist nærmest et moderselskab for Ito-pindene, men de laves ikke bare i de japanske størrelser, og jeg fik mine yndlingstykkelser 2.75 og 3.25. Jeg har ikke strikket med dem endnu, men jeg forventer, de er lige så lækre som Ito-pindene.

Søndag var vi lige gennem teltet endnu en gang, for måske var der noget, vi havde overset, og det var der minsandten. Jeg havde i hvert fald ikke kigget ordentligt på standen fra skyebluepinks-design fra Skotland. De havde noget vildt lækkert garn med, men det var ikke just billigt, og jeg sprang over denne gang. Til gengæld var deres træknapper både billige og sjove, og mit lager af knapper blev endnu en gang forøget.


Næsten på vej ud ad teltet opdagede Dorthe endnu en stand, vi havde misset i første omgang. White Nile Cotton sælger bomuld, der ikke bare er økologiske, men også dyrket uden brug af kunstvanding i et bæredygtigt projekt i Uganda. Det er da ekstremt god-samvittighed-bomuld. De to sidste bundter til venstre er White Nile Cotton, som jeg glæder mig til at afprøve.

I det hele taget var det meget glædeligt, at der er kommet meget mere focus på, hvordan vores garn bliver produceret. Også nogle af de store firmaer er ved at komme med på det felt, blandt andet Hjertegarn og Drops. Hurra for det. Øj, hvor skal der strikkes....