torsdag den 11. juli 2019

Dansk sommer


På mine traveture rundt i området kommer jeg af og til forbi et stykke med brak. I dag duftede der helt vildt godt! Det må have været tidslerne, og kønne er de sådan set også. Jeg nød dem i hvert fald.

Jeg håber brakstykket får lov at blive der, også til gavn og glæde for insekterne. Der bliver ellers bygget rigelig meget på de grønne arealer, der stadig findes.

På villavejene i vores område er man ved at lave regn- og spildevandsseparartion. I samme omgang bliver der anlagt vejbede, som også skal tjene som bassiner til for meget regnvand.

Bedene bliver plantet til med forskellige planter fra den danske natur. I dette bed er det mestendels katteurt lige nu, nogle af de andre bede er en del mere brogede.

Jeg kan allerede nu mærke, at jeg kommer til at passere de bede rigtig tit. Jeg skal jo holde øje med, hvilke planter der nu blomstrer.

Stort set er jeg tilfreds med sommervejret indtil nu. Sidste år var det altså for varmt for mig. Men forrige torsdag var vi til dyrskue i Herning, og da var vi godt nok utilfredse med vejret.

Det var ikke rigtig storm, men det nærmede sig, og samtidig var det koldt. Ydermere gav det sig til at regne sidst på dagen. På selve dyrskuepladsen kunne vi gå ind i staldene, men det øsregnede også, da vi skulle gå derfra, og der var et godt stykke fra pladsen til parkeringen. Vi blev gennemvåde og kolde, så vi satte stærk pris på varmen i bilen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har skruet op for bilvarmen i juli måned.

Inden da havde vi selvfølgelig set en masse dejlige dyr. Vi så mest på heste og kvæg. Og får. Og geder. Og kaniner og høns. Og lidt på katte, men det var faktisk de dyr, vi brugte mindst tid på.


Billedet af de nydelige dyr er taget, da regnen var startet - altså i en af staldene. Jeg har beklageligvis glemt, hvilken race, det var (Piemontese?), men de må bestemt være i familie med Isbjørn, som vi mødte i Skallerup Indlandsklitter for et par år siden.

Det er mange år siden, jeg sidst var til dyrskue, men jeg vil gerne af sted igen. I godt vejr!

lørdag den 29. juni 2019

Teksturer

Vi har været på udflugt til Tirpitz. Jeg har været der før, men det var inden, det nye museum blev bygget. Jeg må indrømme, jeg var behørigt imponeret. Det er Bjarke Ingels Group, der har tegnet museet, og deres løsning med et museum, der nærmest er skjult i klitterne og alligevel ikke, nærmer sig det geniale.

Jeg tror ikke, jeg ville være i stand til at tage billeder, der ville yde arkitekturen retfærdighed, og jeg forsøgte mig ikke, men jeg tog nogle detaljebilleder.

Gulvet i en af udstillingerne

I den udstilling, der hedder "En hær af beton" var der også billeder i betonen.

Det her er fra en af væggene i Tirpitz-bunkeren.
Jeg synes, det er spændende at kigge på strukturer og farver i betonen.
Jeg er ikke sikker på, om billedet vender rigtigt.
Der er både faste udstillinger og særudstillinger. Særudstillingen denne gang var om oprydning efter miner - yderst interessant! Men det var de faste udstillinger, Den skjulte vestkyst, En hær af beton og Havets guld (om rav) også.

Alle gæster på museet bliver udstyret med en lille tingest, hvor man kan høre om udstillingernes elementer. Superlet at betjene sig af og man får alle de oplysninger, som man ellers har været nødt til at læse sig til. Sikkert også flere, for det er jo meget lettere at lytte end at læse.

Der er en enkelt ulempe, og den er ikke så alvorlig. Hvor man i en traditionel udstilling plejer at snakke om udstillingen med dem, man følges med, så bliver man i Tirpitz meget grebet af lytningen, og hvis der er noget, man egentlig gerne vil have vendt, så er de andre optaget af at lytte. Sådan var det i hvert fald denne gang, en anden gang vil jeg nok være mere opmærksom på også at få snakket.

Vi var i øvrigt ikke inde i den gamle bunker. Vi troede fejlagtigt, vi skulle ind i den udefra, men der skulle i stedet være en underjordisk gang fra museet, og den overså vi åbenbart. Dorthe og jeg har jo altså set den tidligere, men Yrsa har ikke, så det kan da godt ske, vi skal til Tirpitz en anden gang.

onsdag den 26. juni 2019

Mod nord

Så kom vi så langt mod nord, som man kan komme her i landet, altså til Skagen. Vi var der kun et par dage, men det var faktisk nok. Ganske vist er der liv i Skagen, men mest på spise- og drikkeoområdet, mens der ikke sker så meget på kulturfronten mere.

Nyt for os var dog det store Center for Trækfugle i Det Grå Fyr.


Det er godt lavet, der er noget for både børn og voksne. Når man køber billet, bliver man ringmærket som en bestemt fugl. Jeg valgte sandløberen, så nu har jeg et særligt forhold til den fugl. Og så er der ellers mulighed for at få en masse at vide om fugletrækket ved Skagens Odde.

Jeg var også oppe i tårnet. Der er 208 trin. Egentlig ikke så voldsomt, men jeg blev alligevel godt forpustet.

Undervejs får man at vide, hvor mange trin der mangler, og på nogle af trinene er der ekstra oplysninger. For eksempel når man mangler 99 trin, at så højt synger en gærdesmutte. Jeg går ud fra, at det er i decibel. Vi har mindst én gærdesmutte i vores have, og den er ganske rigtigt vældig højrystet, men den har også en smuk stemme!

Udsigten fra toppen er selvfølgelig fantastisk. Jeg tog blandt andet det helt klassiske billede ud mod Grenen:


Ellers hang vi ud på havnen, Dorthe medbringende sin projektpose med den meget passende tekst "Knitting on the Dock of the Bay", og vi fik spist noget god fisk. Blandt andet i Pakhuset, hvor niveauet heldigvis var blevet hævet, siden vi sidst var der.

Det er i Pakhuset, de har alle gallionsfigurerne. Da vi havde kigget færdig på dem, havde klokken passeret 21, og så så der sådan ud i havnen:


Jeg kan godt lide Skagens havn, fordi der både er meget store skibe og de traditionelle lyseblå fiskekuttere. Der er også en masse lystyachter, men de interesserer mig ikke.

Minsandten om vi ikke også nåede at få solnedgangen ved solnedgangskiosken i Gammel Skagen med. Pladsen er ved at blive moderniseret, hvad det så ellers skal gøre godt for, så der var en masse rod, men solnedgangen var flot alligevel, og jeg kunne få et lidt usædvanligt solnedgangsbillede.


søndag den 16. juni 2019

I Operaen

Det her er ikke en Aperol Spritz, selv om det ligner. Det er en Opera Spritz!

Jeg kan nemlig afkrydse endnu et felt på listen over ting, jeg endnu ikke har prøvet: Et besøg i Operaen i København.

Egentlig havde jeg ikke noget større ønske om at opleve en opera der. Billetterne er rædsomt dyre, synes jeg, og det er besværligt at se opera i København. Skal man købe billetter månedsvis i forvejen? Og er det nødvendigt med en overnatning også?

Men da vi læste de gode anmeldelser af John Adams' Nixon in China, fik vi alligevel lyst til at prøve at få billetter. Vi er generelt meget glade for John Adams' musik og har set Nixon i operabio, så vi vidste, hvad vi ville gå glip af.

Der var ikke mange opførelser, men det kunne godt lade sig gøre at få billetter. Det havde nok været vanskeligere, hvis det havde drejet sig om et af de store operahits. Ydermere var der om søndagen en eftermiddagsforestilling, så vi kunne komme frem og tilbage samme dag.

Det var en god opførelse, på det punkt var vi helt enige med anmeldelserne. Allermest begejstrede var vi for Sofie Elkjær Jensen, der sang fru Mao, men alle sangerne var gode, og det var en spændende iscenesættelsen.

Operaen er jo ikke særlig smuk set udefra, i hvert fald ikke efter min mening, men inde er den mere interessant. Vi tog en tur fra top til bund.


Allerøverst ligger restauranten, hvor man kan gå ud på en svalegang med en dejlig udsigt til alle sider.


På de øvrige etager er der gode foyerområder. Den rødbrune kugle er selve salen, og på billedet kan man også se Olafur Eliassons korresponderende lamper. Flotte!

Selve operarummet var vi ikke så imponerede over. Jo, det så meget nydeligt ud, men vi sad på 8. række, og der var en del hoveder i vejen for et fuldt udsyn. Gulvet er simpelthen for fladt. Det problem troede jeg ærlig talt var løst, da operaen blev bygget i begyndelsen af 2000tallet. Ikke overraskende er de bedste pladser sikkert på 1. balkon, men de var vist solgt, da vi købte vores billetter. Akustikken var i orden, men ikke så god som i vores egen symfoniske sal.

Vi var også utilfredse med publikum. Det var ærlig talt temmelig ukultiveret. Vi er vant til, at man holder op med at snakke, når musikken starter, men til denne forestilling varede det et godt stykke tid, inden folk havde fået snakket færdig. Vi var måske ekstra hårdt ramt, for foran os sad et par nok omkring 40-50 år gamle, som var udpræget mere optaget af sig selv end af det, der foregik på scenen. Der blev fra hendes side rystet hår i hele forstillingens længde, og de blev ved med at udveksle bemærkninger - yderst irriterende!

Alt i alt blev det dog en dejlig dag i København og i operaen. Opera Spritzen - Campari og bobler - var også god!

onsdag den 12. juni 2019

Havnen i Havneby

Jeg har en forkærlighed for havne og specielt for kraner. Jeg tror, det stammer fra min børnehavetid i Horsens, hvor vi tit gik tur på havnen.

Der var ikke så mange kraner i den lille havn i Havneby på Rømø, men der var andet godt at kigge på. Skibe, selvfølgelig. Som det grønne her, der endda har en baby.


Og de to røde:


Der lå også en lille borerig. De er ekstra fotogene, synes jeg.

Vi havde kun fornøjelse af den et par dage, så sejlede den ud i Vesterhavet.

Havnen er den ene hjemmehavn for færgen til Sild. Sildefærgen eller på halvtysk Syltefærgen? Nå, det er måske ikke så morsomt endda.

Sildefærgen sejler nærmest nonstop, og vi så den både i havnen, fra vores feriehus, fra vores ture på fastlandet og på vores vandreture blandt får og lam på strandengen neden for vores hus.

I havnen lå også et gammelt rustent skib. Det så ud, som om der blev arbejdet på det, men kan det virkelig komme til at sejle igen?


På siden var der aftegninger, der minder om ikke særligt velbevarede kalkmalerier. Det må da bestemt være en rytterfrise.


Der var også fugle i havnen. Mest måger, men en dag stoltserede en strandskade i lang tid frem og tilbage.


Jeg kan godt lide strandskader! Og havne!

fredag den 31. maj 2019

Rømøs spisesteder

Indrømmet: Overskriften er for flot, for vi afprøvede overhovedet ikke samtlige spisesteder på Rømø. Men nogle nåede vi da.

I Havneby fik vi den store fiskebuffet på Holms Fiskerestaurant, og stor er den unægtelig. Det er ikke den højere gastronomi, men jeg synes da nok, den var pengene værd. Vi spiste ikke på det andet fiskested, Otto og Anis Fisk, men vi købte noget med hjem. Nordsørejerne var ok, selv om jeg synes, jeg har fået dem bedre, men fiskefrikadellerne var af kanonkuglevarianten.

Der er et par andre spisesteder i Havneby. Et af dem spiste vi på, da vi var på Rømø i 2013, og det var en skuffelse. Vi kunne bare ikke huske med sikkerhed, hvilket et af dem, det var, så vi undlod dem begge denne gang.

I Lakolk er der også nogle forskellige caféer/restauranter. En af dem er ret berømt. Fru Dax er nemlig kåret til Danmarks bedste issted 2019. Jeg var sammen med tre passionerede isspisere, så det lød jo forjættende, men vi opdagede, at det var Frisko Is, de forhandlede, og den er der ingen af os, der sætter større pris på.

Vi valgte i stedet nabocaféen, Café Midtpunkt, hvor det er deres hjemmelavede Rømø Is, der bliver puttet i vafler og bægre. Udmærket is og særdeles gode vafler ifølge Annett, men som sædvanlig bliver man straffet prismæssigt, hvis man bare skal have en enkelt kugle.

I den lokale Superbrugs i Havneby forhandlede de også Rømøisen i literpakninger (tommel op!), og vi købte vaniljeisen med hjem, fordi vi skulle bruge den til en dessert, der også involverede en helt specielt øl med kaffesmag, som Annett havde haft med. Yrsa og jeg var noget uenige om kvaliteten. Yrsa mente ikke, der var tydelig vaniljesmag, men det gjorde jeg, til trods for at jeg ikke kunne se vaniljekornene.

Derimod spiste vi frokost en dag og brunch en anden dag hos Fru Dax. Rigelige portioner og cafémad over gennemsnittet. Især var jeg glad for brunchen.

Efter min mening var det allerbedste, vi fik på øen, dog kaffen og kagerne på Hattesgaard, der også forhandler både ægte og nyproduceret antik.

Der var simpelthen et kæmpestort udvalg af kager, og man kunne også få flere forskellige gluten- og sukkerfri. Det er al ære værd, selv om ingen af os behøver at tage hensyn til den slags.


Vi var nødt til at få vores eftermiddagskaffe der to gange. Billedet er fra den første gang. Min er den allerforreste, noget med chokolade og saltkaramel - MUMS! Anden gang fik jeg rugbrødslagkage. Jeg er ualmindelig glad for kager, men de andre var også tilfredse. Kaffen, deres specialblanding, var også god.

Anden gang fik Annett os lokket med på en kande med kaffe, der smagte af irsk kaffe, bare uden puddersukker og flødeskum - den var jeg knap så begejstret for, men sådan set bryder jeg mig heller ikke om irsk kaffe. Nu blev den i hvert fald afprøvet, og kagerne er en omvej værd.

tirsdag den 28. maj 2019

I marsken


Marsken er fåreland. Jeg har vist aldrig før set så mange lam, som jeg så i marsklandet i løbet af vores Rømø-ferie.

Mange af fårene havde faktisk tre lam, og det skal de vel egentlig ikke have. De er jo kun to haner i mælkebaren, men det er marskfårene og -lammene åbenbart ligeglade med.


Der er vist en, der nyder livet

Marsken er også diger og sluser. Jeg synes, sluserne er spændende, men de er ikke så lette at fotografere som får og lam. Denne gang besøgte vi Højerslusen, Vidåslusen og Ballumslusen.


Fotoet er fra Ballumslusen, hvor det fine slusehus kan ses på lang afstand. Selve sluseanlægget stod færdigt i 1915 (bygget mestendels af franske og russiske krigsfanger), hele anlægget var først færdigt i 1919, Jeg har læst, at slusehuset er præget af strømningerne fra Bedre Byggeskik. Ikke så underligt, det ser godt ud. Men mon det virkelig er bygget samtidig med digerne og sluseanlægget? Det må næsten være bygget efter genforeningen.

Andre kan godt tage billeder af sluserne. Vi besøgte som sædvanligt, når vi er i den ende af landet, Tønder Kunstmuseum, hvor der netop nu er en udstilling af Henrik Saxgrens fotos fra Tøndermarsken, og et af billederne er taget ved Vidåslusen:


Man er vist nødt til at befinde sig i en båd for at tage sådan et slusebillede. Den fine udstilling kan i øvrigt ses til 1. september. Billederne - og mange flere end dem på udstillingen - er egentlig taget til bogen Tøndermarsken, hvor Hans Edvard Nørregård-Nielsen har skrevet teksten, men hvor er billederne dog meget flottere, når de kommer i stort format.

lørdag den 25. maj 2019

I vest

Det startede egentlig med, at en af mine tysk-medkursister opdagede en udflugt til Pellworm på Store Bededag.

Vi har i den forløbne sæson læst Schneetage af Jan Christophersen, og den handler blandt andet om Vadehavet, hvor Pellworm ligger, og om den forsvundne by Rungholt. Vi var flere, der gerne ville med på den tur - faktisk 8 i alt, men Dorthe og jeg syntes, at vi lige så godt kunne kombinere det med en ferie på Rømø.

Ergo bestilte vi et feriehus magen til det, vi boede i i november for 5½ år siden, stort nok til at Annett og Yrsa også kunne bo der. De ville gerne med, og de ville også gerne med på turen til Pellworm.

I november 2013 havde vi meget skiftende vejr og især en masse blæst grænsende til storm. Denne gang havde vi i sagens natur bedre vejr, selv om det ikke var rigtig sommer.

Rømø har en masse natur at byde på, tidevand, fugleliv, og så har de en fantastisk bred sandstrand. Vist nok en af de bredeste i hele verden.

I det fjerne ses drageflyvere
På billedet er det stranden ved Lakolk. Jeg tror, der var en hel kilometer fra klitrækken til vandkanten. Inden man kommer til stranden, skal man forbi Lakolks indkøbscenter. Det er så grimt, at det nærmest er en oplevelse!

Ellers er det begrænset, hvor mange attraktioner, der er på øen, og jeg tror, vi besøgte dem alle. Tønnisgård Naturcenter, Kommandørgården, kirken og kirkegården, havnen i Havneby, hvor vores feriehus lå, og Toftum Skole, den mindste skole i landet.

Den er da sød, den lille Toftum Skole
Skolen blev bygget af beboerne på nordøen i 1784, og beboerne i de små samfund der var forpligtet til at lade deres børn - både drenge og piger - gå i skolen.

Det var også de lokale gårdmænd, der stod for undervisningen -  mange af dem havde tidligere været styrmænd eller kaptajner, så de var absolut ikke uuddannede. Skolen fungerede til 1874.

Et andet lille hus lå lige midt i det flade landskab, som jeg er så vild med. Læg mærke til det meget lille udhus. I horisonten er Rømø-dæmningen, de to knotter er lastbiler, der måske er kommet med Sild-færgen til Havneby.


Rundt om i landskabet lå der selvfølgelig også de karakteristiske marskgårde. Dem tog jeg af en eller anden grund ingen fotos af, men så er der også en grund til at tage tilbage til Rømø igen. Det passer for resten ikke helt, for jeg har billeder af Kommandørgården, som nu hører under Nationalmuseet.

torsdag den 23. maj 2019

I øst

Vi har været på et par ferier her i maj. Først var vi 5½ dag i København. Vi boede i en af vores feriefonds lejligheder, og turen var et forsøg. Vi ville med offentlig transport, men prøve at klare os med ikke så megen bagage, selv om vi skulle have håndklæder og sengelinned med.

Det gik fint, så nu overvejer vi at tage til Berlin også på den måde.

Vi boede på Frederiksberg på grænsen til både Vester- og Nørrebro. Et herligt sted med gåafstand til en hel masse. Billedet er taget i Rantzausgade, hvor der var mulighed for dagligvareindkøb, men vi spiste nu mestendels ude.

Vi besøgte et par udstillinger, men var ikke specielt begejstrede for nogen af dem. På Gammel Strand havde de en stor udstilling med værker af Hans Purrmann. Vi kendte ham ikke i forvejen og brød os ikke særligt om ham.

På Kunstindustrimuseet - nu Designmuseet - var der en stor udstilling i anledning af Bauhaus' 100 års fødselsdag.

Den kom omkring rigtig mange aspekter, og der var spændende indfaldsvinkler, men vi syntes, udstillingen kunne være bedre kurateret. Den var temmelig rodet og med alt for meget læsestof.


Vi brugte en del tid på at se en film om Berlin fra 1927. Berlin - Sinfonie einer Grossstadt hed den, og den var lavet af Walter Ruttmann. Spændende film, men meget uprofessionelt blev den vist i bredformat uden hensyn til de oprindelige proportioner. Det er da for dumt! Man kan godt se det på de to mænd på billedet fra filmen - de er blevet lige brede nok.

Ellers stod den på afslapning, besøg i nogle af de københavnske garnforretninger og frokost med min søster, der heldigvis havde ferie på det tidspunkt. Nå ja, så var vi for resten også til 1. maj demonstration.


1. maj spiste vi morgenmad i Blågårdsgade. Undervejs var vi kommet forbi Enhedslistens demonstration på Blågårds Plads, og da vi gik derfra, stødte vi på en af demonstrationerne på vej til Fælledparken. Der kom liv i de gamle socialistiske hjerter, og vi gik med noget af vejen.

Det er længe siden, vi har fejret 1. maj. Her i Århus går dagen næsten kun ud på at konsumere en masse bajere. Eller sådan var det i hvert fald for nogle år siden, og så begyndte vi at bruge dagen til noget andet. Det er mere svung over det i København. Til vores store fornøjelse var nogle af parolerne de samme som dengang, vi deltog, så vi skrålede med af fuld hals.

Senere på måneden tog vi mod vest og syd til Rømø. Det kommer der mere om.

fredag den 10. maj 2019

Modefarver i strik

Selv om jeg ikke har lyst til det, så lader jeg mig påvirke af, hvilke farver, der er moderne i strik. I årevis har det været meget blide og bløde farver - i en strikkebog af forfatteren kaldt en duset farvepalet, hrmpff!!! De farver synes jeg generelt er kedelige, men jeg har alligevel strikket i farver i yderkanten af paletten. Især gammelrosa.

Strikket af Designclubs Duo Silke/Merino.
Mønsteret er inspireret af en silkekardigan fra Petite Something

Netop nu er det hotteste vist 4 eller 5 brede farver i striber. Det skal helst være en lys, en mørk, en douce og en klar farve og gerne nogle, man i hvert fald ikke kunne finde på at sætte sammen for bare tre år siden.

Striberne kom ind i moden for omkring et år siden, så de bliver nok snart umoderne igen, men strikkemoden halter altid lidt bagefter.

Jeg har også strikket striber, men ikke de moderne brede. På Filcolanas hjemmeside opdagede jeg en serie baby/børnetøj med striber og bobler, og jeg har strikket en af modellerne, der er designet af Sanne Bjerregaard, i et par forskellige farvesammensætninger.

Garnet blev hentet i lageret, Ecobutterfly Organics Andean Mist 100% bomuld. Økologisk og fairtrade og på alle måder et god-samvittighed-garn. Det er ikke så let at strikke lige så pænt som uld, men jeg er dog ret godt tilfreds med resultaterne. Kanterne skulle egentlig være ombukkede, men jeg synes, de bliver for voldsomme i bomuld, så jeg lavede almindelige ribkanter i stedet.

En af mine farvesammensætninger: Lys grøngul, lys og mørk blå
Jeg var nødt til at lære at frembringe nogle pæne bobler. Jeg fik hjælp af en videoPlummums gode blog - tak for den! - udviklede lidt på dem, og nu er jeg ikke bange for at strikke bobler mere.

De er da ok, ikke?
Det der med at købe garn til lageret til senere brug er ikke altid nogen specielt god ide. Prøv at se disse tre farver, som sikkert er købt for at blive strikket sammen:



De blev vel købt for omkring fem år siden, og nu er de totalt ude af billedet. Jeg synes selv, de er so last year - og det er udtrykket måske også, så dem bliver der ikke strikket af lige nu. I hvert fald ikke sammen.

mandag den 22. april 2019

P for Plantage Påskeæg, Påskefrokost og ...Pjuske


Aldrig har jeg ejet så stor en æske chokolade før. Jeg har vundet den i Peter Beiers påskekonkurrence, og som det ses, ligger påskeæggene tæt. Selve æsken er lavet af bananblade som de øvrige æsker i Plantage serien. Så P er for Plantage Påskeæg fra Peter Beier.

Jeg er nu også en trofast kunde i deres forretning her i byen. Jeg er lidt afhængig af deres 88% chokolade fra Hispaniola, og deres påskeæg er de bedste, jeg kender. Jeg havde selv investeret i nogle af de mindste, for jeg havde da ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville vinde i konkurrencen. Men denne gang var det mig, der blev Lykkens PamPåskefis.

P er også for Påskefrokost. Det er ikke noget, jeg sædvanligvis beskæftiger mig med, men i år havde Dorthe inviteret nogle af vennerne og mig på Früd (som i denne forbindelse burde have heddet noget med P, men det gør den altså ikke. Men F og P ligger i det mindste lydmæssigt tæt på hinanden). Hun kender stedet, fordi hun går til sang i bygningen, der ligger i forbindelse med et lokalcenter.


Frokosten bestod af en masse fisk, kylling, lam og to franske oste. Traditionelt og så alligevel ikke. Det smagte godt altsammen, og vi kommer nok på Früd igen.

Og endelig er P naturligvis for Pjuske. Han er inde/udekat, men mest inde, for selv om vejret har været så dejligt, vil han først ud i skumringen. Om dagen er det vigtigere at snakke og kæle og bare være sammen, men i formiddags fik jeg lokket ham udendørs for en kort bemærkning. Han er bare så fotogen, og jeg har taget et hav af billeder.


torsdag den 18. april 2019

Store P


Vi er så heldige at passe vores nabos kat i disse dage, mens de er draget over Atlanten i to uger.

Han er en fin rød hankat med grønne øjne på 13 år. Pænt stor og lydende navnet Pjuske. Når vi kommer ind til ham, skal der først snakkes og kæles. Det er det vigtigste. Bagefter kan vi få lov til at tjekke hans mad, vand og bakke.

Han har en del hakker i ørerne, så han har nok været lidt af en slagsbror, da han var yngre. Nu virker han som den fredeligste kat på jorden.

Det er dejligt at få lov til at pote på en kat igen!

torsdag den 11. april 2019

Dagens billede



Jeg har en svaghed for gamle fabrikker og industribygninger, som tit har nogle fine vinduer og arkitektoniske detaljer.

Dette eksemplar ligger inde midt i Århus, og det mangler hverken detaljerne eller vinduerne. Når der så ydermere er blå himmel bagved og en blomstrende kirsebær foran, ja, så bliver det ikke meget bedre.

lørdag den 6. april 2019

Musik i marts

Marts blev en vældig musikalsk måned for vores vedkommende.


Billedet her er taget ved Aarhus International Piano Competition. Jeg havde ikke tid til at være der hele tiden, men jeg hørte da en del af de yngste og næsten alle de af de ældste, der var gået videre fra første runde.

Det blev kommenteret af Mathias Hammer, min - og adskillige andres - yndlings-P2-vært. Jeg er aldrig enig med dommerne, men denne gang var der dog flere af mine favoritter, der kom i finalen.

Sidst på måneden var der RAMA festival. Denne gang var det 100% tilrettelagt af de studerende, og man kunne altså godt mærke, at der manglede et professionelt touch, men der var også nye, sjove tiltag. Blandt andet en hemmelig rundtur på konservatoriet. Hvor er der dog mange øvelokaler!

Undervejs lyttede vi til musik, som da en af de organiststuderende fortalte om et af de fine øveorgler og spillede på det.

Der blev også spillet rundt om i gangene, både på rundturen og ellers.


Det bedste, vi hørte, var RAMA saxofonensemblet, der spillede både ny og gammel musik, og ikke mindst to kommende operasangere, der sang Gluntarne. Ingen tvivl om, at operasangere nu skal kunne andet end at synge. Det var bare morsomt!

Det var det også, da vi var til en aften med swingmusik fremført af Aarhus Jazz Orchestra med Live Foyn Friis som solist og historikeren Søren Hein Rasmussen, der særdeles underholdende fortalte om swingtiden. Det er længe siden, jeg har grinet så meget.

Desuden en slagtøjsdebutkoncert, flere symfonikoncerter og operabio, hvor vi så Regimentets datter. Det er den sødeste opera, jeg kender. I denne udgave sang og spillede sydafrikanske Pretty Yende Marie og mexicanske Javier Camarena Tonio, og det gjorde de helt utrolig godt. Begge har afgjort komiske talenter, ud over at de kan synge. Camarena måtte endda efter publikums ihærdige klapsalver og stående ovationer gentage arien "Ah! Mes Amis", så vi fik ikke bare ni, men atten høje C'er.

Så fremragende var Den Jyske Operas udgave af Maria de Buenos Ayres langt fra. Faktisk var den temmelig kedelig. Vi har set den før i Holstebro, og den udgave var på alle måder meget bedre.