mandag den 29. juni 2020

Ferie og fugle


Vipstjerten var nok den fugl, vi så allertiest, da vi i sidste uge sammen med Yrsa og Annett var på en uges ferie ved Kollerup Strand i nærheden af Fjerritslev.

Der var simpelthen hvide vipstjerte overalt. Den på billedet er "vores egen". Den regerede i haven til vores sommerhus og også i genboens. På billedet sidder den på genboens skorsten.

Der var rigtig meget fuglesang i haven. Vipstjerten synger fint, men blev dog slået af nogle meget aktive bogfinker og af solsortene. Og som det sjoveste også af stillitserne:


Jeg har kun én gang før i mit liv set en stillits. Nu så jeg hele tre på én gang, men fik dog kun to af dem med på billedet. 

Før vi tog af sted, var jeg ikke klar over, at Vejlerne var i området (havde blandet det sammen med Tipperne :( men det fandt vi heldigvis hurtigt ud af. Vejlerne er et meget fint fuglereservat, og vi var det flere gange. Vi så blandt andet knopsvaner, skestorke, hejrer, flere arter måger pg ænder, rødben, strandskader, klyder:


en sort svane:


og inde i rørskoven blandt andet rørspurve, en svanerede med tre unger plus forældrene og landsvaler:


Og grågæs ikke at forglemme:


Der var en stor flok skestorke - nok omkring 50 - men desværre på et sted, hvor vi ikke kunne komme til at tage billeder af dem. Men vi så dem!

Jeg overvejer, om det er på tide at få et nyk kamera. Mit Canon G12 tager billeder i udmærket kvalitet, men zoomen er for svag. Og mit Lumix, der har en meget bedre zoom, kan, som det også kan ses på disse billeder, ikke rigtig følge med på billedkvaliteten. Jeg skal vist til at have lånt nogle fotoblade og se, om der er noget, der opfylder mine krav, men som også er til at betale.

Der kommer nok flere indlæg om vores ferie. Jeg tog i hvert fald en del billeder, også af andet end fugle.

Da vi kom hjem, havde skovspurvene fået unger i fuglekassen:


Begge forældrefugle har vældig travlt med fodringen. Det er første gang, der er nogen, der har rede i kassen, så vi er vældig fornøjede, selv om det "bare" er skovspurve.

torsdag den 18. juni 2020

Smarte tingester

Jeg kan godt lide krukker i haven, men når vejret er, som det er nu, kræver de godt nok flittig vanding.

Nu har jeg imidlertid anskaffet nogle dimser, der - hvis de virker efter hensigten - kan gøre vandingsarbejdet lidt mere smidigt: Vandingsballoner.


Jeg har ikke haft kendskab til vandingsballoner før, men da jeg tilfældigt faldt over dem på nettet, vidste jeg straks, at de måtte prøves i mine krukker.

De er lavet af glas, er meget lette at fylde og at anbringe, og så ser de da også ok ud, synes jeg. Til alt held blå.


Jeg har ikke haft dem så lang tid, så jeg ved stadig ikke med sikkerhed, om de virker. Ifølge kassen skulle der være vand i til 10 dage, men jeg tror nu, at mine storkenæb er tørstigere end som så, og det kommer vel også an på, hvor mange balloner, man anbringer i hver krukke.

onsdag den 3. juni 2020

Katte på min vej


Jeg mødte en ny kat på min spadseretur for et par dage siden. En fin klassisk tabby:


Den ville måske ikke ligefrem snakke med mig, men jeg kunne gå ret tæt på den, uden at den syntes, den skulle springe ind i buskadset. Først da der også kom en hund, mente den, at den hellere måtte komme i skjul.

Det er ellers næsten altid sådan, at enten er katten nærmest overstadig og kan ikke komme tæt nok på, eller også løber den væk, når den får øje på mig. Jeg kan godt tage billeder af de sidste, hvis jeg har mit zoomkamera med, men irriterende nok er det næsten altid de frimodige katte, jeg møder, når jeg har gidet slæbe det med, og de er heller ikke lette at fotografere, når de smider sig for ens fødder. Som denne:


Retfærdigvis skal det siges, at den langhårede kat i sommerklipning senere stillede sig i mere fotovenlig positur:


Til den første kategori hører også Lillemissen, som er den kat, jeg møder tiest. Hun er absolut en minimodel, men hun må være voksen, for det er lang tid siden, jeg så hende første gang.


Så er der kattene, som jeg ikke kan komme tæt på:




Kavalkadens sidste kat er undtagelsen, der bekræfter reglen. Den var langt væk og havde på ingen måde tænkt sig at komme tættere på, men jeg var så heldig at have zoom-kameraet med:

onsdag den 27. maj 2020

Gåseglæde

I sidste uge var vi ude at se på gæs. Her er et udvalg af mine billeder:

Gæssene betragtede vist os lige så meget som vi dem

Gæs kan se meget overlegne ud

Der var flere gåsefamilier i parken

Det var GRÅgæs, vi kiggede på

Gæk, gæk, gæk...

Jeg øver mig på at gække

onsdag den 20. maj 2020

Blomster på min vej

Billeder fra mine daglige traveture:

Orange kæmpevalmuer i en hæk meget malerisk foran en brandhane

De gule lærkesporer stod også i en hæk.
Jeg kan godt lide lærkesporer og har haft plantet blå af slagsen i vores blå-lilla have,
men der ville de nu ikke gro, så der er ikke flere.

Auberginefarvede tulipaner i et vejbed

Villavejene er i denne tid fyldt med syrenduft, som jeg synes er skøn.
Jeg kan allerbedst lide syrenerne, når de har denne lyse blålilla farve
Vores egen have har en afdeling i kølige farver: blå og blålilla og en anden i varme farver: lyserød, pink og orange. Højrødt og gult er forbudt i begge afdelinger.

I den sidste er der netop nu lyserøde og pink rhododendron og pelargonier samt orange valmuer, men valmuerne er ikke farvefaste, så nogle sniger sig hvert år til at blomstre i gult.

Jeg plejer at fjerne dem med hård hånd, men denne, der lige pludselig var vokset op på en minimal plet jord ved skraldespanden, kunne jeg ikke få over mit hjerte at hive op.

For et par dage siden var der et fantastisk lys i den blå afdeling. Det var lige ved at begynde at regne, og farverne stod lysende klare. Det er ikke kommet helt frem i mit billede, men her er det alligevel:


onsdag den 13. maj 2020

Temalæsning

Jeg er i gang med bog nummer 4 her i 2020. Så mange bøger har jeg i mange år ikke læst på så kort tid. Måske har coronakrisen lidt med det at gøre, men den største faktor er trods alt, at jeg har fundet nogle bøger, der interesserer mig.

Her er stakken:


Det gennemgårende tema er Østtyskland. Som barn, ung og ung voksen var der for mig to tysklande: Vesttyskland og DDR - Den Tyske Demokratiske Republik. Sådan var verden bare, og det kom som en kæmpeoverraskelse for mig, da muren lige pludselig faldt i 1989.

Det er helt sikkert den historiske begivenhed i min levetid, der har gjort størst indtryk på mig.

Der er så mange aspekter og problemstillinger både før og efter murens fald, som jeg stadig ikke forstår til bunds. Det er spændende at bore i.

Den nederste bog i stakken er ikke den mindst interessante. Den er skrevet af Tove Fleischer og hedder Kærlighed i kommunismens tid. Forfatteren er dansker, men emigrerede i begyndelsen af 80erne til DDR for at blive gift med sin østtyske kæreste. Familien boede i Leipzig til de kort før die Wende, som det hedder i Tyskland, flyttede til Danmark, og det er primært den tid, Tove Fleischer fortæller om. Interessant, tankevækkende og dejlig nuanceret. Der er ikke noget, der er kun sort eller kun hvidt. Man får fortællingen om, hvordan det var at leve bag jerntæppet fra én, der virkelig har oplevet det og ikke bare på en ferie eller studieudveksling.

De to næste i stakken er begge romaner med et spændingsmoment indbygget. Fælles for dem begge er også, at de beskæftiger sig med Stasi og Østtyskland både før og efter murens fald. Land i datid er skrevet af Jesper Bugge Kold, Beskyttelseszonen af Henrik Andersen. Jeg kunne nok bedst lide den første, men begge er værd at læse.

Den øverste Nachwendekinder af Johannes Nichelmann fik jeg i julegave. Nachwendekinder er de børn, der blev født i Østtyskland lige før eller lige efter murens fald. Deres familier har rødder i DDR, landet der ikke eksisterer mere, og det præger børnene. Det gør "Den store tavshed" også - altså at der i mange familier aldrig blev talt om DDR-tiden.

Jeg er ikke færdig med bogen endnu, det går noget langsommere, når det er på tysk, men indtil videre er den interessant og godt skrevet.

søndag den 3. maj 2020

Farisæere

Hvis ikke jeg havde musik i ørerne, når jeg traver rundt på vores villaveje, ville jeg helt sikkert kede mig slemt, og turene ville blive både kortere og færre. Med musikken gør det ikke noget, at villaveje ikke er de mest inspirerende landskaber.

Selv her sker der nu også noget. Jeg har stor fornøjelse af at følge med i, hvordan det går med de nye vejbede. I dem, der blev etableret først, har der været en masse tulipaner. Først hvide, som nu er ved at blive afløst af auberginefarvede. Et meget fint farvevalg, synes jeg.


Det her billede tog jeg for nogle dage siden; nu er de auberginefarvede tulipaner mere dominerende end de hvide. Og så er der er enkelt farisæer, en gul med lidt rødt. Ikke nær så behersket som de andre, men jeg synes, den er sjov, selv om den slet ikke passer til.

Jeg har mødt endnu en farisæer. På den vej, der går op mod kirken, er der prydkirsebær, der blomstrer netop nu. Blomsterne er hvide med et lyserødt skær, lige bortset fra ét af træerne, hvor blomsterne er den næsten mere almindelige stærkt lyserøde.


På en eller anden måde er det netop det træ, der tiltrækker sig opmærksomheden.

For et par år siden havde jeg en serie på bloggen, som jeg kaldte ugens træ. Uden at være ekspert i træer, lykkedes det mig at identificere næsten alle 52 træer, men det glippede med et par stykker. Et af de uidentificerede er ved at springe ud netop nu, og efter konsultation i min træbog tror jeg nu på, at det må være en aksel-røn:


Træet ser næsten lysende ud på grund af bladenes lyse underside. Jeg synes, det er et flot træ.

Jeg møder alt for få dyr på mine ture. Selvfølgelig en del hunde, nogle få gange en kat, der fræser over vejen, og endnu sjældnere en, der vil snakkes med.
Men fugle er der mange af. I dag havde en solsort placeret sig meget dekorativt på en sten.

Han er naturligvis fotograferet på nogen afstand, og jeg synes billederne bliver for dårlige, når jeg bruger telefonens zoom-funktion, så jeg måtte lave et lille udsnit af et større billede, men man kan trods alt se hans gule sabel, jvf. sangen Gråvejr. Hundekoldt af Mogens Lorentzen.

onsdag den 29. april 2020

Citater om katte #46


De kan sidde i timevis på sålbænken og kigge på fuglene, bladene, der sitrer i vinden, børnene, der leger i gården, eller nabokatten.
De har så mange egenskaber, at en opmærksom iagttager formodentlig kunne skrive en hel roman om det.
Zhang Jie

Måske skulle man netop i denne corona-tid tage ved lære af katten.
Og for resten er der allerede flere skarpe iagttagere, der har skrevet hele romaner om kattens væsen. For eksempel Doris Lessing. Og vores egne Vibeke Vasbo og Suzanne Brøgger.
Jeg tror, Zhang Jie også er forfatter, men det er ikke noget ualmindeligt kinesisk navn, så jeg er ikke sikker.

torsdag den 23. april 2020

En særlig dag

Det er en meget speciel dag i dag: Jeg har overhovedet ikke noget på strikkepindene! Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket.

Den er også speciel af en anden grund: Garnlageret er i minus. Jeg har brugt mere garn, end jeg har købt - kun omkring 200 m, men alligevel.

Jeg plejer at have minimum et lidt større strikketøj, som jeg ikke gider slæbe med i byen, plus et "rejsestrikketøj" og så måske et eller to andre arbejder i gang. Lige nu er det unødvendigt med rejsestrikketøjet, og ved et tilfælde har jeg fået afsluttet alt andet også.

Det sidste, jeg er blevet færdig med, er et par pulsvarmere i mit øjeblikkelige yndlingsmønster, som hedder Bibliogloves. Elizabeth McCarten har designet, og mønsteret ligger til fri afbenyttelse på Ravelry. Nogle af de første, jeg strikkede, var chokoladebrune:

Jeg er ret vild med Guernsey-mønsteret. Enkelt og samtidig iøjnefaldende.
De nyeste, der blev færdige i går, er i Skein Queen Selkino, som jeg købte på Hamborg Wollfest for 3½ år siden. Skønt at strikke med og med et lækkert resultat. Jeg tror ikke, de pulsvarmere kommer til at forlade min pulsvarmerskuffe, men de er ikke blevet fotograferet endnu.
Andre mindre ting, jeg har fået færdiggjort i år indtil nu:

En masse babystøvler. De er det ideelle rejsestrikketøj. Jeg kan opskriften udenad.
Tre babyveste, blandt andet denne i Permins Luna, 100% genbrugsuld.
Fem toppe/tunikaen/kjoler til babyer og små piger
Nogle klude, som også er gode som rejsestrikketøjer.
Jeg synes, dette 3D-mønster er sjovt, men det er ikke reversibelt, hvilket jeg ellers bedst kan lide.
Plus et par andre ting.

Hvad skal jeg så starte på? I hvert fald den cardigan, jeg købte garn til i marts. Jeg har lavet strikkeprøve, og min strikkefasthed passer desværre ikke helt, men jeg er ikke så meget for at ændre på pindetykkelsen, for det strikkede ser bedst ud på de pinde, hvor strikkefastheden ikke passer. Så jeg skal nok til at regne.

Og måske nogle pulsvarmere i andre Guernsey-mønstre? Eller babycardigans i Guernsey? Eller noget af det, jeg allerede kender. Det ved jeg om et par timer.

onsdag den 22. april 2020

Og hvad får du så tiden til at gå med?

Når folk spurgte mig på denne måde, efter jeg var gået på efterløn, blev jeg irriteret og lidt fornærmet. Jeg havde virkelig ikke brug for at få tiden til at gå, jeg brugte tiden på bedst mulige måde, ja, jeg gjorde!

Men i denne tid er spørgsmålet ikke irrelevant. Jeg må indrømme, at jeg ikke trives så godt uden alle mine sædvanlige oplevelser.

En anden floskel: Man lever ikke for at spise, man spiser for at leve. I disse sære tider lever jeg godt nok en del for at spise.

Jeg har læst, at der i øjeblikket bliver solgt og formodentlig indtaget usædvanlig meget alkohol, og det forstår jeg sådan set godt. Folk får lyst til at blive forkælet på en eller anden måde, når de ikke må så meget. Vin og spiritus er ikke lige noget, jeg forbinder med forkælelse, men jeg kunne godt føle mig forkælet af mad.

Det er der ganske vist en del problemer forbundet med. Meget af det, jeg bedst kan lide, er sortlistet. Jeg elsker for eksempel pasta, men det får mig øjeblikkeligt til at bule ud. Vi forkælede alligevel os selv med pasta i påsken. Jeg kan allerbedst lide fuldkornspasta bare med olivenolie, revet ost og sort peber, så det fik jeg to dage. Resultatet på vægten var +1 kg, som det endnu ikke er lykkedes mig at slippe af med.

Faktisk skal jeg helst spise salat til frokost mindst hveranden dag og nøjes med to hovedmåltider de andre dage, hvis jeg ikke skal tage på.

Det er med andre ord lidt vanskeligt at finde ud af, hvad jeg dog kan forkæle mig selv med. Det er heller ikke lykkedes i særlig høj grad, men et par ting har jeg  fundet på. Først købte jeg nogle af de efter min mening ekstremt lækre nødder fra Piemonte hos Piemonte Vine og Delikatesser. Jeg opdagede senere tilfældigt, at man faktisk kan få dem hos Føtex, men de er vist nærmest dyrere.

Den anden ting, jeg har købt, er gryn lavet af sorthavre. De ankom i en meget elegant trapezformet æske og skulle efter sigende smage af en del mere end almindelige havregryn.

Vi har afprøvet dem både rå og som grød, og de smager helt sikkert anderledes, men jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg bedre kan lide dem end de sædvanlige, i hvert fald ikke rå. Men nu har vi prøvet dem.

mandag den 13. april 2020

Nøgne træer

Netop nu bliver der færre og færre nøgne træer, faktisk går det rigtig stærkt, kan jeg se på mine traveture.

Her er et af dem, der til dels har skiftet farve. Ganske vist ikke fordi bladene er sprunget ud endnu, men alle rakleren er fint gule.



Så er der også nogle som egetræerne, der bare beholder de visne blade. Det ser ret godt ud med de brunrøde blade mod den lysende blå forårshimmel. I det hele taget synes jeg, egene er dekorative året rundt.


Når jeg trasker rundt, ser jeg såmænd ellers ikke altid så meget. Til gengæld hører jeg en masse musik, for som regel har jeg jazz i ørerne.

Jeg har fundet nogle gode podcasts på P8. De hedder "På hovedet i", og hvert program beskæftiger sig kun med et enkelt album. Det kan jeg godt lide. Jeg har hørt albums, jeg aldrig har hørt før, og jeg har genhørt nogle af mine yndlingsskiver. Jeg er ikke helt færdig med udsendelsesrækken endnu, og måske bliver der også lavet nye. Under alle omstændigheder er der noget, jeg skal genhøre.

For afvekslingens skyld hører jeg somme tider Jazzklubben, men den er jeg knap så begejstret for. Jeg synes, der er for meget fra udkanten af jazzen, forstået på den måde, at det mere er etnisk musik eller underholdning eller pop/rock eller noget helt femte. Det irriterer mig lidt. Desuden har værten, Frederik Corfix, en underlig ide om, at fordi udsendelsen egentlig sendes lørdag aften, så skal lytterne ikke udsættes for for vudfordrende toner. Det skal helst være lidt blødt og indsmigrende til lørdagsaftenslytterne. Men selvfølgelig er der også perler ind imellem, og ellers gad jeg heller ikke lytte til det.

Under alle omstændigheder er jazzen god at trave til, og jeg får heller ikke for megen vind i mine lidt ømfindtlige ører, når jeg har hovedtelefoner på.

søndag den 12. april 2020

Jeg elsker kardemomme

Og jeg elsker kardemommesnurrer, som jeg ikke har kendt så lang tid, men som har været yndlingskagen, siden jeg satte tænderne i én første gang. For et par dage siden forsøgte jeg at bage nogen selv.

Mums - og i hvert fald ret flotte synes jeg
Jeg har lavet sammenlignende studier af de kardemommesnurrer, jeg er faldet over.

Den første fik jeg på "geden", altså kaffebaren La Cabra, som er et af vores faste steder. Deres snurrer er forbistret gode, måske endda de bedste.

De har dog fået konkurrence af dem, de har hos Meny på Langenæs. Det er MIBmadmarked, der står for bagerafdelingen derude. Jeg har prøvet at købe noget af deres brød, og det har ikke imponeret mig, men det gjorde kardemommesnurrerne.

En dag opdagede jeg, at Kvickly også af og til har Meyers kardemommesnurrer. Desværre ved de det ikke altid selv. De har næsten altid kanelsnurrer, som jeg har købt et par gange i mangel af bedre, og i hvert fald  nogle af snurrerne har vist sig at være kardemommesnurrer. Det er åbenbart tilfældigt, hvad man egentlig får i posen. Under alle omstændigheder er de ikke så gode som gedens og Menys. Jeg tror ikke, de er bagt med smør i modsætning til de andre.

Mine egne bagte jeg efter Valsemøllens opskrift. Jeg fulgte opskriften til punkt og prikke bortset fra, at jeg ikke havde Valsemøllens mel, så det blev andet mel af samme type, og så havde jeg kun skummetmælk i køleskabet.

De blev udmærkede. Bedre end Meyers, men ikke så gode som de to andre slags. De blev også mindre, og det var ikke nogen fordel, så hvis jeg forsøger mig igen, vil jeg lave dem større. Og så skulle de spise nybagte. De to, vi havde gemt til dagen efter, var ikke nær så gode. De fleste er blevet proppet i fryseren, så nu må vi se, om de kan klare det.

tirsdag den 7. april 2020

Solskind og måneskind :)


Denne lille opmuntring så jeg på en af mine ture i området. Den fik mig da til at trække på smilebåndet - af et par åbenlyse grunde.

Og måneskinnet - jo, det bliver supermåne i nat, og vist nok endda en meget stor en af slagsen. Jeg krydser fingre for klart vejr.

torsdag den 2. april 2020

Farveforløb

Jeg er minsandten blevet færdig med årets andet større strikkeprojekt, denne gang et sjal.


Jeg kan godt lide garner med et langt farveforløb, og det skal helst være med bløde overgange. På sidste års garnstafet blev jeg i Garnkisten fristet over evne af et bundt Poema fra Laine du Nord. Det er et superblødt og lækkert merinogarn, og der skulle angiveligt være nok til et helt sjal i et bundt, som er på 150 g. Det er også normalt et meget dyrt garn, og jeg havde nok ikke købt det, hvis det havde været til fuld pris.

Jeg valgte at strikke et Bibiana, design Mari Berge. For en gangs skyld ikke en opskrift, der er på Ravelry, men man kan købe den på nettet - for eksempel HER.

Det kan sådan set strikkes så stort eller lille, som man ønsker det, så teoretisk set ville der kunne blive et sjal ud af mine 150 g, men da de var brugt op, syntes jeg, at sjalet godt kunne være lidt større.

Ergo måtte jeg på jagt efter garn i en passende kvalitet og i nøjagtig den violette farve, jeg havde sluttet med. Ikke så let! Heldigvis tog vi til Horsens Strikkefestival. Der var rigtig meget kvalitetsgarn, som man ikke ser hver dag, og minsandten om jeg ikke fandt et brugbart garn til sjalet. Det var af det for mig indtil da ukendte mærke Four Seasons Gründl og hedder Hot Socks Pearl. Altså et sokkegarn, der ligesom de fleste andre sokkegarner er en blanding af uld og nylon, men så også lige med de 5% cashmere, der gør garnet ekstra lækkert. Og farven er bare helt rigtig, lige en anelse mørkere end det sidste af mit Poema.

Jeg ved ikke, om jeg selv vil beholde sjalet. Sådan set har jeg sjaler nok, men jeg er altså ret charmeret af, at sjalet er så blødt som det er. Foreløbig hænger det på en stol og pynter.

P.S. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan man tager rigtig gode billeder af sjaler, hvis der ikke også skal en person med på billedet.

fredag den 27. marts 2020

Se op!


Månen og Venus lige inden det allersidste dagslys forsvinder.
I virkeligheden fylder de begge ligesom mere på himlen, og Venus lyser næsten lige så klart som månen.

mandag den 23. marts 2020

Esbjerg-tunikaen


Det er faktisk et stykke tid siden, jeg blev færdig med Esbjerg-tunikaen, men den er ført blevet fotograferet for et par dage siden. Sådan blev det færdige resultat:


Boreriggen i Esbjerg, som jeg så første gang i 2011, er inspirationen.

Mønsteret til tunikaen hedder Striber og tern, og det er Jytte Slente, der har designet. Det har tidligere ligget på nettet, men jeg kan ikke finde det mere. Striberapporten har jeg selv sammensat.

Garnet er primært Permins Elvira, en blanding af bomuld, silke og hamp, men de røde striber er Rowans Creatine Linen - lige dele hør og bomuld, og det rustfarvede er Cewecs Miranda, bomuld, acryl og hør. Altså nul uld. Elvira er for resten gået ud af produktion, så man kan altså hverken få opskrift eller garn mere.

Uld er der til gengæld i den jakke, jeg faldt totalt for og købte mønster og garn til hos Sommerfuglen. Den hedder Terapeutens cardigan og skal strikkes i Isagers Highland Wool. Jeg var ellers på positiv i årets strikkeregnskab, havde altså strikket mere af lageret, end jeg havde nyindkøbt. Det er jeg så ikke mere :(
Jeg er spændt på, om jeg kommer til at kunne gå med jakken - nu er det jo en jakke, så måske...


Da jeg pakkede garnet ud, slog det mig, at farvefordelingen har temmelig meget det samme udtryk som Esbjerg tunikaens. Det er endda endnu mere i virkeligheden, jeg havde nogle problemer med at få farverne helt på plads i billedbehandlingen. Gad vidst, om Britta Wilfert, der har designet, også er blevet inspireret af en borerig. 

Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang med projektet.