Verdens mest nuttede dyr

Det allermest nuttede dyr - lige bortset fra de dyr, man har boet sammen med - må bestemt være dette: 

Altså den røde panda. Dette eksemplar og endnu et hilste vi på i Ebeltoft Safaripark juleaftensdag.

Parken havde fået den glimrende ide at holde åbent med gratis adgang. Det benyttede vi og en masse andre os af, og det var god reklame for parken. Vi fik i hvert fald lyst til at komme igen.

Ikke alle dyr var fremme, for eksempel var alle savannedyrene inklusiv det girafføl, der blev født i december, i deres stalde. Men pandaerne underholdt. De er ikke lukket inde, så i teorien kunne de godt gå ud til publikum. Det gjorde de dog ikke, til gengæld klatrede de rigtig meget i træerne, helt ud på de tynde grene og kviste.

Ok, det er måske ikke lige der, man skal tage middagsluren efter at have fyldt vommen med røde juleæbler.

Også løverne fik en lille snack, så i modsætning til i København fik vi denne gang set løver. Også årets løveunger, 4 styk, født i april. De er nu også ret nuttede.

I Nordamerika området havde polarulvene anbragt sig meget dekorativt ved en af jernbanebroerne. Måske kørte ekspressen ikke juleaftensdag, i hvert fald så ulvene yderst afslappede ud.

Hvem, der ikke var afslappet, var et æselføl.

Det var meget svært at få et billede af, for det var i gang med dagens træning og drønede op ad bakke og ned ad bakke og rundt om en lille sø i det pænt store område, hvor æslerne bor sammen med kamelerne. Det lykkedes at få et enkelt billede, hvor det lige skulle hen til sin mor for at se, om alt var, som det skulle være.

Flere af de voksne æsler havde tykke maver, så jeg håber på flere æselføl til vores næste udflugt til parken, men måske ser æsler bare sådan ud.

Også zoo-katten fik jeg et billede af:

Det er altså ikke mig, der har leget med photoshop. På en eller anden måde kom billedet helt af sig selv til at ligne en detalje i et maleri.

Med disse julebilleder taget gennem årene ønskes alle, der kigger forbi bloggen

  En Glædelig Jul

Taget i år, men Mogens Bøggilds grise får nu sløjfer på hvert år i december

Jeg vil hellere spise disse bagergrise end de stakkels grise
fra de danske svinestalde

Selv juleudsmykningen kan tabe pusten.
Set i Bruuns Galleri for adskillige år siden

Hvis man skulle få den tanke, at jeg godt kan lide grise,
så er det helt rigtigt

Så gik november

Det er altid en fornøjelse at være i
Det Gamle Elværks smukke hal

Nogle mener, november er årets længste måned. Det må jo være, fordi de hellere vil foretage sig noget andet end det, de gør. For mig var november usædvanlig kort i år, den fløj bare af sted.

Vores lokale julemarked blev overstået på bedste vis. Om lørdagen lå et fint lag sne, der understregede julestemningen, og søndag var det lidt regn og tåge, så hvad ville være bedre end at gå på julemarked?

Vi manglede da heller ikke publikum, og salget var nogenlunde som sædvanligt, men det var måske lidt andre ting, vi solgte. Jeg mangler i hvert fald små veste i lageret nu.

I midten af måneden var vi et par dage i København. Zoologisk Have, Statens Museum for Kunst og Glyptoteket var på programmet foruden en gang aftensmad med min søster og svoger.

I zoo var vi en del hos elefanterne. Vi så Chin og de andre både ude og inde. De ville vist helst være inde, men de blev lokket ud, sikkert fordi der skulle muges ud i huset, og det var jo vores held.

På billedet har Chin og hendes mor lige tjekket, om der stadig ikke var blevet åbnet ind til huset.

Den lille charmetrold er selvfølgelig vokset, men jeg kan bedst se det, når jeg sammenligner billeder fra vores forskellige besøg.

Selv om det ser sådan ud, mangler Chin altså ikke et stykke af snabelen.
Hun har bare drukket vand.

Ellers var vi en del i Søndermarken, hvor vi denne gang fik set de to flodhesteunger rigtig godt. Det var der også mange andre, der gjorde, og vi fulgte med i, både hvad ungerne og de voksne foretog sig og i det øvrige publikums reaktioner. En pige i konfirmationsalderen hvinede "Mit yndlingsdyr" - jeg havde ikke lige troet, at en flodhest ville være en teenagepiges yndlingsdyr. Og en stor flok drenge i 10-12 års alderen fulgte levende med i, om de to små gik ind til næsehornene (det gjorde de), og hvad der så skete (ingenting). 

Flodhesteungerne er måske nok mere sjove end søde, men de var i hvert fald sødere end de 5 løveunger, for de viste sig overhovedet ikke. Det er vist første gang, vi har været i zoo uden at se en eneste løve.

Statens Museum for Kunst og Glyptoteket får ingen nærmere omtale i denne omgang, bortset fra at Käthe Kollwitz udstillingen "Mensch" på kunstmuseet anbefales, og det gør hele Glyptoteket også.

Ud over at se på kunst var vi i Sydhavnen, et område vi til gengæld ikke har den store erfaring med. Hvor er byggeriet derude dog trist! Der ville jeg nødigt bo. Men det italienske supermarked Supermarco har sin adresse derude, og det er et spændende sted. De har overvældende mængder af pasta, trøfler, vin, ost med mere, men det var selvfølgelig Venchi chokoladen, jeg var interesseret i. 

Min absolutte yndlingschocolade var udsolgt (kan man nu forstå det?), men de havde den næstbedste, som min chokoladepusher i Ribe gav mig en smagsprøve på, sidst jeg var der. Der var også en kaffechokolade. Det er ikke let at få mørk chokolade med kaffesmag, men her var den, så mit Venchi-repertoire blev forøget med endnu en variant.

Den flotte skumringshimmel oplevede vi, da vi ventede på bussen ind mod centrum igen. Ikke alt er gråt i Sydhavnen og heller ikke i november.

Måneden bød også på et par sjove kurser. Først fortalte Ditte fra Linser for livet en aften om den danske produktion af linser, ærter og bønner, og vi fik gode råd og smagsprøver. Senere var jeg på et aftenkursus hos Broderi Moderne i Visible Mending - altså broderi, der kan udbedre huller og skjule pletter på tøj, men man kan også bare bruge det dekorativt.

Jeg har ikke broderet noget videre endnu, men de tørrede bælgfrugter har jeg haft stor fornøjelse af. Især er jeg glad for opskrifterne på marinerede ærter og bønner, som vi har haft i køleskabet lige siden kurset. Lige nu er de dog spist op, og jeg skal have lavet en ny portion.

Alpakaer

Jeg er glad for stort set alle dyr. Katte, hunde, bjørne, elefanter, kameler, røde pandaer og så videre og så videre. Også de enormt søde alpakaer, som der har været en del af i mit liv i det sidste halve år. 

Mest i form af deres uld, men vi har da også mødt levende alpakaer, nemlig ved Tversted Skole, hvor Isager med flere holder til. Der er hyggeligt på skolen, som altså ikke fungerer som folkeskole mere, men somme tider kan man alligevel få god mad i skolekøkkenet.

Jeg ved ikke, om det er Isagers alpakaer, men fine var de.

Men ellers har det mest været alpakaGARNET, jeg har haft på nethinden. Jeg kan godt lide at strikke med alpaka, men desværre bryder jeg mig ikke om selv at have alpaka direkte på huden. På hænderne kan jeg heldigvis tåle der, så det bliver til en del pulsvarmere i alpaka.

På Fanø oplevede jeg Frisenvangs alpakagarn. Jeg har kendt til Frisenvang i en del år; det er garn, man kan købe med god samvittighed. "Deres" alpakaer bor i deres naturlige omgivelser i Andesbjergene.

Jeg har bare aldrig mærket deres garn før. men det fik jeg til min store fornøjelse lejlighed til på deres stand på Fiberfolk i Nordby. Og var det lækkert? - jo, det var det! Det føles også anderledes end mere industrielt fremstillet alpaka, så måske kan jeg faktisk tåle det. Foreløbig skal jeg have lavet et par pulsvarmere af mit mærkegrønne garn, og så må jeg lave forsøg med at have det andre steder på kroppen også.

Frisenvangs ejer har taget billedet på postkortet, der ligger sammen med mit mørkegrønne garn

I begyndelsen af denne måned var vi til Fiberfolk i Ålborg, og minsandten om der ikke igen dukkede noget specielt alpaka op. Møllebakkens Alpaca hedder det, og de vidste præcis, hvilken alpaka, der havde leveret ulden til de enkelte fed.

Sol og noget garn af hendes uld

Der var kun naturfarver, så garnet havde samme farver som de enkelte dyr. Jeg købte kameluldsfarvet (sic!) fra alpakaen Sol, som ses på billedet. Det er ikke en farve, jeg plejer at beskæftige mig med, men den passer til alpakaens blødhed.

På Møllebakken kan man også købe sig til en gåtur med en af alpakaerne. Behøver jeg nævne, at det kunne jeg godt tænke mig.

En af Tversted-alapakaerne. Den må vel kunne levere flere farver uld.

Fanøs fine katte - mest billeder

Hende her hllste vi på allerede den første morgen.
I den første af vores tre uger boede vi på Farmen lige nord for Sønderho, og det var her, denne søde blåtabby holdt til. Jeg synes, hun er køn med sine grønne øjne og teglstensfarvede næsespejl.

Faktisk er jeg ikke helt sikker, men jeg tror nok, at denne næsten helt hvide skønhed boede i Sønderho. Jeg har en svaghed for hvide katte, men det er ikke så tit, man ser dem.

Tabby-hvide er der ret mange af, men der er ikke så mange, der har sådan nogle flotte aftegninger som denne sønderhoning.

Hende her er ligesom de to sidste fannikker, altså fra Nordby

Klog kat! Smart at få pelsen gennemvarmet, men samtidig have hovedet i skygge

Dette er Olga, en meget sød og imødekommende kat. Og køn!

Solnedgange

Vi havde de mest fantastiske solopgange på Fanø i år. Billeder viser dem jo ikke rigtigt, det er unægtelig bedre i virkeligheden, men det er alligevel så fristende at forsøge at forevige det.

Her ved Fanø Bad:

Man kan ikke se så mange "tilskuere" på dette billede, men de var der. Jeg kunne godt lide den maleriske placering af cyklerne.

Godt hjulpet af et par fly, kunne man såmænd også nyde de sidste stråler fra sommerhusets vinduer:

En dag tog vi til Ribe, og på vejen hjem snakkede vi om, at vi vist lige kunne nå solnedgangen ved Rindby Strand. Det kunne vi ikke! Færgen Menja manglede en reservedel og var taget ud af drift, så Fenja og Grotte måtte klare det hele, og det skabte en ret lang kø. Ventetiden var på over 2 timer. Det har vi ikke oplevet tidligere.

Efter nogen kaos på vejen ind til færgelejet kom vi endelig på plads i køen, og jeg kunne lige nå at få lidt solnedgang bag Esbjerg Havn med. Det var såmænd heller ikke at kimse af.

Rindby Strand er nok den smukkeste strand på Fanø, og solnedgangen er betagende. Ikke så dumt at slå sig ned i de medbragte stole i første række:

Jeg tog også en lille film. Den er bare taget med telefonen, og den er ikke specielt framragende, men man kommer 360° rundt

Vi så ikke så mange fugle ved stranden på dette tidspunkt, men nogle unge hættemåger søgte dog stadig føde i vandkanten:

Havefest på Fanø

Indlægget er navngivet efter favoritøllen fra Fanø Bryghus. Jeg er ikke den mest passionerede øldrikker, men denne med smag af blandt andet basilikum og agurk kunne jeg rigtig godt lide, og jeg indtog hele to under vores september-ferie på Fanø

I år kunne vi ikke nøjes med mindre end 3 uger, og med det gode vejr i september blev det en veritabel havefest.

Det blev som altid også en strikkefest. Dels strikker vi jo stort set altid.

Her sidder vi ude en tidlig morgen, og sjovt nok strikkede vi alle blåt.

Annetts trøje i forgrunden er nok ved at være færdig, Dorthes børnesweater i baggrunden er for længst færdig, og mit lyseblå tørklædesjal blev færdig i går. Nå ja, der skal heftes ender, men bortset fra det...

Og dels lever strikkefestivalen på Fanø i bedste velgående. Jeg skulle hilse og sige, at den faktisk var bedre, hyggeligere og mere afslappet end nogensinde. Efter de kommentarer vi hørte rundt omkring, var vi ikke de eneste, der syntes det. 

Både Sønderho og Nordby havde masser af større og mindre arrangementer, og Fiberfolk var flyttet ind i Fanøhallen, og der er nok så spændende udstillere som tidligere, hvor det var de førende (efter min mening kedelige) strikdesignere, der huserede. Sidste år brugte vi under et kvarter i hallen, i år var vi der nok et par timer.

De er så gode til at pynte op i Sønderho. Overalt så man de sjove små huse - der må være blevet indtaget en del flødeskum i årets løb - og vimpelguirlander. 

Fuglene her holdt til i Haven (et rigtig godt spise- og kaffested) i Nordby, og der var også vimpler mange steder. Vi var selv med til at producere flere, da vi på en af strikkestationerne brugte en for os ny teknik (som jeg vender tilbage til, når den er blevet afprøvet på noget større) til fremstilling af vimpler.

Hygge i Haven. Annett og Dorthe sidder i baggrunden med strikketøjerne

Der er mange fine haver på Fanø, og i nogle af dem er der dyr. Det gør dem endnu mere festlige efter min mening. Katte og hunde, men også fjerkræ. Moskusanden med ællinger på tur så jeg i Sønderho.

I Nordby er der en have, hvor de holder gæs. Dem så jeg både sidste år og i år. Ja, jeg ved godt nok ikke, om det er de samme, men de lyder ens, og ih, hvor de skræpper op, når jeg går forbi.

I vores egen have - "egen" er en tilsnigelse, for det er et hus, vi har lejet; og "have" er også en tilsnigelse, for det er en naturgrund - så vi i år ingen kaniner. 

Jeg læste, at der har været sygdom blandt kaninerne i 3 år, men vi så kaniner andre steder, og forhåbentlig kommer bestanden op igen. Det kan godt ske, jeg ikke er enig med golfbanen om det, sådan set er det en 18-hullers bane, men der er altid flere huller på grund af kaninerne.

Til gengæld kiggede en hare lige ind på mig gennem vinduet, og der er fasaner og rådyr. Mindst fire forskellige rådyr så vi.

Denne unge hun var den første, der besøgte os, og hun kom tilbage flere gange. Måske ses vi igen næste år. Vi har i hvert fald bestilt huset igen.

En uge i det nordligste Danmark

 

Vi har godt nok haft meget om ørerne denne sommer, og sidste uge tilbragte vi i Skagen. Da vi kørte, truede det med regn, men det blev ikke til noget. Og da vi skulle hjem, smådryppede det, mens bilen blev pakket, og det øsregnede på turen hjem, men kun til Randers. Så blev det fint vejr, og vi kunne pakke bilen ud uden risiko for våde lokker.

Vigtigst var det dog, at det kun regnede en enkelt morgen i Skagen. Så besindede det sig og blev fint vejr ligesom alle de andre dage, og solskin klæder unægtelig byen.

Nogle af dagene havde vi besøg af Dorthes to gymnasieveninder. De har begge været i Skagen adskillige gange, men vi kunne alligevel vise dem noget, de ikke havde set før, nemlig den røde skurby - billedet øverst. I modsætning til diverse andre skurbyer er der meget liv i Skagens. Også den dag vi var der; det ses bare ikke på billedet.

Skagen Kunstmuseum kendte vi selvfølgelig alle, men det må være længe siden, jeg har været der til andet end særudstillinger, for der var mange værker, jeg ikke kunne huske. Der var også adskillige nyerhvervelser, og jeg var rigtig glad for besøget. Jeg fik også flere billeder til min samling af strik i kunst, blandt andet dette fine billede af Anna Ancher:

Anna Ancher: Strikkende kone. Ca. 1915

Selv om det var august, var sæsonen heldigvis ikke forbi i Skagen endnu, faktisk var der mange mennesker i byen. Mange nordmænd og svenskere, og på en parkeringsplads så vi mindst 12 italienske autocampere. 

Til gengæld var der vist kun et af de grimme krydstogtsskibe, og det var ikke et af de største, men flere steder blev vi alligevel tiltalt på engelsk. Når det så blev åbenbaret, at vi bare var danskere, var undskyldningen hver gang, at de havde troet, vi var krydstogtsturister. Lidt absurd, ikke?

Sidste halvdel af rejsepas-dagene

Tirsdag i vores rejsepasuge brugte vi overhovedet ikke rejsepassene. Derimod tog vi bilen til Næstved, hvor vi have booket 2 overnatninger på Hotel Kirstine.

Næstved er mildest talt ikke en by, vi kender ret godt. På ankomstdagen gik vi efter afternoon tea på hotellet lidt rundt i byen for at få et indtryk af den. En ret normal provinsby med et par store kirker, vi senere ville kigge nærmere på, og ind imellem nogle godbidder i bybilledet.

Som Apostelhuset fra 1510-20. Navnet refererer til figurerne, der forestiller Jesus og de 12 apostle, på bindingsværket. Vi fik lige genopfrisket apostlenes attributter, men jeg har vist allerede glemt de fleste igen.

Dog ikke Jakob den Ældre (billedet), hvis muslingeskal på pilgrimshatten altid er let genkendelig. På dansk kaldes muslingeskallen Ibsskallen, fordi Jakob på dansk blev til Ib - "Ib skib skalle...". Det synes jeg er lidt morsomt.

Dagen efter tog vi toget til København, selvfølgelig for at besøge lille Chin i Zoo. Var hun mon vokset meget?

Chin sammen med tante Kungrao (tror jeg nok)

Jo, hun var da vokset, men hun er stadig en meget lille elefant. En glad lille tøs, der bader i mudder, leger med bambus, graver og roder, og hvad elefanter nu ellers gør.

Elefanterne har heldigvis god plads, og der bliver også gjort meget for at aktivere dem, så jeg tror, de har et godt elefantliv. Måske bortset fra Chins far, der hedder Fahim. Han går selvfølgelig for sig selv, og han har altså noget mindre plads.

Ellers er det faktisk sjovest at se på dyrene i Søndermarken, som har god plads at boltre sig på. Og så lige de tasmanske pungdjævle.

Vi har mest set dem farte omkring i deres anlæg og gøre hvad? De har i hvert fald travlt. Men denne gang så vi dem også ligge og slikke sol. Det er tydeligvis noget, de godt kan lide.

Apropos sol, så fik vi de tre Sjællands-dages eneste regnbyge, mens vi var i Zoo. En vældig tordenbyge, men da den var overstået, kom solen frem igen. Så meget for vejrtjenesternes spådomme om masser af regn.

Sidste dag i Næstved besøgte vi de to bykirker, Sankt Mortens og Sankt Peders, der ligger med bare et par hundrede meters mellemrum. Begge har spændende inventar, og begge har kalkmalerier. I Sankt Peders blandt andet det meget kendte epitafium med Valdemar Atterdag og dronning Helvig, og i Sankt Mortens et fint kalkmaleri, der forestiller kirkens skytshelgen, Martin af Tours. Det er ham med Mortensaften, men kalkmaleriet illustrerer den anden kendte historie, nemlig den, hvor Martin som soldat skærer et stykke af sin soldaterkappe for at give det til en fattig tigger. Det er den lille figur, der hænger under hesten.

Om eftermiddagen tog vi på tur med M/S Friheden på Karrebæksminde Fjord - der kunne vi altså heller ikke bruge rejsepassene. Det var en rigtig dejlig tur. Vi sejlede forbi Gavnø til Karrebæksminde og retur og så blandt andet masser af svaner på fjorden. De havde højst sandsynligt smidt svingfjerene, så de måtte blive på vandet. Alligevel var de ikke så nemme at få et ordentligt billede af, sikkert på grund af bådens bevægelser

Vores allersidste rejsepasdag var vi i Herning. Vi havde fået Tekstilmuseet anbefalet, og det var også godt.

Især den faste udstilling om, hvordan tekstilindustrien i årtier prægede hele Midtjylland. En meget levende og engagerende udstilling. Der var også et par mindre særudstillinger. Den ene med fodboldtrøjer fandt jeg kedelig, den anden var faktisk en lille udstilling af nutidig strik. Fint nok, men en meget lille udstilling.

Der bliver nok ikke tilbudt rejsepas næste år, men vi har fået rigtig meget ud af de to gange, vi har været med. Måske bliver vi nødt til at tage til Tyskland næste år; deres ordning er vist endda både bedre og billigere, end rejsepassene har været.

Nyt højdepunkt

Kunstmuseet i Esbjerg var et af rejsepas-ugens højdepunkter. Et andet kom allerede søndag, hvor vi var i Kerteminde på Johannes Larsen Museet.

Den aktuelle særudstilling hedder Nærvær, og den præsenterede dejlige, dejlige fuglebilleder af de to naturkunstnere Lars Jonsson fra Gotland og Jens Gregersen fra Vorsø i Horsens Fjord.

Vi var med på en rundvisning, og det giver næsten altid noget ekstra. Også denne. Vi hørte blandt andet om, at begge kunstnere havde malet nye værker direkte på museets vægge.

Fotoet nedenfor er en detalje fra et stort vægmaleri med havørne af Jens Gregersen. Lav opløsning, vandmærke og min tekst over billedet gør, at det må være ok at bringe det.

I haven var der som sædvanlig også masser af fugle. Ud over de vilde fugle høns, gæs og ænder, blandt andet nogle fine løbeænder. De er altid sjove at se på.

Efter en lang søndag på Fyn ville vi tage en lidt kortere tur mandag. Flere af de steder vi havde overvejet, havde mandagslukket, så Silkeborg kom med nærmest på afbud. 

Det var lang tid siden, vi sidst havde kigget ind til Tollundmanden, så et besøg på Silkeborg Museum var oplagt.

Siden sidst var han flyttet ind i en meget fin ny udstilling, og museet havde fået nogle af verdens bedste rekonstruktører til at lave en rekonstruktion i fuld størrelse  af ham, som man mener, han så ud i levende live. Den var faktisk meget spændende at se. Der var også udstillet dele af ham, som ikke har været udstillet før. Deriblandt hans højre storetå, der længe blev anset for at være forsvundet, men i 2016 dukkede den op i et dødsbo i København. Spøjs historie!

Der var også en sjov særudstilling på museet, "Motivet genbesøgt". 1800-tals malerier og fotografier med motiver fra Silkeborg-egnen blev udstillet side om side med nye fotografier af de samme steder. En sjov ide, og vi brugte en del tid i udstillingen.

Både på Fyn og på vej hjem fra Silkeborg havde vi stor nytte af de regionale busser. På turen til Kerteminde var det en nødvendighed - der går ikke tog mellem Odense og Kerteminde, men hvis vi ikke havde haft rejsepassene, havde vi nok ikke taget bussen fra Silkeborg, og det var faktisk en meget bedre forbindelse end toget. Så lærte vi det.

Vejrudsigter og rejsepas

Mon meteorologerne har en aftale med rejsebureauerne om altid at bringe dårligere vejrudsigter, end der er belæg for?

Vi havde i god tid købt rejsepas til brug i første halvdel af juli, Da vi nærmede os de pågældende datoer, holdt vi godt øje med vejrudsigten, for vejret kunne godt få indflydelse på, hvor vi ville tage hen.

Først så det ud til, at det nærmest ville regne alle 8 dage. Det blev mildnet lidt hen ad vejen, men hele tiden blev der annonceret mere regn, end vi rent faktisk fik.

Den første dag, en fredag, skulle det nærmest regne i hele landet. Det gjorde det ikke, og det regnede i hvert fald ikke i Esbjerg, som var vores første udflugtsmål. Det regnede heller ikke på vejen dertil.

Jeg havde egentlig regnet med, at vi skulle på Fiskeri- og Søfartsmuseet, men opdagede, at de havde en udstilling på Kunstmuseet, der måtte være noget for os.

Kunstmuseet i Esbjerg - og det regner ikke!

Opbrud - Hamborg-kunst fra 1920'erne og 30'erne hed udstillingen. Den er blevet til i samarbejde med Maike Bruhns, kunstprofessor og samler af værker fra denne periode. Værker af kunstnere, der i nazitiden mestendels blev anset for at være politisk ukorrekte, og som man for en stor del troede for længst var gået tabt. 

Hamborg havde sådan set en blomstrende kunstscene i 20erne, men det blev der selvfølgelig gjort en ende på med nazusternes magtovertagelse i 33.

Vi kendte ikke en eneste af kunstnerne i forvejen, men det forhindrede ikke, at vi syntes, det var en vildt spændende udstilling. Måske snarere tværtimod.

Jeg vover at bringe et enkelt foto fra udstillingen. Billedet er af Hella Jacobs, 1905-1974. Det er fra 1930 og hedder Gas. Måske er pigen ved at dø af et gasudslip - selvmord? Eller en vision om krig? Hun er i hvert fald ikke specielt glad.

Jeg har læst mig til, at Hella Jacobs tit skildrede marginaliserede mennesker, og det passer jo meget godt på dette værk. Hella Jacobs blev selv marginaliseret under nazisterne. Alene det at være kvindelig kunstner var jo suspekt og diskvalificerende.

Dagen efter var der nærmest lovet heldagsregn, og der kom da også nogle byger. Inspireret af vejrudsigten tog vi til Randers Regnskoven. Dum ide - som utallige andre også havde fået.

Vi har ikke været i Regnskoven i årevis, men vi kom i tanke om hvorfor.

Vi kan nemlig egentlig ikke lide at være der. Der er for varmt og for fugtigt, hvilket der i sagens natur ikke er noget at gøre ved, Der er også for mange mennesker. 

Værst er det dog, at især de store dyr har alt for lidt plads; det er ikke rart at se på! Pilegiftfrøerne som den på billedet lider nok ikke noget videre.

Der er dyrt, og alligevel kan man ikke få noget anstændigt at spise. Regnskovscaféen mener, at den har "lækre retter for enhver smag". Lyv! den har udelukkende junk food (for børn?). Så hjælper det ikke så meget, at oksekødet er bortcensureret.

Det blev heldigvis rejsepasdagenes eneste fejltrin.