Sådan skal den ha' det!

 

Set hos kaffesmeden i Ribe

Flot klaret!

Det er nogle dygtige svaneforældre, vi mødte i det nordjyske. Hele otte unger havde de at bekymre sig om. 

I det øverste venstre hjørne kan man se noget rødligt spejle sig. Det er Voergård, og det var i Voergårds voldgrav, vi så den store svanefamilie.

Man kan kun komme til at se slottet indvendigt, hvis man deltager i en guidet rundvisning. Det gjorde vi, og de penge var godt givet ud. En meget engageret guide fortalte levende om Voergårds spændende historie fra middelalderen til i dag. 

Slottets svaner i voldgraven var en ekstra prik over i'et.

Ly for regnen

 

Julius har fundet det ideelle sted: På vores bil i carporten. Når han kigger i den ene retning kan han følge med til, hvad der sker på vejen, i den anden retning kan han kigge ind til os i huset. Og når han sætter sig på numsen og rækker armene op, kan han lege med klemmerne på tøjsnoren. - Og så får han frisk luft uden at blive våd - smart kat!

Godt i Ribe

Carl Rasmussen: Ribe set fra vest, aften. 1869

Sådan så Ribe ud i 1869. Og sådan ser byen næsten ud i dag, når man kigger ind fra omfartsvejen vest om byen. 

Domkirken troner stor og mægtig over byen i det flade landskab, og det gør den stadig. Det er en del af Ribes magi. Tak og lov for at der ikke er blevet bygget højhuse. Jeg spekulerer lidt på, om de skorstene, der faktisk er på billedet, stadig er der. Under alle omstændigheder er de så smalle, at de ikke ødelægger noget.

Carl Rasmussens lille billede (18 x 26 cm) er udstillet på Ribe Kunstmuseum, som er et af de rigtig gode provinskunstmuseer. Der er ikke plads til voldsomt meget, men det, der er, er kræs. 

Det er nogle år siden, vi var der sidst, så vi nød gensynet ekstra meget. Blandt andet er der nogle af Skagen-malernes rigtig gode billeder.

J. F. Willumsen: Side fra skitsebog.
Oran 1931
Selvfølgelig var det på grund af katten,
at det lige præces var den side, 
jeg tog et billede af

Da vi var der i pinsen, var der også en særudstilling, "I lyset af Nordafrika - J. F. Willimsen og andre danske kunstnere". Den er blevet til i samarbejde med Willumsen-Museet i Frederikssund.

Absolut en spændende udstilling, blandt andet var det sjovt at se, hvor meget Willumsen havde udviklet sig i tiden mellem hans to Nordafrika- rejser. 

Men de ledsagende tekster var ved at få os op i det røde felt. De forekom os at være nedladende over for kunstnerne og både nedladende og forsøgt manipulerende over for os betragtere. 

For eksempel forekommer det os at være det rene vrøvl, at de forskellige kunstnere har skildret den nordafrikanske befolkning som stereotyper. Ja, den er skildret i de lokale klædedragter - hvad ellers? Der var nok ikke mange andre end europæerne, der gik i europæisk tøj. Det var der heller ikke i begyndelsen af 70erne, hvor jeg var i Marokko. Jeg tror, den kurator har fået woke-bevægelsen galt i halsen.

Dog er det rigtigt, at kunstnerne ikke har skildret koloniseringen, og dermed heller ikke bagsiden af samme, men faktisk synes jeg heller ikke, det kom specielt meget frem i teksterne.

Vi var der på udstillingens sidste dag, så det er altså for sent af se den med mindre den kommer op på endnu et kunstmuseum.

Derimod kan man altid besøge Jacob A. Riis Museet. Det gjorde vi, og det var noget af en oplevelse. Mere omfattende end forventet og både rørende og med stof til eftertanke. Absolut et besøg værd.

Det er Terpager og Co også. Huset er fra ca. 1550 og må være et af Ribes ældste. Det er selvfølgelig blevet ændret mange gange i tidens løb, men de nuværende ejere har ført det tilbage til 1671, hvor Niels Terpager ændrede huset fra et gavlhus til et længehus. Kig på Terpager og Co hjemmeside og se, hvor meget tilbageføringen har betydet.

I den ene ende af huset er der købmandsforretning (landets ældste?), i den anden ende café og ikke en hvilken som helst cafe. Den serverer nemlig kun plantebaseret kost suppleret med en lille smule fisk. Lige noget for os. Vi nød vores frokost med udsigt til den meget skæve dør på billedet, der må være en erstatning for det foto af købmandsbutik og café, som jeg ikke fik taget.

Lidt længere nede i gågaden var der åbnet er ny butik med italienske ejere og italienske produkter - faktisk mest chokolade. Hvabehar! Vi kunne da godt lige gå derind og se, om de tilfældigvis skulle forhandle Venchi - min favoritchokolade. Stor overraskelse, det gjorde de! Så selv om jeg endnu ikke har spist alt det, jeg købte i Berlin, måtte jeg naturligvis have noget mere med hjem. Godt at vide, at det kan fås i Ribe. Det er unægtelig tættere på end Berlin.

Fine mønstre

Så fine mønstre i kaffeskummet er der ikke mange, der kan lave, men hos Kaffesmeden kan de. 

Vi mødte Kaffesmeden i Ribe, hvor den var helt nyåbnet, men den har åbenbart været i Esbjerg flere år. Ud over at se sjov ud, smagte kaffen også godt!

Det er Dorthe, der har taget billederne.

Femlinger

Fire uger gamle bjørneunger er bare overnuttede 

Og de har ikke mindre end 5 af slagsen i Skandinavisk Dyrepark.

Når der er så mange, er det smart, at der også er to mødre, Barba og Bjørk. De er helsøstre, men hvem der er mor til hvem, vides ikke. Den lille detalje er såvel store som små øjensynligt aldeles ligeglade med.

Sandsynligvis er ungerne ikke femlinger, men de har samme far, Brutus, så de må vel være mindst trekvart søskende. 

Ny nabo

 Vi har fået en ny nabo. Han hedder Julius Oppenheimer, og han ser sådan ud:

Han er nok 9-10 måneder gammel, og han er meget sød!

Han anser vist nok vores have for også at være hans have, og det må han hellere end gerne. Måske er den endda bedre end hans egen have, for der er flere gode gemme- og legesteder. Blandt andet i noget højt græs, der egentlig burde have været fjernet. 

Det bliver det selvfølgelig ikke nu.

Måske er der også en sidegevinst ved næsten at have fået kat. Vi har nemlig ikke fanget en eneste mus, siden Julius er begyndt at komme i haven. De er muligvis flyttet på grund af lugten af kat.

Opera og forår i Berlin. Med mere!

Det var en opera- og forårstur til Berlin, vi var på. Med Gislev Rejser og med bus. Jeg var spændt på, hvordan jeg ville klare busturen. Sidst jeg var på bustur - i øvrigt også til Berlin, var jeg ikke så glad for det, men denne gang gik det fint. Sandsynligvis fordi vores fremragende chauffør holdt pauser med passende mellemrum, så man kunne blive strakt ud og få foretaget andet presserende.

Foråret var så sandelig kommet til byen. Berlin er i forvejen en meget grøn by; jeg kender ikke andre byer med tilnærmelsesvis så mange træer, og når træerne er forårslysegrønne, så kan det ikke blive bedre.

Platanen på billedet stod lige uden for vores hotelvindue. Hotellet lå på selveste Ku'Damm, altså helt centralt i den vestlige del. Vi havde udsigt til Ku'Damm, men vi hørte ingen gadestøj.

Over træerne havde vi udsigt til en masse kraner, for som alle andre byer bygger Berlin stadig. Jeg har nu ikke noget imod at se på kraner.

Operaen, der var inkluderet i turen, var La Traviata, som blev opført på Deutsche Oper. Vi havde en glimrende operaguide med på turen, så vi var godt forberedt, og vi kendte selvfølgelig også La Traviata i forvejen. Jeg tror nok, vi også har set den i operabio, og faktisk er det måske netop operabios skyld, at vi ikke er så lette at imponere operamæssigt. De færreste kan hamle op med The Met i New York.

Deutsche Oper kunne i hvert fald ikke. De medvirkende sang mestendels udmærket, men der var ikke megen dramatik i dem, og scenografien var kedelig. Men musikken er jo dejlig, og vi kedede os i hvert fald ikke.

Selvsamme operaguide havde gjort opmærksom på, at der også var sang på programmet hos Berliner Philharmonikerne, så hvis man ikke havde fået sang nok, kunne man jo prøve at få billetter der. Vi var straks fyr og flamme, især da vi hørte, at der var Schönberg på programmet.

Jeg undersøgte straks på telefonen, om der stadig var billetter at få, og til min store overraskelse var der ledige pladser. Kombinationen af Schönberg, der nok ikke lige er den lettest tilgængelige, at sopranen var en anden end den annoncerede, og at der var hele tre opførelser kom os nok til hjælp og tak for det.

Det blev turens højdepunkt! Vi syntes, at Schönbergs Erwartung var vildt spændende, og sopranerstatningen, Ausrine Stundyte, var mere levende på scenen end Violetta i La Traviata, men det er så anderledes musik, at vi ikke har en jordisk chance for at bedømme kvaliteten af opførelsen.

Anderledes var det med Rachmaninovs 3. symfoni, som vi hørte i koncertens anden del. Vi har ikke nogen særlige musikalske forudsætninger, men vi bildte os ind, at vi kunne høre, hvor godt et orkester Berliner Philharmonikerne er.

Jeg blev glad og overrasket, da jeg opdagede den danske basunist Jesper Busk Sørensen i orkestret. Ham har vi hørt mange gange med Aarhus Symfoniorkester, og jeg vidste godt, at han spillede i Berlin, men dels havde jeg glemt det, dels var det jo ikke sikkert, at han stadig var der.

Vi var helt euforiske efter koncerten, det var en vild oplevelse.

Vi nåede lidt shopping, men foretog ikke mange indkøb. Garnforretningen Fadeninsel i Kreutzberg var en skuffelse, og så gad vi ikke flere garnforretninger.

Derimod fik vi lidt chokolade med hjem. Dels fra KaDeWe, der forhandler min absolutte yndlingschokolade Venchi - ellers fandt vi ikke KaDeWe særlig spændende - og dels fra Rausch, som har en stor, flot butik i Charlottenstrasse.

Her så vi Brandenburger Tor i chokolade. Den ægte Brandenburger Tor var vi ikke forbi, men vi så den mange gange i U-Bahnen, hvor den er på vinduerne i togvognene.

Den kollektive trafik er en del af en storbyferie for os, og vi er ret begejstrede for undergrundsbanerne i Berlin. 

Cirka 100 meter fra hotellet lå Uhlandsstrasse med posthus (vi er stadig på feriekort med en enkelt), apotek (Dorthe havde strikket hul på en finger i bussen), en super kaffebar og konditori (Berliner Kaffeerösterei i nummer 173-174, hvis der er nogen kaffebarsentusiater, der læser med) og ikke mindst U-Bahn station. Det passede os godt, det var dejligt at blive afleveret helt tæt på hotellet, da vi kom hjem fra aftenens koncert.

Vi var spændt på, om alt også var sprunget ud, når vi kom hjem, men lige så snart vi kørte ind i Slesvig-Holsten, så det ud, som da vi forlod Århus 4 dage tidligere. Det har heldigvis ændret sig, nu er det jo næsten sommer. Så er Århus også fin, men Berlin er det trods alt ikke.

Lille Bamse og Berlin

Lille Bamse har igen været i Berlin, sammen med os selvfølgelig. Faktisk har han været med hver gang, vi har været i Berlin, og han har oplevet mangt og meget. Jeg troede egentlig, jeg selv havde blogget om hans første, meget "spændende" besøg før murens fald. Det har jeg ikke, men Dorthe har - læs her.

På vores sidste tur, som vi kom hjem fra for lidt over en uge siden, var et af målene den nyåbnede Caspar David Friedrich-udstilling på Alte Nationalgalerie. Vi havde købt billetter hjemmefra, men skulle nu alligevel stå i kø sammen med en masse andre.

Forår, kø til Caspar David Friedrich-udstillingen, Berliner Dom og faktisk også fjernsynstårnet
ses på dette foto, taget på vej ud af museet.

Anglificeringen har også ramt Berlin. Udstillingen havde titlen "Infinite Landscapes", hvilket passer dårligt til hovedpersonen. Jo, det med de uendelige landskaber er selvfølgelig rigtig nok, men Friedrich var hjemmefødning. Ganske vist studerede han en tid i København, men han skulle i hvert fald ikke på studieture til Italien, som det ellers var almindeligt på den tid. 

Jeg synes selv, at alle de billeder af muntre indfødte i farvestrålende dragter på tavernaer er temmelig kedsommelige og fandt det befriende at slippe for dem. Så er tåge meget mere spændende efter min og Friedrichs mening:

Morgennebel im Gebirge, 1808

Riesengebirgslandschaft mit aufsteigendem Nebel, 1819-20

Tilbage til Lille Bamse. Han var også med på museet og på vejen ud ville han lige hvile sig på en stor marmorstatue. Det skulle han dog ikke have gjort. "Nicht anfassen, nicht anfassen" lød det fra en unødigt bister vagt. Altså, Lille Bamse anfassede ikke noget (ok, han sad lige så forsigtigt på skødet af englen eller hvad det nu var), og jeg anfassede kun Lille Bamses hue, som var ved at ryge ned i øjnene på ham.

Vagten indbød dog ikke til, at man skulle parlamentere, og vi mindedes besøget for 40 år siden. Nogle har vist ikke helt glemt DDR-tiden, og også i Vesttyskland fandtes der magtmennesker, og de findes åbenbart stadigvæk. Vi forføjede os, men ha-ha, jeg havde nået at forevige Lille Bamse på forbudte veje:

Bortset fra det var det en fin udstilling.

Så kom det - foråret

 

Og det gjorde de første mælkebøtter også. Jeg vil helst ikke have dem i vores egen have (de er jo unægtelig gule!), men ellers synes jeg, det er en beundringsværdig plante. Den vil måske overleve alle de menneskelige anslag mod vores stakkels klode.

Foråret har da været lidt på vej den sidste uges tid, men i dag har vejret været helt vidunderligt. Jeg sad på caféens fortov og nød min formiddagslatte og så, at de unge piger allerede viser mave. De unge mænd viser ben, men det gør de sådan set hele året.

Århus er ikke nogen specielt grøn by, men helt uden træer er den ikke, og en del af dem blomstrer nu. Her to forskellige steder i byen:

Lille og stor på samme tid

I sidste uge var vi et par dage i København. Vores vigtigste mål var at se den nye elefantunge, Chin, født den 20. februar i år. En stor baby, men en lillebitte elefant.

Og vi fik hende heldigvis at se:

Hun er simpelthen så sød og livlig, med klare, vågne øjne, og selv om hun det meste af tiden er tæt på de andre elefanter, har hun også lyst til at lege og gå på eventyr.

Både mor Kumari, de to andre voksne hunelefanter, der hedder Kungrao og Surin og den anden unge, Mun, på 3½ år, som på billedet ses med bagdelen til, passer rigtig godt på Chin. Da hun kom lidt for tæt på graven rundt om udendørsanlægget, stak Mun lige et bagben ud og fik hende længere ind.

Zoo har ellers ikke gjort det nemt at finde frem til de forskellige dyr. Der er godt nok masser af skiltning, men der er også masser af forhindringer i form af spærrede stier og opgravede områder. I det hele taget var Zoo noget i vintertilstand, faktisk burde de have haft billetter til vinterpris.

Vi fandt ingen spisesteder, bortset fra et sted hvor man kunne få junkfood. Egentlig havde vi regnet med at blive i haven, til den lukkede, men vi var nødt til at forlade den tidligere for at få lidt sen frokost. Ganske vist havde vi fået en udmærket morgenmad på vores hotel, men den kunne ikke vare hele eftermiddagen.

Vi så også andre dyr end elefanterne. Blandt andet de røde pandaer. De blev fodret med frisk bambus, mens vi var der. Det var de dog bedøvende ligeglade med, de sov! Men senere kom en af dem alligevel ned.

Og til slut endnu et billede af Chin, denne gang inde i elefanthuset:

Ser hun ikke ud, som om hun er parat til lidt af hvert?

En strikkende ræv

Er den ikke sød, denne filtede, strikkende ræv? Vi mødte den på Fiberfolk-messen i Vejle i lørdags på Wittyknits stand. Wittyknit sælger opskrifter på bl.a. vanter med meget flotte motiver. Af den slags, jeg ikke er så god til at frembringe, så jeg blev ikke fristet over evne.

I det hele taget skulle jeg som sædvanligt ikke gøre nogen indkøb, og også som sædvanligt kom jeg alligevel til at investere i noget. 

Garn denne gang. Jeg kan som regel godt stå for alle de lækre farver, men hvis det er specielt lækre fibre, bliver jeg svag.

Det var tilfældet med det mørkeblå garn på billedet. Det er babylamauld, og det er altså bare blødt, skulle jeg hilse og sige. Måske kan jeg endda selv tåle at gå med det.

Garnet med pailletter er overhovedet ikke blødt, men dels var det billigt, dels har jeg et særligt projekt i tankerne, som ikke behøver at være blødt.

Endelig kom jeg til at købe et sæt med 5 minifed merino. Her var det nok alligevel farverne, jeg faldt for. Jeg ved ikke, hvad de skal bruges til, men der må være mange anvendelsesmuligheder. 

Jeg har ajourført strikkeregnskabet efter udskejelserne, og der er stadig ikke nogen røde tal, men det kommer der måske snart. Jeg har nemlig planer om at besøge en garnbutik, der har nogle andre garner end dem, man ellers ser, så den er jeg spændt på.

Udflugt til Middelfart

Vi havde nok engang været heldige og vundet billetter til en af Realdanias rundvisninger, denne gang til keramikmuseet Clay i Middelfart. Vi skulle se og høre både om den forholdsvis nye tilbygning og om den aktuelle særudstilling Playing with Fire.

Museet ligger så smukt ved Lillebælt, og der er en åben skulpturpark, som godt nok lige nu var lidt smattet at gå rundt i. På billedet er det Peter Brandes meget store krukke, der godt kunne være museets vartegn.

Vi startede med kaffe og kage i den nydelige café - men stolene er rædselsfulde. Det er vist ikke meningen, man skal blive siddende alt for længe.

Derefter skulle vi rundvises i samlinger og særudstilling. Vores guide kom til at fordybe sig for meget i de faste samlinger, så der næsten ikke var tid til særudstillingen, men vi hoppede fra, før han var færdig, så vi fik kigget lidt mere på Playing with Fire.

I udstillingen går den britiske kunstner (bl.a. keramiker og forfatter) Edmund de Waal i dialog med Axel Salto. Jeg må indrømme, jeg nåede ikke rigtig til dialogen, men jeg så og genså en masse af Saltos værker. Ikke bare hans kendte keramiske værker, men også for eksempel tekstiler og bogillustrationer.

Det er en god og spændende udstilling, og jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage, inden udstillingen skal videre til Norge i august. 

På billedet ses en af bogillustrationerne eller mere korrekt en kopi på lærred (tror jeg nok) af en af illustrationerne.

Inden Salto og de Waal havde vi som nævnt været igennem de faste udstillinger.

Jeg blev urimeligt glad for at gense en af Hans Munck Andersens krukker:

Vi har besøgt hans og hans kone Gerd Hiort Petersens værksted på Bornholm, hvor vi fik en god snak med Hans Munck Andersen. Det er så sjovt, for de er så vidt forskellige. Han arbejder meget i porcelæn og har et helt andet og lettere udtryk end hende, der arbejder i stentøj med et robust og rustikt udtryk. 

I Skatkammeret udstilles genstande fra de sidste 235 års danske design- og industrihistorie, blandt andet denne fine missemor:

Jeg glemte at få data på den, så det er altså absolut nødvendigt, at vi vender tilbage til Middelfart inden alt for længe.

Tåge

Jeg har været et par gange i Skanderborg, hvor der er så smukt, inden for de sidste par uger. Der har begge gange været godt tåget, og det er faktisk også smukt.

Man kunne da lige se, at der var ænder på søen.

Der var lidt mindre tåge i selve byen. Her er det det nye og endnu ikke helt færdige byggeri "Lille Nyhavn".

Skanderborg er jo Ole Lund Kirkegaards fødeby, og det har byen ikke glemt. Jeg synes, Lille Nyhavn passer fint til Kirkegaards farverige univers,

Vi var med, da der for et års tid siden var åbent hus i et par af lejlighederne. De var lækre, det så ud til at være kvalitetsbyggeri. Det afspejlede sig selvfølgelig også i prisen. Hvis det ikke lige var for den, kunne jeg godt være flyttet ind.

Liv og død i det gamle Ægypten

For en gangs skyld var vi ikke i sidste øjeblik, da vi i sidste uge besøgte Moesgaard og så den store udstilling "Egypten - Besat af livet". 

Jeg blev overrasket over, hvor ufattelig meget man ved om faraonernes rige, men man kan jo sagtens læse hieroglyffer og dermed også blandt andet de manualer, der blev lavet for balsamering af mumier, og hvad man kunne og skulle gøre for at leve videre på den anden side af døden. Det var for eksempel tilladt at bruge snyd :)

Vi var med på en guided tur, som var rigtig god, både fordi den uddybede, men også fordi den gav en fin sammenhæng.

Mundåbningsritualet, som ses illustreret på den midterste del af relieffet, hørte nu ikke under kategorien snyd. Ritualet genoplivede åndedræt og sanser, så den døde kunne leve videre på "den anden side". Den døde er i dette tilfælde en kongelig billedhugger. Hans kone Niefertari og sønnen Merymery ses også i relieffet. Selv måtte billedhuggeren nøjes med det noget mere upoetiske navn Ken.

Det er en spændende udstilling, Moesgaard har stablet på benene, og jeg blev en del klogere på de gamle ægypteres tankegang. Det er måske heller ikke den historiske periode, jeg har dyrket allermest, men jeg er da altid inde og hilse på kattemumien, når jeg er på Glyptoteket.

Der var ingen kattemumier med på Moesgaard, men der var en falkemumie, og den var også fin

Vi kan heldigvis nå at se både falkemumien og alt det andet flere gange, for udstillingen slutter først den 18. august. 

Elendig oplæser

På mit tyskhold læser vi i øjeblikket Mord auf dem Friedhof, nr. 2 i serien om Miss Merkel skrevet af David Safier. Det er en munter hyggekrimi, og ja, det er Angela Merkel, der som pensionist er blevet fritidsdetektiv.

Hvis kvaliteten havde været bedre, kunne denne blazer set på Strøget i Århus måske være noget for Miss Merkel. Hun ville sikkert være glad for farven

Jeg kan meget godt lide bogen og lånte nr 1 i lydbogsudgaven i E-Biblioteket til underholdning på mine gåture. På dansk, den tyske haves øjensynligt ikke. Under alle omstændigheder opgiver jeg det igen, for indlæsningen er katastrofalt dårlig.

Man skulle mene, det ville være en fordel, hvis indtaleren havde lidt fornemmelse for sprog. Det synes ikke at være tilfældet her. Oplæseren er tydeligvis hverken hjemme i tysk, engelsk eller fransk for slet ikke at tale om dansk. Desuden er hun tydeligvis slemt uvidende om stort set alt.

Jeg får simpelthen ikke det hele med, fordi jeg ustandselig skal studse over mærkelige udtaler eller andet. Et eksempel: Skarntyde udtales med tryk på første stavelse. Og et andet: Navnet Angela blev i de første kapitler udtalt på et ikke helt korrekt engelsk. Det må nogen have opdaget, for pludselig gik vi over til tysk udtale. Indtil videre er det ikke blevet åbenbaret for mig, hvem oplæseren er. Måske med fuldt overlæg?

Der er endvidere nogle mærkelige pauser i oplæsningen. Bliver der bladret i bogen eller valgt en ny side på e-læseren? Begge dele burde kunne gøres fiksere.

Jeg er heller ikke sikker på, hvor godt jeg synes om oversættelsen, men det finder jeg ud af, når jeg læser videre i den fysiske bog.

Byens måger

De kan være vildt irriterende, for eksempel når de hugger ens ost (det var endda en skive Gammel Knas!), men de er nu også flotte

Denne unge sølvmåge mødte vi sidste lørdag, efter vi havde spist brunch i byen (det er ved at blive en vane :), dog ikke på Sallings tagterrasse, hvor vi traf mågen.

Den forholdt sig meget roligt. Lige bag mig sad der nemlig et par, der indtog et eller andet, og det var tydeligvis dette et eller andet, der havde mågens opmærksomhed. Kun en enkelt gang kom jeg så tæt på, at den syntes, den hellere lige måtte bevæge vingerne.

Efter al sandsynlighed kommer mine blogindlæg i fremtiden til at ligne dette. Altså et enkelt eller nogle få billeder og en kort tekst. Måske kan jeg så få lavet lidt flere indlæg end sidste år, som satte den absolutte bundrekord antalsmæssigt.

Strik i 2023

FAKTA

11039 meter er blevet strikket og 12037 meter garn er blevet brugt. Flere ting er blevet strikket med dobbelt tråd. Lidt færre meter strikket og lidt flere meter brugt end i 2022.

7607 meter er lageret blevet formindsket med. Det er jeg lidt stolt af.

1131 kr. har jeg brugt på garn. Ikke så vildt meget, men til gengæld har jeg brugt en del på tilbehør, opskrifter og bøger, kurser og messer, så i alt har strikkeriet kostet mig 2791 kr.
Til gengæld har jeg solgt for 2795,- kr. Altså næsten balance, men jeg er ret sikker på, der er nogle udgifter, jeg har glemt i regnskabet. Jeg har været på både en workshop på Fanø og på et heldagskursus i patentstrik. Ingen af delene var helt vellykkede, men det forhindrer ikke, at prisen for bare de to kurser tilsammen overstiger de 700,- kr., jeg har noteret i regnskabet i rubrikken "Kurser, messer". Nå, jeg gider ikke forsøge at rekonstruere.

Jeg fik færdiggjort 52 projekter, 3 færre end forrige år.

Jeg havde 4 planer for 2023, og kunne sætte flueben ved tre af dem. Formindskelse af garnlageret er nævnt, men jeg fik også færdiggjort den cardigan, jeg begyndte på i 2022. Jeg ved ikke rigtig, hvor vellykket den er, i hvert fald er jeg ikke rigtig begyndt at bruge den. Den er strikket i ren bomuld og er noget tung, men mon ikke jeg kommer til at bruge den til sommer.

I marts fik jeg udgivet opskriften på Obaldo babyvesten, så det kunne også klikkes af.

Det eneste, jeg ikke klarede, var at få formindsket antallet af garner på Ravelry. Faktisk steg det med 7 - og jeg har allerede købt 2 nye i år :( Jeg må virkelig bestræbe mig på at få nogle garner strikket op i 2024.

Mit mest vellykkede projekt var nok min Kolam-tee, som jeg bloggede om i oktober. Den har jeg i modsætning til cardiganen brugt en del.

Jeg har også fået mig et par nye yndlingspulsvarmere:

Opskriften, som hedder Fadewalker, ligger frit tilgængeligt på Ravelry. Jeg har strikket så mange par Fadewalker, at jeg kan opskriften med egne tilretninger udenad - den er nu heller ikke så svær. Disse, hvor jeg er yderst tilfreds med farverne, er strikket i Filcolanas Arwetta og diverse rester til striberne.

Sidst på året strikkede jeg en Moby vest efter en Petiteknit opskrift:

Den var smaddersjov at lave og ikke nær så svær, som det umiddelbart kunne se ud til. Jeg har fuldstændig fulgt opskriften bortset fra én ting. Halskanten skulle have været dobbelt, men det syntes jeg ville blive for klodset i mit garn, så jeg lavede en italiensk aflukning ligesom på de andre kanter i stedet.

Og så blev der brugt en masse garn, det var et af de arbejder, hvor jeg strikkede med dobbelt tråd. Det er et ret lækkert garn, Mirasol Sulko Legato, af merino, alpaca og silke. Den beige farve blev brugt op, og jeg var nødt til at lave kanterne i en anden farve. I virkeligheden er de to farver tættere på hinanden.

Selv om det kunne se sådan ud, så strikkede jeg ikke kun i gråbrune farver. 

Faktisk er jeg meget mere til stærkere farver. Bortset fra rødt, med det strikkede jeg nu alligevel noget af. 

Opskriften på disse pulsvarmere hedder Te Ara, og de har en specielt god pasform. Desværre kan opskriften ikke fås mere.

Jeg har planer om to større ting i 2024. Dels en ny Hitofude cardigan. Den gamle, som jeg var enormt glad for, er det gudbedredet lykkedes mig at bortkomme.

Garnet er desværre udgået, men jeg har indkøbt en erstatning med tilnærmelsesvis samme fibersammensætning af hør og silke. Den nye skal have lidt længere ærmer, og farven er ikke grå.

Den anden ting er en let poncho. Garnet til den har jeg haft i lageret siden 2016, og det er også en lækker blanding - cashmere og silke - så jeg kommer til at strikke i gode garner. Til gengæld har jeg ikke en præcis opskrift, der skal vist stykkes sammen af flere forskellige.

Fodspor i sne

 

Solsorten er stået op tidligere end os og har været helt henne ved havedøren for at se, om vi ikke snart ville komme med dens morgenmad.

Julefreden har sænket sig

I modsætning til de fleste andre har jeg ikke specielt travlt juleaftensdag. Vores private højtideligholdelse af juleaften er minimal, grænsende til det ikke-eksisterende, så for en gangs skyld har jeg tid tilovers til bloggen.

Siden midten af november har vi nemlig ligesom sidste år haft så travlt med at hygge os, at vi næsten blev stressede. Kun næsten, men faktisk er der noget af det, vi gerne ville, vi ikke har nået. 

Men vi nåede en masse, så det vil jeg koncentrere mig om. Det sjoveste var nok julemarkedet i det gamle fængsel i Horsens, for der var gåseparade.

10 store Toulouse-gæs spadserede på gåsevis sammen med deres hollandske mennesker gennem den store fængselsgård ca. hver anden time i markedets åbningstid. Vi er jo meget glade for gæs og spadserede med stor fornøjelse med flere gange.

Ind imellem paraderne opholdt gæssene sig i deres gåsegård, hvor de også kunne se på tavlen, hvornår det var tid for næste parade.

På dette billede kan man bedre se gæssenes poser på halsen

Fængselsbygningen gav en sjov rå kontrast til al julehyggen, men da det blev mørkt, gav den også en flot baggrund for boderne. 

De røde pletter på muren er altså flyvende hjerter, hvis man ikke lige kan se det

Vi havde heldigvis igen i år fået stand på vores lokale julemarked på Det Gamle Elværk. 

Det er sådan en fin bygning, og markedet er altid stemningsfuldt. De andre standholdere sælger meget fine ting, meget mere professionelt end vores strik, men vi solgte pænt, og jeg kan godt gå i gang med fremstilling af flere pulsvarmere.

Det er godt, alle de gamle bygninger, der ikke mere anvendes til det, de er bygget til, bliver bevaret og brugt til noget. Endnu et eksempel er Maltfabrikken i Ebeltoft, hvor vi også var til et fint julemarked. Jeg glemte at fotografere. Tidligere på året var vi på en rundvisning arrangeret af Realdania, og den har jeg billeder fra - jeg kan bare ikke finde dem.

I december var vi til endnu et Realdania arrangement, denne gang på det nyrestaurerede Ole Rømer Observatorium. Faktisk har vi mærkelig nok aldrig været der før, men det blev der så rådet bod på nu. To meget engagerede medarbejdere viste rundt og fortalte, det var rigtig spændende.

Det var ikke helt mørkt endnu, men vi fik alligevel lov at kigge på månen i det nye teleskop, men vi skal selvfølgelig tilbage en klar aften.

Desværre er jeg ikke dygtig nok til billedbehandling til at klone bilen bort

Her er vi på vej til årets julekoncert i Vor Frue Kirke, som vist er min yndlingskirke i Århus. Koncerten var med Akademisk Kor, som er et superdygtigt kor, og koncerten var ren guf for øregangene. Der var helt fortjent totalt udsolgt

Til sidst endnu et gåsebillede, men denne gang fra Den Gamle By

Det er taget sidst i november, og hvordan det er lykkedes mig at få de horder af skoleelever og seniorer, der altid er i byen, til at holde sig pænt i baggrunden, er mig en gåde. 

Vi skal snart i gang med juleaftens vigtigste punkt for os: Karl Bertil Jonssons julafton på svensk tv. Traditionen tro ser vi den direkte, også selv om vi faktisk har optaget den.

Med stor sandsynlighed bliver dette årets sidste indlæg, så godt nytår til alle, der følger med.