torsdag den 10. januar 2019

Tillykke, gamle dreng

Billedet tog jeg på den store Tintin-udstilling på Brandts i Odense

90 år er jo ingen alder, når man holder sig så godt, som du gør.

fredag den 4. januar 2019

Mere Berlin

Her kommer endnu en billedkavalkade fra Berlin:

Vi har ikke før været i Rigsdagsbygningen.
Det var spændende at gå i kuplen, både da det var lyst, og da mørket var faldet på.
På julemarkedet på Gendarmenmarkt mødte vi denne Buddy Bear i juleantræk.
Den hedder WeihnachtsZauber, og kunstneren, der har dekoreret,
hedder Nana Topchishvili. 
Man skulle måske tro, at en af de garnbutikker, vi besøgte, lå i nærheden af denne murdekoration,
men vi så den nu på Kreuzberg i nærheden af knappebutikken.
På vores hotel foregik der mangt og meget. Blandt andet var der denne indbydelse til "Leichenschmaus", der vel nærmest kan oversættes med gravøl eller begravelseskaffe,  men det lyder både morsommere og mere morbidt i danske ører.
 Desværre forgik det ikke lige, mens vi var i byen.
På billedet kan man også se hotellets oprindelige grønne og hvide kakler. Meget specielle!
Måske ikke så underligt, at kunstnercabareten kom til at hedde Die Badewanne.
Tyskerne er vist verdensmestre i at lave julepynt, herunder glaskugler.
Jeg kunne godt lide ræven i midten med rigtig pelshale.







Mere jul.
I et forretningsvindue så vi dette juletræ lavet af strudsefjer og -dun.

Jeg er ikke sikker på, at jeg synes om det, men opfindsomt er det unægteligt.
Til sidst endnu en vægdekoration.

søndag den 30. december 2018

Shopping i Berlin

Indrømmet: Jeg holder meget af shopping. Jeg køber bare ikke mere ret meget, for jeg mangler ikke noget, men da vi var taget helt til Berlin, købte vi alligevel noget: Garn og knapper, som vi også godt kan undvære, men som vi måske også kommer til at bruge.

Magasinet Maries Ideer har i flere omgange besøgt Berlin for at finde gode håndarbejdsbutikker. En af dem, der har været omtalt, og som vi ubetinget måtte besøge, var Paul Knopf i Kreuzberg. Paul Knopf handler - gæt engang - med knapper. Mon han har kastet sig over netop knapper, fordi han hedder Knopf, eller har han taget navnet Knopf, fordi han handler med knapper?


Butikken var meget mindre, end jeg havde forstillet mig, men der var ufatteligt mange knapper. Bogstaveligt talt fra gulv til loft.

De fleste blev opbevaret i papæsker som dem på billedet. Dem måtte vi ikke selv pille ved. Ikke på grund af knapperne, men på grund af æskerne, der var gamle, møre og skrøbelige.

Heldigvis var der også en del i rør, som vi godt måtte tage i nøjere øjensyn på egen hånd. Vores første indtryk var, at de var rædsomt dyre. Som Dorthe sagde, så ville hun kvie sig ved at give prisen i kroner, og her var den selvfølgelig i euro.

Selvfølgelig købte vi alligevel nogle af de rædsomt dyre knapper, og alle dem, vi havde forelsket os i, var da også af naturmaterialer, som naturligvis er dyrere end plastik.

Dem, jeg købte, var af perlemor, af glas og af både ben og horn. De sidste ses på billedet. Jeg må have lavet noget helt specielt, som de skal bruges til - eller jeg kan nøjes med bare at kigge på dem en gang imellem.

Den første garnforretning, vi var i, hedder Yarn over Berlin, og den ligger i Mitte. Den kendte vi godt i forvejen, for de havde en stand på strikkefestivalen i Hamborg for et par år siden. Dorthe havde købt noget garn hos dem, som hun har været meget tilfreds med.

De gør meget i meget lækker ren uld. Det frister ikke mig så meget, jeg vil gerne have noget blandet i. Kamel eller silke eller cashmere for eksempel. Det blev da også kun Dorthe, der handlede hos Yarn over Berlin.

Meget tæt på Yarn over Berlin bor Herr U, som slet ikke har noget webshop, men han har da en hjemmeside. Han havde også en del garner, der tiltalte mig.

Det sjoveste, jeg fandt, var noget ren bomuld. Det føles bare ikke sådan, for det er så blødt som vat. Det måtte jeg have et par bundter med af. Desuden købte jeg noget bomuld-cashmere og noget yak-merino. Det sidste er endda købt til et bestemt projekt.

Efter de to garnbutikker havde vi ikke behov for at besøge flere af slagsen. I stedet tog vi til Charlottenburgs julemarked, som havde fået meget rosende omtale af vores rejseleder. Vi kunne nu bedre lide det på Gendarmenmarkt, fordi der var en del andet end mad og drikke. Det er godt nok også hyggeligt med maden og drikkelsen, og for en gangs skyld fik også jeg smagt på de våde varer. Jeg fik også tysk grønkål, som jeg elsker - meget bedre end dansk grønlangkål, synes jeg. Jeg har tænkt mig at prøve at lave det selv, så jeg kan finde ud af, om det kun er på markeder, det smager så godt.

lørdag den 29. december 2018

Ugens træ - uge 52


Det må næsten være et grantræ, der her i årets sidste dage afslutter serien med ugens træ.

Jeg har altid lidt ondt af alle de graner, der bliver fældet i årets seneste måneder. Det er altså et vældigt spild, synes jeg.

Jeg foretrækker levende træer, og heldigvis fandt jeg et rigtig smukt eksemplar uden lys og alskens tant og fjas, men med egen havebænk! Det er da noget, der vil noget.

Måske præsenterer jeg også næste år nogle træer, men det bliver ikke hver eneste uge.

GODT NYTÅR til både smukke og mindre smukke træer i byer, haver, landskaber og ikke mindst i vores skove. Må de blive værdsat og passet godt på.

onsdag den 26. december 2018

Anden er spist...

...og julen er stort set ovre for i år, men der er trøst at hente, for den starter jo i oktober 2019 igen :)

Decembers højdepunkt for mig blev nu ikke anden juleaften, for vi var et par dage i Berlin midt i måneden. Det er 9 år siden, vi var der sidst, så det var på tide at indsnuse berlinerluften igen.

Berlin i december er bogstaveligt talt lys i mørket. Her kommer en lille billedkavalkade til illustration:

Så ved vi, hvor vi er!
Og det er altså ikke mig, der har leget med Photoshop.


Vi boede på Ellington Hotel i Nürnberger Strasse i Schöneberg. Jeg syntes, området virkede så bekendt, og da vi kom hjem, fandt vi ud af, at vi også boede i Nürnberger Strasse første gang, vi var i Berlin - i 1984. På et andet hotel, som ikke eksisterer mere.

Ellington Hotel er et hotel med historie. Selve den 185 m lange bygning ud mod Nürnberger Strasse er fra slutningen af 20erne, og den overlevede krigen uden alt for store skader. Både udvendig og indvendig kan man tydeligt se 1920er-arkitekturen. Neue Sachlichkeit blev stilen kaldt. 

Der har ikke altid været hotel i bygningen. Da det blev bygget, hed det Femina-Palast og var et (stort!) dansested. Særdeles prominente musikere spillede her, det er ikke nogen tilfældighed, at hotellet hedder Ellington. Efter krigen blev det først en kunstnerkabaret, Die Badewanne. Die Badewanne blev senere en jazzklub og igen med nogle af jazzens topnavne på plakaten. 

Senere blev der discotek, Der Dschungel, og igen blev det et sted, hvor berømthederne kom. David Bowie, Mick Jagger, Iggy Pop, Nick Cave og Blixa Bargeld for bare at nævne nogle. I 2007 indviedes Ellington Hotel, hvor der stadig spilles masser af levende jazz. Jeg ville ikke have noget imod at bo der igen.

Udsigt fra Rigsdagsbygningens kuppel mod hovedbanegården

Julemarkedet i Charlottenburg var præget af musik.
Indtil flere messingblæserensembler spillede,
og overalt var der musicerende engle - dog uden lyd.

Vores lokale juletræ

søndag den 23. december 2018

Ugens træ - uge 51



Denne uges træ så jeg på kirkegården ved Vejrum Kirke, men jeg ved ikke, hvad det er for et.

Først tænkte jeg på et bøgetræ, men i så fald må kirkegårdsgartneren nærmest have brugt støvsuger for at få fjernet alle de visne blade.

Jeg gætter på en ahorn. Stammen kunne vist godt ligne ahorn, tror jeg. Eller en spidsløn. Hvis jeg husker det, vil det blive opklaret, når træet springer ud igen.

Under alle omstændigheder synes jeg, det er en flot vintersilhuet med stammen, der har delt sig i to.

søndag den 16. december 2018

Ugens træ - uge 50


Det er lidt gråt i vejret i øjeblikket til at få rigtig gode billeder af ugens træ, og måske kniber det også lidt med inspirationen. På den front er det måske meget godt, at vi snart går ind i et nyt år. Ellers er jeg bestemt ikke begejstret for, at tiden går så hurtigt.

Denne lærk er ret sjov, synes jeg. Den stritter simpelthen i alle mulige retninger. Billedet viser også tydeligt det nogen kedelige vejr, men jeg har da vist fået en flyvende fugl med også. Eller er det bare skidt på linsen? Med photoshops hjælp fik jeg frembragt en grafisk illustration af nogle af de mange kogler på lærken.


fredag den 7. december 2018

Ugens træ - uge 49


Ugens træ er et rigtigt eventyrtræ. Det er et piletræ, der står i en have på en af vores naboveje. Jeg synes, det kunne være det træ, hvor heksen harde gemt fyrtøjet i eventyret af samme navn.

Det er også et brugstræ.  I hvert fald er der sømmet dimser i alle mulige farver på til klatring.

Jeg er nu ikke helt sikker på, jeg turde klatre i træet, det ser ret vakkelvornt ud.

Træet har ret stor tiltrækningskraft på mig, og jeg er tit forbi netop den have. Faktisk fotograferede jeg også træet i marts en dag med sne.

Der ser det om muligt endnu mere hekseagtigt ud, og hvis huset bagved havde været lavet af pandekager, så ville det bestemt være heksens hus fra Hans og Grete.

Old tree in snow

søndag den 2. december 2018

Ugens træ - uge 48

Jeg har tidligere brokket mig over, at et af "mine" lindetræer på ringvejen er blevet fældet - uden grund efter min mening. Men heldigvis er der stadig nogle lindetræer på ringvejen. Her er et af dem:


Det er ikke nær så stort som det, der blev fældet, men det har en flot silhuet, og den bliver ikke ringere i tusmørke. Jeg holder meget af tusmørket.

Her er det, hvor lyset falder anderledes og i en anden vinkel.

Vi har næsten lige fået lys i buslæskurene. Det er rigtig rart. Nu kan man endda se køreplanerne uden at skulle bakse med telefonens lommelygte. Med mindre der altså er nogen, der har vandaliseret læskuret, så der slet ingen køreplaner er.

Jeg bruger nu meget en app, hvor man kan se, hvor lang tid der går, inden bussen kommer. Min tålmodighed, når jeg venter på en bus, kan ligge på et lille sted, men den app er en stor hjælp. Den var faktisk også en af grundene til, at jeg langt om længe fik anskaffet en smartphone.

torsdag den 29. november 2018

Uheld og held og en lykkelig slutning


Denne blå mappe bruger jeg til mine tyskbøger, når jeg skal i skole. Den er lige blevet fundet frem igen; det vil sige, Dorthe fandt den i pulterkammeret. Tyskbøgerne er blevet så tunge, at jeg ikke kan bære dem i min skuldertaske, og jeg har aldrig været gode venner med rygsække.

Sidste gang, jeg var af sted, tog jeg som sædvanligt bussen i god tid, så jeg kunne nå at få frokost i byen. Jeg var først hos Søstrene Grene, der havde fisk på menuen. Bare ikke noget, jeg lige er så vild med, så jeg gik videre til madmarkedet på rutebilstationen.

Da jeg sad og guffede min indiske karryret, opdagede jeg til min skræk og irritation, for jeg hader at dumme mig på den måde, at jeg havde glemt den blå mappe i bussen.

Jeg blev meget hurtigt færdig med karryen og drønede over til rutebilstationen for at høre, hvornår netop den bus, jeg havde kørt med, ville være tilbage på rutebilstationen. Der var to muligheder, og jeg stillede mig an og ventede, traskende noget utålmodigt frem og tilbage, men endelig kom den første mulighed, og min mappe stod ved siden at chaufførsædet efter at have været en tur i Skejby uden mig til at holde fast i den. Pyh ha!

For at det ikke skulle være løgn, lykkedes det mig at tabe min Snuggi Trier Mørch ring, mens jeg ventede på bussens tilbagekomst. Og helt tilfældigt opdagede jeg, at den lå på fortovet. Uskadt!

Jeg undrer mig over, at der ikke skete endnu en ting, for den slags uheld plejer altså at komme tre i træk - jeg er ikke spor overtroisk :) Men resten af dagen forløb helt fredeligt, og jeg nåede også mit tyskkursus i god ro og orden. Ich habe Glück gehabt!!!

søndag den 25. november 2018

Ugens træ - uge 47

Ugens træ - en stor, gammel platan - er med af én bestemt grund. Det står på den gamle Ceres-grund. Da Ceres bryggeriet blev bygget ved Århus Å i midten af 1800-tallet, lå det uden for byen. Da bryggeriet lukkede i 2008 lå det næsten midt i byen.

Selvfølgelig skulle den store grund udnyttes. Det er den så blevet stort set til sidste kvadratcentimeter.

Jeg kan godt forstå, at der skulle bygges nyt, men jeg synes, den fornemme gamle have fra 1865 burde være blevet bevaret.


Selv om det muligvis ikke rigtig fremgår af billedet, så er det et rigtig stort træ, og det er et af de få overlevende.

Byggeriet af Ceres Byen, som den nye "bydel" kaldes, er i øvrigt sket på sædvanlig århusiansk vis. De firmaer, der ville betale mest, har fået lov at skalte og valte. Øjensynligt har der ikke været lagt ret mange rammer for byggeriet.

Det meste ser heldigvis ok ud, men det er et meget, meget tæt byggeri. Det er mestendels beregnet til studerende, som så må få deres luft andetsteds.

En af de klausuler, der var, var, at bryggeriets gamle facade ud mod Ceres krydset skulle bevares.

Det blev den så, men på en totalt mislykket måde. Bag den er kommet det grimmeste byggeri, man kan forestille sig, og bryggeriets facade ser bare lille og umotiveret ud.

Bygningen er ikke uden grund af århusianerne blevet kåret som byens grimmeste, og der er ellers adskillige at vælge imellem.

Måske skulle jeg lige tilføje, at også en af bryggeriets gamle bygninger er blevet bevaret, hel - ikke bare facaden. Den ser meget bedre ud, og der er blandt andet en trendy restaurant i den nu.

Jeg fotograferede også træet tidligere på året. På et af de billeder kan man rigtig se den karakteristiske bark.


søndag den 18. november 2018

Ugens træ uge 46


Et lindetræ må med, også selv om lindetræet ved et af "mine" stoppesteder på det skammeligste er blevet fældet.

Dette eksemplar står på Sankt Annæ Plads i København sammen med en hel masse artsfæller. Lind har jo den egenskab, at den tåler kraftig beskæring, så den kan klippes i facon. Lindetræerne på Sankt Annæ Plads er kasseformede. Egentlig ville jeg endnu hellere have haft en lind med fuld krone med, men nu bliver det altså en firkantet lind, der bliver ugens træ, og den er også smuk i sin høstdragt.


I min studietid kom jeg af og til på Sankt Annæ Plads, fordi natfærgen til Århus sejlede fra enden af pladsen. Den var billig - meget billig, og det var noget, jeg som fattig studerende satte pris på. Den var også umådelig ubekvem, man skulle være ualmindeligt udmattet for at få en smule søvn.

Jeg havde i starten i København nogen hjemve, så jeg ville hjem på besøg. Der gik nu ikke så lang tid, inden det modsatte var tilfældet. Når jeg var hjemme på besøg, længtes jeg slemt efter at komme tilbage til København. Der blev længere mellem Jyllandsbesøgene, så der blev råd til mere behagelig offentlig transport, når det stod på. Jeg savnede bestemt ikke natfærgen

mandag den 12. november 2018

Ugens træ uge 45

Jeg kender mindst 5 tempeltræer eller Gingko bilobaer i vores del af Åbyhøj. De tre endda på vores egen vej, men den er nu også ret lang.


Det eksemplar, der er ugens træ, så jeg imidlertid på Frederiksberg, og det havde, den dag jeg fotograferede det, en del mere løv end vores eget, der er tilnærmelsesvis skaldet nu.

Hvad det også havde, var frugter. Det har jeg aldrig set før.

Jeg ved godt, der findes han- og huntræer, og at begge skal til, for at der dannes frø og frugter, men det er indtil nu ikke lykkedes mig at se nogen af delene. Dette træ havde også frøkapsler, men lyset faldt forkert, så dem fik jeg ikke nogen billeder af.

Men frugterne fik jeg et billede af:

Jeg læste et sted på nettet, at Gingko er en forenkling af et kinesisk navn, der betyder sølvabrikos. Meget poetisk, men også lidt mærkeligt, for der er da ikke meget sølv over frugterne. Måske ser de anderledes ud under andre klimaforhold, eller måske er det på et andet tidspunkt af frugternes udvikling, at der er sølvskær over dem?

torsdag den 8. november 2018

Månerejser


Jeg tror egentlig ikke, jeg nogen sinde har drømt om at komme til månen. Det skulle da lige være i et transportmiddel som det på billedet: I en karet trukket af vilde gæs - og så er det mest på grund af gæssene.

Billedet er en illustration af et værk fra 1638, Manden i Månen skrevet af en britisk biskop, der hed Francis Gowwin. Jeg så billedet på Louisianas store udstilling, der slet og ret hedder MÅNEN.

Selv om jeg ikke længes efter selv at stå på månen, så er jeg meget glad for den. Den er fascinerende i alle faser, den er foranderlig, den er smuk, den lyser så klart. Louisianas udstilling var også fascinerende.

Emnet blev grebet an fra alle mulige vinkler, den kunstneriske, den videnskabelige og naturligvis med tilknytning til den første mand på månen. Det er 50 år siden næste år. Ret vildt at det er så længe siden.

Både månen og Louisiana har vist mange fans. I hvert fald var der rigtig mange besøgende i søndags. Der var så mange, at der var en ventetid på 45 minutter til en af filmene. Den opgav jeg, men jeg så klassikeren Georges Méliès' Rejsen til Månen fra 1902. Ret underholdende. De månerejsende havde specielle dragter på, dog noget anderledes end den den autentiske på fotoet.

Det sidste billede fra Louisiana viser et foto af stjernetågen Katteøjet - gæt hvorfor det lige var den stjernetåge, jeg valgte at tage med hjem...

De flotte farvede ringe i Katteøjet er lysende gasser, der kommer fra en døende stjerne på størrelse med solen, så det er egentlig lidt sørgeligt. 3000 lysår fra jorden finder man Katteøjet, men måske er stjernen allerede helt død.

Ugen før jeg var på Louisiana, så jeg i biografen filmen First Man, der handler om Neil Armstromg og den første bemandede månelanding. Det er en rigtig spændende film. Jeg var ved at blive helt dårlig, da astronauterne i simulator skulle afprøve, hvordan det var at blive hvirvlet rundt i alle mulige retninger i en rumkapsel. Karrusellerne i forlystelsesparkerne kan godt pakke sammen, men dem er jeg nu i øvrigt heller ikke glad for.

Filmen gav et fint portræt at Neil Armstrong - jeg skal dog ikke kunne sige, hvor historisk korrekt det er. Og et godt indtryk af, hvordan projekterne påvirkede både astronauterne og deres familier. Jeg nød rigtig meget at se filmen.

Men jeg bliver gerne på jorden og betragter månen herfra.

fredag den 2. november 2018

Ugens træ uge 44


Der er egentlig ikke så meget at sige om ugens træ, bortset fra at det er en birk. Eller mere præcist: En vortebirk.

Jeg synes, birkene opfører sig lidt atypisk i år. De fleste år kan birketræerne se helt fantastiske ud - se bare HER - men i år har de ikke vist sig i den helt fantastiske farvepragt. I hvert fald ikke endnu, men jeg tror heller ikke, de kommer til det.

Ser det ikke ud til, at bladene falder af lige så hurtigt, de skifter farve? Måske er det på grund af den usædvanlige sommer. Træerne er bare helt fyldt op med varme og næring og parate til at gå i hi.

Det tilbageblevne løv på birkene er så en blanding af grønne blade og de få gule eller gyldne, der stadig hænger ved. Det gælder også træet her, selv om det allerede er godt skaldet på den ene side. Det var alligevel det smukkeste, jeg kunne finde blandt den anselige mængde hængebirke i Åbyhøjs haver.

Og dog, netop her til morgen så jeg nogle birke, der så ret flot gyldentgule ud. Jeg har bare ikke tid til at tage nye fotos i dag. Og birketræerne er jo altid smukke - gule, grønne eller nøgne.

lørdag den 27. oktober 2018

Ugens træ - uge 43


Åbyhøj Kirke må have en god gartner, for der er altid pænt og nydeligt omkring kirken og på kirkegården.

Foran kirken er der hele vejen hen rækker af ikke særlig store træer, som kirkegårdsgartneren sikkert også er ansvarlig for. Jeg tror, det er en slags prydkirsebær, for om foråret har de et meget rigt blomsterflor. Det er rent hvide blomster, og det ser vildt godt ud.

Men det gør det - som det forhåbentlig fremgår af billederne - også på denne årstid. Der er altså adskilligt flere træer end selv det øverste foto viser, og det gør det jo ikke ringere.

Ved siden af skraldespanden kan man lige se, at der er et busstoppested ved kirken. Det er ikke et af de stoppesteder, jeg bruger, men hvis jeg gjorde, ville jeg helt sikkert fornøjes over træerne.

Derimod bruger jeg tit et stoppested i krydset mellem Silkeborgvej og ringvejen. For nogle uger siden blev der pludselig gravet et stort hul ved stoppestedet - jeg tror ikke, det var planlagt, på en eller anden måde virkede det som en akut operation. I et stykke tid var stoppestedet sløjfet.

Hullet er nu fyldt igen, og bussen standser igen ved stoppestedet, men den store lind, det stod der, er væk. Var det nu også nødvendigt? Den var i hvert fald ikke syg, så den undskyldning kan de ansvarlige ikke bruge. Det var nok bare det nemmeste at fjerne hele træet i stedet for at tage hensyn. Vi har haft så stor fornøjelse af den lind, som jeg altså ikke nåede at få med som ugens træ, men det er slut. Øv, øv, øv!

mandag den 22. oktober 2018

Citater om katte #43

Cat of the day

Når jeg betragter katten, der hviler i sig selv, er jeg næsten på samme niveau.
Gerhard Polt om ro og stilhed

Gerhard Polt er en tysk kunstner - forfatter, filminstruktør, skuespiller og satiriker. Og katten mødte jeg her i området forleden dag. Den hvilede i den grad i sig selv.

søndag den 21. oktober 2018

Ugens bonustræ - uge 42


Jeg er nødt til også at have det tredje træ, der stod i kø i sidste uge, med. Disse billeder blev ligesom billedet af spidslønnen taget i sidste uge, så det er dobbelt snyd.

Træet lyste mig i møde med sine fligede, gule blade, hvoraf de fleste nu ligger på jorden, og nogle meget store og meget særprægede frugter. Hvad kunne det være?

Heldigvis var der nogle gartnere i den lille park foran musikhuset, hvor træet stod, som jeg kunne spørge. Akacietræ, sagde de. Vi snakkede lidt om frugterne, som ligner kæmpestore ærtebælge eller frugter fra johannesbrødstræet.

Jeg undersøgte lidt om akacietræer på nettet, og de kan ikke gro i Danmark, stod der, så det er nok en uægte akacie. Også kaldet robinie, og det er jo et træ, jeg udmærket kender, jævnfør uge 37.

Jeg har bare ikke tidligere set dem så store, og jeg har ikke lagt mærke til frugterne før. Desuden synes jeg, bladene er lidt spidsere og mindre afrundede end på den robinie, jeg plejer at kunne genkende. så måske er det alligevel en art ægte akacie, der på trods af oplysningerne på nettet godt kan gro i vores klima.

Jeg vidste heller ikke, at robinie også kaldes uægte akacie, men så lærte jeg det.

lørdag den 20. oktober 2018

Ugens træ - uge 42


Det er lidt snyd i denne uge, for jeg tog billedet allerede sidste uge, men jeg kunne ikke tage lige så gode nye, for træerne - der er to - har mistet temmelig mange af bladene allerede.

Det er nogle af de træer, der absolut skulle med i ugens træ. De står i krydset for enden af vores blinde del af vejen, så jeg ser dem, hver gang jeg kommer i bil, og også mange gange når jeg er ude at gå.

Jeg har beundret de to træer i mange år, når de har klædt sig i høstfarverne. Det er for resten spidsløn.

torsdag den 18. oktober 2018

Årets Fanø-katte


Pizza, som vi kender fra tidligere år. Hun bor i Nordby i et pizzeria, deraf navnet - faktisk ved vi ikke, hvad hun rigtigt hedder.

Hun er en meget imødekommende og glad kat, der gerne snakker med forbipasserende og pizzeriagæster, men hun er ikke påtrængende.

En dag så vi hende stå på et af de udendørs borde og med poten banke på ruden ind til pizzabageren, der kvitterede med at smide en stump skinke eller pølse ud til hende. Gæt om det så sødt ud!


Denne sorte kat med flot hvid krave boede også i Nordby. Den var totalt uinteresseret i os, og jeg måtte også tage billedet på lang afstand, så det er mildest talt grynet.

I Kunstladen havde gårdens kat listet sig ind i salgslokalerne, hvor den hyggede sig på et rensdyrskind. Den vakte behørig beundring, men den sov dybt, helt uanfægtet af, hvad der foregik omkring den.

Vi mødte den også sidste år. Da forsøgte den talrige gange at snige sig ind i butikken, men den blev hver gang sendt udenfor igen. Det har man åbenbart opgivet nu, mis får lov til at være i fred på sit rensdyrskind.


Da vi besøgte gårdbutikken Fanø Angus & Merino regnede det. Det tog den semilanghårede gårdkat sig nu ikke af. Til trods for at dens pels tydeligvis ikke er vandskyende, søgte den ikke under tag.


Vi mener, vi så denne lille Sønderho-kat også sidste år, men jeg har ikke taget billeder af den før. Den bor i nærheden af Tre Søstre.

Den ville gerne snakkes med, men var alligevel lidt reserveret.

Jeg troede først, den havde mistet spidsen af venstre øre, men det er bare et krølleøre.


Også denne særdeles afslappede kat bor i nærheden af Tre Søstre, og ligesom sidste år nød den livet på et lammeskind på en af bænkene. Den kan man let komme til at snakke med!


Den røde hankat var et nyt bekendtskab for mig. Den stod på en af Sønderhos små veje og ventede på, at dens menneske kom hjem, så de sammen kunne følges ind i huset. Jeg fik at vide, at den hedder Simba. Flot og sød kat!

Desværre så vi ikke den hvide kat Fru Kokos, der i virkeligheden hedder Ida, i Nordby. Jeg tænkte på at gå ind i butikken og spørge, om Ida var hjemme, men syntes så alligevel, at det ville være for fjollet. Jeg håber, hun stadig er i live og har det godt.