Gurre-Lieder

Arnold Schönberg malede også.
Dette billede hedder
Blue Self Portrail og er malet i 1910.
Gurre-Lieder blev færdiggjort i 1911.

Som det måske er gået op for nogle, gik jeg sidste år ret meget op i Gurre-Lieder, Arnold Schönbergs værk for kæmpestort orkester, 6 solister og kor - også kæmpestort. Det gør jeg sådan set stadigvæk.

Inden vi skulle høre Gurre i Hamborg, havde vi hørt adskillige indspilninger. På den første var jeg ikke tilfreds med tenoren. På den anden var det sopranen, det var galt med.

I tredje forsøg fandt jeg en indspilning, hvor jeg var tilfreds med det hele.

Det er en indspilning med Berliner Philharmonikerne dirigeret af Simon Rattle. Det store parti som Tove synges af Karita Mattila og det endnu større parti som Kong Valdemar af Thomas Moser.

Vi har også lånt en dvd, som er lige så god. Her dirigerer Mariss Janssons Bayerns Radiosymfoniorkester. Stig Fogh Andersen synger Valdemar, Deborah Voight Tove.

Forrige lørdag hørte vi så igen Gurre-Lieder live i vores egen koncertsal. De forreste publikumsrækker var blevet inddraget, så der var plads til det store orkester bestående af både Århus' og Ålborgs symfoniorkestre. Ingen af dem er hver for sig nær store nok til et værk som Gurre.

At det ikke bare er pjat med de mange musikere hørte vi i introduktionen inden. Der er for eksempel 10 forskellige stemmer i førsteviolinerne, og et minimum er to til hver stemme. Altså mindst 20 førstevioliner - og sådan er det hele vejen igennem. Så vi fik igen vores 4 harper, 10 horn, 7 klarinetter og så videre. "Vores" chefdirigent Marc Soustrot havde flot klaret at få de to orkestre til at lyde som en helhed.

Sjovt nok var det samme tenor som i Hamborg, der sang Valdemars parti, nemlig Torsten Kerl. Vi blev inden gjort opmærksom på, at den stakkels Kerl havde pådraget sig et halsonde, men at han alligevel ville forsøge at gennemføre koncerten. Heldigvis! Mine ører kunne ikke høre, at der var noget i vejen. Han var lige så god eller måske endda bedre end i Hamborg.

Vi mente ellers, at han måske kunne have byttet plads med fortælleren, for det var nemlig Stig Fogh Andersen, men det blev altså ikke aktuelt. Også de øvrige solister var glimrende, og alt i alt var den musikalske oplevelse lige så stor som i Hamborg. Helhedsoplevelsen var selvfølgelig ikke. Nok er jeg glad for vores Musikhus, men leve op til Elbphilharmonien kan det altså ikke.

Valdemar på et kalkmaleri i Sankt Peders Kirke i Næstved.
Malet ca. 1380, altså få år efter kongens død i 1375

Værkets tekst er en oversættelse af J. P. Jacobsens Gurre-Sange, der handler om kærligheden mellem Kong Valdemar og frillen Tove, om Toves død, og om Valdemars rastløse riden rundt i følge med sine mænd - efter deres død vel at mærke.

Det var åbenbart ret almindeligt at blande de danske Valdemarer sammen, og det har I. P. Jacobsen også gjort. Ifølge sagnene skulle det ganske rigtigt have været Valdemar Atterdag, der efter sit opgør med Vorherre som gespenst jog rundt i de sjællandske skove og skræmte livet af folk og fæ. Men det var Valdemar den Store, der havde frillen Tove, som hans hustru, Dronning Sophie, ifølge folketroen tog livet af.

Valdemar Atterdags dronning, Helvig, kunne sandelig ikke finde på sådan noget. Hun var nærmest en helgen og højt elsket af sin Valdemar. Bare spørg Thit Jensen. Hun må vide det, for hun har det fra hestens - altså her Valdemar Atterdags - egen mund. Jo, hun var spiritist og førte mange samtaler med de historiske personer, hun skrev om. Jeg holder meget af Thit Jensens historiske romaner.

Champagnefarvet koncerteufori

For over et år siden købte vi billetter til vores første koncert i Elbphilharmonien i Hamborg. På programmet: Arnold Schönbergs Gurre-Lieder. Et senromantisk værk for stort orkester, solister og kor fra før Schönberg blev tolvtone-komponist.

Vi havde forberedt os. Læst I.P. Jacobsens digte, som blev sat i musik af Schönberg, på dansk og delvist på tysk, og vi havde hørt et par forskellige indspilninger. Og vi glædede os.

Da jeg printede billetterne ud for et par dage siden, opdagede jeg, at koncerten skulle finde sted kl. 11 og ikke kl. 15, som jeg havde bildt mig ind. Kortvarig panik, men det viste sig, at Deutche Bahn også om søndagen har timekørsel fra Flensborg, så vi skulle bare vældig tidligt op for at komme med afgangen omkring kl. 7.

På vej op til 13. etage

Vi havde fået en pæn mail fra Elbphilharmonien, hvor man anbefalede, at vi var der ikke mindre end tre kvarter før koncerten startede. Det er måske i lidt overdreven god tid, men man bør bestemt ikke komme i sidste øjeblik, for så når man ikke fra indgangen til koncertsalen i tide.

Der er immervæk mange etager, rullende trapper, almindelige trapper, elevatorer. Overalt bemærker man det diskrete maritime præg. Ingen tvivl, det er et både spændende og meget smukt bygningsværk.

Vi var i god tid og nåede både at kigge på Hamborg fra plazaen - udsigtsplatformen, der går hele vejen rundt om bygningen på 8. etage - og at få en kop kaffe på 13. etage, hvor vores indgang var, inden vi fandt vores pladser.

Jeg tror, koncertsalen er den smukkeste, jeg nogensinde har set. Den er af samme type som DRs, hvor publikum sidder hele vejen rundt om orkestret, men Hamborgs er champagnefarvet og meget lysere og lettere end DRs rødbrune, der kan virke noget anmasende.

Billedet er taget, inden koncerten startede. Orkestret er ved at stemme. De tomme sæder bag orkestret blev senere fyldt op med koret. Man kan også se orglet. Det indgår som et diskret, men smukt element i salen.

NDR Elbphilharmonien er et stort orkester.  Vi lagde straks mærke til, at der var ikke mindre end fire harper. Der var syv klarinetter, og sådan var det hele vejen igennem. Det giver altså en flot lyd. Der var også et stort kor bestående af to mindre kor på i alt over 100 medlemmer. Det hele blev dirigeret af elegantieren Kent Nagano.

Når der er så stor en lyd fra orkestret, skal der noget særligt til fra solisterne, og vi syntes desværre, at tenoren, der sang Kong Valdemars rolle, var lidt svag. Nogle gange blev han næsten overdøvet af orkestret. Det kan godt ske, det er et generelt problem i Gurre-Lieder, for på i hvert fald den ene af de indspilninger, vi har hørt, er problemet det samme. Det kan også have været akustikken eller indstuderingen.

De øvrige solister var gode. Heldigvis var sopranen, der sang Tove, virkelig god, og mezzosopranen, der sang skovduen, var helt forrygende. En af Toves sange er en af de smukkeste kærlighedssange, man kan forestille sig, og den blev sunget så smukt.

Akustikken var ellers generelt god og klar. Jeg ved ikke, om det er akustikkens fortjeneste, eller det var, fordi publikum var meget disciplineret, men man hørte ikke megen hosten. Lige til sidst, hvor hele orkestret og hele koret var i gang, kom der dog nogle svingninger, der ikke burde være der.

Sjovt nok er Gurre-Lieder på programmet i næste sæson i vores egen koncertsal. Det bliver spændende at høre en anden fortolkning i salens ekstremt klare akustik. Man kan nærmest høre hver enkelt instrument i orkestret, til gengæld kan man også høre hver eneste lille lyd fra publikum. Og det århusianske publikum er ikke særlig disciplineret med hensyn til hoste.

Gurre i Elbphilharmonien var en stor, skøn oplevelse, som gav lyst til at høre flere koncerter i Hamborg. Jeg prøvede lige i formiddags at kigge på programmet for den næste koncertsæson, men det kunne jeg godt spare mig, for der er allerede helt udsolgt. Hvis man tror, man lige kan improvisere er koncerttur til Elphi, så må man tro om igen. Der skal planlægning til. Det tager vi til efterretning, og så er vi glade for, at vi kendte vores besøgelsestid sidste sommer.